En billedkunstner har fortalt mig (en arkitektstuderende), at kunstnere prøver at være arkitekter, og arkitekter prøver at være kunstnere, og at det er noget, som billedkunstner Dan Graham engang har sagt. Det stikker lidt at høre, måske for os begge to – og hvis det er sandt, lader vi så vores egen faglighed stå ved sin ret, når vi prøver at være noget andet? Jeg kan godt se, hvor meget af min favoritarkitektur der egentlig mere står i mit hoved som kunstneriske udsagn, og at det er den slags ting, jeg også bedst selv kan lide at lave. Man kan godt blive fristet til at tale om arkitektur og kunst som én samlet masse.

Et begreb, der binder arkitekten og kunstneren sammen uden at fjerne hver deres evne, er bygningsintegreret kunst. Ikke en forhåbning om at gøre arkitektur til kunst, eller kunst til arkitektur, men et begreb der tager to fagligheder og sætter dem i forbindelse, fletter dem sammen, forener dem i hver sin ret. Jeg skriver her om kunst, der befinder sig i direkte relation til og i et samspil med det rum, den befinder sig i, med arkitekturen, med bygningen. Den skal være stedsspecifik, altså lavet specifikt til det sted, hvor den befinder sig og samtidig integreret i den bygning, den befinder sig i. Hvornår værket er integreret i bygningen, kan være svært at definere. I ordets forstand (integration) må det være optaget som en del af helheden, indsluset, sammenflettet. Ikke et objekt man placerer i et rum eller en tilføjelse, men noget der er med til at definere den arkitektoniske helhed, ikke blot som et stykke interiør.

Det er måske især her, at grænsen mellem kunst og arkitektur opløses, og det kan være svært at skelne mellem værk og bygning. Man kan tale om et gesamtkunswerk; en forening af flere kunstarter i et værk, i en forhåbning om at opløse de grænser, vi selv har defineret mellem de forskellige kunstarter. Her kan noget, der allerede ville eksistere i arkitekturen, gøres til kunst, og det kan være vanskeligt at afgøre, om det er kunst, hvis en kunstner vælger belægningen i et rum eller designer bygningernes dørhåndtag, eller om der blot er tale om et designmæssigt greb, eller et valg af ornamentik. I Inujima Seirensho Art Museum [Ill. 1] har kunstneren Yukinori Yanagi skabt værker, der er arkitektonisk sammenflettede med transformationen af et gammelt kobberraffinaderi af arkitekten Hiroshi Sambuichi. Transformationen er præget af et stærkt samarbejde mellem arkitekt og kunstner, hvilket blandt andet ses i museets Earth Gallery, hvor korridorer med spejle reflekterer sollys udefra og oplyser rummet naturligt i et kunstværk om Ikaros. Her bliver skelnen mellem arkitektens og kunstnerens arbejde svær, fordi rummets udformning både virker præget af arkitektonisk funktion (et stærkt arbejde med lysindfald og gennemstrømning af luft) og som en pointe ved kunstværket i sig selv. Det bliver svært at vurdere, om værket eksisterer på grund af rummet, om rummet eksisterer på grund af værket, eller om der faktisk bare er tale om en fuldendt forening af de to som et rigtigt gesamtkunstwerk.

Hvis mit ideal om et helt integreret værk skal opnås, må arbejdet kunstner og arkitekt imellem være helt sammenflettet, og man må være i konstant udveksling. Og fra det ideal om konstant udveksling, kommer jeg til at tænke, at kunsten måske kun kan være rigtigt bygningsintegreret, hvis den skabes sammen med den bygning, den er integreret i. Som jeg tænker integration, skal delen tilpasse sig helheden, og helheden skal tilpasse sig delen, de skal sidde sammen som en vævning, og hvis integrationen skal være vellykket, skal både bygning og værk tilpasse sig hinanden. Hvis kun værket tilpasses bygningen, kan værket være stedspecifikt, men det betyder ikke nødvendigvis, at man oplever helheden tilpasse sig delen – bygningen tilpasse sig værket. Samtidig kan et stedspecifikt værk, der ikke er skabt sammen med bygningen, have en så stærk rumlig udveksling med det sted den befinder sig, at oplevelsen af bygningen ændrer sig. I Christo og Jeanne-Claudes draperinger af bygningsvartegn i stof er det et enkelt greb i facaden, der ændrer hele bygningens statur. For den tyske Reichstag i Berlin [Ill. 2], der blev pakket ind i stof i 1995, ændredes hele forståelsen af bygningen. Den stod tilbage som et helt nyt, vibrerende objekt i byen, når genkendelsen fra facaden forsvandt, og dens volumen fremhævedes og fik en blødhed. Samtidig er det flygtige værker; indpakningen af Reichstag i Berlin varede i to uger, og kunstnerne afviste at forlænge værkets levetid, fordi de ville understrege temporaliteten. Altså et værk der var en stor del af en arkitektonisk helhed, men i meget kort tid.

Det stedsspecifikke men midlertidige værk understreger også, at steder i sig selv er midlertidige, og i konstant forandring. Laver man et stedsspecifikt værk, laver man det også til en bestemt tid. I 1990’erne begynder kunstnere at opfatte steder som mere flygtige og mere komplekse end blot fysiske beholdere, men også som noget mennesker opfatter meget forskelligt. Dét udfordrer min idé om, at kunsten kun kan være rigtigt bygningsintegreret, hvis den har været en del af bygningen fra starten, fordi det vil kræve at bygningen og skabelsen af den, har haft en absolut start. Man bygger altid en bygning på et stort, komplekst grundlag, og det kan ses som en underkendelse af stedet i sig selv, at beslutte sig for et tidspunkt, hvor bygningen (både som idé eller bygget) er begyndt at eksistere. I stedet kan det være intentionen om, at kunsten skal stå i samspil med bygningen, der skal have været der fra starten af værkets skabelse, samtidig med, at værket betydeligt påvirker arkitekturens helhed.

Samtidig kan man argumentere for, at et værk altid vil have en relation til det rum, det befinder sig i blot ved at befinde sig i rummet. Når man sætter et objekt, der har masse, vil det uundgåeligt påvirke rummet, som den masse nu befinder sig i – tage plads, tynge konstruktionen, påvirke de fysiske forhold. Selve oplevelsen, fænomenologien, af et rum vil også ændre sig, uagtet hvad man putter ind i det. Lyd- eller lysværker, der ikke i sig selv nødvendigvis har en masse, kan i høj grad påvirke den sanselige oplevelse af det at opholde sig i rummet. Maja Li Härdelins værk Tyvlytteren [Ill. 3], udstillet på Billedkunstskolernes afgangsudstilling foråret 2023, blev en video projiceret i samme rum, som en del af den video var filmet i. Ud over at udfylde rummet, blev projiceringen også en visuel udvidelse af rummet ved at vise et billede af den flade, den blev projiceret på.

I et bygningsintegreret værk kan skelnen mellem værk og bygning være svær, og måske må den nødvendigvis være det, hvis de to er sammenflettede. I billedkunstens billedværker kan man ofte se rammen som det, der adskiller værket fra det rum, det står i.

I essayet Murder Incorporated om rammen i billedværker beskriver Carsten Thau, hvordan rammen gennem kunstens historie har haft til rolle at afgrænse værket, og samtidig hvordan billedkunsten har aflivet rammen som fysisk objekt, men indoptaget den som et tankeobjekt, der adskiller værk og rum. I den bygningsintegrerede kunst står rammen ikke længere som en tydelig grænse. Her kan arkitekturens strukturelle elementer ses som en ramme, der afgrænser værk fra bygning. Thau skriver: ”Et grundlæggende – mere jordnært – udgangspunkt for rammen udgør de arkitektoniske elementer: murpillen, søjlen, pilasteren, væggen, paneleringer”. Uanset værkets form kan det ikke undgås, at værket har en indflydelse på belastningen på strukturen og dens udformning – selv en lille billedramme må fæstnes, eller en lille skulptur må have et gulv at stå på. På den måde kan værket aldrig helt frigøres fra det sted, det befinder sig. Man ser det i værket MASS af AVPD på AAU Sund [Ill. 4], hvor en stor betonkugle bevæger sig gennem luften i en bygnings indendørs atrium. Atriummet i sig selv bliver en indramning og en afgrænsning, man kan stå bag et hegn og bevidne en synende tung, destruktiv masse bevæge sig i uforudsigelige baner indenfor en implicit afgrænsning – for vi opfatter selv rummets grænser ud fra vægge, halvmure, glas, loft, gulv og tomrum. Det er umuligheden ved en svævende betonkugle, der gør os opmærksomme på muligheden og grænserne for arkitekturens struktur og konstruktion.

Det er den relationelle sammenfletning af kunstformer og fagligheder, der gør det muligt, men samtidig også mere komplekst at skabe et værk, der er en så integreret del af arkitekturen som muligt. Ambitionen om, at skabe et bygningsintegreret værk, må lykkes bedst, hvis man formår at opløse grænsen mellem kunstformerne, og arbejde som en enhed eller på tværs.

–

Matilde Lise Houmann er kandidatstuderende på Arkitektur og Landskab, på Institut for Bygningskunst, By og Landskab på Det Kongelige Akademi. Hun er næstforperson i studienævnet for arkitektur og arbejder som kunstformidler i Louisianas Børnehus.