Børsens brand var selvsagt en begrædelig begivenhed, og den velvillige indstilling til at rekonstruere det ødelagte må derfor også i udgangspunktet ses som et gode. Men inden for hvad vi bredt kunne betegne bygningsbevaring, er rekonstruktion imidlertid kun ét værktøj blandt mange, som man undertiden vil have behov for at gribe til, og det er hverken så uproblematisk eller ligetil, som det undertiden synes antaget blandt lægfolk. Set i skæret fra Børsens brand skal jeg således i det følgende komme ind på nogle af de grundlæggende problematikker, vi ved gør sig gældende ved rekonstruktion. For at kunne nå hertil er det nødvendigt først at tegne et kort rids af bygningsbevaringens historie.
BYGNINGSBEVARING – ET MODERNE ANLIGGENDE
Vi vil i det følgende, når vi taler om bygningsbevaring, specifik adressere den disciplin inden for bygningskunsten og en række tilstødende fag (konservatorvidenskab, arkæologi og historievidenskab for at nævne de mest nærliggende), der i vores tid udgør et samlet og velkonsolideret fagområde med en lang forsknings- og praksistradition, og som overvejende beskæftiger sig med bevaring af bygninger af høj arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi. Denne disciplin vil vi altså her kalde bygningsbevaring, men vi kunne også have kaldt den en række andre navne eksempelvis restaurering eller arkitektonisk kulturarv. Afgørende er blot, at når vi i det følgende taler om bygningsbevaring, så taler vi om et særligt fagområde inden for bygningskunsten med velkonsoliderede teorier og metoder, der er institutionaliseret juridisk på et statsligt såvel som på et overstatsligt, internationalt niveau (gennem FN og UNESCO) og altså ikke blot den handling at bevare en bygning.
Forstået således er bygningsbevaring et moderne anliggende. Ved dette menes der, at der forud for overhovedet at kunne tænke sig sådan noget som en bygningskulturarv ligger en række idehistoriske præmisser, der grundlæggende er moderne. Moderne må her ikke forstås i sin dagligdags betydning af at være på mode o.a., ej heller må det forstås i den betydning, at det knytter sig til den strømning i det tidlige 20. århundredes kulturliv, vi kalder for modernisme. Snarere mener vi med moderne her, at bygningsbevaring knytter sig til den moderne historiske periode. Mere specifikt angivet er bygningsbevaring notorisk et barn af den sene moderne periode, dvs. perioden fra omkring midten af 1700-tallet altså oplysningstiden og frem.
Et af de steder, hvor vi ser, at bygningsbevaring notorisk er moderne, er i forestillingen om kulturarv. Der ligger en række påfaldende forhold ved dette begreb, hvis man inspicerer det nærmere. Et af disse forhold, som vi skal vende tilbage til senere, er forestillingen om kulturarv som noget substantielt eller materielt. Altså at kulturarven skulle udgøres af en privilegeret mængde objekter afgrænset fra den øvrige bestand af objekter, der måtte forefindes. Hvad vi her vil hæfte os ved er, at forestillingen om en kulturarv forudsætter, hvad man undertiden vil benævne en antikvarisk bevidsthed, der i sig selv er et produkt af en moderne historiebevidsthed.
Ved begrebet moderne historiebevidsthed ligger dette, at man erkender at tingene (i bredeste forstand, dvs. alt fra brugsgenstande over institutioner til omgangsformer, normer, sæder og skikke, epistemer og dispositiver etc.) er historiske. Det er ikke blot fortiden, der er historisk; også egen tid er historisk. Altså ligger der i moderniteten en erkendelse af tingenes historicitet; og dermed ses fortiden i sin fremmedhed og egenart. Nutiden står i relief mod fortiden. Mellem fortiden og nutiden er der en tidens kløft. Denne kløft lader sig ikke lige overvinde. Vi kan måske nok skue henover kløften, men vi kan ikke komme derhen. Vi kan ikke vende tilbage, og netop i kraft af denne adskillelse objektiviseres fortiden, hvorved den kan gøres til genstand for en videnskabelig undersøgelse. Ved denne afsløring af historiens hemmelighed kan det moderne menneske systematisk kortlægge verdenshistoriens gang og udtræde af sin selvforskyldte umyndighed. Dermed bliver fortidens levn bevaringsværdige, alene fordi de er historiske. De besidder en antikvarisk værdi (eller kulturhistorisk værdi om man vil). Som materielle levn udgør de et vidnesbyrd om fortiden; de udgør et kildegrundlag, der kan danne grundlag for historisk og arkæologisk forskning. Selv den mest undseelige genstand rummer information om den tid, i hvilken den er frembragt. Bondestenalderens køkkenmøddinger er et godt eksempel herpå. Ligeledes er græske og romerske potteskår. Hvis vi skal finde et nutidigt eksempel på køkkenmødding og potteskår, kan vi eksempelvis tage et brugt engangskaffekrus fra en skraldespand på en arbejdsplads. Al den stund denne genstand hidrører fra en skraldespand er den for os i dag at regne for værdiløs. Men den rummer umådelig megen data, der i en fjern fremtid ville være særdeles værdifuld for den videnskabelige forståelse af vores tid. Eksempelvis rummer den påtrykte tekst (på flere sprog) evidens for hvilke sprogstammer, der tydeligvis har været talt i den pågældende region, ligesom teksten i sig selv er evidens for disse sprogs lingvistik. Krusets materielle beskaffenhed, dets forarbejdning og udformning er evidens for såvel produktionsfaciliteterne som smagspræferencerne. Ja, overhovedet disse engangskrus’ vidt udbredte forekomst i skraldespande bevidner, at arbejdsstyrken i vores tid bliver betalt for at indtage bestemte typer psykoaktive rusmidler (koffein) i arbejdstiden (kaffepauser), mens indtaget af andre typer (alkohol fx) er forbudt; et uhyre sigende forhold ikke blot for normerne, men måske mest af alt for, hvilken økonomi råder i epoken. Alkohol eksempelvis, hvis indtag i arbejdstiden historisk og indtil for blot henved et halvt århundrede siden var alment udbredt, besidder en bedøvende virkning, der egner sig fortræffeligt til den førindustrielle arbejdskulturs hårde manuelle arbejde, mens koffeinens opkvikkende virkning, experto crede, gør kaffen til vidensarbejderens drug par excellence. Denne kendsgerning fremtræder måske komisk, som den udtrykkes her, men rummer en væsentlig pointe. Det forhold, at vi i vor tid ikke betragter kaffe som et rusmiddel, men snarere som en fødevare, er netop et udmærket eksempel på, hvordan nutiden synes at tilsløre sin egen historicitet. Men at også egen tid er historisk er som nævnt en moderne erkendelse, der måske kun kan erfares gennem en krævende abstraktionsproces, som videnskabelighed fordrer. Og netop ved videnskabernes mellemkomst ser det moderne menneske sig i stand til at beherske og manipulere fremtiden.
Det er på denne måde, at fortiden har relevans for det moderne menneske. Som restaureringskunstens forkætrede faderfigur, franskmanden Eugène Emmanuel Viollet-le-Duc udtrykte det i 1866, så er det kendetegnende at “Vor epoke, og i historisk tid kun den, anligger en særlig holdning til det forgangne. Den vil analysere fortiden, foretage sammenligninger, klassificere og fremstille den sande historie ved skridt for skridt at følge menneskeheden på dens gang, i dens fremskridt og forandringer.” Bygningsbevaring er i kraft af denne antikvariske bevidsthed således et barn af moderniteten. Den havde oprindeligt ved fagområdets konsolidering som moderne videnskabelig disciplin i Europa i begyndelsen af 1800-tallet et materielt udgangspunkt. Bevaringen af typisk kirkelige eller nationale monumenter var historisk dets oprindelige genstand og udgjorde dermed det formelle udgangspunkt for fagområdets videnskabelige teoridannelser og egentlige praksis. Som følge af 1800-tallets videnskabsidealer fik behandlingen af dette materielle genstandsfelt fra begyndelsen et positivistisk præg, som endnu i dag står centralt; kravet om en videnskabelig tilgang til bygningsrestaurering er eksempelvis knæsat i ICOMOS’ The Venice Charter fra 1964.
Dog, siden begyndelsen af 1900-tallet med navnlig den østrigske kunsthistoriker Alois Riegls skelsættende afhandling Der moderne Denkmalkultus – sein Wesen und seine Entstehung (1903) har man i fagområdet ikke blot udvidet og nuanceret kriterierne betragteligt for, hvad der udgør et bevaringsværdigt monument. Man har først og fremmest ændret fagområdets genstand fra det materielle i og for sig til værdisætningen af dette materiale. Bevaringsværdier er dermed i dag fagområdets genstand; og skønt disse værdier rigtignok ganske ofte vil være tillagt fysisk materiale, nærede ændringen af genstandsfeltet fra materie til værdier som abstraktion uvilkårligt en opmærksomhed mod kulturarvens immaterielle aspekter.
I takt med fagområdets fortsatte udvikling og nuancering blev det oprindelige ensidigt materielle og positivistiske præg tillige udfordret yderligere allerede fra midten af 1800-tallet med bl.a. den engelske kunstkritiker John Ruskins skrifter som måske mest velkendte eksempel. Ruskin påpegede bl.a., at siden et monuments originalsubstans var formet af den historiske håndværkers ånd, der afspejlende en svunden tids zeitgeist, lod monumentet sig således principielt aldrig rekonstruere. Således vil eksempelvis sporene fra den historiske håndværkers arbejdsredskaber i et monuments konstruktion i dag ofte blive set som et udtryk for, hvad man på dansk grund typisk betegner som fortælleværdi; og Ruskins erkendelser rejste i sig selv en række filosofiske spørgsmål eksempelvis om autenticitet. [Red: for en indgående analyse, se Anne Silberg Thomsen, ”The Architecture of Authenticity” i dette nummer.] Uden at negere behovet for fagområdets mere positivistiske videnskabelighed indledte dette en humanvidenskabelig nuancering af fagområdets teoretiske fundament under hensyntagen til eksempelvis fænomenologiske og hermeneutiske spørgsmål. Sådanne spørgsmål anerkendes i dag som centrale og er institutionaliseret i en række internationale chartrer og konventioner, eksempelvis ICOMOS’ The Nara document of authenticity (1994). Sidstnævnte dokument er – i øvrigt i forlængelse af Ruskins værdsættelse af vidnesbyrdet om den historiske håndværkers praksis – væsentligt, for så vidt som det implicit adresserede autenticitetsspørgsmålet som et hermeneutisk anliggende, netop fordi, man anerkender, at forståelsen og fortolkningen af et monuments bevaringsværdier ofte forudsætter indgående praksisnært førstehåndskendskab til den kultur, der har tilvejebragt monumentet.
Som følge af denne udvikling har kulturarvsfeltet i dag for længst overskredet sit entydigt materielle, positivistiske historiske udgangspunkt og indbefatter nu også immateriel kulturarv, ved hvilket man forstår: “the practices, representations, expressions, knowledge, skills – as well as the instruments, objects, artefacts and cultural spaces associated therewith – that communities, groups and, in some cases, individuals recognize as part of their cultural heritage.” Anerkendelsen og beskyttelsen af immateriel kulturarv er således institutionaliseret på såvel nationalt som internationalt niveau: I Danmark skelner Slots- og Kulturstyrelsen mellem den flytbare, den faste og den immaterielle kulturarv, mens UNESCO siden 2009 har udpeget immateriel kulturarv som umistelig verdensarv – det være sig syrisk skyggeteater, schweizisk urmagerhåndværk og inuitisk strubesang og trommedans. Væsentligt at bemærke i denne sammenhæng er, at fagområdet i sin overskridelse af sit oprindelige materielle-positivistiske udgangspunkt har erkendt at det kulturskabende og det kulturbevarende populært sagt er to sider af samme sag.
AT BADE I DEN SAMME FLOD TO GANGE
En bygning fremtræder måske nok for en umiddelbar betragtning som en statisk varig størrelse, men i realiteten er en bygning et system i konstant forandring, ikke ulig en levende organisme. Årsagen til at vi i almindelighed overser dette er, at bygninger historisk set overvejende er skabt til at give det modsatte indtryk. Holdbarhed, firmitas, er et af de mest grundlæggende og almene historiske krav til god arkitektur, og i de fleste tilfælde vil en god bygning ikke kun være holdbart bygget, den vil tilmed udstråle dette; udtrykket vil være bevidst efterstræbt. At det forholder sig sådan, er rationelt nok, da det at opføre en bygning er et arbejdstungt og ressourcekrævende arbejde. Vi behøver blot at læse den romerske satiriker Juvenals beskrivelser af forholdene i de romerske lejekaserner i den tidlige kejsertid og sammenstille dette med indtrykket af de massive kassemure, der ruinøst er bevaret i Hadrians Villa, for at kunne indleve os i, hvorfor firmitas historisk er et alment eftertragtelsesværdigt mål for en bygning.
Måske derfor har vi for vane at tænke en bygning som statisk, men det er imidlertid en fordom. Snarere udgør en bygning et system ved lav entropi, og som følge af termodynamikkens anden lov vil en bygning altid være i varigt forfald. Hertil kommer erfaringsmæssigt i endnu højere grad aktiv nedbrydelse som følge af alt fra daglig slitage over misvedligehold til decideret ødelæggelse. Løbende pleje og vedligehold er derfor et fundamentalt princip i bygningsbevaring og en restaurering (herunder en rekonstruktion) vil således traditionelt betragtes som en problematisk nødforanstaltning, der kun bør finde sted i de tilfælde, hvor man som følge af forsømmelse, ulykker eller overgreb ikke har andre muligheder.
Årsagerne hertil er, at en rekonstruktion uundgåeligt vil medføre originalitets- og autenticitetsproblematikker. Ved en restaurering vil man således altid i udgangspunktet tilstræbe at bevare mest mulig originalsubstans, idet sidstnævnte såfremt det mistes, er tabt for bestandigt. Originalitet lader sig nemlig i sagens natur ikke rekonstruere: En rekonstrueret original er en selvmodsigelse og dermed en umulighed på nøjagtig samme måde som en gift ungkarl. En gang tabt, tabt for altid; rekonstruerer man originalen, står man med en moderne kopi, og dette vil være et vilkår ved enhver rekonstruktion. Det betyder imidlertid ikke, at man i visse tilfælde ikke vil kunne argumentere fagligt for at rekonstruere en bygning, men det vil i så fald kræve et fyldestgørende dokumentationsgrundlag for den historiske bygnings tilstand forud for ødelæggelserne. Et sådant dokumentationsgrundlag vil altid være principielt mangelfuldt, for så vidt som det i sagens natur vil udgøre en forsimplet beskrivelse af den empiriske genstand. Mængden af data i en antikvarisk genstand, der i fremtiden kan vise sig at have relevans for den historiske forskning, er, hvis ikke uendelig så i det mindste umådelig stor. Kopierer vi genstanden, kan vi ikke vide os sikre på, at vi får overført (endsige har blik for) de rette data, ligesom data i enhver kopieringsproces uundgåeligt korrumperes.
Hertil kommer at det overhovedet at tale om en bygnings originaltilstand i sig selv er problematisk, da en historisk bygning qua historisk netop vil bestå af en lang række historiske lag hver med sin originalitet. Således vil en historisk bygning snarere være en palimpsest, og det vil netop være i kraft af alle disse dobbelteksponerede historiske lag, at en bygning opnår sin historicitet. Forsøger man nu at foretage, hvad man undertiden hører omtalt som en “tilbageføring” til én tidligere tilstand, uagtet hvilken, vil dette i praksis snart sagt altid omfatte destruktion af andre historiske perioders originale lag. De historiske eksempler på dette er legio; på dansk grund er nogle af de mest velkendte eksempler Viborg Domkirke og Bjernede Kirke, der i slutningen af 1800-tallet undergik sådanne hårdhændede tilbageføringer, ofte baseret på mere eller mindre kvalificeret gætværk. Derfor er (ukritisk) tilbageføring som princip generelt forkastet.
Disse originalitetsproblematikker er alment accepteret. Mere omstridt er autenticitetsproblematikken derimod, i det mindste hvis vi ved autenticitet, her forstår den historiske genstands troværdighed som netop historisk. Forstået således, hvilket nok er en forsimpling af begrebet, bliver autenticitet et retorisk anliggende. Rekonstruerer man en historisk genstand, eksempelvis ved at udfylde alle lakuner, risikerer man, uagtet at dette sker på baggrund af et fyldestgørende dokumentationsgrundlag, og med den største pietet for bevaret originalsubstans, at genstanden ikke længere fremtræder historisk troværdig. Et eksempel på dette er restaureringen af de tekstiler, der i helgenskrinet i Skt. Knuds Kirke i Odense var bevaret siden middelalderen. I en artikel bragt i Arkitekten i 1938 omtalte Mogens Koch restaureringen af dette relikvie med slet skjult ironi som ”et glimrende eksempel paa den mest udmærkede Restaurering. (…) Det er glimrende lykkedes, det er overhovedet ikke muligt at se, at det har ligget i Kisten fra 1101.” Således bør det bemærkes, at autenticitet er en meget følsom og drilagtig størrelse. En umiddelbar autentisk kopi af en alderstegen original med samt al slid og patina har det eksempelvis med at slå over i forlorenhed i netop det øjeblik, at man erkender bedraget.
Hardliners inden for bygningsbevaring vil således mene, at autenticitet ligesom originalitet ej heller lader sig rekonstruere, og derfor finder man i dele af det 20. århundrede en principiel modstand mod rekonstruktion. Som forfatteren Henrik Pontoppidan skriver i et af sine dagbogsnotater om (re)konstruktionen af domkirken i Trondheim: ”De svunde Tiders Aandepust flygter bort som en fugl, hvis Rede en Fremmed har rørt og vender ikke tilbage.” Dette vil være den dominerende modernistiske holdning, og den er ikke urimelig om end jeg personligt nok vil være af en mindre dogmatisk, mere pragmatisk opfattelse. En veludført rekonstruktion udført på et fyldestgørende dokumentationsgrundlag vil nok medføre et vist autenticitetstab, men resultatet kan stadig fremtræde overvejende autentisk på andre punkter. Rekonstruktionen af Christiansborgs Slotskirke, der brændte i 1992, fremtræder måske ikke som en autentisk 200-årig bygning, men dog som et autentisk udtryk for C.F. Hansens empireklassicisme.
Hvorom alting er betragtes restaurering herunder rekonstruktion derfor som en nødforanstaltning, der grundet ovenstående originalitets- og autenticitets-problematikker bør undgås ved løbende pleje og vedligehold. Men uagtet hvor omhyggeligt man end røgter en historisk bygning, vil bygningsbevaring netop som følge af det naturlige forfald, som tidens gang uundgåeligt medfører, bevirke en gradvis udskiftning af originalsubstans. Dette peger på et grundlagsproblem i bygningsbevaringen nemlig forholdet mellem substans og identitet, der hører blandt de ældste filosofiske problemer. I antikken kendes problemet som gåden om Theseus’ skib, idet man reflekterede over, hvorvidt det skib man i Athen havde bevaret fra byens mytologiske grundlægger, Theseus, endnu var det samme, når nu man gennem århundredes løbende vedligehold gradvist havde udskiftet samtlige emner, planke for planke, spante for spante, sejl for sejl etc.
Gåden om Theseus’ skib adresserer således spørgsmålet om den antikvariske genstands værensmæssige beskaffenhed, og peger netop på det forhold, at det måske synes langt mere meningsfuldt at anskue en bygning som en levende organisme end som en statisk varig størrelse. Ikke alene medfører bygningspleje en gradvis udskiftning af originalsubstans på samme måde, som cellerne i en levende organisme gradvist fornyes; men ydermere vil en bygning uundgåeligt skifte identitet som følge af historiens gang. En given historisk bygning vil ikke være den samme for os historien igennem; dels vil bygningen skifte funktionsprogram og snart blive anvendt til et formål, snart til et andet; dels vil vi fortolke og forstå den forskelligt til enhver tid: den vil være snart et eksempel på sin epokes kunstproduktion, snart på epokens håndværksmæssige kvalitet, snart på de politiske strukturer og magtforhold, snart på epokens forkastelige menneskesyn etc. På samme vis vil et menneske ej heller fastholde den samme identitet igennem sin livsbane, men vil i tur og orden være snart barn, snart voksen, snart olding; i en relation være datter, i en anden hustru, i en tredje moder etc. At fastholde et menneske i den samme varige tilstand historien igennem vil kræve en balsamering; og et sådant menneske vil være en mumie død og ikke levende.
Analogien mellem en bygning og et menneske kan naturligvis føres for vidt, men betragtningsmåden der på dansk grund bedst kendes fra Johs. Exner, kan være befordrende for forståelsen og i bedste fald sikre, at en historisk bygning ikke afgår ved døden under ellers velmenende forsøg på at holde den i live. Ydermere antydes der her et grundlagsproblem i fagområdets materielle og positivistiske udgangspunkt, som gennem det immaterielle kulturarvsbegreb efterhånden er overskredet. Det kan her bemærkes, at en rekonstruktion således ofte vil have den sidegevinst, at den for overhovedet at kunne gennemføres kræver en opkvalificering af adskillige faggrupper, hvorved historiske håndværk holdes i hævd. Som eksempelvis David Lowenthal har påpeget, er bevaringen af den levende tradition, der frembringer et givent monument på sæt og vis måske derfor en mere betimelig tilgang til bevaring, end den statiske konservering af monumentet selv, givet at sidstnævnte alligevel uundgåeligt vil medføre udskiftning af originalsubstans før eller siden.
Lad os afslutningsvis vende tilbage til Børsen, der i skrivende stund nedbrændt henligger ruinøst på Slotsholmen. Hvad vil være det rigtige at gøre her? Som bekendt har der været ytret velvillige ønsker om en rekonstruktion, men som vi har set, rummer dette en række problematikker, og i dette konkrete tilfælde vil et af de mest umiddelbare spørgsmål, der rejser sig være, hvilken tilstand man i så fald skal rekonstruere? Vil man rekonstruere Børsen som den så ud umiddelbart før branden, eller vil man snarere rekonstruere bygningen, som den fremtrådte ved sin opførsel i begyndelsen af 1600-tallet? Alene dette simple spørgsmål vil hurtigt forgrene sig i et væld af komplekse delspørgsmål, som kræver stor faglig indsigt at besvare kvalificeret.
At svare på, hvad der vil være det rigtige at gøre i tilfældet Børsen, vil jeg således her afstå fra, og denne tilbageholdenhed udtrykker en metodisk bevidsthed. Dette svar er netop retorisk og tjener til at anskueliggøre den pointe, at et alt for kortfattet, skarpt svar på, hvad der bør ske med en ødelagt historisk bygning, ofte kan være tegn på uvidenhed eller ideologi. Vi kan ikke a priori svare på, hvilken løsning der bør implementeres ved en konkret ødelagt historisk bygning. Eller sagt med andre ord: Vi kan ikke fremføre svaret, før vi kender spørgsmålet. For at afgøre hvilke spørgsmål bygningen overhovedet rejser, må der foretages de fornødne bygningsarkæologiske og -historiske undersøgelser, som må dokumenteres og analyseres, og dette arbejde må ske med førnævnte metodiske tilbageholdenhed. Som en kriminalkommissær, der ankommer til et gerningssted, må man ved mødet med en historisk bygning tilbageholde enhver dom, og alene antage en kritisk, systematisk observerende position. Først når disse forundersøgelser foreligger dokumenteret og analyseret, vil man have det fornødne datagrundlag til at foretage en udpegning af bygningens bevaringsværdier. På denne baggrund vil man vide, hvilke bevaringsproblematikker, man står over for og først da vil man kunne fremsætte en restaureringsstrategi.
Dette være sagt vil det dog være min intuitive formodning, at man meningsfuldt vil kunne argumentere for en rekonstruktion af Børsen på en eller anden vis, når et sådant arbejde foreligger. Men djævelen ligger i detaljen. Det vil kræve stor kundskab og følsomhed, hvis et sådant projekt skal lykkedes.
Og selvom nogle i forlængelse af de grundlæggende problematikker jeg har været inde på i det foregående, ville argumentere imod en rekonstruktion, må man ikke glemme, hvilke sidegevinster et sådant projekt vil kunne føre med sig. En rekonstruktion kan tænkes også at omfatte et videnskabeligt forskningsprojekt ud over det konkrete bygningsarbejde. Et sådant forskningsprojekt vil netop kunne betjene sig af det samme datagrundlag, som restaureringsprojektets forundersøgelser har tilvejebragt, hvorved man således også vil opnå ny arkitekturhistorisk viden. På tilsvarende vis vil en rekonstruktion rumme muligheden for at oplære en ny generation af håndværkere i netop historisk håndværk. [Red: for et udførligt argument angående disse muligheder, se Filip Ivarsson, ”The Crisis of Skilled Craftsmanship” i dette nummer.] En sådan håndværksmæssig viden vil ikke kun finde anvendelse ved bygningspleje af fredede bygninger, men rummer måske mest af alt potentialet for en skærpet forståelse for håndværksmæssig kvalitet, ligesom generhvervede historiske håndværksprincipper med fordel kan finde anvendelse generelt i byggeriet. Herved vil projektet kunne omfatte en rekonstruktion af såvel en materiel som en immateriel kulturarv.
BIBLIOGRAFI
Exner, Johannes. ”Den historiske bygnings væren på liv og død.” I Fortiden for tiden, redigeret af Ellen Braae og Maria Fabricius Hansen. Arkitekskolens forlag, 2007.
ICOMOS. International charter for the conservation and restoration of monuments and sites (The Venice Charter 1964). ICOMOS, 1964.
ICOMOS. The Nara Document of Authenticity (1994). ICOMOS, 1994.
Jokilehto, Jukka. A History of Architectural Conservation. Routledge, 2011.
Koch, Mogens. “Restaurering”. I: ARKITEKTEN Aarg. XL, Nr. 49 (1938), ss. 221-225.
Lowenthal, David. The Past is a Foreign Country. Cambridge University Press, 1985.
Pontoppidan, Henrik. En vinterrejse: Nogle dagbogsblade. Gyldendalske Boghandel, 1920.
Riegl, Alois. Der moderne Denkmalkultus. Sein Wesen und seine Entstehung. W. Braumüller, 1903.
Ruskin, John. Arkitekturens syv lamper. Klim, 2005.
Thorborg, Christoffer. “På sporet efter den tabte tid. Restaurering af J. C. Jacobsens privatvilla.”I Vilje, viden og værdier. J.C. Jacobsens villa på Carlsberg, redigeret af Marianne Krogh og Sidse Kjærulff Rasmussen. Strandberg Publishing, 2021.
UNESCO. Basic Texts of the 2003 Convention for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage. UNESCO, 2020.
Viollet-le-duc, Eugène. Restaurering. Arkitektskolens forlag, 2000.
Jeg trækker her generelt på journalisten og forfatteren Michael Pollans arbejde, hvad angår kaffens kulturhistoriske rolle.
Eugène Viollet-le-duc, Restaurering (Arkitektskolens forlag, 2000), s. 17.
Se fx Jukka Jokilehto, A History of Architectural Conservation. (Routledge, 2011), s. 18.
John Ruskin, Arkitekturens syv lamper. (Klim, 2005), s. 223.
Se fx Johannes Exner. ”Den historiske bygnings væren på liv og død.” I Fortiden for tiden, redigeret af Ellen Braae og Maria Fabricius Hansen. (Arkitekskolens forlag, 2007), s. 64.
UNESCO. Basic Texts of the 2003 Convention for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage. (UNESCO, 2020), s. 5.
Mogens Koch, “Restaurering,“ ARKITEKTEN Aarg. XL, Nr. 49 (1938), s. 223.
Henrik Pontoppidan, En vinterrejse: Nogle dagbogsblade. (Gyldendalske Boghandel, 1920), s. 53. Se videre: Thorborg, Christoffer. “På sporet efter den tabte tid. Restaurering af J. C. Jacobsens privatvilla.”I Vilje, viden og værdier. J.C. Jacobsens villa på Carlsberg, redigeret af Marianne Krogh og Sidse Kjærulff Rasmussen. Strandberg Publishing, 2021. Jeg er min tidligere afgangsstuderende, arkitekt Ida Nørgaard taknemmelig for at have gjort mig opmærksom på denne passage i Henrik Pontoppidans forfatterskab.
David Lowenthal, The Past is a Foreign Country. (Cambridge University Press, 1985), ss. 384-385.