I sommeren 1916 cyklede arkitekterne Kay Fisker og Aage Rafn den lange vej fra Danmark til Stockholm. De var henholdsvis 23 og 26 år gamle og havde netop fuldendt deres første større projekt: fem jernbanestationer på Bornholm på strækningen mellem Gudhjem og Almindingen. Opgaven modtog de efter afholdelsen af en konkurrence i 1915, og det kan i dag virke forunderligt, at man tiltroede byggeriet så unge og uprøvede kræfter. Fisker og Rafn formåede imidlertid at tegne en række bygninger, der på samme tid trækker på traditionel bornholmsk bygningskultur og rummer arkitektoniske greb, der sætter bygningerne i forbindelse med samtidige tendenser i arkitekturen andre steder i Norden samt især i England og Tyskland, herunder Arts and Crafts-bevægelsen og de nationalromantiske strømninger.
Fisker og Rafn synes drevet af en faglig ærgerrighed og dyb passion for arkitekturen, der fik dem til at søge mod Stockholm, hvor de fik arbejde et par måneder hos de svenske arkitekter Sigurd Lewerentz og Torsten Stubelius og hos Gunnar Asplund. Desværre kender vi ikke detaljerne om opholdet, men vi ved, at Fisker og Lewerentz bevarede kontakten indtil Fiskers død i 1965, ligesom Fisker var i kontakt med Asplund frem til dennes død i 1940. Ikke meget af korrespondancen mellem Fisker og Lewerentz er bevaret. Emnet for dette essay er derfor Fiskers reception af Lewerentz’ arkitektur, ikke mindst som den kom til udtryk i hans skriftlige produktion. Min tekst er således vævet sammen af citater fra Fiskers tekster, der forhåbentlig bidrager til at sammenstykke et billede af forbindelsen [ill. 1].
SUNDE OG SIMPLE BOLIGER
I sin anmeldelse af Lewerentz’ Markuskyrkan i Björkhagen ved Stockholm publiceret i det danske tidsskrift Arkitektur i 1963, så Fisker tilbage på tiden i Stockholm i 1916, hvor han bidrog til Lewerentz’ konkurrenceprojekt til Östra kyrkogården i Malmø. Som han skrev: “Jeg kom straks til at arbejde på Malmøprojektet, for han skulle bruge en mand sydfra, der kunne tegne bøgeskov. Jeg indfriede lige så lidt forventningerne på dette punkt som de øvrige forventninger, der blev stillet til mig, men jeg lærte selv ganske overordentligt meget af samarbejdet.” De to arkitekter var tilsyneladende temmelig forskellige af karakter. Lewerentz mere indadvendt og teknisk interesseret, Fisker med flair for det organisatoriske og med et vist engagement i arkitekturens skriftlige diskurs. Fælles for dem begge var en insisteren på arkitekturens kvalitet, på det gennemarbejdede, gennemdetaljerede projekt af høj håndværksmæssig standard. Og derigennem en fast tro på arkitekturen som en væsentlig kunstart. Opholdet i Stockholm synes at have sat et vist præg på Fiskers efterfølgende arbejde, tilbagevendt til Danmark. Som Hans Erling Langkilde skriver i sin Fisker-monografi:
Fisker fandt hos sine svenske læremestre en mere moden og dristig, stundom lidt overexponeret æstetik, der på afgørende vis brød med det også i Sverige herskende sværmeri for middelalder og romantik, hvis tour de force var Westmans rådhus. Han kom så at sige i oppositionslære og fik sin indstilling til de arkitektoniske problemer konfirmeret.
Dristigheden viste sig hos Fisker i en arkitektur, der beroede på mere enkle virkemidler, ofte med en vis monumentalitet til følge, en tendens, der nu også var at spore i samtidig dansk arkitektur, ikke mindst hos arkitekten Carl Petersen og i teoretisk form hos kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher. Efter opholdet i Stockholm skrev Fisker i 1917 to artikler til det danske tidsskrift Architekten om den samtidige svenske arkitektur. Her fremhævede han Lewerentz og Stubelius’
Projekter til Arbejderboliger, “Havebyer,” sunde og simple og behagelig fri for Pretentioner af nogen Art, øjensynlig paavirkede af Tessenows Klarhed og Nøgternhed; det samme gælder de yndefulde smaa Trævillaer i Stockholms Skærgaard – Ingeniør Ahxners i Stocksund og Professor Hjortsbergs ved Kummelnäs, beslægtede med Bellmanntidens lette og elegante, smaa graa- og grønmalede Djurgårdshuse.
Det blev da også netop i det mindre boligbyggeri, sommerhuse og villaer, at påvirkningen fra Lewerentz satte sig igennem hos Fisker. Lewerentz og Stubelius havde i 1913 tegnet det nævnte sommerhus til maleren Olle Hjortzberg. Et beskedent træhus med tegldækket saddeltag i tråd med traditionelt landligt byggeri. Samtidig havde de tegnet udkast til en række andre små sommerhuse, der kunne opføres i nærheden, benævnt som “typer” og publiceret i det svenske tidsskrift Arkitektur i 1914. Disse huse omfattede i hovedreglen et opholdsrum, et køkken og et soverum, nogle af dem var stort set uden dekorative detaljer, andre var udsmykket med pilastre og høje palæagtige vinduer, der gav dem pavillon- frem for hyttekarakter.
I 1916 og 1917 bidrog Fisker med flere forslag til det danske dagblad Politikens konkurrencer om sommerhuse og feriehytter og vandt også præmier. Flere af hans forslag lå meget tæt op ad Lewerentz og Stubelius’ Kummelnäs-huse. Björn Linn har peget på ligheden mellem Lewerentz og Stubelius’ “type 6” og det punkthus i to etager, Fisker tegnede til konkurrencen i 1917, men også mellem “type 4” og et ikke-præmieret forslag til et længehus i samme konkurrence. Hvad angår grundplanen, er ligheden dog endnu mere slående mellem “type 4” og Fiskers forslag til et hus i klipperne syd for Gudhjem indleveret til konkurrencen i 1916 [ill. 2–3]. Grundplanerne er stort set identiske, men Fisker giver alligevel typen sit eget præg. Trævæggene er erstattet af mure af sorte klinker, tre store rundbuede glasdøre mod terrassen tilføjer et næsten herskabeligt præg, mens vekslende loftsudformninger, herunder brug af tøndehvælv, bidrager til at give rummene forskellig karakter.


I Fiskers lidt større villabyggeri lader der også til at være forbindelser til Lewerentz og Stubelius’ arbejde, hovedsageligt i udformningen af grundplanen. L-formede grundplaner kendes fra engelsk Arts and Crafts-arkitektur, ikke mindst det berømte Red House tegnet af Philip Webb til William Morris i 1859. Lewerentz og Stubelius anvendte L-formen i 1912 til Villa Ericsson i Lidingö-Brevik, der dog fremgår ganske kompakt som en klump, ikke mindst i kraft af brugen af mursten. Større lighed er der mellem Villa Ahxner i Djursholm fra 1914 og det landsted, Fisker tegnede i Snekkersten til J.W. Friis i 1916-1918 [ill. 4–7]. I begge tilfælde er der tale om smalle længehuse i to etager med en tilstødende enetages servicefløj. Materialevalget og den dekorative behandling er dog temmelig forskellig; Villa Ahxner er af træ og stort set uden udsmykning, mens Villa Friis står i mursten og har frontoner over enkelte af vinduerne og et lille tårn med kobberspir. I den sommervilla, Fisker i 1926 tegnede til Reinhard van Hauen i Hellebæk, genfinder vi den L-formede plan [ill. 8–9], og selve rumfordelingen er ganske lig stueetagen i Villa Ahxner, skønt det noget mindre hus i Hellebæk blot rummer én etage samt kælder. I begge bygninger er indgangen placeret i L’ets inderste hjørne, køkkenet i den korte fløj, spisestuen i det yderste hjørne og opholdsrum i den lange fløj, hvor også soveværelserne er placeret i van Hauens villa.






TEATRALSK ELLER HVERDAGSLIG
Fisker stiftede første gang bekendtskab med Lewerentz’ arkitektur på Den baltiske Udstilling i Malmø i 1914. Her udstillede Lewerentz sit og Stubelius’ forslag til et kapelkrematorium ved Bergaliden i Helsingborg, baseret på et program forfattet af Gustav W. Schlyter, sekretær for det svenske krematorieselskab, og Maurice Maeterlinck, belgisk Nobelpristager i litteratur. Kapellet var tænkt som en høj og smal bygningskrop med helvalmet tag, placeret på en bakkekam parallelt med randen af kammen og således dramatisk hævet over en lavereliggende del af terrænet [ill. 10]. Projektet blev omtalt af Fisker i en artikel om svensk arkitektur i Architekten i 1917, hvori han skrev:
De faa monumentale Arbejder fra deres Haand, først og fremmest Lewerentz’ sammen med Stubelius projekterede Krematorieanlæg til Helsingborg og hans og Asplunds store Kirkegaardsprojekt til Stockholm – Forslag til Udvidelse af “Stockholms södra begrafningsplats” udarbejdet paa Grundlag af deres prisbelønnede Konkurrenceprojekt – viser den samme Idealitet og den samme Forstaaelse og Gennemarbejdelse af Opgaven, som de mindre Arbejder.
I begge Projekterne den overlegne Opfattelse af Opgavens Væsen og Følelsen for de store, enkle og simple Virkninger, den rigtige Gruppering i Terrænet og den fulde Udnyttelse af de Værdier, der kan ligge i Landskabet og alligevel samtidig en intens Følelse for den mindste Enkelthed.

Fiskers egen arkitekturforståelse skinner igennem i citatet: Betoning af det gennemarbejdede, det enkle men storslåede udtryk og ikke mindst forståelsen for sammenhængen mellem bygning og landskab, alt sammen værdier, der gennemsyrer hele hans eget virke. Mange år senere holdt Fisker en forelæsning i forbindelse med kongressen Nordisk Byggnadsdag V i Stockholm i maj 1950. I den efterfølgende publicering af forelæsningen skrev Fisker om krematoriet, nu mere kritisk:
I slutningen af den nationalromantiske periode under den første verdenskrig tager romantikken stadig mere overhaand. Der kommer noget teateragtigt, noget pasticheagtigt over det hele. Efter min mening viser Sigurd Lewerentz og Stubelius’ forslag til et krematorium i Hälsingborg stærkest nationalromantikkens afslutning. Det er et smukt hus, men det kan ikke skjules, at pastichen stikker bukkefoden frem.
Vurderingen var naturligvis påvirket af tiden, i 1950 var funktionalismen velfunderet. Fisker havde tidligere samme år præsenteret sit begreb om den funktionelle tradition, der beskriver en afbalanceret arkitektur baseret på lokale forhold herunder klima og materialeforekomster og desuden på hensyntagen til funktionsprogrammet. Set i lyset heraf virkede det monumentale anlæg teatralsk.
I 1931 vandt Fisker sammen med sin daværende kompagnon, arkitekt C.F. Møller, arkitekt Povl Stegmann og landskabsarkitekt C.Th. Sørensen konkurrencen om nye bygninger til Aarhus Universitet. Projektet var i høj grad baseret på en indlevelse i grundens kuperede morænelandskab. Den første realiserede bygning, Institut for Fysik, Kemi og Anatomi, blev placeret på et fremskudt næs [ill. 11]. Bygningen består af fire ortogonalt sammenstykkede mindre bygninger med smalle rektangulære planer og i forskellige højder, alle med saddeltage. De tre laveste bygninger, på to eller tre etager, har samme længderetning, mens den højeste på fire etager er drejet 90 grader og vender sin høje gavl ud mod kløften, hvorved der opstår en monumentalvirkning. Gavlen har kun tre vinduer placeret ved siden af hinanden i øverste etage, og trekantsgavl og tredeling skaber tilsammen en klassisk virkning, som et ekko af antikke tempelgavle, der løfter sig over bukoliske landskaber i Claude Lorrains malerier. Ifølge C.F. Møller var dette motiv påvirket af Lewerentz’ kapelprojekt, dog skriver Møller ikke hvilket kapel, det drejer sig om, men vi må formode, at der er tale Uppståndelsekapellet på Skogskyrkogården i Stockholm, opført 1922–1925 [ill. 12], der i sit indre har en endevæg med tre højtsiddende vinduer af lignende monumental karakter. Lewerentz’ følsomme arbejde med relationen mellem bygninger og terræn findes i en række projekter, både i krematoriet i Helsingborg og i Uppståndelsekapellet, men også i hans forslag til Götaplatsen i Gøteborg fra 1917 og i bygningerne på Gøteborg-udstillingen i 1923.


Asplund og Lewerentz’ Skogskyrkogården, et projekt de havde vundet i en konkurrence i 1915 og justeret i 1916, blev også omtalt af Fisker i såvel 1917 som 1950. Igen synes tidens arkitekturforståelse at slå igennem i måden, Fisker beskrev projekterne på [ill. 13]. I 1917 synes han at være fuldkommen opslugt af projektets poesi, af virkning og følelse:
Med ganske smaa Midler opnaar de de store Virkninger, gennemtrængte af Poesi, afvekslende alvorligt og højtideligt og lyst og fredeligt, en Sti, der snor sig under dystre Graner og spredte Grave mellem de slanke Stammer, Lys og Skygge i Skovens Udhugninger og stive og regelmæssige Anlæg – overalt Frugten af en Kunstners rige Følelse, hans subtile Følsomhed for den mindste Enkelthed, den tilsyneladende Bagatel, det, der af den menige Iagttager næppe opdages eller opfattes som en selvstændig Del, men glider umærkeligt ind i Helheden, ofte efter almindelige Begreber kun en ganske dagligdags og banal og ganske ligegyldig Detalje. For Kunstneren derimod Midlet til at levendegøre Architekturen, gøre den virkelig, faa den i Forbindelse med Menneskene, ind i Tilværelsen som et uundværligt Led, ikke som Kunst, men som noget upersonligt, noget, der kun reageres overfor som noget der er og altid har været og hvor Kunstneren som Person træder fuldstændig i Baggrunden.

I 1950 var det til gengæld forbindelserne til andre perioder i arkitekturhistorien, han valgte at betone:
Udførelsen af dette store kirkegaardsanlæg han [Asplund] har skabt sammen med Sigurd Lewerentz, paabegyndtes i 1916. Det var dengang stærkt præget af nationalromantikken, som det ses af det oprindelige konkurrenceprojekt; men i sin endelige skikkelse blev det præget baade af den efterfølgende ny-klassicisme og den efterfølgende funktionalisme, uden at dog den oprindelige stemning og det oprindeligt udtænkte heroiske landskab, denne kunstigt opbyggede natur paa linie med de store engelske landskabelige anlæg fra 1700-tallet, gik tabt. Endnu mere forfinet er Lewerentz’ krematorium i Malmö [S:t Knut og S:ta Gertrud, Östra kyrkogården], et næsten overeksponeret udtryk for den svenske artistiske forfinelse, som vi andre tunge nordboer altid har beundret. Lewerentz’ kirkegaardsanlæg [Östra kyrkogården] danner, ligesom Asplunds, afslutning på et stort anlæg, hvis tilblivelse strakte sig over 30 år.
Vi har også i det sidste citat en karakteristik af svensk arkitektur som værende særligt kunstnerisk anlagt, forfinet, en karakteristik, som generelt set prægede den danske reception af svensk arkitektur i midten af det 20. århundrede. I artiklen “Arbejder af E.G. Asplund,” en gennemgang af tre hovedarbejder af Asplund, nemlig Skandiateatern, Stadsbiblioteket og Skogskyrkogården, alle i Stockholm, skrevet af arkitekt Steen Eiler Rasmussen og publiceret i 1929, noterede Rasmussen sig især Asplunds karakter af “artist.” Som han skrev:
Asplund staar for mig som en typisk Repræsentant for nyere svensk Arkitektur. Han har den Tilbøjelighed til det paa een Gang extravagante og forfinede, som er saa fremmed for Danske, – der er den samme Forskel paa hans gennemcicelerede Ting og de danske Arkitekters grovere Hverdagsarbejder, som der er mellem en Svenskers fint akcentuerede Udtale af Ordene og en Danskers mere magelige Gliden over.
Denne forfinelse kunne også indebære, at svenskerne hævede sig over det banale, hverdagslige. Rasmussen kommenterede den kommende Stockholm-udstilling i 1930 således: “Til Udstillingen har Lewerentz komponeret en Plakat i den nye Stil. Naar man tænker paa den provinsielle Modernisme, som fandt Udtryk i Plakaten til den danske Bygge-Udstilling imponeres man over Svenskernes Dygtighed. Den er et godt Varsel for Udstillingen.” Set fra Danmark balancerede svensk arkitektur således mellem det forfinet realistiske og det overeksponerede og teatralske, i sammenligning med hvilken dansk arkitektur ´fremstod som temmelig ordinær.
Fisker var ansvarlig for den danske pavillon på verdensudstillingen i Paris i 1925, Exposition Internationale des Arts Décoratifs. Fra Paris sendte han Lewerentz et postkort med et billede af den sovjetiske pavillon, som havde skabt stor furore for sit fragmenterede, konstruktivistiske formsprog. Pavillonen var tegnet af arkitekten Konstantin Melnikov. “Saadan ser fremtiden for arkitektur ud,” skrev Fisker, om end hans egen arkitektur aldrig nærmede sig Melnikovs. De stærkt virkende grafiske effekter, betoningen af diagonaler, kontrasterne mellem sort, hvid og rød genfindes imidlertid i Lewerentz’ grafiske arbejde til Stockholmudstillingen nogle år senere, selv om der naturligvis kan være andre inspirationskilder.
Lewerentz’ bidrag til Stockholm-udstillingen synes dog ikke at have haft stor virkning på Fiskers arkitektur, hverken i kraft af den åbne planløsning med centralt placeret badeværelse i den lejlighed på 93 m2, Lewerentz tegnede, eller i det grafiske arbejde, der især beroede på stærke geometriske virkninger og farvekontraster. Tættest er vi på den kompakte toetagers villatype, Lewerentz præsenterede med Villa 47, en type Fisker og C.F. Møller realiserede ad flere omgange i begyndelse af 1930’erne, dog ofte med en mere traditionel planløsning, der i stueetagen rummede både opholdsstue, spisestue og herreværelse frem for Lewerentz’ ene “vardagsrum” [ill. 14–15]. Også selve byggeteknikken skabte forskelle, for hvor Lewerentz’ Villa 47 var opført i træ, var Fisker og Møllers villaer af mursten. Dette medvirkede, at Fisker og Møller ikke kunne gennemføre lange vinduesbånd, som det ses hos Lewerentz, men derimod fastholdt vinduet som en åbning i muren, om end åbningen ved forstærkning med jernbjælke kunne blive større end ved sædvanligt murstensbyggeri. Lewerentz var naturligvis ikke den eneste, der arbejdede med denne ifølge Fisker “latinske” kubiske form, som blandt andre Le Corbusier havde promoveret, og især Stuttgartudstillingen i 1927 omfattede lignende typer. Tilsvarende kunne man på Stockholm-udstillingen se Kurt von Schmalensees Villa 46, “Gula villan,” opført i gasbeton med pudsede facader, der fulgte det samme kubiske formsprog.


EN ÆSTETISK OPFATTELSE AF ARKITEKTUR
Hvor meget Fisker beundrede Lewerentz’ arkitektur, fremgår af en upubliceret del af hans manuskript til forelæsningen på Nordisk Byggnadsdag V i 1950. Her skrev Fisker: “Lewerentz har i det hele taget i stigende grad befæstet sin stilling i den nordiske arkitektur. Hans fornylig udførte konkurrenceforslag til Uppsala domkirke er en begivenhed i arkitekturhistorien.” Denne opfattelse blev bekræftet med fuldendelsen af Markuskyrkan [ill. 16]. I den tidligere nævnte anmeldelse fra 1963 skrev Fisker:
Jeg kender intet arbejde i nordisk arkitektur, der udtrykker en så selvstændig og personlig opfattelse som denne kirkebygning, og alligevel bygger den på en kirketradition, som vi føler os i slægt med. […] I mange henseender forekommer denne kirke mig at være virkeliggørelsen af Lewerentz’ første romantiske arkitekturdrøm, den han gav udtryk i det dramatiske Hälsingborg krematorium.

Fisker betonede således kontinuiteten i Lewerentz’ virke, netop dette artistiske, nærmest romantiske. Skønt Markuskyrkan ikke mindst i kraft af sin grove materialitet kan virke som værende i dyb kontrast til særligt Lewerentz’ tidligere arbejder, ikke mindst de nyklassicistiske såsom Uppståndelsekapellet, er der måske alligevel en forbindelse, et slægtskab i følelse. I en artikel om brutalismen publiceret i det danske tidsskrift Arkitekten i 1966 skrev arkitekt Nils-Ole Lund således om Markuskyrkan i Björkhagen:
I Sverige kan et par kirkebygninger med god vilje komme ind under brutalismen. Björkhagen kirke er i sin materialevirkning, de mørke sten, der flyder i de tykke kalkfuger, middelalderlig barsk, og alligevel er der i hele anlægget spor af den tidligere så berømte svenske ynde. Det gør, at man kan tale om en særlig afart: den lyriske brutalisme.
Sammenligninger mellem dansk og svensk arkitektur var tilbagevendende i Fiskers skriftlige produktion. Eksempelvis skrev han i 1942 i Arkitekten: “Paavirkningen fra dansk arkitektur er i den svenske fortolkning altid blevet potenseret op. […] Den tørre klassicisme bliver til Winkelmannske stemningsbilleder og vor rationalistiske brugskunst bliver hos svenskerne til en artistisk funktionalisme.” Og i en omtale af Aage Rafn fra 1954 skrev Fisker, at Rafns arkitektur – ligesom svenskernes – besad “en monumentalitet, en trang til at arbejde med den store arkitektoniske komposition på linie med 1700-tallets teoretikere, tilsat lidt Liselund-romantisme og Piranesi-stemninger.” Altså igen betoningen af den svenske arkitekturs tendens til det romantiske, følelsesbetonede. I en artikel publiceret i Arkitekten i foråret 1945, inden Anden Verdenskrigs ophør, fremhævede Fisker imidlertid det fællesnordiske præg, måske netop under indvirkning af tidens tendens til at dyrke det nordiske under den tyske besættelse af Danmark:
Set udefra har den nordiske bygningskunst et stærkt fællespræg. Den er ikke pretentiøs og prangende som i de latinske lande, monumentaliteten er ikke maalet i sig selv, vi stræber mod en bygningskunst, der tjener livet og menneskene, som indordner sig naturen, som ikke trænger sig paa, men tværtimod ønsker at være anonym.
Fiskers afstandtagen til det monumentale var en slet skjult kritik af arkitektursynet i de autoritære styrer sydpå. I én af sine sidste tekster, essayet “Persondyrkelse eller anonymitet,” publiceret i Arkitekten i 1964, gjorde Fisker sig til fortaler for den anonyme bygningskunst, der muligvis ikke når de højeste kunstneriske tinder, men generelt set sikrer en høj kvalitet:
Det er blevet hævdet, at dansk arkitektur har sin styrke i et højt gennemsnitsniveau, hvorimod de enkelte, dominerende personligheder er sjældnere hos os. Omvendt f. eks. i Sverige og USA, hvor niveauet er lavere, men hvor til gengæld enkelte fremtrædende kunstnere gør sig stærkt gældende. Georg Brandes har engang sagt om den nordiske litteratur, at Danmark havde ti talenter, mens Norge havde ét geni (Ibsen) og Sverige én galning (Strindberg). Noget lignende kan siges om arkitekturen. Vi har manglet en Östberg, en Clason og en Lewerentz, men til gengæld er gennemsnitsmilieuet hos os af en højere kvalitet.
Igen fremhævede Fisker altså Lewerentz’ enestående talent. En karakteristisk, han året inden havde uddybet i anmeldelsen af Markuskyrkan:
Alle hans arbejder hele livet igennem […] er hans arkitekturopfattelse faktisk den samme, nemlig et sværmerisk og romantisk syn på bygningskunst, først og fremmest en æstetisk opfattelse af arkitektur. Der går en klar linie gennem hele hans virke, uanset at han følger tidens skiftende strømninger. Han er sensitiv og forfinet som ingen anden arkitekt, jeg kender, til tider overeksponeret og ekstrem i sit udtryk. Men altid en enestående kunstner, og altid helt sig selv.
Deri bestod forskellen mellem Fisker og Lewerentz, hvilket forklarer hvorfor receptionen af Lewerentz ikke viste sig stærkere i Fiskers værker. Lewerentz’ tidlige projekter sammen med Stubelius rummede måske endnu en grad af anonymitet, af det typiske, der lod dem fungere som forbilleder i dansk sammenhæng, for Fisker. Senere, hvor Lewerentz stod alene og udfoldede hele sin kunstneriske sensibilitet, blev resultatet nok anerkendelsesværdigt set fra Fiskers side, men også vanskeligt at oversætte til en dansk kontekst. Tilbage stod beundringen. Nok stræbte Fisker selv efter det anonyme, noget der blot er, som påpeget i omtalen af Skogskyrkogården i 1917. Opfattelsen af arkitektur som en kunstart delte han og Lewerentz imidlertid, og Fisker forstod, at i Lewerentz’ arbejder kom arkitekturens kunstneriske dimension fuldt til udtryk.
–
Martin Søberg er arkitekturhistoriker, lektor ved Institut for Arkitektur og Kultur på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, hvor han tillige er leder af Ph.d.-skolen. Han forsker i moderne og nutidig arkitektur, særligt vedrørende forholdet mellem værk og idé, og er forfatter til monografien Kay Fisker: Moderne arkitektur – levende tradition (Strandberg Publishing, 2023).
En del af korrespondancen mellem Fisker og Lewerentz findes bevaret i ArkDes' samlinger i Stockholm. Ifølge Tobias Faber korresponderede Fisker og Lewerentz livligt omkring 1920. Faber skriver, at de sammen planlagde en cykeltur til Jylland, der imidlertid måtte opgives. Tobias Faber, “Kay Fisker,” in Kay Fisker, red. Steffen Fisker, Johan Fisker og Kim Dirckinck-Holmfeld (Arkitektens Forlag, 1995), 32 (9-99).
For en mere indgående undersøgelse af Kay Fiskers værker og tekster, se Martin Søberg, Kay Fisker: Works and Ideas in Danish Modern Architecture (Bloomsbury Visual Arts, 2021), dansk oversættelse: Martin Søberg, Kay Fisker: Moderne arkitektur – levende tradition (Strandberg Publishing, 2023).
Kay Fisker, “Markuskirken i Björkhagen: Betragtninger over Sigurd Lewerentz’ arbejder,” Arkitektur 7, nr. 1 (1963): 4 (1-17).
Hans Erling Landkilde, Arkitekten Kay Fisker (Arkitektens Forlag, 1960), 14.
Kay Fisker, “Svensk: Nogle spredte Indtryk,” Architekten 20, nr. 6 (1917): 51 (49–56).
Sigurd Lewerentz og Torsten Stubelius, “Sommarstugor vid Kummelnäs,” Arkitektur 9 (1914): 105-108.
Björn Linn, “I nordisk perspektiv,” in Kay Fisker, red. Steffen Fisker, Johan Fisker og Kim Dirckinck-Holmfeld (Arkitektens Forlag, 1995), 194 (187-197).
Fisker, “Svensk: Nogle spredte Indtryk,” 51-52.
Kay Fisker, “Arkitekturudviklingen i Norden i de sidste 50 år,” i Nordisk Byggnadsdag V, red. Christer Bring (E. Kahlströms Tryckeri Eftr., 1950), 501:3 (501:1-10).
C.F. Møller, Aarhus Universitets Bygninger (Universitetsforlaget, 1978), 22.
Fisker, “Svensk: Nogle spredte Indtryk,” 54-55.
Fisker, “Arkitekturudviklingen i Norden i de sidste 50 år,” 501:6.
Steen Eiler Rasmussen, “Arbejder af E.G. Asplund,” Arkitekten Maanedshæfte 31, nr. 11 (1929): 205 (205-228).
Rasmussen, “Arbejder af E.G. Asplund,” 228.
Kay Fisker til Sigurd Lewerentz, d. 16. maj 1925. Lewerentz-arkivet, ArkDes, Stockholm.
Kay Fisker, manuskript til forelæsningen “Arkitekturudviklingen i Norden i de sidste 50 år” afholdt d. 19. maj 1950 på Nordisk Byggedag V i Stockholm. Kay Fiskers forretningsarkiv, Det Kongelige Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek.
Fisker, “Markuskirken i Björkhagen,” 5.
Nils-Ole Lund, “Brutalismen fra Hunstanton til Scarborough,” Arkitekten 68, nr. 26 (1966): 544 (542-554).
Kay Fisker, “Gunnar Asplunds Konkurrencearbejder,” Arkitekten Ugehæfte 44, nr. 15 (1942): 81.
Kay Fisker, “Mindeudstillingen af Aage Rafns arbejder,” Arkitekten Ugehæfte 56, nr. 44 (1954), 355 (351-358).
Kay Fisker, “Svensk Bygningskunst,” Arkitekten Ugehæfte 47, nr. 7 (1945): 31 (30-32).
Kay Fisker, “Persondyrkelse eller anonymitet,” Arkitekten 66, nr. 26 (1964): 524 (522-526).
Fisker, “Markuskirken i Björkhagen,” 4.