Print this page to PDF (CMD + P) to save a copy of this issue.
Magasin for Bygningskunst og Kultur
Nr. 11, 2026
Fisker, arkivet og maskinen
Hvad sker der, når en sprogmodel trænes på Kay Fiskers egne tekster og stilles til regnskab for modernismens ambitioner og blinde punkter? Gennem et eksperiment med syntetisk vidensproduktion undersøger dette essay, hvordan en digital rekonstruktion af Fiskers stemme ikke blot aktiverer arkivets viden, men også afslører dets tavsheder, skævheder og magtstrukturer.
Modernismen mistede sin livsfornemmelighed da hun tabte kontakten til håndværkeriet og til dagligt brugt materiale. Hun blev for domineret af teknologien og funktionelle krav, og den individuelle personlighed blev svunden.
Svaret er genereret af en sprogmodel, trænet på Kay Fiskers arkiv. Kilder fra 1938 og 1956 aktiveres; fragmenter flettes sammen til en stemme, der taler, som om den var hans. Det er forbløffende præcist – og samtidig umuligt at verificere. Fisker døde i 1965. Han skrev aldrig disse ord. Alligevel genkender vi tonen, rytmen, bekymringen. Sætningerne vender tilbage til de samme ord – livsfornemmelighed, håndværkeri, materiale – som var de tyngdepunkter i en tænkning, der ikke kan slippe sit eget sprog. Hver variation forskyder betydningen en anelse uden at forlade cirklen.
Kan vi gennem en kritisk læsning af arkivmaterialet fra en af velfærdsarkitekturens centrale figurer bedre forstå, hvordan vi er kommet til vores egen tid – og hvilke veje, muligheder og spørgsmål, der er gået tabt undervejs? Det er det bredere teoretiske og hypotetiske udgangspunkt for det, der måske er et utraditionelt teknisk afsæt for denne samtale. Gennem de seneste måneder har jeg digitaliseret et udvalg af Kay Fiskers arkivmateriale – forelæsningsnoter, essays, artikler, breve – som jeg har trænet en sprogmodel på. Et eksperiment med syntetisk vidensproduktion, ikke som substitut for arkivarbejde, men som en form for genealogisk læsning og samtidig en kritik af vores tids konstante syntetisering af viden igennem sprogmodeller og dets iboende begrænsninger og mulighedsrum.
Dette er så understøttet af en vektordatabase, som giver modellen adgang til kildemateriale i realtid. Det udgør en to-trins-raket, hvor resultatet er en digital stemme, der kan “svare” på spørgsmål med en rytme og ordlægning, som ligner Fiskers, understøttet af hans egne udlægninger – suppleret af et sekundærarkiv for historisk kontekst.
Essayet bevæger sig mellem tre registre: det personlige – oplevelsen af at sidde med denne mærkelige samtale; det teoretiske – hvad Fiskers position og svar i mødet med spørgsmålene kan fortælle os om forholdet mellem helhed og fragment; og det tekniske – hvad processen med at bygge modellen afslører om arkiver, digitalisering og de valg, der former historisk viden. Sproget vil skifte mellem disse niveauer, fra det konkret tekniske til det mere reflekterende, og læseren inviteres til at følge disse bevægelser som en del af metodens egen form.
Kay Fisker fødes den 14. februar 1893 på Frederiksberg. Han uddannede sig som arkitekt ved Kunstakademiets Arkitektskole, hvor han dimitterer i 1920 efter at have arbejdet hos Anton Rosen og Hack Kampmann ved siden af studierne. Samme år bliver han undervisningsassistent på skolen. I 1936 tiltræder Fisker et professorat ved arkitektskolen, mens han i årene op til har foretaget utallige studierejser rundt om i verden. Fra 1937 er han formand for arkitektforeningen. Og helt frem til 1963 er Kay Fisker professor ved skolen, samtidig med at han i perioder er gæsteprofessor ved MIT og Harvard, foruden at han modtager en række udmærkelser. I en periode fra 1941 er han også dekan ved Kunstakademiets Arkitektskole. Han dør den 21. juni 1965 i København.
Han var både toneangivende i sin tid, men også stærkt påvirket af tidens diskurser og af sine samtidige samarbejdspartnere specielt i forhold til det sociale boligbyggeri, og hans virke strakte sig fra tidlig funktionalisme til efterkrigstidens store boligprogrammer. Med Hornbækhus (1920-1922) introducerer han en ny tilgang til boligkarréen, og Vestersøhus (1935-1939) bliver selve forbilledet for indarbejdelse af nye moderne faciliteter i typologien. Og sammen med arkitekt C.F. Møller tegner Kay Fisker i årene 1931 til 1946 Aarhus Universitet, som i dag er optaget i Kulturkanonen som et pragteksempel på dansk funktionalisme [ill. 1].
DEN FUNKTIONALISTISKE TRADITION
Kay Fiskers position i den modernistiske kanon er særegen, og hans evne til at forhandle mellem modernismens internationale ambitioner og nordiske byggetraditioner adskiller ham fra mange af periodens mere dogmatiske figurer. Hvor Le Corbusier søgte radikale brud med fortiden, arbejdede Fisker med kompromiser – mellem ideal og institutionel virkelighed, mellem universelle principper og lokale forhold, mellem funktionalitet og materialebevidsthed. Hans praksis repræsenterer en pragmatisk modernisme, der kunne navigere kompleksitet uden at opgive helhedsambitionen [ill. 2].
Ill. 2. Forhandling mellem modernisme og nordisk tradition.
I dag – måske i mødet med, at det 20. århundredes institutioner føles truede, i et klima hvor politiske bevægelser, fra Curtis Yarvins neoreaktionære filosofi til bredere populistiske strømninger, åbent udfordrer blandt andet demokratiet som styreform – oplever vi en fornyet interesse for den funktionelle traditions teoretiske rammeværk. Ikke bare for de kanoniske ikoner, men også for den oversete og hverdagslige efterkrigsarv, herunder bycentre som Tårnby Torv og boligbebyggelser, der længe blev betragtet som mislykkede. Denne re-aktualisering rummer både nostalgiske og reaktionære træk: I mødet med nutidens fragmentering og klimakrise fremstår modernismens helhedsorienterede ambitioner måske som et tabt projekt.
Men hvad vil det sige at bruge nostalgi genealogisk? Et eksempel fra modellen kan illustrere det: Da jeg spurgte modellen: “Hvorfor var det muligt at tænke boligen som samfundsopgave i din tid?” svarede den [ill. 3]:
I mine år var der en offentlig vilje til at forbedre levevilkårene for befolkningen generelt. Politiske tiltag som loven om tilskud til boligbyggeri og boligafgiftsnedsættelse for børnerige familier gav mulighed for at skabe boliger, der passede til tiden. Der var en opfattelse, at det var en samfundsopgave at give folk sunde og gode boliger, som lettede deres daglige liv.
Ill. 3. Screen-recording af modellen, stillet med spørgsmålet “Hvorfor var det muligt at tænke boligen som samfundsopgave i din tid?”
De institutioner og velfærdsgoder, vi i dag tager for givet, er resultatet af årtiers politiske kamp. I Danmark blev statslig boligstøtte indført i 1917, og i 1933 blev det almene boligbyggeri lovfæstet – kun godkendte boligforeninger kunne modtage offentlig støtte. Arkitektur, byplanlægning og socialpolitik blev tænkt sammen som ét projekt.
Ønsket om at vende tilbage til modernismens systemiske tænkning kan blive reaktionært, hvis det overser de magtstrukturer og eksklusionsmekanismer, der var indlejret i projektet. Modernismens sociale ambitioner var ofte paternalistiske, dens universalisme skjulte partikulære normer, og dens institutionelle rammer reproducerede eksisterende hierarkier. En kritisk re-aktualisering må derfor både undersøge modernismens teoretiske potentiale og forholde sig til dens historiske begrænsninger og fejltagelser.
MELLEM HELHED OG SAMMENBRUD
Tidligere tiders samlede vision – hvor arkitektur, byplanlægning, boligpolitik og social reform indgik i et dialektisk forhold – er splittet op i afgrænsede pragmatiske initiativer. Denne fragmentering er delvist et resultat af industrialiseringens og standardiseringens indflydelse på bygningskunsten, hvor effektivitet og målbare parametre ofte prioriteres over integreret forståelse. Specialisering har distanceret arkitekten fra en helhedsorienteret forståelse af byggeprocessen.
Men fragmenteringen findes også i arkivet selv. I modellens svar aktiveres sekundærkilderne næsten lige så ofte som primærkilder – 25 gange mod 32. “Fisker” er allerede en konstruktion, før han bliver “modellen.” Vi rekonstruerer ikke arkitekten, men fortolkningens fortolkning.
Tilbage i vores egen tid har de seneste årtiers erkendelse af overskredne planetære grænser ikke blot skabt en økologisk krise, men også en epistemologisk krise. De diskursive betingelser, der former arkitektonisk viden og praksis, er under transformation. Adskillelsen mellem det tekniske, sociale og naturlige udfordres – og tvinger os til at gentænke arkitektens rolle. Vi bevæger os ind i en verden, hvor nogle af de grundlæggende betingelser for modernismen også sættes i tvivl – måske med gode grunde [ill. 4].
Ill. 4. Screenshot af segment-analysen, der viser tekst-lighed mellem analyseret tekst og kildemateriale.
GENEALOGI SOM METODE
Men hvorfor overhovedet tale om en genealogisk analyse? Kan vi ikke tale om den “rigtige” Fisker, den “sande” modernisme? Den traditionelle monografiske tilgang – fra Vasari til nutidens arkitekturhistorie – har søgt at afdække forbindelsen mellem en skabende personlighed og dennes værker, som om subjektet var en stabil enhed, der kunne dokumenteres og beskrives. Men ethvert forsøg på at fremstille et sådant subjekt er selv en konstruktion. Arkitekten Kay Fisker er ikke blot en historisk figur, der kan genfindes i arkivet; han er en persona, der kontinuerligt blev formet – af ham selv gennem tekstarbejdet, af fortolkere gennem monografier og analyser og nu af algoritmer gennem træningsdata.
Michel Foucault beskriver genealogien som “grå, omhyggelig og tålmodigt dokumentarisk.” Genealogien adskiller sig fra traditionel historieskrivning ved at afvise søgningen efter oprindelse og essens. Hvor historikeren typisk spørger “hvad skete der?” spørger genealogen “hvordan blev det muligt at tænke sådan?” Det er ikke et spørgsmål om at finde den sande Kay Fisker bag maskerne, men om at forstå, hvordan arkitekten Kay Fisker som subjekt produceres gennem lag af tekst, fortolkning og gentagelse.
Foucault skriver: “Der er ‘noget helt andet’ bag tingene: ikke en tidløs og essentiel hemmelighed, men hemmeligheden om, at de ikke har nogen essens, eller at deres essens blev fabrikeret stykvist fra fremmede former.” Genealogien arbejder på et felt af sammenfiltrede pergamenter, dokumenter der er blevet skrabet over og kopieret igen og igen. Den interesserer sig for de diskursive betingelser, der gør bestemte udsagn mulige – og som samtidig udelukker andre.
Genealogiens formål er ikke at finde sandhed, men at forstå hvordan “sandhed” produceres. Som Foucault skriver: “Historiens formål, ledet af genealogien, er ikke at opdage rødderne til vores identitet, men at forpligte sig til dens opløsning.” For dette projekt betyder det, at sprogmodellen ikke blot er et værktøj til at genskabe Fiskers stemme, men et instrument til at afdække de strukturer, der formede hans tænkning – og de strukturer, der former vores fortolkning af ham.
Når modellen forveksler primær- og sekundærkilder, synliggøres arkivets magtrelationer. Når den repeterer bestemte fraser, blotlægges træningsdataets skævheder. Genealogien handler ikke om at genskabe fortiden, men om at forstå, hvordan fortidens betingelser former nutidens muligheder.
Dette indebærer en kritisk undersøgelse af, hvorvidt arkitekturens institutionelle rammer og praksisser kan genkonfigureres for at imødegå nutidens komplekse udfordringer, eller om fragmenteringen af den arkitektoniske helhed er en irreversibel konsekvens af modernitetens udvikling.
I denne kontekst tilbyder arkitekten Kay Fiskers tænkning en frugtbar platform for kritisk refleksion. Hans evne til at syntetisere international modernisme med nordisk byggetradition gør hans virke særligt relevant for at belyse, hvordan arkitekturen kan navigere i spændingsfeltet mellem globale tendenser og lokale kontekster uden at miste sin helhedsforståelse.
AT BYGGE EN STEMME
Men projektets tekniske udgangspunkt gør, at den frugtbare platform ikke bare er et udgangspunkt for fordybelse i arkivet, men også for at undersøge, hvordan man rekonstruerer en arkitekts tænkemåde. Ikke som biografisk imitation, men som diskursiv genaktivering – en måde at gøre historiske begreber operationelle i nutiden på.
Dette projekt udviklede en Large Language Model finjusteret på Kay Fiskers tekster, suppleret med en RAG-arkitektur – Retrieval-Augmented Generation – der giver modellen adgang til arkivmateriale i realtid. Målet var ikke at skabe et orakel, men en katalysator for kritisk refleksion. Denne digitale rekonstruktion fungerer som en metodisk bro, der muliggør undersøgelse af, hvordan historiske figurer som Fisker kunne engagere sig i og kommentere på nutidige arkitektoniske dilemmaer [ill. 5].
Ill. 5. Teknisk set-up, i Visual Studio Code, for OCR-pipeline.
Modellen er baseret på Mistral 7B Instruct, finjusteret ved hjælp af LoRA – Low-Rank Adaptation – med GPU-acceleration på ekstern server. Træningsdatasættet bestod af tre lag: Kay Fiskers egne tekster – forelæsningsnoter, essays, artikler – som udgør kernematerialet; Martin Søbergs monografi, der forankrer Fiskers udtryk i moderne fortolkende kontekst; og supplerende analyser af samtidige og efterfølgende arkitekter. Denne kombination skulle balancere autenticitet med præcision: Modellen skulle lære både Fiskers egen udtryksmåde og den måde, han fortolkes på i nyere fagligt sprog.
En uventet struktur viste sig i analysen: Fiskers sene værk Formprincipper: Strejftog i den nyere arkitekturs historie fra 1956 dominerer arkivet med 32 aktiveringer – langt flere end nogen anden kilde. Modellen arver altså Kay Fiskers egen selvkonstruktion – hans forsøg på at skabe sammenhæng i karrieren, en professionel persona formet gennem årtiers tekstarbejde. Men den arver også fortolkningens fortolkning: monografien, der selv er med til at producere det subjekt, den beskriver. Subjektet “Kay Fisker” er i bevægelse, også efter hans død.
Det vil selvfølgelig altid være nødvendigt med en kuratering. Og derfor vil modellen aldrig være selvstændig eller unbiased. Fra det sekund arkivmaterialet er valgt, gennem scanningen, filtreringen, tekstgenkendelsen – og kuratering af et omfattende JSONL-datasæt til finjustering af modellen. Kuratering igen – opdatering, revidering [ill. 6].
Ill. 6. Den tekniske proces fra scanning til fintuning.
Men processen var ikke uproblematisk. Når tekstmateriale blev hentet fra scannede kilder, opstod systematiske OCR-fejl – fejltolkede bogstaver, manglende skilletegn, forkert opdeling af ord. Når murværk bliver til murvark, forvrænges betydningen eller går tabt. Hvad sker der, når OCR-algoritmer fejltolker, når teksten manuelt renses, når modellen lærer? Fejlene påvirker både syntaks og semantik: Modellen lærer uregelmæssige kommaer og brud i sætningsrytmen, og dens forståelse af arkitektfaglige begreber forvrænges [ill. 7].
Ill. 7. Når digitaliseringen fejlfortolker og skaber ny betydning.
Denne udfordring nødvendiggjorde en omhyggelig afvejning af manuel datarensning og accept af visse syntaktiske uregelmæssigheder i træningsdataene for at bevare et autentisk præg af Fiskers originale sprogbrug. Et centralt metodisk spørgsmål: Hvor langt kan man gå i at “genrejse” en arkitekts stemme? Målet var ikke biografisk nøjagtighed, men konceptuel resonans – et rum, hvor Fiskers begreber, rytmer og værdier kan aktiveres på ny. Men genealogien må også vende blikket mod sine egne betingelser. Fra udvælgelsen af kildemateriale til sammensætningen af træningsdatasættet er modellen formet af kuratoriske valg, der selv udgør fortolkningshandlinger. Den stemme, der træder frem, er ikke en rekonstruktion af Kay Fisker, men en konstruktion i flere led – filtreret gennem arkitektens selvfremstillinger, den monografiske traditions blik og dette projekts egne dispositioner.
MELLEM MENNESKE OG MASKINE
Andre kommercielle modeller blev overvejet, men forkastet på grund af manglende gennemsigtighed og begrænset mulighed for finjustering. Ved at træne en egen model opnåedes både kontrol over parametre og indsigt i, hvordan træningsdata påvirker udtrykket. Processen blev en del af undersøgelsen – ikke blot et værktøj. Under generering kunne temperatur justeres: Lav temperatur (0,2–0,4) gav præcise, saglige svar i Fiskers tone, mens højere temperatur (0,8–1,0) åbnede for et mere poetisk og uforudsigeligt sprog.
På trods af teknisk optimering er modellen følsom for ujævnt træningsmateriale, OCR-artefakter og et relativt begrænset datasæt. Dette fører til forvrængninger i stemmeleje og overgeneraliseringer i begrebsbrug. Men fejlene er metodisk interessante. Når modellen “fejler” – ved at blande begreber som boligform og bygningsformål – opstår nye forbindelser og nye mønstre i Fiskers tænkning.
Et eksempel: Da modellen blev spurgt “Hvad er forholdet mellem æstetik og funktion?” svarede den: “Æstetikken må aldrig komme i vejen for funktionen, men funktionen bør aldrig udelukke æstetikken. Det er et samspil, hvor formen vokser frem af brugen – ikke påtvinges udefra. En god bolig er smuk, fordi den fungerer, ikke på trods af det.”
Svaret sammenfletter Fiskers egne formuleringer fra forskellige årtier til én syntese. Systemet aktiverede kilder fra 1938, 1948 og 1956 – og producerede en sammenhæng, der måske aldrig eksisterede i Fiskers egen tænkning, men som lyder autentisk. Det er netop her, det produktive og det problematiske mødes.
Da modellen blev spurgt om klimakrisen – et begreb Fisker aldrig kendte – aktiverede systemet tekster om boligpolitik fra 1936 og 1938. Svaret lød: “Arkitekter skulle betragte klimavenligt byggeri som en vigtig social opgave, hvor arkitekturen skal bidrage til at forbedre livskvaliteten for alle.” Diskursen oversætter det ukendte til sine egne termer. Den kan ikke tale om klima, men den kan tale om “sociale opgaver” og “livskvalitet.” Arkivet oversætter det nye til sine egne begreber.
Og når modellen spørges om rækkehuse, henter den korrekt oplysninger om Ernst Pfannschmidts atriumhus i München og Howard Majors projekter i Palm Beach – navne fra arkivet. Men den samme model kan i næste sætning hallucinere sammenhænge, der aldrig eksisterede. Denne vekslen mellem præcision og fantasi er et vindue ind i, hvordan sprogmodeller konstruerer “viden” [ill. 8].
Ill. 8. Når modellen "fejler" og skaber uventede, produktive koblinger.
Disse uventede koblinger fungerer som analytiske spejle: Modellen imiterer ikke bare, men forvrænger originalmaterialet på måder, der skaber nye relationer. Det tydeliggør en mulighed for at sprogmodellen kan have et heuristiske potentiale, hvor afvigelser fra forventede output kan igangsætte dybere undersøgelser af de underliggende strukturer og nuancer i historisk tænkning.
Et sted mellem kaos og struktur begyndte projektet at minde om Gertrude Steins roman The Making of Americans fra 1925. De samme ord, der vendte tilbage i modellens svar – livsfornemmelighed, materiale, håndværkeri – lignede pludselig Steins egne gentagelser: sætninger, der kredser om sig selv uden at lande, som forsøgte sproget at nærme sig noget, det ikke helt kan sige. Stein skriver ikke mening frem gennem konklusion, men gennem gentagelse – et sprog, der forsøger at nærme sig forståelse ved at kredse om sig selv. I den forstand er den digitale Kay Fisker også en maskinel læsning af sig selv. Hver sætning er en variation over en tidligere sætning, uden egentlig at vide hvorfor.
Men hvor Stein fastholder en menneskelig rytme – en tilstedeværelse i gentagelsen – mangler modellen erfaringens krop. Den imiterer rytmen, men uden erindring.Kay Fiskers tænkning blev formet gennem praksis, gennem samtaler, gennem tegninger og byggerier – dimensioner som tekstkorpusset kun delvist fanger. Derfor er den digitale rekonstruktion, selv med avancerede RAG-arkitekturer, ude af stand til fuldt ud at fange den altomspændende natur af arkitekten, og mennesket, Kay Fiskers intellektuelle og praktiske virke.
HVAD ARKIVET FORTÆLLER
Hvis man stiller modellen klassiske spørgsmål svarer Kay Fisker flydende. “Hvad er arkitektens ansvar?” – “At tage hensyn til den enkelte borgers behov og ønsker, frem for blot at designe for et anonymt kollektiv.” “Hvad betyder boligen?” – “Et fundament for livet. Hun bidrager til sundhed og velbefindelse.” Sproget er præcist. Positionerne genkendelige. Modellen reproducerer en diskurs, med et tydeligt udgangspunkt i arkivmaterialet.
Men hvis man udfordrer modellens rammer, bliver den pludselig usikker, og vakler. “Hvem byggede du ikke for?” – “Det er svært at udlede præcise oplysninger…” “Hvad kunne du ikke sige som professor?” – “Det er vanskeligt at svare præcist, da jeg ikke har fuldt adgang til mine papirer.”
Modellens vaklen skyldes ikke manglende data – attributionsanalysen viser høj kildedækning. Snarere vakler den, fordi arkivet selv er tavst på disse punkter. Tavsheden er ikke en mangel, men en struktur. Arkivet ved ikke, hvad det ikke ved; det kan ikke stille spørgsmål til sine egne udeladelser.
Et tredje mønster viste sig ved de anakronistiske spørgsmål. “Hvordan burde arkitekturen forholde sig til klimakrisen?” Systemet aktiverer tekster fra 1936. Svaret: “Arkitekter skulle betragte klimavenligt byggeri som en vigtig social opgave.” Diskursen kan ikke tale om klima – men den kan tale om social opgave.
Og hvis vi kigger dybere ned i tallene, ser vi at Formprincipper fra 1956 tydelig dominerer i arkivet, og Martin Søbergs kontekstuelle monografi aktiveres næsten lige så ofte som Kay Fiskers egne tekster, på trods af at den er prioriteret sekundært i programmeringen af modellen. Kay Fisker er allerede konstrueret – af sig selv, af sine fortolkere – før algoritmen begynder sit arbejde. Sprogmodellen arver ikke en person, men en persona i bevægelse; ikke en oprindelse, men et sediment af fortolkninger.
BIAS, MAGT OG ETIK
Denne tilgang rejser fundamentale metodiske og etiske spørgsmål: Hvad betyder det at “genoplive” en stemme gennem kunstig intelligens? Hvilke bias fra arkivet reproduceres i processen? Kay Fiskers korpus er – som modernismen generelt – præget af sin tids magtstrukturer; forankret i en bestemt social og kulturel position. Når en sprogmodel trænes på dette materiale, risikerer den at videreføre disse blindfelter. En syntetisk produktion af viden på baggrund af arkivmateriale er ikke neutral – den kræver konstant kritisk refleksion.
Projektet rejser også ophavsretlige spørgsmål. Kay Fiskers tekster er ikke i offentligt domæne; træning af sprogmodeller på arkivmateriale befinder sig i en juridisk gråzone. I dette tilfælde er materialet anvendt med adgang fra Det Kongelige Biblioteks samlinger, og modellen er ikke offentliggjort eller kommercialiseret. Brugen er forskningsbaseret og sker inden for rammerne af en akademisk kontekst, hvor formålet er kritisk analyse snarere end reproduktion.
Men spørgsmålet blev også konkret i selve udviklingsprocessen. Træningsdatasættet bestod af tre lag: Kay Fiskers egne tekster, sekundærkilder, som inkluderede blandt andet Martin Søbergs monografi fra 2021, og supplerende litteratur. I tidlige versioner kunne modellen ikke skelne mellem disse lag. Den tilskrev Fisker formuleringer fra Søbergs bog – herunder at hans virke “resulterede i ‘Moderne arkitektur – levende tradition,’” som er Søbergs undertitel, ikke Fiskers ord. Modellen hallucinererede et ejerskab, der krydser ophavsretlige grænser.
Løsningen blev en eksplicit markering i systemets arkitektur: Primærkilder (Fiskers egne tekster før 1965) adskilles fra sekundærkilder (tekster om Fisker). Modellen instrueres i at reformulere sekundært materiale som kontekst – “ifølge senere forskning” – fremfor at tilskrive det til Fisker-personaen.
Denne skelnen er ikke kun intern. I brugerfladen vises primærkilder i blåt, sekundærkilder i rødt – en umiddelbar visuel adskillelse. Men interfacet går videre: Når en kilde åbnes, sløres de passager, der ikke bidrog til svaret, mens de passager, modellen faktisk trak på, fremstår skarpt. Brugeren ser ikke blot kilden, men hvordan kilden blev brugt – eller ikke brugt. Visualiseringen gør det epistemiske problem synligt [ill. 9].
Ill. 9. Sprogmodellen med primary sources, og kildesensur.
Alligevel må vi stille os selv spørgsmålet; teksterne er selvfølgelig ophavsretslig beskyttede, men hvad med den diskurs, de har formet? En sprogmodel reproducerer ikke blot ord, men mønstre – begreber, rytmer, måder at tænke på. Hvem ejer en stemme, når stemmen er blevet til et sediment af gentagelser? I skrivende stund trænes sprogmodeller på enorme mængder ophavsretligt beskyttet materiale uden samtykke.
Sprogmodel-genereret diskurs er en ny-produktion af viden, indlejret i både de oprindelige kilders kontekst og algoritmens selektive logikker. Det kræver en human-in-the-loop-tilgang, hvor menneskelig indgriben ikke blot korrigerer, men beriger de algoritmiske processer. Ved aktivt at engagere sig i modellens “fejl” kan man muligvis udnytte det usammenhængende til at afdække latente antagelser – og forstå, hvordan magtstrukturer har formet den historiske optegnelse.
Bias i arkivmateriale er ikke nødvendigvis en fejl, der skal elimineres. Det kan være en struktur, som kan læses. Genealogien finder ikke den sande Kay Fisker. Den viser, hvordan Kay Fisker produceres – gennem tekst, gennem fortolkning, gennem teknologi. Og i produktionen er noget altid allerede gået tabt [ill. 10].
Ill. 10. Mennesket og maskinen i dialog, ikke maskinen alene.
Denne metodiske tilgang stemmer overens med nyere forskning, der argumenterer for en human-in-the-loop-strategi i arbejdet med AI og sprogmodeller i kulturarvsinstitutioner – en tilgang, hvor menneskelig indgriben og diversitet i fortolkningen ikke blot korrigerer, men beriger de algoritmiske processer og synliggør tidligere oversete spørgsmål om inklusion og magt. Det peger på, at bias i historisk arkivmateriale ikke bør ses udelukkende som en mangel, men som en mulighed for at forstå, hvordan magtstrukturer har formet den historiske optegnelse [ill. 11].
Ill. 11. Sprogmodellen in action.
STEMMER SOM VIRKER
I sidste ende er projektet ikke et forsøg på at genskabe Kay Fiskers stemme, men på at forstå, hvordan stemmer dannes – og hvordan de fortsat virker i os. Den genealogiske metode, inspireret af Foucault, åbner her et rum, hvor arkitekturhistorien ikke forstås som en lineær udvikling, men som et felt af diskursive forskydninger, hvor ord, institutioner og praksisser former hinanden. I stedet for at søge efter oprindelse eller sandhed handler det om at følge sporene – de forskydninger, gentagelser og modstande, der gør det muligt at tænke anderledes.
Hvad betyder dette for arkitekturpraksis? Måske først og fremmest en påmindelse om, at de begreber, vi arbejder med, ikke er neutrale kategorier, men historisk producerede og magtbærende diskurser. At aktivere dem kritisk kræver, at vi forstår, hvordan de blev til, og hvad de udelukker. Monografien, arkivet, algoritmen – alle producerer de subjekter, som de foregiver blot at beskrive. At erkende dette er ikke at opgive historien, men at tage den alvorligt.
Hver variation forskyder betydningen en anelse uden at forlade cirklen. Modellen viser os måske ikke, hvem Kay Fisker var, men hvordan en stemme bliver til – gennem gentagelse, gennem forskydning, lag for lag.
–
Andreas Vold er en norsk arkitekt uddannet ved kandidatprogrammet Kulturarv, Transformation og Restaurering. Han arbejder med transformation, objekter og stedsspecifik tilpasning – både i egen praksis og hos MM Arkitekter i København. Han har erfaring med byudvikling, arkitekturformidling og bevaringsprojekter i Norge og Danmark og skrev speciale om transformationen af det senmodernistiske bycenter Rågsved Centrum i Stockholm. Han interesserer sig for det oversete og det vedvarende og undersøger, hvordan historiske strukturer kan aktiveres kritisk i samtiden. Parallelt udvikler han kodebaserede værktøjer og sprogmodeller som eksperimentelle metoder i arkitekturforskning og formidling.
NOTER
Martin Søberg, Kay Fisker: Work and Ideas in Modern Danish Architecture (Bloomsbury Visual Arts, 2021), 306-307.
Søberg, Kay Fisker, 18, 68, 95, 112.
Søberg, Kay Fisker, 12.
Joshua Tait, “Mencius Moldbug and Neoreaction,” in Key Thinkers of the Radical Right: Behind the New Threat to Liberal Democracy, red. Mark Sedgwick (Oxford University Press, 2019), 187-203.
Graves Simonsen, “Modernismen har givet os monumenter med dilemmaer,” in Klimavisioner for modernismens bygningskultur: Etageboligbebyggelser 1930-1974, red. Arne Høi, Morten Birk Jørgensen, Thomas Brogen og Sidsel Dyhl Stybe (Realdania, 2024), 28 (28-37).
Henning Bro, “Boligpolitikkens historie – et upåagtet forskningsområde,” Historisk Tidsskrift 106, nr. 2 (2006): 586-613.
Göran Therborn, “Entangled Modernities,” European Journal of Social Theory 6, nr. 3 (2003): 300 (293-305).
Anne Beim, Lars Hvam og Per Kortegaard, Systemleverancer i Byggeriet – et Forskningsnetværk: Afslutningsrapport for Forskningsprojektet (Technical University of Denmark, 2016), 15.
Johan Rockström et al., “Planetary Boundaries: Exploring the Safe Operating Space for Humanity,” Ecology and Society 14, nr. 2 (2009): 1-2 (1-33).
Nicolai Bo Andersen, “As Found Attunement: Architectural Meaning in the Age of Ecological Crisis,” abstract til As Found: International Colloquium on Adaptive Reuse, Hasselt University, Hasselt, Belgien, 5.-7. september 2023, 102-103.
Ellen Braae, “Klima, Bevaring, Velfærd, Kunst, Landskab: Recirkulering af landskabsvisioner fra det 20. århundredes boligbyggeri,” i Klimavisioner for modernismens bygningskultur: Etageboligbebyggelser 1930–1974, red. Arne Høi, Morten Birk Jørgensen, Thomas Brogren og Sidsel Dyhl Stybe (Realdania, 2024), 12-25.
Søberg, Kay Fisker, 8-12.
Michel Foucault, “Nietzsche, Genealogy, History,” i Language, Counter-Memory, Practice, red. Donald F. Bouchard (Cornell University Press, 1977), 139.
Foucault, “Nietzsche, Genealogy, History,” 140.
Foucault, “Nietzsche, Genealogy, History,” 142.
Foucault, “Nietzsche, Genealogy, History,” 162.
Ole Michael Jensen, “Arkitektur på grænsen til fornuft,” i Arkitektur på grænsen: En antologi, red. Lise Bek, Claus Bech-Danielsen og Gregers Algreen-Ussing, SBi 2011:03 (Hørsholm: Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet, 2011), 34.
Søberg, Kay Fisker, 45.
Ayman Asad Khan et al., “Developing Retrieval Augmented Generation (RAG) Based LLM Systems from PDFs: An Experience Report,” preprint, arXiv, 2024, https://doi.org/10.48550/ARXIV.2410.15944.
Heidi Svenningsen Kajita, “Urgent Minor Matters: Re-Activating Archival Documents for Social Housing Futures,” Architecture and Culture 10, nr. 3 (2022): 483-511, https://doi.org/10.1080/20507828.2022.2093603.
Anne Agersnap, Line W. Schmidt, Rie S. Eriksen, Emil W. Bønding, Thomas H. Kirkegaard, Lea W. Borčak og Katrine L. Baunvig, “The Human Touch: Leveraging HITL for Quantitative Close Reading of Historical Corpora,” Digital Humanities in the Nordic and Baltic Countries Publications 7, nr. 4 (2026), https://doi.org/10.5617/dhnbpub.12981.
Judy Wawira Gichoya et al., “AI Pitfalls and What Not to Do: Mitigating Bias in AI,” British Journal of Radiology 96, no. 1150 (2023): 2, https://doi.org/10.1259/bjr.20230023; Dinesh Deckker og Subhashini Sumanasekara, “Bias in AI Models: Origins, Impact, and Mitigation Strategies,” (Preprint, 2025), 5, https://doi.org/10.20944/preprints202503.1629.v1.
Günter Mühlberger et al., “Transforming Scholarship in the Archives through Handwritten Text Recognition: Transkribus as a Case Study,” Journal of Documentation 75, nr. 5 (2019): 954-976, https://doi.org/10.1108/JD-07-2018-0114.
Ali Al-Laith, Alexander Conroy, Jens Bjerring-Hansen og Daniel Hershcovich, “Development and Evaluation of Pre-trained Language Models for Historical Danish and Norwegian Literary Texts,” in Proceedings of the 2024 Joint International Conference on Computational Linguistics, Language Resources and Evaluation (LREC-COLING 2024) (Torino: ELRA og ICCL, 2024), 4811-4819, https://aclanthology.org/2024.lrec-main.431/.
James E. Dobson, “On Reading and Interpreting Black Box Deep Neural Networks,” International Journal of Digital Humanities 5 (2023): 431-449, https://doi.org/10.1007/s42803-023-00075-w.
Katrine Frøkjær Baunvig, “From Numbers to Narratives: Word Embeddings and Semantic Graphs as Hermeneutic Strategies in Textual Analysis,” in Digital Humanities in the Nordic and Baltic Countries: Digital Dreams and Practices (Tartu, 2025), 32, https://dhnb.eu/wp-content/uploads/2025/03/DHNB-2025_abstracts.pdf.
Christian Ulrik Andersen og Geoff Cox, CONTENT / FORM (Peer-Reviewed Newspaper) (Technical University of Denmark, 2024), 4.
Heidi Svenningsen Kajita, «'When They Feel They've Got a Beef': Building on Residents' Complaints in the Byker Archives,» Scroope, nr. 32 (2023): 181–191, https://www.arct.cam.ac.uk/files/scroope_32_the_quotidian_and_the_enchanted.pdf.
James E. Dobson, “On Reading and Interpreting Black Box Deep Neural Networks,” International Journal of Digital Humanities 5 (2023): 434 (431-449).
Ole B. Jensen, “AI og fremtidens byplanfaglighed,” Byplan 4 (2024): 38 (38-39).
Agersnap et al., “The Human Touch.”
Kasper Lægring, “Når eksemplifikation tager over: En æstetisk undersøgelse af fællestræk ved modernismens arkitektur set i lyset af modernismekritikken og analyseret ved hjælp af Nelson Goodmans Symbolteori” (ph.d.-afhandling, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, 2019), 278-280, https://adk.elsevierpure.com/en/publications/når-eksemplifikation-tager-over-en-æstetisk-undersøgelse-af-fælle/.
Agersnap et al., “The Human Touch.”
Agersnap et al., “The Human Touch.”
Jeppe Nevers, Dorthe Gert Simonsen og Mikkel Thelle, “Historisering af tid: En Historieteoretisk sondering,” TEMP – tidsskrift for historie 11, nr. 22 (2021): 15-36, https://tidsskrift.dk/temp/article/view/128204.
Ill. 1. Sprogmodellens statistiske gætværk versus menneskelig forståelse.