Når nye bydele skyder op i Grønlands voksende byer står mange ældre huse tilbage som tavse vidner om en svunden tid. De rummer fortællinger om kulturhistorie og håndværk, de fortællinger risikerer at forsvinde i takt med, at samfundet forandrer sig. I stedet for at lade dem forfalde eller rive dem ned, kan vi spørge: Kan vores ældre bygninger ses som en ressource – noget, der kan bruges aktivt i en fremtid, hvor klimaforandringer, urbanisering og globalisering sætter nye rammer for vores byggeri?
BYGNINGSARVEN SOM RESSOURCE
Mit afgangsprojekt fra januar 2025 tager fat i denne udfordring og undersøger hvordan genbrug af bygninger kan fungere som en strategi til at bevare og udvikle bygningsarven i Grønland. Gennem arbejdet søger jeg at forstå de konstruktionsmetoder og værdier, som de ældre bygninger repræsenterer, og at pege på, hvordan de kan få nyt liv – også selvom mange i dag betragter de efterladte huse langs kysten som uden værdi.
Projektet undersøger de samfundsmæssige udfordringer, Grønland står overfor i mødet med ressourceknaphed. Det peger på behovet for at bevare og genbruge frem for konstant at importere nyt. I dag er næsten alle byggematerialer i landet importvarer, hvilket gør det endnu mere aktuelt at overveje lokale og bæredygtige alternativer.
EN TRADITION FOR TILPASNING OG BEVÆGELSE
Genbrug af materialer og bygninger har dybe rødder i Grønlands bygningshistorie. I de tidligste inuitkulturer var ressourcerne begrænsede, og hver genstand blev værdsat og genbrugt. Arkitekturen var nøje tilpasset både den nomadiske livsform og det barske arktiske klima, hvilket skabte en tradition for at bygge med det, der var til rådighed. Bygninger er blevet flyttet, genbrugt, lappet og videreført – en flytbar byggeskik, som ofte er blevet opfattet som et udtryk for mangel, men som i virkeligheden rummer nogle af de mest bæredygtige principper: fleksibilitet, tilpasning og respekt for materialet.
At flytte bygninger er heller ikke fremmed i Grønland. Tværtimod har flytbarhed historisk været en gennemgående strategi. Når bosættelser blev nedlagt, blev huse skilt ad og fragtet til nye steder. Materialerne var for værdifulde til at gå tabt. I et land med store afstande, begrænsede ressourcer og et hårdt klima var det ikke blot praktisk, men nødvendigt. At genoptage denne tankegang i dag kan skabe nye muligheder for bæredygtighed, økonomi og lokal identitet.
ET BEVARINGSDILEMMA
I mange byer og bygder står historiske bygninger i dag tomme. Det gælder især i havneområderne, hvor fiskeriets og handelens skiftende behov har efterladt pakhuse og værksteder uden funktion. Bygningerne rummer ofte stor kulturhistorisk betydning, men passer dårligt ind i nutidens logistik og krav til drift. Konsekvensen er, at de enten overlades til forfald eller fjernes for at give plads til nybyggeri.
Dette mønster har gentaget sig siden slutningen af det 20. århundrede. Nye, moderne faciliteter har overtaget pladsen, og med dem er ikke blot bygninger forsvundet, men også viden om materialer, konstruktion og de håndværkstraditioner, de repræsenterede. Mange steder er man holdt op med at se potentialet i de ældre huse, fordi de fremstår utidssvarende eller kræver en særlig indsats at vedligeholde. Alligevel rummer de en mulighed: Hvis de ses som ressourcer frem for problemer, kan de give nyt liv til havneområderne og samtidig fastholde en vigtig forbindelse til den historie, de udspringer af.
AFGANGSPROJEKTET B-30
I mit afgangsprojekt tog jeg afsæt i netop disse spørgsmål. Mange historiske bygninger – pakhuse, bestyrerboliger og kirker fra kolonitiden – er i dag truet af forfald og manglende brug, selvom materialerne ofte er i god stand og bærer væsentlige kulturhistoriske værdier. Jeg ønskede at undersøge, hvordan man kan arbejde aktivt med denne arv i stedet for blot at bevare den statisk.
Projektets omdrejningspunkt blev B-30, et tidligere pakhus i Uummannaq, som har været truet af saneringsplaner. Bygningen opfylder ikke længere moderne krav til opbevaring, men rummer både rumlig og historisk kvalitet. I stedet for at acceptere dens forsvinden foreslog jeg at flytte og transformere bygningen – med respekt for dens oprindelse, men også med blik for dens fremtidige potentiale.
Flytningen af B-30 til Kolonihavnen i Nuuk er tænkt som et nænsomt indgreb i et kulturmiljø, hvor bygningen indgår som en ny, men naturlig del af helheden. Jeg ønskede at tilbyde et alternativ til større og mere fremmedgørende løsninger – en lokalforankret strategi med afsæt i sted, materialer og tradition. Projektet rejser spørgsmålet: Hvad mister vi, når en bygning flyttes? Men også: Hvad kan vi vinde?
Bindingsværkspakhuset blev oprindeligt præfabrikeret og sendt fra København til Grønland i nummererede dele med henblik på montage – ligesom andre bygninger fra samme periode. De var i sig selv flytbare, og i det perspektiv ligger en mulighed for at gentænke bevaring i et land præget af bevægelse og omstilling.
B-30 blev i mit projekt genopført som et kulturværksted – et aktivt samlingspunkt for hverdagens kultur og fællesskab. Ikke som museum, men som et levende hus med café, udstillingsrum og plads til alt fra koncerter til konfirmationer. Nuuk vokser, men mangler fleksible, uformelle mødesteder, der skaber sammenhæng mellem det historiske og det nutidige. Arkitektonisk arbejdede jeg med fleksibilitet og cirkularitet som bærende principper. Bygningen blev ikke forankret permanent, men bevarede sin mulighed for endnu en gang at blive flyttet. De nye tilføjelser refererede til inuitisk byggeskik, hvor materialer og strukturer blev tilpasset omgivelserne og anvendt, hvor de gav mening. Som en hyldest til de tidlige kulturers brug af skind lagde jeg særlig vægt på tekstile indvendige beklædninger, der – ligesom telte – både skærmer for vind og vejr og definerer rumlighed med en let og flytbar karakter.
GRØNLANDSK KULTURARV OG AFKOLONIALISERING
Afkolonisering i arkitekturen handler ikke om at fjerne alt det gamle, men om at tage ejerskab over det. At spørge: Hvad vil vi bevare – og hvordan? Kan vi genbruge bygninger og materialer på måder, der styrker lokal identitet og skaber værdi for kommende generationer?
I disse år ser vi en bevægelse, hvor flere genopdager inuittraditioner som en måde at vinde vores identitet tilbage – gennem tatoveringer, trommedans og ved at tænde Qulleq-lampen som symbol på liv og fællesskab. Det handler om at genfinde stolthed og sammenhæng, og vores bygninger kan på samme måde blive en del af denne bevægelse. Når de bringes til live igen, bliver de ikke blot bærere af historie, men aktive deltagere i fortællingen om, hvem vi er i dag.
At arbejde med bygningskulturarven på denne måde er at tage vores stemme tilbage – som land, som folk – gennem vores kultur. Det kræver mod at stole på, at vi selv ved, hvad der er rigtigt for vores steder, bygninger og samfund, og at handle på den viden uden at søge tilladelse fra andre.
FREMTIDEN FOR GRØNLANDS ARKITEKTUR
Bygninger som pakhus B-30 er ikke kun rumlige objekter, men fortællere af Grønlands komplekse kolonihistorie. At bevare dem er også at tage stilling til, hvordan historien skal formidles og videreføres. Ved at gentænke deres funktion og placering kan vi transformere arven fra et undertrykkende system til noget, der styrker lokal identitet og kulturel udvikling. Det er i dette krydsfelt mellem kritik og kærlighed til historien, at arkitekturen kan spille en aktiv rolle i en postkolonial kontekst.
Grønland står midt i store forandringer. Der er brug for flere arkitekter med kendskab til lokale forhold – klima, byggeskik og hverdagsliv – som kan udvikle løsninger med udgangspunkt i det eksisterende. Byggebranchen må tænke mere stedsspecifikt og langsigtet. Grønland er ikke et sted, hvor man kan kopiere løsninger udefra. Det er et landskab og en kultur med noget særligt og sårbart på spil.
–
Sika Wilhjelm Filemonsen (f. 1997) er arkitekt fra Nuuk, uddannet ved Arkitektskolen Aarhus i januar 2025. Hun arbejder i dag på Grønlands Nationalmuseum & Arkiv i afdelingen for bygningsarv og fredede bygninger. Hendes afgangsprojekt tog udgangspunkt i pakhusbygning B-30 fra Uummannaq og undersøgte, hvordan historiske bygninger i Grønland kan bevares og genanvendes gennem flytning og transformation.