Inspireret af bogen Taking Measures Across the American Landscape reflekterer dette essay over øen som konkret, aktuelt fænomen og som kunstnerisk metode og prototype.
10 min
Vi har alle prøvet at tage mål af nogen eller noget, sådan i overført betydning. På øjemål, holder det? At lodde stemningen. At se an. At tage mål relaterer lige så ofte til moralske afgørelser og umiddelbare, sanselige indtryk, som det referer til objektive instrumenter og neutrale måleenheder. “At genoprette forståelsen for at der findes poetiske og etiske dimensioner i det at måle”. Sådan beskrives intentionen med James Corners og Alex S. Macleans bog Taking Measure Across the American Landscape fra 1996. Corner (som har skrevet tekst og tegnet, mens Maclean, som både er fotograf og pilot, har fotograferet) minder os om, at ordet mål har en stor betydningsmæssig udstrækning: Fra det instrumentelle og objektive til det subjektive, det moralske, det poetiske og det kunstneriske. Nærværende essay bruger Corners udvidede forståelse af mål til at reflektere over projektet Islands, et kunstnerisk-arkitektonisk samarbejde mellem essayets forfattere, som med øen som ide og fænomen tager mål af fremtidens landskaber. Men først lidt mere om at tage mål af amerikanske landskaber.
En vigtig del af Taking Measure Across the American Landscape er en serie luftfotos af det vidtstrakte amerikanske landskab. I deres abstrakte skønhed viser de sammenvævninger af det industrielt dyrkede land og uberørte landskaber. Kontraster mellem de præcise, abstrakte linjer, som USA blev inddelt i ved sin grundlæggelse, den industrialiserede dyrkning af jorden og de naturlige landskabelige fænomener springer frem af siderne. Corner ser flere sider af det amerikanske samfund i billederne. Både det USA, som er opstået igennem de sidste to århundreder som en bemærkelsesværdig demokratisk og stærk stat, “måske det tætteste på utopien, som menneskeheden hidtil har skabt”. Men også det stedsløse rum, hvor alle værdier er neutraliserede og alle mål frataget deres betydning, og hvor menneskeskabte katastrofer truer, ”en dystopi af rædselsfulde dimensioner”.
Corner skelner mellem før-moderne og moderne mål. Traditionelle mål relaterer sig til et forhold mellem arbejde, krop og sted og er baseret på konkrete, håndgribelige erfaringer. På dansk kender vi for eksempel arealmålet en tønde land (det areal, der kunne tilsås med en tønde sædekorn) som med oplysningstidens behov for universelle mål bliver erstattet med den internationale standardenhed hektar. De moderne mål, anfører Corner, har ingen relation til sociale, kosmografiske eller fænomenologiske betydninger, men reducerer verden til en neutral mængde ressourcer som kan udnyttes. Verden polariseres mellem det rationelt målbare og det poetisk sanselige, og ingeniøren bliver kunstnerens modsætning. Målene i den traditionelle verden mangler den præcision, vi opererer med i dag, men var i højere grad udtryk for en helhedsforståelse af verden, argumenterer Corner. Ingen af disse to former for mål bør dominere, snarere bør de være indbyrdes afhængige af og bevidste om hinanden. Han opfordrer til, at vi forener de kvalitative og situerede forståelser af land med de universelle og kvantitative. Ved den fremgangsmåde ville naturen og landskabet kunne frigøres fra deres status som neutrale, målbare objekter og i stedet blive aktive, betydningsfulde medspillere, som på én og samme tid kan være uforudsigelige og strukturerede, fantasifulde og præcise. At tage mål og at konstruere landskaber, som harmonerer med de sociale og økologiske aspekter af vores liv, kræver, påstår Corner, flere dimensioner end blot det universelt målbare. Han beskriver disse ekstra dimensioner med to kontrastfulde udtryk: – the precisely errant and the systematically bewildering – præcist på afveje og systematisk desorienterende.
NYE LANDSKABERS UDFORMNING
Taking Measures Across the American Landscape er 25 år gammel og omhandler amerikanske landskaber af en dimension, som ikke umiddelbart kan sammenlignes med danske forhold. Og dog. Ideerne om en nuanceret forståelse af kulturlandskabet og dets tilblivelse har også en relevans i mindre målestok. Og opfordringen til at lade landskabet være mere end et neutralt, målbart element er højaktuelt.
Da Thomas Jefferson i slutningen af 1700-tallet inddelte det amerikanske landskab i et grid af kvadrater, var det baseret på ideer om demokrati og retfærdig fordeling. Landskabet blev læst som et tabula rasa for et nyt, demokratisk samfund, som med det abstrakte grid kunne fordeles rationelt. Arkitekten Pier Vittorio Aurelio har siden argumenteret for, at det abstrakte ikke en stilart i kunsten, men en historisk betingelse – modernismens svar på, hvordan man administrerer verden og det levede liv.
I dag anlægger vi også nye landskaber, som skal inddeles, fordeles og bebos. I København skal Lynetteholmen opstå over de næste 50 år. Godt nok er her ikke tale om et helt nyt samfund, men dog en bydel for 35.000 beboere. Det konkrete land findes ikke endnu, men en detaljeret plan for øens tilblivelse og udformning er udviklet. Selvom vi stadig har det retfærdige, demokratiske samfund som ideal, skal landskabet ikke kun inddeles i abstrakte kvadrater. Infrastruktur til klimatilpasning og stormsikring skal eksistere side om side med beboelse, rekreation og arbejdspladser, og øen får i høj grad landskabet som aktiv medspiller.
Mange arkitekter har blandet sig kritisk i debatten om øens udformning, og opfordringerne er meget lig Corner’s pointer: Vi har brug for kvalitative, situerede forståelser af det landskab, som øen kommer til at udgøre. For eksempel mener arkitekten Jens Thomas Arnfred, at øens grundlæggende landskabelige kvalitet – at den ligger på havet – skal spille en afgørende rolle. Han foreslår en ”vandby (…) i stedet for de traditionelle, skabelonagtige boligkareer, vi kender fra fastlandet”. Klimatruslen skal ikke blot afværges med kvantitative tiltag, men også afspejles i vores fremtidige beboelse af landskabet. Den “gør det nødvendigt at ændre adfærd, og vi bliver tvunget til at øve os i at nøjes med mindre.” Nødvendigheden af at forstå beboede landskaber som økologiske og sociale organismer er mindst lige så påtrængende som i 1996.
Lynetteholmen skal opstå over tid som en sammenvævning af natur og kultur. Matematiske modeller kan forudsige, hvor mange nye boliger, der skal opføres i det nye landskab, og hvor mange kubikmeter vand, der vil oversvømme det, men det er sværere at forudsige det, som ikke er direkte målbart. Med Corners ord, hvordan vi tager mål af de uforudsigelige, poetiske og etiske kommende hændelser? Det kalder på, at vi som arkitekter undersøger, hvordan øer kan opstå over tid.
ØEN SOM METODE
“Når en forfatter vælger øen som det særlige og afgrænsede sted for sin romans handling, er det fordi øen i vores bevidsthed kommer til at danne et mikrokosmos, hvor menneskers sande væsen og menneskers forhold til hinanden på godt og ondt kan koncentreres og analyseres”. Sådan kan en forfatters brug af øen som ide og materiale beskrives. Når to arkitekter, i dette tilfælde, vælger øen som stedet for deres undersøgelser, er det ligeledes vores intention at danne et mikrokosmos, hvor de arkitektoniske intentioner, redskaber og resultater står frem i koncentreret form, uadskillelige fra hinanden. Projektet Islands er både et konkret, eksperimenterende designforslag, – en reaktion på at vores tid synes at være så forhippet på at bruge typologien ø som en løsning på alt – men det lægger sig også op ad en lang tradition for at behandle øen som utopi. Eller dystopi, om man vil.
De øer, vi arbejder med, er ikke binære fænomener. For eksempel er øerne er ikke enten våde eller tørre, men har flossede kanter, som kan optage mængder af vand på forskellige tidspunkter. Øerne er dynamiske, de ændrer sig over tid. De består både af planlagte og kaotiske tilstande. For at sætte vores arbejde i et nyt lys har vi som illustrationer til dette essay sat Alex MacLeans luftfotografier overfor nogle af de modeller og tegninger, vi har udviklet. De landskaber, MacLean har fotograferet, vidner om sammenfletninger af natur og kultur, sprøde kanter, som forhandles og transformeres over tid. Smukke abstrakte geometrier og dog helt konkrete, pragmatiske dyrkningsstrategier overfor naturkræfter. Vores landskaber findes jo kun som modeller, men de tilstræber at bidrage til den diskurs, som MacLean’s fotografier er med til at definere.
Vi er optagede af at finde modeller for, hvordan arkitektur og byudvikling kan vokse frem organisk og tillade, at mange stemmer blander sig. Derfor inddrager vi selve den skabende proces aktivt i projektet. Ethvert objekt (model, skitse, tegning, installation) skifter hænder, materiale og fremstillingsmetode mange gange og er et resultat af mange iterationer. På den måde er der heller ikke én ø, men mange versioner af øen, som til sammen danner et øhav. Vi ser disse stadier og versioner som en serie af oversættelser, hvori det bliver svært at adskille medium fra indhold. Det er vores intention at presse vores metoder og materialer til kanten af deres formåen, så det uventede – og nogle gange uønskede – opstår. Det er med til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt man kan planlægge alt på forhånd, eller om man må være indstillet på “fejl”, som efterfølgende skal rettes eller slet og ret accepteres som nye, uventede potentialer. På den måde bliver det uforudsigelige og kaotiske medspillere i vores forsøg på at lade det flerstemmige og gradvist udviklede få plads og betydning.
Vi arbejder bevidst med at underminere ideen om det kunstneriske geni. Vi sletter og misforstår intentionelt hinandens tegninger og arbejder med fejl, overlap, benspænd, forhindringer, destruktion. Præcisionen opstår i mødet og forhandlingen mellem to udtryk, ikke som et resultat af “at gøre sig umage”. Samtidigt spiller gentagelsen og kopien en vigtig rolle. Former og relationer forskubbes, stemples og kopieres rundt på øerne. En form kan gentages og indplaceres i en ny sammenhæng, som giver plads, men til gengæld kræver at formen tilpasser sig dens nye kontekst. Alt i alt er der tale om systematiske metoder, som resulterer i uventede resultater og eksakt formgivning, som transformeres og sendes på afveje. Som Corner opfordrer til, tillader vi os at være præcist på afveje og systematisk desorienterede.
ØEN SOM PROTOTYPE
Vi opfatter de konkrete resultater af vores arbejde som prototyper på øen forstået som økosystem og organisme. Derfor synes det oplagt at runde af med Alexander von Humboldt, som af historikeren Andrea Wulf beskrives som den første hvide tænker med en holistisk opfattelse af naturen. Humboldt dedikerede sit liv som videnskabsmand til at måle naturlige fænomener og forstå disse målinger i relation til hinanden. Intet var for småt eller ubetydeligt til at granske, for alt havde sin plads i naturens altomfattende sammenhæng. Wulf beskriver Humboldts betydning for nutidens opfattelse af naturen:
[Han] stod på toppen af verden og så ned på bjergkædernes folder under sig, og hans verdenssyn ændrede sig. Han så, at verden var én stor, levende organisme, hvor alt var forbundet, og i hans sind opstod et nyt og dristigt syn på naturen, der den dag i dag stadig påvirker vores opfattelse af den.
- Andrea Wulf om Alexander con Humboldt
Hvor videnskabsfolk i hans samtid var optagede af at klassificere naturens fænomener i taksonomier repræsenteret under forskellige kategorier i tabeller, tegnede Humboldt verden som én stor sammenhængende og sammensat helhed. Mod slutningen af sin store ekspedition til Sydamerika skitserede han sit berømte ’Naturegemälde’. Et snit gennem hans – og siden vores – forståelse af verden som et økosystem.
Humboldts, Corners og Macleans målinger og tilhørende læsninger af verden er, trods de århundreder, der adskiller dem, af samme støbning. I vores arbejde er vi mindre optagede af at måle det eksisterende og mere optagede af at frembringe nye sammenhænge, men ideerne om verden som en syntese af præcist målbare enheder i et sammenhængende økologisk verdensbillede står som klare, diskursive forbilleder for os.
Projektet Islands opfordrer til, at fremtidens øer skal vokse frem som organismer af hverdagsliv, sociale fællesskaber, produktion, energiforsyning og klimatilpasning. Vi lader øens program, som tager mål af fremtidens kulturlandskab, få det sidste ord:
Der er anløbsbroer, både kommer og går konstant, lyde af kæmpe stålskrog, vareleveringer uafbrudt, lugt af karry og kloak, råddent vand, hospitalsbåde, brandvæsen, fødsel og død, restauranter, suppekøkken, helikopterlandingsplads, vandflyver, trossamfund, tibetanske bedeflag og minareter, grisetårn til kødproduktion – eller er alle veganere? Der er høns, fiskeri, muslingebanker, solceller, terror, bryllup, lykke og ulykke, der er et kæmpebassin i midten, med et pragtfuldt trædæk, fiskestænger, badevand, sauna og sejlskibe, optimistjoller, fødeklinik, kapel – fra liv til død.
- Uddrag af programtekst for Islands
“Kriterier for kunstnerisk udviklingsvirksomhed,” Det Kongelige Akademi, tilgået d. 4. marts 2020, https://kglakademi.dk/sites/default/files/downloads/article/bilag2_kuvkriterier_planforforskningkuv2016-2020.pdf
James Corner, Alex S MacLean, Taking Measures Across the American Landscape (Yale University Press, 1996) 25.
Ibid., p. 26
Ibid., p. 37
Pier Vittorio Aureli har også nogle interessante pointer om det abstrakte, som muliggør deling. Det abstrakte er ikke en stilart i kunsten, det er en historisk betingelse, modernismens svar på hvordan man administrerer verden og det levede liv.
Pier Vittorio Aureli, “Design Without Qualities: Architecture and the Rise of Abstraction” AA School of Architecture Lunch Lecture Series, 2013
Svarende til en forøgelse af Københavns samlede areal med 282 hektar, eller ca 2% “Startskuddet er givet til Lynetteholmen,” By & Havn, tilgået d. 4. marts 2020, https://byoghavn.dk/startskuddet-er-givet-til-lynetteholmen/
Se f.eks. her: “Lynetteholm,” By & Havn, tilgået d. 4. marts 2020, https://byoghavn.dk/lynetteholm/ og
Nikolaj Heltoft, Torben Benner, “Ny plan får utilfredse arkitekter til at dæmpe kritikken: Men kæmpeøen vil stadig være en prop i havnen og for det frie udsyn,” Politiken, 23. august 2019, https://politiken.dk/kultur/arkitektur/art7347489/Men-k%C3%A6mpe%C3%B8en-vil-stadig-v%C3%A6re-en-prop-i-havnen-og-for-det-frie-udsyn
Lars Erik Andersen, “Øen er et yndet motiv i den danske litteratur,” Kristeligt Dagblad, 28. oktober 2010, https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/%C3%B8en-er-et-yndet-motiv-i-den-danske-litteratur
Andrea Wulf, The invention of nature, Alexander von Humboldt’s New World, (New York, 2015)
Ibid.
Ibid., p. 88, oversættelsen af citatet stammer fra følgende anmeldelse af bogen: Jes Stein Pedersen, “Stor biografi om Alexander von Humboldt: Han piskede videnskaben frem og gav os en helt ny opfattelse af naturen,” Politiken, 29. september 2019, https://politiken.dk/kultur/boger/art7410439/Han-piskede-videnskaben-frem-og-gav-os-en-helt-ny-opfattelse-af-naturen
Ill. 1. Wheat Fields on Tablelands Cut by the Marias River. Cutbank, Montana
Foto: Alex S. MacLean
Ill. 2. Wheat Strips on Plateau. Cutbank, Montana
Foto: Alex S. MacLean
Ill. 3. Islands landscape model
Foto: Jacob S. Bang, Anne Romme
Ill. 4. Islands landscape drawing
Foto: Jacob S. Bang, Anne Romme
Ill. 5. Islands landscape model
Foto: Jacob S. Bang, Anne Romme
Ill. 6. Islands landscape model
Foto: Jacob S. Bang, Anne Romme