Print this page to PDF (CMD + P) to save a copy of this issue.
Magasin for Bygningskunst og Kultur
Nr. 6, 2023
Den gyldne standard

Billedkunstner Nis Rømer reflekterer med udgangspunkt i projektet The Golden Standard over, hvordan arkitekturen må ændre sig i takt med betingelserne for dens produktion. Zonen mellem arkitekturens idémæssige grundlag, bygningsreglement og en ny omverdensforståelse er afsæt for nytænkning og forslag til nødvendig handling.

Artikel af Nis Rømer

6 min


ARVEN OG TILSTANDEN

Den samfundsmæssige ambition om at levere boligmæssig velfærd til mange var i høj grad drevet af et spørgsmål om effektivisering. Opgøret med ornamentet og troen på modernismens chartrer bragte på den måde livskvalitet og velfærd med sig. En af de blinde vinkler, som vi nu ser, er forurening samt direkte og afledte udledninger af drivhusgasser. Modernismens insisteren på mennesket og ikke planeten som altings målestok er blevet en sammenbrudsfortælling. Bygninger, broer og veje udleder 30% af Danmarks drivhusgasemission, hvoraf 10% er til byggeri og materialer resten til energiforbrug. Behovet for forandring er stort.

Tre spørgsmål trænger sig på i lyset af ovenstående: Hvilke standarder skal vi sætte for byggeriet fremover? Hvordan påvirker det arkitekturen? Og hvordan kan vi agere kreativt i feltet mellem kunst og arkitektur under de betingelser?


NYE STANDARDER

Arkitekturens selvforståelse som en af de skønne kunster står i nogen grad i vejen for de nødvendige forandringer. Og i forlængelse af debatten, som dette nummer af magasinet rejser, vil jeg se nærmere på relationen mellem kunst og arkitektur og arkitekturen som kunst, og de rammer vi arbejder under.

Bureaukrati og kunstnerisk frihed har traditionelt været en friktionsfyldt relation. Nogen vil sikkert sige et modsætningsforhold. Og også dette kunstsyn er i høj grad en overlevering fra modernismen, hvor kunsten først og fremmest var fri og i høj grad afkoblet fra naturen.

Bygningsreglementet er et af de bedste steder at regulere byggebranchens klimaaftryk. Den næste store og nødvendige arbejdsopgave i arkitekturens idégrundlag og maskineri, hvor de planetære grænser er altings målestok, må ske med bygningsreglement helt tæt på arkitektens faglighed og i relation til sociale, æstetiske og kunstneriske aspekter. Reglementer og bureaukrati er nødvendige og positive rammebetingelser for arkitekturen.

Når der laves nye bygningsreglementer, er isoleringsbranchens lobbyister på tæerne for at påvirke bestemmelserne. Det samme ønsker jeg at arkitekter og kunstnere freomover vil gøre, men på en mere principiel måde. Her er diskussionerne om kunstnerisk frihed og nødvendige begrænsninger i materialevalg, standarder for udledninger m.m. topaktuel og allermest sat på spidsen. Ja, der er veje vi ikke skal gå fremover. Ja, det er begrænsninger. Men kan vi sætte begrænsninger for kunsten og den kunstneriske arkitektur uden at friheden, det irrationelle, det konceptuelt skarpe og kunstneriske forsvinder? Det vil jeg mene, og jeg vil gerne pege på en vej.


DET KUNSTNERISKE HANDLERUM

Vi kan styrke og tykne bestemte stier, ikke andre, i en Garden of forking paths-tænkning. Det er, hvad værket The Golden Standard også lægger op til. Vi skal insistere og gå foran for at få bedre bureaukrati og dermed rammer for kunstnerisk skabelse. Også i forhold til accountability og transparens så der ikke opstår troværdighedsproblemer og fusk med klimaregnskaber.

Creative climate accounting was put on par with economic crimes.
The Golden Standard

At bureaukrati kan være en kreativ motor, er ikke en ny tanke – det hollandske firma MVRDV bruger eksplicit regler som konstruktive barrierer, der udfordrer deres egen vanetænkning. B+ og Brandlhuber er et lignende eksempel på en sådan tilgang. Med de ændrede rammebetingelser, der kommer, er spillepladen forandret og dermed også de kreative betingelser.

For de 10% af Danmarks drivhusgasudledning, der som beskrevet indledningsvis direkte stammer fra anvendelsen af materialer i byggeriet vil jeg gerne spille et bureaukratisk forslag på banen fra værket The Golden Standard:

The Golden Standard means that no building materials can be mixed in a way so that they cannot be separated again to be reused without loss of quality. The philosophy is basically that materials cannot be owned, but are merely something we have on loan from nature.
The Golden Standard

Der er givetvis et stykke vej til, at vi kan sætte § foran, men princippet kan sagtens være bredere end lovtekster. Forslaget vil også være med til at mindske at 35% af al affald her i landet kommer fra bygge og anlægsbranchen.


KUNSTEN I STEDET FOR ORNAMENTET

Effektiviseringen af byggeriet, som for alvor blev indledt med modernismen, skal styrkes og styres. En gentænkning af ornamentet, som i effektivitetens og opgørets ånd blev forkastet, kan derimod fint være en vej ind til en ny bygningskultur. Ornamentet som det der skaber værdi ud over bygningens funktion som klimabeskyttelse. Det der skaber kvalitet, men som ikke udleder. Tid til håndværk og detaljer udleder næsten ingenting, men skaber sanselig, brugsmæssig, intellektuel og følelsesmæssig værdi.

Samtidens udvidede forståelse af kunst kan både indebære sociale, mentale og immaterielle forhold, men også håndværksmæssige bidrag. Det som ikke er strengt nødvendigt for vores overlevelse, men skaber bygninger, vi har lyst til at bruge og holde vedlige i mange år fremover. Det der gør en bygning bevaringsværdig, kan fremover i bygningsreglementet være et krav, som går ud over 1% ordningen til kunst. At en del af byggesummen skal sikre bevaringsværdigheden og dermed bæredygtigheden, ved at bruge energi på det særlige håndværk, materiale, samlede ide eller handlen, der gør bygningen værd at passe på.


DET IDÉMÆSSIGE GRUNDLAG ELLER ARKITEKTURENS ONTOLOGI

Kunstneren Mierle Laderman Ukeles gjorde op med tanken om, at kunsten altid skal være ny og avantgarde. Hendes kunstneriske projekt var at vedligeholde (relationer, bygninger m.m.) og at pege på det som et afgørende element i tilværelsen. At være en slags gartner for fællesskabet, selvet, samfundet og leve på en bæredygtig måde. Den oplagte parallel til arkitekturen ville være ikke at bygge nyt, men genbruge. I praksis vil der blive bygget nyt, og den tanke, man kunne tage med fra Ukeles, var at gøre bygningerne værdige til den omsorg og vedligehold, som skal finde sted mange år frem. Vi kan ikke fortsætte med at bygge, som vi gjorde. Det kræver en omformulering af grundlaget for arkitekturen, hvor tid til kunst, håndværk, tanke og omsorg opprioriteres og ressourceanvendelsen gentænkes. Dette grundlagsarbejde tror jeg kan åbne kreative rum, der er større og mere interessante, end dem vi kommer fra.


MATERIEL NØJSOMHED OG KUNSTNERISK INTEGRATION

Den gyldne standard for arkitekturen kunne være der, hvor materialemæssig nøjsomhed kombineres med at integrere kunst og godt håndværk i bygningerne for at skabe størst mulig værdi for eftertiden. Det kan gøres ved at bruge energi på detaljerne; trappegelænderet som hånden glider langs og som umærkeligt bliver en del af kroppen, Døren der er med til at skabe sted. Den kunstneriske udsmykning der skaber identitet og friktion. Eller bygningen der i sig selv er en intellektuel handlen. Genbrug af materialer der giver identitet og historie.

Ressourcestyring og prioriteringen af materialer og tid bliver dermed en afgørende arkitektonisk og kunstnerisk parameter, så tiden bruges på det, der skaber mest værdi for eftertiden. Håndværk, bygningsintegreret kunst og kunstnerisk og arkitektonisk idéudvikling tager tid, men koster minimalt CO2.

Det er nødvendigt at gentænke lovgivningen og arkitekturens grundlag, så arkitekturen kan blive fri igen under nye rammebetingelser. Det i sig selv kan være et væsentligt arkitektonisk, kunstnerisk og fagligt bidrag.

–

Nis Rømer er billedkunstner, forperson i Dansk Kunstnerråd og underviser.Han har studeret arkitektur og byplanlægning ved the Berlagei Rotterdam og har en Master i offentlig ledelse fra CBS.

The Golden Standard er en performativ byvandring og fremtidsfortælling udviklet af Nis Rømer i samarbejde med billedkunstner Pia Rönicke. Her fremskrives tendenser med udgangspunkt i det nybyggede område Hjorthagen i Stockholm. Se mere om projektet på http://www.nisroemer.dk/Golden_Standard.php.


NOTER
  1. Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2019-20, KEF Alm.del – Bilag 393

  2. Essay af Jorge Luis Borges, 1941

  3. http://nisroemer.dk/Golden_Standard.php

  4. http://nisroemer.dk/Golden_Standard.php

  5. Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2019-20, KEF Alm.del – Bilag 393

Ill. 1. The Golden Standard er en arkitektonisk og meteorologisk Sci-Fi-performance af Pia Rönicke og Nis Rømer.

Created at 03:59 24.10.2026