Vil man have byer og bygninger med liv, må byudviklere og arkitekter fralægge sig ambitionen om at skabe et værk i traditionel forstand. I stedet er der behov for at udvikle en arkitektonisk struktur, en æstetisk ramme, der sikrer en helhed, selvom beboerne sætter deres præg, bygger om og til. Det er læren fra Christiania, den selvstyrede bydel i København, hvor indbyggerne over tid har gjort dét, mange arkitekter drømmer om men sjældent formår: at skabe liv mellem husene.

FRA SELVBYGGERKULTUR TIL EN NY ARKITEKTUR

Den nu tidligere S-regering og Københavns Kommune har udpeget fristaden Christiania som en del af løsningen på boligmanglen i København. I 2022 gav de christianitterne et tilbud, de ikke kunne sig nej til: retten til at købe mere af området mod at almene boligorganisationer kunne bygge op til 15.000 m2 nye boliger. Sker det, vil området have op mod 300 flere indbyggere i 2031. I dag er omkring 700 voksne og 150 børn registreret med adresse på gaderne med navne som Mælkebøtten, Blå karamel, Fredens Ark, Fabriksområdet og Syddyssen.

I 2011, samme år som det sociale eksperiment fyldte 40 år, stod Christiania overfor samme scenarium. Det var året, hvor fristaden købte sig selv efter 10 års konflikt med skiftende Fogh-regeringer og tovtrækkeri i retssale. Det betød, at de også opnåede retten til at bygge samme 15.000 m2 i arealerne tættest mod Christianshavn.

Dengang som nu opstod spørgsmålet om, hvordan man kan bygge nyt på Christiania; en selvstyret bydel kendetegnet ved selvbyggeri og et levet liv i og mellem husene. Hvilken rolle, hvis nogen, ville arkitekturen og arkitekterne spille på sådan et sted? Hvordan ville man kunne bygge noget over to etager, der både rummede Christianias særlige byggekultur og efterlevede almindelige krav til holdbarhed, faldstammer, flugtveje og klimaskærm?

I mit afgangsprojekt fra arkitektskolen i 2012 søgte jeg et arkitektonisk svar på de spørgsmål. I semestret forinden identificerede jeg de karakteristika, der er særlige for Christianias rumlige kvaliteter og udledte en række principper, der lå til grund for afgangsprojektets program: et bo- og byggefællesskab på Røde Sols Plads. Samme spørgsmål var afsæt for idéprojektet Én Model fra 2016,hvor vi denne gang var fem arkitekter, der afprøvede en arkitektur, hvor flere bygger sammen på et vilkårligt sted i København.

I dette essay deler jeg mine refleksioner over begge projekter. Måske tjener det til inspiration og nye idéer, nu hvor det igen er aktuelt at bygge nyt på Christiania – og i andre kontekster, hvor flere vil bygge og bo sammen.

CHRISTIANIAS SÆRLIGE KVALITETER

Christiania er født ud af en boligkrise i København, et kulturelt opgør med datidens normer og et politisk ønske om at favne flere livsformer. Over sommeren i 1971 indtager en gruppe slumstormere Bådsmandsstrædes Kasernes gule murstensbygninger og Christianshavns Vold efter flere år med en fejlslagen boligpolitik i København; de gode skatteborgere flygtede ud af den nedslidte by, mens det var næsten umuligt for studerende, enlige og ældre at finde egnede boliger.

Efter to generationer står fristaden som et udsagn, der fortæller, hvordan mennesker bygger og bor, når de bestemmer selv. Fra et arkitektonisk perspektiv er meget lykkedes på Christiania: Der er variation i bygningsmassen, menneskelig skala og rekreative værdier – og så er der liv mellem husene. Kvaliteter, som arkitekter drømmer om at skabe, men som sjældent lykkes. Så hvordan kan man som arkitekt lære af fristadens arkitektoniske succeser og skabe bydele og bygninger med samme kvaliteter?

I min analysen af Christiania identificerede jeg seks karakteristika, som er gennemgående på Christiania, og som jeg vurderede, er de forhold, der skaber kvaliteterne [ill. 1]:

1. Gradueringer mellem det fælles og det private rum: Grænserne mellem det fælles og det private er flydende, mange er utydelige. Skel bliver markeret med en busk, en palle eller et par armeringspæle med snor i. Andre steder gradueres grænsen over flere rum. Måske rum som naboer deler eller små lodder som nogen bruger midlertidigt.

2. Stedsspecifikke tilføjelser i lille skala: Christianitterne har i hovedreglen bygget i mindre skala med knopskydninger, ekstra etager og småhusbyggeri, der er tilpasset stedet. På volden orienterer husene sig ud mod voldgraven eller lægger sig op af skrænterne, mens altaner, kviste og udhusevokser ud af kasernens murstensbygninger.

3. Inde og ude smelter sammen: Naturen har plads. Buske, træer og planter vokser vildt langs voldanlægget og kanten mod Refshalevej. Omkring de enkelte huse afgrænser træer og små plæner de mere private områder, et enkelt hus er ligefrem bygget omkring et træ, og det mere byagtige område har typisk bede og små haver med træer og buske.

4. Materialer udtrykker tidslighed og skala: Trækonstruktioner, genbrugsmaterialer og underfundige – nogen steder smukke – påfund karakteriserer Christianias byg-selv-stil. Flere huse er bygget af kyndige hænder og ofte i træ, blik, tagpap, glas og stål, dvs. økonomisk overkommelige materialer i dimensioner, som mennesker kan bearbejde med almindelige redskaber.

5. Fodgængere og cyklister har forrang: På Christiania kommer fodgængere før cyklister, som kommer før bilister. Det skaber et leben over dagen med legende børn og mange mennesker på gaden. Langs veje og stier findes en del mindre pladser og spots til picnics, koncerter og akroyoga.

6. Bydelen rummer de fleste funktioner: I dagligdagen finder man det meste, man har brug for til dagen og vejen; købmand, byggemarked, vaskeri, arbejdspladser, børnehaver og om aftenen åbner restauranter, spillesteder og kulturinstitutioner dørene.

PRINCIPPER FOR EN SELVSTYRET BYGGEKULTUR

Dagens byudviklere, arkitekter og bygherrer ville kunne indtænke mange af de særlige karakteristika ind i udviklingen af nye bydele og bygninger. Men kvaliteterne står ikke alene. De er bundet op på nogle principper og eksisterende kvaliteter, som - efter min vurdering - er med til at skabe det liv og den byggekultur, man kan opleve på Christiania.

For det første er Christiania offentligt tilgængeligt. I princippet tilhører området alle, og derfor er brugen af rum under konstant forhandling. Mange gange, særligt når man krydser andre mennesker i ”private” haver langs volden, stopper man naturligt op og læser situationen, før man går videre. Et møde er etableret.

For det andet er Christiania en videreudvikling af Bådsmandsstrædes Kaserne og Christianhavns Vold. Voldanlægget fungerer som ramme om mindre områder, fx Børneengen, der ligger i en bastion, mens seks ens lagerbygninger udgør Mælkevejen. Trods de mange tilføjelser, træder de to gennemgående træk frem og fungerer som strukturer, der holder sammen på fællesskabet.

For det tredje holder murstensbygningernes enkle udtryk til, at knopskydninger tager sig farverige og formmæssige friheder – og rent byggeteknisk kan de bygges om forholdsvis enkelt. Æstetisk fungerer den stringente militærarkitektur som et roligt bagtæppe til det spraglede hippiebyggeri. Ironisk nok ilter de to udtryk hinanden.

For det fjerde bliver alle beslutninger taget demokratisk efter et nærhedsprincip og uden profit for øje. Mens den enkelte beboer har stor frihed til at leve efter egne regler og bygge til og om - efter aftale med naboerne, har han eller hun ikke mulighed for at spekulere i sin ejendom, hvilket betyder, at optimering af ejendomsmassen primært fokuserer på vedligehold.

Registreringer og analyser blev til kort og diagrammer [Ill. 2,3,4,5]. På den baggrund udledte jeg et sæt principper for, hvordan man kan programmere og formgive et nybyggeri:

Forholdet mellem det fælles rum og det private rum er udtrykt som en forhandling af brugsret frem for ejerskab.

Udvekslinger og relationer mellem rum og funktioner udtrykt i krav om ude-inde-relationer, delefunktioner mv.

Samspillet mellem det styrende og det selvstyrede udtrykt i byggeteknik, materialer og skala - fra den rammesættende struktur til den menneskelige og forskelligartede skala.

SAMME PRINCIPPER OG SAMME PROGRAM, TO ARKITEKTONISKE UDTRYK

De udledte principper ligger til grund for det egentlige afgangsprojekt – og også det efterfølgende idéprojekt Én Model. Begge projekter søger et arkitektonisk svar på, hvordan mange kan bygge sammen og undersøger også arkitektens rolle i den proces. Som sådan bygger modelprojektet oven på afgangsprojektet, men projektet er sit eget, og, vigtigst, er det skabt af flere med de kvaliteter, det bibringer: variation, forhandling og liv.

Programmet for begge projekter er et bofællesskab, tænkt som en by i byen, med offentlige funktioner i top og bund, placeret i en bymæssig kontekst. Udover boliger der kan tilpasses efter behov og over tid, rummer projekterne restaurant, drivhus, virksomheder og institutioner og spejler for så vidt en selvforvaltende enhed med liv over dagen.

I afgangsprojektet står bygningen på Røde Sols Plads, der i 2011 og igen i 2022 er udpeget til nybyggeri. Denne tærskel mellem det såkaldt normale København og fristaden er i sig selv en udveksling mellem det fælles og det private; en invitation og en overgang.

I udviklingen af projektet opstår naturligvis en række spørgsmål: Hvordan kan principperne omsættes til en egentlig arkitektur? Hvad er den rigtige struktur og form – et tårn, en stok, en karré, tæt-lav…?Hvilket byggesystem kan både tjene en æstetisk og strukturerende funktion og give mest mulig fleksibilitet? Og hvordan nu med trappeforløb, fællesrum, føringer og klimaskærm?

I afgangsprojektet er svaret en stokbebyggelse langs Prinsessegade med fri passage under bygningen og adgang til boligerne fra Christiania-siden. Trapperummet er et fællesrum og drivhus, hvor det fælles og private flyder sammen. Et søjle-bjælkesystem i beton under én klimaskærm giver beboere mulighed for at udvide boligerne over tid; flytte en væg, tilføje en karnap.

Arkitektonisk bliver bygningen fleksibel, men også noget regelret - og i hvert fald mindre livlig end det udtryk og det leben, der karakteriserer Christiania [Ill. 6]. Måske fordi det er skabt af én person med den begrænsning, det medfører, når der ikke er nogen at forhandle med.

Idéprojektet Én Model er derimod skabt af fem arkitekter [ill. 7]. Her forsøger vi os med en gridstruktur i et lille tårn. En betontrappe fungerer som offentlig vej, der leder beboere og besøgende til toppen med restaurant, skybar og orangeri. Her kan man holde sit bryllup. Stueetagen huser en rideskole og har også plads til midlertidige funktioner, fx et marked eller en pop-up biograf på hovedtrappen.

I griddet kan den enkelte bygge sig ind med en enhed og brede sig i op til to etager. Som selvbygger skal man koble sig på installationer til vand og varme og hovedtrappe, dele noget med sin nabo og etablere en ude-inde relation, fx en altan. Man må bygge i træ, glas, blik og plast – og man sørger selv for sin klimaskærm. De bygger småhuse på stylter, kan man sige.

I denne version har vi arkitekter bygget og forhandlet. Det gør arkitekturen mere levende. Udtrykket bliver legende[Ill. 8]. Om det så reelt er bygbart inden for de gældende regler og krav, er et åbent spørgsmål.

EN ARKITEKTUR MED PLADS TIL DET ENDNU UKENDTE

Selvom projekterne ligger på et idéplan, fortæller de noget om de arkitektoniske muligheder og faldgruber ved at bygge flere sammen. Og så fortæller de noget om arkitektens rolle, når brugerne får en høj grad af indflydelse.

Fra mit synspunkt bliver arkitekturen den æstetiske og konstruktive ramme, den enkelte bolig kan læne sig ind op ad eller udfordre, men som holder sammen på forskelligartede input. En æstetisk orden af grundformer og enkle byggesystemer giver både modspil og plads til de mere spraglede indslag. Den skaber ro og giver øjet hvile. Konstruktivt bliver arkitekturen en samlende struktur, der kan bruges, ændres og tilpasses til livet nu og her, og som giver mulighed for tilføjelser i en menneskelig skala. Det arkitektoniske udtryk bliver styrende og samlende for det, som vi arkitekter ikke kan tegne os til.

Og deraf følger også arkitektens rolle som den, der skaber rammen. En ramme, der på den ene side er fundamentet for brugernes livsudfoldelse, og på den anden side tåler at de påvirker den. Her bliver arkitekten facilitatoren af et værk, der skabes over tid af flere parter. I dette fælles værk får brugerne en stærk tilstedeværelse som ligeværdige samarbejdspartnere, der er med til at skabe det samlede udtryk. Det er her arkitektens fineste opgave ligger: at give plads til at livet – og bygningens udtryk – udfolder sig i en ukendt retning, at der kan ske noget, der hverken kan eller skal forudsiges. Facaden kan ændres, og der er rum uden definerede funktioner og ejerforhold, som kan indtages og forvaltes frit.

I nyere tid gør flere realiserede arkitektoniske værker netop det. Den ret så hyldede nye arkitektskole i Aarhus er tegnet af tegnestuerne ADEPT, Vargo Nielsen Palle og Rolvung & Brøndsted som en industriel ramme om aktivitet. Bygningen er tænkt som en by med liv døgnet rundt og præsenterer rumlige muligheder for, at andre arkitekter og arkitektstuderende kan bygge ind i strukturen, omforme rummene og sætte deres præg. Som eksempel har Praksis Arkitekter tegnet Mediateket, en tre etager høj træ-installation af reoler fra byens forhenværende erhvervsarkiv. Installationen bringer et ekstra lag til en åben fortælling, der bliver til over tid.

Samme principper kan arkitekter tegne og opføre boligbyggeri efter. I bydelen Kreuzberg i Berlin vandt byggefællesskabet R50 byggeretten til en grund, som kommunen udbød. De vandt på idéen om et hus med 19 ejerlejligheder, der bidrager til bydelen og en energivenlig løsning [Ill. 9]. Konstruktionen er simpel. En betonkerne med installationer, trapper og elevator gør bygningen stabil, mens fleksible træmoduler er skudt ind som vægge mellem etagerne [Ill. 10]. I stueetagen inviterer de naboer til lektiecafé, sprogundervisning og filmaftener. Arkitekturen er blevet omtalt i anerkendte fagmedier og sågar blevet nomineret til den mest prestigefyldte arkitekturpris, Mies Van Der Rohe Prisen. Mere relevant er dog beboernes tilfredshed. I 2021 bor alle de oprindelige indflyttere stadig i huset, seks år efter de flyttede ind.

Måske er tiden ved at være moden til den slags arkitektur i Danmark. De engang så ’radikale’ idéer om genbrug, selvbyggeri, økologi, biodiversitet, børnekultur og bofællesskaber er mainstream i dag. Flere vælger at bo i bofællesskab, mens arkitekter og politikere så småt begynder at omfavne byggefællesskaber som alternativ til den spekulative ejendomsmæglerarkitektur. Og så ønsker de yngre arkitekter at bidrage til en bæredygtig fremtid. Måske bliver det nu, at arkitekter og beboere kan udvikle nye idéer, eksperimentere og skabe boligformer, der matcher det liv, mange ønsker at leve. Forhåbentlig vil boligselskaber afprøve netop det, når de skal bygge nyt på Christiania.

–

Tyra Dokkedahl, arkitekt MAA og journalist, er indehaver af Seriously Fun - Bureau for kunst og formidling i bygninger, byer og landskab. Hun rådgiver og kuraterer på en tværfaglig baggrund indenfor formidling, billedkunst, arkitektur, byudvikling.