Print this page to PDF (CMD + P) to save a copy of this issue.
Magasin for Bygningskunst og Kultur
Nr. 3, 2022
Arkitekturens økologier

Kan begrebet økologi være afsæt for et både rummeligt og præcist arbejde med en bæredygtig arkitektur? Det er intentionen med IBK’s nye fokus på arkitekturens økologier og temaet for dette tredje nummer af magasinet.

Leder af Morten Birk Jørgensen

5 min


Hvis byggeri kaldes bæredygtigt, skal det kunne dokumenteres. Det slog forbrugerombudsmanden fast i en ny Kvikguide til virksomheder om miljømarkedsføring, der udkom i december 2021. Et kærkomment forsøg på at gøre op med den greenwashing som hele arkitektbranchen tilsyneladende er enig om er et udbredt problem.

Som kvikguiden også beskriver, kan det være ”meget vanskeligt at kalde et produkt mv. bæredygtigt uden at vildlede.” Dokumentation for bæredygtighed skal omfatte en livscyklusvurdering og desuden tage hensyn til sundhedsmæssige, sociale og etiske forhold.

Opsatheden på at dokumentere, kvantificere og evaluere arkitekturen var omdrejningspunkt for første udgave af nærværende magasin med temaet Om at tage mål. Adskillige bidrag i udgivelsen beskæftigede sig med de problemer, ønsket om måling af arkitekturen medfører.

Er det arkitekturen der måles på, når der foretages en livscyklusvurdering af et byggeri? Svaret afhænger af arkitekturdefinitionen, men det er rimeligt at påstå at dokumentation og målbarhed ikke ligger arkitekturen nært. Med kravet om dokumentation for bæredygtighed skal arkitekturen altså spille på udebane for at vinde dagsordenen.

Temaet for dette nummer er udtryk for et ønske om at arbejde med et holistisk begreb, hvor arkitekturen står stærkt. Arkitekturens økologier slår tonen an for et fokus, der vil følge Institut for Bygningskunst og Kultur i de kommende år. Ønsket er at undersøge, hvorvidt en forståelse af arkitekturen som noget der indgår i økologier med verden i al dens mangfoldighed, kan bruges som løftestang for en praksis, der ikke skader vores klode.

Udgivelsens bidrag udspænder et bredt felt af overvejelser, undersøgelser, forslag og betragtninger vedrørende arkitekturens aktuelle praksisser og farbare veje fremad.

Det første går i rette med billedet som en central aktør i mellemværendet imellem arkitekturen og verden. Vi har alt for længe haft en reduktionistisk måde at repræsentere dette forhold på, og klimakrisen bør motivere til ikke blot at revurdere billedet som repræsentation, men hele forståelsen af arkitekturen. Om at arbejde med arkitektur i en genfortryllet verden er en forskningsartikel skrevet af lektor Henrik Oxvig fra Institut for Bygningskunst, By og Landskab. Artiklen har som det eneste bidrag i dette nummer undergået anonymiseret fagfællebedømmelse.

Jonathan M. Houser er studieadjunkt på IBK med dedikeret tid til Kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV). I bidraget Infinity City samler han op på en række arkitektoniske arbejder, som alle adresserer vilkårene for at skabe arkitektur i bæredygtighedens tidsalder. Klimakrisen er endnu ikke – modsat i andre kunstneriske genrer såsom digtningen – blevet givet kunstnerisk form i arkitekturen, siger Jonathan, og stiller ærbødigt sit arbejde til rådighed for diskussionen.

Tanker om en endemisk arkitektur er en sammenfatning af Alex Hummel Lees ph.d.-afhandling. Bidraget stiller kritiske spørgsmål til den historie, arkitekturen er rundet af i kontrast til det vernakulære byggeri. Arkitekturen må høre til på et sted, siger Alex, og dens reaktioner på dette steds klimatiske vilkår kan analyseres som tropismer i planteriget.

Bachelorprogrammet Finder Sted / Taking Place var i efteråret 2021 i den nordsvenske mineby Kiruna. Byen er ved at blive flyttet, da minen udvider sig ind under dens hidtidige placering. Ekskursionen til Kiruna er afsæt for hele fire bidrag i dette nummer.

En workshop afholdt af gæsteunderviserne Silvia Cipelletti og Emil Hvelplund Kristiansen benyttes produktionen af film som redskab til at indfange byens aparte transformationsproces. I indlægget Moving Landscape: Essay fremlægger Silvia og Emil deres overvejelser om filmmediet i arkitekturen. Det følgende bidrag indeholder de studerendes film med kommentarer af Emil og Silvia.

En gruppe studerende producerede en fotografisk udstilling, hvorfra et udvalg er præsenteret som fotoessayet En ny i brud. Endelig udarbejdede de studerende semesterprojekter med udgangspunkt i byen. Aron Munk Rösing har skrevet et essay på baggrund af sit projekt, Et reservoir for nostalgier, som arbejder med et vandtårn, der – ligesom den resterende by – inden længe vil skulle forlades.

Magasinet har fra begyndelsen haft en ambition om dialog med praktiserende arkitekter. Inge-Lise Kragh og Louise Harder har bidrager i dette nummer med overvejelser om økologi og bæredygtighed med afsæt i deres erfaringer. Et centralt fokus for begge bidrag er, at oplevede kvaliteter i arkitekturen har svære vilkår i måden hvorpå begreberne forstås aktuelt. Inge-Lise går i bidraget Oplevede kvaliteter kan lære os om bæredygtighed i rette med bæredygtighedsdagsordenens tendens til alene at tage det målbare i betragtning. Det er en reduceret forståelse af begrebet, og vil i sidste ende frarøve byggeriets udvikling vigtige indsigter fra arkitekturen, argumenterer hun.

I Bæredygtighed og kvalitet i teori og praksis går Louise Harder et lignede ærinde, når hun ud fra sine erfaringer med renovering af senmodernistiske byggerier reflekterer over, hvordan arkitekter i dag kan undgå de faldgruber, hun oplever fortidens arkitekter er faldet i.”[H]vis en kvalitet ikke måles og vejes, tages det ikke i betragtning.” Så bastant opleves det i hendes praksis. Til sammen tegner de to bidrag et noget trist billede af den plads, arkitekturen har formået at indtage i bæredygtighedsdagsordenen for det realiserede byggeri.

Fraflytning af boliger på Lolland var udgangspunkt for Michelle Sabine Malling og Lykke Østerby Arnfreds afgangsprojekt på Kunst og Arkitektur. Ved at betragte lokalområdets bygninger som del af en helhed frem for som enkelte enheder, foreslår de med projektet Relokalisering af verdener at genanvende de forladte huse i nye sammenhænge, der giver nye betydninger. Bidraget er en epilog over deres afgangsprojekt med en teoretisk rammesætning af de indeholdte forslag.

Som i de to foregående udgivelser afsluttes tredje nummer med en Recension. Denne er skrevet af Arne Høi, som anmelder Rigsdagsfløjen på Christiansborg Slot og de nylige restaureringsarbejder, der har skullet vægte bygningsbevaring imod ønsker for øget inklusion. Folketingssalen må om noget erkende sin rolle i en samfundsøkologi, hvor nye dagsordener skal kunne implementeres arkitektonisk.


–

Morten Birk Jørgensen er lektor på Det Kongelige Akademi og redaktør for Magasin for Bygningskunst og Kultur.

Udgivet d. 18. marts 2022.

Forsidebillede: Jonathan M. Houser, Den uendelige by, collage, 2021. © Jonathan M. Houser

Created at 13:49 15.11.2026