I København kan vi godt lide at se os selv i førertrøjen. Verdens bedste cykelby, verdens klimahovedstad osv. Men når det kommer til fremtidens arkitektur, boligbyggeri og byudvikling, så halter vi langt bagefter. Mange andre byer og kommuner både i udlandet og i Danmark er langt foran København.
I år er København udnævnt som Verdens Arkitekturhovedstad af UNESCO og den internationale arkitektforening, UIA. Jeg håber, vi kan bruge året til at diskutere arkitekturen med hinanden og lade os inspirere af de mange internationale gæster, der kommer til byen i løbet af året. For byernes problemer er globale, og de nye løsninger og boformer skal vi udvikle sammen.
Jeg vil arbejde for, at arkitekturåret også bliver anledning til, at København sætter ind på at komme i front når det gælder byggefællesskaber og helt nyskabende løsninger. Når vi i København beslutter os for at gå nye veje, så er vi i stand til virkelig at rykke.
Arkitektur afspejler os som mennesker og som samfund. Hvis vi vil have bedre forudsætninger for at udvikle vores samfund og gøre det muligt for os alle at leve bedre – og hvis vi vil vende klimakrisen – er de fysiske rammer, som omslutter os, helt afgørende. Men det kræver, at vi tør tænke nyt.
Alt for mange nye boligbyggerier er for kedelige og for ensartede, og boligerne er stereotypt indrettet til bestemte familiekonstruktioner. Det skal vi væk fra. Vi skal have modet til at bryde ud af fastlåste forestillinger.
I fremtiden kommer vi til at bo på mindre plads hver især og deles om flere fælles kvadratmeter, redskaber og transportmidler. De store køkkener kan være i fællesrummet. Alle behøver ikke at have tyve klapstole liggende klar i kælderrummet, til når der kommer mange gæster, og vi behøver ikke have hver vores boremaskine eller saftpresser.
Mange arkitekter er rigtig gode til at tænke kreativt og nyt, det er bare alt for sjældent, at arkitekterne får lov til at være kreative i nutidens byggeri. Det er præget af skrabet økonomi og udviklerens ide om, hvad folk vil have. Der er for lidt kærlighed til de holdbare og bæredygtige materialer og, i sidste ende, til de mennesker, der skal bo der.
Den kærlighed og dét mod vil være til stede, hvis dem, der skal bo i boligerne, selv har været med til at skabe dem. Derfor er byggefællesskaber en god ide.
Vi skal ikke alene have flere til at bo sammen på nye måder, vi skal også have flere til at gå sammen i fællesskaber og tage aktiv del i at skabe de rammer, de skal bo i.
Der er skabt en del byggefællesskaber over de seneste årtier i Danmark, men mange har været på trods og i en stor kamp med de eksisterende strukturer på boligmarkedet. Der mangler lovgivning, som gør det nemmere for byggefællesskaber, fx ved at fastsætte definitioner for byggefællesskaber og bofællesskaber, men først og fremmest mangler der en større vilje fra den finansielle sektor, banker og realkreditinstitutioner til at låne penge til mennesker, der vil bygge i fællesskab.
Som kommune kan vi understøtte byggefællesskaber på flere måder. Vi kan hjælpe med at stille rådgivning til rådighed. Vi kan facilitere processen i højere grad end i dag, og vi kan sikre, at kommunens egne byggegrunde udbydes i mindre grunde, så det bliver muligt for fællesskaber uden en kæmpe kapital i ryggen at byde på dem.
Nogle kommuner, fx Roskilde, har gjort en stor indsats og i høj grad brugt byggefællesskaber til at udvikle nye områder, som fx Trekroner. I andre kommuner kan man se, hvordan byggefællesskaber kan omskabe gamle funktionstømte bygninger, som fx nedlagte landbrug, skoler mv., så de kan få et nyt liv.
Jeg deltog i S-regeringens arbejdsgruppe om byggefællesskaber, der kom med en række anbefalinger for at gøre det nemmere at etablere bygge- og bofællesskaber. Som følge af arbejdet er der nu en vejledningsenhed under Social- og Boligstyrelsen, der kan vejlede både borgere, kommuner, almene boligorganisationer, ejendomsudviklere mm. Forhåbentlig kommer de på et tidspunkt også med skriftlig vejledning.
Når vi som kommune sælger egne grunde, kan vi også understøtte med økonomisk fleksibilitet. Det kan fx være ved at aftale, at købesummen først skal betales, når der er vedtaget en byggeretsgivende lokalplan, så man ikke skal have store summer op af lommen med det samme. Det er nogle af de greb, man undersøgte i Musicon-bydelen i Roskilde, et projekt der er undervejs, og som jeg selv har været involveret i som advokat.
Jeg kunne også nævne bofællesskabet Mageløse på den tidligere Flyvestation Værløse. Eller bofællesskabet Urbania, hvor vi er ved at udarbejde lokalplan. Det er for mig et rigtig godt eksempel på, hvordan københavnerne kan være med til at præge deres by, hvis de går sammen og er vedholdende. Foreningen Urbania har siden 2010 arbejdet ud fra en vision om at skabe et bæredygtigt, urbant bofællesskab, som skal kunne rumme mennesker fra forskellige sociale lag og samtidig maksimalt må ligge 5 kilometer fra Rådhuspladsen. De har slået sig sammen med det almene boligselskab AKB og fundet et godt sted på Lundtoftegade, hvor de, sammen med dem der bor der i forvejen, kan bidrage til at styrke bylivet i den del af Nørrebro. Jeg håber virkelig, at deres drømme kan blive til virkelighed, for deres projekt og proces kan blive et skoleeksempel for andre, som ønsker at gå samme vej og danne byggefællesskaber. Samtidig vil jeg arbejde for, at det kommer til at gå langt hurtigere for andre, der ønsker at etablere et byggefællesskab.
Når vi skal nedbringe CO2-udledningen i byggeriet, så er en af de bedste måder at stoppe med at rive ned for derefter at bygge nyt. I stedet skal vi i langt større omfang genbruge de eksisterende bygninger. Det er en del af budgetaftalen for 2023 i København, at vi så vidt muligt ikke skal nedrive. Det er der gode erfaringer med i flere andre byer i Europa. Byggefællesskaber kan spille en vigtig rolle i ombygninger af eksisterende bygninger til nye funktioner, fordi de, der skal bo der, ser spændende muligheder for anderledes indretning. Det giver ofte langt mere interessante boliger og byrum.
Arkitekturen og den måde, vi planlægger vores by og vores boliger på, er afgørende for, om vi lykkes med den grønne omstilling. Byggeriet udleder en stor del af den samlede mængde CO2, og det er derfor bydende nødvendigt, at vi bruger bæredygtige materialer, hvor der er tænkt hele vejen rundt om livscyklussen fra råvarer til genanvendelsesmuligheder. Men også for at sikre en bedre trivsel. Vi skal indrette et samfund, hvor vi arbejder mindre og får bedre tid til at nyde fritiden, naturen og byens kulturtilbud sammen med venner og familie. Vi skal cykle mere og køre mindre i bil, så vi mindsker luftforureningen og øger sundheden.
Byen er truet af en voksende skævvridning, hvor der kommer større afstand mellem rig og fattig, ikke bare i økonomisk forstand, men også fysisk. I alt for mange af vores boliger sidder vi hver for sig og lever alene. Det skal vi væk fra. I København bor 70 % alene. Det stiller andre krav til boligerne og byområderne, end hvis de fleste bor i kernefamilier med to voksne og to børn.
Det er ikke let at finde modet til at gå over til naboen og banke på. Slet ikke i nyt etagebyggeri med sterile og lydtætte opgange. Det er omvendt for let at gå forbi et menneske, der fryser på gaden og fortsætte ad sin egen sti. Derfor skal vi skabe vores boliger og nærmiljøer, så de giver os muligheden for at komme hinanden ved på tværs af alder og sociale skel. Her kan byggefællesskaber spille en vigtig rolle.
_
Line Barfod er borgmester for Teknik og Miljø i Københavns kommune. Hun er uddannet jurist og har som advokat været involveret i sager som har banet vejen for alternative modeller for boligbyggeri.