AF GRAFISK NATUR
Uden at ville forflygtige de kvaliteter med hensyn til husenes kubiske klarhed og stærke stoflighed, som Fiskers arkitektur rummer, tør man måske alligevel hævde at essensen af hans facadebehandling er af grafisk natur […] Der ligger vel i selve denne – både i bogstavelig og overført betydning grafiske tilblivelsesproces en forklaring på den forenkling og konsekvens, som er Fiskers styrke.
Hans Erling Langkilde, Arkitekten Kay Fisker
Undersøgelsen tager sit udgangspunkt i dette citat af arkitekturhistorikeren Hans Erling Langkilde. Uden denne formulering ville jeg aldrig have vovet mig ud i at isolere grafiske kvaliteter i Fiskers arkitektur fra evnen til lige så overlegent at behandle rum, volumener og tektonik. Men med citatet i ryggen bliver det muligt og også nødvendigt, at isolere nogle geometriske og grafiske virkninger for bedre at forstå, hvorfor mange drages af og genkender Kay Fiskers huse på tværs af flere årtier. Hvori består Kay Fiskers særlige poetik? Og hvad kan vi bruge den til i dag?
Den seneste Fisker-monografi af Martin Søberg antyder, at det tilgængelige kildemateriale kun i begrænset omfang tillader indsigt i det konkrete arbejde med for eksempel at tegne facaderne i samarbejde med andre arkitekter og medarbejdere. Derfor forholder jeg mig ikke til, i hvor høj grad arbejdernes kvalitet også er givet af de mange medarbejdere, samarbejdspartnere og det forhold, at flere af de væsentligste arbejder deler ophavsret med C.F. Møller. Dog vil jeg gøre en undtagelse og referere til et par arkitektprofiler i det faglige miljø omkring Kay Fisker, som netop kan have haft afgørende indflydelse på værkernes grafiske kvalitet.
Når der siden 1979 har eksisteret en Thorvald Bindesbøll-medalje, er det særligt for at hædre kunsthåndværk og industriel grafik. Thorvald Bindesbøll, der blandt andet designede keramik, sølvtøj og Carlsbergs pilsneretiket, var arkitekt og ophavsmand til en række interessante bygningsværker. Den næste i denne fornemme række kunne siges at være arkitekten Knud V. Engelhardt. Ligesom Thorvald Bindesbøll tegnede og opførte Engelhardt huse, men det er særligt hans indflydelse på grafisk design, skrift og bogtrykkerkunst, der giver ham en plads i kanonen. For ham arbejdede den unge Kay Fisker. Mange år senere skriver Fisker herom: “Engelhardts evner strakte sig især over arkitektur og grafik […] Vores venskab opstod da jeg kom til at arbejde som tegner hos ham […] Jeg tegnede på det lille hus i Gammel Skagen, et smukt og stærkt arbejde, som jeg beundrer meget.
Højen, Huset i Gammel Skagen, opført 1917, er et sådant gesamtkunstwerk præget af den lokale fiskerkultur. Og Engelhardt tegner det hele: bygningen, interiør, møbler og sågar redskaber. Den ligeledes helstøbte tegning [ill. 1] viser tydeligt, hvordan alt fra den stramme, symmetriske plan, den høje, sorttjærede sokkel og den diagonalt stillede skorsten vidner om en særlig grafisk prægnans, som den, vi her er på jagt efter [ill. 2]. Med Fiskers vidnesbyrd in mente er det svært ikke at tillægge denne erfaring stor betydning for Rafn og Fiskers næsten samtidige Gudhjem-bane, sådan som Tobias Faber også beskriver det. Og udvekslingen går begge veje, idet Engelhardt bidrager med typografien til Bornholms jernbanestationer. Et særligt smukt eksempel har for mig altid været smedejernsbogstaverne på for eksempel Østermarie Station, der er udført på samme måde som de ornamentale murankre, vi kender fra for eksempel gamle pakhuse i København. Altså bogstaver i jern, der hægter sig på, eller i nogle tilfælde forankrer facaden [ill. 3].
Tegningerne til stationsbygningerne fortjener omtale, fordi der er noget mere end et middel til at klarlægge projektet. I sig selv har de en værdi i kraft af deres gennemarbejdede grafik. Hver af stationerne fremtræder som et blad med spinkelt tegnede linjer, der fylder fladen og fremtryller anlæggets særlige miljø.
Hans Erling Langkilde, Arkitekten Kay Fisker
I det omfattende arkivmateriale fra Fiskers produktion er der på tværs af rumlige afbildninger og facadeskitser en gennemgående forkærlighed for de virkninger, der kan fremhæves ved brug af vandrette eller lodrette linjer. Ofte som en indikation af, hvordan Fisker ønsker, at murerarbejdet skal understrege de vandrette linjer, eller træets beklædning “en på to,” vandret eller lodret, skal have forrang i søgen efter en særlig lavmælt, men virkningsfuld materialeæstetik. Særligt fremhæves skal Fiskers lyriske stregtegninger til Politikens sommerhuskonkurrence, der på samme måde som Heinrich Tessenows tegninger med prikker og streger til udgivelsen Hausbau und dergleichen er blevet markører for brydningstiden omkring 1. Verdenskrig. Også selvom de fleste af de afbildede værker aldrig er blevet opført. Fisker har en håndfuld af Tessenows stregtegninger med i sin forelæsningsrække Formprincipper, strejftog i den nyere arkitekturs historie. De følgende årtier kan man finde lignende særkende i måden, hvorpå skitser og undersøgende arbejdstegninger udføres af Fisker og hans forskellige samarbejdspartnere. Et meget senere eksempel er facadetegninger til Det Danske Institut i Rom, hvor hushjørner, der normalt ville vises som lodrette linjer, udelades for at understrege, at bygningen er opført i blank mur (synligt murværk) og netop ikke pudset.
BYGNINGSKUNST OG BILLEDKUNST
When the relief plane itself becomes the “object” whose unity must be preserved, this leads, in examples Riegl drew on from late Roman decorative arts, to the construction of the object itself in terms of a kind of moiré effect, with a constant oscillation between figure and ground depending – and here is where this begins to get interesting for Agnes Martin – on where the viewer happens to be standing.
Rosalind Krauss, “The Grid, the /Cloud/, and the Detail”
Det har været min antagelse, at en fri gentegning af proportioner og profilering af flader, huller og vinduesformater kan åbne for og diskutere elementer af Kay Fiskers særlige poetik. For at finde hjælp til dette eksperiment og for at kunne diskutere og arbejde med de fremtrædende geometriske linjer i særligt Fiskers facadebehandling, har jeg valgt at inddrage den amerikanske billedkunstner Agnes Martin, og særligt hvad Kasha Linville har skrevet om de næsten plane flader i Martins billedkunst. Det er Roselind Krauss, der i sit arbejde med at beskrive moderne rumformer i arkitektur og kunst peger på Linvilles analyse af Agnes Martin.
She shows such sensitivity to subtle differences in touch that the tactility of her paintings increase by inference. At close range, you can feel her hand moving, her touch-judgments. She makes touch tangible and visible. Sometimes her line is sharp, as in an early painting, Flowers in the Wind, 1963. Sometimes its own shadow softens it that is, it is drawn once beneath the pigment or gesso and then redrawn on top, as in The Beach. Most often, her line respects the canvas grain, skimming its surface without filling the low places in the fabric so it becomes almost a dotted or broken line at close range. Sometimes she uses pairs of lines that dematerialize as rapidly as the lighter drawn single ones. As you move back from a canvas like Mountain II, 1966, the pairs become single, gray horizontals and then begin to disappear.
Kasha Linville, “Agnes Martin: An Appreciation”
Kasha Linvilles læsning af Agnes Martins billedkunst er af fænomenologisk karakter. Det, Linville beskriver her, er forskellige oplevelser givet ved beskuerens kropslige tilstedeværelse i forskellige positioner: tæt på, længere væk og på afstand. Inklusiv den krop, der bevæger sig i forhold til værket, og hvordan dette påvirker oplevelsen. Hun beskriver også, hvordan Agnes Martin interagerer kropsligt med værket og materialerne. Med lærredet, belægningen af gesso og måden, hvorpå hun påfører stregen i kontakt med retningen på teksturen i lærredet.
Alt dette for at belyse, hvordan Martin maler billeder, der tilsyneladende kan opfattes som flade, men hvor selv små variationer i den måde, hånden har tegnet streger over det rå lærredsmateriale, gør, at værket opleves rumligt og afhængigt af beskuerens placering i rummet.
Ethvert forsøg på at beskrive virkninger af fænomenologisk karakter kan have en høj sværhedsgrad og er behæftet med paradokser og modsigelser. Særligt fordi oplevelsen via den kropslige tilstedeværelse i princippet ikke kan genkaldes gennem endnu en repræsentation. I kataloget fra udstillingen Agnes Martin på Whitney Museum har man af samme grund tilføjet et udsnit af blandt andet billedet Milk River i noget, der ligner sand størrelse. Ikke fordi det kan erstatte oplevelsen af værket, men fordi man bedre kan aflæse for eksempel, hvordan Agnes Martins streger og linjer changerer i kontakt med lærredets tekstur. Man kan eventuelt komme det lidt nærmere ved at hente filmklip, der gengiver Martins billedkunst og kunstneriske proces, og dermed få en bedre fornemmelse for de subtile virkninger i feltet mellem materialet, tilblivelsen, værket og beskueren.
Når man drager paralleller mellem et billedkunstnerisk værk og et bygningsværk, bliver det vigtigt at argumentere for, hvori ligheden består, da både medier og værker fungerer på væsensforskellige præmisser.
the peculiar disadvantage under which architects labour, never working directly with the object of their thought, always working at it through some intervening medium, almost always the drawing, while painters and sculptors, who might spend some time on preliminary sketches and maquettes, all ended up working on the thing itself which, naturally, absorbed most of their attention and effort.
Robin Evans, “Translations from Drawing to Building”
Som Evans her beskriver, adskiller arkitektens arbejde sig, trods visse ligheder, fra billedkunstnerens. Og Evans lægger vægt på arkitekttegningens rolle som det afgørende mellemværende mellem tanke og bygningsværk.
Hos Fisker er det primære værk netop en bygning, ikke et maleri eller en tegning. Men som jeg vil prøve at illustrere, er der blandt de mange forskellige tegninger og skitser i Fiskers arkivmateriale forsøg på at indkredse fine nuancer i oplevelsen af det endnu ikke realiserede bygningsværk. Der er arbejdet med en lignende omsorg for subjektets oplevelse af, hvad der umiddelbart kunne forveksles med blot en streng byggeteknisk geometri, formet over et stykke millimeterpapir.
Når arkitekten skal arbejde med at fastlægge subtile virkninger i for eksempel en bygningsfacade, foregår der en oversættelse mellem tegninger i skala og det endnu ikke realiserede værk. Ofte er der tale om en gradvis tilnærmelse ved at tegne i skalaer tættere og tættere på mål én til én. Det inkluderer også udførelse af prøver på byggepladsen. Prøver, der både skal fastlægge arbejdets kvalitet og vise de tiltænkte virkninger i sand skala og materialitet.
Dette ændrer ikke på, at Fisker allerede ved tegnebordet har forsøgt at indkredse de ønskede virkninger. Det som jeg har valgt at kalde fladens dybde. Fokus er på det, vi med en vis tilnærmelse kan kalde de todimensionale eller næsten todimensionale virkemidler i facaden. Virkninger, der relaterer til, hvad Krauss i ovenstående citat kalder en moiré-lignende effekt, som opstår, når beskueren svinger mellem opfattelsen af figur og grund.
I de murede byggerier, oftest med fokus på murens vandrette forbandt og fuger, og i træhusene oftest med udgangspunkt i en vandret eller lodret beklædning. Og vigtig er også Fiskers proportionering af selve hulsætningen i facaden samt den måde hvorpå vinduesrammerne profileres i forhold til facadeplanet.
Sagt på en anden måde søger jeg efter de rumlige og oplevelsesmæssige kvaliteter, der ligger tæt på og lige omkring facadeplanet i såvel mur som vinduespartier. I arbejdet med at afkode elementer af Fiskers poetik har jeg brugt en vekselvirkning mellem at skrive en tekst og tegne en stregtegning. Tegningen [ill. 4] er udført i samarbejde med arkitektstuderende Douglas Heilborn.
FISKERS VINDUER
I 1918 deltog Kay Fisker i en opmåling af Liselund Slot fra 1792 sammen med Aage Rafn, Christian og Hans Kampmann, Povl Stegmann med flere. Hertil bidrog Fisker med sin opmåling af loftsværelset på slottet. Værd at bemærke er hans detaljerede opmåling og tegning af dørens gerigter, hvor han, som i klassisk opmålingsteknik, har indtegnet gerigtens profilering (frem- og tilbagespring) i plan midt på opstalten.
Når Kay Fisker i årene efter forener tradition og fornyelse i sine vinduer, gør han det netop ved at anvende sin sikre formsans og den klassiske arv. Udgangspunktet er den måde, man i generationer har produceret vinduer på. Han opbygger hovedrammer i kraftigt karmtræ, der i falsen tilføjes enten store vinduesruder ved faste partier eller endnu en ramme med fals til vinduesglas i de gående partier. Han udnytter den høje præcision i det moderne murværk til at indbygge disse hovedrammer med blot en dybtliggende fuge og skyggenot.
For Kay Fisker handler det ikke om at pine karmdimensionerne til et minimum, men snarere om med små profileringer frem og tilbage i dybden at få hvad der er for kraftigt til at se fint og skarpt ud. En forenkling gennem proportionering og profilering af snedkerpartier i stor overensstemmelse med murerarbejdets raffinement. Det gør han også ved at give de oplukkelige partier en anden farve end den ramme, de er hængslet i. Samme greb anvender han til fremskudte glaslister og vandnæser. Se vinduespartierne i Hermanhus, hvor både glaslisten til det store vinduesparti og den gående ramme til det oplukkelige parti er sorte, mens hovedrammen er hvid [ill. 5]. Inspirationen hertil kan stamme fra Bruno Taut, der i Onkel Toms Hytte-bebyggelsen uden for Berlin (1926–1931) bruger samme virkning, dog med stærke farver. I Hermanhus fremstår det med en delikat virkning, hvor den lodrette ramme fra det bagvedliggende stykke karmtræ midt i vinduespartiet tegner sig som en smal hvid linje i facaden.
FISKERS MURVÆRK
I en lang række af Kay Fiskers værker undersøger han materialer og konstruktioner, der med enkle håndværksmæssige og byggetekniske løsninger kan frembringe forskellige linjer, striber og rammer som gennemgående facademotiver. De er at finde i både træbygninger og træbeklædninger, men størstedelen af dem finder vi i opførte byggerier med facader i blank mur fra 1930’erne til 1950’erne. Nogen gange som mønstermurværk i en kombination af de klassiske røde og gule sten, men også ved at vende sten til stående rulleskifter (for eksempel hårdtbrændte, hvor belastningen er høj) og ved at arbejde med fugens farve og profilering.
Murværk, der opføres således, at det ikke skal behandles med puds, men skal fuges eller vandskures, kaldes for muring til blank mur. Her kommer forbandtet til at spille en rolle også for murværkets udseende, og de forskellige forbander giver murfladen karakter. Muren til blank mur udføres særlig nøjagtig med et godt forhold mellem studs- og lejefuge, og kopperne mures i lod over hinanden.
Knud Dyrberg, Murerbogen
En stor del af de værker, jeg har kigget nærmere på fra perioden, er Vodroffsvej (1928–1930), Hermanhus (1930), Trianglen (1930–32), Vestersøhus (1935–1939), Fogedgården (1943–1945) og Dronningegården (1943–1957), der alle er muret i krydsforbandt. Det vil sige med vekslende løberskifter og kopskifter med løberskifter forstat en halv sten, så hvert andet løberskifte er i lod. Krydsforbandtet er et klassisk forbandt, der går helt tilbage til et af de tidligste eksempler på finere byggeri udført i blank mur i København, det hollandsk inspirerede Charlottenborg Slot 1672–83 [ill. 6]. Netop der, hvor Kunstakademiets Arkitektskole havde hjemme, da Fisker studerede og senere blev professor. Og hvor han havde kontor i en lang årrække [ill. 7].
Hvorfor foretrak Kay Fisker det klassiske krydsforbandt til opmuringen af de stramme og efterhånden meget store murflader i hans boligbebyggelser gennem flere årtier? Det kan der ikke gennem litteratur og dialog med fagfæller gives et entydigt svar på. Men de nedenstående eksempler fremhæver krydsforbandtets fleksibilitet og robusthed.
På Fiskers tid var murerfaget stadig i sine velmagtsdage, og et krydsforbandt kunne opføres uden særligt tillæg. Det er konstruktivt stærkt og kan spænde over mange etager med forskellige krav til ydermurens tykkelse og opbygning, uanset om koppen anvendes som murbinder eller ej. Krydsforbandtet har det, der hedder en regelmæssig aftrapning på en kvart stens spring. Det betyder, at Fisker med samme forbandt kan vælge at vise de præcise 45 graders rudeformer ved farve eller fremspring, sådan som det sker i Dronningegårdens diagonale mønstermurværk. I Fogedgården modificerer han dog krydsforbandtet på dele af bebyggelsen og erstatter flere kopper med løbere i kopskiftet, sådan at han med røde løbere kan tegne mere spidse diagonaler, der aftrapper ¾ sten.
Men han kan også vælge, at krydsforbandtets iboende 45 graders diagonaler slet ikke kommer til syne. Og således i stedet lægge vægt på de vandrette linjer i fladen og blot drage fordel af den ensartede, rolige og rytmiske virkning, som krydsforbandtet giver. Det er tilfældet i bebyggelsen Trianglen mellem Åboulevarden og Rosenørns Allé. En bebyggelse, der domineres af de gennemgående horisontale linjer, der understreger de trafikale bevægelser på gaderne omkring. Som Poul Baumann skriver i “Murerarbejdets æstetik”: “Når man anvender rigtige facadesten og murer i krydsforbandt, er det smukkest, at forbandtet i alle piller er symmetrisk, altså at der midt i hver pille og midt i hver brystning ligger en løber med en kop over. Dette gælder naturligvis særlig ved regelmæssigt inddelte facader.”
I den forbindelse husker vi på, at selvom det ofte skyldes, at skalaen på tegningen ikke tillader det, så er det alligevel meget karakteristisk, at skitser og facadetegninger hos Fisker og hans samarbejdspartnere vises udelukkende med vandrette streger uden lodrette studsfuger eller hjørner. Enten som irregulære linjer tegnet i hånden eller som skarpe vandrette linjer tegnet med hovedlineal. Tegneteknikken har altså med simple midler understreget, at mursten på én gang er et levende materiale, og samtidig via det gode håndværk kan fremstå helt præcist. Som Thomas Bo Jensen skriver: “Ornamentet konstrueres on location af de forhånd værende standartsten, hvis skarpkantede grovhed fastholder abstraktionen og hårdheden i detaljen.”
Når Jensen bruger formuleringen og modsætningen “skarpkantet grovhed,” beskriver det meget godt den indbyggede æstetiske modsætning, som er murstenens raison d'être. Det er et fint ordspil, fordi mursten, uanset om de er håndstrøgne, altid har karakter efter den tørring og brænding, som gør, at de skrumper omkring 10 %. Ikke to sten er helt ens, og det er derfor murerhåndværkets særkende løbende, og via små variationer i fugetykkelsen, at holde de faste mål både lodret og vandret. Altid et multiplum af 60 mm vandret og 200 mm per tre skifter lodret. Her er det værd at nævne, at dette ensartede danske normalformat for mursten først vinder endeligt hævd gennem starten af det tyvende århundrede.
Oprindeligt var mursten sværere at fremstille ensartede. Det var ikke kun klassicismens idealer, der gjorde, at det i lange perioder var den pudsede mur, der var den æstetisk foretrukne. Pudsen tillod, at en groft opført mur, endog af blandede brokker, slutteligt kunne fremstå harmonisk og ensartet.
Ved starten af det tyvende århundrede begyndte blank mur at få en renæssance og blev blandt andet set som del af en stigende national selvforståelse. Med det synlige murværk kunne man aflæse både materialets oprindelse og arbejdets høje kvalitet i et Danmark omkring år 1900, som talte næsten 1.000 lokalt forankrede teglværker. Hertil hørte store variationer i stenenes mineralske indhold og den resulterende karakter og farve. Men det er primært spillet mellem de klassiske røde og gule tegl, som står frem i Fiskers arbejde, hvis mursten blev leveret i stort tal fra de mere effektive ringovne, der indførtes omkring år 1900.
Denne forhistorie er nødvendig for at forstå, at Fiskers bebyggelser fra 1930’erne og frem også var en kraftanstrengelse og øvelse i, hvordan man med en stigende industrialisering og i en meget større skala end tidligere kunne udvikle den danske tradition for huse med synligt murværk.
Et enkelt eksempel herpå: Vodroffsvej 2 er valgt til at belyse Fiskers søgen efter subtile virkninger i facadens grafiske fremtræden. Spor efter en sådan proces er fundet i arkivtegninger. Fisker lægger senere afstand til værket på grund af den stærke indflydelse fra international funktionalisme i stedet for den balance, som Fisker søger frem mod det, som han kalder for den funktionelle tradition. Bygningen med indlagte I-jern til de markante udkragninger er byggeteknisk stærkt udfordret. Modsat indeholder andre af Fiskers hovedværker en del mere, eller faktisk meget, byggeteknisk fornuft. Alligevel, eller måske netop fordi Vodroffsvej, som Thomas Ryborg Jørgensen argumenterer for, overskrider Fiskers egen forståelse af forholdet mellem form og funktion, er det æstetisk set et uhyre interessant værk med rum- og dagslysvirkninger så sprøde og flimrende, at det dårligt kan beskrives uden en kropslig tilstedeværelse også indendøre.
Forskellige tilgængelige tegninger fra processen ved tegnebordet, eller rettere to udgaver af den samme tegning, tjener her til at belyse Fiskers poetik og hans særlige interesse for facadens grafiske fremtræden. Den første tegning [ill. 8] er et meget groft facadestudie, der med vandrette linjer og kanter viser den karakteristiske forskydning mellem etagerne, svarende til terrænforskellen mellem Vodroffsvej og søbredden, samt den klare inspiration fra den internationale funktionalisme og Tyskland. Tegningen er i mål ét til halvtreds, den er dateret den 10. marts 1929 og findes i en anden udgave med lidt flere detaljer og afprøvninger af murværkets farve. Både Langkilde og Faber har den første udgave af tegningen med som kilder til deres beskrivelse. Langkilde skriver, at denne tegnings forenklede grafik bekender sig stærkere til kubismen end den færdige bygning.
Men ingen forfattere nævner det, som jeg her vil lægge vægt på. Som idéskitse har jeg svært ved ikke at aflæse den første tegnings grafiske ikonografi som en simpel stabling af teglsten: fem-seks sten med form som altanbrystninger mod søen, der fletter med fem modsat vendte sten med form som altanbrystninger mod Vodroffsvej. Og at de to sider griber hinanden omkring en lodret akse. Altså en skalamodel af huset, som var det en storform af flettet murværk [ill. 9]. Tager man først de briller på, begynder selv planen at ligne et ensemble af teglsten.
På den anden udgave af samme tegning [ill. 10], kun vist i Nils-Ole Lunds C.F. Møller-monografi, har hovedgeometrien kun ændret sig en anelse i forhold til den første tegning. Men der er nu kommet flere detaljer på med indtegning af de lodrette vinduesrammer i det vandrette vinduesbånd mellem de udkragende altaner. Igen er murværket indtegnet med vandrette streger i sandsynligvis blyant, uden angivelse af fuger, men med tynde lodrette kanter. Det særlige ved denne tegning er, at vi får indblik i processen med at indkredse, hvorledes den røde og den gule tegl skal flettes i projektet. På tre af brystningerne og altanerne vendt mod søen er der nu indtegnet to forskellige udgaver af vandret, stribet murværk. På den ene altan vises vekslende skifter af gule og røde sten. På de to andre altaner vises en vekslen mellem to gule skifter og et skifte i røde sten. Næsten som senere udført på Fogedgården 1945, hvor det er et rødt skifte, der veksler med tre gule.
Og hvordan fremtræder så det opførte bygningsværk, som det kan ses på gamle arkivfotos, og som det ser ud i dag, dog med tegn på en renovering, hvor dele af murværket i hjørnet af de udkragede altaner er udskiftet? Jeg hæfter mig ved, at det er et hus, man på afstand oplever med en meget grafisk fremtræden frontalt mod krydset ved Gl. Kongevej. Sådan som det også blev afbilledet i perspektiv forud for opførelsen. Efter de nævnte facadestudier blev det valgt at opmure brystninger og altaner mod søen i røde sten, vekslende med gule sten imellem vinduesbånd. Og lige omvendt brystninger og altaner mod Vodroffsvej i gule sten, vekslende med røde sten imellem vinduesbånd. Gavlen mod syd og krydset fremstår på den måde i høj grad som en rumlig opstalt, der i min fortolkning understreger den grafiske idé: et stablet hjørnetårn.
Vodroffsvej tjener også til at give et enkelt eksempel på Fiskers arbejde med murværkets fuger. En hel verden for sig. På Fiskers tid var det almindeligt at udskrabe hele den opmurede facade for slutteligt at fuge det hele. Der findes et væld af særlige fuger, såsom ridsede og kelede, men til det mere prunkløse og gode til prisen, foretrukket til Fiskers boligbyggeri, hørte nok skrabede, trykkede eller tilbageliggende fuger. Det kan være svært at afgøre, hvad der er originalt i dag med mange års forurening og renoveringer. Men det ser ud til, at en skrabet fuge, liggende i plan med murstenens front, er blevet foretrukket for at understrege balkonernes kubiske virkning.
Hertil vil jeg blot tilføje en observation, som for mig understreger Kay Fiskers (og C.F. Møllers) subtile og virkningsfulde grafiske arbejde med facadens vandrette stribning og bygningens harmoni. Som en særlig virkning kan man indfarve en mørtelfuge. Men ønskede man inden for det jævne byggeri enten en lysere fuge eller en lidt mørkere, kunne man anvende enten mere strandmørtel (lysere) eller større andel af bakkemørtel (mørkere). Her på Vodroffsvej er der med stor sandsynlighed anvendt en strandmørtel. Det kan også være, at der, som Poul Baumann anbefaler, er tilsat hvidtekalk til en almindelig mørtel. Men læser man Baumann, er der gode muligheder for at blive forvirret. Blandt andet fordi Baumann med stor succes selv anvender virkninger med indfarvning af fuger i Struenseegade, som han senere fraråder i sin ikoniske artikel “Murerarbejdets æstetik: Erfaringer og iagttagelser, særlig ved det jævne boligbyggeri.” I godt dagslys på Vodroffsvej ser man særligt, at de røde murflader og altaner på grund af fugen har lyse gullige striber i sig, på en måde så overgangen mellem husets røde og gule tegl bliver endnu mere elegant.
Det er også disse avancerede og fine nuancer, der har afstedkommet artiklens sammenligning mellem Agnes Martin og Kay Fisker. Hos begge er fladen ikke bare flad. Ganske små bevægelser i og omkring facadeplanet får dem til at leve og changere afhængigt af lysets skiften og beskuerens bevægelse i rummet.
FLADENS DYBDE
Artiklen her udpeger forskellige geometriske og grafiske karaktertræk på tværs af Kay Fiskers samlede produktion og i særdeleshed i boligbebyggelser med blank mur fra 1920’erne til 1950’erne.
Det har jeg søgt at underbygge med eksempler på anvendelsen af tegning og repræsentation såvel som ved at pege på den form- og materialebearbejdning, der fremkalder den særlige grafiske kvalitet og æstetik.
Som blandt andre Martin Søberg har skrevet, var Fisker i den pågældende periode på jagt efter en balance mellem tradition og fornyelse i moderne arkitektur. Og det er en pointe, at Fisker med sine karakterfulde murede facader tilfører moderne arkitektur en helt anden rigdom end i den glatte, plane funkisfacade, som prægede meget af den internationale modernisme.
Hos Agnes Martin har jeg fundet ligheder fra billedkunstens verden og en mulighed for at kunne tale om, hvordan Fiskers meget stramme arkitektur gennem subtile nuancer til stadighed fremstår levende, nærmest dirrende.
Vores arbejde med en facadetegning på hørlærred i mål ét til to har mest af alt været en vej til at åbne for nye måder at anskue og tale om det, der sker i og lige omkring facadeplanet. En fri udforskning af den moiré-lignende effekt, som Rosalind Krauss fremhæver i moderne kunst og arkitektur. Og et middel til at fremkalde nogle af de opmærksomheder, jeg peger på i teksten.
Det har været mit mål at vise, hvordan Fiskers beherskelse af de oplevede kvaliteter i facaderne er en syntese af proportionering, profilering og materialevirkninger, der tilsammen gør, at hans flader er alt andet end flade. En vigtig årsag til, at Fiskers huse er stimulerende og sansemotorisk rige rammer for hverdagslivet. En kvalitet, vi har svært ved at efterleve i nutidigt boligbyggeri. Og selvom vi kan skyde en stor del af skylden på regler, økonomi og skalmurens forbandelser, vil jeg mene, at det ikke er hele forklaringen. Vi kan godt gøre os mere umage og med dagens materialer og teknologi finde inspiration i Fiskers forståelse for fladens dybde.
–
Frans Drewniak er arkitekt, lektor med undervisning og kunstnerisk udviklingsvirksomhed på Det Kongelige Akademi, Institut for Arkitektur og Teknologi. Igennem egne værker og forskning indgår han i en kritisk diskussion om arkitektur og dets kunstneriske dimension i et miljø- og ressourceperspektiv. Seneste udstillinger på Charlottenborg, Copenhagen Contemporary, Det Kongelige Akademi, Form & Design Malmø og Works+Words, Arkitektskolen Aarhus.
Hans Erling Langkilde, Arkitekten Kay Fisker (Arkitektens Forlag, 1960), 99.
Martin Søberg, Kay Fisker: Moderne arkitektur – levende tradition, (Strandberg Publishing, 2021), 12.
Kay Fisker, “Forord,” i Knud V. Engelhardt. Arkitekt & Bogtrykker 1882-1931, red. Erik Ellegaard Fredriksen (Arkitektens forlag, 1965), 9.
Langkilde, Arkitekten Kay Fisker, 12.
Heinrich Tessenow, Hausbau und dergleichen (Grünberg Verlag, 1916).
Kay Fisker, Formprincipper: Strejftog i den nyere arkitekturs historie (Det Kongelige Danske Kunstakademi, 1957).
Rosalind Krauss, “The Grid, the /Cloud/, and the Detail,” in The Presence of Mies, red. Detlef Mertins (Princeton Architectural Press, 1994), 144 (133-147).
Krauss, “The Grid, the /Cloud/, and the Detail,” 140.
Kasha Linville, “Agnes Martin: An Appreciation,” Artforum 9 (1971): 73 (72-73).
Robin Evans, “Translations from Drawing to Building,”in Translations from Drawing to Building and Other Essays (AA Publications. 1997), 156 (153-193).
Aage Rafn (red.), Liselund (Foreningen af 3. December 1892, 1918), tavle 41 og 45.
Knud Dyrberg, Murerbogen (Teknologisk instituts Forlag. 1946), 131-133.
Poul Baumann, “Murerarbejdets Æstetik: Erfaringer og Iagttagelser særlig ved det jævne Boligbyggeri,” Arkitekten 1 (1944): 4 (3-22).
Thomas Bo Jensen, “Murstenens ornamentale vilje” (ph.d.-afhandling, Kunstakademiets Arkitektskole, 2001), 52.
Inge Adriansen og Kim Jacobus Paulsen, Teglværker ved Iller Strand (Cathrinesminde Teglværksmuseum, 1999), 8.
Thomas Ryborg Jørgensen, Værelser til tilværelser (Forlaget B, 2023), 106-129.
Min oplevelse da jeg besøgte en af lejlighederne med stuer orienteret mod Gl. Kongevej og søerne primo november 2025.
De to udgaver af samme tegning er hentet fra Det Kgl. Biblioteksarkiv og gengivet her under artiklens illustrationer.
Tobias Faber et. al, Kay Fisker (Arkitektens Forlag, 1995), 48.
Langkilde, Arkitekten Kay Fisker, 46.
Nils-Ole Lund, Bygmesteren C.F. Møller (Aarhus Universitetsforlag 1998), 45.
Samtale med murer og arkitekt Søren Bøgh, november 2025.
Baumann, “Murerarbejdets Æstetik,” 13.