Ill. 1. Hastighedsgrænsen er 5 miles / hour. Den røde bygning th var kontorer, i stuen er fællesrum og værksteder, ovenover lejligheder
Ill. 2. Den tidligere lagerbygning er indrettet som boliger i 3 etager. Biler lige til døren er vigtigt for beboerne
Ill. 3. New age er ikke helt glemt
Ill. 4. Ingen fællesregler for byggeriet udover bæredygtigheds-aftalen og bygningsreglementet
Ill. 5. Den oprindelige idé med at bygge på betonpladen for at spare fundamentet holder ikke vand. Og der er støbt asfalt på kørebanen
Ill. 6. Seks bungalower er opført som lejeboliger af et boligselskab
Ill. 7. Mod vest afgrænses området af en traditionel rækkehusbebyggelse
Ill. 8. De smalle byggegrunde har skubbet husene op i 3 etager
Ill. 9. En frodig forhave skal der være plads til
Ill. 10. De private grunde har havelåger ind til fællesområdet
Ill. 11. Fællesområdet føles trods sin lidenhed spaciøst og fredfuldt
Ethvert slag er en kamp om, hvad man kan forestille sig. Og hvis du kan forandre, hvordan folk forestiller sig verden, kan du også få dem til forestille sig forandringer af verden
Rebecca Solnit
Bogen Small Agents – New Stories skal bane vejen for nye forestillinger. Dens eksempler er mine valg, præget af mit personlige blik og begrænset af mit kulturelle ståsted. Det har ikke været min intention at finkæmme kloden for beboerdrevne bebyggelser men at inspirere til konkrete initiativer her og nu. Hvad fortæller de os, bogens mangeartede bebyggelser? Er der fællestræk mellem The Yard i Bristol og Villaggio Matteotti i Italien. Er der elementer, der binder dem sammen, organisatorisk og arkitektonisk? Kan der drages en lære, skrives en opskrift på at tilberede den personlige bolig, det imødekommende boligområde?
Jeg skriver fra et vestligt perspektiv med baggrund i et langt livs erfaring og iagttagelser som praktiserende arkitekt, og jeg forestiller mig, at mine læsere overvejende vil tilhøre den vestlige kulturkreds. Men jeg har medtaget bebyggelser fra Sydamerika og Indien, fordi de med deres eksemplariske enkelhed måtte kunne inspirere os til at tænke os om: Byg et halvt hus og lad beboerne selv bygge den anden halvdel, lav en minimumsbolig og lad folk bygge videre. Hvorfor forekommer det, eller snarere hvorfor er det urealistisk i de vestlige samfund? Hvad er det for en sammensværgelse, en uhellig alliance mellem komplicerede bygningsreglementer og profitdrevne kræfter, der er blevet bestemmende for boligbyggeriet? I mit eget højt besungne velfærdssamfund har lovgivning gjort selvbyggeri næsten umuligt for lægmænd.
Indignation var mit umiddelbare incitament til at begynde på dette bogprojekt. Indignation over den kyniske spekulation i folks behov for et sted at bo og over mit eget fags beredvillighed til at medvirke. Hvis ikke jeg gør det, er der jo en anden, der gør det, og jeg mener, jeg er bedre end den anden, lyder forklaringen fra mine fagfæller. Jeg skriver som en aktivistisk sjæl, det ikke er lykkedes at realisere egne forestillinger om at skabe værdige boliger og frodige boligmiljøer, men som glæder sig over, at det er lykkedes andre.
Jeg nærer den tro, at folk – denne vage definition af medmennesket – ville fravælge developernes åndløse boligpakke, hvis de kendte til alternativerne. Som f.eks. denne bogs bebyggelser. En overvejende del af dem er undtagelser, der bekræfter reglen. Bebyggelser som er blevet til i kraft af ihærdige ildsjæle, humanistiske planlæggere og tolerante myndigheder. Bebyggelser som bliver beundret og publiceret på grund af deres anderledeshed, ikke fordi de repræsenterer den lovende start på en ny udvikling.
Men enkelte initiativer bærer i sig en blivende forandring i måden at praktisere boligproduktion på takket være politisk engagement. I Amsterdam satte en lokalpolitiker gang i en proces, der har spredt Zelfbouw-modellen til alle større byer i Holland. I dag kan man gå på nettet i disse byer og orientere sig om, hvor der aktuelt er ledige byggegrunde, og hvor byggegrunde er under udvikling. Forvaltningerne kommunikerer med borgerne og udvikler sagsprocedurer, der letter byggeprocessen for dem.
I Tübingen og Vauban i Baden-Württenberg har forvaltningerne med aktiv deltagelse af lokale borgergrupper og politikere udviklet planlægningsstrategier, der ikke alene giver borgerne mulighed for at planlægge deres egne boliger men også understøtter fællesskabet i et boligområde, common-kvaliteten. Et betydeligt element til at få dette til at lykkes er overdragelse af byggeinitiativet til Baugruppen, en bygherremodel, der i dag praktiseres over det meste af Tyskland.
Og i England har lovgivning forpligtet landets kommuner til at anvise byggegrunde til borgere, der vil bygge deres egne boliger. Kommunerne engagerer sig i stigende grad i at udvikle affordable housing med deltagelse af borgere i beslutningsprocessen. Lovende initiativer af relativt ny dato som endnu ikke har resulteret i markante bebyggelser, og som selvsagt er sværest at realisere i tætte byområder.
At boligen er blevet et investeringsobjekt har ført til gentrificering af de fleste af Vestens større byer. Borgere med gennemsnitsindtægter forvises til forstæder og udkantsområder. Mange steder søges problemerne imødegået med lovkrav om en vis procentdel sociale boliger i nybyggede områder, men da disse ofte integreres med konventionelle bebyggelser, bliver de placeret de mindst attraktive steder, der hvor developer-fortjenesten er lavest. Og når socialt boligbyggeri bliver opført som selvstændige bebyggelser, er der ingen procedure, der inddrager kommende beboere. Man skal ikke se sig meget omkring for at indse, at socialt boligbyggeri ikke er nogen garant for gode boligområder.
På baggrund af de fremhævede udviklinger i de tre ovennævnte lande er det indlysende, at et paradigmeskift indenfor boligbyggeriets praksis må omfatte et politisk engagement. Dette engagement må primært handle om jord. Byer må kunne tilbyde deres borgere byggegrunde til overkommelige priser. Kun få byer har som Wien historisk investeret i jord til byudvikling. Kun få byer kan som Amsterdam skabe nye byområder ved opfyldning i Zuidersøen. Det er bare ærgerligt, men så må byerne betale sig fra det. Når socialt boligbyggeri bliver subventioneret, kan der vel også skabes rammer for at subventionere billige byggegrunde.
Det bør være en politisk målsætning at demokratisere byggesagsbehandlingen. Det er umyndiggørende og omkostningsfuldt for almindelige borgere, at de ikke selv kan gå i dialog med byggesagsbehandlerne. Ja, byggeteknikken er blevet mere kompliceret med bæredygtighedskrav og flere materialer, men så må der formuleres en terminologi, så du og jeg kan tale med om tingene. I Almere, en by 30 km fra Amsterdam, har man i forståeligt sprog hhv i skemaform formuleret en række tekniske krav, som skal opfyldes for at få byggetilladelse. Du krydser skemaet af med din rådgiver eller entreprenør, og så har du din byggetilladelse inden for en uge. Det handler jo om viljen til at tage udfordringerne op. Og erfaringerne fra Amsterdam viser, at de mennesker, der engagerer sig i Zelfbouw, er mere ambitiøse på bæredygtighedsområdet, end myndighederne foreskriver.
Er borgerne modne til at tage ansvar i byggeriet af egen bolig? At dømme efter erfaringerne i Holland, Tyskland og England, så ja. Unge og små arkitektvirksomheder og mindre håndværksvirksomheder er skræddersyede til at løfte individuelle opgaver. Byer vil igen komme til at bestå af huse i stedet for store boligkomplekser.
Jeg skriver også som arkitekt og ser på bebyggelserne med arkitektøjne. Det indebærer et æstetisk blik: hvordan ser det så ud, når borgerne er med i beslutningerne? I langt de fleste af bogens bebyggelser har arkitekter været med til at formulere rammerne for beboernes udfoldelser, og her bliver den arkitektoniske udformning så forskellig som arkitekter er forskellige.
Ivo Waldhör tog den seje tur med beboerne gennem hele planlægningsprocessen og endte op i 1989 med 39 skræddersyede boliger i Bo100 i Malmö, mens Giancarlo di Carlo 20 år tidligere i dialog med de fremtidige beboere udviklede 15 boligtyper i Nuovo Villaggio Matteotti, der hver især kunne indrettes på 3 forskellige måder.
Ivo Waldhörs arkitektur er lys og poetisk som en sang af Evard Taube, di Carlos stramt strukturalistisk, mere som en kanon af Jean Philippe Rameau, begge forankret i deres tid og med greb om den arkitektoniske helhed.
Så er det straks lidt vanskeligere med bebyggelserne, hvor beboerne har haft frie hænder. Det går an i The Yard i Bristol, for her er tale om en lav bebyggelsesprocent, og træer og buske mildner husenes forskellighed, som også holder sig inden for ret traditionelle udtryksformer. Men sine steder i Amsterdam trumfer den vildtvoksende individualitet bebyggelsesplanernes stramme grid og højdegrænseplaner. Det er velgørende og forfriskende at opleve det anarkistiske sammenrend af arkitektoniske ideer. Jeg bliver helt høj af den grænseløse opfindsomhed. Så kan de ha’ det de fantasiløse stivnakker! Og jeg vil da langt foretrække dette livsbekræftende rod frem for developer-byggeriernes på én gang udtryksfattige og opulente bygninger.
Men efter som arkitekt at have besøgt rækker med disse svendestykker står det mig klart, at en hel by i den ånd ville være entropisk, trætte oplevelsesevnen. Det er ikke nok, at byplanen fastlægger udstrækning og volumen, der må mere struktur på, så der bliver mere musik, mindre kakofoni. Og det har vi planlægningsredskaber til med lokalplanens rammer for farver, materialevalg etc. Som den britiske cybernetiker Anthony Stafford Beer skriver[1968]; “What lies between rigidity and chaos – which both have their art and science? It is change within order, which perhaps defines design.”
Der er ikke een bestemt fremgangsmåde til at skrive nye fortællinger med fremtidige beboere, der er mange som dokumenteret i bogen. Og har man som beslutningstager forstået betydningen af den samtale, er der kun dårlige undskyldninger for ikke at gå i gang.
–
Carsten Hoff er arkitekt MAA og driver tegnestue i eget navn. Han har igennem hele sit virke været optaget af at udvikle et boligbyggeri, der giver den enkelte mulighed for at sætte sit præg på egen bolig og berige de fælles omgivelser. Foruden en lang række værker er han ophavsmand til utallige udstillinger med fokus på brugerinvolveret arkitektur.
Rebecca Solnit, “Rebecca Solnit: Modstandskampen starter med glæde, fornøjelse og skønhed,” interview af Rune Lykkeberg, Information, 9. december, 2022. Rebecca Solnit citerer aktivisten Adrienne Maree Brown.
Næste: New Models for an Unjust Housing Market in the U.S.
Ill. 1. Hastighedsgrænsen er 5 miles / hour. Den røde bygning th var kontorer, i stuen er fællesrum og værksteder, ovenover lejligheder
Ill. 2. Den tidligere lagerbygning er indrettet som boliger i 3 etager. Biler lige til døren er vigtigt for beboerne
Ill. 3. New age er ikke helt glemt
Ill. 4. Ingen fællesregler for byggeriet udover bæredygtigheds-aftalen og bygningsreglementet
Ill. 5. Den oprindelige idé med at bygge på betonpladen for at spare fundamentet holder ikke vand. Og der er støbt asfalt på kørebanen
Ill. 6. Seks bungalower er opført som lejeboliger af et boligselskab
Ill. 7. Mod vest afgrænses området af en traditionel rækkehusbebyggelse
Ill. 8. De smalle byggegrunde har skubbet husene op i 3 etager
Ill. 9. En frodig forhave skal der være plads til
Ill. 10. De private grunde har havelåger ind til fællesområdet
Ill. 11. Fællesområdet føles trods sin lidenhed spaciøst og fredfuldt