7 studerende og en underviser famler med store formater ind i en performativ steds- og værkanalyse. Vi trænger ind i Vikingeskibshallens indre i et kropsligt møde med papir og klæde som mellemværende.
7 min
PROLOG
En uge i januar 2020 samlede Institut for Bygningskunst og Kultur sine studieprogrammer for sammen at blive klogere på et sted og et værk, og samtidig blive klogere på måderne vi kigge på og hvem, vi er, der kigger.
10 parallelle spor gik forskelligt til værks i undersøgelsen af Vikingeskibshallen i Roskilde. Grupperne samlede afslutningsvis deres arbejde og refleksioner i en fælles udstilling og samtale i Vandflyverhangaren, hvor instituttet holder til.
Jeg ledte workshoppen “Kul, knogler og kniv”, som indbød med kollektive og kropslige tilgange til værkanalysen med store og uhåndterlige tegneformater i stof og papir. Undersøgelserne genererede 1:1 aftryk og rumlige erfaringer, som vi endte med at udfolde i en undersøgende og performativ præsentation i Vandflyverhangaren.
Vi er sansende kroppe, der erfarer verden i 1:1, men mestendels opererer arkitekten med verden gennem skalerede repræsentationer. Med workshoppen ville vi undersøge, hvad relationerne mellem krop og store formater kan betyde for vores forståelse af os i verden og verden i os. Vores fokuserede blik konfronterer os med verden, mens vores perifere og ufokuserede syn placerer os i verden. “In the flesh of the world”, som arkitekt Juhani Pallasmaa formulerer det i Eyes of the Skin.
I teksten bevæger vi os fra kroppens relation til det mindre tegnepapir i arkitektens generelle tegnebordspraksis til nedslag i den specifikke workshops situerede hændelser og erfaringer med papir og stof, der er større end os.
DET LILLE PAPIR – PAPIRET SOM SCENE
Når vi læner os ind over tegnebordet kan hele papiret nås og overskues. Arkitekten er større end papiret, der ligger glat og ventende som et site, der kan arbejdes på, i og henover.
Tegnefladen er en scene. Kanten af papiret er et proscenium. I teateret afgrænser prosceniet forestillingens rum fra publikums rum og adskiller aktør fra beskuer. Mens vi er i færd med at planlægge, hvad der skal ske, overser vi, at vi allerede er i gang i måderne vi kigger på. Med lange arme og spidse blyanter ind i tegningens forestillingsrum og fremtiden.
DET STORE PAPIR – PAPIRET TRÆDER I KARAKTER
Papiret vokset sig større end os og vi bærer det indenfor som en lang, fast rulle på vores skuldre.
Vikingeskibshallen beholder fem monumentale silhuetter i mod lyset fra himlen og truslen fra havet. De mørke og fragmenterede dele danner et spjættet hele og fremkalder uvildigt oplevelsen af skib. Fartøj. Spinkle skeletter holder dem svævende over kar, der fyldte med søsten udgør havets bund.
Smalle løb leder os på fast grund gennem hallen på langs af skibene. Tegnerullen ruller med. 10×1,5 meter. Papiret dækker gangløbet fra kant til kant. Ved øjemål udgør papirets længde halvdelen af Skuldelev 5 — det lille langskib.
Længde 17,3 meter — bredde 2,5 meter —bevaret ca 50%.
Vi må træde på papiret for at komme frem. Grundens tekstur træder også frem. Vi tager imod invitationen og gnubber os hele vejen med knoglestumper. Flisernes forbandt udmåler et næsten usynligt men mærkbart grid på hele papirets flade. Papiret og huset og vi har trykket os ind i hinanden.
Op fra grundens horisontale plan rejser vi papiret. Fra havbunden og flisegangen. Lodret op langs en af hallens insitustøbte søjler, bjælker og brystning. Husets skelet. Papiret er langt nok til at nå fra vandniveauet hele vejen op til hallens tagkonstruktion. Men vi er ikke selv lange nok og må stykke det sammen i bidder. Vi følger hinandens bevægelser opmærksomt. Papirets skrøbelighed og tyngde fordrer en symmetrisk håndtering for ikke at rives itu.
Søjlens flade gnubbes frem med sorte kridt af mange hænder på én gang. Det er træets struktur og savklingens mærker der træder frem. Ikke betonen. Som et spøgelse fra fortiden. Fra støbeforskallingen. Betonsøjlens negativ. Betonsøjlens hylster. Skibene træder frem. Spøgelseshylster.
Vikingeskibsmuseet vandt træprisen det år, det stod færdigt. Det blev bygget med træhusets logik og stod i træ, før det blev udstøbt i beton. Så var det en arbejdsplads for marinearkæologerne, der registrerede, konserverede og samlede stumperne på stedet. Huset står skrøbeligt ud i Roskilde Fjord og inde i huset er stumperne udsatte. Huset er fredet med skibene i. Skibene er fredede og må ud.
Efter tusind år under vand var træets kød nedbrudt. Træets celler blev udfyldt med konserverende væsker i store kar, hvor skibene står i dag. Træets struktur er intakt. Materialet er noget andet. Stumperne er udstøbte træforme.
Vi bærer papiret med aftrykket af den sorte søjle ned langs langskibet. De sorte strukturer af træ spejler hinanden. Bordene danner skibets klædning. Spanterne er skibets skelet. Hud og ben. Vi fastgør den sorte søjle med tre præcise tværsnit i bådens krop.
KLÆDET OG KROPPEN
2 år tager det at væve sejlet, siger væversken. Dagen efter har vi stof med. Skuldelev 5 havde et sejl på 46 kvadratmeter. Det er skibets lunge, som driver det frem. Huden er menneskekroppens største organ.
Klædet er ikke skrøbeligt som papiret. Klædet folder sig med ind i kroppens folder. Kroppen svøber sig i klædet. Klædet er kroppens anden hud. En slags blødt hylster vi møder verden i. På Vikingeskibsmuseet forstår vi, at stoffet og kroppen har et tæt slægtskab, der går langt tilbage. En gammel arv. Papiret og kroppen har en anden og nyere historie. Papiret relaterer til øjnene og billedernes verden. Selv når vi tegner på stoffet, insisterer det på at være til stede her og nu. Det vil aldrig kun være en tegning og underlag for en repræsentation. Det kender vores kroppe for godt. Stoffet er et felt vi bevæger os i. Papiret på tegnebordet er et site, vi kan forfatte frit hen over. Papiret er passivt på en måde stoffet ikke er.
Vinden og stoffet griber hinanden. Moslende fastholder vi det mod siden på et rekonstrueret skibsskrog på museets udendørs bådeværft. Alt vi ser er det omsluttende tekstil. Fingerspidserne søger gennem det og over skroget efter karakteristika, der mærkes som ordene, vi råber til hinanden. Jeg lukker øjnene og lytter. Ordene bevæger sig frit gennem stoffet og fingerspidserne. Vi gnubber hurtigt fundene med kridtstumper fra lommerne.
Tov og nagler tegner sig i formationer som blindes skriftsprog henover aftrykket af en lang spejlskåret egetræsstamme. De gnubbede nagler forbinder os gennem utallige lag.
Jeg erindrer hænderne fra en blind person løbe over en andens ansigt. Som en 3D-scanner med fingerspidserne. Hvordan samles registreringerne som erfaring? Som et indre billede? Som en samlet rumlig klump, hænderne kan huske og genskabe i luften mellem dem? Eller som en tidslig bevægelse gennem et landskab?
SAMLING OG FELT — OBJEKT OG HANDLING
Museet og bådeværftet mødes om kulturarv som hhv; samling af objekter og som afprøvende handlinger. Stedets skibsarkæologiske eksperimenter samler et mangfold af indfaldsvinkler og sfærer i genskabelsen af skibe og kundskaber. Fagene blander sig sammen. Det gjorde de også for vikingerne. Med rekonstruktionerne forsøger deltagerne i det fysisk, afprøvende felt, at spørge gennem handling. Et kompleks netværk af forhold samler sig i skibenes tilblivelse.
Med “Kul, knogler og kniv” går vi også ind i et felt for at lære. De store formater får os til at famle og åbner for en proces i konkrete, situerede fordybelser, vi ikke kunne forestille os på forhånd. Vi lytter og handler nænsomt. Her findes ingen garanti for succes. At udforske betyder i bund og grund, at rejse ud i ukendt territorium og ikke vide, hvad man finder.
Det store klædes fysiske, nærværende verden over for menneskets verden af repræsentationer på det lille papir på tegnebordet. Det store papir placerer sig et spændstigt sted imellem de andre to. Det taler til det perifere blik og det fokuserede blik. Til kroppen og til logikken.
Vi tager hjem med vores fund og bygger et rum til handling.
Vi ser, hvad der sker, mens vi gør det.
Workshopdeltagere: Iluuna Laura Skinnebach, Gunver Lindeskov Søgaard. Arvid Oxelhojd, Høgni Jákupsson, Anne Sofie Buchbjerg Kroghsbo, Lasse Hedevang Nielsen, Elli Amanda VogeliusBrønd.
Juhani Pallasmaa, The Eyes of the Skin, Architecture and the Senses (West Sussex: John Wiley & Sons Ltd, 2005), 10.
Ill. 1. Vikingeskibshallen
Foto: Tine Bernstorff Aagaard
Ill. 2. Vikingeskibshallen
Foto: Høgni Jákupsson
Ill. 3. Vikingeskibshallen
Foto: Tine Bernstorff Aagaard
Ill. 4. Vikingeskibshallen
Foto: Tine Bernstorff Aagaard
Ill. 5. Vikingeskibshallen
Foto: Tine Bernstorff Aagaard
Ill. 6. Bådeværft
Foto: Tine Bernstorff Aagaard
Ill. 7. Vandflyverhangaren
Foto: Tine Bernstorff Aagaard
Ill. 8. Vandflyverhangaren
Foto: Tine Bernstorff Aagaard
Ill. 9. Vandflyverhangaren
Foto: Tine Bernstorff Aagaard
Ill. 10. Vandflyverhangaren
Stills fra film: Werner Karrasch
Ill. 11. Vandflyverhangaren
Foto: Tine Bernstorff Aagaard
Ill. 12. Vandflyverhangaren
Stills fra film: Werner Karrasch
Ill. 13. Vandflyverhangaren
Stills fra film: Werner Karrasch
Ill. 14. Vandflyverhangaren
Stills fra film: Werner Karrasch
Ill. 15. Vandflyverhangaren
Foto: Tine Bernstorff Aagaard