VIDT ÅBEN
En verdensanskuelse med blik for vidderne ser ikke blot de store ting, de mægtige formationer og vidstrakte områder. At se vidden af noget er at se mangfoldighed.
”The Free World,” som Professor Robert Mull kalder sit bidrag, er et essay om pluralitet: der er mange steder, situationer, mennesker, miljøer og omstændigheder, og alle er særlige. Frihed handler ikke her primært om universelle rettigheder, men om den frihed som kommer med en fælles identitet, delt velbefindende, tryghed, og et værdigt samliv med andre. De steder han fortæller om er klasseværelser, live project classrooms, hvor arkitektstuderende lærer arkitektur at kende som samarbejde snarere end konkurrence, fællesskab hellere end software, konkret erfaring i stedet for abstrakte øvelser.
Men vidde som mangfoldighed har også en historisk dimension. Når Anne Stahl skriver historie, er det ikke tale om en objektiv skildring men en måde at skrive historien fra et kriseramt samtidsperspektiv. Det er vores egen situation, vores kriser—socio-økonomiske, klimamæssige, sikkerhedsrelaterede—som fortidens mangfoldige strømninger lader os forstå på ny. Den historiske vidde som Stahl skildrer, såvel i som mellem ideologiske virkeligheder, på hver deres side om jerntæppet, kommer til syne i mangfoldigheden af fremtidsforventninger som både Paris og Warszawa har bevaret, såvel i bygninger, bymiljøer og arkiver.
____________________________________________________________________________
OPEN WIDE
A worldview with an eye for wideness does not focus only on the great things, the mighty formations and vast expanses. To perceive the world’s width is to see its diversity.
"The Free World," as Professor Robert Mull calls his contribution, is an essay on plurality: there are many places, situations, people, environments, and circumstances, and all are unique and special. Freedom is not in this case primarily a matter of universal rights but has more to do with the liberty that comes with common identity, shared well-being, security, and a dignified coexistence with others. The places recounted by Mull are classrooms, “live project classrooms,” where architecture students learn architecture as collaboration rather than competition, community rather than software, concrete experience instead of abstract exercises.
But width as diversity also has a historical dimension. When Anne Stahl writes history, it is not an objective depiction but a way to write history from a crisis-affected contemporary perspective. It is our own situation, our crises—socio-economic, climatic, security-related—that appear through the diverse currents of the past. The historical width that Stahl depicts both in and between ideological realities, on either side of the Iron Curtain, is visible in the postwar future expectations that both Paris and Warsaw have preserved, in archives as well as in buildings and urban structures.