Der var stor inspiration at hente i den danske pavillion på seneste arkitekturbiennale i Venedig med titlen Con-nec-ted-ness. Udstillingen, som var lavet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter og kunsthistoriker Marianne Krogh, præsenterede en nytænkning af arkitekturens sammenhæng med naturen. Spændende og relevant. Som et bidrag til den tænkning vil jeg foreslå at vi desuden tænker fællesskabet med ind i samhørigheden.
Jeg vil, ligesom mange andre, gerne være med til at gøre en forskel. Jeg ønsker at bidrage til større fælles arkitekturglæde. Min oplevelse er, at vi skal give tid til fællesskabet og øge forståelsen for stedets sjæl, inden vi bygger og udvikler. Jeg har arbejdet en del år som kommunal planlægger og ved godt, at det ikke er en nem opgave. Ikke desto mindre er det en nødvendig opgave!
Det er min oplevelse, at de sidste par år med nedlukning og hjemmearbejde har øget opmærksomheden på behovet for ro og fordybelse, men også at vi stadigvæk har brug for fællesskaber og samhørighed i forhold til hverdagsarkitektur. Måske er der ligefrem opstået et endnu større behov for at lege med fællesskaberne.
Formålet med denne artikel er at dele min glæde ved fællesskaber og hverdagsarkitektur. Måske et lille fællesskabs-frø dermed kan gro og bidrage til dialog og en bedre kollektiv forståelse for arkitektur.
Jeg er opvokset på landet og har altid kendt min historie. Særlige fællesskaber opstod, når vi sammen kalkede om foråret og fik bygningerne til at stå klar til sommeren. Da jeg for 10 år siden tog en master, Nordmak (Nordisk Master i Arkitektonisk Kulturarv),blev min forståelse for fællesskabet udvidet yderligere. Udgangspunktet for min masteropgave var den såkaldte Hallandsmodel. I Halland Len i det sydlige sverige blev udvalgte bygninger istandsat af et fællesskab af unge mennesker. Jeg var imponeret, og min historie faldt på plads. Jeg har efterfølgende forsøgt at bruge min viden i forskellige sammenhænge. Nedenfor præsenterer jeg tre konkrete aktiviteter, jeg har været engageret i til inspiration for ligesindede og for at slå et slag for de fællesskaber, jeg som arkitekt har fundet særligt frugtbare.
HVERDAGSARKITEKTUREN SOM KULTURARV
Udover fællesskabet brænder jeg også for hverdagsarkitekturen. Det, at gøre folk stolte over de bygninger de bor og lever i og at gøre dem opmærksomme på, hvordan de bedst passer på dem, bør være en del af arkitektuddannelsen. På den måde opstår en følelse af medejerskab, som medfører et levende byliv og en konstruktiv holdning til byudvikling. Måske kan man tale om et byfællesskab. Jeg læser jævnligt Italo Calvinos De usynlige byer for at huske, at det ikke er nogen nem opgave, og at man skal lede efter mulighederne. Det tager tid og energi og masser af benarbejde at få alle til at opleve, at de er en del af byens fortælling – men sommetider lykkes det.
Arkitekturens Dag har i Faaborg-Midtfyn Kommune igennem flere år været en dag med fokus på nye fællesskaber. Vel vidende at det kræver forberedelse og mod at tage de vanskelige dialoger om oplevelser af arkitekturen og forholdet til omgivelserne.
I Faaborg-Midtfyn Kommune har vi gode erfaringer med arkitekturvandringer i mindre lokalområder. Her er der fokus på hverdagsarkitekturen og fælles vidensdeling, ofte sammen med lokalafdelingerne af Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. I år er emnet for Arkitekturens Dag stedsans – måske kan det inspirere til en dialog om, hvad der skal til, for at vi kan føle os hjemme. Her spiller fællesskabet en særlig rolle.
KUNSTRUTE OG KOLLEKTIVER SOM MOTOR FOR TILHØRSFORHOLD
I Ringe arbejdede vi gennem fem år med at realisere en masterplan, som kunne skabe sammenhæng i byen. Løsningen blev en kunstrute med et open call, hvor alle kunne byde ind. Call’et blev udskrevet med det centrale benspænd, at alle kunstværker skulle udføres i fællesskab med byens borgere. De samme borgere var med i udvælgelsen af de kunstværker, der skulle udgøre kunstruten.
Det var en lang og tidskrævende proces, men en proces som gjorde, at der blev skabt samhørighed blandt byens borgere og en lyst til at være en del af fællesskabet. Det var ofte lokale kunsterne, der udførte kunstværkerne. På den måde fik de også et udstillingsvindue. Jeg tror på, at vi med den slags kreative processer kan gøre fællesskabet tydeligere og på den måde skabe en bedre samhørighed i forhold til hverdagsarkitekturen.
FLERE FAGLIGHEDER, STØRRE FAGFÆLLESSKABER
Vi har på Fyn også organiseret os i Fynske Planlæggere, så vi i Arkitektforeningen har et fagfællesskab med IDA, Teknisk Landsforbund og Landsinspektørerne. Vi er alle optagede af planlægning, blot med forskelligt udgangspunkt. Aktuelt har vi fokus på FN’s 17 Verdensmål. Vi holder 4-6 arrangementer om året og forsøger at komme rundt på hele Fyn. Sidst i april besøgte vi Nature Impact på Midtfyn, en virksomhed som arbejder med grønne tage på Midtfyn. Vi var 32 personer med meget forskellige fagligheder, som delte viden og forskellige opfattelser af, hvordan vi tænker bæredygtigt. Vi så grønne tage i 1:1 med et par mus løbende over gulvet som ekstra bonus. Dialogen var god, da de mange fagligheder kom i spil.
På samme måde som Fynske Planlæggere inviterer flere fagligheder med ombord, håber jeg, at vi er flere, som har mod til at invitere andre faggrupper med i dialogen om god hverdagsarkitektur.
At initiere og organisere aktiviteter, som befordrer fællesskaber, kræver engagement og timer. Sommetider er det lykkedes at få forskellige aktører til at spille sammen, og så er energien godt investeret. Andre gange er det ikke, og det er nu engang prisen, der må betales, hvis det af og til skal lykkes.
–
Hanne Raunsmed, Arkitekt MAA, er uddannet fra Arkitektskolen Aarhus i 1988 og Nordisk Master i Arkitektonisk Kulturarv (Nordmak) i 2012. Hun har arbejdet som praktiserende arkitektrådgiver og kommunal planlægger. I dag er hun selvstændig rådgiver med virksomheden www.legendelivsklog.dk med fokus på kreative fællesskaber.
