De fleste danskere har et forhold til Christiansborg. Vi kender slottet fra politiske debatter i Folketingssalen og interviews med politikere på gangene. Her træffes beslutninger, som har afgørende indflydelse på vores liv, hverdag og fremtid. Hvordan vil vi som samfund håndtere en pandemi? Vil vi opfylde klimamålene og hvordan? Hvem må gifte sig med hvem? Christiansborg er meget mere end et bygningsværk. Det er et symbol på værdier i demokrati og folkestyre.
Sammen med en gruppe internationale studerende besøgte jeg for nogle måneder siden Rigsdagsfløjen på Christiansborg. Et besøg, der gav anledning til refleksioner og samtaler om bygningsværket, og hvordan det har udviklet sig siden det blev opført.
Med internationale gæster i parlamentsbygningen, er det oplagt at stille spørgsmålet: Hvad fortæller parlamentet om os danskere, vores historie og vores samtid?
RIGSDAGSFLØJEN OG CHRISTIANSBORG
Christiansborg Slot ligger på Slotsholmen i København, hvor magten i Danmark har været samlet siden middelalderen. Forskellige styreformer har afløst hinanden og i dag danner Christiansborg den fysiske ramme om Folketinget samtidig med at bygningen rummer De Kongelige Repræsentationslokaler og Højesteret. Det er – set i en europæisk sammenhæng – usædvanligt at man i et demokrati har samlet kongemagt, Højesteret og parlament i den samme bygning. Et forhold der blev diskuteret heftigt forud for og efter opførelsen af det Christiansborg, vi kender i dag.
Christiansborg Slot kan i hovedtræk deles op tre rumlige og kulturhistoriske strukturer, der tilsammen danner en arkitektonisk helhed.
Det første Christiansborg, opført som kongeslot og færdigbygget i 1745 og delvis nedbrændt i 1794. Fra dette anlæg er Slotsgården med Ridebanen, Hofteatret og Marmorbroen bevaret. Det andet Christiansborg, opført som kongeslot i 1828 og delvis nedbrændt i 1884. Fra dette anlæg er Slotskirken og de to forbindelsesbygninger bevaret. Det tredje Christiansborg med den trefløjede hovedbygning, der stod endelig færdig i 1928 opført som Kongebolig samt Højesteret og Rigsdag.
Den nuværende hovedbygning indskriver sig således som en del af det første Christiansborg, der var opført som et barokt 1700-tals anlæg. Dens hovedanslag i både plan og facadekomposition samt det store tårn med det kobberbeklædte spir har klare referencer til barokken.[Ill. 1]
Rigsdagsfløjen ligger i den sydlige sidefløj, men markerer sig også i hovedfacadens komposition med tre store vinduer i facadens sydlige siderisalit.[Ill. 2]
Trods anlæggets overordnede aksiale symmetri, har Rigsdagsfløjen også en selvstændig facade, der er kendetegnet af et monumentalt, centralt placeret og rigt dekoreret trappe- og indgangsparti mod Rigsdagsgården. Fra det lukkede gårdrum opleves Rigsdagsfløjen som en hovedfacade og ikke som en sidefløj i anlægget. [Ill. 3]
Placeringen af det monumentale indgangsparti mod den lukkede Rigsdagsgård afspejler en debat omkring opførelsen, omfordelingen mellem Kongehus, Rigsdag og Højesteret. Den arkitektoniske bearbejdning udtrykker et ønske om at bibringe sidefløjen med Rigsdagen en selvstændig status.
ARKITEKTKONKURRENCEN
Det tredje Christiansborg er resultatet af en arkitektkonkurrence, der blev udskrevet i 1905. Det nye Christiansborg Slot skulle opføres som en del af det eksisterende anlæg, der rummede elementer fra både det første og det andet Christiansborg. Rigsdagsfløjens funktionsprogram skulle indrettes til det daværende to-kammer parlament med hhv. Landsting og Folketing Derudover skulle forslaget samle kongebolig, Rigsdag og Højesteret.
Arkitekten Thorvald Jørgensen vandt projektet, og det endelige forslag blev vedtaget i 1907. Projektet var igennem flere politiske processer og faglige debatter om, hvordan den vanskelige opgave kunne løses. Det gennemgik en række væsentlige ændringer frem til Rigsdagens indflytning i 1918. Og endnu flere ændringer kom til førslottet stod endeligt færdigt med De Kongelige Repræsentationslokaler i 1928.
Thorvald Jørgensen arbejdede i sit projekt med afsæt i et formuleret ønske om at skabe det han kaldte en rigsborg. Det er ikke et begreb, der har forbillede i dansk arkitekturhistorie, men et begreb, der særligt er knyttet til det tredje Christiansborg. Måske netop fordi det ikke har direkte historiske referencer, kunne begrebet rigsborg beskrive den nye bygning, der skulle samle kongebolig, Rigsdag og Højesteret under samme tag.
Det oprindelige projekt havde sandstensbeklædte facader, ligesom det tidligere barokslot, men denne beslutning blev ændret undervejs. Som en del af rigsborgs-tankenvalgte Thorvald Jørgensen i stedet materialer, der blev opfattet som kernedanske. Egetræ, smedejern og ikke mindst granit. Efter forskellige facadeforsøg og mange drøftelser blev det besluttet at opføre slottets facader i granit, og i 1909 blev der sendt en opfordring ud til landets kommuner om at donere sten til formålet. I sit brev til kommunerne skrev Thorvald Jørgensen: ”Det hele land frivilligt og enigt skal bære Sten til den nye Rigsborg og med hvilken Medejerfølelese vil Folk ikke se på denne Borg, hvor Sten fra alle Egne er anbragt i Murværket” Over 700 sogne sendtei alt 7000 forskellige sten fra hele riget.
Det nybarokke slot – eller rigsborg – blev tegnet i en brydningstid og var allerede ved konkurrencen i 1905 en kende altmodisch. Den lange byggeproces blev først afsluttet i 1928, hvor en ny tids arkitektur var godt på vej.
Slottet blev således først endeligt færdigt et år før Barcelonapavillonen, der blev opført ved verdensudstillingen, og tre år før Kay Fisker, C.F. Møller og Povl Stegmann vandt konkurrencen om Århus Universitet. Måske netop på grund af den lange tilblivelsesproces har slottet ikke indskrevet sig som hverken innovativt eller banebrydende i dansk arkitekturhistorie. Da slottet stod færdigt i det ydre i 1917 blev det – ikke mindst fra arkitektkredse – også mødt med stærk kritik. Ikke mindst facadebeklædningen og den rigelige brug af granit blev kritiseret.
I dag fremstår slottet og Rigsdagsfløjen som en velbevaret helhed. Et gennemarbejdet gesamtkunstwerk, hvor arkitekten Thorvald Jørgensen sammen med sine medarbejdere og en række samtidige kunstnere og billedhuggere tegnede og formgav alt. Fra facadens komposition og granitskulpturer og de store stuklofter og gulvenes belægninger til de forskellige møbler, lamper og helt ned til de nummererede cigarholdere udenfor Landstingssalen.
Denne arkitektoniske og kulturhistoriske helhed og sammenhæng er i dag en af anlæggets store kvaliteter, men samtidig også en udfordring når der skal forandres. Sådanne udfordringer ses i to eksempler fra arbejdet med at styrke det eksisterende og samtidig føje nye og aktuelle lag til.
KVINDERNE PÅ CHRISTIANSBORG
Det var ikke kun de arkitektoniske idealer, der ændrede sig i begyndelsen af forrige århundrede. Da Rigsdagen i 1918 rykkede ind på det nye Christiansborg, udtalte Kong Chr. X bl.a. i sin tale, at det måtte betragtes som en meget betydningsfuld dag, fordi det var første gang, at Rigsdagen var “sammensat som påbudt i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915″ efter hvilken alle landets borgere, kvinder som mænd, havde opnået lige ret til deltagelse i lovgivningsmagten. I arbejdet med planlægningen af Rigsdagsfløjen på Christiansborg besluttede byggeudvalget i 1911 at indrettede et toilet for kvinder nær salen.
Med grundloven fra 1915 havde kvinderne opnået stemmeret, og ved rigsdagsvalget i 1918 blev fire kvindelige folketingskandidater valgt ind. Det svarer til 2.9 % af tingets medlemmer.
Den historiske kønsfordeling med en overvægt af mænd præger også i nogen grad Rigsdagsfløjen i dag. Det ses i f.eks. Samtaleværelset, hvor den ene endevæg er domineret af maleriet Fra forhandlingerne om Grundloven 5. juni 1915 af Herman Vedel fra 1917 afbilleder 30 alvorlige mænd i mørkt tøj. [Ill. 4] De øvrige billeder i Samtaleværelset var frem til for få år siden ligeledes portrætter af mænd i mørkt tøj.
Samtaleværelset har i de seneste år gennemgået en omfattende restaurering og i den forbindelse også en nyophængning af billeder, hvor man bevidst har tilstræbt en bredere repræsentation. Bl.a. er maleriet Fra kvindevalgretskampens første dage med portrætter at kvinder og mænd, der arbejdede for at opnå valgret blevet ophængt i Samtaleværelset. Billedet er Malet af Marie Luplau 1891-97.[Ill. 5]
Folketingets Præsidium besluttede i 2021, at der skal udføres et stort nyt maleri til Samtaleværelsets anden endevæg. Maleriet skal portrættere 30 kvinder, som har haft betydning for demokratiets virke siden 1915. Et greb, der både bevarer de bærende elementer i det historiske værelse og samtidig giver det en aktuel kommentar, der perspektiverer og giver nye betydningslag til det store grundlovsbillede.
EN FOLKETINGSSAL FOR ALLE?
Folketingssalen, der er Danmarks centrale beslutningsrum, har været ramme for nogle af de vigtigste nationale beslutninger i de seneste 100 år. Det er et historisk ladet rum, som fortsat er i daglig brug. Ikke kun af politikere men også af journalister og tilhørere, der benytter sig af, at der er åben adgang til Folketingets debatter.
Salen spænder – som det eneste rum i slottet – over tre etager og har en klar struktur. Et nedre plan, der danner rammer om medlemmernes pladser, og et øvre plan med loger og tilhørerpladser. [Ill. 6]
Det nedre plan, hvor Folketingets medlemmer samles, er kendetegnet af de panelerede egetræsvægge, som danner et tæt og rigt detaljeret rum omkring Folketingets medlemmer. En hesteskoformet opstilling af borde og stole omkring Folketingets talerstol, der alt er udført i egetræ.
Det øvre plan med tilhørerpladserne er kendetegnet af hvidmalede vægge, som understreger den funktionelle adskillelse. De sekundære aktører og tilhørere kan følge handlingerne i salen fra loger og tilhørerpladser, tilbagetrukket fra salens rumlige afgrænsning. Symbolsk skal man bemærke, at Dronningelogen ikke er en del af selve det parlamentariske rum, men er placeret som en del af tilhørerpladserne.
Hele salen er kendetegnet af et gennembearbejdet interiør med referencer til både jævn dansk 1700-tals barok og samtidig med et let præg af tidens jugendstil. [Ill. 7]
I 2017 blev der på foranledning af Folketingets Præsidium gennemført et større projekt, der skulle sikre ligeværdig tilgængelighed for alle i Folketingssalen. I forbindelse med projektet er opstillingen af møbler i hesteskoform justeret for at give plads tilgængelighed. For at opnå den fornødne plads til nyopstillingen, er der desuden foretaget ændringer og gennembrydninger i de panelerede vægge. Tilføjede enkle markeringer i ganglinjerne, gør det lettere for synshandicappede at orientere sig i salen. Endelig er talerstolen bearbejdet således at man nu enkelt og ukompliceret kan tilgå talerstolen som kørestolsbruger. Trods ændringerne er helhedsindtrykket i salen det samme som tidligere.
Projektet med tilgængelighed til Folketingssalen er løst af Rønnow Arkitekter i samarbejde med Folketingets Byggesekretariat. [Ill. 5]
PLADS TIL FORBEDRINGER
Som grundlag for projektet med tilgængelighed til Folketingssalen og den igangværende ændring af Samtaleværelset har Folketingets Byggesekretariat forinden nøje tolket og beskrevet hvad der tillægges særlig bevaringsværdi, og formuleret en restaureringsholdning. Christiansborg Slot er ikke fredet, men det har været ønsket fra Folketingets Byggesekretariat, at behandle det som om det var. En sådan værdisætning og fredningsbeskrivelse vil normalt primært forholde sig til de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier. Den sammenfattes i en vurdering af bærende bevaringsværdier, som de giver sig til udtryk i de fysiske forhold. I arbejdet med Folketingssalen ønskede man dog specifikt at fremhæve at ”det ses som en bærende bevaringsværdi, at funktionen som Folketingssal fastholdes og at salen til stadighed afspejler de værdier, der knytter sig til folkestyret.” I dette tilfælde har man altså ikke bare set på de fysiske bevaringsværdier, men også lagt vægt på de immaterielle værdier og den symbolværdi, der knytter sig til Folketingssalen.
Netop den sidste del af sætningen ”at salen til stadighed afspejler de værdier, der knytter sig til folkestyret”er et signal om, at man ønsker at bygningen fortsat skal udvikle sig og afspejle de værdier og tendenser, som kendetegner samfundet. Samtidig er der et ønske om at bevare det eksisterende som en fortælling om tidligere holdninger og måder at organisere folkestyret på, og måske ligefrem kontrastere dem.
I en tid med så store paradigmeskift som vi oplever i øjeblikket, er der god plads til, at flere store dagsordner kommer på tapetet på Borgen. Måske vil flere på den måde kunne identificere sig med de værdier, bygningen afspejler, og dermed også kunne betragte Parlamentet som sit eget.
–
Arne Høi er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus med speciale i restaurering. Han er tidligere leder af Center for Bygningsbevaring; RAADVAD og kontorchef i Slots- og Kulturstyrelsen. Arne Høi er Institutleder på Det Kongelige Akademi, Institut for Bygningskunst og Kultur. Han har fungeret som rådgiver for Folketingets Byggesekretariat omkring bevaring og udvikling af Rigsdagsfløjen.
Recensionen er et format hvor ældre arkitektur anmeldes på ny, så ældning og anvendelse kan indgå i vurderingen, og måske skabe nye indsigter i arkitekturen.
Folketingets Præsidium, Christiansborg Slot, Andet bind (Købehavn: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk, 1975), 282.
Svend Thorsen, Danmarks Folketing – Om dets hus og historie (København: J.H. Schulttz Forlag, 1961), 300.
Folketingets Byggesekretariat, red. Arne Høi, Folketingssalen – Bevaringsværdier og restaureringsholdning, 2019 (ikke publiceret).
Ibid.