Ill.1. Mercatorprojektion af verdenskortet, Daniel R. Strebe, skabt i 2011 med data fra Nasa via Geocart. Wikepedia Commons.
Ill.2. Verdenskort fra Atlas Cosmographicae, Gerardus Mercator, 1596. Library of Congress, Rosenwald Collection.
Ill.3.Gall Peters-projektion af verdenskortet, Daniel R. Strebe, skabt i 2011 med data fra Nasa via Geocart. Wikepedia Commons.
Ill.4. Verdenskort med Nordpolen Centreret, Time Magazine, 1950. Map & Data Library, University of Toronto Libraries
Ill.5. Kort over Det Nordlige Polarhav, Capt. Washington R.N. F.R.S., 1855. Library and Archives Canada.
Ill.6. Kort over Nordøst-Grønland, publiceret i 1911 af Johan Peter Koch. Det Kongelige Bibliotek.
Ill.7. Kort over Diskobugten i Vestgrønland, Silas Sandgreen, 1925. Library of Congress, Geography and Map Division.
Ill.8. Kort over Sanikiluaq (Hudsonbugten, Canada), Wetalltok, 1909. Med tilladelse fra American Geographical Society Library, University of Wisconsin-Milwaukee Libraries.
Ill.9. Håndskåret trækort over Grønlands syd-sydøstkyst, Kunnitsi, indsamlet i Østgrønland i 1884. Nationalmuseet, Etnografisk Samling.
Ill. 10. Håndskåret trækort over Grønlands syd-sydøstkyst, Kunnitsi, indsamlet i Østgrønland i 1884. Nationalmuseet, Etnografisk Samling.
Ill.11. Legende I, Pia Arke, 1999. Louisiana Museum of Art, erhvervet med midler fra Anker Fonden, med tilladelse fra Pia Arke Estate. Må ikke distribueres eller gengives.
Ill.12. Billedtæppe forestillende Itinnera, uden titel, Jens Rosing, 1950. Med tilladelse fra Minik Rosing.
Ill.13. Arktiske søveje med vigtige havne, Arctic Portal, 2023. National Snow and Ice Data Center, University of Colorado Boulder.
Kortlægning er langt fra en objektiv proces, der dokumenterer noget allerede eksisterende. Et kort former verden og forudbestemmer det blik, hvormed man forstår et landskab. I flere århundreder har kortlægning fungeret som et magtfuldt redskab i den internationale kamp om territorium og ressourcer. Dette gælder i Grønland såvel som i andre dele af verden, der fra et eurocentrisk perspektiv er blevet opfattet som periferien. I forbindelse med tidens voksende opmærksomhed på Grønlands geostrategiske placering, har vi valgt at fremhæve nogle af de kartografiske fortællinger, som Grønland gennem historiener blevet præsenteret igennem, for at belyse hvilke interesser kortlægningen har tilgodeset, og hvad det betyder for forståelsen og udviklingen af Grønland i dag.
ET FORVRÆNGET VERDENSKORT
Ser vi på et verdenskort, er det ofte den cylindriske Mercatorprojektion, vi eksponeres for [Ill. 1]. Den er oprindeligt konstrueret som et søkort [Ill. 2], og har været brugt i århundreder, da retninger og vinkler er nøjagtige. Til gengæld sker der en tiltagende forvrængning af størrelsesforholdet, jo længere væk man kommer fra ækvator. Simpelt forklaret, betyder det at Grønland, som ligger i kortets yderkant, fremstår med umiddelbart samme størrelse som Afrika, selvom Afrikas areal i virkeligheden er 14 gange større. Som Thomas Theis Nielsen, lektor og forsker i geografi ved Roskilde Universitet, forklarer er “Mercatorprojektionen i sin grundsubstans [...] med til at opretholde et eurocentrisk verdenssyn med Europa i centrum og i en større udgave, end det ret- og arealmæssigt er.” Der findes forskellige alternativer til Mercatorprojektionen, f.eks. Gall Peters-projektionen fra 1855 [Ill. 3]. I denne projektion prioriteres arealstørrelsen, men til gengæld forvrænges arealets form markant. I et interview i bogen The Divider udtaler Trump sig om sin interesse i Grønland: ”I love maps. And I always said, Look at the size of this. It´s massive. That should be part of the United States”. Ud fra dette udsagn, spørger journalist Nicholas Danforth i sin artikel How Big Does Trump Think Greenland Is? om Mercatorprojektionens forvrængning og verdensbillede påvirker det geopolitiske spørgsmål om Grønlands suverænitet i dag. Artiklen fremhæver, at selv om Mercatorprojektionen fremstiller Grønland som et større land, end det er, er kortet heller ikke retvisende for at forstå landets geopolitiske placering. Kigger man i stedet på korttyper, hvor nordpolen er centreret [Ill. 4], hvilket blev særligt udbredt under den kolde krig, forstår man Grønlands centrale placering mellem Europa, Asien og Nordamerika. I et kort som dette bliver Grønland, i en geopolitisk kontekst, til en trædesten mellem stormagterne. De forskellige verdenskort er skabt med forskellige intentioner, som kommer til udtryk gennem deres prioriteringer og forvrængninger. I Mercatorprojektionens forvrængning af Grønlands areal, sammenlagt med den typiske repræsentation af et stort tomt hvidt areal, har kortlægningen måske styrket den koloniale tænkning i det geopolitiske magtspil - hvordan kan det vidtstrakte terra incognita, det udokumenterede land, udnyttes?
AT HÆVDE EJERSKAB OVER ET LAND
Helt fra starten af 1600-tallet er danskproducerede kort over Grønland blevet brugt til at markere dansk suverænitet, men der findes tilsvarende hollandske, britiske, amerikanske, tyske og norske kortlægninger af Grønlandske landområder.
I 1875 udgav den britiske flåde et kort over det arktiske ocean [Ill. 5], hvor forskellige farver indikerer, hvilke europæiske stater der først ankom. På kortet er der ingen indikation på dansk tilstedeværelse i Østgrønland. Som den svenske forfatter og kulturkritiker Stefan Johnsson skriver, må “kort som dette have vakt uro i København”. Efter udgivelsen fik Danmark travlt med at tydeliggøre sin tilstedeværelse i Grønland, og opskalerede sine navngivninger, afhandlinger, rejseskildringer og kortlægninger, for at sikre dansk suverænitet. Efter en længerevarende geopolitisk konflikt mellem Danmark og Norge om rettighederne over landområder i Østgrønland, blev det i starten af 1930'erne bestemt ved den Internationale Domstol, at Danmark skulle have suverænitet over hele Grønland. En af de ting, som endte med at have afgørende betydning for udfaldet af retssagen, var en række kortlægninger lavet af den danske geolog Lauge Koch. Særligt hans kortlægning fra luften fra 1932, hvor han “virkeliggjorde kartografens ældgamle drøm om et guddommeligt udsyn: At overskue jorden ovenfra og ved synets hjælp at tage territoriet i besiddelse.” Men også tidligere kortlægninger blev indsamlet som bevismateriale. Lader man blikket rejse rundt i officer Johan Peter Kochs kort Nordøst-Grønland [Ill. 6] fra 1911, kan man se steder med danske navne som Kap Grundloven, Kap Viborg og Sjællands Fjeldene. På kortet findes også en blanding af danske og engelske stednavne som Independence Sund, Academy Kyst eller Peary Land, som områderne også hedder i dag. Her er det tydeligt, at kortlægning ikke behøver være ensbetydende med kendskab til stedet. Stednavnene indikerer, hvem der har kortlagt og hævet ejerskab, men intet om landskabet i sig selv, eller den kultur som bebor dem. Som geolog Minik Rosing skriver, er et kort “en måde at konkretisere viden om et landskabs facon og fysiske beskaffenhed, men det behøver ikke nødvendigvis rumme noget kendskab til landet som sådan. Et kort er også den autoriserede måde at hævde ejerskab over et land.”
Men hvad så med grønlændernes egne kortlægninger? Langt før europæerne og nordamerikanerne kortlagde Grønland på papir, har inuitkulturer haft metoder til at forstå og navigere gennem landskabet og skiftende vejr. Den canadiske antropolog Claudio Aporta beskriver i sin afhandling om inuitiske orienteringsmetoder, hvordan stednavne gennem historien er blevet brugt til at beskrive geografiske træk. Navnene er knyttet til betydningsfulde steder, såsom vigtige fiske- og jagtområder, men de har også fungeret som beskrivelser af rejseruter. De navngivne stednavne er tæt forbundet med mundtlige fortællinger, og har givet de rejsende faste holdepunkter. Der findes meget historie- og stedsfortælling i grønlandske stednavne, et kendt eksempel er Nuuk, som betyder pyntet eller næsset, og indikerer byens geografiske placering yderst på et næs. Andre eksempler kunne være bygderne Kangerlussuaq (den lange fjord) og Sarfannguit (de små strømsteder) eller byen Qasigiannguit (de små plettede sæler).
De traditionelle inuitiske orienteringsmetoder adskiller sig fra den traditionelle vestlige 2D-repræsentation i målfast fugleperspektiv og kompasnavigation. Ikke desto mindre har kort som Silas Sandgreens træ- og sælskindskort over Diskobugten i Vestgrønland [Ill.7] og Wetalltoks kort over canadiske Sanikiluaq, tegnet med blyant på bagsiden af en missionærlitografi [Ill.8], vist sig at kunne rumme meget omfattende geografiske områder. Begge kort er tegnet ud fra hukommelsen, og vidner om et tæt kendskab til landskabet. Et andet eksempel er Kunnitsis håndskårne trækort over Grønlands sydøstkyst [Ill.9 og 10], indsamlet under Gustav Holms konebådsekspedition i 1884. Kortene er udformet i træ, og former en kystlinje og en øgruppe. Ved at føle kortene med hånden, kan den rejsende forstå og navigere i landskabet, også i mørke. Kortene er en kompleks tredimensionel kortlægning, langt før nutidens GPS- og GIS-kort. Det er også vigtigt at påpege, hvordan den danske kortlægning ikke havde været mulig uden de grønlændere, der hjalp som vejvisere, hundefører og arbejdskraft, men som selv nærmest er forsvundet fra historien.
De traditionelle inuitiske kort og orienteringsmetoder kan i forhold til de koloniale papirkort ikke betragtes som eksakte i forhold til de europæiske kortkonventioner med et rigidt, målfast system af længde- og breddegrader, og derved have virket uproduktive for at hævde suverænitet over et landområde. Det er også tydeligt, at det ikke har været kortenes hensigt. Derimod rummer de en intim forståelse og personlig erfaring af et landskab, og giver, som Stefan Jonsson skriver, “et vink om alle korts opståen [...] et redskab, som hjælper den rejsende at finde vej uden at forlise eller fare vild.”
KORTLÆGNING SOM KUNSTFORM
Den brasilianske historiker og forfatter André Luiz Mesquita beskæftiger sig med forholdet mellem kunst, politik og aktivisme. Han har undersøgt, hvordan det at producere kort, kan være et aktivt værktøj til at se foreliggende kortlægninger med et kritisk blik:
My response is that we need to make and remake maps not only in order to confrontthe forms of control but also so we can expose the underlying mechanisms. Most of all we need to produce counter-maps in order to create actions that might affect our perceptions of social space and its different vectors, to change our modes of looking at the world and create new dialogues and discoveries. [This Is Not an Atlas, André Luiz Mesquita]
Kunstneren Pia Arke er en aktuel stemme i fortællingen om kortlægningen af Grønland. Arke er født i Ittoqqortoormiit (stedet med de mange huse), på dansk Scoresbysund, med en dansk far og grønlandsk mor. Ittoqqortoormiit er skabt som en koloni i den danske kamp mod Norge. Hun gør den koloniale historie personlig og forsøger at føre den omfattende dokumentation, som hun har måtte lede efter i arkiver verden over, tilbage til det sted, hvor den hører hjemme. Legende I-V [Ill. 11] fra 1999 består af en serie af fem collageværker, skabt over eksisterende geologiske kort over Grønland. På kortene har hun tilføjet forskellige materialer og fotografier fra Ittoqqortoormiit blandt andet af hendes egen mor. Kolonialvarer som sukker, mel, havregryn, kaffe og ris er brugt som grafiske elementer, der er malet på. Står du helt tæt på værket, skaber kolonialvarerne en reliefvirkning og giver kortet en kropslig struktur. Arke var optaget af den forskning, der havde fundet sted i hendes barndoms fjord, og de geologiske kort over landet. Hun fremhæver i værkerne ikke kun sin egen slægtshistorie, der er sammenblandet med polarforskning og geopolitik, men trækker samtidig også tråde til andre kolonialistiske situationer. I værkerne gør hun dem til en del af kortets fortællinger og udstiller dermed nogle af kartografiens manglende fortællinger.
Et andet eksempel er kunstner og forfatter Jens Rosings’ billedtæppe fra 1955 [Ill. 12], der viser et kort overItinnera i Nuuk Fjorden. På kortet ses et udsnit af fjordene, der bugter sig. Et rigt dyreliv er portrætteret, der også inkluderer et fabellignende dyr med et menneskeligt hoved. I værket er der et tydeligt menneskeligt perspektiv. Små bygninger kan ses rundt i fjeldene. Mennesker bevæger sig rundt, fisker eller jager. En sidder på toppen af et bjerg med en kikkert, en anden kører traktor. Kortet er lavet i en blandet skala, hvor landbrug, mennesker og dyr fremstår med samme fremtoning som fjeldene.
I lighed med de funktionelle trækort, der tidligere er blevet nævnt, viser kunstværker af Pia Arke og Jens Rosing, at kort også kan være bærere af personlige og kropslige erfaringer. De minder os om, at kort kan være andet end redskaber til kontrol og overblik, dikteret af statsmagter, militærets og virksomheders interesser. I stedet kan de, som i Arkes Legende I–V, bringe koloniale interesser og undertrykte perspektiver frem i lyset. Kort som Rosings billedtæppe kan også, i modsætning til traditionelle kort, der markerer en tydelig skelnen mellem natur og kultur, bære et andet natursyn – et, hvor landskabet og dyrelivet tillægges lige så stor betydning som menneskene og de bebyggelser, der omgiver det. Som Mesquita peger på, kan kort i form af kunst og aktivisme udfordre eksisterende kortlægninger. De rummer et potentiale til at udvide vores blik på verden gennem både den personlige og kollektive handling.
DEN NUTIDIGE KORTLÆGNING
I 2015 blev der igangsat en fornyet kortlægning af Grønland. Før det var der ikke lavet kort over landet siden den kolde krig på trods af et stort grønlandsk behov fra både erhvervsliv og private. Tidligere politiker Siverth K. Heilmann, udtalte i 2013: “Vi ved alle, at vores kort i Grønland er forældede og upræcise. De utilstrækkelige landkort virker i dag som en hæmsko for industriel udvikling, og gør også sejlads i fjordene og vandren i naturen til en usikker affære.” Udtalelsen kommer, efter at de grønlandske myndigheder i 2013, blev kontaktet af Sydkorea, som tilbød assistance til at kortlægge Grønland. Da ansvaret for at kortlægge lå hos Geodatastyrelsen, blev der i 2014 arrangeret et møde mellem repræsentanter fra Danmark, Grønland og Sydkorea. Samarbejdet blev aldrig til noget. I stedet blev et nyt dansk-grønlandsk kortlægningsprojekt lanceret i 2015. Lektor ved Grønlands Universitet og Forsvarsakademiet, Jeppe Strandberg, konkluderede i rapporten Kortlægning og suverænitet i Grønland, at det både historisk og i dag kan ses, hvordan kortlægningen opskaleres, når spørgsmålet om dansk suverænitet bliver udfordret. Han skriver, at det er påfaldende, hvor meget kortlægningen af Grønland “reduceres til et minimum fra 1980’erne og frem til ca. 2010 – på trods af et stort behov”.
Under 2. verdenskrig begyndte USA at kortlægge Grønland for at kunne bruge landet militærstrategisk. I dag spiller USA stadig en betydelig rolle i kortlægningen af Grønland, idet indsamlingen af data sker i samarbejde med det amerikanske forsvar. Observeringer omkring Arktis relaterer sig ikke kun til et spørgsmål om klimaforandringer. De geopolitiske og økonomiske interesser handler også om hvilke ressourcer og handelsveje, som bliver tilgængelige i et forandret landskab [Ill. 13]. Strandberg konkluderer, at den nutidige kortlægning af Grønland afspejler den voksende geostrategiske betydning, og at den samler både amerikanske, grønlandske og danske interesser. “Det er klart, at der fra grønlandsk side er mest fokus på den dimension af kortlægningen, som skal understøtte en økonomisk udvikling,” skriver han, “mens den sikkerhedspolitiske dagsorden nok er mere styrende for den amerikanske og danske indsats."
Kortlægningen af Grønland har altid været mere end et spørgsmål om geografi. Den har afspejlet magtforhold, alliancer og verdenssyn. Kortlægningen er stadig politisk og et magtfuldt redskab, og det er vigtigt at stille sig kritisk over for, hvem der besidder de informationer, som kortet indeholder, samt hvilke kort der bliver prioriteret og gjort tilgængelige. Når Danmark opskalerer kortlægningen, idet den danske suverænitet bliver presset, eller når USA stiller deres data til rådighed, er det fordi kortet, og forståelsen for hvordan klimaet udvikler sig, er vigtig information for deres indflydelse i Grønland. Hvis man følger Mesquitas logik, vil modkort være et vigtigt bidrag til den nutidige kortlægning. Som et modsvar, men også som en måde at forstå de underliggende magtstrukturer og interesser i de officielle kort. Kortet behøver ikke være produceret af en officiel aktør, og har dermed potentiale i en demokratisk proces. Kortet kan være en måde at belyse skjulte perspektiver, og et værktøj til at foreslå alternativer til udnyttelse og planlægning af landskabet. Kortet vil altid afspejle, hvilke aktører der producerer det, og der er stor forskel på, om det er en fremmed statsmagt eller en lokal, bosiddende aktør. Særligt fordi kortet også kan indeholde informationer, som kræver lokalt kendskab til kultur og natur. Claudio Aporta peger på, at kendskabet til land- og havlandskabet fortsat er en afgørende overlevelsesfærdighed, når man færdes i det arktiske miljø på trods af den udbredte brug af GPS-teknologi i Arktis.
–
Anna Eglite (DK) er arkitekt MAA, og arbejder med udstillinger, undervisning og publikationer. Hun er uddannet fra Kunst og Arkitektur på Det Kongelige Akademi i 2023. I sin praksis arbejder hun med kortlægning og tegning som metode til at udforske byer og kulturlandskaber. Anna er den ene halvdel af tegnestuen en:33.
Aura Helena Sanjuanello (SE) er arkitekt og uddannet fra Det Kongelige Akademis kandidatprogram Kulturarv, Transformation og Restaurering. Hun interesserer sig for sammenhænge mellem klima, geografi og bygningskultur. Aura har været involveret i research og publikationer, der berører transformation og brugerinvolvering, og er siden 2023 baseret i Berlin, hvor hun arbejder som arkitekt.
Stefan Jonsson og Pia Arke, Stories From Scoresbysund, Photographs, Colonisation and Mapping (København, Nuuk, Umeå: Pia Arke Selskabet og Kuratorisk Aktion, 2010), 248.
Frederik Guy Hoff Sonne, “Krigen om verdenskortet: Hvordan skal verden se ud?” Videnskab DK, sidst ændret 28. maj 2017, https://videnskab.dk/kultur-samfund/krigen-om-verdenskortet-hvordan-skal-verden-se-ud/
Sonne, “Krigen om verdenskortet: Hvordan skal verden se ud?”
Peter Baker og Susan Glasser, The Divider: Trump in the White House, 2017-2021 (New York: Doubleday, 2022), 354.
Nick Danforth, “How Big Does Donald Trump Think Greenland is?”, Foreign Policy, sidst tilgået 1. september 2025, https://foreignpolicy.com/2025/02/14/trump-greenland-obsession-map-threats/
Danforth, “How Big Does Donald Trump Think Greenland Is?”
Jeppe Strandsbjerg, Kortlægning og suverænitet i Grønland (København: Dansk Institut for Internationale Studier, 2022), 6.
Martin Breum, “An extensive new map collection sheds light on Greenlands political history”, Arctic Today, tilgået d. 1. september 2025, https://www.arctictoday.com/an-extensive-new-map-collection-sheds-light-on-greenlands-political-history/
Jonsson og Arke, Stories From Scoresbysund, Photographs, Colonisation and Mappings, 256.
Jonsson og Arke, Stories From Scoresbysund, Photographs, Colonisation and Mappings, 256.
Jonsson og Arke, Stories From Scoresbysund, Photographs, Colonisation and Mappings, 270.
Jonsson og Arke, Stories From Scoresbysund, Photographs, Colonisation and Mappings, 271.
Minik Rosing, “Tupilakosaurus” i Pia Arke, red. Lærke Rydal Jørgensen og Anders Kold (Humlebæk: Louisiana Museum of Modern Art, 2021), 105-106.
Claudio Aporta, “Inuit Orienting: Traveling Along Familiar Horizons”, Sensory Studies,tilgået d. 15 oktober 2025, https://www.sensorystudies.org/inuit-orienting-traveling-along-familiar-horizons/
Micheal Engelhard, “Arctic Wayfinders: Inuit Mental and Physical Maps”, tilgået d. 15 oktober 2025, https://www.terrain.org/2019/nonfiction/arctic-wayfinders/
Micheal Engelhard, “Arctic Wayfinders: Inuit Mental and Physical Maps”
Jonsson og Arke, Stories From Scoresbysund, Photographs, Colonisation and Mappings, 280.
Jonsson og Arke, Stories From Scoresbysund, Photographs, Colonisation and Mappings, 269.
Jonsson og Arke, Stories From Scoresbysund, Photographs, Colonisation and Mappings, 235.
André Luiz Mesquita, “Counter Cartographies - The Insurrection of Maps” in This Is Not an Atlas, red. Severin Halder, Karl Heyer, Boris Michel, Silke Greth, Nico Baumgarten, Philip Boos, Janina Dobrusskin, Paul Schweizer, Laurenz Virchow, Christoph Lambio (Bielefeld: Transcript Verlag, 2018), 30.
Jonsson og Arke, Stories From Scoresbysund, Photographs, Colonisation and Mappings, 231.
Rosing, “Tupilakosaurus”, 105.
Sermitsiaq/Redaktionen “Sydkorea klar med hjælp til Grønland”, Sermitsiaq, tilgået d. 1. september 2025,https://www.sermitsiaq.ag/samfund/sydkorea-klar-med-hjaelp-til-gronland/190144
Strandsbjerg, Kortlægning og suverænitet i Grønland, 38.
Strandsbjerg, Kortlægning og suverænitet i Grønland, 25.
Strandsbjerg, Kortlægning og suverænitet i Grønland, 42.
Tanya Maria Møller Knudsen, “Når isen i Arktis smelter, opstår nye muligheder for at ændre verdensordenen” Videnskab DK, tilgået d. 1. september 2025, https://videnskab.dk/kultur-samfund/naar-isen-i-arktis-smelter-opstaar-nye-muligheder-for-at-aendre-verdensordenen-gennem-sejlruter/
Strandsbjerg, Kortlægning og suverænitet i Grønland, 42.
Claudio Aparta og Eric Higgs, “Satellite Culture: Global Positioning Systems, Inuit Wayfinding, and the Need for a New Account of Technology”, Current Anthropology 46, nr. 5 (2005), 745.
Næste: Magtens arkitektur under isen
Ill.1. Mercatorprojektion af verdenskortet, Daniel R. Strebe, skabt i 2011 med data fra Nasa via Geocart. Wikepedia Commons.
Ill.2. Verdenskort fra Atlas Cosmographicae, Gerardus Mercator, 1596. Library of Congress, Rosenwald Collection.
Ill.3.Gall Peters-projektion af verdenskortet, Daniel R. Strebe, skabt i 2011 med data fra Nasa via Geocart. Wikepedia Commons.
Ill.4. Verdenskort med Nordpolen Centreret, Time Magazine, 1950. Map & Data Library, University of Toronto Libraries
Ill.5. Kort over Det Nordlige Polarhav, Capt. Washington R.N. F.R.S., 1855. Library and Archives Canada.
Ill.6. Kort over Nordøst-Grønland, publiceret i 1911 af Johan Peter Koch. Det Kongelige Bibliotek.
Ill.7. Kort over Diskobugten i Vestgrønland, Silas Sandgreen, 1925. Library of Congress, Geography and Map Division.
Ill.8. Kort over Sanikiluaq (Hudsonbugten, Canada), Wetalltok, 1909. Med tilladelse fra American Geographical Society Library, University of Wisconsin-Milwaukee Libraries.
Ill.9. Håndskåret trækort over Grønlands syd-sydøstkyst, Kunnitsi, indsamlet i Østgrønland i 1884. Nationalmuseet, Etnografisk Samling.
Ill. 10. Håndskåret trækort over Grønlands syd-sydøstkyst, Kunnitsi, indsamlet i Østgrønland i 1884. Nationalmuseet, Etnografisk Samling.
Ill.11. Legende I, Pia Arke, 1999. Louisiana Museum of Art, erhvervet med midler fra Anker Fonden, med tilladelse fra Pia Arke Estate. Må ikke distribueres eller gengives.
Ill.12. Billedtæppe forestillende Itinnera, uden titel, Jens Rosing, 1950. Med tilladelse fra Minik Rosing.
Ill.13. Arktiske søveje med vigtige havne, Arctic Portal, 2023. National Snow and Ice Data Center, University of Colorado Boulder.