I 2008 begyndte transformationen af Grønttorvet i Valby til ny økologisk bydel inspireret af områdets tidligere industrielle bebyggelse. [Ill.1] Godt et årti senere er byggegrunden nu efter sigende omdannet til Københavns grønneste bydel. Bygningerne certificeres med DGNB der beskrives som ”et omfattende værktøj til at skabe ro, retningslinjer og overblik i en ofte kompleks byggeproces.” Den sociale bæredygtighed er i top og ifølge boligannoncerne er der frugttræer, drivhuse, taghaver og regnvandet pibler afsted i skybrudssikre systemer og giver biodiversitet. De grønne gloser falder i god jord hos potentielle købere, områdets beboere er glade og fremmødet til fastelavn og sommerfest er i top. Altså på mange måde en fortælling om en vellykket og social bydel.

Grønttorvet som case er relevant for arbejdet med bæredygtighed og økologi, fordi det netop repræsenterer den måde vi i byggebranchen arbejder med bæredygtighed lige nu. Den store indsats for arbejdet skal naturligvis honoreres. Men på en gråvejrsdag i januar føles området ikke særlig grønt, økologisk eller bæredygtigt. Til trods for gode bæredygtighedsscores, fremstår mange bygninger allerede inden de er 5 år gamle med slitage, dårlige detaljer som skæve drænriste, algebefængt træværk, krakelerede mursten og mv.

Det kan få mig til at tænke over, hvordan en bæredygtig bydel kan have en så skrøbelig holdbarhed? Og til trods for DGNB-medaljer kan man ikke undgå at betvivle, om det vi har gang i – ikke bare her men som branche – overhovedet kan kaldes bæredygtigt.


HVORNÅR ER NOGET BÆREDYGTIGT?

Jeg er ikke alene om min skepsis. Det kan ses af den igangværende debat om bæredygtighed, hvor der fra flere sider sættes fokus på greenwashing og miljømarkedsføring, hvor virksomheder brander sig på bæredygtighed uden at have den fornødne dokumentation.Fænomenet defineres nærmere i Forbrugerombudsmandens kvikguide til miljømarkedsføring, som bl.a. fastsætter regler for, hvornår og hvordan man må kalde et produkt grønt, økologisk eller bæredygtigt. Til trods for at mange i byggebranchen allerede arbejder med bæredygtighed, så viser debatten, at der over en bred kam stadig er uklarhed om, hvad bæredygtighed er, og hvordan det giver værdi i praksis.

Brundtlandrapporten fra 1984 definerer bæredygtighed som ”en udvikling, som opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov i fare.” Her snart 40 år efter er denne formulering nok stadig den mest kollektivt anerkendte definition. Imidlertid giver den anledning til en række refleksioner. For det første: når vi taler om kommende genererationer, tænker vi så 1, 10, 100 eller 1000 generationer frem? Vi har gennem årtier vænnet os til en kortsigtet tilgang til verden – og byggeriet. Siden modernismen har vi haft en brug-og-smid-væk-tilgang til vores bygninger, som kun er tænkt til at skulle holde én generation. Herefter var de umoderne. Er man i tvivl om, hvorvidt denne tilgang også bruges, når vi bygger bæredygtigt, kan vi blot se på Grønttorvet, eksempelvis i måden mønstermurværket er modepræget og løsningerne kortsigtede.

Det leder os hen til en anden problemstilling i Brundtland-rapporten, som er begreberne mulighed og behov. Salvador Muñoz Viñas, professor i bevaring og restaurering, påpeger problemet i, at fremtidige brugere sjældent har en stemme i brugerinddragelse. Fordi vi ikke kender fremtidige brugeres behov, foreslår Viñas, at vi skal bestræbe os på ikke at begrænse deres muligheder. Vores handlinger vil typisk fjerne muligheder fra vores efterkommere. Derfor mener Viñas, at vi skal anvende mere nænsomme principper som retreatability og removability. Når vi fx afrenser eller pudser murværk, svækker vi de oprindelige mursten. Og skifter vi et oprindeligt vindue fra 18-tallet, fratager vi fremtidige brugere potentialet i at benytte dette vindue.


HVILKE MULIGHEDER VILLE VI SELV GERNE HAVE HAFT?

At imødekomme fremtidige generationers mulige behov er forbundet med utallige usikkerheder. Men måske vi kan lære af vores egne erfaringer med at arve bygninger fra generationerne før os.Der findes mange eksempler på både bygninger og hele bydele, hvor vi i dag ærgrer os over, at tidligere generationer har fjernet potentialer og muligheder fra os.

Jeg er stødt på en bred variation af fortidens dårlige dømmekraft og dårlige beslutninger, når jeg som praktiserende arkitekt har renoveret både ældre og yngre bygninger. Arbejdet har været et studie i både arkitektur, stilarter, byggeteknik, materialer og byggesjusk. Mere overraskende har det også givet et indblik i menneskelig adfærd, hvor følelser, forfængelighed og økonomi har sejret over rationelle beslutninger. Her kan bl.a. nævnes behovet for at sætte sit eget aftryk, at følge moden, fristelsen til at tage den billige løsning, frygten for at tage den dyre mv.

Særligt bygninger fra 1960-1990 er svære at renovere og ombygge pga. deres byggeteknik og materialekarakter. Mange af bygningerne er udført som betonelementer, hvor facader, vægge og dæk er sat uadskilleligt sammen, konstruktionerne er ufleksible og enkelte bygningsdele ikke kan fjernes uden også at påvirke de andre. Dertil kommer den generelt dårlige kvalitet af materialerne, som ofte er slidt op, smuldrer og knækker samt de store problemer med et utal af miljøskadelige stoffer.

Vollsmose er et godt eksempel. Bebyggelsen er en markant repræsentant for velfærdsstatens kulturarv og kransporsbyggeri, som har en lang række arkitektoniske og landskabelige kvaliteter fx facaderne i betonelementer med skalmur i gule mursten og vandrette betonbånd. Imidlertid er der så mange byggetekniske og sociale problemer, at det er besluttet, at området skal forandres. Man vil modernisere ved fx at isolere facaderne og lave større badeværelser, åbne køkkener, helt nedrive store dele af bygningerne og i det hele taget give området et nyt look.

De seneste par år har jeg arbejdet med renoveringen af afdelingen Granparken i Vollsmose. [Ill.2] På baggrund af dette arbejde kan jeg se særligt to forhold, som bør give stof til eftertanke, når vi skal lære af fortidens synder.

For det første bør vi fokusere på at bygge, så bygningsdele kan udskiftes enkeltvis. Dette gælder både når vi bygger nyt, og når vi renoverer. At en bygning skal repareres, bør være en grundlæggende forudsætning, vandskader pga. stoppede tagnedløb, defekte ventilationsanlæg eller vinduer kan udskiftes uden at halvdelen af facaden eller taget skal ned. Vi står lige nu med et kæmpe renoveringsbehov af modernismens bygninger, som er svære at reparere og genbruge, fordi de ikke er bygget til genbrug.

Det, vi bygger nu, afgør de muligheder, vi giver til fremtidige generationer og her er nutidens byggeri desværre ikke, nævneværdigt bedre end Vollsmose. Den brug og smid væk-tilgang, som modernismen i høj grad bygger på, er beskrevet i artiklen Rethinking Repair hvor Steven Jackson på nedslående vis, beskriver hvordan ”Things are made, and things fall apart. Objects are produced, and objects are discarded. Technologies are developed, and technologies fade into history, leaving rarely more than a trace behind.” Jackson peger på, hvordan vi gennem et øget fokus på udvikling af reparationer skal finde en ny vej i en ”constant process of fixing and reinventing, reconfiguring and reassembling into new combinations and new possibilities.” Altså skal strategier for innovation gennem renovering og genanvendelse som fx design for dissassembly fylde langt mere i det fremtidige byggeri, hvis vi ikke skal gentage samme fejl.

Den anden læring fra Vollsmose er, at den dårlige tilstand ikke alene nødvendiggør renoveringerne. Nye idealer og forventninger er nemlig en lige så stor forandringsmotivator. Den ensartede arkitektur har fået meget af skylden for sociale problemer med henvisning til argumenter så som manglende menneskelig skala eller ensartet materialitet. Ligesom i Gellerupparken er det derfor besluttet, at dele af boligerne skal rives ned og erstattes med ny og mere alsidigt byggeri.

Da man planlagde Vollsmose i 1960’erne var der høje forventninger til områdets fremtid. At store dele af Vollsmose skulle rives ned, selvom bygningerne stadig var i acceptabel stand, var helt sikkert ikke en af dem. Ikke desto mindre vil store dele af bebyggelsen blive nedrevet i løbet af de kommende år. Nedrivningen af Vollsmose kan vise os, hvor svært det er at forudse fremtiden.

Ikke desto mindre bygger de fleste bæredygtighedsværktøjer på forudsætninger for energipriser, materialepriser mv. Det gjorde man også i 1970’erne, da man lavede bitte små vinduer for at spare energi under oliekrisen. Det har vi siden grinet meget af. Men i dag laver vi ydervægge så tykke som kirkemure for igen at spare på fremtidigt forudsat energiforbrug, mens grøn energi løbende bliver mere effektiv og, forhåbentlig, snart giver mulighed for at slanke ydervæggene igen. Vores forgængere kunne ikke opstille de rigtige forudsætninger. Hvorfor skulle vi være bedre?


MINDRE FORBRUG GENNEM MERE FORBRUG

Eksemplet med de tykke ydervægge afspejler det ensidige fokus på energireduktion, man i mange år har set i arbejdet med bæredygtighed. Men hvor er detbæredygtige i præmissen om at nedrive en eksisterende bygning, bortskaffe en masse byggeaffald, udvinde nye råstoffer, producere nye byggematerialer, bygge en ny bygning for at få en mere isoleret bygning, som bruger mindre varme og strøm? Hvor længe skal denne bygning blive stående før dette regnskab går op?

Der er et åbenlyst paradoks i, at redde klimaet ved at bygge og forbruge mere. Det er der heldigvis kommet et øget fokus på. Senest har Forbrugerrådet slået fast, at for at definere noget som bæredygtigt byggeri, skal man have vurderet ”væsentlige (miljø)påvirkninger i hele produktets livscyklus fra anskaffelse af råmaterialer og fremstilling, brug og bortskaffelse af produktet samt transporter.” Det vurderes via en livscyklusvurdering hvor bygningens CO2-aftryk måles fra vugge til grav.

En livscyklusvurdering (LCA) sætter fokus på væsentlige problemstillinger i arbejdet med bæredygtighed. Giver det fx mening at bruge energi på at producere mursten til gavlisolering for at spare lidt på varmeregningen, hvis investeringen først er tjent hjem 150 år? Er mekanisk ventilation i gamle bygninger nødvendigt, hvis de kræver kæmpe ombygninger af indretningen?

Den grundlæggende vision er, at man gennem analyser af fx produktion, konstruktion, energiforbrug og vedligehold, træffer de rigtige valg. For renoveringssager er metoden imidlertid udfordret af, at århundreder eller årtier gamle bygninger, sjældent har data på opførelse eller drift og selv i dag, er det svært at få data på alle produkter. Også her er forudsætninger og manglende data en udfordring. For selvom beregningerne forsøger at indarbejde risici, vil løsningernes validitet let kunne ændres. Hvem havde fx i 2020 forudset den indflydelse som Corona og senest krigen i Ukraine har haft på materialemangel og energipriser? En løsning beregnet i 2019, kan således se helt anderledes ud i 2022. Alligevel stoler mange fortsat blindt på, at metoderne giver faktuelle svar, selvom de også vil være forbundet med en stor usikkerhed.

En tredje udfordring for arbejdet med LCA er, at anvendelsen af begrebet livscyklusvurdering indikerer en cirkularitet, som ikke nødvendigvis ses i resultatet. Mange anvender en model for LCA, som viser bygningens forløb fra vugge til grav, men idet værktøjet også arbejder med bygningens genanvendelsespotentiale, fremstilles de enkelte faser som en cirkel. Kun i det omfang materialer genanvendes, ryger de ind i et cirkulært forløb. Der er en øget vilje til, at cirkulært byggeri skal lykkes, men ved at tro blindt på LCA, undervurderes udfordringen i praksis.

Byggeriets parter bakser alle med at få genanvendelse og genbrug til at give mening. Temaet blev bl.a. belyst på konferencen Bæredygtig Byggeproces i 2021, som havde indlæg fra både bygherrer, entreprenører og myndigheder. Det er tidskrævende og involverer flere håndværkergrupper og flere arbejdsgange. Lovgivningen gør det næsten umuligt. Gældende standarder understøtter det ikke. Med andre ord påtager bygherre, entreprenør, rådgiver og producenter sig en stor risiko, når man genanvender. Vil man fx renovere et oprindeligt vindue med kitfals og påsætte forsatsrude, er det prisneutralt i forhold til et nyt. Alligevel foreslår entreprenøren typisk, at det skiftes, fordi en renovering udgør en risiko i tidsplanen, idet flere faggrupper skal involveres end ved en udskiftning.

Logistikken er en anden væsentlig problemstilling ved genanvendelse. Skifter en bygherre fx 900 vinduer, er bygherren afhængig af, at andre vil overtage bygningsmaterialerne. Hvem skal betale for nedrivning og transport? Og hvor opbevares materialet indtil det finder ny anvendelse? Glas skal måske til én producent, aluminium til en anden, så hvem står for denne koordinering? Selvom genanvendelse ser logisk og enkelt ud i diagrammet[Ill. 3], er det altså omkostningstungt i virkeligheden.

Selv hvis vi finder metoder til genanvendelse, kræver det stadig ressourcer at omdanne byggeaffaldet til nye materialer. Amalia Leifeste og Barry L. Stiefel beskriver i bogen Sustainable Heritage, hvordan hver ny produktionscyklus skaber store mængde materialer, som ikke kan genbruges og derved forsvinder fra kredsløbet. At skabe et 100 % cirkulært forløb, som de kalder a closed-loop system, er uopnåeligt, men selv mindre skridt mod et mere cirkulært byggeri, kræver, at byggematerialer designes til genanvendelse og ombygning. Flere vinduesproducenter som fx Velfac og Rationel reklamerer allerede med, at vinduerne let kan skilles ad, er lavet af genbrugstræ og har op til flere certificeringer. Men at genanvendelsesprocessen realiseres i virkeligheden, kan først ses, når vinduerne skal skiftes igen, og processen med at afklare, hvordan man økonomisk, politisk, lovgivningsmæssigt, juridisk mv. kan løse dette gennem tilskud, leje- eller takeback-ordning, går uendeligt langsomt.

Jeg oplever modernismens tænkning som repræsentant for en lineær tilgang til byggeri. Derfor har jeg set på modernistiske byggerier for at identificere, hvad vi ikke skal gøre. I skarp kontrast til dette står hvad jeg vil kalde en økologisk økologisk arkitektur.


ØKOLOGISK ARKITEKTUR

Økologiske byggeri forsøger at arbejde med en cirkulær tilgang. Økologi, som kommer af det græske oikos (husholdning) og -logi, af græsk logos (tale, ord, lære), forstås som læren om (naturens) husholdning. Økologisk Byggeri udformes med afsæt i stedets særlige klima- og naturforhold så bygningerne, både under opførelsen og i brug, belaster miljøet mindst muligt. Måske pga. af den nære kobling til individets brug af sine nærområder, anvendes begrebet økologisk byggeri i dag mest om mindre bebyggelser som bofællesskaber, økolandsbyer mv. At skabe sin egen bæredygtige og selvforsynende verden med fællesspisning, køkkenhaver og bæredygtig energi, er visionen for mange.

At bygge med lokalt klima og lokale materialer for øje er dog en løsning, som man har anvendt i alle samfund til alle tider. I Danmark byggede man bindingsværkshuse, i Sverige i træ, i Frankrig i kalksten osv. Medmindre man var konge eller godsejer byggede man med lokale materialer. Alle ressourcer blev brugt så længe som muligt og når materialet var brugt op, blev det givet tilbage til jorden som næring til dyr og planter.

Vores forfædre har gennem århundreder forfinet disciplinen i at bygge med forhåndenværende materialer til Danmarks våde og blæsende klima. Ved at bygge tage med udhæng skærmede man bygningen for regnen og man at lærte at placere bygningerne, så de lå bedst i forhold til sol og blæst. Man udviklede principper for vægge, gulve, fodpaneler, indfatninger mv. som kunne optage tolerancer. Konstruktioner blev bygget, så enkeltdele let kunne skiftes, hvis der fx kom råd på udsatte steder.

At bygge i symbiose med naturen hænger naturligvis kun sammen så længe, at man ikke belaster jorden mere, end at den kan regenerere. Idéen om økologi forsvinder, når vi skaber for stor belastning. Økologi i sin rene udgave, er for urealistisk på en klode, hvor vi skulle have 4 jordkloder, hvis vi alle skulle have et forbrug som i Danmark. Måske af den årsag bruger vi for de mere masseproducerede bebyggelser i højere grad begrebet bæredygtighed. Man kan dog stadig godt anvende nogle af grundprincipperne fra den økologiske tankegang.

Det Kongelige Akademis Center for industriel Arkitektur (CINARK)illustrerer gennem byggeriets materialepyramide materialevalgets konsekvenser for CO2-udledningen, så man nemmere kan vælge en bæredygtige løsning. Imidlertid kan de driftsmæssige konsekvenser ved fx trævinduer frem for træ/alu betyde, at mange bygherrer stadig har en berettiget frygt for udgifter til vedligehold. Driftsbudgetter er et naturligt sted at spare, og uden penge til at male vinduer, er det nemmere at lade dem forfalde og skifte dem senere – til træ/alu, naturligvis. Der ligger en stor kommunikationsopgave i at få både driftspersonale, bygherrer og politikere til at afsætte ressourcer til bæredygtig drift i stedet for kun at afsætte penge til nye projekter.

Materialepyramiden illustrerer også, hvordan materialer som aluminium og beton har en stor CO2-påvirkning, hvorimod traditionelle materialer som ler og træ har en lille påvirkning. Netop den traditionelle arkitektur er forfinet gennem århundreder til at passe til vores klima og kan derved give inspiration til arbejdet med bæredygtighed. Af den grund, kan det undre, hvordan vi har smidt al vores erfaring væk til fordel for tage uden udhæng med pudsede hvide facader, som står grønne af alger efter ganske få år, fordi regnvandet er væltet ned. Den umiddelbare byggetekniske fordel og økonomiske besparelse kombineret med de ekstra kvadratmeter, som et fladt tag giver, frister tilsyneladende så meget, at bygningens drift og tilstand kun i mindre grad tages i betragtning. Det er en menneskelig bias at prioritere nuet og bekymre sig mindre om fremtiden. Indenfor adfærdsdesign anvendes begrebet The Power of Now til at beskrive menneskets tilbøjelighed til at prioritere de kortsigtede interesser. Men når vi kan finde ud af at spare op til pension, bør vi også kunne sætte lidt bygningsarv til side til at sikre fremtiden for den.


KVALITET OG MÅLBARHED

At man i udviklingen af nye bebyggelser ser bort fra tidligere erfaringer og fravælger kvalitet og holdbarhed, kan ærgre. Bygninger uden tilstrækkelig kvalitet, har en øget risiko for at blive ombygget eller nedrevet. Skal vi opnå reel bæredygtig, bør vi skabe mindre spild. Ikke kun i form af lavere energiforbrug, mindre byggeaffald, reduceret ressourceforbrug, men også ved at undgå dårlige beslutninger, ringe kvalitet og forkerte forudsætninger, hvilket for mig, er langt mere kritisk, fordi det netop er så indlysende og derved burde være nemt at efterleve.

Når vi i dag måler kvalitet, vil det fx typisk være i forhold til holdbarhed. Er facadeplade A fx mere holdbar end B? Kvalitet handler dog om langt mere end blot vedligehold. Også forhold som design, rumlighed, lysindfald, stoflighed mv. spiller ind, som bl.a. beskrevet af Juhani Pallasmaa i bogen The Eyes of the Skin.

I byggebranchen fylder de kvalitative parametre forbavsende lidt i vores dialog og beslutningsproces. Vi stiller sjældent spørgsmål til standardiserede løsninger, selvom mange er kortsigtede og har et stort materialeforbrug. Vi taler fx ikke om den manglende holdbarhed af pudsede facader og tage uden udhæng som det bla. ses i eksemplet med Havneholmen. [Ill. 4] Eller om tekstur, farver, design og æstetik. Hvorfor er der ikke oprør over at materialer er bygget til blot at blive smidt væk? At man sjældent kan genbruge vinduer eller gipsplader og hvordan også genanvendelse er forbundet med stort ressourceforbrug til ny produktion?

Ressourcespildet i en større skala kan igen illustreres ved at se nærmere på de større ombygninger, jeg selv har været en del af. Renoveringer begynder typisk med en nedrivningsentreprise. Bygningen strippes for alt nyere materiale som fx gipsvægge, gulve, systemlofter, forsatsvægge, døre og vinduer. Efter endt nedrivning sorteres materialet i store bjerge på byggepladsen for siden at blive kørt væk som affald. Meget lidt nyere materiale kan genbruges og det materiale, som står tilbage, er typisk oprindelige konstruktioner, bjælkelag, indskudsler, gulve, lofter og vægge, døre, originale vinduer, trapper mv.

Det er en stor tilfredsstillelse at finde de originale lag med dets farvesætning og stoflighed. Det er som at finde ind til bygningens identitet. De gamle materialer er et bombardement af sanseindtryk med kvaliteter, som vi aldrig kommer i nærheden af igen. Eksempelvis har et originalt vindue med spinkle sprosser, kitfals og trukket glas, både dimensioner og stoflighed, som vi ikke kan genskabe med vores teknik i dag. [Ill. 5]

Men kvaliteterne er svære at formidle til andre, når byggeriet kører for fuld skrue og økonomi og tidsplan er presset. Det er desuden svært at passe kvaliteterne ind i alle de nye værktøjer, for fx bæredygtighed, som typisk beskriver præcise procedurer og processer. Med deres store fokus på målbarhed, opfylder de et behov hos mange bygherrer og rådgivere for at kunne dokumentere, hvorfor specifikke valg er truffet og skabe tryghed for, at pengene kommer hjem igen. Skal værktøjerne integrere kvalitative parametre, skal de således kunne give den samme tryghed hos beslutningstageren.

Sat på spidsen medfører dette, at hvis en kvalitet ikke måles og vejes, tages det ikke i betragtning. Hvis de kvalitative værdier skal tælle med, skal vi altså integrere et mere helhedsorienteret perspektiv i beslutningsprocesserne eller gøre de kvalitative værdier målbare.

Værdi og arkitektonisk kvalitet indgår kun i meget begrænset omfang i de værktøjer, som typisk anvendes i arbejdet med bæredygtighed. Derfor vil jeg her til sidst pege på en række områder, hvor jeg ser et potentiale for integrere mere kvalitative og langtidsholdbare perspektiver i praksis.


DEFINITION AF VÆRDIER OG AMBITIONSNIVEAU

Mange projekter begynder med tårnhøje mål for bæredygtighed. Når tiltagene skal prissættes, bliver det for dyrt at realisere og ambitionsniveauet sættes ned. Men når man er begyndt for ambitiøst, vil selv en hæderlig indsats føles som en fiasko, når man skal fortælle om det på direktionsgangen.

Personligt er jeg tilhænger af at lave en realistisk proces, hvor de opgaver med mest værdi for det specifikke projekt, prioriteres. Ved at koble bæredygtighedsindsatser til de aktiviteter og byggearbejder, som i forvejen udføres, forstærkes bebyggelsens eksisterende værdier og kvaliteter i stedet for at opfinde store projekter, som man alligevel ikke har råd til.

Et helt konkret eksempel på et praktisk og realistisk fokuspunkt er at koble en bygnings genanvendelsespotentiale med tilstandsvurderinger, bevaringsværdier og myndighedskrav, da disse forhold går hånd i hånd. Kan et vindue ikke bruges pga. myndighedskrav eller tilstand, giver det ikke mening at tale om genanvendelse.

De nuværende bæredygtighedsværktøjer stiller så store krav til dokumentation og beregninger hos alle parter, at man kan være usikker på, om det er tiden værd. Specielt, når man tager i betragtning, at alle beregningerne vil være forbundet med usikkerheder og man kan aldrig vide, om man tager den rigtige beslutning på den lange bane. Derved kommer valget af løsning i lige så høj grad til at handle om værdier og antagelser. Føles det intuitivt rigtigt at renovere eller at rive eksisterende bygninger ned?

For politikere er der flere stemmer i at klippe et rødt silkebånd til en ny skole, end på at have malet vinduer på en gammel. Vi bør i stedet fortælle de gode historier om strategisk og bæredygtig drift og renovering.

Renoveringer giver mulighed for at fremhæve eksisterende kvaliteter og skabe en stolthed omkring bygningernes værdier. En oplagt begyndelse på et renoveringsprojekt vil være at introducere bygherre til bygningernes historie. Uanset, om man fortæller om Vollsmose eller en gammel byejendom, oplever jeg, at de fleste bliver nysgerrige, når man viser historiske planer, fotos og beskrivelser i bydelsatlas mv. For det meste tager bygherrer og brugere værdierne til sig og det er en fornøjelse, når bygherren med stolthed italesætter bygningernes kvaliteterne overfor andre. Dette ejerskab kan bruges, til at skabe et ansvar for bygningernes ve og vel længere ud i fremtiden.


DE MANGE MULIGHEDERS FORBANDELSE

Hvert byggeprojekt består af en uendelig række af kombinationsmuligheder. Skal de alle regnes igennem i forhold til både udvinding af materialer, energiforbrug, transport, byggeri, drift, nedrivning og deponi, vil vi aldrig kunne træffe en beslutning. Tillagt de store usikkerheder, som findes i opstillingen af forudsætninger, kan bæredygtighedsværktøjer, som beror på beregningerne, give en falsk tryghed.

Mange bygherrer anvender de forskellige beregninger til at afgøre, hvad der giver mest value for money. Men måske bør vi, som tillæg til kvantitative data evaluere hvordan bæredygtige huse har præsteret efter nogle år i drift. Har de indhentet de forventede energibesparelser? Fungerer den lokale afledning af regnvand? Giver de biodiversitet eller er planterne visnet? Er materialekvaliteten stadig i top? Mens vi venter på resultaterne af evalueringer fra tidligere bæredygtighedsprojekter, hvor mange fortsat er for unge til at give resultater, kan vi tage til Ørestaden og se, hvordan det går med social og miljømæssig bæredygtighed samt kvaliteten af arkitektur, byrum og materialer efter et par årtier. I realiteten er der nok lidt flere gråvejrsdage, færre mennesker på gaden, færre caféer og langt flere biler end på de indledende visualiseringer.

Der er en tendens til at fokusere på de positive historier, mens det er langt sværere at finde konkrete data af de faktiske resultater. Man deler gerne sejre, men helst ikke nederlag. Byggebranchen er udfordret af behovet for at placere ansvar og skyld og da bæredygtighed ofte er en markedsføringsstrategi, ønsker mange ikke at fremhæve, når den ønskede besparelse udebliver. Derfor er det svært at finde de konkrete erfaringer og data fra andre projekter fra både bygherrer og rådgivere.

Udveksling af erfaringer fra konkrete projekter er nødvendige. Men det kræver, at vi tør dele, når vi tager fejl. I stedet for at blive set som en fiasko, når noget fejler, skal det give god omtale at sige: Vi prøvede denne strategi og fik dette resultat. Når vi prøver igen gør vi dette …og giver dette råd til andre ...

I både Ørestaden og Grønttorvet har markedsføring og branding fyldt meget. Så når Grønttorvet kan sælges som grøn bydel, kan smukke gamle bygninger vel også sælges som bæredygtige? Gennem metoder som storytelling og adfærdsdesign, kan vi måske få folk til at prioritere langtidsholdbart design, bedre materialekvalitet, stoflighed og ikke mindst skønhed.

Netop bygningernes skønhed har i de seneste års arbejde med bæredygtighed være nedprioriteret. Det store fokus på energibesparelse har bevirket, at mange synes, at sorte solceller på bevaringsværdige røde tegltage er en menneskeret, fordi det er i klimaets navn. Det er en underliggende logik, at design og skønhed er en luksus, man ikke har ret til, hvis jorden er ved at gå under.

Imidlertid viser mine eksempler netop, at hvis noget ikke har en vis kvalitet, vil det enten ikke blive passet på eller vil blive udskiftet før endt levetid. Således bør vi, om noget, prioritere kvalitet og skønhed om ikke også for vores eget velbefindendes skyld. Imidlertid kræves der beviser og fakta. Skal vi have folk til at handle anderledes, skal vi danne et bedre datagrundlag, som gør folk mere trygge ved at vælge kvalitet. Dette kunne eksempelvis ske ved i højere grad at arbejde med evidensbaseret design.


SKAL VI LÆRE AT NØJES?

Jeg har forsøgt at se på vores arbejde med bæredygtighed i byggeriet fra en praktisk vinkel, fordi jeg, som praktiker, oplever, at det netop er i mødet med den virkelige verden, at strategier og værktøjer fejler. Med deres iboende logik om, at vi kan producere os til bæredygtighed, hjælper værktøjerne os blot i samme retning som før og det er netop retningen, som er problemet. Til at beskrive klimakrisen anvendes ofte Lao Tzu, som har sagt: ”If you do not change direction, you may end up where you are heading.” Lige nu går vi samme vej, selvom vi måske ankommer en generation senere.

Skal vi opnå reel bæredygtighed, må vi radikalt ændre strategi. Dette kræver ikke kun en ændring af byggebranchen, men også af os som forbrugere. Det kan lyde som en umulig opgave at få folk til at give afkald på ting, som man ser som en selvfølge og acceptere at skulle nøjes med mindre. Indenfor tøjindustrien og fødevarer er denne udvikling imidlertid allerede i gang. Særligt unge køber genbrugstøj som aldrig før og salget af oksekød er i Danmark faldet. Dette er to eksempler på, at det faktisk kan lade sig gøre at ændre folks adfærd.

Byggebranchen halter på dette punkt bagefter, i hvert fald når det gælder reel handling, hvor Corona og generelt opsving har sat gang i byggeriet som aldrig før. Skal vi reelt skabe forandringer, skal vi gøre noget på linje med ikke at spise oksekød – fx lade være med at rive bygninger ned og i stedet genbruge dem ved at bygge om. Det vil kræve en anden fleksibilitet i både vores anvendelse og funktioner og markante ændringer og lempelser af lovgivning og øvrige krav.

At nedskalere byggeiveren vil kræve, at bygherrer – både private og offentlige – genovervejer, om de nu har brug for alt den plads. Skal børneværelset være 15 m2 og klasseværelset nødvendigvis 60 m2? Eller kan man i højere grad benytte lokaler til flere formål? Hvor kan man bedst få synergi af fleksible løsninger? Alle de nævnte forhold vil kræve en ændret tilgang og ikke mindst markante lempelser eller dispensation i love, tilskudsordninger og procedurer, som kan virke uoverstigelige.

I de tidligere nævnte eksempler på renoveringer, ville det at nedskalere projekterne fx betyde, at den balancerede ventilation i Vollsmose droppes, at akustiklofter i nye eller ombyggede boliger og efterisolering af facader, ændringer af terrændæk og niveaufri adgang til tilgængelighedsboliger ville udgå. For mange vil dette opleves som en forringelse. Alternativt vil tilgangen kunne danne grundlag for en ny og mindre omfangsrig måde at renovere på og måske åbne muligheder for mindre omfattende forbedringstiltag.

Imidlertid går få frivilligt af med det de har, hvis alternativet umiddelbart opleves som ringere på den korte bane og oveni vil processen være tung og besværlig med mange modstandere. Derfor bliver det en udfordring at sælge idéen om at tage til takke med mindre. Et ændret fokus kræver nye vaner, mere besvær, mere kommunikation osv. Imidlertid er Corona et eksempel på, hvordan man efter nye retningslinjer meget hurtigt fandt metoder til at undervise ude, arbejde hjemme, tilmed digitalt, og hvordan dette blev accepteret af de fleste, fordi det var nødvendigt. Måske vi i arbejdet med bæredygtighed tilsvarende kunne lære nye måder at arbejde og prioritere på.

Vi skylder os selv og vores efterkommere at være ærlige. Skal vi være rigtig bæredygtige – også i praksis – og give de bedste muligheder videre til kommende generationer, så skal vores tilgang ændres. Forhåbentlig kan vi gennem et øget fokus, mere forskning og udvikling finde nye metoder. Veje til nye produkter og forretningsområder, som kan både markedsføre og vejlede til processer for bæredygtighed og renovering i fremtiden.


–

Louise Harder er uddannet arkitekt i 2003 med speciale i renovering og transformation og har siden arbejdet både som sagsbehandler, planlægger og bygherre. I dag arbejder hun som praktiserende arkitekt med renovering af alment byggeri. Louise færdiggjorde i 2021 masteruddannelsen NORDMAK, hvor undersøgelsesfeltet har været koblingen mellem kulturarv, bæredygtighed og værdisætning.