I 2019 valgte Peter og Marie Cox at bygge deres eget minihus, et såkaldt tiny house. De var begge færdige med deres uddannelse, og de var begyndt at overveje, hvordan deres voksenliv skulle se ud. Deres ønske var at bevare den livsstil, de kendte fra deres tid under uddannelse, hvor SU’en var nok til at give dem brød på bordet og frihed til at leve et meningsfuldt liv. De fik undervejs hjælp fra en rådgiver, som hjalp dem med konstruktionen af huset. Resten byggede de selv, trods det faktum, at ingen af dem havde forudsætninger for at gøre-det-selv. I dag bor de i deres eget tiny house og har indrettet deres liv og tilværelse til de muligheder, det giver [ill. 1-2].

Inden for boligforskningen ved vi, at unge pars boligvalg har stor betydning for, hvordan deres liv bliver. Det er ofte her, efter uddannelse og før karriere- og eventuel familieetablering, at mange par har overvejelser om, hvordan deres mere permanente bolig skal være, hvor den skal ligge, og hvad den skal kunne. Statistisk vil en stor del af unge danske par vælge at bosætte sig i et af de mere end 1,2 mio. parcelhuse, der er i Danmark. Faktisk vil op til 80 % af konventionelle familier bo i et privat ejet hus med have i forstaden, når børnene er små. Når Peter og Marie i stedet vælger at bygge deres eget tiny house, så er det et valg, der implicerer et fravalg af det danske parcelhus. Det er de ikke alene om.

Tiny houses er en del af den globale tiny house-bevægelse. Der er efterhånden en bred enighed om, at bevægelsen er opstået i USA omkring årtusindeskiftet med trends som simple living og slow living, og at den i dag hænger sammen med minimalisme som livsstil, der handler om at leve med så få ejendele som muligt for at opnå et åndeligt overskud. Således ligger der også i bevægelsen en vis modstand mod det etablerede, selv om denne aktivisme aldrig formaliseres eller kollektivt organiseres. Snarere er det et træk ved bevægelsen, at den er opstået nedefra. Tiny house-bevægelsen er ikke et resultat af nye arkitektoniske strømninger eller konsekvensen af ny boligpolitik: Tiny houses er borgernes individuelle svar på kollektive problemstillinger. Det betyder for det første, at tiny houses bygger på en arkitektur, som adskiller sig fra konventionelle standardløsninger og elementbyggeri. For det andet, at det at bo i et tiny house også inkluderer en anden livsstil, som lover nye muligheder og udfoldelsesrum. Derfor er tiny house-bevægelsen også del af megatendenserne tiny living, compact living og micro living, som kendetegner et boligliv, hvor hverdagslivets rutiner, sociale aktiviteter og indretning er komprimerede.

Denne artikel vil fokusere på, hvordan danske tiny houses forstås i relation til de eksisterende boligformer på det danske boligmarked. Alene betegnelse tiny house, lille hus, gør det relevant at sammenligne fænomenet med enfamiliehuset, som trods nationale og kulturelle forskelle dominerer mange moderne, vestlige lande, og som i alle tilfælde er koblet til den moderne forstad, middelklassens opkomst og kernefamiliens udbredelse. På den baggrund ønsker artiklen at besvare spørgsmålet: Hvad er tiny house for en boligform, og hvad siger den om den eksisterende danske boligkultur, hvor hus med have i flere årtier har været dominerede?

Artiklen trækker på forskningsprojektet Mikroboliger i Danmark, støttet af Realdania, som udover microhomes generelt har kortlagt og analyseret erfaringen med tiny houses i Danmark blandt andet via interviews med eksperter, beboere og ildsjæle, casestudier, registerdata-analyse, internationale studier samt overvågning af sociale mediegrupper i en periode på 18 måneder. Derudover trækkes der på en række forskningsprojekter om parcelhus og hjemskabelse inden for den samfundsvidenskabelige og humanistiske boligforskning.

For at illustrere artiklens pointer har jeg valgt at lade én af vores cases være gennemgående. Nemlig casen med Peter og Marie Cox, som siden 2019 har boet i et tiny house. Deres hus minder på flere måder om mange andre danske tiny houses, samtidig med at de drømme og ønsker, som Peter og Marie har til deres tilværelse som tiny house-beboere, matcher mange af de andre fortællinger, vi har indsamlet, både i interviews og i de sociale mediegrupper. Peter er administrator bag Facebookgruppen “Det Lille Potentiale: Tiny House Byggeprojekt,” hvor man kan følge deres tiny house-liv, og pt. har gruppen mere end 8.500 medlemmer. Udover fotos af deres hus og citater fra interviews med Peter Cox henvises der til andre interviews, cases og litteratur for at understøtte pointerne.

DEFINITION PÅ TINY HOUSE – DET LILLE FRITSTÅENDE HUS

Der eksisterer ikke en formel definition på et tiny house, men ofte er der tale om boliger helt ned til 12-35 m2, som er flytbare enten på hjul eller via en kran. Internationalt er tiny houses ofte blevet beskrevet som mobile minihuse centreret omkring et beboelsesrum, hvor de fleste af hverdagslivets funktioner er placeret: Køkken, ophold og opbevaring. Flere huse er suppleret med en delvist lukket sovezone, for eksempel en hems eller en alkove, hvis der ikke er plads til et reelt soveværelse. Toilet og et eventuelt bad er lige som resten af boligen pladsoptimeret og del af samme søjle. Det er også fra international forskning, at vi ved, at selv- og medbyg dominerer boligtendensen. Et amerikansk studie anslår for eksempel, at 75 % af alle tiny houses i USA er selv- eller medbyg, og at netop den personlige prægning af boligen er en del af dens attraktion.

Inden for dansk lovgivning er tiny houses del af kategorien fritstående enfamiliehuse, i daglig tale, kaldt parcelhuse, det vil sige huse der står på egen parcel. Af samme grund er et tiny house i Social- og Boligstyrelsens Vejledning om Tiny Houses fra 2023 defineret som et fritstående hus på under 50 m2. Som kategori dækker det danske enfamiliehus over en bred vifte af hustyper både bungalowen, murmestervillaen, typehuset, det arkitekttegnede hus og i nogle tilfælde stuehus og klynge- og rækkehus, hvis der er en defineret matrikel tilknyttet. Langt de fleste enfamiliehuse er privatejede, det vil sige at beboeren selv ejer boligen, hvilket har konsekvenser for husholdningens økonomi og skatteforhold.

Godt over halvdelen af befolkningen bor i et enfamiliehus. Af den grund taler vi også om, at Danmark er et parcelhusland. Enfamiliehuset har også siden 1960erne været danskernes foretrukne bolig. Således svarer 2/3 ud af alle danskere, at kunne de selv vælge, ville de foretrække at eje deres eget hus med en have. Argumenterne for enfamiliehuset er, at her er børnevenligt, trygt, grønt og med masser af plads til udfoldelse, lige som der er let adgang til indkøb og institutioner. Det vigtigste argument handler dog om selve livet på matriklen – at man her har mulighed for selv at præge sit boligliv. Man kan bygge om, bygge til, rive ned og gør-det-selv, og haven er et slaraffenland for amatørgartnere og grønne fingre. Og det er ikke tilfældigt. Inden for hjemforskningen er muligheden for at præge sin bolig en af de vigtigste faktorer i hjemskabelsen – at gøre en bolig til et hjem. Nogle af de andre faktorer handler om længden af tid i boligen, økonomiske fordele ved det private ejerskab og den sociale prestige, som knytter sig til boligformen set med samfundets øjne.

Dertil kommer, at vores samfund i høj grad bakker op om det privatejede enfamiliehus med finansiel politik (for eksempel fradragsordninger på huslån og ingen skatter på friværdien i salget) og sundhedspolitik (for eksempel mottoet længst muligt i eget hjem, så man kan blive boende, selv om man bliver fysisk eller mentalt udfordret).

GÆLDFRIHED FREMFOR 30-ÅRIGT HUSLÅN

Idealet om gældfrihed er en vigtig del af bevægelsen og fremhæves af mange som den vigtigste. Ved at nedskalere boligarealet til et minimum kan man holde udgiftsniveauet i bund for dermed at frigøre ressourcer til valgfrie forpligtelser og aktiviteter. Bygger man selv, som Peter og Marie Cox har gjort, kan man spare håndværkertimer og fordyrende salærer til rådgivere, og som udgangspunkt er målet også, at man erhverver sig et tiny house uden at stifte gæld. Ifølge parret har det samlet set har kostet dem 150.000 kr. at bygge deres tiny house. Dertil har der været udgifter til blandt andet solceller, brændeovn, pilletank og nogle tagrender. Derudover koster det mellem 6.000 og 8.000 kr. at flytte huset til en ny lokation. De har været gældfrie fra begyndelsen, og den største post i deres faste udgifter er en bilforsikring.

Mange af de beboere, vi har talt med, har månedsudgifter på maksimalt 5.000 kr. (meget afhænger af, om de har bil og derved bilforsikring eller ej), og de færreste har boliglån, som de betaler af på. Det giver nogle andre livsbetingelser, særligt i forhold til forventninger om indtægt og karriere. For nogle af vores informanter har tiny house-livsstilen betydet, at de har kunnet opsige deres fuldtidsstillinger og nu erhverver sig via mere løse ansættelser, freelancearbejde og/eller deltidsbeskæftigelse. Andre har fastholdt deres fuldtidsstillinger, men er meget bevidste om, at det ikke er noget, de føler sig tvunget til. De gør det, fordi de godt kan lide deres arbejde. Her minder de danske fortællinger om mange af de udenlandske. Det formelle arbejde bliver et tilvalg, som tiny house-beboer Peter Cox her forklarer det:

Vi vil gerne arbejde på en anden måde, end man normalt gør. Vi ønsker at arbejde med det, vi har lyst til og brænder for, snarere end at arbejde for at have en fast indkomst, så man kan betale tilbage på et boliglån. Så det har ikke været karriere eller jobbets prestige, der er vigtig for os.

Idealet om gældfrihed har således rod i et generelt opgør med arbejdsmarkedsmekanismerne og den stadig større ubalance mellem arbejdsliv og familieliv, som i nogle år har præget samfundsdebatten også herhjemme. Blandt andet i Ærø-manifestet, som skitserer en livsstil, hvor presset økonomisk vækst og karriereambitioner er annulleret, blandt andet ved at frasige sig arbejdsmarkedets krav om 37 timers arbejde. Det er også denne stå-af-hamsterhjulet-fortælling, som indledningsvis har domineret tiny house-bevægelsen i Danmark. Ofte er der tale om en forvandlingsfortælling, hvor tiny house-beboere går fra en mere konventionel, men ofte privilegiet tilværelse mod et mere simpelt, men – ifølge fortællingen – autentisk liv i et tiny house midt i naturen. Valget om at nedskalere boligarealet er, særligt for børnefamilier, forbundet med et bevidst fravalg af parcelhuset og de forpligtelser, der knytter sig til at eje et hus med have, bo i forstaden, have boliggæld og være del af en pendlerkultur.

Den økonomiske usikkerhed efter finanskrisen i 2008 siges også at have været en vigtig medvirkende årsag til, at tiny house-bevægelsen voksede og blev globaliseret. Startende i USA, hvor flere mistede deres jobs og derfor som konsekvens måtte forlade deres hjem, fordi de ikke længere kunne betale deres boliglån af. Det betød, at de pludselig skulle finde en alternativ – billigere – bolig at bo i. For mange blev tiny house-bevægelsen en måde at fastholde nogle af kvaliteterne fra det liv, man var tvunget væk fra, men i en form, der var mere økonomisk robust, og som kunne flyttes rundt.

Pointen er, at ens boligvalg altid kommer med nogle betingelser, som har betydning for, hvordan ens liv kan være, og vil man ændre de betingelser, er boligvalget derfor en central nøgle. Gældfrihed er en måde at gøre sig uafhængig af samfundets ideal om økonomisk maksimering på. Det betyder til gengæld, at tiny house-beboere fravælger selvrealisering via økonomisk berigelse. Til gengæld – lyder det i bevægelsen – er man rig på tid. Peter Cox siger:

Vi har prøvet at fastholde vores livsstil, som vi havde, da vi var på SU. Der levede vi småt, men havde masser af frihed og fleksibilitet. Det der med at man ikke kan tage to dage ud af kalenderen, når man har lyst, men skal planlægge med arbejdet, det behøver vi ikke.

OPGØR MED PARCELHUSETS “TIGHT-FIT”-FUNKTIONALISME OG KONSUMKULTUR

Sammenlignet med et klassisk parcelhus, som er defineret af funktionsopdelte rum, børneværelser til børneliv, forældresoveværelse for sig, opholdsrum til samvær og køkken til madlavning og spisning, bad og toilet, og bryggers og heraf mange kvadratmeter til gangarealer og mellemrum, er tiny houses konstrueret ud fra et helt andet organisationsprincip [ill. 3-5].

Peter og Marie Cox’ tiny house er på 25,5 m2 (8,5×3 meter) og installeret på en gammel bådvogn. Det består primært af træ – træfacade, trækonstruktion og én indgang samt tre vinduer, der kan åbnes. Huset indeholder et beboelsesrum med opholdszone og køkken i ét, toilet/bad og en hems, hvor parret sover. Møblerne fungerer også som opbevaringsløsninger, og den øgede loftshøjde er udnyttet til opbevaring. Huset er bygget til at kunne kobles på konventionel infrastruktur (vand, el og varme) via drikkevandslange og elmåler, og i begyndelsen, inden Peter og Marie fik installeret brændeovn, blev det opvarmet med elradiator. Nu er der installeret solceller, brændeovn og pilletank, og hensigten er, at de med tiden kan blive helt selvforsynende, ligesom de håber, at de også på sigt kan leve af de grønsager, de dyrker i haven, som de selv har anlagt.

Arkitekturhistorisk har den pladsoptimerede, fleksible boligindretning fungeret som et modsvar til, hvad der er blevet betegnet som tight-fit-funktionalisme. Det vil sige et opgør med funktionsopdeling af boligen i fastdefinerede rum og zoner, hvor det enkelte rum fastlåses til den funktion, det er programmeret til. I stedet er boligen organiseret i tid, det vil sige at funktionerne ændrer sig over dagen, og flere zoner er således multifunktionelle eller kan ændre funktion afhængigt af behov. Hos Peter og Marie fungerer opbevaringsmøblerne i køkkenet for eksempel som trappe op til hemsen, ligesom siddemøblerne i stuezonen både fungerer som ekstra soveplads til gæster og opbevaring. Pladsoptimeringen betyder, at enhver centimeter er vigtig, og der skal træffes valg og ikke mindst fravalg om faciliteter og løsninger.

Således har alle informanter i vores studie gjort sig store overvejelser om, hvad det var deres hus skulle kunne, idet man ikke har plads til alle de funktioner og faciliterer, som et konventionelt parcelhus kommer med. Der ligger således også et opgør med de rumfunktioner, som per automatik kommer med parcelhusets rumlige organisering. Som byplanlægger Sabrine Luise Haue fra Vejle Kommune konkluderer i forlængelse af en inddragelsesproces i forbindelse med udvikling af et tiny house-område, så kræver valget om at bo i et tiny house, at man er bevidst om, hvad man finder vigtigt ved sit boligliv:

Når man skal bo så småt, er det ekstra vigtigt, at man selv kan bestemme, hvordan huset indrettes, og hvad det kan. Det er afgørende, om man skal have plads til sin racercykel, om man er en sofakartoffel, eller om man elsker at lave mad, for man har ikke både plads til en stor flydesofa og et stort køkken. Derfor er det vigtigt, at boligen er indrettet til ens specifikke behov og drømme.

I vores studie har vi set meget forskelligt indrettede tiny houses, som på hver sin vis afspejler beboernes livsvalg og personlige præferencer og interesser. For eksempel oplevede vi et hus, som var centreret omkring en hængekøje med udsigt til naturen, der var huse med plads til hunde, huse med fokus på børneliv og huse med kontorplads, fordi beboeren arbejder ved computer. Selv om alle boliger på sin vis afspejler beboerens liv og interesser, så gør den begrænsede plads i et tiny house, at den personlige prægning ikke kun synliggøres i det, vi kan se, men i lige så høj grad i det, der er valgt fra. Der er således et meget tæt, bevidst og disciplinerende forhold mellem hus og indretning i et tiny house. Som det lyder i bogen Om at bo småt og leve godt af Anders Boisen:

At designe en bolig på et areal, som er mindre end mange soveværelser, viste sig dog ikke at være helt så stor en udfordring. […] To ting er afgørende: […] at man minimerer mængden af ting, man ønsker at have i sin bolig, og at man kan bruge de relativt få kvadratmeter som et kreativt benspænd til at udvikle møbler med smarte multifunktioner.

Det er ikke kun indretningen, der ændrer sig, når man vælger at flytte i et tiny house. Også hverdagslivet forvandles, når man vælger at nedskalere sit boligareal til et minimum. Vi ved fra forskningen, at omfanget af boligarealforbrug har en direkte sammenhæng med ressourceforbruget. Jo flere kvadratmeter vi har til rådighed, desto mere køber og forbruger vi. En lille bolig medfører mindre forbrug og færre ting. Flere af de tiny house-beboere, vi har talt med, ser da også deres boligvalg som en måde at begrænse forbrug af ting, vand, strøm og varme.

Således opfattes valget om at bo i et tiny house som begrænsende og som frisættende i ét. Begrænsningen ligger i, at plads bliver en knap ressource, som skal monitoreres, prioriteres og konstant disciplineres, så boligen ikke bliver overfyldt, og man ikke kan være i den. Frisættelsen er, at der så også er færre ting og rum, der skal vedligeholdes og mindre materiel kultur at varetage – og fortabe sig i. Hermed forstået, at den begrænsede plads også medfører en bevidsthed om, hvad man (for)bruger og hvorfor man (for)bruger, hvordan man er sammen, og det kan være personligt oplysende og tilfredsstillende. For Peter og Marie Cox har ønsket om at bo småt været en måde at sikre på, at deres liv kunne forblive lige så simpelt og autentisk, som da de var unge og levede af en SU og ikke havde mange ting, og når man ikke har mange ting, er det andre ting i livet, der kommer til at fylde. Peter Cox siger:

Når du skærer m2 fra, bliver det lettere at vedligeholde, mere overskueligt, og mindre forbrug. Det handler også om sundhed. Overskuelighed. Det handler om simplificering af ens liv. Her har vi kun ting, vi bruger.

For de tiny house-aktivister, som er aktivt dedikerede til den bæredygtige omstilling, er tiny houses et symbol på, hvordan man kan gentænke konventionelle ressourcekilder og benytte sig af løsninger, der er mere i balance med de planetære grænseværdier. Særligt off-grid-løsninger – altså løsninger, som på forskellig vis betyder, at man helt eller delvis kan afkobles for eksempel elnettet, fjernvarme, kloakering og vandafløb, fordi man har solceller/vindenergi, regnvandsopsamling, muldtoiletter eller lignende – er et tema i mange diskussioner i de sociale mediegrupper, også i Danmark.

MOBILITET I STEDET FOR RODFÆSTELSE

Et tredje forhold, der adskiller tiny houses fra det klassiske parcelhus, er idealet om mobilitet. I den amerikanske version er et tiny house ideelt set mobilt, enten på hjul eller flytbart med en kran. På mange måder er det mobiliteten, der har drevet bevægelsens popularitet fremad. I en dansk kontekst er der, lige som i andre lande, regler for, hvor stor en bolig kan være for at kunne transporteres på en sættevogn, en lastbil eller bag en traktor, hvilket ofte diskuteres i de danske tiny-house-grupper på nettet. Dog er det et stående spørgsmål i dette studie, om den internationale fokus på mobilitet er lige så dominerede i Danmark, eller om det kun betragtes som et ideal frem for en praksis. Nyere internationale definitioner er da også mere åbne over for tiny houses, som er immobile. For eksempel skelner den australske organisation Australian Tiny Houses Association mellem mobile huse på hjul, huse, der er delvis mobile, for eksempel flytbare med en kran og nedtagelige og fikserede huse.

Normalt er mobilitet defineret ved, at man flytter fra én bolig til en anden, og derfor er en flytning betinget af både afsked og ankomst. Inden for studier af flyttemobilitet er det beskrevet som en dobbelthed af push- og pull-faktorer: Der er forhold, der holder en tilbage i den gamle bolig, hjemmet, og forhold, der trækker en mod en ny bolig og idéen om et nyt hjem. Denne proces er ofte lang og ressourcekrævende. Her kommer tiny houses med en ny løsning, hvor man flytter, samtidig med man beholder sit hjem. Med Peter Cox’ ord:

Vi kunne godt lide ideen om at være mobile, men havde efterhånden også et ønske om at få et hjem. Vi har bygget huset til os selv, og det er nemt at flytte. Vi kan pakke det hele på 24 timer og pakke det hele ud igen på 24 timer. Når vi flytter, kan vi se på kattene, at de falder hurtigt til ro, fordi huset er det samme – så tilpasningen til et nyt sted er let. På den måde har vi både frihed og tryghed.

Implicit skelnes mellem boligen som de fysiske rammer, mens hjemmet er de følelsesmæssige relationer, man kan udvikle til sin bolig. Det, der er interessant ved tiny house-kulturen, er, at den således forsøger at kombinere flyttemobilitet med hjemskabelse [ill. 6–7].

NATUR VERSUS HAVE?

Endelig handler tiny house-bevægelsen også om en anden opfattelse af natur. Som vi erfarer fra de danske SoMe-grupper, er der tiny house-ejere, som søger efter en bestemt type natur, hvor de kan stille deres tiny houses, for eksempel ved en skov, en sø eller åbent land. Der er også opslag fra potentielle udlejere, som tilbyder en plads til et hus eller to på deres nedlagte landbrugsejendom eller i deres private skov eller naturområde. Da mange tiny houses er helt eller delvis off-grid, er der også mulighed for placeringer væk fra gængs infrastruktur (kloakering, vejnet, strømføring etc.). Dertil kommer, at der ofte er en økonomisk fordel ved at bo i mere landlige områder, da grundpriserne og lejeniveauet her er betydeligt lavere end tæt på bycentrene. I alle tilfælde repræsenterer den åbne natur også antitesen til byens/samfundets larm og jag, samtidig med at der fremkaldes en naturforståelse, der ikke er forpligtende i forhold til græsset, der skal slås, blomsterbedet, der skal luges, og fliserne, der skal renses, som vi kender det fra klassiske parcelhuskvarterer.

I praksis kan vi dog se, at flere tiny house-beboere over tid knytter sig til et sted og begynder at slå rødder. Det gælder i høj grad for de mere klimabevidste tiny house-beboere. En del af klimapolitikken hos denne type angår en mere nænsom dyrkelse af naturen, hvor man giver lige så meget tilbage, som man tager. Det betyder, at der for mange klimaidealister følger en naturlig interesse for at anlægge en ressourceneutral have, for eksempel via principperne i permakultur. Bearbejdning af naturen til urtehaver, grønsager, agerbrug eller til dyr er, lige som parcelhusets gør-det-selv og havearbejde, aktiviteter, der har den effekt, at de er med til at forankre beboeren. Man knytter sig til stedet, når ens hverdagspraksis – som her i konkret forstand – slår rødder.

Det er også det, der er sket med Peter og Marie Cox’ tiny house. Til trods for, de er flyttet flere gange, og som de udtrykker det “kan pakke på 24 timer,” så har deres interesse for naturen også ført til, at de er blevet mere knyttet til det lokale sted, hvor deres tiny house er opstillet. Over et par år har de bearbejdet naturen, sået og plantet og kan nu begynde at høste de første frugter af deres arbejde. Det betyder også, at det vedligeholdelsesarbejde, der knytter sig til off-grid-systemer, den store have og så videre, gør, at den mere konventionelle kløft med formelt arbejde og fritidsliv sløres. Boligen er ikke (udelukkende) et sted, hvor man kan slappe af og nyde sine fritidsinteresser, den er i sig selv et kontinuerligt arbejde, som ophæver de vanlige samfundsrytmer mellem hjemme-ude-hjemme og udvisker grænsen mellem hverdag og fridag, arbejde og hjemmeliv. Som Peter Cox konkluderer:

Vores arbejdsliv og boligliv er blandet sammen. Vi ved ikke, hvornår det er weekend, for vi laver det samme hver dag. Normalt arbejder jeg ved computeren fire timer om formiddagen, og så går jeg i haven om eftermiddagen. Eventuelt også om aftenen. Det er kun på antallet af mails, jeg modtager, at jeg fornemmer, hvornår andre er på arbejde.

OM TINY HOUSE SOM EN LØSNING PÅ PARCELHUSETS PROBLEMER

Tiny houses bygger på idéen om, at man ved at bo småt kan opnå økonomisk frihed, en øget mobilitet og samtidig leve mere bæredygtigt. Men som jeg her har forsøgt at vise, er der snarere tale om en gentænkning af enfamiliehuset, hvor nogle kvaliteter er bevaret, mens andre er fjernet og nye kommet til. Særligt tre ligheder mellem tiny houses og parcelhuse bør fremhæves:

For det første bygger både parcelhuset og tiny houses på idéen om det private boligejerskab som en væsentlig præmis. Med det private ejerskab køber man sig til selvbestemmelse og privatliv. Her kan man lukke døren og være sig selv, her er man selv herre over, hvem der kommer på besøg, hvornår man flytter ud, og investeringen af et boligejerskab er i høj grad målt i tid: Her forestiller man sig som udgangspunkt at bo længe.

For det andet giver både parcelhuset og det danske tiny house mulighed for udbredt personlig prægning. Her kan man selv bestemme, hvordan huset skal se ud, om der skal bygges til, rives ned eller omdannes, og man har i højere grad end i lejeboligen mulighed for at vælge en indretning, som passer til ens livsstil og interesser. Ifølge hjemforskningen er den personlige prægning en vigtig faktor i hjemskabelsen, særligt hvis den holdes i gang og fungerer over tid.

For det tredje er begge boligformer kendetegnet ved direkte adgang til natur. I parcelhuset har man sin egen have, defineret af matrikelskel, mens man i de fleste tiny houses flytter rundt og i afgrænsede perioder har naturen til låns. Men naturen er i begge tilfælde en væsentlig del af boligkvaliteten og et konkret og symbolsk billede på, at man bor et sted, som også er defineret af fravalg. Her et fravalg af byen, de befærdede offentlige rum og af tæt bebyggelse. Begge boligtyper er defineret af tilbagetrækning som ideologi.

Men derfra er der også væsentlige forskelle. Parcelhuset er en boligform med store udfordringer i form af klimaftryk og CO2-belastning. Ikke-bæredygtig materialecyklus, et stort energiforbrug og forbrugeradfærden er blot tre elementer, som har stor betydning for det samlede klimaregnskab i et hus med have. Enfamiliehuset har desuden det ubetinget største boligarealforbrug per beboer sammenlignet med andre boligformer i Danmark. Mens hver borger i Danmark i gennemsnit har cirka 52 m2 til sig selv, har man i enfamiliehuset i gennemsnit knap 67 m2. Det høje boligarealforbrug skyldes både, at vores huse bliver større og større, men også at der bor færre og færre i dem. Faktum er, at over 40 % af alle enfamiliehuse er beboet af det, vi inden for boligforskningen betegner som empty nesters; det vil sige seniorer som har haft børn i huset, der nu er blevet store og er flyttet hjemmefra. Det betyder, at mange parcelhusejere nu bor i en tom rede og altså har en del kvadratmeter og rum i overskud. Endelig er det ikke længere kun entydigt en god idé at eje sin egen bolig. Inflation og variable renter har gjort det dyrt at være husejere – i hvert fald nogle steder, og for første gang i den danske bolighistorie er der også områder, hvor man efter finanskrisen ikke har kunnet tjene på at sælge sit hus, selv om det er flere år siden, at man har erhvervet det. Det er tv-programmer som I hus til halsen et eksempel på. Det er på den baggrund, at tiny house-bevægelsen nu er kommet til Danmark.

Når tiny house-beboere hylder idéen om gældfrihed, så handler det ikke kun om at leve billigt, men om at eje på en billig måde. Den økonomiske robusthed, der ligger i at eje sit hus, men ikke være forgældet, fortæller noget om, hvad det er for en global økonomisk virkelighed, vi ser ind i, hvor finanskriser, energikriser, et presset arbejdsmarked med videre også har en betydning for, hvordan vi som mennesker ønsker at håndtere vores liv.

Når tiny house-beboere gerne vil have mulighed for at tage deres bolig med, når de flytter, så siger det også noget om, at hjem er godt, mens rodfæstelse også kan slå over i utryghed. Særligt i en verden, som kræver, at vi konstant er i bevægelse og må omstille os til nye arbejdsudbud, klimaændringer og familieforhold. Her kan et tiny house umiddelbart synes at være en løsning, der både giver os tryghed og samtidig ikke stavnsbinder os til et sted, vi måske ikke har lyst til at være permanent.

Endelig kan tiny house-bevægelsen se ind i de gigantiske sociale ændringer, som sker globalt og lokalt, og som betyder, at individualisme og det faktum, at flere og flere af os bor alene, er to sider af samme sag. Mens individualismen på den ene side lover os frihed og muligheden for personlig selvrealisering, kan den samtidig risikere at distancere os fra de sociale relationer, traditioner og genkendelighed, som vi også har brug for i vores frihed og selvrealisering. Her kan et tiny house – fordi det er småt og mobilt – også være en mulighed for, at man kan dele flere funktioner uden for boligen, samtidig med man har retten til at trække sig og være sig selv.

I det lys er danske tiny houses en nyfortolkning af det konventionelle hus med have, men bygger på helt andre værdier, hvor småt er godt, fordi det er billigt, giver frihed og mobilitet. Det betyder også, at vi ikke bør se dyrkelse af tiny house-drømmen som et udtryk for en 1:1-efterspørgsel, som vi alle bare kan kopiere. Pointen er, at tiny houses viser nye løsninger på de kollektive udfordringer, som vi alle individuelt skal forholde os til. Den vigtigste er måske, hvordan vi kan nedskalere vores boligareal og bidrage til et mere bæredygtigt boligliv uden at gå på kompromis med livskvalitet og personlig frihed.

–

Mette Mechlenborg er boligforsker på BUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet. Hun er ekspert i hjemskabelse, nye boligformer og hverdagspraksisser med særlig fokus på materiel kultur. Var en årrække tilknyttet Center for Bolig og Velfærd/Center for Boligforskning og har været gæste-ph.d.-stipendiat på University of London og Designskolen på Det Kongelige Akademi.