LEJLIGHEDERNE FLYTTER PÅ LANDET

My house is my castle

Når man cykler gennem et parcelhuskvarter, kan det være svært at forestille sig, at sådanne boligområder nogensinde har været anderledes. Alt synes præget af en uvæsentlig, prunkløs genkendelighed – grænsende til det søvndyssende. Ligusterhække, græsplæner, carporte og ikke mindst parcelhusene fremstår som fastmejslede i en kollektiv forståelse af, hvordan netop denne type hjem danner rammen om det gode liv. Men hvem skulle have troet, at de cykeldæk, som i dag møder den hårde asfalt, for lidt mere end bare 60 år siden ville have befundet sig i plovfurerne på landmandens bløde marker?

I 1960’erne boomer parcelhusbyggeriet i Danmark og på 20 år bygges 450.000 enfamiliehuse – lige så mange som i de foregående 100 år. I løbet af tyve år bliver det bebyggede areal i Danmark mere end fordoblet. Modsat de sidste 100 års vandring fra land til by flytter danskerne (i alt halvanden million mennesker) nu fra byerne og ud i de nye parcelhusområder i grønne omgivelser. I jagten på det, man forestiller sig, er det gode liv, forlades de trænge og usanerede lejligheder i byerne. Tidligere landbrugsarealer parcelleres til ivrige pionerer og selvbyggere, som bosætter sig i telte og skure, mens murstene stables og tagspærene rejses. Land bliver by med et så overvældende, eksplosivt tempo, at de fleste andre historiske og nutidige, bygge- og livsstilsmæssige transformationer nærmest blegner ved siden af. Den nye boligtype omkalfatrer vores syn på både hjemmet og nabolaget og bliver på mange måder et af velfærdssamfundets symboler på menneskelig lykke og udtryk for den ideelle boform.

I denne proces bliver en ny typologi født: parcelhuset. Dets kvarterer får sin helt særlige, egenartede karakter, hvor by og lands førhen specifikke træk begynder at blive udvisket, til en slags indtil da ukendt sub-urbanitet. Her tænker vi blandt andet på paradokset mellem det indlejrede ønske om at bo med uhindret forbindelse til naturen (læs: haven), og pladsudnyttende, serielle, sammenstuvning af grunde, som normalt er en konsekvens af markedskræfternes spekulation i byerne. Dette paradoks blev løst med en plante fra Sydeuropas bjergegne; ligusteren, som sidenhen lagde navn til den såkaldte ligusterfascisme. Også husenes planløsninger havde, på trods af deres nyvundne landlige placering, store sammenfald med dem fra lejlighederne i byen. Særligt ét planløsningstræk bestod på bemærkelsesværdig vis i første generation af kataloghuse, nemlig den snævre, mørke (men i et funktionalistisk øjemed effektive) fordelingsgang, som i sine nye omgivelser blev døbt pistolgangen. Også nye strømninger i familielivet skubbede til husenes fysiske pladsfordeling. Teenageværelset, som de fleste fra vores generation nok er vokset op i og har taget for givet, blev med bryggerset, vinkelstuen, gæstetoilettet, hobbyrummet og eventuelle ekstraværelser til en ny, afgørende del af parcelhusenes indre liv.

For at give læseren en mulighed for at forstå denne store bolig- og livsstilsmæssige omvæltning fra en families perspektiv bringer vi her en personlig beretning om Rita og Henning – to af parcelhusets pionerer:

Rita og Henning boede på Ydunsvej på Nørrebro. Som unge i begyndelsen af 1960’erne boede de med deres to små børn i en toværelseslejlighed. Der var toilet i lejligheden, men ikke bad. Børnene havde det ene værelse, og forældrene sov på en udtræksseng i stuen. De havde den mindste bil på markedet og kørte ofte søndagstur. På sådan en søndagstur i 1962 faldt deres vej forbi Ørnebjerggård uden for Ølstykke. Her var der sat pæle i jorden på nogle marker, og en udstykning var i gang. Efter lange og mange overvejelser købte de en grund på 800 kvadratmeter for 6.800 kroner. De havde ikke mange penge at gøre godt med, så de næste par år blev der lagt penge til side, mens grunden stod tom i Ølstykke.

Efter et par års opsparing fandt de i en avisannonce det hus, de kunne tænke sig at bygge, og Rita og Henning ringede til typehusfirmaet. De besluttede sig for et KTH-hus som samlesæt, der kom i småbidder. De fik leveret materialerne til huset og en brugsanvisning for 110.000 kroner. Rita og Henning blev selvbyggere.

I sommerferien 1965 flyttede hele familien i telt på deres nye byggegrund, hvor de brugte sommeren på at grave ud og støbe fundament. Med håndkraft vel at mærke. De var de første i området og var i begyndelsen helt alene på marken. Efterhånden kom flere nybyggere til, slog telt op på deres nykøbte grunde og gik i gang med at bygge. Byggeriet skred frem, selvom de på et tidspunkt måtte vente på at få mursten. Der var simpelthen så meget gang i byggeriet overalt i landet, at teglværkerne ikke kunne følge med, og der opstod mangel på mursten.

Da det blev for koldt at sove i telt, byggede de et lille skur på 6 m2 og flyttede ind i det. Endelig den 23. april 1966 – i sne, slud og frost – kunne Rita og Henning og deres to børn flytte ind i deres nye 110 m2 store, gule parcelhus. Det samme gjorde 35.000 andre danskere det år.

Som pionererne Rita og Henning rejste vi, 14 studerende på kandidatprogrammet Kunst og Arkitektur, også vores eget hus. I denne fælles forhandlingsproces konfronterede vi hinanden med en række spørgsmål, som viste sig at være afgørende for projektets udformning. Kan man overhovedet påstå, at man kan tegne rammen om det gode liv, for hvad er det? Er parcelhusets mest genkendelige elementer en kvalitet eller svaghed? Og ikke mindst, hvordan påvirker vores svar og analyser af disse spørgsmål udformningen af 1:1 fuldskalamodellen?

HÆK HAVE HUS

Vi startede analysen med en omfattende gennemgange af parcelhuse langs med S-togslinje B fra Værløse til Høje Taastrup, som indeholder en bred vifte af parcelhuskvarterer, der dateres fra 60’erne og frem til i dag. Omhyggelige registreringer gennem fotografi og teknisk tegninger blev samlet og sammenlignet for at få en mangeartet og bred forståelse af parcelhuset som typologi. Vi brugte sammenlagt mange timer på at mærke og forstå parcelhuskvarterernes fornemmelse af sted og ånd. Fra et fortov i Egekrattets indre i Taastrup oplevede vi parcelhuskvarteret som en labyrintisk evighed af murlignende hække med svævende tage, og uden parker, monumenter eller en karakterskabende bymidte, der hierarkiserer stedets grid, fortsætter labyrinten længere, end øjet rækker.

Det var sammensætningen af hækken med de svævende tage, der betog os i registreringsprocessen. Hækken er den første visuelle facade, man møder, der, sammenstillet med de svævende tage, udgjorde en abstrakt type i sig selv. Hvor bygningskroppen i denne type er en tæt monolitisk masse af organisk materiale, er taget den afsluttende gestus. En hat, som er en selvstændig konstruktion, der nænsomt ligger på hækken. I analysen af de tekniske tegninger står det klart for os, at taget i parcelhusbyggeriet fremstår som et selvstændig element, der hviler på den bærende konstruktion bag skalmuren. Taget danner ly for livet, der leves under overdækket på den anden side af den grønne mur.

Hækken effektuerer et behov for afgrænsning og ejerskab husene imellem; en klar forståelse for, hvad der er dit og mit parcel. Vi møder flere her vogter jeg-skilte, der henviser til en hunds domæne og vidner om et udvidet behov for ejerskab og selvbestemmelse. Parcelhusejerne er lykkedes med at etablere et selvstyre, hvor hver ejer er den ledende autoritet inden for sit skel.

Samtidig med at den grønne mur indrammer livet, så erfarer vi også, at den afskærmer livet og segregerer parcellerne. Med livet forstås både de menneskelige bevægelsesmønstre, der tegner sig, når vi bruger rum, men også de spor, som et legetøj, et haveredskab eller en kop kaffe efterlader.

Hvor privatsfærens afgrænsning i 60’erne var optrukket ved vindueskarmens to lag gardiner, så synes markeringen af det private rum nu at være flyttet helt ud til grundens yderste grænser. En paradoksal opdagelse, da netop det naboskab og fællesskab, der er en inkarneret del af parcelhusfortællingens grundpille, synes forduftet og reduceret til børnenes kollektive legeplads, den allemandsejede asfaltvej, hvor vejfesterne også finder sted.

Den asfalterede vej har og er stadig den altafgørende faktor for muliggørelsen af parcelhusets geografiske placering uden for byen. Ønsket om at etablere et hjem på en mark eller det, vi nu kender som forstaden, er realiseret delvist gennem infrastrukturelle forgreninger, der muliggør kørsel til arbejde i de større byer. Derfor har bilen og carporten har altid fulgt med parcelhuset. I de tidlige parcelhuse optrådte de som en let konstruktion, der relaterede sig til træskurets sprog. Fra 80’erne og op til i dag eksisterer de i et nyt format, hvor de tildeles mere pondus og en mere pompøs karakter. Carporten forvandles således, at den i større grad indgår i husets karakteristik, både i formgivning og materiale. Bilen har dermed fået sit eget hus, med et valmet tag magen til det, der dækker menneskene. Denne opdagelse førte til direkte overvejelser om, hvorvidt vi skulle tage det alvorligt, at bilen er blevet et familiemedlem, og give den en plads i stuen i vores refortolkede parcelhus. Alternativt skulle man, på en mere utopisk facon, ønske en fremtid uden bilen og degradere den til en mere skjult eksistens på parcellet.

Vi gik ind i analysen af parcelhuset med en større historisk ballast fra bl.a. Robin Evans nøjagtige gennemgang af boligens passager og cirkulationer. En forståelse af hvordan tidligere boligidealer, som det eksempelvis manifesterer sig i Palladios villaer, så sammenstød mellem mennesker i bevægelse som en kvalitet. En bemærkelsesværdig kontrast til typehusets plan, der ud fra et mere funktionalistisk tankesæt har skabt pistolgangen for at undgå menneskelige sammenstød. Her er menneskets bevægelse rationaliseret på sammen måde som bilernes infrastruktur, med en færdselsåre og en række parceller (værelser) på rad og række langs med vejen (gangen). Det vidner om et nyt menneskesyn og en anden forståelse af, hvad gode moderne levevilkår er.

De første parcelhuse er små, enkle længe- eller vinkelhuse med bærende konstruktioner i ydervæggene og lette indervægge, der giver en høj fleksibilitet for planen i årene fremover. I parcelhusets renoveringer bliver de lette indervægge flittigt nedlagt for at eliminere de mørke pistolgange og lave køkken-alrum i sameksistens med fjernsynsalteret. Parcelhusets plan er dermed fortsat objekt for forandrede forståelser af levevilkår, men grundstrukturen af de gamle planer opleves dog stadig intakt.

Taget i 60’ernes parcelhuse var revolutionerende for byggeskikken. Ofte bestod det af et svagt hældende saddeltag med en indvendig trækonstruktion af gitterspær, aflastet alene på husets to langsider. Dette spillede en afgørende rolle for friheden i de byggede, og senere, af utallige omgange, ombyggede, planløsninger, hvor ingen bærende vægge var nødvendige. Gitterspærene var industrielt fremstillede og tiden fra, at de blev lastet med kran, til de stod rejst og klar til rejsegilde, var ufattelig kort i forhold til tidligere.

Da parcelhuset i 60’erne blev billetten til velfærdssamfundet, der tillod alle behagelige hjem med direkte adgang til haven, kom husene til at stå som billedet på det gode liv. Det gode liv, der i mange tilfælde kan forstås som en del af parcelhusets myte, som påstår, at alene ét slags hus kunne rumme alt og alle og var formlen på et godt liv, hvis blot man boede dér. Vores oplevelse af parcelhuskvartererne var noget anderledes; mangelfuld og unuanceret, på trods af at typen stod som et ophævet og helligt billede på allemandseje og velfærdsliv. Trods et hastigt udviklende samfund med mange nye familiekonstellationer, orienterer planen sig mod den kernefamiliekonstellationen, som var dominerende for over 50 år siden. Da vi skulle bygge vores eget hus, var det essentielt, at det kom til danne en fysisk verden, som kunne italesætte disse erfarede problematikker.

ET HUS, DER LIGNER ET HUS

I dag bor 3 millioner mennesker i parcelhuse. Husene er et fænomen, som de fleste danskere kan nikke genkendende til. Dette var bestemt ikke anderledes for os, da vi indledningsvist skulle gribe om semesterprojektets tematik, for vi kender alle sammen en, som lever bag parcelhusenes ligusterhække. Nogle af os er endda selv opvokset der, men vi er flyttet derfra, er taget til storbyen og har lagt husene bag os sammen med barndommen og den tid, hvor mor og far stadig var gift.

Under semesteret var vi så forblændede af almindeligheden og af den genkendelighed, der ligger i egne og bekendtes erfaring med typen, at temaet for semesterprojektet virkede støvet, da vi hørte om det første gang. Det virkede næsten som en umulig analyse, fordi vores forudindtagethed frasorterede parcelhuset fra arkitekturkataloget, der nok snarere er præget af statusmarkører end af subtilitet. Under parcelhusenes storhedstid blev arkitekttegnede huse fravalgt til fordel for typehusfirmaers masseproduktion, og som pendant til vores eget forhold til typologien synes fænomenet at være forsvundet ud af arkitektens domæne.

Udfordret af den genkendelighed befandt vi os selv i en længere proces, hvor vi diskuterede, hvilken vinkel vi skulle tage på vores eget 1:1 hus; skulle det byggede projekt være et manifest, en hyldest, en nytænkning, en kritik eller en fortolkning? Langsomt opstod der en idé om en afmontering af det gode liv. Huset er en manifestation af vores egne undersøgelser, og det opfører sig som en splintret og fragmenteret model af typiske og genkendelige træk fra eksisterende parcelhuse. Projektet fortæller om det liv, der udspiller sig mellem kernen og hækken på parcellen - kaotisk, uskønt, almindeligt og banalt, og huset står som en klar karakter, samtidigt med at det opfører sig som en abstraktion af noget virkeligt. Vi har ikke lavet et almindeligt hus; et hus, man kender, som har mursten og skorsten på taget. Det ligner ikke noget virkeligt og frasiger sig delvist realisme, mens det i stedet trækker associationer til rendered view fra 3D-modellen i Rhino. Det er en karakter, der dyrker modelkarakteren for vores projekt, og som medvirker i skabelse af det abstraktionsniveau, vi forsøgte at opnå.

Nok er motiverne og elementerne genkendelige – garagen, hækken, taget, køkkenet – men de står først og fremmest som abstraktioner og overdrivelser af vores studier. Her er de sammenvævet ind i en 1:1 analysemodel af parcelhuset som type og fænomen, hvor elementerne står i konfliktfuld konversation gennem sammenstød, overlap og skalaspring, og hermed afspejler den afmonteringen af idéen om det godt liv, som vi fandt interessant under processen.

Ved første øjekast fremstår huset dydigt og ordentligt, og det dyrker den pæne facade, som vi erfarede os, gjorde sig gældende i virkeligheden. Ligesom ved et rigtigt hus møder man en banal front mod gaden, hvor man kun oplever hækken, carporten og det svævende tag. Fra denne side gør huset ikke særligt væsen af sig og forsøger blot at passe ind i sin kontekst; det imaginære parcelhuskvarter. Facaden afslører intet om det indre levede liv, og det røber intet om hverken kærlighed eller konflikter, fordi hækken omslutter sig parcellet. Huset optræder som billedet på det almindelige og indpassede, som består uden statusmarkører eller opmærksomhedskrævende motiver. Indvendigt skal det vise sig, at der eksisterer en anden verden.

I det hjørne af huset man møder først, og som er tænkt i forbindelse med en vejmæssig ankomst, møder man garagen. Fordi den er under 2 meter bred og alt for kort til en stationcar, opfylder den ikke de praktiske forhold for en indkørsel og fraskriver sig allerede her en realisme. Endvidere grænser den direkte op til den indvendige stue, og de to rum er kun adskilt af en overdimensioneret pivoterende dør. Denne kan slås op langs stuens ene væg og overlapper kun delvist et vindue, som i øvrigt ser direkte ud på en hæk, der kun står 60 cm væk fra væggen. Hvad der måske virker som et unaturligt møde mellem stue og garage, er lige netop hensigten. Det bygger delvist på vores opfattelse af parcelhusejernes drøm om regelmæssige vejfester, hvor stue og garage kan gå i et til diverse selskaber. Gennem en humoristisk rumliggørelse af en konfliktfuld arkitektur understreges, hvad vi anskuede som et mærkværdigt og i nogen grad problematisk kendetegn ved parcelhusene.

I vores 1:1 hus er der flere steder, hvor hækken også agerer ydervæg for huset, hvilket er en ode til det ubrugelige felt, der udgør forhaven, eller den lille afstand, vi ofte fandt mellem hus og skel. Dette konfliktende forhold mellem ydervæg og hæk er også med til at nedbryde de realistiske forhold mellem inde og ude i et hus, og det får modelkarakteren i vores 1:1 hus stærkt frem, da klimaskærmene udvaskes. Vi oplevede i parcelhuskvartererne, at ligusterhækkene agerede reel facade i en visuel sammenhæng, og dette markante træk bogstaveliggøres i modellen ved faktisk at gøre hækken til husets facade. I forlængelse af dette refererer hækkens rolle som ydervæg også til hækkens høje status i de eksisterende parcelhusområder, hvor den føles som en mur, der eksisterer for at beskytte hjemmet samt den frie og private udfoldelse af det gode liv.

Processen bag udformningen af vores tag var præget af en stor fascination af, hvordan det kunne ses som et komplet separat bygningselement i forhold til resten af konstruktionen, men som ofte tegnede husets synlige, karakterdannende silhuet svævende bag ligusterhækkene. En konstruktion, der landede ovenpå livet i huset uden at tvinge sin vægt ned med obstruerende elementer i planen og det levede liv. Som et lagen, der med lethed slynges henover tørresnorene.

Mod parcellens private og spraglede domæne, haven, afslørede det en helt anden iøjnefaldende karakter med en hældning, der fulgte et indadgående, halvrundt cirkelslag fra kipbjælken ned mod tagremmen. I parcelhuskvarterne oplevede vi, hvor vigtig forbindelsen mellem hus og have var for beboerne. Det ville vi oversætte til en rumlig oplevelse inde i huset, og derfor byggede vi taget, så dets hvælvede flade skabte fornemmelsen af en glidende, ubrudt overgang til haven. Og med tagets spinkle tykkelse kom det nærmest til at minde om en baldakin, eller i en mere dansk kontekst, den parcelhushjemlige markise – en tilsyneladende umulig konstruktion muliggjort af mdf-hængslede tagspær. Som i så mange andre af husets bygningsdele brugte vi fuldskalamodellen til at fremkalde vores analyse af parcelhustagets kendetegn gennem overdrivelser og oversættelser. Således refererede huset både til den byggede virkelighed, men det indskrev sig også i en idéverden i form af en renset abstraktion.

I modellen hersker adskillige humoristiske træk, hvor atypiske udformninger af klassiske elementer er i konflikt og interaktion. Som nævnt findes det markiselignende tag, overdimensionerede pivoterende døre, der skygger for en facadepunktering, mens der andre steder i modellen findes så højtsiddende vinduer, at man ikke kan se ud, samt trin, hvis højde associerer dem mere med et siddested end en trappe. Elementerne leger med skala og placering, og deres møder fungerer som rumliggjorte eksempler på de konflikter og uoverensstemmelser, som livet også rummer, men som skjules bag høje hække og facader af velholdte og generiske parcelhuse.

Temaet for vores 1:1 hus er afmonteringen af det gode liv, og det peger på de bagsider af livet, som i parcelhusdrømmen og -idealismen skjules af salgsreklamer om velfærd, pragmatik, behagelighed og lykke. Typen for det byggede er åben og ufærdig, og der eksisterer et udefineret forhold mellem bygning og beboelse. Dog kan man påstå, at huset står som en klar karakter; nemlig en abstraktion af noget virkeligt, som der reageres imod. Parcellet fungerer som et landskab, hvor man danser om en kerne, og hvori man producerer en masse verdener, og derfor fremkaldes idéen også om, at hver parcel er sin egen verden, i lige så høj grad som også parcelhuskvarterne opfattes som deres egen verden i en endnu større verden.

Elementerne, der udgør huset, stammer fra forskellige faser og processer, men sammensat skaber de en vibrerende abstraktion på vores fortolkning af parcelhusområderne i Danmark. Disse elementer besidder deres egne systemer, men sammensat opstår der nye relationer og betydninger, og herved fremkalder tingene et liv af sin egen slags. Et eksempel på denne type interaktion er den pivoterende dør, som nævnt tidligere, og vådrumskernen midt i huset; fordi døren er bygget så bred, er det nødvendigt at skære et hjørne af kernen, for at døren vil kunne forbipassere. Således ligner det, at døren har slået et buet aftryk i kernen gennem ét af sine sving, og de to ellers selvstændige elementer sammenvæves gennem denne interaktion. Bygningselementerne står i vekselvirkning, tegner sig ind på hinanden og fortæller om det liv, der udspiller sig mellem kernen og hækken på parcellet: et liv, som ikke er gnidningsfrit og ensidigt velfungerende. Dette gælder familiemæssigt som arkitektonisk, hvorfor bygningselementerne og deres møder heller ikke er gnidningsfrie, men fulde af konflikter og modsætningsforhold.

FULDSKALAMODELLENS FREMKALDELSER

The model is an idea, and an object; it is about the project but also about itself. Patrick Healy

I en tid, hvor corona-isolation og stribevis af zoom-møder var den nye normal, virkede det næsten utopisk at forestille sig, at vi ville få muligheden for at mødes i den virkelige verden for at bygge et hus sammen. Det lykkedes, da afstandskrav og lignende nemt kunne overholdes i den enorme gamle værkstedshal, Tunnelfabrikken. Nu stod vi foran opgaven at realisere et projekt i 1:1, og efter at have diskuteret den kommende proces blev vi hurtigt bevidste om, at det at arbejde i fuld skala var en disciplin, vi havde meget lidt erfaring med. På trods af gode, lærerige minder fra projekter udført på bachelorens Materiale-blok, var vi en smule fremmedgjorte over for, hvordan vi kunne bruge fuldskalamodellen som udtryk for vores analyser og som arkitekturprocessuel katalysator. For hvordan adskiller 1:1 sig fra de mere klassiske medier som tegning, skalamodeller, fotografering og tekstarbejde? Hvordan erfarer man det tænkte og tegnede projekt, når det pludselig kan bebos af menneskekroppen? Hvad ville blive klart for os i arbejdet, som ellers ikke ville være blevet fremkaldt? Og hvordan ville udefrakommende begribe projektet?

Typehusene førte til en hidtil uset mængde nyopførte fuldskalamodeller. Det blev uhyre populært med typehusudstillinger, hvor arkitekter, typehusfabrikanter og lokale bygmestre i 1:1 præsenterede deres bud på drømmen om en enfamiliebolig. Her kunne kommende husejere med egen krop afprøve forskellige bud på, hvordan rammen om det gode liv skulle bygges. Denne forestillingsevne hos de kommende brugere var med et fritaget fra arkitektens (elitære) domæne, hvor ortogonale projektionstegninger og (manipulerende) perspektiver ellers herskede som de primære forestillingsfremkaldere.

Med denne historiske kontekst var det oplagt, at vi lagde os i (en noget tidsforskudt) forlængelse af typehusudstillingerne ved selv at skabe et udstillet hus. På den måde blev udstillingssituationen i starten en slags konceptuel kontekst for vores eget byggeprojekt. Vi vidste, at huset skulle udstilles og besøges af nysgerrige, bekendte og fremmede gæster, og her fremgik et væsentligt potentiale, som vi mener findes i fuldskalamodellen generelt set: At arkitekturen før dens endelige, byggemæssige tilblivelse gøres tilgængelig, forståelig, rummelig og sanselig. Også for menigmand, som ikke er vant til at kunne afkode rumligheder, proportioner, lysforhold etc. ved at aflæse plan og snit, eller ved at høre på arkitektens indforståede fagsprog. Vi har erfaret, at fuldskalamodellen fremkalder en unik mulighed for en demokratisk oplevelse, hvor arkitekturfaget gøres tilgængeligt og formidles uden behov for faglige forudsætninger. Oplevelserne og holdningerne har intet grundlag for at blive ens, men de opstår i en ligeværdig ramme, hvor arkitekturens påvirkning på menneskekroppen kan opleves af alle.

Vores 1:1 hus var hverken bygget med skalmur, glasuld, gasbeton, termoruder, gitterspær, teglsten eller andre af de byggetekniske elementer og materialiteter, som kendetegner parcelhuset. Som alt andet i huset bestod også indkørslen, græsplænen og hækken af gråmalede mdf-plader med en indvendig konstruktion af reglar. Huset havde derfor mest karakter af en stor model, der bygger på fuldskalamodellen som fænomen. Fravalget af de førnævnte byggetekniske løsninger tillod, at de motiver, vi har bygget og fundet væsentlige for typen, kunne opleves alene ud fra de rumlige kvaliteter, de skabte. På den måde kan huset forstås med afsæt i, hvordan dets motiver og rumligheder påvirker ens oplevelse – uden opmærksomhedsmæssig konkurrence med materialer og byggeteknik. Det skyldes, at vores hus var en form for renset abstraktion, som ikke prøvede at opnå en sandhedsværdi. Derfor bestod alle overflader af samme gråhvide, farveløse materialitet. At huset blev fremkaldt som en monokrom verden, skabte en illusion om, at det bestod af et ensformigt krystallinsk materiale hele vejen igennem, og at dets overflader derfor kunne forstås som en idé snarere end et bygningsværk. På den måde kan husets materialeforladte fremtræden drage paralleller til den måde, man i det vestlige, kulturhistoriske syn har feteret den massive, hvide marmor i antikke skulpturer. Den trækker netop det skildrede ud af den umiddelbare, genkendelige verden og ind i et mere filosofisk rum, hvor idéerne får lov til at herske:

Derfor forsøgte den ikke at imitere virkeligheden, men stræbte efter at nå ind til idéerne bag den (…) Form og farve blev adskilt. Den hvide skulptur opstod (…) Jeg tænker adskillelsen af form og farve som et komprimeringsværktøj, der skulle gøre det muligt at transportere materialerne ind i det uforgængelige, ind i idéernes verden, i evighed.

Amalie Smith, Marble

De mange budskaber, vi gerne ville indlejre i huset, ville have haft svært ved at blive fremkaldt, hvis det skulle i opmærksomhedsmæssig konkurrence med mursten, termoruder og teglsten. Havde vi gjort dette ville udførelsens kvalitet uomtvisteligt blive den beskuendes første fokus. På den måde fremstod huset mere som en forstørret skalamodel end et reelt hus, der kunne bygges på en given ledig parcelhusgrund. Fuldskalamodellen skulle ikke repræsentere byggeskik, men derimod en analyse af de arkitekturkulturelle problemstillinger, vi fandt i vores indledende research, værkanalyser og projektskitser. Vi ville fremkalde en idéverden, som, i modsætning til tegningen og skalamodellens univers, kunne opleves i en størrelse, hvor kroppen kunne interagere.

Det skabte dog et væsentligt spørgsmål: Når vores fuldskalamodel ikke handlede om at skabe en pålidelig repræsentation af et projekt, der meningsfuldt kunne realiseres andetsteds, hvad handlede det så om? Var huset en scenografi, et arkitektonisk spøgelse, et materialiseret objekt eller en idéverdens tilsynekomst? Det blev vi nok ikke helt klar over hverken før, under eller efter byggeriet, men vi erkendte, at 1:1-mediets dobbelte karakter af forestilling og virkelighed åbnede for nye måder at bearbejde vores analyse af parcelhuset. En spænding, som Martin Søberg behandler i sin artikel ”Fuldskalamodellen”: “Fuldskalamodellens sandhedsværdi er ikke ubetinget. Studiet af fuldskalamodellerne viser nemlig, at modellerne også har deres eget liv, at de peger i mange retninger, åbner for nye oplevelser og erkendelser. Modellen er således mere end en repræsentation (…) Undersøgelsen af fuldskalamodellen berører derfor ikke blot spørgsmålet om det sande billede, men i forlængelse heraf også spørgsmålet om forholdet mellem arkitekturens repræsentation og realisation og spørgsmålet om virtuel og aktuel tilblivelse.”

Til ferniseringen summede huset af nysgerrige og kritiske besøgende som til en åben salgsfremvisning af et parcelhus. Familie, venner, undervisere samt arkitektstuderende fra andre årgange og programmer havde fundet vej gennem Nordhavns barske industrikvarter og fik som belønning adgang til vores vejfest. Her gav vi rundvisninger og indføringer i vores mange tanker med projektet. På trods af fuldskalamodellens kompleksitet var vores formidling et overskueligt foretagende, fordi krop og sanser hos gæsterne modtog vigtigere informationer end dem, vi kunne belære dem sprogligt. Man kunne pege, skubbe, snuble, kravle, sidde, beskue, berøre, betræde, klemme sig, dukke sig, strække sig – alt imens man funderede over sin oplevelse.

Vi blev enige om, at det sjældent havde været mere forløsende at skabe i fællesskab og invitere folk ind i den ofte svært tilgængelige verden, som vi som arkitekter udvikler projekter i. Fuldskalamodellen viste sig at have haft en tilgængelig, demokratisk karakter, på trods af at vi havde benyttet den som et analyseværktøj, der udviklede sig i konfliktfyldte rumligheder og uden håndgribelige materialer. En unik dimension, vi ikke i samme grad følte gjorde sig gældende i vores vante værktøjskasse med traditionelle, ortogonale tegningsprojektioner og (manipulerende) visualiseringer.

Vi byggede et hus i fællesskab og for en kort stund blev det beboet af udefrakommende gæster. I kraft af disse hændelser lykkedes det os at krystallisere vores analyse af parcelhuset og tilgængeliggøre vores refleksioner i et og samme medie: Fuldskalamodellen.

—

Medvirkende studerende var Alexander Norkild, Asger Hjorth, Askan Moltke Johansen, Cathrine Harriet Christiansen, Christine Ertbøll, David Kærlund, Jonas Bentzen, Josephine Roubert, Lise Haarseth, Malte Otto, Nicole Raley, Sofia Martinelle og Sofie Emilie Boye Kjær. Tobias Fennö Sandberg og Thomas Harboe har undervist.