Alle billeder i denne artikel stammer fra butiksbestyreren Arqaluk Bianco, der tog dem i sin hjemby Tasiilaq og på de nærliggende udsteder og bopladser i 1950’erne og 1960’erne. De kan også ses i bogen Dagligliv i Ammassalik, der viser de knap 400 bedste af hans fotografier, og som Helene Brochmann udgav på Aarhus Universitetsforlag i 2024. Billederne er taget i en periode, hvor den oprindelige kultur og byggeskik i løbet af meget få år blev afløst af en såkaldt moderne, baseret på importerede materialer. Selvom billederne altså er samtidige, illustrerer de en udvikling, der i Vestgrønland tog flere hundrede år.

FOTOGRAFEN

Arqaluk Bianco blev født i Tasiilaq i 1921, og kom i lære i Den Kongelige Grønlandske Handel som butiksmedhjælper som 14-årig, da hans far som den første i byen bukkede under for en voldsom influenzaepidemi. Han var kløgtig og videbegærlig, og interesserede sig for alt nyt. Således var han den første lokale, der fik egen radio, skrivemaskine og jolle med påhængsmotor. Og han kastede sig altså også ud i at fotografere. Fra begyndelsen af 1950’erne til slutningen af 1960’erne er der bevaret 2.000 negativer fra hans hånd. De er ikke bare interessante, fordi de er fra den tid og det sted – hvilket i sig selv er meget usædvanligt. De udmærker sig også ved at være af høj teknisk og kunstnerisk kvalitet, og derudover er det tydeligt, at Arqaluk har villet gemme eller vise eftertiden mange forskellige aspekter af sit lille samfund: Det gamle og det nye, det personlige og det generelle, portrætter og situationsbilleder.

I denne artikel har jeg valgt at fokusere på det, Arqaluks billeder viser os om den lokale byggeskik i en periode, der skulle blive overgangen mellem det traditionelle og det moderne samfund.

STEDET

Der er kun to beboede områder på hele den lange, barske østgrønlandske kyst: Ammassalik-området med hovedbyen Tasiilaq og en række mindre bygder – og så Ittoqqortoormiit (tidligere kaldet Scoresbysund på dansk) 700 km længere mod nord.

Man ved ikke præcist, hvor længe Ammassalik-området har været beboet, men der kan have været mennesker – og mennesketomt igen – i lange perioder gennem de sidste 4.500 år. Helt sikkert er det i hvert fald, at der boede mennesker, da det første gang lykkedes europæere i den såkaldte Konebådsekspedition at komme dertil fra Sydgrønland igennem storisen i 1884.

Den lille østgrønlandske befolkning havde indtil da kun haft sporadisk kontakt med folkene i Sydgrønland, som blev koloniseret af danskere allerede i 1700-tallet. Det hændte, at en kajakroer begav sig derned på ”indkøbstur” – en rotur på ca. 1200 km hver vej. Så var han væk i to år og kom tilbage med kajakken lastet med ting som tobak, knive eller andet nyttigt metal.

DE TRADITIONELLE HUSE OG TELTE

Den traditionelle kultur i Østgrønland var altså stort set upåvirket af europæisk indflydelse helt frem til ca. 1900. Den isolerede beliggenhed betød, at den lille befolkning var selvforsynende, og vinterhusene blev bygget af, hvad man havde til rådighed: Sten, græstørv og drivtømmer eller hvalknogler til spær og stolper. Oprindelig var de ganske små vinduer lavet af tørret tarmskind, syet sammen til store stykker, der ganske vist ikke var gennemsigtige, men dog lod lys slippe ind. Indgangen var en såkaldt ”husgang”, en flere meter lang tunnel et stykke under gulvniveau, som man måtte kravle igennem. Med den konstruktion kunne man nøjes med et skind for den inderste åbning til at tage den værste træk, da den kolde luft udefra blev holdt nede og dermed ikke blandede sig med den varme luft indendørs. [Ill. 1–4]

Huset var indrettet med en stor briks i hele husets længde og ca. halvdelen af dets bredde. Sammen med en lille kiste til at have ting i og sidde på, var dette husets eneste møbel. Som regel boede man flere generationer og familier sammen, og hver familie (typisk et par eller en enke med deres eventuelle børn) havde så deres egen ”afdeling” på briksen, kun adskilt fra de andre af ophængte sælskind. Dengang europæerne ankom, var det ikke ualmindeligt at bo op til 40–50 mennesker i meget store fælleshuse. Foran briksen havde hver familie deres spæklampe, dvs. et fad af fedtsten, hvor spæk lå og brændte med en væge af mos. Lampen fungerede både som varmekilde og komfur. Over lampen kunne man så hænge en kedel eller en gryde, og under loftet havde man en ramme til at tørre tøj på.

Om sommeren fjernede man taget, så vind og vejr kunne gøre hovedrent, og flyttede ud på sommerbopladser efter hvor der var god fangst. Her boede man i telte af skind på et skelet af drivtømmer.

NYE MATERIALER

I 1894 etablerede en lille flok danske udsendte en handelsstation og mission på stedet, og dermed blev der adgang til at købe brædder og glas. Så kunne det traditionelle hus videreudvikles med ”rigtige” vinduer, og med en solid, hængslet dør kunne man slippe for den ubekvemme – men på mange måder mere funktionelle – husgang. [Ill. 5–10]

Senere begyndte man at bygge huse helt og holdent efter europæisk skik, flikket sammen på bedste beskub af forhåndenværende materialer. Disse huse var langt ringere end de gamle for så vidt angår isolering, ventilation osv., og de var medvirkende til store problemer med tuberkulose og andre infektionssygdomme. Det var boligforhold, som den danske stat gerne ville forbedre med moderniseringsprogrammet, der blev besluttet i 1948. [Ill. 9–10]

På Vestkysten har den europæiske byggestil været udbredt langt tidligere, men også her var tørvemurshusene i brug, især på de små bopladser, et stykke op i 1900-tallet.

KOLONIENS HUSE

Da en lille gruppe danskere etablerede kolonien Angmagssalik i 1894, måtte de selvfølgelig bygge alt fra grunden. Foruden den obligatoriske missionær og kolonibestyreren (købmanden) var et par tømrere derfor vigtigt mandskab at have på stedet. Det blev til huse i bræddeklædt bindingsværk – typisk i form af ”samlesæt”, der blev sendt op fra Danmark, så de var nemme at rejse på stedet. Det første hus var en primitiv indkvartering, der faktisk står endnu den dag i dag. Senere fulgte kirke (med skolelokale i den ene ende) i 1908, kontorbygning, butik, en fin kolonibestyrerbolig (1928) og andre personaleboliger. [Ill. 11–12]

På Ill. 12 ses i venstre side en speciel, halvrund bygning. Det er en såkaldt Quonset hut, lavet af metalplader. Den stammer fra den amerikanske base i Íkáteq, som blev anlagt under 2. verdenskrig, men hurtigt forladt igen derefter. Amerikanerne efterlod alt, så de lokale hentede både lastbiler og mange brugbare materialer på basen, og således også denne bygning, der i mange år fungerede som biograf og forsamlingshus.

MODERNISERINGEN

Efter 2. verdenskrig undergik hele Grønland den såkaldte ”modernisering”, hvor landet ikke bare skiftede formel status fra ”koloni” til såkaldt ”ligeberettiget del af det danske rige”, men også blev målet for massive investeringer i boliger, fiskefabrikker, skoler, sygehuse osv. Den hektiske byggeaktivitet blev lagt i hænderne på danske håndværkere. Myndighederne mente, at der ville være tale om et midlertidigt byggeboom, og at man derfor ikke skulle uddanne grønlandske unge til fag, der hurtigt ville blive brødløse. Det var nok et af moderniseringsprojektets største fejltrin. Danske håndværkere kom til landet i tusindtal, og blev indkvarteret i barakbyer, hvor det ikke just var et forbilledligt levned, der udspillede sig efter fyraften. Mange sociale problemer udspringer af denne tid. Arqaluks børn havde forbud mod at skyde genvej mellem barakkerne, når de skulle i skole. [Ill. 13–15]

ARK’ALUKS EGET HUS

I 1951 byggede Arqaluk Bianco, som en af de første lokale, et helt nyt hus [Ill. 16] til sig, sin kone Stella og de fire børn, der var født på dette tidspunkt. Dermed kunne de forlade det gamle tørvemurshus nede ved havnen og flytte op på en fjeldknold med flot udsyn over byen og havnen fra det store vindue i gavlen. Og – som børnene husker det – temmelig langt ned ad en stejl skråning til elven, hvor de skulle hente vand og vaske tøj! Huset, der findes endnu, er på ca. 5x9 meter. Indgangsdøren førte ind til en gang med trappe op til soverummene ovenpå, og formentlig har der været et aflukke til en toiletspand. Derfra var der en dør til et lille køkken, der var gennemgangsrum til stuen på ca. 5x6 meter. I hjørnet af stuen var der, som man kan se på billedet [Ill. 17], et lille aflukke, der til hverdag tjente som kosteskab. Det var her, Arqaluk indrettede mørkekammer, når han skulle fremkalde og forstørre sine billeder. I øvrigt med børnenes hjælp: De blev sat til at vippe badene med fremkaldervæsken! [Ill. 16–18]

Arqaluk var opvokset i en lille kernefamilie, med far, mor og tre børn, hvilket faktisk var usædvanligt i 1920’erne. Hans far var heller ikke fanger, men en af de første lokale, der var fastansat med månedsløn som medhjælper i Den Kongelige Grønlandske Handel, eller butikken, for at sige det lidt mere jordnært. Da Arqaluks kone Stella længst til højre [Ill. 17] kom til verden i 1923, var det derimod i et traditionelt fælleshus, hvor hendes farfar var det store familieoverhoved for 25 mennesker, nemlig hendes far og farbrødre med deres koner og børn, men også en enke, en plejesøn og et ikke-beslægtet ungt par.

De nye tider og ikke mindst den nye byggeskik indebar således ikke bare nye materialer og faciliteter, men også en radikal omkalfatring af bosætningsmønsteret – fra storfamilier til kernefamilier.

Selvom forandringerne i Østgrønland skete over en markant kortere periode end i Vestgrønland, var der alligevel elementer af moderniseringen, der virkede voldsommere dér. På Vestkysten mente planlæggerne, at befolkningen burde ”koncentreres”, som man kaldte det, i de fire såkaldte åbentvandsbyer, altså de byer, hvor der helt året er åbent vand på grund af strømforholdene (Paamiut, Nuuk, Maniitsoq og Sisimiut – dengang kendt som Frederikshåb, Godthåb, Sukkertoppen og Holsteinsborg). Tanken var, at befolkningen, der voksede stærkt på grund af både bedre levevilkår, udbygningen af sundhedsvæsenet og et stigende fødselstal, ikke længere kunne ernære sig ved fangst alene, men måtte satse på fiskeriet. Og fiskeri kræver åbent vand. Mange bygder blev derfor reelt nedlagt (man lukkede butik og skole), og i byerne byggede man så de store, famøse boligblokke. Lejlighederne her var ganske små, og ikke mindst må man i dag undre sig over de meget små entreer, hvor der knap var (er!) plads til tre tykke vinterjakker og støvler med sne på, men også manglen på bryggerser til håndtering af egen fangst virkede meget uhensigtsmæssig. I Ammassalik-distriktet blev der, for nu at sige det lidt skarpt, ikke satset på noget som helst. Det gode ved dét var, at bygderne fik lov at bestå og ingen blev flyttet i fremmedgørende blokke. Til gengæld skete der heller ikke så meget andet. Og det bokser man stadig med den dag i dag.

–

Helene Brochmann er cand.mag. i samfundsfag og eskimologi, og har beskæftiget sig med grønlandske forhold i 40 år, siden hun var i Tasiilaq første gang i 1984. Hun er forfatter til en række bøger om Grønland. Til daglig arbejder hun som chefkonsulent i ledelsessekretariatet på Det Kongelige Akademi.