Få steder i verden står forholdet mellem det byggede miljø og det levede liv så klart som i Grønland. I Grønland er arkitektur ikke blot en neutral bygningsfysisk ramme. Den er et vidnesbyrd om overlevelse, identitet og tilpasning i et landskab, hvor klima, kulturmøder og politiske omvæltninger konstant har formet hverdagen.
Landets bygningshistorie er præget af markante brud: fra jæger-samlerkulturens mobile boformer til kolonitidens importerede arkitektur og videre til moderniseringens betonblokke og typehuse i samlesæt. Det gør Grønland til et enestående sted at undersøge, hvordan arkitektur både kan bære og bryde kultur og, hvordan bygninger former mennesker såvel som omvendt.
Men historien er ikke kun en fortælling om koloniale eksperimenter og moderniseringsprojekter, med manglende lokal forankring. Den er også en fortælling om robusthed, om kulturelle praksisser, der har overlevet og tilpasset sig og om hvordan grønlandske traditioner fortsat kan inspirere fremtidens arkitektur. At arbejde med Grønlands bygningskultur handler derfor ikke kun om at kritisere og problematisere fortidens fejltagelser eller ensidigt at fokusere på bevaring, men om at forstå og arbejde videre med den rige, komplekse og problemfyldte arv, der allerede eksisterer.
Med dette temanummer forsøger vi at nærme os, hvordan Grønlands bygninger – lige fra selvbyggerhuse til boligblokke – kan ses som aktive medspillere i udviklingen af en bæredygtig og lokalt forankret bygningskultur. For måske er opgaven ikke først og fremmest at beslutte, hvordan fremtidens huse skal se ud, men i højere grad, hvordan vi forstår den eksisterende bygningskultur og arbejder videre med den. Med historien, med materialerne, med lokalsamfundet og med de erfaringer, der allerede er indlejret i både bygninger, landskab og mennesker.
Derfor er udvalget af artikler i dette nummer ikke orienteret mod fasttømrede løsningsmodeller og konklusioner. Tværtimod inviterer de til fordybelse og nysgerrighed.
I dag befinder vi os et sted, hvor det er nødvendigt at standse op og undersøge snarere end blot at fortsætte det nybyggeri som til forveksling ligner det, der bygges i Nordeuropa og kan virke fremmet i en Grønlandsk kontekst. Arkitektur og bygningskultur har til alle tider være væsentlige kulturelle pejlemærker samt redskaber til opbygning af regional identitet og nationalitetsforståelse. Med selvstændighedsspørgsmålet der trænger sig på, er det et oplagt tidspunkt at spørge hvad der skal præge fremtidens bygningskultur i Grønland.
De markante brud i Grønlands bygningskulturelle udvikling er efter redaktionens mening ikke noget, der skal glemmes, men er væsentlige at forstå før vi forandrer. Samtidig rejser de også spørgsmålet, om ikke det er på tide at efterstræbe en mere kontinuerlig udvikling.
Lidt forenklet kan man sige, at bidragene til temanummeret kan opdeles i to overordnede kategorier: dem, der primært er analytiske, kritisk reflekterende og beskæftiger sig med fortiden, og dem, der i højere grad udpeger mulige retninger for fremtidens kontinuerlige udvikling. Begge perspektiver er efter redaktionens opfattelse væsentlige. Denne opdeling – med sin indbyggede tidslige kronologi – har fået lov til at danne en overordnet ramme for artiklernes rækkefølge i magasinet.
Således indleder Thomas Riis, med en overflyvning over bygningskulturens udvikling i Grønland, der munder ud i en status over den aktuelle byudvikling, som den ser ud i dag.
Asta Mønsted og Natalie Koerner dykker ned i aspekter af denne historiske udvikling og undersøger, hvordan grønlandske huse og rammerne for hverdagslivet gennemgik markante forandringer i det 19. århundrede og viser, hvordan privatlivet i fælleshusene blev formet af materielle, sociale og udefrakommende påvirkninger.
Helene Naur Brochmanns bidrag viser et historisk udsnit af udviklingen gennem en udvalgt serie fotografier af Arqaluk Bianco, der præcist dokumenterer ”moderniseringen” i hans hjemby Tasiilaq i 1950’erne og 1960’erne.
I 1968 udgav det danske tidsskrift Arkitektur et særnummer om Grønland. Dette genbesøges i et visuelt essay af Nina Stener Jørgensen. Gennem tekster, billeder og reklamer indfanger den oprindelige publikation et afslørende øjeblik, hvor tilsyneladende faktuel rapportering afslører det teknokratiske blik, som dansk arkitektpraksis på dette tidspunkt rettede mod Grønland.
I forlængelse af det tidsbillede som ovenstående bidrag blotlægger, undersøger Frederik Braüner i sin forskningsartikel, hvordan standardiserede boligblokke i Maniitsoq og Paamiut medvirkede til at centralisere befolkningen, påtvang danske normer og ændrede bymiljø og hverdagsliv som led i en “velfærds-kolonialisme”, der har haft varige konsekvenser for Grønland.
Efter at have været tæt på hverdagslivet og den Grønlandske bolig zoomer vi helt ud i det store perspektiv. Aura Sanjuanello og Anna Eglite viser såedes gennem en række visuelle eksempler, hvordan kortlægning af Grønland aldrig har været neutral, men tværtimod har reflekteret magt, koloniale interesser og forskellige verdenssyn.
I tråd med denne storskala overflyvning og magtanalyse kommer vi ned under indlandsisens overfalde, når Mathilde Zeuthen Lesénécal og Mikkel Kjærgård Christiansen med et kritisk blik fortæller om den forfejlede og forladte amerikanske koldkrigsbase Camp Century.
Martine Lynge Lyngesen bringer os frem til nutiden og udforsker begrebet cultural-in-between-ness – oplevelsen af at befinde sig mellem kulturer – i mødet med Nuuks arkitektur, byrum og landskab, hvor sted, krop og hukommelse skaber genkendelse, hjemlighed og plads til fragmenter af identitet.
Jakob Ørum og Mogens A. Morgen fremhæver, hvordan bæredygtig turisme ved nationale seværdigheder som Nipisat og Igaliku kan balancere kulturarv, landskab og lokal udvikling gennem en tilpasset SAK-metode. I forlængelse heraf er det væsentligt at understrege betydningen af at fastholde og videreføre håndværksmæssig viden samt traditionelle byggemetoder, da disse ikke blot styrker det bæredygtige grundlag, men også bidrager til at tiltrække turister gennem autentiske og kulturforankrede oplevelser.
Sofie Frydenrejn demonstrerer, hvordan historiske byområder i Sisimiut er organisk integreret med landskabet, og argumenterer for, at fremtidens byggeri bør kombinere tekniske krav med lokal viden og respekt for natur og inuitkultur.
Fremtidens kontinuerlige udvikling af en grønlandsk byggeskik undersøges af Frederik Arqaluk Rosing og Jonathan Foote, som peger på mulighederne i at udnytte lokale ressourcer gennem et statsdrevet bygningslaboratorium, der kan fremme innovation, selvbyg-traditioner og Grønlands politiske og økonomiske autonomi.
Endelig viser Sika Filemonsen, hvordan tidligere tiders byggeri var præget af omhu, faglighed og respekt for ressourcer – hvor materialer blev nøje udvalgt, og mange bygninger konstrueret som flytbare systemer, der kunne tilpasses ændrede behov. Disse historiske bygninger vidner om en arkitektonisk mobilitet og bæredygtighed, som nutidens mere standardiserede og identitetsløse byggeri ofte mangler. Klimakrisen giver os en historisk mulighed for at genopdage og videreudvikle de grønlandske traditioner for genbrug og flytning af bygninger. I hele landet findes ældre huse med hovedkonstruktioner af en enestående trækvalitet, som i dag er sjælden – og som rummer et stort potentiale for at blive, genanvendt til nye funktioner inden for kultur, erhverv og turisme. Gennem projektet B-30 demonstrerer Filemonsen netop, hvordan flytning, genanvendelse og restaurering af sådanne bygninger kan styrke lokal identitet, bevare kulturarv og skabe fleksible, cirkulære og bæredygtige løsninger for fremtiden.
Tilsammen understreger artiklerne, at fremtidens grønlandske arkitektur ikke blot handler om nye bygninger, men om at forstå, udvikle og forene historisk erfaring, lokal viden, materialer og landskabsforhold.
De bygninger, Grønland har arvet – hvad enten de er skabt af tørv og sten, træ eller beton – er ikke blot rester, der kan kasseres. De er tæt sammenvævet med det liv, der er blevet levet i og omkring dem.
Derfor ønsker vi at understrege, at Grønlands bygningskultur ikke kun er en arv, der skal værnes om, og heller ikke udelukkende en kolonial byrde, der skal forkastes. Den er en aktiv ressource og en potentiel kilde til fremtidens bæredygtige og identitetsskabende byggeskik, som kan udvikles med respekt for både fortid og fremtid.
–
Temanummeret er redigeret i samarbejde imellem Jonathan Meldgaard Houser, Inge Bisgaard og Morten Birk Jørgensen.
Jonathan Meldgaard Houser er studielektor ved Institut for Arkitektur og Kultur på Det Kongelige Akademi samt programansvarlig for bachelorpogrammet Finder Sted / Taking Place.
Inge Bisgaard er arkitekt og museumsinspektør på Grønlands Nationalmuseum i Nuuk. Hun er modtager af Prins Henriks danske Europa Nostra pris og senest den internationale Europa Nostra Award for hendes arbejde med at sikre den grønlandske kulturarv.
Morten Birk Jørgensen er lektor på Institut for Arkitektur og Kultur og chefredaktør for Magasin for Bygningskunst og Kultur.