Højmose. Foto: Laurits Thingholm
Flydende sider af let-sumpet jord
Våde og i bevægelse
Ben omgives af en fugtig sensation
Sorte og lange trækkes de tilbage
Fremad
Et tag, to tag
I den sumpede skakt
Og skyggernes rige
Rammer en solstråle ryggen
Det mærkes på den metal-grønne bug
En kant toner frem
Ovalt
Bleg dunmos kvæler den højre side
Holder vingerne tilbage
Irritabelt fæstnet i et tæppe
Dug hvirvler hysterisk
Åbning og lukning
Den tiltagende summen stopper
Med et skvæt
Benene former sig atter
En svømmende bevægelse
De behårede ben
Først tykke, så tynde
Endnu tyndere
Formen følger en rytme
Gennemtrænger jord-vandet
En kontinuerlig bevægelse
Skyggen rejser sig længere ude
Afrundet og med hvid kant
Nedsunket i mudderet
Inden følehornene når at opfange
Den glatte overflade
Løfter du gummistøvlen
Ubevidst og uden varsel
Træder du den lille sekspunktede kvikløber
Langt ned
I den fortsat bevægelige grund
En træthed spreder sig i luften
Myggene summer lavt
Din gummistøvle sidder igen fast
Det våde mørke du tror er vand,
Er fast og flydende
En skarp og kold fornemmelse spreder sig
Fra dine tæer til dit hoved
Fortæller dig
Du er en del af det våde
VANSKABT OG D. ET HELE.
Med progressionen har mennesket bygget dæmninger. Dæmninger i vores landskab og dæmningen i vores mund har adskilt det våde. Når vi har drænet marker og retlinet vandløb for at sikre en tør produktion, har det været gennem det strømlinede sprog. Grænserne er optegnet ved præcise beskrivelser. I fraværet af det ’andet’.
Det ’andet’ er udtryk for alt det, der ligger udenfor, hvad vi er i stand til at beskrive med vores sprog. Men det ‘andet’ vender pludselig sit ansigt mod os, når konsekvenserne ved at lede næringsrig vand ud manifesteres i og omkring os. Stedet, bliver vi nu bevidste om, er forbundet med det ‘andet’, uanset hvor meget vi lukker øjnene og munden for det.
For foden af det ’andet’ ligger vådområdet. Vådområdet er uden faste afgrænsninger, men er dødt-levende til stede. Vi har trasket rundt i vores gummistøvler, når vi har forsøgt at nærme os de fænomener, som flyder og er i konstant forandring.
Vores arkæologiske fund i tidligere vådområder, på kanten af tiden, er indkapslet i det konserverende organiske materiale. Man beskriver disse fund ved sprogets faste fakticitet og kommunikationens lette videregivelse. Der oprettes tidslinjer og historier. Selvom sproget i sig selv er et, vi taler flydende, suges det dynamiske ud ved en simpel videregivelse.
Drænplov
Grødeskæring
x,y,z
Afledningskote
Wavin korrugerede PVC-drænrør
Fladenivellement
Optimalt
Typar-filter
TV-inspektion af dræn
Udbyttemangel
Det faktum at vi taler. Vi er blevet bevidste om sproget og vores sproglige karakterer. Sproget beror på en grund, men vi er kommet til at tro, at den er grundløs. Denne grund, er den samme grund, som fortsat er i bevægelse i vådområdet.
D. HAR DU PRØVET AT SLUGE ET D?
Lange strengformede sener
Strækker sig langs de to rør
Kanaliserer livgivende funktioner
De hæfter ved udmundingen
Og presser det sammen
Et kontrolleret miljø
Halsen
Med den bløde røde struktur som hinde
Under struben og over luftrøret
Stemmelæberne
Et indre sæt af læber, der føres mod hinanden
Danner svingninger, når luften trykkes op fra lungerne
Det er lyden
Som formes i munden
Bliver til sproget
I det danske sprog kan nogle bogstaver forekomme uden lydværdi, som bogstavet d.
Det sluges og forbliver under struben, hvor det måske finder sig nærmere vandets veje i kroppen. Når det sluges, er det iblandt ord, vi bruger til at beskrive våde fænomener, vand, og vandets betingelser.
Som små amøber på store flader har vådområdet strakt sig langt i det danske landskab og i tiden. Det stumme d er kommet senere til sproget, og stammer ikke fra roden af sproget, men er opstået igennem talen og brugen.
Omgivet af vand, har vores forgængere tilpasset sig vandets præmisser, i fraværet af en sproglig indikation for det våde fænomen har det vist sig umuligt at beherske. I et evigt forsøg på at kontrollere og ordne vores omgivelser er d’et vokset frem og gennem tale og på skrift, gør det os i stand til at skelne mellem et faktisk vådt fænomen og ikke blot noget, som er skabt deraf.
Eller, er det opstået ved vores udtale, der nærmest kan lyde våd i sig selv, som om noget sluges vådt. D. Måske er det netop sprogets flydende karakter, der her tilkendegav sin virksomhed. Mæandrerende d’er, et sprog, der flyder og tales flydende.
Ordet vanskabt beskriver, når en ting er ”født eller dannet med form, der afviger fra det normale og ofte er skræmmende”.Det er skabt af vandet, vandskabt i udtalen. En beskrivelse af ting der ligger udenfor normen, det fremmede, der i sig selv rummer alt det vi ikke kan putte på formel. Det grundlægger en indre u-hjemlig følelse og et tab af formgivningens sikre kyst. Uden det våde d er ordet ikke vådt, blot påvirket af det.
Når låsen i vores tunge ikke længere er som dæmninger, der kontrollerer og adskiller, men væsken får lov til at flyde videre, kan der tales et flydende sprog.
VÆDET I MOSENS MYTER
Et mørkt tæppe sænker sig over horisonten
Duggen falder
Placerer små dråber på havgræssets spidser
Dine skridt bliver langsommere
Igennem det endnu lysebrune græsvæv
Lyden af græs mod sko tager til
Du ser et blink i det fjerne
Stå stille
Er der mon noget herude?
Du spejder i den samme retning
Pludselig ser du en glødende kugle
Sitrende i kanten
Svævende over jorden
Et øjeblik stopper tiden
Kuglen kaster sit blålige lys sfærisk omkring
Det giver et sæt i dig
Den suger sig mod sit eget centrum
Stilhed
Udtrykt i mundens våde vand har vi forsøgt at fortolke og forklare det uforståelige. Langs kanterne af et fænomen hæftes en symbolsk forklaring, formet som et ord og en ordlyd.
Ordet og dets konnotation springer ud af stedet, et sted der rører os og omdannes til et udtryk. Synet, lugten, berøringen og stemningen gentages. Ved at koble stedet og den menneskelige bevidsthed, kan fænomenerne bevæge sig på tværs af tid og opnå myternes klang.
Grunden, det fysiske sted, er udgangspunktet. Når steder forsvinder eller ændres, bliver disse ord og symboler frakoblet og forekommer som en form for kvasi-abstraktion. Som et computerikon, der refererer til et andet engang fysisk fænomen.
Mosekone
Lygtemænd
Nøkken
Åmænd
Das Irlicht
Will-o'-the-wisp
Ignis Faatus
Vådområder restaureres eller genetableres, ikke kun når den sumpede jord igen er under vores fødder, men også i vores mund. De vådområder, der eksisterede, nu drænet og som vi skal til at genetablere, baserede sig på et fast sprog. De er et udtryk for en diskrepans mellem sted, tid og fænomen. Ved at lade vores sprog flyde kan vi måske genindføre våde områder, der er sig selv. Vådområdets bevægelige former genkalder ikke, hvad der var, men siver ud over.
Det er en formgivning, som ikke følger en nedlagt form over materien, men det er en flydende dialog. En vådhed, der er overalt og i tid. Tager vi vandets sprog i munden, må vi forstå den dialog, som det indgår i og med andre aktører og de betingelser, som det tilvejebringer.
Når det våde d danner nye forbindelser og fortællinger, der kaster sit lys over de fysiske fænomener og lokker os i mosens tåge. Når skarpe marker, trimmede kanter og grødeskåret kanaler opløses. Når substansen ikke længere beror på en udelukkende fast og uforanderlig grund.
FLYDENDE FASTHED
–
Laurits Thingholm er studerende ved det Kongelige Akademi på kandidaten Arkitektur og Landskab. Han interesserer sig for dét spændfelt hvor dikotomien imellem bygning og landskab går i opløsning med det subjektcentreret verdenssyn.
Næste: Patchy Umwelts – Architecture, Attunement and the Rebuilding of Lifeform Relations
Højmose. Foto: Laurits Thingholm