“Kun en ganske lille del af arkitekturen hører til kunsten: gravmælet og mindesmærket. Alt andet, der tjener et formål, kan lukkes ud af kunstens rige.” Sådan skrev arkitekten Adolf Loos i 1910 i teksten “Arkitektur,” et polemisk opgør med såvel det foregående århundredes stilarkitektur som en aktuel jugendstil. Loos ønskede at fravriste arkitekturen fra akademiske ambitioner om det skønne, om arkitekturen som kunst, dækket af ornamentering, for i stedet at genetablere byggeriet som del af en bredere, folkeligt funderet kultur. Jeg skal ikke her diskutere hvilke dele af arkitekturen, der kan kategoriseres som kunst, men i stedet bruge Loos-citatet til at pege på to forhold. For det første at forskellige dele af arkitekturen gør forskellige ting, som nu eksempelvis den kunstneriske udviklingsvirksomhed inden for arkitekturen, der vil være omdrejningspunkt for nærværende artikel, og som kan defineres som en undersøgende værkproduktion ledsaget af en reflekteret dokumentation. For det andet – og snarere end at tilslutte mig Loos’ udsagn om, at kun gravmælet og mindesmærket tilhører kunstens rige – vil jeg spørge til værkets virkemåde, de sammenhænge, værket skaber, og de sammenhænge, værket tager del i. Og jeg vil spørge på en bestemt måde, nemlig om det omvendte måske er tilfældet, at alt, hvad der tilhører kunstens rige, i en vis forstand er gravmæler og mindesmærker?
Blandt de spørgsmål, som rejser sig, er altså, hvordan vi undersøger værkets virkemåde, med implikationer for hvordan vi måler og kategoriserer værker. Så alligevel på en måde tilbage til Loos’ skelnen og dog ikke. Nu er det heldigvis sådan, at der er opstillet kriterier for vurderingen af kunstnerisk udviklingsvirksomhed i en akademisk sammenhæng på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, det drejer sig om en fordring om henholdsvis tydelighed, tæthed og dybde i det værk, der produceres. Og for at forstå hvad sådanne kvaliteter kunne indebære, krydser jeg dette spor med overvejelser i forlængelse af filosofferne Gilles Deleuze og Félix Guttaris tænkning, der nok ikke helt direkte siger noget om både tydelighed, tæthed og dybde, og slet ikke hvad angår kunstnerisk udviklingsvirksomhed, men som jeg alligevel vil hævde er relevant i denne sammenhæng i og med Deleuze og Guattaris tænkning om kunsten og dens virkning, om forhold mellem ideer og materialer og meget mere.
Endelig vil jeg lade min undersøgelse tage udgangspunkt i et arbejde, jeg her vil betegne som kunstnerisk udviklingsvirksomhed, bestående af værker og tekster af arkitekten Sam Jacob og kontoret Sam Jacob Studio; et eksplicit afprøvende og spørgende arbejde. Særligt Sam Jacob Studios værker Almost Thonet (2016), Inverted Glass House (2015) og A Very Small Part of Architecture (2016) – sidstnævnte navngivet efter ovenstående citat af Loos – vil blive viet min opmærksomhed, idet jeg vil se på, hvordan Sam Jacob og hans kontor behandler forholdet mellem original og kopi, gør kompositioner, foretager gentagelser, danner forskelle og hybrider. Det drejer sig om henholdsvis: Det, der næsten er. Det omvendte. Det ganske lille. Jeg har ikke selv en andel i Sam Jacob Studios arbejde og har ikke studeret det i alle detaljer, for her er relevansen af værket ikke, hvordan det placerer sig i et oeuvre. Ej heller bedriver jeg selv kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Snarere er det min interesse, hvilket jeg forsøger i denne sammenhæng, at undersøge et muligt møde mellem værk og tanke i rollen som flygtig, undrende betragter. Mit håb er, at sådanne betragtninger kan gøre os klogere på kunstnerisk udviklingsvirksomhed og det virksomme værk og på hvordan og hvorfor, vi tillægger værket værdi og dermed i en vis forstand tager dets mål.
(TVE)TYDELIGHEDER
Kriterium 1: tydelighed
Værket virker i sin fremtræden. Det skal være muligt at afdække virkemåden, hvad der virker, og hvordan det virker.
Dette kriterium omhandler forholdet imellem den idé, værket tager afsæt i, og værkets udtryk. Her foregår en refleksion over den bestemte tids-rumlige sammenhæng og værkets specifikke materialitet. Hvordan virker værket her og nu, og hvordan står det frem i forhold til dets præmisser og betingelser? Overvejelser om værkets æstetik og det valgte formsprog beskrives.
Kriterierne for bedømmelse af kunstneriske udviklingsvirksomhed gælder altså både det æstetiske og formale, og som vi siden skal se, også det tekniske og materielle og det betydningsmæssige i relation til en omverden. Samtidig må vi forstå, at disse kvaliteter sammenholdes i værket og artikuleres i en refleksion. Altså er der ikke tale om et værk alene eller om en refleksion alene, men netop en assemblage af værk og tekst, der spænder over såvel et ekspressivt materielt bundet objekt som en diskursiv ytring. Jeg spørger her først til virkemåden og kan forstå, at det angår tydelighed.
I bogen Hvad er filosofi? argumenterer Gilles Deleuze og Félix Guattari for, at værket bevarer blokke af sansning, “en blok af sansninger, det vil sige en sammensætning af percepter og affekter.” Den blanding, denne sammenbinding af sansning, der virker, viser sig altså i tid og rum og materielt. Udtryk, formsprog bliver til, mellem ide og stof. Men ved at ændre på hvert enkelt parameter kan man undersøge betydningen af hvert af dem. I værket Almost Thonet [Ill. 2 og 3] har Sam Jacob Studio arbejdet med kopien eller snarere gentagelsen og transformation som tematik: “It is part of an ongoing series that use objects as a way of thinking about form, material and meaning and the act of remaking as a means of transformation.” Udgangspunktet er den kendte wienerstol Thonet nr. 18 udført i dampbøjet træ. Det fremstillede objekt, Almost Thonet, er ved første øjekast formelt set lig Thonet-stolen, men nu udført i kit og håndmodelleret. Ved tættere inspektion viser sig tydelige spor efter de fremstillende hænder og fingre. Fra et standardiseret og delvist maskinelt fremstillet produkt har vi nu et håndgjort og haptisk virkende, stolen er på samme tid readymade og original, ja, egentlig mere enestående end udgangspunktet, træstolen. Sam Jacob Studio skriver: “The material has a kind of generic non-material materiality which is part of the transformation of the chair into something which has qualities both of a real thing and a model of that thing simultaneously.” Værket virker her i sig selv, men også i kraft af sin relation til den oprindelige stol, netop som både en ting for sig og som model af noget andet. Samtidig sætter det spørgsmålstegn ved vores forventninger til bestemte former i sammenhæng med det materiale, de er fremstillet af, for hvis stolen ikke længere er fremstillet af det bøjelige og dog tektoniske virkende materiale træ, men derimod af kit, sammenføjningens materiale, der nok som udgangspunkt er plastisk men mangler træets bæreevne, mister formen som stol muligvis én af sine egenskaber – at kunne bruges til at sidde på. Formen tjener ikke længere sit oprindelige formål, den er deterritorialiseret. Stolen er kun næsten en stol, næsten en Thonet.
Forholdet mellem original og kopi er et gentagende tema i Sam Jacob Studios arbejde. Således også i værket Twice Removed: One object, three texts, and fifteen things (2016), hvor tre designkritikere beskrev en træskål fundet på eBay, som fem keramikere efterfølgende skulle reproducere ud fra beskrivelsen. Resultatet var fem vidt forskellige keramikskåle, der i form og udtryk lå meget langt fra det originale objekt. Med drilagtig præcision er værket tildelt sin titel med reference til Platons beskrivelse af kunsten som to led fra virkeligheden; en imitation af en imitation. Såvel Almost Thonet som Twice Removed undersøger værkets autenticitet som et spørgsmål om kopi og original og angående model og forbillede, men også særligt hvad det materielle, det sanselige betyder i den henseende. Arkitekturteoretikeren Neil Leach har peget på, at kopiering kan betragtes som et centralt aspekt af den menneskelige kultur, og at arkitekturhistorien generelt kan forstås som en art sværmdannelse, hvori gentagelse og kopiering finder sted. Snarere end at betragte arkitekturen som drevet af det originale bidrag, må vi ifølge Leach se arkitekturen som en diskurs drevet af bestræbelserne på imitation af eksisterende modeller. De små forskelle gør så at sige forskellen: “We might therefore argue that not only is art based on repetition, but that it is the minor incremental changes which appear in the act of repetition that give a work of art its critical force.”
Det er nok tydeligt, hvad Sam Jacob Studio foretager sig i værker som Almost Thonet og Twice Removed, samtidig med at han netop fordrejer vores forventninger til, hvordan tingene virker. De gør det, virker – og så alligevel ikke. I værket Clay Basketball / Solid Shadow (2012), hvor en basket-bold er reproduceret i rødt ler, der ligner boldens oprindelige gummimateriale, men ikke har samme materielle egenskaber, introducerer Sam Jacob Studio en skeumorfisme, han selv betegner som en placebo-effekt. Skeumorfisme beskriver et fænomen, man finder inden for arkitektur og kunsthåndværk, hvor materialer bringes til at imitere andre materialer. Ler, der ligner gummi; gips, der ligner marmor; maling, der ligner træ. Forholdet mellem form og materiale forstyrres, det utydeliggøres på sin vis.
TÆTTE FORBINDELSER
Kriterium 2: tæthed
Værket inddrager fænomener og strukturer i sammenhænge, der ikke foreligger på forhånd. Det skal være muligt at forstå, hvad der bringes til at virke sammen i værkets fremtræden, og på hvilken måde sammenhængen etableres.
Arbejdets problematik udvikles gennem den specifikke måde, hvorpå en række forskellige forhold samles i værkets materiale. Eftersom det enkelte værk er unikt, er teknikken aldrig helt den samme fra værk til værk, og den overskrider derfor den videnskabelige metodes krav om reproducerbarhed. I henhold til dette kriterium redegøres for arbejdet med forskellige materialeforhold, ideer og funktioner, som ikke nødvendigvis har en relation fra starten, men gennem arbejdet mødes i sammenhænge, der skaber ny betydning.
Vi kan forstå et kunstnerisk arbejde som et arbejde med at skabe sammenhænge, bringe sammen til et samvirke. Vi kan også sige, at et aspekt heri angår det kompositoriske, altså netop angår det sammensatte, hvad Gilles Deleuze og Félix Guattari betegner som agencement, en montage eller assemblage, men også beskrivende selve denne handling, et organiserende, komponerende arbejde: “Komposition, komposition, det er den eneste definition på kunst. Kunstværket er æstetisk, og det der ikke er er komponeret er ikke et kunstværk.” I en klassisk æstetik, fra Aristoteles’ poetik via renæssance-arkitekten Leon Battista Alberti og frem til det moderne gennembrud, var kompositionens målestok helhedsvirkningen, hvor alle dele måtte bidrage væsentligt og dermed var uundværlige. Værket syntetiserer, det fortætter. Men i og med det moderne og endnu mere forstærket i, hvad der kan betegnes som det postmoderne, virker helheden som betingelse og mulighed stadig mere tvivlsom. Eksempelvis skriver arkitekten Carsten Juel-Christiansen i bogen Monument og niche:
Inden for en tilfældig kvadratkilometer i Køgebugtområdet konkurrerer idag Ishøjplanens forstørrede brokvarter, Gadekærets landsbysimulation og A–Z markedets rumstation om opmærksomheden. De fremstiller dele af hver sin drøm, som ikke gør krav på at være total. Helhedsvisionen og de generelle målsætninger er forsvundne. Den store “fortælling” er erstattet af et netværk af mange små “historier,” og byens fysiske mønster tager form som et sammenfiltret net af tegn, der bevæger sig i alle retninger, og som ikke refererer til noget bestemt.
Juel-Christiansen peger på lokale betydningsdannelser og netværk som en ny struktur frem for ideen om et samlet hele. Måske skal vi lede efter andre forbindelser, andre fortætninger. Begrebet om transversalen bliver for Deleuze en central måde at forstå det sammenhængende, sammenfoldede, en fremtrædelse og relationsdannelse, måske netop en tæthed. I sin bog om forfatteren Marcel Proust skriver han således, at:
…tiden, denne ultimative fortolker, denne ultimative fortolkningsaktivitet, har den mærkelige evne til på samme tid at bekræfte fragmenter, der lige så lidt udgør et hele i rummet, som de danner et hele gennem rækkefølge i tiden. Tiden er netop alle mulige rums transversal, deri inkluderet tidens rum.
At forstå noget – værket – som en komposition, en sammensætning, må være at forstå det rumligt og tidsligt. “Derimod skænker kunsten os den ægte enhed: enheden af et immaterielt tegn og en helt igennem spirituel mening. Essensen er netop denne enhed af tegn og mening, således som den åbenbares i kunstværket,” skriver Deleuze. Han betegner Proust som leibnizianer, hvilket indbefatter, at der kan sættes lighedstegn imellem essenserne og monader, der udtrykker verden gennem et perspektiv. Derved bevæger vi os fra de sammensatte dele til fortætningen i en enhed, hvori delene er foldet ind.
Glass House er et hus, arkitekten Philip Johnson opførte til sig selv i New Canaan, USA i 1949. Alle ydervægge består af glas, inspireret af arkitekten Ludwig Mies van der Rohes arkitektur, der også stræbte efter det præcise og begrænsede. På sin vis approprierer Johnson Mies’ glashuse og placerer det pavillon-lignende hus som et objekt i et pastoralt landskab. Midt i det centrale opholdsrum står en version af barokmaleren Nicolas Poussins maleri Phocions gravlæggelse (1648) på et staffeli. Billedet er placeret på en sådan måde, at når man sidder på én af de lave lænestole – i øvrigt tegnet af Mies van der Rohe – flugter horisontlinjen i maleriet med horisontlinjen i landskabet, der omgiver glashuset. Det imaginære rum forenes med det faktiske. I værket Inverted Glass House (2015) [Ill. 4] foretager Sam Jacob Studio en foldning af glashus og maleri. Collagen viser os glashuset centralperspektivisk gengivet og placeret i maleriets landskab. New Canaan bliver til Grækenland, eller også er det omvendt; huset suges ind i maleriet, eller maleriet eksploderes til et ydre, de krænges om hinanden. Det tildækkede lig i Poussins maleri er ved at blive ført bort fra huset – eller er glashuset i al sin uberørte enkelhed selve mausoleet?
I bogen Hvad er filosofi? beskriver Deleuze og Guatteri i relation til nyere kunst en form for foldning, hvorved der viser sig “en materiel tæthed,” som dog ikke har med formel dybde at gøre, som i perspektivet. Er det en sådan tæthed, vi møder i Inverted Glass House, hvor huset føres tilbage til sin egen repræsentation, ind i det imaginære, hvorfra det udspringer? Vi betragter en perspektivisk dybde, men den egentlige tæthed opstår, når glasset skærer sig gennem lærredet, ned imellem lagene af oliemaling. Som sådan fremføres den verdensdannelse, værket bevirker: “Man er ikke i verden, man bliver til sammen med verden, man bliver til ved at beskue den. Alt er syn, tilblivelse. Man bliver til univers. Tilblivelser i form af en bliven-dyr, -plante, -molekylær, en bliven-nul,” skriver Deleuze og Guattari. Sam Jacob Studio peger i Inverted Glass House på, at forbindelsen mellem hus og landskab rækker videre end til blot, hvad man ser – en udsigt. Vi bevæger os fra husets territorium, glassets beherskende indramning, til universet. “Og ikke blot det åbne hus kommunikerer med landskabet gennem et vindue eller et spejl, men også det mest lukkede hus åbner sig mod et univers.” Johnsons Glass House er ikke blot en nydelig indramning af et nydeligt landskab. Med Inverted Glass House viser Sam Jacob Studio os huset og maleriet som et samlet diagram, der folder tid og rum, det imaginære og det faktiske i en kosmisk, fortættende bevægelse.
DYBT OVERFLADISK
Kriterium 3: dybde
Værket sætter nye regler for den kunstneriske praksis og etablerer nye rammer for fortolkning af omverdenen. Det skal være muligt at afdække relationer til eksisterede betydningsdannelser i kulturen og samfundet.
Målet for den kunstneriske praksis er først og fremmest at producere ny betydning. Det skal derfor være muligt at placere arbejdet nationalt og internationalt og spørge, på hvilken måde det bidrager til vores forståelse af de pågældende kulturelle forhold. Værket skal kunne placeres i en klasse af arbejder inden for faget, der har udvist relevans for dets udvikling. Hvad bygger det på, og hvad lægger det til?
Hvordan holder værket sig oprejst, hvordan står det af sig selv på egne ben? Hvad holder det på plads? Denne rejsning, dette at stå, drejer sig om en handling, “det er alene den handling hvormed den skabte sammensætning af sansninger bevares i sig selv. Et monument, men et monument kan fastholdes i få træk eller få linier, som et digt af Emily Dickinson.” At skabe noget, der – om end også flygtigt – er vedholdende, bevaret, enkelt. Percepter og affekter rækker ud over det levede, ud over dem, som har haft perceptioner og affektioner, skriver Gilles Deleuze og Félix Guattari i Hvad er filosofi? “Kunstneren skaber blokke af percepter og affekter, men skabelsens eneste lov er at sammensætningen skal hænge sammen ved egen kraft. Kunstnerens største vanskelighed er at få sammensætningen til at blive stående ved egen kraft.” Således er ethvert værk ifølge Deleuze og Guattari et monument, ikke fordi det minder os om noget bestemt, men alene i sin fremtrædelse: “Det er sandt at ethvert kunstværk er et monument, men her er monumenter ikke noget, der fejrer mindet om en fortid, det er en blok af nutidige sansninger, der ikke skylder andre end sig selv deres bevarelse, og som forsyner begivenheden med den sammensætning, der hylder den. Monumentets handling er ikke erindringen, men fabuleringen.” Altså kompositionen, sammenbindingen i en sanseblok.
Sam Jacob Studios værk A Very Small Part of Architecture / Highgate Cemetery (2016) [Ill. 1] er en art genopførsel i 1:1 af Adolf Loos’ udkast (1921) til et mausoleum for kunsthistorikeren Max Dvořák [Ill. 5]. Hvor Loos’ værk var tænkt udført i mørke stenblokke er A Very Small Part of Architecture en let konstruktion af trærammer beklædt med stilladsnet. Oplyst indefra fremtræder den som et spøgelse, en bygning uden synderlig tyngde og på den måde i stærk kontrast til Loos’ massive, stereometriske konstruktion. “Built within Highgate Cemetery, amongst the many monuments and memorials to the dead, A Very Small Part of Architecture makes a different kind of memorial. Not one dedicated to a person, an event or a moment in time, not designed to remember the past but instead to imagine other possibilities, altered presents and alternative futures,” forklarer Sam Jacob Studio.
Dette værk er på samme tid en prototype, i form af en fuldskalamodel af et værk af Adolf Loos, og et selvstændigt værk af Sam Jacob Studio. Vi må se det i relation til et citat af Loos, som Jacob bringer på sin blog, Strangeharvest. Indlægget omhandler Loos’ forslag i konkurrencen afholdt i 1922 til et nye hovedsæde for avisen Chicago Tribune. Loos’ berømte højhus var udformet som en gigantisk dorisk søjle i sort marmor. Sam Jacob citerer Adolf Loos således: “He wrote ‘The great Greek Doric column must be built. If not in Chicago, then in some other town. If not for the “Chicago Tribune” then for someone else. If not by me, then by some other architect’.” Værket kan gentages, det kan løsrives fra sin historiske kontekst og indgå i nye. Reterritorialiseres.
I teksten “Dumb and Dumber: In Praise of Follies” beskriver Sam Jacob de fiberglas-figurer, man ofte ser stående foran fastfoodrestauranter, shawarmabarer og iskiosker. Eksempelvis en antropomorf fremstilling af et kræmmerhus fyldt med pommes frites, hvor kræmmerhuset imidlertid har arme og ben, fødder iklædt sokker og sko og midt på et smilende ansigt i færd med at spise en pommes frite, som fyren stikker i munden på sig selv. Jacob skriver: “The demented fellow seems a poor encouragement for fried food. Its body without organs instead seems to carry another message. It smiles at us with a knowing smile. ‘Don’t we all eat ourselves?’ it seems to say. ‘Don’t you, like me, swallow yourself up in self-absorbed pleasure?’” Han betegner denne type af figurer som “stupid objects in the stupidest parts of our modern landscape.” De er follies – og dermed arvtagere til en kunst- og arkitekturhistorisk tradition for sådanne nytteløse figurer eller bygninger, man eksempelvis møder i form af pavilloner i havekunsten, ikke mindst i 1700-tallets landskabelige have. Strukturer, der ikke tjener et formål. Folly er det naragtige, der imidlertid også rummer kritiske dimensioner, sarkasmen, latterliggørelsen af selvforelskelse, prætention, nydelse og tomhed.
“Follies are equal parts thing and idea, bound together in a way that is impossible to untangle,” fastslår Sam Jacob. Men måske peger han hermed netop på det, der kendetegner arkitekturværket som kunstværk, nemlig at ting og ide er uadskillelige, at ideen ikke findes løsrevet, men netop er en ide i en ting, en ide i et stykke arkitektur? Som arkitekturhistorikeren Beatriz Colomina har påpeget, kan vi betragte visse værker som en slags manifester, der på polemisk vis udtrykker bestemte ideer om arkitekturen netop gennem arkitektur. Colomina argumenterer for, at Mies van der Rohe er et eksempel på en arkitekt, der ændrede hele sit virke i kraft af nogle enkelte projekter, der godt nok for fleres vedkommende ikke lod sig opføre på det tidspunkt, de blev til på, men som ikke desto mindre blev afgørende for arkitekturens videre forløb. Nærmere bestemt projektet til en skyskraber i Friedrichstrasse i Berlin, projekterne til et landsted i beton og ét i mursten samt et kontorhus i beton. Disse projekter blev publiceret i vidt omfang i løbet af 1920erne og var med til at cementere Mies van der Rohes ry som én af den moderne arkitekturs frontfigurer. Vi kan betragte disse værker som en slags kunstnerisk udviklingsvirksomhed, som prototyper, der fremførte nye arkitektoniske ideer, som siden skulle finde vej ind i Mies’ byggede værk – og Philip Johnsons – særligt efter Anden Verdenskrig.
Ifølge Jacob er follyen arkitektur med bugen skåret op og indvoldene fjernet, kroppe uden organer, og netop derfor hører de til arkitekturen forstået som kunst. “Kun en ganske lille del af arkitekturen hører til kunsten,” står der i det berømte citat, Jacob henviser til i sin tekst og illustrerer med et fotografi af modellen af Loos’ mausoleum. Men ved Sam Jacob Studios indsats bliver mausoleet til stillads, en kulisse. Det står klart, at det ingen grav indeholder og altså ikke tjener noget formål andet end som billede. Lysende, uden tyngde. Med A Very Small Part of Architecture krydses folly og gravmæle, ikke ulig krydsningen af Poussins ligscene og Philip Johnsons pleasure pavilion, glashuset. Jeg mindes et andet maleri af Poussin, hvor gravmælet er placeret i et pastoralt landskab, og hyrden tegner sit eget billede på stenen: Et in Arcadia ego, også jeg er i Arkadien [Ill. 6].
Sam Jacob Studios version af mausoleet tjener ikke længere som sådan, men som skind-og-ben-arkitektur placeret på kirkegården blandt andre monumenter. “Monumentet aktualiserer ikke den virtuelle begivenhed, men den inkorporerer eller inkarnerer den: det giver den en krop, et liv, et univers.” Hvor bliver da værkets dybde af? Filosoffen Theodor W. Adorno skrev: “Skønhed i dag har intet andet mål end den dybde, i hvilken værkerne udkæmper de modsætninger, som gennemfurer dem, og som de betvinger alene, idet de følger dem, ikke idet de dækker over dem.” Men der kan også finde en bevægelse sted fra dybde til overflade, fra tilstande til begivenheder. Deleuze skriver om forfatteren Lewis Carolls Alice i Eventyrland:
Pure events escape from states of affairs. We no longer penetrate in depth but through an act of sliding pass through the looking-glass, turning everything the other way round like a left-hander… But the world of depths still rumbles under the surface, and threatens to break through it. Even unfolded and laid out flat, the monsters still haunt us.
Vanviddet, monstrene forfølger os, den storsmilende, pommes frites-spisende folly. Som Jacob skriver: “Follies are ourselves reflected back at us in a magnifying mirror.”
DELENES SAMMENSÆTNINGER
Sam Jacob Studios kunstneriske udviklingsvirksomhed kan betragtes som en slags meta-arbejde, hvor dette at bringe noget sammen (tæthed) og dette at etablere relationer til eksisterende betydningsdannelser (dybde) tematiseres. Snarere end at kunne kategorisere og måle værket som tydeligt, tæt og dybt, drejer det sig om, at værket spørger til det tydelige, det tætte og det dybe, ikke med ord, men i og med sin virkning som bundet i materialet, i kompositionen. Snarere end at reproducere kan vi sige, at Sam Jacob Studio følger Adolf Loos, på en måde ikke ulig hvad Gilles Deleuze og Félix Guattari beskriver som en rutevidenskab, der er anderledes end en reproduktions- og gentagelsesvidenskab. Nok har vi med en slags gentagelse af Loos’ mausoleum at gøre, af Thonet-stolen eller Philip Johnsons glashus, men Sam Jacob Studio afprøver, hvornår og hvordan denne gentagelse bliver noget andet, hvornår og hvordan den bliver til deterritorialisering og reterritorialisering.
Dermed spørges også til værket som sådan, som noget om muligt enestående og som individuation, tilblivelse. I en tekst om netop Loos, kopier og copyright har arkitekturteoretikeren Ines Weizman peget på, at spørgsmålet om originalitet også er et krav om ejerskab, som vi imidlertid kan stille os kritiske overfor. Kopien, eller hvad Weizman kalder for den arkitektoniske dobbeltgænger, er ikke nødvendigvis udtryk for auratab i Walter Benjaminsk forstand, men også for en destabilisering af forholdet mellem et skabende subjekt og et skabt objekt. Det er, hvad arkitekten Simone Brott har identificeret som “the intention of rewriting the code of subject-object relations” i Deleuze og Guattaris tænkning, “demolishing the entire edifying discourse of subjects suspended in signifying chains.” Sam Jacob Studios arbejder er sådanne troldsplinter. Peger de ikke netop på, at det ønske om nye regler, nye rammer, ny betydning, der til tider kan hjemsøge arkitekturen, blot er et spejl for besiddelseskrav og forfængelighed?
I balancen mellem det banalt gentagende og det forstyrrende, i demoleringen, ligger måske på samme tid en vigtig kim til en anden slags kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Som arkitekturteoretikeren Catharina Dyrssen skriver: “In the researching/modelling process, we can work contrapuntally, composing a contrasting interplay … Or, we can make small variations and modifications that, if they continue long enough, can give rise to what is known in physics as phase transitions…” Dette hænger for Dyrssen sammen med en undersøgende, afprøvende og performativ arbejdsproces, der ikke søger svar eller løsninger, men snarere virker rent kompositorisk i et rumligt og materielt arbejde med konfigurationer eller koreografier og netop derved leder til indsigt og betydning.
Deleuze og Guattari fastslår, at universer kan være forbundet med hinanden, men uden at det handler om, at noget følger af noget andet – det er forbindelser ud over tid og rum. Sam Jacob Studios værker er ikke blot appropriationer, samplinger af eksisterende værker, de er forskydninger, inversioner, små foldninger. Snarere end nye variationer af allerede kendte universer kan vi kalde dem for varieteter. Som Deleuze og Guattari skriver: “Kunstneren tilføjer hele tiden nye varieteter til verden. Værensformer bestående af sansning er varieteter, ligesom værensformer bestående af begreber er variationer, og værensformer bestående af funktioner er variabler.” Netop som kunstværker, fremstiller Sam Jacob Studios arbejder nye blokke af sansning, som monumenter, gravmæler og mindesmærker, der om og i sig folder det tydelige, det tætte og det dybe.
NOTER
Artiklen har undergået dobbeltblind peer-review i overensstemmelse med BFI’s kriterier for fagfællebedømmelse. Forfatteren vil gerne sige tak til sin anonyme fagfælle samt til medlemmerne af forskningsklyngen Meaning and Meassure in Architecture for værdifulde forslag og kritik til skærpelse af artiklens undersøgelse og ideer.
Adolf Loos, “Arkitektur,” oversat at Anders V. Munch, Passepartout 4 (2) (1994): 20.
KADK, Plan for forskning & kunstnerisk udviklingsvirksomhed KADK 2016–2020 (København: KADK, 2016). Bemærk, at KADK er den tidligere forkortelse for Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering.
KADK, Plan for forskning, 19. Min fremhævelse af overskrift.
Gilles Deleuze og Félix Guattari. Hvad er filosofi? Oversat af Carsten Madsen (København: Gyldendal, 1996), 207. Oprindelig kursivering.
“Almost Thonet,” Sam Jacob Studio, tilgået d. 7. december 2020, https://www.samjacob.com/portfolio/thonet/.
“Almost Thonet,” Sam Jacob Studio.
Neil Leach, “The Culture of the Copy,” Architectural Design 243 (2016): 129, 131. Spørgsmålet om kopiens status er tilbagevendende i moderne kulturteori. Et banebrydende bidrag var ikke mindst Walter Benjamins artikel “Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder.” Oversat af Jørgen Holmgaard, K&K – Kultur og Klasse 77 (1994): 15–42. Reproduktion og prototype inden for arkitekturen er diskuteret af blandt andre Mario Carpo i bogen The Alphabet and the Algorithm (Cambridge, MA og London: MIT Press, 2011).
Leach, “Culture of the Copy,” 133.
“Solid Shadow,”Sam Jacob Studio, tilgået d. 7. december 2020, https://www.samjacob.com/portfolio/claybasketball/; Sam Jacob, “Powerless Replicas & Dud Twins: Thoughts on Placebic Objects,” blogindlæg på Strangeharvest, ikke dateret, tilgået d. 7. december 2020, http://strangeharvest.com/wp17/?p=3674. Hermed bryder Sam Jacob Studio da også netop et udbredt princip inden for arkitekturen om såkaldt materialeærlighed, for hvilket Adolf Loos gjorde sig til talsmand i eksempelvis teksten “The Principle of Cladding” fra 1898, hvori han skriver: “Every material possesses its own language of forms, and none may lay claim for itself to the forms of another material. For forms have been constituted out of the applicability and the methods of production of materials. They have come into being with and through materials.” Adolf Loos, “The Principle of Cladding,” Design Manifestos, tilgået d. 27. februar 2021, https://designmanifestos.org/adolf-loos-the-principle-of-cladding/.
Carl Knappett, “Photographs, Skeuomorphs and Marionettes. Some thoughts on Mind, Agency and Object,” Journal of Material Culture 7, nr. 1 (2002): 97–117.
KADK, Plan for forskning, 19. Min fremhævelse af overskrift.
Deleuze og Guattari, Hvad er filosofi?, 240.
Carsten Juel-Christiansen, Monument og niche: den nye bys arkitektur (København: Rhodos, 1985).
Gilles Deleuze, Proust og tegnene. Oversat af Søren Frank (Frederiksberg: Det lille forlag, 2003), 149.
Deleuze, Proust og tegnene, 62.
Deleuze, Proust og tegnene, 63.
Deleuze og Guattari, Hvad er filosofi?, 244.
Deleuze og Guattari, Hvad er filosofi?, 214.
Deleuze og Guattari, Hvad er filosofi?, 227.
KADK, Plan for forskning, 19. Min fremhævelse af overskrift.
Deleuze og Guattari, Hvad er filosofi?, 208–9.
Deleuze og Guattari, Hvad er filosofi?, 212. Oprindelig kursivering.
Deleuze og Guattari, Hvad er filosofi?, 208. Oprindelig kursivering.
“A Very Small Part of Architecture/Highgate Cemetery,” Sam Jacob Studio, tilgået d. 7. december 2020, http://www.samjacob.com/index.php/project/a-very-small-part-of-architecture/.
Sam Jacob, “Ornament Beyond Ornament: Adolf Loos’ Tribune Tower” blogindlæg på Strangeharvest, ikke dateret, tilgået d. 7. december 2020, http://strangeharvest.com/wp17/?p=4125.
Sam Jacob, “Dumb and Dumber: In Praise of Follies” blogindlæg på Strangeharvest, ikke dateret, tilgået 7. december 2020, http://strangeharvest.com/wp17/?p=3987.
Sam Jacob, “Dumb and Dumber: In Praise of Follies” blogindlæg på Strangeharvest, ikke dateret, tilgået d. 7. december 2020, http://strangeharvest.com/wp17/?p=3987.
Beatriz Colomina, “Manifesto Architecture.” I After the Manifesto, redigeret af Craig Buckley (New York: GSAPP Books; Pamplona: T6 Ediciones, 2014), 40–61.
Deleuze og Guattari, Hvad er filosofi?, 224.
Theodor W. Adorno, ”Funktionalisme i dag.” Oversat af Steen Langballe Nielsen, Slagmark 27 (1997/98): 56.
Gilles Deleuze, “Lewis Carroll.” I Critical and Clinical. Oversat af Daniel Smith og Michael Greco (Minneapolis: University of Minnesota Press 1997), 21–22.
Sam Jacob, “Dumb and Dumber: In Praise of Follies” blogindlæg på Strangeharvest, ikke dateret, tilgået d. 7. december 2020, http://strangeharvest.com/wp17/?p=3987.
Gilles Deleuze og Félix Guattari, Tusind Plateauer: Kapitalisme og skizofreni. Oversat af Niels Lyngsø (København: Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, 2005), 480.
Ines Weizman, “Architecture and Copyright: Rights of Authors and Things in the Age of Digital Reproduction.” I Terms of Appropriation: Modern Architecture and Global Exchange, redigeret af Amanda Reeser Lawrence og Ana Miljački (London: Routledge, 2017), 141–59.
Simone Brott, “Toward a Theory of the Architectural Subject”. I Deleuze and Architecture, redigeret af Hélène Frichot og Stephen Loo (Edinburgh: Edinburgh University Press, 2013), 152. Se også Maurizio Lazzarato, Signs and Machines: Capitalism and the Production of Subjectivity. Oversat af Joshua David Jordan (Los Angeles: Semiotext(e), 2014); og Luc Boltanski og Arnaud Esquerre, Enrichment: A Critique of Commodities. Oversat af Catheirne Porter (Cambridge: Polity Press, 2020).
Catharina Dyrssen, “Navigating in Heterogeneity: Architectural Thinking as Research.” I The Routledge Companion to Research the Arts, redigeret af Michael Biggs og Henrik Karlsson (London: Routledge, 2010), 232. Oprindelig kursivering.
Dyrssen, Nativating in Heterogeneity, 226, 232. Se også Anna Katrine Hougaard, Martin Søberg, Kristine Annabell Torp, Elise Lorentsen, Christoffer Thorborg og Louise Grønlund, red., Refractions: Artistic Research in Architecture (København: Architectural Publisher B, 2016).
Deleuze og Guattari, Hvad er filosofi?, 245.
Deleuze og Guattari, Hvad er filosofi?, 222. Oprindelig kursivering.