Ill. 1. Et udvalg af Miniaturamuseets ”Kit of Parts” fremstillet af massiv douglas fyr, Christian Vennerstrøm og Jonathan Houser, 2022
Ill. 2. Oversigtstegning af Miniaturamuseets dele, Christian Vennerstrøm og Jonathan Houser, 2022
Ill. 3. En prøveopstilling tager sin begyndelse, Christian Vennerstrøm og Jonathan Houser, 2022
Ill. 4. Oversigtstegning af kombinationsmuligheder for opstilling af bundplader (borde), Christian Vennerstrøm og Jonathan Houser 2022
Ill. 5. Grundopstilling af museets elementer til udstillingen ”Garden og Broken Asphalt”, Jonathan Houser, 2022
Ill. 6. Opsætning af udstillingen ”The Ideal Museum”, Spacegirls, 2022
Ill. 7. Opsætning af udstillingen ”The Ideal Museum”, Spacegirls, 2022
Ill. 8. Forberedelse til udstillingen ”The Ideal Museum” påmuseets hjemsted i et værksted i Valby, Spacegirls, 2022
Ill. 9. Screenshots fra Miniaturas hjemmeside, der viser oversigtplanen og eksempler fra fotoudstillingen, 2022
Ill. 10. Foto fra udstillingen ”Garden og Broken Asphalt”, Jonathan Houser, 2022
Ill. 11. Foto fra gruppeudstillingen ”Practices of Risk, Control and Productive Failure”, hvor Miniaturamuseet var repræsenteret med sin indre udstilling, ”Garden of Broken Asphalt”, Jonathan Houser, 2022
I bogen Den ny bølge i dansk arkitektur af forfatterne Kristoffer Lindhart Weiss og Kjeld Vindum sammenfattes et slags generationsportræt af de tegnestuer, som satte dagsordenen for den faglige debat op gennem 00’erne. En generation af tegnestuer som i dag er veletablerede, men i udgangspunktet blev styrket af en stærk fællesfortælling, der bl.a. handlede om at skabe et brud med den konservative danske arkitektstand til fordel for en mere legende, men også pragmatisk hollandsk inspireret arkitektur. Spørgsmålet er, hvor er den næste generation, og findes der en fælles fortælling ligesom hos den forudgående? Miniatura er et forsøg på at nærme sig denne problematik gennem en sammenslutning omkring et modelbaseret udstillingssted for anderledes praksisformer.
Miniatura tager afsæt i en drøm om at samle et nyt fællesskab. Et fællesskab der bebor grænselandet mellem kunstneriske discipliner i et forsøg på at udvikle kritiske alternativer til de overvejende tendenser i samtidsarkitekturens praksisformer. Projektets hovedformål er at skabe et samtalerum og et talerør for anderledestænkende og kritiske arkitekter, som befinder sig i begyndelsen af deres professionelle virke. Med afsæt i traditionen for kunstnerdrevne udstillingssteder, som eksempelvis Den Frie, er hensigten først og fremmest at udvikle et udstillingsrum, som skal danne ramme om sammenslutningen Miniatura – en løst defineret gruppe af fagets udøvere, der på forskellig vis deler indfalds- og udfaldsvinkler til arkitektens praksis.
Konkret har vi (Christian Vennerstrøm og Jonathan Houser) tegnet og opført et museum, der skal huse sammenslutningens skiftende udstillinger. Museet er ikke bundet til en specifik lokalitet, men opført i miniature i skalaforholdet 1:10. Miniaturen er museet – ikke en repræsentation af noget mere virkeligt. Fordi museet er nedskaleret, muliggøres udstillinger af visionære projekter med små budgetter og store ideer, hvor tanken er, at projekterne installeres i museet og affotograferes, hvorefter udstillingerne foregår digitalt. Online fremstår museet som et virkeligt sted med hjemmeside (www.miniatura.dk) og tilstedeværelse på Instagram (miniaturamuseum). Miniatura giver hermed sammenslutningen mulighed for at nå et globalt publikum og skal opfattes som en krydsning mellem Den Frie, DAC og Instagram – i miniature.
Museet er udformet som et samlesæt bestående af 4 gulve med irregulære former, der måler fra ca. 70×50cm til 150×120cm samt et større antal væg- og vindueselementer i varierende størrelser. [Ill. 1–5] Udstillerne kan selv sammenstille delene og skabe et museum med enten flere mindre rum, få store, eller bare ét stort rum. Væggene kan udstillerne stable til en rumhøjde på 50cm, 100cm eller højere. Opsætningen af museet er en løbende proces, hvor udstilleren i dialog med museets kuratorer, som i skrivende stund er Christian Vennerstrøm og Jonathan Houser, udformer dets rum, lys og karakter. Processen omkring udstillingerne finder sted på et værksted i Valby, som en scenografisk opsætning hvor udstillerne og museets kuratorer i løbende dialog opbygger og afprøver. [Ill. 6–8] Denne samskabelsesproces, hvor vekslende bidragydere inviteres til at videreudvikle det fysiske museum og i forlængelse heraf også dets digitale dobbeltgænger, er central for, om projektet bliver succesfuldt. Den grundlæggende tanke er, at alle involverede kommer til at føle et ejerskab til museet og et slægtskab med hinanden ved på gammeldags manér at mødes i et fysisk rum omkring et interessefælleskab.
Lige så vigtigt som den fysiske model og fremstillingen af udstillinger er museets digitale tilværelse, herunder særligt den hjemmeside, som formidler udstillingerne. [Ill. 9] Konkret bliver den besøgende mødt, først af et langsomt diasshow med billeder fra den aktuelle udstilling og derefter af en grundplan af museet, der fungerer som navigationsværktøj mellem udstillingerne. Tanken er, at hver udstilling opført i en unik udgave af museet bliver dokumenteret i plantegningen. Denne lægges på hjemmesiden og vil således fungere som et digitalt arkiv over det gradvist fremvoksende museum.
MELLEM ANALOG OG DIGITAL
Udover at være en sammenslutning og en udstillingsplatform er Miniatura også et arkitektureksperiment; en slags grundforskning, der ønsker at udfolde en diskussion om forholdet mellem virkelighed, fiktion og kontekst undersøgt med udgangspunkt i et stedløst bygningsværk.
Kunst, arkitektur og design konsumeres i stigende grad gennem fotografier på mobiltelefonen og ikke med kroppen i 1:1. Dette forhold gøres til Miniaturas formidlingsmæssige udgangspunkt og samtidig til genstand for den kritiske undersøgelse, som har affødt museets form og arkitektur. Vi ønsker, med fotografier som vidnesbyrd om museets tilblivelse, udstillinger og eksistens, at gøre selve fiktionen til en indbygget del af museets præmis. Museet skal forstås som et forsøg på at skabe en analog arkitektur direkte i den digitale virkelighed og samtidig stille os kritisk, afsløre og udvikle, hvordan digitale rammer aktivt kan fungere som medskaber og ikke kun som formidler. Miniatura ønsker at afsøge kontekstbegrebet ved at forstå sted i en udvidet form. Ikke som et fysisk sted, men som en gestaltning af et digitalt univers. En rendyrket inderside hvorfra sammenslutningen kan projicere sine drømme om andre rum ud i verden.
Coronakrisen gjorde midlertidigt en stor del af vores verden, herunder Arkitektuddannelsen på Det Kongelige Akademi, til et virtuelt sted. Akademiets fysiske tilstedeværelse blev erstattet af digitale platforme og kommunikationsværktøjer – en tilstand som blotlagde, synliggjorde og adskilte Akademiets sind fra dens fysiske krop. Den stedslige forankring forsvandt. Hjemsendelsen fik karakter af et kæmpemæssigt eksperiment, der undersøgte et grundforhold i arkitekturen: Spørgsmålet om hvad der skaber et sted, en institution og en virkelighed? Hvis ikke vi havde de historiske bygninger på holmen og akademiet som institution og tradition – hvor længe kunne man så opretholde illusionen om Akademiets eksistens, når de fysiske rammer og de mellemmenneskelige møder forsvandt?
En lang række kulturinstitutioner, museer og gallerier arbejdede (og gør fortsat) på at besvare lignende spørgsmål – hvordan skaber man forbindelser mellem kulturen og befolkningen, når det sansede møde mellem menneske og verden skal ske uden kroppen i rummet? De klassiske museer forsøger at nå ud til publikum ved at lægge billeder fra deres samlinger frem på diverse platforme, mens igangværende udstillinger under nedlukningen mistede deres relevans og umuliggjordes af nedlukningen og den ukendte fremtid. Projektet Miniatura blev undfanget, før verden lukkede ned, men pandemien understregede dets relevans og sætter en ramme for dets idé – fordi projektet bevidst placerer sin undersøgelse i et felt mellem digitale og analoge rum – mellem virkelighed og repræsentation.
SALON DES REFUSÉS
Afsættet for Miniatura kan sammenlignes med grundlæggelsen af Den Frie, der var inspireret af den franske Salon des Refusés, hvor en gruppe kunstnere, som ikke var blevet optaget på akademiudstillingen, i stedet udstillede i en særskilt salon. I tråd hermed dannede Den frie ramme om datidens kunstneriske avantgarde i Danmark. Arkitektstanden befinder sig i dag i en lignende krise, hvor unge arkitekter og nystartede tegnestuer funderet på andre dagsordener end de fremherskende i stigende grad må se til fra sidelinjen, mens konglomerater af arkitektvirksomheder og ingeniørfirmaer styrer byggepladsernes kraner. Avantgarden, vækstlaget i dansk arkitektur, står hver for sig med spinkle røster i et næsten forgæves forsøg på at råbe verden op og få fodfæste i branchen. Vores håb er, at Miniatura kan være et sted for ligesindede, som bevæger sig uden for arkitekturens hovedstrøm. I en tid hvor en byggegrund ved Østerport ikke er inden for rækkevidde, og byggeri i 1:1 er forbeholdt store tegnestuer og spekulanter, anser vi miniaturen i kombination med en aktiv digital formidlingsstrategi for at være en måde at udtrykke og præge arkitekturen.
Et blik kastet ud over samtidslandskabet af yngre tegnestuer og arkitektfirmaer vil hæfte sig ved en række praksisser, der spænder fra de mere klassiske til de eksperimenterende. De, som læner sig mod en klassisk skandinavisk arkitekturtradition med fokus på materialer og tektonik, er eksempelvis Kolman Boye Architects, Johansen Skovsted Architects, Office Kim Lenschow og Re-Værk. I den anden ende af skalaen befinder sig en række aktører, der i højere grad bevæger sig uden for den klassiske forestilling om arkitektens arbejdsfelt. Eksempler herpå kunne være Spacegirls, Lynge-Lynge Arkitekter, A-A Collective, Bahraini-Danish og SAGA Space Architects.
Forskellige fonde har igennem en periode støttet ovennævnte ved at give taletid i form af udstillinger i bl.a. Dreyers Arkitektur Galleri samt bidraget med økonomisk støtte. Støtten har bidraget til at eksponere de individuelle stemmer i denne generation, men dette til trods fremstår førnævnte fortsat som en fragmenteret gruppe uden en fælles dagsorden. Særligt når man sammenligner med den umiddelbart forudgående generation af tegnestuer, som blev nævnt indledningsvis.
Udgangspunktet for Miniatura er, at ovennævnte praksisser bærer en række fællestræk. De er bl.a. kendetegnet ved at placere sig imellem de klassiske fagdiscipliner. Deres praksis er karakteriseret ved en krydsbefrugtning af metoder, motiver og tanker fra andre kunstarter end arkitekturen. Et fællestræk synes også at være en omhyggelig og nær relation til arkitekturens materialer, der hos eksempelvis Spacegirls, Archival Studies, bahraini-danish og SAGA Space Architects undersøges og bearbejdes, bygges og opføres af arkitekterne selv. Kunstnerens atelier eller ingeniørens prototypeværksted er mere retvisende forbilleder for, hvordan disse arkitekter praktiserer deres fag end det kliniske og professionelle arkitektkontor. Tankegangen (og forretningsmodellen) tænkes og udvikles fra den lille skala. Fra eksperimenter med modelmediet, møbler, materialeforsøg, pavilloner og mindre huse – og peger herfra ind i fremtiden – måske mod større og mere komplekse projekter. Der findes naturligvis også internationale forbilleder for denne type praksis, hvor det britiske arkitektur / design / kunst kollektiv Assemble står som den måske tydeligste eksponent for de (selv)byggende og eksperimenterende arkitekter.
Miniatura er således sat i søen for at lede efter sammenhænge og igennem fællesskabet gestalte et kontrapunkt til de større og mere veletablerede tegnestuer. Ved at skabe et samlingssted for underskoven af særlige vækster i arkitekturlandskabet for tilsammen at kunne sætte et aftryk i verden er det hermed hensigten med Miniatura at afdække og portrættere relevante praksisser, finde frem til deres særkender og hvad der kan samle dem gennem en Salon des Refusés for arkitekter i 2020erne.
MODELLEN SOM FORSAMLINGSRUM
Previously models were conceived as rationalized stations on the way to a perfect object. A model of a house, for instance, would be part of a temporal sequence, as the refinement of the image of the house, but the actual and real house was considered a static, final consequence of the model. Thus the model was merely an image, a representation of reality without being real itself. What we are witnessing is a shift in the traditional relationship between reality and representation. We no longer progress from model to reality, but from model to model while acknowledging that both models are, in fact, real. As a result we may work in a very productive manner with reality experienced as a conglomeration of models. Rather than seeing models and reality as polarized modes, they now function on the same level. Models have become co-producers of reality.
Olafur Eliasson, Models are Real
Ligesom citatet skitserer, ønsker vi at indskrive Miniatura i den tankegang, at model / miniature museet ikke er et forstadie til en bygning, men tværtimod et værk i selv – et standpunkt som er blevet diskuteret og eksemplificeret af Peter Eisenmann med udspring i udstillingen Idea as Model fra 1976 og senere i en række af hans egne projekter som eksempelvis House X. Dette blik på arkitekturmodellen er blevet videreført af en række arkitekter, men er også udtrykt af en række billedkunstnere, der benytter arkitekturmodeller og fotografier af disse som billedkunstnerisk udtryk. Eksponenter for denne praksis er eksempelvis Thomas Schutte, Charles Simonds, James Casabere og Callum Morton.
Miniatura lægger sig i forlængelse af et fornyet fokus på arkitekturmodeller tilvirket i stor skala, der synes at være under udvikling blandt både hjemmehørende og internationale arkitekturpraksisser, hvor særligt en række britiske og belgiske tegnestuer skiller sig ud på forskellig vis. De britiske tegnestuer arbejder, lidt forsimplet, med forfinede og realistiske modeller, som bl.a. Sergison Bates og William Guthrie, mens de belgiske tegnestuer er mere rå og collageprægede, som det ses hos De Vylder Vink Taillieu og Bouwenbouw Architectuur, hvor sidsnævnte i øvrigt var kuratorer på det modelbaserede belgiske bidrag til Venedig Biennalen i 2021. Helt ude på avantgardens kant findes figurer som eksempelvis Anne Holtrop (Holland / Bahrain), der arbejder med arkitekturmodeller, der fungerer som direkte afspejling af den påtænkte arkitektur i både materiale og fremstillingsproces.
Modellerne er i flere tilfælde naturtro gengivelser af virkelige eller imaginære bygninger udviklet både som forstudier, men også som efterfølgende repræsentationer af hele eller dele af realiserede projekter og i visse tilfælde som værker i sig selv. Modellerne bliver både portrætteret i deres helhed, men også benyttet som erstatning for renderinger og forekommer i den sammenhæng som virkelighedstro illusioner. Hvad skyldes det, at en række tegnestuer vender blikket væk fra digitale renderinger? Er der tale om en genkomst af en særlig repræsentationsform som modsvar til og nuancering af digitale renderingsværktøjer, og hvad peger denne tendens mod i fremtiden?
Baggrunden er formentlig flertydig, men en af årsagerne til den fornyede tilgang til modeller kunne være, at når mulighederne for at realisere byggeprojekter begrænses, så bliver arkitekturens repræsentationsformer som konsekvens vægtet tungere, herunder både modellen og dens fotografiske gengivelse online. En anden grund skal formentlig findes i den faglige beslutning, der ligger i at fravælge renderingen. Her kan man forstå den langsomme og anakronistiske arkitekturmodel som en modreaktion til mainstreamtegnestuernes renderede og kommercielle ejendomsmægleræstetik, som har været fremherskende de seneste årtier.
I modsætning til tegnestuerne associeret med Den nye bølge i dansk arkitektur, som etablerede sig i 00’erne og i høj grad orienterede sig mod den hollandske arkitekturscene med OMA og Rem Koolhaas som fikspunkt, er fagets nytilkomne bredt orienteret internationalt – en naturlig konsekvens af en stadig mere globaliseret verden. Forbindelserne og forbillederne ses tydeligt mellem de internationale arkitekter og de hjemmehørende – både de som er nævnt i denne artikel, men også mange andre. Slægtskaberne findes i faglige standpunkter, æstetiske tilbøjeligheder, modelarbejde og tegnestil – men diversiteten i forbilleder og fortællinger afføder naturligvis også en vis spraglethed. Ikke desto mindre kan vi måske finde et fællestræk i begejstringen og kærligheden til det konkrete og materialenære og herigennem gøre arkitekturmodellen til et nyt mødested for ligesindede. Det er i al fald omkring disse grundlæggende tanker, at vi inviterer ind i forsamlingsrummet Miniatura – et medium for visioner, utopier og drømme.
–
Miniatura er støttet af: Statens Kunstfond, Dreyers Fond, Statens Værksteder for Kunst, Dinesen og Det Kongelige Akademi
Kjeld Vindum og Kristoffer Lindhardt Weiss, Den Ny Bølge i Dansk Arkitektur, (København: Arkitektens Forlag, 2012).
Olafur Eliasson, “Models are Real,” i Models,eds. Emily Abruzzo, Eric Ellingsen, and Jonathan D. Solomon, (New York: Princeton Architectural press, 2008), 18–25.
Næste: The Academy: Last Meal
Ill. 1. Et udvalg af Miniaturamuseets ”Kit of Parts” fremstillet af massiv douglas fyr, Christian Vennerstrøm og Jonathan Houser, 2022
Ill. 2. Oversigtstegning af Miniaturamuseets dele, Christian Vennerstrøm og Jonathan Houser, 2022
Ill. 3. En prøveopstilling tager sin begyndelse, Christian Vennerstrøm og Jonathan Houser, 2022
Ill. 4. Oversigtstegning af kombinationsmuligheder for opstilling af bundplader (borde), Christian Vennerstrøm og Jonathan Houser 2022
Ill. 5. Grundopstilling af museets elementer til udstillingen ”Garden og Broken Asphalt”, Jonathan Houser, 2022
Ill. 6. Opsætning af udstillingen ”The Ideal Museum”, Spacegirls, 2022
Ill. 7. Opsætning af udstillingen ”The Ideal Museum”, Spacegirls, 2022
Ill. 8. Forberedelse til udstillingen ”The Ideal Museum” påmuseets hjemsted i et værksted i Valby, Spacegirls, 2022
Ill. 9. Screenshots fra Miniaturas hjemmeside, der viser oversigtplanen og eksempler fra fotoudstillingen, 2022
Ill. 10. Foto fra udstillingen ”Garden og Broken Asphalt”, Jonathan Houser, 2022
Ill. 11. Foto fra gruppeudstillingen ”Practices of Risk, Control and Productive Failure”, hvor Miniaturamuseet var repræsenteret med sin indre udstilling, ”Garden of Broken Asphalt”, Jonathan Houser, 2022