Daniel og Marble låner en bil og kører til Faxe kalkbrud. På Geomuseum Faxe ser de et sort-hvid fotografi af et hus farvet hvidt af kalk fra kalkbrænderiets røg; hvidt tag, hvidt græs, hvidt vasketøj på tørresnoren.
De stiller sig på udsigtspunktet bag museet og ser ud over kalkbruddet. Solen skinner, og hvid sender alle farver tilbage. Kalkbruddets søer spejler en isblå himmel.
Refleksioner over arkitekturens konkrete stof har været formende for udviklingen af besynderligt vedblivende teoretiske positioner. Carlo Lodolis (1690–1761) tidligt moderne betragtninger fra det 17. århundrede om det meningsløse i materialer, der er fremstillet til at repræsentere noget andet end sig selv, resonerer f.eks. fortsat i arkitekturdebatten i dag. Imidlertid forbigår entydige diskussioner om stoffets autenticitet, om materialers så kaldte ‘sandhed,’ om arkitekturens indre form eller ydre overflade ofte den kendsgerning at stoffet, ganske uagtet, er indskrevet i en kendetegnende situation og virker på en bestemt måde gennem dets egenskabsbærende kvaliteter, særlige disposition eller retning. “Hvordan skulle man påstå at være upåvirket af verden?” som Amalie Smith observerer, “virkeligheden virker, dens elementer samvirker, indvirker, påvirker fysisk hinanden.” Betragtningsmåden kan beskrives som en bevægelse væk fra en forståelse af materialer som homogent uformet statisk stof, meningsfulde tegn eller stilhistoriske overbevisninger mod en forståelse af materialer som en sammenfiltret materialitet af formgivende virkninger i deres egen ret. I den franske fænomenolog Edmund Husserls (1859–1938) optik kan retningen beskrives som en bevægelse mod stoffet i sig selv.
En opmærksomhed på stoflige virkninger som en kvalitet i arkitektur indebærer imidlertid at spørge til, hvad der ligger til grund for virkemåder. Følgende opridser tre – nogle steder understøttende, andre steder modstridende – træk af den stoflige virkning som en læsning af ælde samt aktuel teori, holdt sammen med tre bygnings(kunstneriske) projektforslag. Det teoretiske perspektiv undersøger stoffet igennem begreberne tekstil, tekstur og teknik, der alle tre deler den samme Proto-Indoeuropæiske rod teks – det at væve, at fremstille, at flette. Begreberne er beslægtet med Heideggers tékhnē, men er mere rettet mod den konkrete fremstilling af arkitektur og i det optaget af resonansforholdet mellem stof, miljø og krop. Det bygnings(kunstneriske) perspektiv opridser et blik på en bymæssig transformation af den fredede Nyholm i København. De tre projektforslag er fremstillet af studerende fra kandidatprogrammet Kulturarv, Transformation og Restaurering igennem tre workshops i efteråret 2020. Som konsekvens af at formatet ikke kan rumme det samlede katalog af besvarelser fra de tre workshops, koncentrerer udvalget sig her om at beskrive workshopforløbet. Arbejderne er organiseret som: WI. Systematiske observationer (fænomenologisk registrering), WII. Materialeforsøg (konkret fremstilling af 1:1 prøver og bygningsudsnit), WIII. Rumlig syntetisering (visualisering af forslag). Den sidstnævnte WIII. Var oprindeligt tiltænkt som værende en fremstilling af modeller i skala 1:20, men blev som konsekvens af Covid-19 omlagt til digital fremstilling, hvilket noget uventet fremhævede vigtigheden af de præcise observationer fra WI. Og de konkrete fysiske materialeprøver fremstillet i WII.
TEKSTIL
(n.) fra Latin textilis “et væv, kanvas, vævet stof, klæde, noget vævet,” substantiv brug af textilis “vævet, smedet,” fra den Proto-Indoeuropæiske rod *teks- “at væve eller at tvinde,” også “at fremstille.”
Et teoretisk fundament for genstandsfeltet er den tyske 1800-talsarkitekt Gottfried Sempers (1803–1879) betragtninger om arkitektur. De bevæger sig væk fra en distinktion mellem ornament og struktur mod en forståelse af arkitektur som værende en sammenvævning mellem stof, teknik og rum. Udgangspunktet for hans kritik af den i hans tid fremherskende forståelse af form som et nedstammet og reproducerbart ideal er bl.a. en identificering af den etymologiske og tekniske forbindelse mellem begreberne væg (Wand), beklædning (Gewand) og fremstillingsteknikken at tvinde eller knytte (Winden). Forbindelsen danner grundlaget for to centrale aspekter af tænkningen; 1. forholdet mellem rum og overflade som en virkning af væggens stof og struktur (wall effect) og 2. udviklingen af form som et resultat af en bearbejdning af stoffet, herunder den transformation der finder sted i et skift fra et stof til et andet (Stoffwechseltheorie).
Ifølge Semper gik knytningen af spundne forskelligfarvede tråde til tekstiler forud for maleriet (Urkunst). Tilsvarende anså han den flettede væg af grene, strå eller vidje som den ‘oprindelige rumdeler’, der dannede forlægget for væggen. Fælles for de to teknikker er den vævede karakter af stoffet, der slører grænsen mellem det dekorative og det funktionelle, idet at vævning som teknik betinger et gensidigt forhold mellem stof og virkning. Læsningen af væggen som rumdeler muliggjorde således at skelne mellem væggen som en ren bærende struktur og væggen som en betydningsbærende overflade, der forbinder struktur og dekoration. Især for fletværket, der for Semper indebar “essensen af væggen”, er forbindelsen afgørende: rumdannelse er en virkning af væggen, og derfor kan væggens funktion ikke betragtes som uafhængigt af materialets funktion. Sagt med andre ord, idé og materiale eller ornament og struktur kan ikke adskilles – de er sammenvævede som et tekstil – rum og form er et resultat af en bearbejdning af et materiales egenskabsbærende kvaliteter.
Den altid polemiske og ulasteligt klædte figur Adolf Loos (1870–1933) videreudvikler Sempers betragtninger om arkitekturens forhold til det tekstile i sine skrifter om beklædning. Beklædning, argumenterer han, er arkitekturens oprindelse, menneskets første ly fra elementerne, og går derfor forud for væggen, for strukturen. Årsagerne til beklædning er i hans optik mangfoldige: som en beskyttelse fra vejrlig, som programmatisk funktion eller som en ønsket stoflig virkning. Han anser deri arkitektens primære opgave som værende rummet og dets overflade og først derefter bæringen af det. Betragtningen skal læses med øje for Loos’ sans for spids kritik, men understreger desuagtet hans syn på betydningen af overfladen for rummet og den stoflige virkning som et karaktergivende element.
Rumdeling er for Loos, ligesom for Semper, en virkning af væggen som overflade. Det særlige ved Loos’ udvikling af vægdiskursen er optegningen af den distinkte forskel mellem arkitektens deling af neutralt rum (sections of walls / that which is left over), hvori rum er en eftervirkning, og bygningskunstnerens dannelse af rum (the creation of spaces / warm and livable space), hvori rum er en affektiv virkning af stoffet. Loos mener, at det er overfladen, der betinger en reaktion på rum og sted. Hvor strukturen danner rammen for bæringen af den blødere beklædning (tæpper), er det overfladens materialitet og formen af rummet, der fremstiller virkningen: frygt og rædsel i et fangehul, agtelse i en regeringsbygning, fromhed i en krypt, ærbødighed i en kirke, hjemlighed i en bolig eller munterhed på et værtshus. Sagt med andre ord, formålet er ikke alene arkitektonisk rumdannelse, men snarere den bygnings(kunstneriske) dannelse af en rumlig virkning (Die Wirkung), hvor virkningen eller fremkaldelsen af affekt, er en funktion af den stoftlige overflades beklædning.
Udviklingen af beklædningen som begreb og den følgelige opdeling mellem materiale som overflade og materiale som struktur resulterer dog i et dilemma; det at forene byggeriets nødvendigheder med bygningens egentlige stoflige formål – “at bibringe et varmt og beboeligt rum.” Loos betragter som udgangspunkt alle materialer som værende af lige værdi for bygningskunstneren, men ikke nødvendigvis ligeligt egnede til alle hendes formål. Egnetheden knytter sig til bearbejdningen af materialers egenskabsbærende kvaliteter, problemet til sondringen mellem materiale som overflade eller materiale som grund. For at undgå mistydning fremsætter han sit kendte diktum: “we must work in such a way that a confusion of the material clad with its cladding is impossible. That means, for example, that wood may be painted any color except one – the color of wood […] stucco can take any ornament with just one exception – rough brickwork.”
Læsningen af diktummet har sammen med den endnu mere berygtede Ornament und Verbrechen dannet grund for såvel stoflige sandsigere, som det man kan betegne som forestillingen om ‘den gode smag.’ Det interessante ved distinktionen ligger dog i mindre grad i den gængse læsning af de formelle retningslinjer for den gode smag og i højere grad i den underliggende mere komplekse forståelse af et materiale som en sammenvævning af et indre og ydre. Den tyske kunsthistoriker Günter Bandmann differentierer i et beslægtet perspektiv mellem ‘materialers rationelle egnethed’ (rationalistische Materialgerechtigkeit) på den ene side og ‘materialers sanselige egnethed’ (sensualistische Materialgerechtigkeit) på den anden. Hvor materialers rationelle egnethed understøtter den stoflige form i forhold til et formål, lægger materialers sanselige egnethed vægt på den kropslige erfaring eller oplevelse. Det første tilfælde, Loos indre materiale, afsøger i den forstand hvorvidt konstruktionen eller tektonikken er egnet til materialet i forhold til sit formål: bæringen af den tekstile overflade. Det andet tilfælde, Loos ydre materiale, er optaget af hvorvidt stoffet er egnet til sin hensigt: fremstillingen af affektiv virkning i den tekstile overflade.
TEKSTUR
(n.) tidligt 15. årh., “netværk, struktur,” fra latin textura “et væv, en tekstur, en struktur,” fra textere “at væve” (fra den Proto-Indoeuropæiske rod *teks- “at væve, at tvinde, at fremstille, at flette vidje eller pil til tavl.”). (v.) 1888 (underforstået i struktureret eller tekstureret), “det at give tekstur til, at gøre mindre glat eller enkel,” fra tekstur (n.).
Fremstillingen af virkning i et stof betinger en bearbejdning af stoffet, en rettet stoflig eller rumlig handling, en actio. Loos samtidige, den tyske dramatiker Bertolt Brecht, beskriver det i dramaturgisk forstand som en attitude eller gestus, der artikulerer et specifikt aspekt af en karakter – en visning, der er vist i visningen. I en læsning af den amerikanske kunstner Cy Twomblys arbejder forbinder Roland Barthes (1915–1980) tilsvarende gestussens ikke-sproglige vokabular til stof, fremstilling, handling og virkning, men også til samling og opløsning.
Virkningen er, ifølge Barthes, en veritabel kategori af fornemmelser, der er fremstillet af en operatør (bygningskunstner) og kendetegnet ved at være “en udelelig enhed af indtryk […] og kompleksitet af årsager, af elementer.” Han tilskriver den stoflige virkning begrebet gestus forstået som overskuddet af en handling. En handling (an action) “er sjældent indvirkende, den søger alene at provokere et objekt, et resultat,” hvorimod en gestus “er det ubestemmelige og uudtømmelige hele af årsager, indtryk, dovenskaber der omgiver en handling.” Til forskel fra et koncept ophæver gestussen “modsætningen mellem årsag og virkning, motivation og mål, udtryk og overtalelse.” Sagt med andre ord; gestussen fremstilles i en gensidig udveksling mellem bearbejdning (act) og stof. Gestussen fremstiller en virkning i stoffet, og omvendt påvirker stoffet løbende gestussen ved at bevirke modifikationer, kalibreringer og afbødninger i føringen af redskabet, i blyantsstregen, i penselstrøget.
Ifølge Barthes findes “værkets væren” således i stoffets virkning og det aflæses bedst i “slaggen, i aflejringen, […] karakteren af rød findes i udstrygningen; karakteren af blyanten findes i den vakkelvorne streg.” Udtrykt på en anden måde: i den perfekte blyantsstreg eller i den præcist afgrænsede røde firkant træder form og farve frem – vi forstår hvad stregen og firkanten repræsenterer. Når materialet er “trukket, aflejret og furet oplever vi imidlertid dets egentlige karakter, igennem dets forskellige intensiteter af rød og forskellige tykkelser, træder det egentlige stof frem.” Omvendt fra den klassiske produktion er det netop dette karaktertræk ved gestus, at stof og virkning er indbyrdes afhængige, at der er noget i forvejen, at ting findes på en særlig måde, at materialer er virkende, som her giver overfladen retning: “Ingen overflade, uanset hvordan vi betragter den, er uberørt: alt er altid, allerede, ujævnt, usammenhængende, forskelligt, sat i bevægelse: der er teksturen af papiret, pletterne, ridserne, sporene.”
Anskuelsen tegner sig hos flere samtidige arkitekter, bl.a. hos Studio Holtrop på ETHZ, hvor ‘material gesture’ optræder som et inspirerende og operationelt begreb i en udforskning af forbindelsen mellem menneskets handlinger og materialer i den antropocæne tidsalder. I et beslægtet perspektiv tager gestus hos David Leatherbarrow form som arkitekturens fremstillings- eller virkemåde (performance), forstået som den måde hvorpå bygninger rækker ud over sig selv.
TEKNIK
(adj.) 1610erne, “teknisk,” fra Latin technicus, fra Græsk tekhnikos “af eller relateret til kunst, lavet af kunst,” fra tekhnē “kunst, færdighed, dygtighed, håndværk” (se techno- fra Proto-Indoeuropæisk *teks-na- “færdighed” (i vævning eller fremstilling), fra den Proto-Indoeuropæiske bøjning af roden *teks- “ at væve eller at tvinde,” også “at fremstille.”). Som navneord, “fremstillingsmåde eller virkemåde (performance method) af en kunst.”
Gennem performance taler Leatherbarrow for en forskydning i arkitektonisk praksis og teoridannelse, fra hvad bygninger er til hvad bygninger gør; det første (mening eller betydning) foranlediget af det andet (virkning eller kapacitet). Skiftet i fokus sætter spørgsmålstegn ved to gængse anskuelser af bygninger, hvor de enten bliver forstået som objekter, der alene er et resultat af en formgivning og en byggeteknik, eller som objekter, der alene er en repræsentation af skikke eller ideer. Ifølge Leatherbarrow ser det første synssæt bygninger som et system af forudbestemte komponenter, der skal realiseres igennem byggeri, og det andet, bygninger som et system af repræsentationer skildret i komposition og oplevet igennem perception. I betragtningen reducerer begge synssæt bygninger til statiske objekter, der alene er bundet til sine respektive intentionaliteter, og overser bl.a. virkningen i arkitekturens tid – en tendens der kan betragtes som et vedblivende levn fra den modernistiske funktionalismes kunst–funktion dikotomi.
Observationerne foranlediger at rette opmærksomheden mod materialers konkrete virkemåder i forhold til et miljø eller en omgivelse. Bygninger er i omtalte forstand deres stoflige virkemåder og er medbestemt af udfaldsgørende kræfter, der ligger uden for dem selv, forstået som den måde hvorpå deres egenskabsbærende kvaliteter virker i en specifik situation eller begivenhed over tid. Bygningers egentlige stoflige karakter er altså resultatet af noget mere end blot den førnævnte designintentionalitet. Karakteren viser sig i den stoflige gestus, i hvad de gør, og hvordan de gør det. Igennem tre tilsyneladende enkle observationer, der ikke desto mindre er operative og tætte i en læsning af forholdet mellem virkning og indvirkning, indkredser Leatherbarrow forholdet mellem stof og omgivelse.
Stof virker med sine fysiske omgivelser. Materialers evne til f.eks. at modtage, reflektere og modulere lys er så betydningsfuld, at det bl.a. bestemmer en bygnings dimensioner og geometrier. En bygning fremstillet af metal, plast eller glas vil ikke virke på samme måde med lyset som en bygning fremstillet af sten. Stof virker gennem sin bearbejdning. Materialer kan i samme bygning skiftevis være struktur og overflade, monolitiske og sammensatte, glatte og ru, afhængigt af hvordan de er forarbejdet og sat sammen. Det centrale aspekt er derfor stoffets karakterfulde virkning snarere end dets essentielle karakter. Hverken sten eller glas har en iboende ‘sandhed,’ materialer er derimod betydningsfulde i kraft af de måder de forarbejdes – hvordan de bliver hvad de ikke var før, hvordan de virker ud over sig selv i en specifik sammenhæng. Stof virker over tid. Opførelsen af en bygning er ikke afslutningen af dens stoflige artikulation; det er dens begyndelse. Stof artikuleres med tid gennem påvirkninger, der ligger udenfor byggeprojektets rammer og som forekommer efter opførelsen. Overfladen virker med sit miljø og bliver kontinuerligt “tegnet og gentegnet” med kalk, gennem aflejring, ved brug og i forvitring.
TEKST
(n.) fra Latin textus “et værks stil eller tekstur,” bogstaveligt talt “ting vævet,” fra textere “at væve, at sammenføje, at sætte sammen, flette, sammenvæve, konstruere, fremstille, bygge,” fra den Proto-Indoeuropæiske rod *teks- “at væve, at tvinde, at fremstille, at lave, at flette vidje eller pil til tavl.”
I den indledende tekst fra Faxe kalkbrud identificerer, udfolder og adskiller Amalie Smith de sammenvævede tilstande af virkningens fænomener. I det tilsyneladende hvidligt udvaskede landskab er Faxe kalken ikke entydig; den er skiftevis bygning og landskab, fast og opløst, monohylisk og polyhylisk, monokromatisk og polykromatisk, ind- og udgrænsende. I et oplevet perspektiv er den stoflige virkning (blank, mat, sprød, let, glat, ru), som er fremstillet i billedet, sammenfiltret med tilstanden af farvevirkningen (ren hvid, isblå, vibrerende) og med den rumlige virkning (opløst, diffus, fast, skarp), med indvirkning fra miljøet (vind, lys, topografi) og tiden (aflejring, afsmitning, nedbrydning).
Det, der opstår ved at gøre stoffet til omdrejningspunktet for virkningen, er muligheden for at argumentere for, at materialer er det, de frembringer, og hvad de påvirker. Modsat et synssæt, hvor form betragtes som et resultat af en forudfattet ide, der påtvinges et uvirksomt materiale udefra, foranlediger stoffets virkemåder at tage højde for både materialeegenskaber og oplevelse i en specifik situation. Arkitekturen virker, dens konkrete elementer samvirker, indvirker, påvirker fysisk hinanden som en retningsgivende gestus eller tråd af resonans, der opleves kropsligt. Ikke uligt Semper og med direkte forbindelse til teks-, beskriver Tim Ingold forholdet som et meshwork eller en vævning, hvor form kommer til fremstilling igennem en gensidig indvirkning mellem indre og ydre kræfter under bearbejdning af den erfarne praktikker (skilled practitioner). Virkningen i de fremstillede projekter er derfor at betragte som (metodisk) åbnende og transformerende; som en form attitudegivende element, der afspejler en gensidig indvirkning mellem stof, miljø og gestus, og som giver muligheden for på samme tid afsøge karakteren af den kropslige erfaring, kvaliteten af det fremstillede og virkningen i stoffet som fremstiller det.
NOTER
Tak til studerende på Workshop I, II, III – KTR E20: Amalie Bernhardine Storli, Astrid Dahl Sørensen, Astrid Frischknecht Ansbjerg, Anders Fjorden Brubak, Anders Holmgrün Carlsen, Alberte Hyttel Reddersen, Anna Kristiane Fenger, Anders Rødgaard Bojesen, Ask Emil Rylander Hansen, Anna-Sofie Dalgas, Anna Sophia Tenje Persson, Anna Yasmin Kokseby, Bettina Barlinn, Caroline Skydt Kristensen, David Een Sture, Daniel Skåland Knutsen, Emma Emilie Ibsen-Bjerget, Emma Sehested Koppel, Frederik Kofoed Dahl, Filip Karl Edward Jonsson, Freja Mølvig Exner, Hans Erik Grøndahl Scobie, Hanna Viker Aanensen, Inga Fiske Guren, Ida Linnea Magnusson, Ida Marie Paaske Bühring, Jacob Breidavik, Julie Gjessing Terkildsen, Josephine Langebæk, Jenny Plym Askim, Jeppe Ravn-Mølby, Kristi Alma Nygaard Aspen, Kaare Karrebæk Thun, Karen Norheim Ask, Kristin Stokland, Kristin Vaagslid, Klaus Wahid Knudsen, Linn Ellinor M. Granlund, Louise Möller, Laura Hvalsøe Schou Bynge, Mikkel Breien Haugen, Mia Baltzer Nielsen, Marie Egelund Carlsen, Maria Drozdz, Mikkel Hylgaard Nielsen, Mads Hesselhøj Petersen, Malthe Johan Holgaard, Mads Tanggaard Frederiksen, Nanna Åby-Nielsen, Nora Toft, Niels Ulrik Østrup, Oliver Andersson, Oline Haagemann Greve, Pernille Aslesen, Pernille J. Elisabeth Sørensen, Richard Schyrman, Siri Merete Birkeland, Tilde Lucie Thorleifsson, Vitus Karsten Bjerre, Villads Høgsbro Nederby, Vibeke Onarheim.
Richard Serra, Verblist (New York: Moma, 1967–1968).
Amalie Smith, Marble (København: Forlaget Gladiator, 2014), 10.
Carlo Lodoli (1690–1761).
Martin Heidegger, “The Question Concerning Technology,” i red. David Krell, Basic Writings (UK: Routledge, 2008).
Amalie Smith, Civil (København: Gyldendal, 2012).
Mikkel Frantzen, “Poetisk Materialisme,” Information, 1. juni 2012, https://www.information.dk/kultur/2012/05/poetisk-materialisme.
For videre læsning, se bl.a.: Jane Bennett, Vibrant Matter: a political ecology of things (Durham: Duke University Press 2010). Sheila Kennedy, “Responsive materials,” i Material design informing architecture by materiality, red. Thomas Schröpfer (Berlin: De Gruyter, 2011). Bjørnar Olsen, In Defense of Things (Lanham: AltaMira Press, 2010).
“Teks-,” Etymology Online, tilgået d. 23. februar 2021, https://www.etymonline.com/word/*teks-?ref=etymonline_crossreference
“Techne,” Wikipedia, tilgået d. 23. februar 2021, https://en.wikipedia.org/wiki/Techne
Hartmut Rosa, Resonance: A Sociology of Our Relationship to the World (Oxford: Polity, 2019). Fanzisca Wittmann, Bodies in Spaces (Luzern: Quart Architektur, 2019).
Textile,” Etymology Online, tilgået d. 23. februar 2021, https://www.etymonline.com/word/textile. Egen oversættelse.
Adolf Loos, “The Principle of Cladding,” i Spoken into the Void, Collected essays 1897–1900 (Cambridge: The MIT Press, 1982), 66–69.
Ibid.
Beatriz Colomina and Mark Wigley, Are we Human? Notes on an Archaeology of Design (Zürich: Lars Müller Publishers GmbH), 78.
Günter Bandmann, “Der Wandel der Materialbewertung in der Kunsttheorie des 19. Jahrhunderts,” i Beiträge zur Theorie der Künste im 19. Jahrhundert (Frankfurt am Main: Klostermann, 1971), 149. Via: Uta Poershke, “On concrete Materiality in Architecture,” Arq vol.17 no.2 (2013).
Uta Poershke, “On concrete Materiality in Architecture,” Arq vol.17 no.2 (2013).
“Texture,” Etymology Online, tilgået d. 23. februar 2021, https://www.etymonline.com/word/texture. Egen oversættelse.
Luca Viglialoro, “Gesture,” i International Lexicon of Aesthetics (2019).
“Gestus,” Wikipedia, tilgået d. 23. februar 2021, https://en.wikipedia.org/wiki/Gestus.
Roland Barthes, The Responsibility of Forms: Critical Essays on Music, Art and Representation (Los Angeles: University of California Press, 1991), 185. Egen oversættelse: “[A]n indecomposable unity of impression […] and complexity of causes, of elements: the generality is not mysterious […] yet it is irreducible.”
Ibid., 160. Egen oversættelse: “[i]s the indeterminate and inexhaustible total of reasons, pulsions, indolences which surround the action with an atmosphere (in the astronomical sense of the word).”
Ibid., 160. Egen oversættelse: “Thus in gesture is abolished the distinction between cause and effect, motivation and goal, expression and persuasion.”
Ibid., 180. Egen oversættelse: “[t]he essence of things is best read in the cast-off […] the truth of red is in the smear; the pencil’s truth is in the wobbly line.”
Anne Holtrop, “A Possible Architecture,” Oase (90) What is Good Architecture, red. Christophe Van Gerrewey, Hans Teerds, Véronique Patteeuw (2013).
Ibid. Egen oversættelse.
Roland Barthes, The Responsibility of Forms: Critical Essays on Music, Art and Representation (Los Angeles: University of California Press, 1991), 180. Egen oversættelse: “No surface, wherever we consider it, is a virgin surface: everything is always, already, rough, discontinuous, unequal, set in motion by some accident: there is the texture of the paper, then the stains, the hatchings, the tracery of strokes.”
“Technic,” Etymology Online, tilgået d. 23. februar 2021, https://www.etymonline.com/word/technic. Egen oversættelse.
David Leatherbarrow, Architecture Oriented Otherwise (New York: Princeton Architectural Press, 2009), 43.
“Intentionalitet,” (af lat.), målrettet følelse; hævdelsen af at hensigten med og ikke virkningen af en moralsk handling er det man skal bedømme, Den store danske, tilgået d. 17. december 2020, https://denstoredanske.lex.dk/intentionalitet.
David Leatherbarrow, Architecture Oriented Otherwise (New York: Princeton Architectural Press, 2009), 49.
Ibid., 90.
Ibid., 91.
Ibid., 110.
Ibid., 92.
“Text,” Etymology Online, tilgået d. 23. februar 2021, https://www.etymonline.com/word/text. Egen oversættelse.
Hartmut Rosa, Resonance: A Sociology of Our Relationship to the World (Oxford: Polity, 2019). Fanzisca Wittmann, Bodies in Spaces (Luzern: Quart Architektur, 2019).
Tim Ingold, “On Weaving a Basket,” i The Perception of the Environment (Abingdon: Routledge, 2000).