Niels Grønbæk(NG) (i forberedende henvendelse pr. mail): Tanken er at invitere dig til en konversation om standsforeningens øjeblikkelige selvforståelse – og om hvor foreningen måtte være på vej hen – ikke mindst set i sammenhæng med de idéer om arkitektens virke Akademisk Arkitektforening (herefter AA) ønsker at fremme.
Jeg har på forhånd formuleret et terræn af spørgsmål vi kan begive os rundt i - uden at skulle overkomme dem alle. Sådan at diske op med spørgsmål på forhånd er måske lidt i modstrid med idéen om en konversation, der jo skal have plads til at følge sin egen vej, men måske kunne det alligevel være formålstjneligt at ridse dette terræn op at fare vild i.
NG (ved selve konversationens begyndelse): I listen med spørgsmål vi kunne drøfte, ligger det mig på sinde at få spurgt om hvordan AA interesserer sig for nye arkitekt-praksisformer. Foretager AA systematisk kortlægning af nye former for arkitekturpraksis? Og hvis ja, hvad har man da fået øje på - og hvordan forholder man sig hertil?
NG (Uddybende): Der er en skepsis fra studerende, der står for at skulle søge ud på arbejdsmarkedet. De meget synlige og store spillere i branchen forekommer ekstremt normale. De mainstreamer visse markedsafstemte og markedsbestemmende idéer, der siger, ”jo-jo sommeren brænder Sydeuropa af, men bare rolig, vi har styr på skybrudssikringen i København og omegn.” Det møder dimittenden med en art etisk politisk vægring. Man er dødtrætte af, at de store spillere ikke er i tvivl om noget som helst, men er optaget af, at sælge en vare under navn af løsninger via effektiv kommunikation.
Lars Autrup(LA): Nye praksisser er vi vildt interesserede i. Vi har lige færdiggjort rapporten Yngre arkitekters værdier og holdninger til faget. Vi har spurgt unge arkitekter og studerende ved arkitektskolerne om deres fagetik og etiske refleksioner. Svarene tegner et billede af en ny generation af værdikrigere for hvem faglighed, samfund og arbejdsplads hænger sammen som hinandens forudsætninger. Og ja, vi har også bidt mærke i at flere af de store tegnestuer har svært ved at få praktikanter. I Aarhus har håbefulde praktikanter stået i kø ved nogle af de små progressive tegnestuer – hvor større etablerede tegnestuer stod klar med croissanterne, men ingen kom for at høre på. Så ja, vi interesserer os for den praksiskritik vi observerer, vi interesserer os kort sagt voldsomt for hvad der interesserer den nye generation.
LA: Nystartede små tegnestuer er ikke specielt interesserede i åbne arkitektkonkurrencer, men tænker fx gerne i crowd-funding. Hvad kan vi gøre for dem? Hvordan sikrer vi at en praksis-verden, kan vokse frem nedefra, og at nogen praksisser kan virke gennem at være små. Det forsøger AAs START-projekt, støttet af og i samarbejde med Dreyers Fond, at finde bud på. Her vurderer vi systematisk kommunerne i forhold til deres arkitekturpolitik, og matcher nogle konkrete kommunale arkitektopgaver med yngre selvstændige arkitekter. De er privatpraktiserende arkitektfirmaer med mindre end 7 år gamle CVR-numre, der løser en opgave de får penge for. Der har været et åbent Call som medførte 72 ansøgninger fra yngre tegnestuer, hvor et kuraterende udvalg så valgte at tage de 35 tegnestuer med i START.
KOMMUNEARKITEKTUR
LA: En vigtig sag jeg gerne ville engagere mig i da jeg begyndte i dette job, handler netop om de kommunale arkitekturpolitikker. Her har AAs kommuneindsats, drevet af Katrine Østergaard Bang og Jens Kvorning været central. Den handlede om at lære kommunernes arkitekturpolitikker at kende i det omfang de findes og realiseres. Det har affødt nogle anbefalinger fra os til kommunerne. Vi er simpelthen ude og nudge dem til at udvikle arkitekturpolitikker.
NG: De studerende kan opleve at der tegner sig to overordnede jobsøgningssfærer, som de for tiden ikke synes videre entusiastiske i forhold til: De etablerede tegnestuer og kommunerne. Hvad kommunerne angår, kunne det dels skyldes at deres faktiske farverigdom gemmer sig bag et gråt renommé, og dertil at de opfordringer man møder til at søge i arbejde i kommunerne, synes at handle mere om at løse et problem med dimittendledighed end med den historie om indflydelse og social og politisk kontakt du peger på. ”Man mærker hensigt og beskæmmes” når det bliver for gennemskueligt at opfordringen til at tage arbejde i kommunerne er snævert motiveret af problemet med dimittendledighed.
LA: Det er stærkt uheldigt eftersom kommunerne er en kæmpe nøgle for kvalitetsreguleringen. Allerførst er det vores vision som forening, at vi som arkitekter skal sikre den arkitektoniske kvalitet ved at være tilstede i hele værdikæden – også hos bygherre, entreprenør og i kommunen. Her er det en katastrofe at vi er ved at tabe terræn i forhold til den kommunale planlægning. Jovist, det er dygtige folk fra andre fag der tager over, men de tænker ikke rumligt, de tænker i andre perspektiver.
Det handler også om at vi kommer væk fra værk- og geniustænkningen og får meget mere ud af at vi faktisk er mange om det - at intet bliver til uden at man er mange fag sammen. Det var ikke tilfældigt at vi fandt på at udnævneAnne Grethe Foss – arkitekten, der blev chef-strateg for metroen i København – til æresmedlem af foreningen. Det udtrykker en bevidst indsats for at fremme en forståelse af at man kan være arkitekt på mange måder. Stadsarkitekter og andre skal også gøres til rollemodeller.
Er der så plads til Arkitekten i rollen som maestroen, en ny Dorthe Mandrup i fremtiden? Stjernearkitekt-rollen vil næppe forsvinde, men den får mindre betydning. De nye generationer er meget mindre optaget af forestillingen om at blive stjernearkitekter end tidligere. Men der er masser af talent blandt de unge arkitekter. Og Dorthe Mandrup kan givetvis følge Lene Tranberg, når hun udtrykker ønske om at tegnestuen hædres snarere end hende personligt, da vi 2021 tildelte vores æresmedalje til Lene Tranberg.
Dertil er vi jo også et frygteligt fag – vi vil jo slet ikke arbejde uden for de større byer. Det er meget svært at finde en arkitekt, der er villig til at arbejde i landdistrikterne. Selv Praksis Arkitekter kan have svært ved at tiltrække de arkitektprofiler de har brug for. Derfor vil vi meget gerne understøtte tegnestuebosætning udenfor de store byer. Men vi skal passe på med at overfokusere på få gode historier som Hahn Lavsen i Agger eller Lynge+ Lynge i Præstø som eksempler på tegnestuer etableret langt fra bycentrene. At der findes enkelte solstrålehistorier skal ikke dække for det generelle problem.
ORGANISATION
NG: Fagforeningens idé er at koncentrere kræfterne. Det handler om Bargaining power, forhandlingspondus – man går sammen. Er denne logik blevet mindre vigtig? Kan den stadig bruges til noget eller er feltet blevet så komplekst at foreningen snarere handler om at observere tendenser og agere politisk i forhold til disse på vegne af medlemmerne og deres interesser?
LA: Jeg mangler national power. Jeg har for lidt kapacitet i foreningen til for alvor at gøre vores synspunkter gældende ikke mindst i forhold til planlov og byggelov. Jeg kan sagtens bruge den klassiske bargaining power, der opnås ved at forene sig. Det samme gælder lobbyvirksomhed - vi har fx ikke kræfter til at drive lobbyvirksomhed på tinge.
NG: men peger det ikke på en meget konkret svaghed ved opdelingen i standsforening og fagforening? AA kan ikke – som fagforeningen kan – true med arbejdskonflikt, men må alene satse på lobbyarbejde. Risikerer udgrænsningen af fagforening fra standsforening ikke at svække begge dele, efterladende AA som en lidt stækket NGO? Hvor kan organisationen AA finde den bargaining power den mangler?
LA: I foreningens store vedtægtsrevision i 2019 blev arkitekturens sammenhæng med samfundet understreget. Vi er her til fremme af den høje arkitektoniske kvalitet. Vi har skrevet ind, at arkitekturen har en betydning for den måde vi indretter samfundet på og den betydning skal vi fremme i foreningen. AA er ikke en fagforening. Så hvis det du arbejder med ikke fremmer arkitekturen og dens betydning i samfundet så interesserer jeg mig ikke for dig – dét kan jeg tillade mig at sige nu.
Derfor mener jeg ikke, at der er en sammenhæng mellem forhandlingskraft og fagforeningsstatus – måske tvært imod. I vores formålsparagraf er indskrevet at vi arbejder for samfundet og det giver os en høj grad af forhandlingsposition, som fagforeningen med det enkelte medlems interesser i centrum ikke på samme måde har. Vi kan se fra vores svenske kollegaer, hvor organisationerne stadig hænger sammen, at det er svært at fokusere og skabe fælles mål, og deres direktør kan godt udtrykke lidt misundelse for vores klare fokus.
Vi vil bestemt gerne være flere. Og ja, der er bestemt brug for en styrket position; der er nok at tage fat på. Alle hader det nye bygningsreglement. Det er en katastrofe. Det er i realiteten formuleret af Dansk Industri. Det mangler jeg da kræfter til at ændre på. Jeg kunne bruge en hel medarbejder bare på at få det pløjet ned. Og det samme gælder planloven – den måde vi planlægger vores land på; den regionale planlægning må og skal genetableres hvis vi vil have en bæredygtig udvikling.
I 2004 blev Arkitektforeningen splittet op i Danske Ark og AA. Det var ikke længere holdbart med en forening der både skulle varetage arbejdsgiver- og arbejdstagerinteresser – de kunne ikke være i samme rum. Det krævede en skilsmisse ikke mindst fordi arbejdsgiversiden ønskede at lukke op for andre fagligheder. Det ville AA ikke – og den diskussion har vi måttet slås med lige siden. Hvor meget skal vi lukke op for folk med diplom fra Aalborg Universitet?
I Nordjylland udgøres lokalafdelingen af en bred skare af et par hundrede medlemmer – præget af at man lokalt oplever at det ikke er arkitekterne, men i højere grad ingeniører fra AAU, der får jobsene. De vil gerne have at vi lukker mere op. Men der slår AA på at man da skal søge samarbejde med alle de andre fagligheder, men med en klar arkitektprofil – gennem at være en dygtig arkitekt.
Det columbus-æg vi har fundet på er at etablere et netværk for ikke-arkitekter som det ikke desto mindre ville give mening at knytte til AA. Er der nogen derude, der vil være med i et sådant netværk og hvad skal de betale i kontingent? Jeg har store forventninger til at vi på den måde kan få forbundet nogle af dem der interesserer sig for os til foreningen.
NG: Vil man gerne lokalt ofre den nationale bargaining power?
LA: Ja fuldstændig; nogen ønsker decentralisering af foreningen så den kommer til at bestå af 7 lokalafdelinger med en forsvindende overgribende ramme. Ingen national power. Men problematikken i foreningen om centraliseret eller decentral organisering spejler den generelle samfundsdebat. Mere mystisk er det ikke. Lokale kræfter vil droppe Åbenrå 34 – AAs hovedkvarter.
Vi har fire foreningsforsøg kørende lige nu fordelt ud over landet. 1, I Aarhus har de ansat en medarbejder til at understøtte det lokale frivillige arbejde; 2 lokalledelsen i Nordjylland griber ud efter andre fagligheder i et større fællesskab; 3 lokalledelsen i Sønderjylland satser på at få flere medlemmerne engageret gennem kortvarige engagementer; 4 det sidste er det netværk for eksterne vi kører herfra [Åbenrå 34] – et netværk af ikke-arkitekter, som AA søger en model for at knytte til foreningen.
FRIVILLIGHED
NG: Har AA dyrket sejtrækkerne så der nu er brug for omlægninger i foreningen?
LA: Der mangler i stigende grad en særlig form for frivillige – dem der er med på år efter år at tage den lidet spektakulære tjans; dem kan vi godt kalde sejtrækkere. Frivillig deltagelse i begivenheder med aktivistisk indhold vil man godt, men de unge og yngre arkitekter vil ikke binde sig til et udvalg, der sidder i 4 år. Man vil ikke binde sig i et diversitetsudvalg for en fireårig periode. AA skal kunne begge dele. Vi har i AA faktisk ikke svært ved at engagere folk til det langvarige engagement– der er altid kampvalg til vores repræsentantskab, men vi skal blive lige så gode til at rumme og engagere kortvarigt og aktivistisk. Samtidig med at vi fastholder foreningsdemokratiet, hvor de valgte har den repræsentative stemmes styrke. Jeg kender ikke svaret, men vi er klar til at eksperimentere og udfordre de traditionelle systemer.
Som eksempel på en nye former for foreningsarbejde har vi et samarbejde med Røde Kors / KAB: Fra bolig til hjem med støtte fra A.P.Møller Fonden, hvor arkitekter frivilligt hjælper voldsramte kvinder. Efter at have boet en overgang på fx et bosted får kvinden nok anvist en bolig, men får ikke skabt ”et hjem”. Man får ikke tingene op af flyttekasserne, børnene inviterer ikke kammerater hjem fordi der ikke rigtig er noget hjem. Det projekt er vi lige nu ved at skalere op til hele landet efter det har kørt som forsøg i København.
At hjælpe en voldsramt kvinde i tre måneder taler til en bestemt type af medlemmer, og er en anden måde at være arkitekt på. 70 kvinder og 100 børn har fået hjælp ad den vej. Det er blevet mega-godt evalueret af VIVE. Der er jo noget helt andet end at stille op til repræsentantskabet, eller redaktionsudvalget. Vi spørger om man vil være med, og dem der vil, rykker så over som Rødekors-frivillige. Og Røde Kors kan virkelig noget med organisering af frivillige og frivilligt arbejde.
NG: I Keller Easterlings Medium Design, omtaler hun et lignende eksempel, men da netop som eksempel på en måde at praktisere på som arkitekt, snarere end at betragte det som et stykke frivilligt organisationsarbejde. At skabe hjem kan være medium design fx medium for børnenes kammeratskaber.
Et andet eksempel kunne være Gitte Juuls arbejde i Taastrupgård, hvor hun samler en gruppe indvandrerkvinder, der ikke kendte hinanden i forvejen omkring et ovnbygger- og bageprojekt. Det spørgsmål hun hele tiden stiller, handler om hvordan det hun gør, kan tænkes sammen med den konventionelle planlæggertænkning. Tegnestuerne er meget interesserede i hvad hun har gang i, men det er som om planlæggerne er fanget i nogle måder at gøre tingene på som stiller sig i vejen. Vi taler altså om en frivillighed, der ikke er icing on the cake, men har fat i noget planlæggerne ikke har fat i, og hvorfra der måske kunne iværksættes et attitudeskift blandt dem i forhold til hvordan man kan gribe konstruktivt ind på steder som Taastrupgård og Tingbjerg.
LA: Det peger jo også tilbage på at tegnestuens måde at agere på jo følger det udbud, der kommer fra bygherre. De skal levere i overensstemmelse med udbuddet. Og den måde udbud skrues sammen på handler mere om vaner og traditioner end om regler – og desværre slet ikke om at inddrage Gitte Juul, selvom det sagtens ville kunne lade sig gøre. Der er et stort spillerum for at udvikle nye udbudsformer. Det er noget af det jeg interesserer mig meget for. Det er populært at slå løs på udbudsloven, men problemet ligger mere i de udbud der udformes; de er fantasiløse og udformningen ses ikke som den designopgave den burde tænkes som.
UDBUD
NG. Så du siger at der er et stort kreativt felt der. Det at konstruere udbud er design?
LA: Ja, der er alt for lidt kreativitet i den måde man opstiller udbud på. Alt for meget handler om at undgå at komme i fedtefadet. Det lyder knastørt at skulle noget med udbud. Og prækvalifikationsregimet er en svøbe med indbudte konkurrencer budt ud så det er nemt at evaluere. Så og så mange relevante referencer – og så tæller vi hvem der har flest – bare fordi det er da en nem måde at evaluere på. Det har intet med EU, udbudslov og regler endsige arkitektur at gøre.
Det er nogle kommunale chefer og udbudsjurister, der har ansvaret for udbud. Jeg påstår at det er 50 mennesker, der laver 98 % af alle udbud inden for det byggede miljø i Danmark! AA har etableret et netværk af 30 af disse og også de der har et dårligt ry blandt arkitekter og også advokatfirmer, er med. Jeg bruger meget af min tid på det. Ombygningen af Folketinget bliver en interessant case hvad udbud angår – her snakkes der om alle mulige udbudsmodeller. Det er vores netværk – under AA – der rammesætter diskussionerne.
NG: Der er gang i noget på nogle meget forskellige fronter: Her frivilligt arbejde for voldsramte kvinder – dér kortlægning af udbuds-designere og efterfølgende etablering af udbuds-netværk. Og videre en interesse i at opdyrke en meget mere kreativ udbudstænkning, der fx også skal kunne håndtere projekter, som ikke handler om nybyg, men om transformation af eksisterende byggerier.
LA: Netop. Der er brug for nye former for entrepriseudbud, der ikke lader sig opstille i søm og skruer, og alene derfor er svære at definere. Et eksempel kunne være Bikubens nye hjemsted på Thoravej i det københavnske nordvest. Her blev der inviteret tre unge tegnestuer. Lenschow og Pihlman (nu Pihlman Architects) vandt en proces der var organiseret som omvendt licitation. Det er en god ramme for at skabe en kreativ dialog mellem fx arkitekt og entreprenører – i dette tilfælde Hoffman – som blandt andet førte til et opfindsomt genbrug af betonelementer. Omvendt licitation fremmer simpelthen kreativ transdisciplinaritet. De dage er talte hvor arkitekterne kunne sidde i deres lønkammer og udvikle det hele. Omvendt licitation er en helt anden proces end udbud opgjort i hengåede søm og skruer. Første spørgsmål fra bygherre er: ”Jeg har 40 mill – hvad kan jeg få for dem?” Det er udgangspunktet for omvendt licitation. Og omvendt licitation passer godt til den vigtige transformationsdagsorden!
FORSKYDNINGER I FAGET
LA: Ingeniørfirmaerne er mere under pres end arkitektfirmaerne. De er sårbare over for uddelegering af ingeniørberegning til Bangladesh, leverendørprojektering og entreprenører, der ansætter deres egne ingeniørafdelinger. For at de store ingeniørfirmaer – som jeg kalder konsulenthuse – skal kunne overleve, er de nødt til at anskaffe sig arkitektkompetencerne. Arkitekterne er et guldæg; snarere end at arkitekterne skal tro at de bliver underlagt ingeniørerne ved opkøb er det omvendt: Magten ligger i designet. Konsulenthusene betaler alt for høj en pris for de arkitektfirmaer de opkøber i forhold til deres indtjening og i dag er de klar over at de ikke skal omklamre dem for så dør de. Det har vi set flere eksempler på. Det har de lært af. Arkitektfirmaerne er ikke ved at forsvinde – heller ikke længere de opkøbte! Konsulenthusene har lært at de skal lade de arkitektfirmaer de køber, have en relativt stor selvstændighed. Ellers overlever de ikke. Rambøll opkøbte flere arkitektfirmaer, hvor kulturen dødeinden de købte HLA.
De store tegnestuer arbejder internationalt og har kapacitet til det. Gottlieb Paludan laver metro i Paris, men de mellemstore tegnestuer mangler legekammerater fordi de store har så faste samarbejder. Her sker der en monopolisering. Når det kommer til indbudte konkurrencer er tendensen at teams’ne er givet på forhånd – Cowi går med Arkitema – Rambøll med HLA.
NG: I de sidste 20 år har antallet af medlemme i Akademisk Arkitektforening været stabilt. Om medlemmernes forventninger til deres medlemskab har været tilsvarende stabilt fra de gode gamle dage indtil nu er vel næppe sandsynligt...
LA: Hvornår var ”gamle dage”?De seneste 20 år har organisationsgraden i AA for erhvervsaktive arkitekter været omkring 50% eller ca. hver anden arkitekt uddannet fra en af de to arkitektskoler. For tyve år siden i 2002 var vi ca. 6500 medlemmer og i dag omkring 6250, og det er i en verden hvor der uddannes færre arkitekter fra de to danske arkitektskoler. Men lad os antage at det har været anerledes i ”gamle dage”, så tror jeg det skyldes, at der i dag er langt flere faglige tilbud end dem der kommer fra os, og samtidig er de tværfaglige interesser vokset. Mit svar vil så være, at i den stærke tværfaglige kultur vi i dag lever i, så er det endnu vigtigere, at du har styr på din egen særlige faglighed – for eksempel gennem det faglige fællesskab i Arkitektforeningen.
NG: Kan du afslutningsvis sige lidt om diversitetsudvalgets diskussion af AAs emblematisk figur Genius?
LA: Vi har et virkeligt godt udvalg med fokus på diversitet, som afholder velbesøgte arrangementer, og som ligeledes har afgivet ti anbefalinger til vores bestyrelse for et styrket foreningsarbejde hen imod større diversitet i arkitektfaget. De har også sat fokus på vores logo og sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er repræsentativt for nutidens arkitekter – med illustrationen af en nøgen mand med vinger. Han er ikke ligefrem et drøn af maskulinitet der kommer tromlende hen over én. Han er da rimelig queer, er han ik’? Ham kastede de sig frådende over i diversitetsudvalget, og det har medført at der kommer en rigtig god diskussion om arkitektens rolle i designprocessen. Vores logo Genius peger jo på det ophøjede geni, som beriger verden med sine genialiter – men måske dagens arkitektur står sig ved at blive til i et mere direkte samspil med andre fag og de mennesker, planter og dyr, som der designes til?
–
Niels Grønbæk er lektor på Institut for Bygningskunst og Kultur og programleder på kandidatprogrammet Political Architecture: Critical Sustainability.
“Projekt START,” Akademisk Arkitektforening, besøgt 13. oktober, 2022, https://arkitektforeningen.dk/vi-arbejder-for/fagets-vilkar/projekt-start/
“Unge arkitekter kan styrke udviklingen i kommunerne,” Akademisk Arkitektforening, 2. december, 2020, https://arkitektforeningen.dk/nyheder/unge-arkitekter-kan-styrke-udviklingen-i-kommunerne/
Næste: I fællesskabets tjeneste