I Anbefalinger til Arkitektforeningen anbefales foreningen at gå forrest i et såkaldtigangværende paradigmeskifte. Arkitektforeningen udfolder dette som ”et paradigmeskifte mod en mangfoldig og inkluderende kultur på tværs af faget. Hvis paradigmeskiftet i denne sammenhæng har et efter, som stræber mod en mangfoldig og inkluderende kultur, kunne det antages, at paradigmeskiftets før er gjort af det modsatte, altså en ensartet og ekskluderende kultur?
Inklusion er et af de 6 hovedtemaer til dette års World Congress of Architecture. WHO IS THE ARCHITECT? spørger organisationen Building Diversity, mens Arkitektforeningen nedsætter equality-komiteer og anbefalingsudvalg til at føre fagfællesskabet på den anden side. Ønsket om at nå fra før- til efter-paradigmet afspejlesmange steder i faget, og ordet inklusion adresserer en bredere repræsentationen, hvilket inkluderer en udvidelse af idéen om arkitektens identitet.
Arkitektforeningens logo illustrerer i dag en nøgen person med en penis og to englevinger. Personen står henslængt i en guddommelig positur med benene over kors og læner sig mod en søjle med dorisk kapitæl. Building Diversity har i fællesskab med Arkitektforeningen efterspurgt forslag til et nyt logo, der repræsenterer et bedre ideal for samtidens og fremtidens arkitekter. Ifølge organisationen har skikkelsen fra logoet formet arkitektfagets selvopfattelse gennem hele fagets historie. Den repræsenterer den succesfulde arkitekt som det individuelle geni, der udfolder sine talenter gennem sine værker. Denne figur optræder i dag i sin mest ekstreme form som den såkaldte starchitect. Men hvordan repræsenterer den succesfulde starchitect et paradigmatisk før?Og hvilken rolle spiller skikkelsen i fagfællesskabets ensartede og ekskluderende kultur?
I bogen Narratives of Architectural Education beskriver forfatteren James Thomson, hvordan en helt bestemt identitet i arkitektfaget nåede et toppunkt i den moderne æra og blev udrullet som et allemands-ideal for det tyvende århundredes arkitektbranche. Identiteten, som Thomson henviser til, uddyber han ved at sammenligne den med Howard Roark, hovedkarakteren fra Ayn Rand’s roman The Fountainheadfra 1943. Howard Roark er en succesfuld, selvstændig og arbejdsom arkitekt med revolutionerende idéer. Howard lader aldrig udefrakommende modstand påvirke tiltroen til hans idéer, og idéerne bliver derfor overbevisende. Han er en karakter med en urokkelig integritet og en vilje af stål.
Ayn Rand var en neoliberal filosof og forfatter. Karakteren Howard Roark skrev hun for at udfolde sine idéer om individets evner til at udnytte sit ego som drivkraft. Hun vil lære os, at tænkningen, viljen og tiltroen kan vise os alle vejen til succes. Ifølge Thompson, blev Howard Roark et forbillede for mange arkitektstuderende verden over. Han mener, at modernistiske ikoner såsom Frank Lloyd Wright, Le Corbusier og Louis Kahn tog sporene fra Howard Roark til sig og blev idoliserede som personaer med mytiske statusser. Men afspejles Howard Roarks skikkelse også i karakteren med vingerne, der læner sig henslængt tilbage på arkitektforeningens logo?
De faglige idealer, som Roark er gjort af, virker ihvertfald beslægtede med dem, som logoet kritiseres for at repræsentere. Så hvorfor og hvordan bidrager værdier og idealer såsom selvstændighed, passion og handlekraft til en ensartet og ekskluderende kultur i det faglige fællesskab?
JÆGERNES FALD
I Ursula K. Le Guins samfundskritiske essay Bæreposeteorien om fiktion skriver Le Guin, at vores samfund altid har været styret af én fortælling: Fortællingen om jægeren.
Først og fremmest var mennesket ellers samlere og levede af vegetabilsk føde. Samlerens fangst udgjorde 85% af den menneskelige føde. Alligevel er det jægerens historie, vi har fortalt, om og om igen. Historien om samleren er besværlig. Samlerens rolige, langsommelige og gentagne færden er ikke lige så medrivende som jægerens blodige kamp. Afspejler dette sig i arkitekturhistorien? Er Howard Roark en jæger, og har vi kun hørt hans historie?
Vi begyndte med Vitruvius og slutter med Bjarke Ingels. Er historierne om begge, og mange ind imellem, historierne om jægere? Om enkeltstående genier uden fejl, tvivl eller kollegaer? Ifølge James Thompson er svaret ja. Han mener, at både historien og læringsformen på fagets institutioner bærer stærkt præg af individbaseret heltedyrkelse.
Efter modernismens og postmodernismens aftryk på arkitektfagets kultur er læringsformen, hvor den studerende arbejder på egen hånd med et individuelt projekt, implementeret som normalen på de fleste uddannelsesinstitutioner. Denne læringsform er blevet kritiseret for at promovere egocentriske kvaliteter og dyrke heroiske figurer. James Thomson mener, at den individualistiske undervisning og dyrkelsen af den heroiske arkitekt har eroderet både arkitektens selvopfattelse og offentlighedens idé om arkitektens erhverv. Han mener, at vi på baggrund af dette reproducerer egocentriske og helteagtige arkitekt-identiteter, som er eskaleret i populærkulturens idolisering af de såkaldte starchitects.
I en artikel fra Financial Times beskriver Journalisten Edwird Heathcote, at starchitecten som fænomen oftest har opnået sin succes gennem karisma, charme og evnen til at forklare et projekt kortfattet og overbevisende. Han kritiserer stachitectens metoder for at arbejde imod kompleksitet, fordi kompleksiteten er besværlig at præsentere og repræsentere. Denne udtalelse kobler sig til Bjarke Ingels’ og hans ikoniske diagrammer om arkitekturens rejse fra A til B.
Ifølge Thomson har ikon-arkitekter gennem hele historien benyttet myter og fabler til at illustrere deres designproces mod målet. Starchitectens evne til at overtage historien er altså tæt beslægtede med jægerens. Ligesom jægerens er starchitectens succes funderet i at indtage spotlightet gennem historiefortælling. Som Le Guin skriver: ”Det er historien der gør forskellen. Når helten overtager historien, er der ingen historie uden helten. Det centrale anliggende i heltens historie er konflikten. Konflikten er lineær. Heltens pil eller sværd begynder her og styrer lige derhen, og rammer sit mål GOK. og målet falder om.” Det er Leonardo DiCaprio og en bjørn, et udfald, en helt. En starchitects evne til at fortælle en historie, reducere kompleksitet og levere en løsning.
DEN NYE FORTÆLLING
Hvis det faglige fællesskab i øjeblikket fremstår opbrudt, så tror jeg både et spejl og spørgsmålet om who the architect is, er relevant. Når Howard Roark er helten og Leonardo DiCaprio vinder slaget over bjørnen fremstår fællesskabet overflødigt. I heltehistorien bor individualismen. If you snooze you loose, alt eller intet og eliteuddannelse. Som arkitektstuderende har jeg selv mærket individualismen og helteskikkelsen flytte ind i min faglige selvforståelse. For at tilskrive mig succes tror jeg, at jeg skal tilstræbe mig stjernearkitektens allestedsnærværende påbud om at være noget og nogen. Samtidig ved jeg, at min faglighed blomstrer i fællesskabet, og at verden hverken mangler helte, genier eller stjernearkitekter. Så hvilken faglig søjle læner jeg mig henslængt op af, når jeg er blevet fortalt, at arkitekten er en ø af genialitet, men jeg selv har erfaret, at tvivl, fejl og fællesskaber spiller langt større roller end genistregerne?
I Le Guins essay opstiller hun et essentielt alternativ til de heroiske heltehistorier. Heltehistorien reducerer fortællingen til konflikt, og dette er meningsløst, mener hun. Fortællinger består af elementer af en helhed, som ikke kan karakteriseres som konflikt eller harmoni. Le Guin opfordrer til at fortælle historien om samleren eller beholderen og bæreposen. Bæreposen kan indeholde alle de nødvendige elementer en historie rummer. I kontrast til jægerens evige fremdrift repræsenterer bæreposen forskellige kræfter af tryk, modstand og sammenspil. Bæreposen kan rumme kompleksiteten, og når den er fyldt op, er den fyldt op.
Bæreposens egenskaber finder jeg afspejlet i feministiske drømme om en paradigmatisk eftertid. I bogen Feminist Futures of Spacial Practice introducerer Meike Schalk, Thérèse Kristiansson og Ramia Mazé os for konceptet Feminist Spatial Pratice. Konceptet bygger på Arkitekturkritikeren Jane Rendells begreb critical spatial practice, hvor den kritiske dimension indebærer, at projekter fremsætter spørgsmål i stedet for løsninger som det centrale princip i forskningen. Rendell mener, at projekter med dette udgangspunkt har mulighed for at producere objekter, der kritisk genovervejer parametrene for selve spørgsmålet i stedet for at komme med svar.
I Jane Rendels udfoldelse af critical spatial practices identificerer hun 5 udbredte temaer, som ifølge forfatterne til Feminist futures of spacial practice gør praksissens kerneværdier tæt beslægtet med feministiske værdier. Kerneværdierne, som Rendell udpeger, er kollektivitet, interioritet, (det indre liv, det indvendige), alteritet, materialitet og performativitet. Mange af disse begreber forstår jeg som værdier i kontrast til dem, som helteskikkelsen og Howard Roark repræsenterer, og værdier hvor åbenhed overfor tvivl og fejl er en nødvendighed. Kollektiviteten som en praksis hvor man samarbejder, men også en praksis hvor alle roller i kollektivet er lige meget værd. Interioritet som et krav om at forsøge at forstå det indre liv som skal udfolde sig i bygningen. Til begge disse forekommer begrebet alteritet meget relevant. Begrebet alteritet defineres som det modsatte af identitet og forstås som evnen til at sætte sig i andres sted og sætte dette over sit eget. Alteritet er essentielt for eksistensen af både interioritet og kollektivitet. De sidste to, materialitet og performance, omhandler både bygningens udtryk og logik og arkitektens idéer for disse. Helteskikkelsen repræsenterer måske en praksis med et overdrevet fokus på de to sidste begreber. materialitet og performance, og måske også en praksis hvor identitet i stedet for alteritet dominerer i arkitektens selvopfattelse.
Hvis jeg skulle svare på spørgsmålet om, hvor jeg hører til i branchen, når tvivl, fejl og fællesskab fylder mere end genistreger, er svaret nok i en praksis, som stiller flere spørgsmål end svar. En praksis der er mere søgende, end den er målrettet. En praksis, et forbillede og en fortælling som er i tvivl. I mit drømmebillede af en paradigmatisk eftertid er tvivlen ikke arkitektens hemmelighed men en essentiel del af hendes praksis. Tvivlen er ikke et tegn på svaghed eller uvidenhed men en beholder for indtryk. Værker og viden forstås ikke lineært og løsningsorienteret men cirkulært, spørgende og netværksteoretisk. Afsender af værk er ikke ét enkeltstående geni, men nærmere en assemblage af indtryk, idéer, historie, institutioner, venner, kollegaer, tid og sted. Vi tænker hverken værk eller viden som noget, vi kan eje men nærmere som en form for bidrag til et open source-kartotek, som alle har adgang til.
Udover bæreposen bruger Le Guin også science fiction som et alternativ til de heroiske fortællinger. Hun mener, at science fiction modsat heltehistorier “indeholder langt færre triumfer og er fulde af rumskibe der sidder fast, missioner der slår fejl, og mennesker der ikke forstår.” Le Guins pointe her omfavner min næste drøm for et fremtidigt fagfællesskab. Drømmen indebærer en omfavnelse af fejlene.
Genistregen er målet af et maraton af fejl. Et maraton af fejl og middelmådigheder uden en geni-målstreg er vel realiteten for de fleste af os. Historierne om fejlene og tvivlen, processen og middelmådigheden har derfor også en plads i mine drømmescenarier for fagfællesskabets fremtidige helt.
Jeg tror, Le Guins essay omfavner samme idéer, som arkitektforeningen referer til, når de tilskriver vores fags samtid et paradigmeskifte. I et såkaldt paradigmeskifte er starchitect’ens stjernestatus nemlig ved at falme. I drømmene om den paradigmatiske eftertid tror vi ikke på, at han fandtes, og vi drømmer heller ikke om at blive ham. Vi drømmer ikke om hans succeser, hvor bigger is better og design as solution sætter vores faglighed op på en piedestal. Igennem hele historien har succesfulde arkitekter kæmpet for ejerskabet over deres værker og den dertilhørende stjernestatus. Men i lyset af epistemologiske kritikere og globale katastrofer synes praksisser med disse værdier at fremstå mindre relevante, mens historier om bæreposer og samlere og praksisser med kerneværdier, som dem Rendell definerer, forhåbentligt begynder at overtage den stjernestatus, som Howard Roak, jægeren, starchitecten og gudeskikkelsen længe har haft patent på.
–
Rose Bygholm Risager er arkitektstuderende på kandidatprogrammet Kunst og Arkitektur på Institut for Bygningskunst og Kultur.
Arbejdsgruppen for Diversitet og Ligestilling i Arkitektfaget, "Anbefalinger til Arkitektforeningen: Diversitet og ligestilling i arkitektfaget," Arkitektforeningen, 31. august, 2021, https://arkitektforeningen.dk/wp-content/uploads/2022/01/Arkitektforeningen_Arbejdsgruppe-Diversitet-og-Ligestilling_Anbefalinger_August-2021.pdf.
Sussi Heimburger, “10 anbefalinger til fremme af diversitet og ligestilling i arkitektfaget” Arkitektforeningen, tilgået 12. oktober, 2022, https://arkitektforeningen.dk/aktuelt/temaer/diversitetsdebat/10-anbefalinger-til-fremme-af-diversitet-og-ligestilling-i-arkitektfaget/.
“Explore the Six Themes of the World Congress,” UIA 2023, tilgået 12. oktober, 2022, https://uia2023cph.org/congress/themes/.
Organisationen Building Diversity har udsendt et open callfor indhold til en serie publikationer, som vil udfolde emner vedrørende diversitet og ligestilling i arkitektbranchen. call’et stiller spørgsmålet “WHO IS THE ARCHITECT”. “Who is the Architect?,” Building Diversity, 20. maj, 2022, http://buildingdiversity.dk/2022/05/20/who-is-the-architect-2/.
Sussi Heimburger, “Diversity & Equality Platform samler kræfterne på tværs af faget” Arkitektforeningen, tilgået 12. oktober, 2022, https://arkitektforeningen.dk/aktuelt/temaer/diversitetsdebat/diversity-equality-platform-samler-kraefterne-paa-tvaers-af-faget/.
Logoet findes i venstre hjørne;. https://arkitektforeningen.dk/, tilgået 17. juli, 2022.
Building Diversity, “Who is the architect”.
James Thomson, Narratives of Architectural Education: From Student to Architect, (Abingdon: Routledge, 2019),29-31.
“The Fountainhed: Character Analysis Howard Roark,” CliffsNotes, tilgået 12. Oktober, 2022, https://www.cliffsnotes.com/literature/f/the-fountainhead/character-analysis/howard-roark.
Thomson, Narratives of Architectural Education, 29-31.
Ursula K. Le Guin, Bæreposeteorien om fiktion, trans. Karsten Sand Iversen, (København: Forlaget Virkelig, 2022), 1.
Thomson, Narratives of Architectural Education, 45.
Edwird Heatchcote “Age of the Starchitect” Financial Times 26.01. 2017
Le Guin, Bæreposeteorien om fiktion, 6.
Le Guin, Bæreposeteorien om fiktion, 11.
Maike Schalk, Ramia Mazé, Thérèse Kristiansson og Maryam Fanni, ”Introduction: Anticipating Feminist Futures of Spatial Practice” i Feminist Futures of Spacial Practice, eds. Meike Schalk, Thérèse Kristiansson og Ramia Mazé, (Bamberg: AADR, 2017), 14.
Schalk, Mazé, Kristiansson og Fanni, “Feminist Futures of Spacial Practice,” 14.
Schalk, Mazé, Kristiansson og Fanni, “Feminist Futures of Spacial Practice,” 15. Praksissen uddybbes også på hjemmesiden: https://criticalspatialpractice.co.uk/.
Le Guin, Bæreposeteorien om fiktion.
Næste: Det profesjonsbaserte boligbyggelaget