Inis Oírr, på dansk den østlige ø, er den mindste af de tre Aran Øer, der ligger ud for Irlands vestkyst. Øerne har et karakteristisk karstlandskab, som er dækket af stengærder og græsmarker [ill. 1]. I maj 2024 tilbragte jeg tre uger på øen, hvor jeg erfarede stedets kollektive landskabsarkitektur og dets iboende og kontinuerlige genopbyggelse.
Set fra et luftfotografi får gærderne, og markerne de indhegner, landskabet til at ligne en krakeleret overflade. Nogle af stengærderne blev skabt for mere end fire tusind år siden, og stadig den dag i dag bygges nye til. At gå ad de smalle veje og stier mellem markerne er som at gå med vægge omkring sig. Mange steder er det ikke muligt at se hen over dem for at orientere sig. Andre steder, hvor gærderne er lavere, har man et bedre overblik og kan se mark efter mark i horisonten [ill. 2].
Tektonisk er stengærderne opbygget som stablinger uden bindemiddel, som den engelske betegnelse dry stone walls indikerer. Stenene er i stedet udvalgt eller tilpasset, og stables ved at blive lagt i spænd med den rette hældning mod midten. Det giver en konstruktion, der er nem at ændre. Det er indlejret i konstruktionens logik, at den kan repareres, omstruktureres og genopbygges i nye formationer. Byggestenene indgår i en elementær, cirkulær praksisform.
De benyttede kalksten er grundlæggende ensartede, men varierer især i tykkelse fra sted til sted på øen. Det æstetiske udtryk i opbygningen adskiller sig desuden fra landmand til landmand. Mange steder er der mellemrum mellem stenene, som lader vinden passere igennem konstruktionen. På den måde vælter de ikke ved kraftige vindstød fra Atlanterhavet. Væggene kan have et tomrum på 50% af massefylden, og fungerer snarere som et læhegn end en vindbarriere.
AT OPBYGGE ET LANDBRUG
Øerne er en del af området The Burren fra irsk boíreann; på dansk stenet eller klippefyldt sted. Her er undergrundens kalksten blottet ved jordoverfladen. Første del af processen med at anlægge en ny mark er at indsamle den smule jord, der findes mellem kalkstenens sprækker i jordoverfladen. Efterfølgende bliver det øverste lag af overfladen slået itu af hårdere sten som granit. Stenene fra overfladen bruges til at stable gærderne, samt udfylde de største huller i overfladens sprækker, så der dannes en jævn overflade. Efterfølgende dækkes hele marken med mindre sten. For at skabe det sidste lag blander man den indsamlede jord med sand og tang fra kysten. Det er traditionelt transporteret fra kystsiden til markerne i flettede kurve, ad adskillige omgange. Det er en langsom proces. År efter år komposteres blandingen af sand og tang til en jord, der enten bruges til dyrkning eller som græsarealer til dyrene. Det er en jord, der passes på og vedligeholdes, og hvor dyrene ugentlig må rotere mellem græsmarkerne.
Mange af markernes indhegninger er små. Det er de blevet, så stenene ikke skulle bæres langt væk fra, hvor de er blevet slået fri fra overfladen. Men også fordi de små arealer på markerne skaber den nødvendige beskyttelse mod den kraftige vind og saltvandet i luften. Derudover skaber varmen, som stenene afgiver, et mildere klima omkring markerne. Ved nogle af de større marker er klippestykkerne i jordoverfladen stadig blottede. Især langs kysterne ses store arealer med det oprindelige blottede karstlandskab.
AT FORTSÆTTE ANDRES ARBEJDE
I dag er der monteret, og nogle steder støbt, nye porte ind mellem stendigerne, mens de ældre åbninger stadig kan ses i digernes mønstre [ill. 3]. Cathleen Ní Chonghaile, lokalguide der er opvokset på Inis Oírr fortæller, hvordan hun som barn måtte være god til at åbne og lukke stengærderne, når hun skulle rotere familiens dyr rundt på markerne. Det gjorde hun dagligt ved at fjerne stenene fra åbningerne, og opbygge dem igen, når åbningen skulle lukkes. Cathleen Ní Chonghaile fortæller også, hvordan hendes fars generation kendte stenene. De kunne hurtigt se, om det var en gammel eller ny sten, forstået sådan, at det var længe siden, at den var blevet hugget op. Hendes far kunne også se, om en sten havde en indre revne på den måde, den tørrede på når det havde regnet.
Det er den mere end 80 år gamle øboer Poraic Póil, jeg gentagne gange bliver henvist til, når jeg på øen spørger efter viden om stengærderne. Her møder jeg en landmand, der stadig arbejder mandag-lørdag, og hvis skjorte og jeans er bemærkelsesværdigt gennemlappede. Vi snakker om det amerikanske valg, Palæstina og Israel, tang-bade, og efter at have besøgt ham et par gange, hvor han byder på varm brandy med sukker, får jeg lov til at se hans stengærder. Han kører mig ud i markerne på ladet af hans traktor. Det er på den samme traktor, som han henter sine Bed and Breakfast-gæster ved molen; en forretning hans datter hjælper ham med at drive.
Da vi går ind på markerne, begynder han at pege på nogle af stengærderne, og fortæller hvilke hans far har bygget, hvilke de har lavet sammen og hvilke han har bygget med nu afdøde venner. Han fortæller om sine planer for stengærderne, som han er ved at forberede. Han vil blandt andet flytte et eksisterende gærde, og lade et af hans nye gærder møde resterne af et ældre. Han vil i den nye tilføjelse, efterligne metoden fra det gamle. Hvis ikke det var, fordi han fortæller, at han sidste vinter selv byggede et 30 meter langt stengærde, ville jeg have svært ved at tro, at det kunne lade sig gøre i hans alder. Stenene er store og tunge, og gør arbejdet fysisk krævende.
Han viser mig den granitsten, han bruger, når han skal flække kalkstenene. En sten, der bærer præg af at være et livslangt arbejdsredskab. Han kan transportere stenen rundt på ladet af sin traktor, men som ung måtte han bære den i en rygsæk. Jeg forestiller mig, at det er den slags flettede rygsække, som de på kultur- og kunstcentret Àras Èanna, både fletter og sælger. De blev tidligere brugt til at transportere sten, sand og tang rundt på øen.
Et af hans stengærder går halvt igennem en skrånende mark, og er bygget udelukkende for at give mere læ til fårene. “Ah, look at that stone, look at that stone”, udbryder Poraic Póil tilfreds, mens vi fortsætter rundt i hans marker. Efter noget tid kan jeg genkende hans æstetiske udtryk. Som han selv forklarer, synes han bedst om de vertikale stablinger, hvor aflange sten står med den korteste side mod jorden. Han mener ikke, at alle på øen er lige gode til at bygge eller vedligeholde stengærderne, og det ærgrer ham, at de ikke bliver taget hånd om.
Han fortæller, hvordan han tænker på sine fremtidsplaner om gærderne, inden han falder i søvn om aftenen. Han fortæller mig også, at hans nuværende udvidelse af stengærderne er i konflikt med EU's retningslinjer for naturbeskyttelse af området, der ikke accepterer hans nye tilføjelser og ændringer af jordoverfladen. En konflikt, der måske vil trække ham i retten. Han er frustreret, og får hjælp af sin datter til at dokumentere sine marker og det arbejde, han gennem tiden har opbygget.
GENOPBYGNING GENNEM PRAKSIS
Over tid ændrer landmændene markernes størrelser. De flytter rundt på stenene, og stabler dem på ny. Stengærderne bygges længere eller kortere, nye åbninger implementeres og andre lukkes. Det er en bevægelig dynamisk struktur. Det kan man se, når man studerer ældre kortlægninger over øen. Nogle af de nyeste gærder ligner dem, der blev bygget før vores tidsregning. Det er af samme grund også svært at tidsbestemme gærderne, idet de ældre konstruktioner og sten blander sig med nye tilføjelser af samme materiale.
Det er svært at adskille, hvor grænserne mellem vedligeholdelse, genbrug og genopbygning er. Jeg kunne argumentere for at vedligeholdelsen finder sted i dagligdagen, når dyr holder græsset nede på markerne mellem gærderne og sten samles op, når de væltes af vinden. Samtidig ser jeg, gennem disse repetitive handlinger, der sikrer den skrøbelige struktur mod forfald og erosion, en stille og langsom genopbygning gennem vedligeholdelsen. En genopbygning, hvor det som fjernes eller væltes af vindens kræfter, bliver genopbygget med intentionen om at bevarer strukturen og sikre den mod yderligere skade. Men jeg kunne også argumentere for at genopbygningen sker, som når et gærde flyttes, og de samme sten bliver brugt i opbygningen af det samme gærde et nyt sted. Denne genopbygning er en opretholdelse af strukturen og ideen. Men samme handling kunne også betragtes som genbrug, som et nyt gærde bygget med genbrugte sten, der i de fleste tilfælde vil blande sig med nyere udslåede sten.
Stengærderne og disse handlinger er forbundet til stedets landbrugspraksis, samt de tidligere meget begrænsede muligheder for import af varer og materialer. Et nyere mulighedsrum har nu ændret byggetraditionerne og behovet for vedligeholdelse. Som åbningerne i gærdet, der meget belejligt er blevet erstattet med de indbyggede porte af stål [ill. 4]. Andre steder på øen er de oprindelige konstruktioner blevet udskiftet af stablede sten med beton mellem sig. Et gærde, der ikke længere kan defineres som dry stone wall. Her kræves en mindre omhyggelighed for at balancere sten i stablingen. Bindemidlet minimerer vedligeholdelsen, men fastholder også stenene, og gør gærdet både svært at flytte og stene svære at genbruge. Samtidig mister gærdet sin forbindelse til den mangeårige kulturhistorie på øen.
Den samlede struktur af de kilometervis af gærder, former tilsammen den kollektive arkitektur, der skaber en forbindelse mellem fortiden og nutiden. Her har hver generation bidraget til den langsomme og vedvarende genopbygning, de årelange opbygninger af nye marker og gærder, samt omstruktureringen af de ældre stengærder. Gennem disse handlinger, er stengærderne blevet en social og til dels anonym landskabsarkitektur, hvor planlægningen af gærderne langsomt er vokset frem. Som arkitektur repræsenterer stengærderne en elementær tilgang, der afspejler daglige rutiner, liv og begrænsede økonomiske forhold. En begrænsning, hvor genbrug, vedligeholdelse og genopbygning har været en del af stedets præmis og særlige kvalitet. De begrænsede ressourcer og muligheder har over tid formet landskabet og skabt det lavmælte, monumentale landskab. Begrænsningen rummer en stor respekt og forbundethed til omgivelserne, idet kalkstenene og markerne, såvel som Poraic Póils gennem lappede skjorte, bliver taget hånd om.
Det er svært at lære folk, der ikke ved hvordan man bærer en sten, at bygge et stengærde, fortæller Poraic Póil, da vi snakker om en af de workshops, han har undervist på, arrangeret af Dry Stone Wall Association of Ireland. En NGO der arbejder for håndværkets muligheder, bevarelse og kultur, og en af de aktører der interesserer sig for fremtidens stengærder. På sigt bliver det sværere at vedligeholde og genopbygge stengærderne, uden den daglige brug af det stadig eksisterende landbrug. Samtidig forsvinder behovet for nye stengærder, og vedligeholdelsen ændres fra at være en del af landbrugets praksis til i stedet at blive en aktiv bevarende handling.
Jeg forestiller mig en fremtid på øen uden den nuværende ældre generation, der opretholder det traditionelle landbrug: Ville man nogle steder genoprette det oprindelige karstlandskab?Ville stengærderne langsomt falde fra hinanden og blive til spredte bunker? Vil de nogle steder gro til, hvor beplantningen har mulighed for at tage fat? Flere steder på øen findes situationer som denne allerede, hvor konstruktionerne forsvinder under klatreplanter, og stenene bliver skilt fra hinanden; steder hvor græsmarkerne er vokset til større krat, og får lov at passe sig selv. Eller ville de tusindvis af turister på øen, på sigt skabe muligheder for at bevare stengærderne uden landbruget? Det ville i så fald kræve nogen der ved, hvordan man bærer en sten.
–
Anna Eglite er arkitekt MAA, uddannet fra Kunst og Arkitektur på Det Kgl. Akademi. I sin praksis arbejder hun med kortlægning og tegning som en metode til at udforske byer og kulturlandskaber i en tilstand af konstant forandring, med en særlig interesse for stedets historie og nye naturforståelser. Hun er den ene halvdel af tegnestuen en:33.
Ingrid Schegk, Dry Stone Walls: Basics, construction, significance, Landscape and Stone - On Man-Made Landscapes (Zurich: Environmental Action Foundation & Scheidegger & Spiess, 2019), 86.
Ibid., 101.