The technology of heating and cooling aims […] to achieve a thermal “steady-state” across time and a thermal equilibrium across space.
James Marston Fitch
Heroppe på jordens nordlige halvkugle må det at holde mennesker varme og tørre være blandt bygningers væsentligste formål. Varme- og køleteknologier er forfinet i en sådan grad, at det ideal, arkitekten James Marston Fitch udtrykker i citatet herover, er så godt som opfyldt. I boliger vil snart sagt enhver afvigelse fra en temperaturmæssig konstant blive betragtet som negativ: Udstrålende kulde fra en kuldebro, kuldenedfald fra vinduer med lav isoleringsværdi eller træk fra hoveddøren. Opleves temperaturmæssige udsving, er den generelle oplevelse, at det må være en fejl, der skal rettes op.
Samme erkendelse er udgangspunktet for bogen Thermal Delight in Architecture af arkitekten Lisa Heschong, der beskæftiger sig med det termodynamiske forhold imellem arkitektur og mennesker. Hun lukker op for en mangfoldighed af erfaringer, der får vores aktuelle eliminering af erfarede påvirkninger til at virke omsonst. Selvom vi eventuelt foretrækker farven blå, er det de færreste af os, der vil foreslå en monokrom verden, argumenterer hun.
Jeg har selv levet et liv i huse og lejligheder med termostatstyrede radiatorer forbundet til centrale fyr. I de seneste godt fire år har jeg dog delvist boet i et overvejende brændefyret landhus. Efter den oplevelse virker Heschongs argumenter anderledes og stærkere, end da jeg læste dem første gang for nogle år siden. I mellemtiden er opmærksomheden på arkitekturens energiforbrug kun steget, hvilket har givet mange af argumenterne ny relevans. En manuel omgang med energiressourcer øger bevidstheden om forbruget og motiverer til at undgå spild.
Set i lyset af hvor længe vi har haft bygninger – her særligt boliger – hører den tilnærmede eliminering af temperaturmæssige udsving en nyere virkelighed til. En virkelighed, der er muliggjort af vandbåret varme fra centralvarmekedler som alternativ til ildsteder og ovne. I denne artikel vil jeg igennem udvalgte eksempler argumentere for, at dette teknologiske nybrud er blandt de væsentligste forandringer i den moderne bolig. Med Lisa Heschongs kritiske perspektiv in mente samt med blik for helt aktuelle arkitektoniske og boligpolitiske dilemmaer, vil jeg til sidst i artiklen pege på potentielle gevinster ved at genindføre ovne som varmekilde i boliger.
DEN OVN-OPVARMEDE BOLIG
Frem til 2. verdenskrig var placeringen af skorstene samt brændeovnenes kapacitet til rumopvarmning helt definerende for den rumlige organisering af boliger. I bogen Det lille enfamiliehus af Ole Dybbroe og Grethe Meyer beskrives en udviklingshistorie for boligplaner i danske småhuse. Her introduceres den såkaldte kakkelovnsplan [ill. 1], der karakterises ved en centralt placeret skorsten, hvorfra vægge strækker sig vinkelret ud til hver facade i husets omtrent kvadratiske grundplan. I kombination med brandregulativer gav denne planløsning mulighed for at tilslutte tre ovne til den centrale skorsten og dermed at opvarme både soveværelse og spisestue samt køkkenet, hvor komfurets funktion, foruden tilberedning af mad, også indbefattede rumopvarmning. Planerne følger de lige store rums princip, som det kaldes af Dybbroe og Meyer, hvilket også peger på de organisatoriske vanskeligheder ved en planløsning, hvor så godt som alle rum bliver gennemgangsrum med tilhørende mangel på opdeling imellem fællesskabsorienterede rum og privatsfærer. Kakkelovnsplanen blev udviklet som led i en velstandsstigning i begyndelsen af det tyvende århundrede og den deraf følgende stigning i antallet af enfamilieboliger i stationsbyer og forstæder. I første halvdel af det 20. århundrede fortsatte den arketypiske kakkelovnsplan næsten uforandret i den funktionalistiske bungalow.
CENTRALVARMENS INDTOG I BOLIGEN
Allerede i 1930’erne vandt centralvarmen dog udbredelse i det folkelige boligbyggeri. Familielivet blev mindre formelt og relationen til haven blev vigtigere, og med frigørelsen af skorstenen blev planerne smallere og længere [ill. 2]. Ovnenes disciplinerende funktion for boligplanen erstattedes af en næsten fri leg med rumforløb.
Det er interessant at betragte forandringen i boligarkitekturen, i indgangen til modernismen, i lyset af henholdsvis husenes udtryk og deres interne organisering. Det understøtter fortællingen om en overgang, hvor idéerne langt hen ad vejen gik forud for den teknologiske udvikling [ill. 3]. Bedre Byggeskik-huset peger tilbage imod traditionen, mens den funktionalistiske bungalow peger ind i den moderne fremtid. Med den forhøjede facade forsvandt skråvæggene i soverummene på første sal og hjørnevinduerne forbedrede markant boligens lysindfald. Trods disse umiddelbart omfattende boligarkitektoniske forandringer, der giver sig til udtryk i helt forskellige æstetikker, så indeholder de to boliger omtrent samme rumfordeling, størrelse og organisering, defineret af den centralt placerede skorsten.
Til trods for det markante skift i æstetisk udtryk, må den egentlige boligmæssige revolution siges at være indtruffet med ophøret af skorstenen som det styrende princip og med indførelsen af centralvarmens mulighed for næsten uendeligt at cirkulere vand i rørsystemer til radiatorer i boligens enkelte rum.
TERMODYNAMIK OG HVERDAGSPRAKSIS
Indførelsen af centralvarme var en revolution for organiseringen af boligplaner og dermed for de rumlige livsvilkår i boligen. Men forandringen i opvarmningsmetode ændrede også de daglige gøremål, der knytter sig til livet i eget hus.
For mange mennesker, der bor i boliger med centralvarme, kræver varmekilden kun ganske sporadisk opmærksomhed. I lejligheder med fjernvarme er forholdet til energiressourcerne helt abstrakt. Andre varmesystemer kræver mere opmærksomhed, givetvis med pillefyret eller fastbrændselskedlen som de mest opmærksomhedskrævende centralvarmeanlæg. Selv fra disse varmekilder er der dog milevidt til det arbejde, det kræver at holde et hus varmt ved hjælp af decentrale ovne fyret med fast brændsel.
Arbejdet kan tilrettelægges med en større eller mindre indsats fra beboeren selv. En populær norsk bog med originaltitlen Hel ved – på dansk oversat til Brænde – beskriver kvaliteterne i arbejdet med af forberede brænde. Forfatteren Lars Mytting tegner et billede af en rodfæstet kultur. Ny skovvækst kan hjælpes på vej ved at fælde træerne rigtigt. Måderne, hvorpå træet kløves og stables, har stor indflydelse på tørretider, og alt sammen binder det an til verdenshjørner, årstider og dominerende vindretninger. Det er hårdt arbejde, men ifølge Mytting bærer det lønnen i sig selv. Og den store indsats giver en ekstra glæde ved at opleve brændet buldre løs i en ovn, der afgiver varme som intet centralvarmeanlæg formår.
Moralen i Myttings blik på det hårde arbejde med brændet som et forhold imellem hus, omgivelser og miljø står i kontrast til en samtidens forventninger om komfort som arkitekturhistoriker Daniel A. Barber beskæftiger sig med i artiklen After Comfort. Heri betegnes den evige stræben efter komfort som både ødelæggende for klimaet og socialt udgrænsende. “To be rich means to never be uncomfortable,” skriver Barber.
Barbers artikel har vundet stor udbredelse i arkitektkredse som en radikal gentænkning af det byggede miljø med udgangspunkt i andre kvalitative parametre, end den evige stræben efter et friktionsløst indeklima, opretholdt af usynlige systemer. Systemerne betegnes som HVAC, en forkortelse for Heating, Ventilation og Air-Conditioning.
På den baggrund stiller Barber arkitekter en udfordring med udgangspunkt i en række spørgsmål: Hvordan udvikler vi ukomfortable rum og synliggør indbygget udluftning? Hvordan billedliggør vi velvære, livsstil og livet selv i lyset af komfortens (negative) geofysiske og geopolitiske implikationer? Hvad er grænserne for velvære? Kunne det føles bedre at være ukomfortabel?
Barbers spørgsmål indikerer, at lykke ikke er lig med nydelse og komfort, men opstår ud af meningsfulde relationer til vores omverden. Opvarmning af boliger med ovne kunne være en del af svaret på spørgsmålene.
OVNENS FREMTID SOM BOLIGOPVARMNING
Brændeovnen har i de seneste årtier været udskældt. Mange tiltag er iværksat for at mindske brugen af den, særligt i byområder. Jeg vil ikke udfolde diskussionen om brændefyring i et miljø- og klimaperspektiv her, men læne mig op ad Landsforeningen for Økologisk Byggeri, der hævder at brændefyring, under de rette omstændigheder, kan udgøre en “lokal, fornyelig, CO2-neutral og forsyningssikker udnyttelse af solenergi.” I stedet vil jeg afslutningsvis, kortfattet pege på sammenhænge, hvor brændefyring er særligt oplagt.
Eksisterende bygninger skal bruges, blandt andet for at mindske behovet for nybyggeri. En stor gruppe af boliger er opført som enfamiliehuse i landdistrikter i første halvdel af forrige århundrede. De er karakteriseret ved små, kompakte bygningskroppe og saddeltag med høj rejsning. Deres lille boligareal, inddelt i små rum med uopvarmede loftrum, er uattraktive for mange potentielle købere. Socioøkonomiske problemer i mange landdistrikter modvirker investeringer i energiforbedringer af de ofte sparsomt isolerede og utætte boliger.
Brændefyringsteknologi har sin mest sofistikerede form i store, murede ildsteder fra det russiske kulturområde og Finland. Her isoleres brændkammeret for at opnå høj forbrændingstemperatur og dermed ren forbrænding med høj udnyttelse af den tilførte energi i form af fast brændsel. En lang røgkanal indbygget i ovnen sørger dernæst for at akkumulere varmen, så energien holdes inden døre og ikke sendes ud igennem skorstenen. Særligt én model, udviklet af arkitekt og ovnbygger Heikki Hyytiäinen, har fundet udbredelse i Danmark, og kaldes af mange for den finske masseovn.
Masseovne fungerer overvejende ved strålevarme modsat varme fra radiatorer, der fungerer ved såkaldt konvektion, hvor luften varmes op og cirkuleres. I et rum med en muret ovn er varmepåvirkningen af objekter, for eksempel kroppe, afhængig af at modtage direkte stråling. Arkitekten John Silverio har udviklet en model for organisering af ovn-opvarmede boliger, hvor store, sammenhængende rum i stueetagen, hvor ovnen er placeret, udgør boligens mest fællesskabsorienterede funktioner. Den mindre første sal modtager opadstigende varme fra stuen og overskudsvarme akkumuleret i skorstenen og reserveres til soverum og værelser. Øverst er der placeret et lille privat arbejdsværelse [ill. 4]. Modellen kan, med små justeringer og indgreb, passes ind i små landhuse [ill. 5].
Som det ses af plantegningen, er boligen organiseret omkring en centralt placeret ovn. Den er karakteriseret ved store, sammenhængende rum og udnytter varmens opstigning til at separere det private fra det mere fælles.
Således imødekommer planen såvel principperne fra den tidligere kakkelovnsplan og de mere uformelle og kollektive samværsformer, der var afsæt for de boligmæssige forandringer med indførelsen af centralvarmen.
Dette forslag peger specifikt på masseovnens muligheder i en boligtype, der i øjeblikket nedrives i stor stil. Brugen af masseovne kunne givetvis fremmes i mange andre sammenhænge og med andre motiver for øje. En SBI-rapport fra 2012 noterer, at det er “[b]emærkelsesværdigt […] at en kombination af brændeovn og fjernvarme giver det laveste CO2-udslip,” og peger på, at brændefyring som forskningsområde er udpræget underbelyst.
Gevinsterne ved brændefyring lader sig ikke afklare entydigt. Som kortfattet berørt ovenfor trækker det tråde til teorier om stedlig forbundethed og forestillinger om lykke foruden alle de klima- og miljømæssige overvejelser. I retrospektiv er det tydeligt, hvor omfattende forandringer i boligen indførelsen af centralvarme har medført. I kataloget til Venedig-biennalen for arkitektur i 2014 bemærkede arkitekturhistorikeren Sébastian Marot, at ildstedet, som det eneste af arkitekturens væsentlige elementer, er på vej til helt at forsvinde. I det lys, og med påstanden om brændefyring som en “lokal, fornyelig, CO2-neutral og forsyningssikker udnyttelse af solenergi,” må der være grundlag for en mere indgående granskning af masseovnens rolle i fremtidens bolig.
–
Morten Birk Jørgensen er lektor på Institut for Arkitektur og Kultur. Han forsker i kulturarv og arkitekturkritik, er chefredaktør for Magasin for Bygningskunst og Kultur, og så er han ovnsætter.
James Marston Fitch, American Building 2: The Environmental Forces That Shape It, 2. udgave (Boston: Houghton Mifflin, 1972), 46.
Lisa Heschong, Thermal Delight in Architecture (Boston: MIT Press, 1979), 20.
Ole Dybbroe og Grethe Meyer, Det lille enfamiliehus (København: Statens Byggeforskningsinstitut, 1959), 72.
Jørgen Hegner Christiansen,“Typehuset,” Architectura 35 (2013): 99 (99-137).
Dybbroe og Meyer, Det lille enfamiliehus, 72.
Lars Mytting, Hel ved (Oslo: Kagge forlag AS, 2011).
Daniel A. Barber, “After Comfort,” Log 47 (2019): 45 (45-50).
Barber, “After Comfort,” 46.
Lasse Nielsen, “LØBs synspunkter om brændefyring,” Økologisk byggeri: Brænde, miljø & sundhed (Februar 2021): 7 (7).
Albert Barden og Heikki Hyytiänen, Finnish Fireplaces: The Heart of The Home (Maine: Maine Wood Heat Co, 1984).
John Silverio, Hearthspire: Designing Wood-Heated Houses (South Carolina: CreateSpace, 2011), 117.
Ole Michael Jensen et al., Boligopvarmning med brændefyring, Miljøprojekt nr. 1435 (København: Miljøstyrelsen, 2012), 8.
Sébastien Marot, Fireplace, red. Rem Koolhaas (Venedig: Marsilio, 2014), 1003.