Poetiske, kunstneriske og kulturhistoriske perspektiver for arkitektur og landskabskunst i bæredygtighedens tidsalder. Undersøgt med afsæt i det igangværende KUV-arbejde Infinity City.
22 min
Hvordan kan vi som undervisere og praktiserende arkitekter arbejde med arkitekturens økologier, med bæredygtighed og klimakrise, uden at forfalde til tidstypiske løsninger og markedsføringens sprogbrug? Hvad kan vi lære af historien, af litteraturen og af kunsten om hvordan vor tids store problemstillinger kan undersøges, forstås og udvikles gennem proces og værk – som et æstetisk anliggende for arkitekturen?
Infinity City er titlen på et fortløbende kunstnerisk udviklingsarbejde (KUV-arbejde), der gennem en æstetisk snarere end teknisk tilgang til bæredygtighed i arkitekturen, bl.a. skal forstås som en tilføjelse til diskussionen om vor tids klima- og miljøproblemer. En diskussion, som ofte præges af en teknisk og løsningsorienteret nyttetænkning, men som i denne sammenhæng vil blive diskuteret gennem en refleksion over et kunstnerisk og æstetisk arbejde. Hermed skal ikke forstås at de tekniske udfordringer, der knytter sig til bæredygtigt byggeri, både i detaljen og på et overordnet strukturelt niveau, er irrelevante. Tværtimod skal det æstetiske arbejde med bæredygtighed i arkitekturen, ses som en nødvendig medspiller til byggebranche, myndigheder og forskere, som i overvejende grad betragter arkitekturens bidrag til spørgsmålet om en grøn omstilling gennem logikkens briller og ikke gennem æstetikkens og dermed kunstens og sansningens virkefelt. Et grundlæggende element i mit arbejde er således at stille mig på den anden side af den mur af regler og tekniske udfordringer, som forhindrer at man eksempelvis genbruger bygningsdele fra nedrivning til nybyggeri og fra denne position undersøge hvad vi kan opnå med disse materialer. At spørgsmålet om eksempelvis genbrugsmaterialer, ikke blot handler om det problem vi løser men også om hvad vi kan opnå i et æstetisk og kunstnerisk henseende og hvordan en bæredygtig praksis også kan indskrives i en historisk og kulturel kontekst fremfor blot at blive anskuet som en problematik hørende til nutiden.
Temaet om arkitekturens økologier undersøges derfor i nærværende tekst og tilhørende illustrationer gennem en åbning af poetiske, historiske og kunstneriske perspektiver med fokus på genanvendte materialer og bygningsdele betragtet i kontekst af Infinity City. Titlen betegner rammen for et igangværende KUV-arbejde, udviklet som et imaginært sted. De værker, som nærværende tekst reflekterer over udgør de første grundlæggende dele af dette sted, men samtidig er ambitionen at flere vil komme til løbende som arbejdet skrider frem.
Tanken med KUV-arbejdet er at udvikle forskellige dele til en by, herunder landskaber, bygninger og monumenter. Disse udvikles i sammenhæng med projekter både indenfor og udenfor murene, der omkranser Det Kongelige Akademi, for derigennem at etablere en forbindelse til det omgivende samfund og lade arbejdet møde verden. Målet er ikke at skabe en færdig by med en fast plan og geografisk placering, men tværtimod at udvikle et åbent materiale, der belyser forskellige aspekter af byens særlige karakter, som er defineret af én simpel regel: Der må aldrig tilføjes nye materialer, når bygninger og landskaber opføres. Alt genbruges og eksisterende bygninger transformeres. Det uendelige genbrug af byggematerialer bliver således grundlag for al byggeaktivitet i Infinity City og ny arkitektonisk form må nødvendigvis tage udgangspunkt i at være skift i byens stof frem for addition af noget nyt. Det er byens grundlæggende præmis, og det spørgsmål, som KUV-arbejdet cirkler omkring på idé- og materiale niveau.
Denne tekst omhandler udvalgte dele af Infinity City bestående af collager, tekst og model, som på forskellig vis understøtter hinanden, men som i udgangspunktet fungerer som selvstændige udsagn. De forskellige dele er udsnit af projekter, som jeg har arbejdet med de seneste år. Henholdsvis et konkurrenceprojekt, en prisopgave og et manifest. Hvor de tidligere har stået alene hver for sig, vil jeg i denne sammenhæng binde dem sammen. Dels ved at betragte dem som fragmenter af det imaginære sted, Infinity City, og dels ved at afdække nogle af de metoder, teknikker og referencer, som fra starten har udgjort deres fælles fundament.
MOD EN OCEANISK ARKITEKTUR
Earthrise, billedet af jorden som står op over månens horisont [Ill. 1] indvarsler begyndelsen på en ny tid og et nyt natursyn. Jorden er i dag ikke længere et uendeligt stort horisontalt rum, men et objekt, som kan betragtes udefra. Vi mennesker er hermed alle en de af naturen og kloden - en sammenflettet organisme, der befinder sig i et endeløst univers. Fotografiet flytter mennesket fra at være en betragter af naturen til at være en del af den - en tankegang som Infinity City skal ses i forlængelse af.
Baggrunden for Infinity City er måske åbenlys. De menneskelige aktiviteter på jordens overflade har i dag nået et omfang, som påvirker miljøet på en global skala. Temperaturen stiger, isen smelter og alle former for ekstremt vejr forekommer stadig hyppigere. Mennesket som art forandrer vores planet og forårsager en accelererende miljøkrise, der påvirker både klimaet, floraen og faunaen. Den nuværende geologiske epoke er foreslået opkaldt efter mennesket: Den Antropocæne Tidsalder. En tidsalder karakteriseret ved at vi er den primære geologiske kraft på kloden. Benævnelsen henter bl.a. sin argumentation i biologien, idet vi ifølge en række forskere befinder os midt i den sjette masseuddøen - et karaktertræk, som også har dannet grundlag for tidsfæstelse af tidligere geologiske epoker.
En stor del af det menneskeskabte ressourceforbrug, som ligger til grund for den økologiske krise finder sted i byggesektoren, hvor det anslås at byggeri og bygninger står for 36% af verdens samlede energiforbrug og at 25-30% af den totale affaldsmængde på verdensplan stammer herfra - heri ligger både et problem, men også et potentiale. Genbrug af allerede forarbejdede byggematerialer er et af de mulige spor, som vi bør forfølge i forsøget på at afværge yderligere pres på klodens økosystemer - hvorfor netop dette er det idémæssige grundlag for det radikale bygningsreglement i Infinity City og det manifest som ligger til grund herfor. Nedenstående tekstuddrag skal ikke læses som citat af mig selv, men som en gengivelse af et tekstbaseret værk i KUV-arbejdet Infinity City, så at sige skrevet indefra den virkelighed som er den imaginære by:
Fremskridtsoptimismen fra det 20. århundredes begyndelse er afløst af krisestemning. Skærmene giver os daglige doser af apokalyptiske fremtidsscenarier – oversvømmelser, epidemier, istider, brande og askeskyer. Biokemiske mutationer, zombier, der hærger i parcelhusstuerne, genmodificerede primater undfanget i storkapitalens mørke kælderrum. Rumalderens gyldne drømme om flyvende biler og frihed er afløst af billeder af vores selvskabte undergang. Øjeblikket er skæbnesvangert og fuld af lige dele dommedag og dage fulde af håb.
I 1923 udkom Le Corbusiers Mod en Arkitektur [Ill. 2], hvis omslag var prydet af det perspektiviske blik ned langs promenadedækket på en stor oceanliner. Bogen var et manifest for ny arkitektur skabt i overensstemmelse med en ny og larmende verden drevet frem af benzin og kul. Ikoniske billedsammenstillinger: Paestum stillet overfor luksusbilen Humber. Parthenon stillet overfor sportsvognen Delage, Grand Sport. Arkitekturens forbilleder skulle findes i maskinalderens fremmeste kreationer, hvis skønhed var ligeværdig med højdepunkterne i den klassiske arkitektur. Fortidens stilretninger, var forældede og uden forbindelse til det nye samfunds livsformer – Løsningen: en ny arkitektur, der pegede fremad mod et horisontalt og dynamisk rum. Argumenterne var stærke og fremtidsoptimismen stor. Oceanlineren har accelereret lige siden og inertien i den bevægelse er nu så stærk at den truer med at trække skib og besætning udover havets afgrund.
For hundrede år siden haltede bygningskunsten, i følge Corbusier, bagefter både ingeniør- og billedkunsten – det gør den også i dag, men af andre årsager. Digterne har for længst givet sproglig form til en verden, hvor mennesket agerer som en planetforandrende kraft. Billedkunstnerne ligedan, men arkitekterne hænger fast. Enten i modernismens døn når b(l)æredygtige futuristiske fremtidsbyer præsenteres som renderede luftspejlinger – eller i forhistorien – i marketingssmart fokus på stedet, det lokale, det landlige, det anonyme. En arkitekturretræte! Hos Ørntoft og andre steder i samtidens digtning og billedkunst er klimakrisen blevet fortolket og givet et kunstnerisk udtryk – men ikke på overbevisende maner i arkitekturen. Mennesket får havene til at stige og regnen til at falde. Den kendsgerning har affødt et nyt natursyn, som er blevet grebet af kunstnerne fordi den også rammer en følelse i det sansende jeg. En følelse af forbundethed med verden, der har været et centralt motiv for kunstarterne siden romantikken – måske ikke så mærkeligt set i lyset af den parallelle udvikling af det kapitalistiske industrisamfund, der har ført an i en flerfrontskrig mod naturen – til lands til vands og i luften.
Det nye natursyn, som følger erkendelsen af menneskets rolle, som drivkraft i klimakrisen gennemsyrer arkitektfaget. I værste fald som et påklistret salgstrick og i bedste fald som velintegrerede tekniske foranstaltninger, men kun i meget sjældne tilfælde som katalysator for nyskabelse. Modernismen videreføres, draperet i grønne gevandter, mens det rumlige og æstetiske potentiale i et nyt natursyn henstår uforløst. Vi må derfor spørge til det grundlæggende: Hvad står ved siden af Parthenon i et manifest for arkitekturen i begyndelsen af dette århundrede - hvilket billede pryder forsiden i 2021? Måske er det billedet af sommerfuglen, hvis totale forvandling, kan tolkes som et metaforisk løfte om en fremtid, hvor det menneskeskabte kan rejse sig af asken fra det 20. Århundrede - et håbefuldt løfte med arkitekturen som budbringer! [Ill. 3] Måske er det oceanerne som sidestilles med Parthenon? For sæt nu det var havet, ikke oceanlineren, vi benyttede som forbillede? Den fjerne horisont, det store dyb, det evigt foranderlige – hvilken arkitektur ville en sådan skalaforståelse afføde? Hvis et landskabsprojekt ikke dumt kopierede en naturlig biotop eller en bygning ikke fik klistret billedet af et bjerg på facaden – hvilke rum ville da opstå, hvis det var naturens skala og virkemåde, og ikke dens billede, vi forsøgte at indarbejde i arkitekturen? Den menneskelige skala, som hyldes i den nordiske arkitektur, bør gå i følgeskab med noget større. Vor tids arkitekt skal løfte sit blik og se forbi det nære, det hyggelige og pleasende, som hyldes i norden – den planetariske skala skal være vores målestok! Arkitekturen kan rumme erkendelsen af det menneskeskabte og det naturlige som en sammenvævet og fortløbende proces – ikke et fastlåst billede! Arkitekturen kan sanseliggøre vores forbundethed med verden ligesom digtet og maleriet – det er tynde vægge af gips, der adskiller os fra kridttiden! Mod en oceanisk arkitektur!
Mod en Oceanisk Arkitektur, Jonathan Houser, 2021
IDEALBYEN: HOLOMETABOLA – DEN UENDELIGE BY
Grundidéen for Infinity City er ikke helt min egen. Byen er delvist realiseret flere steder i den førmoderne verden, hvor byggematerialer som hovedregel blev genbrugt, men også i litteraturen. Italo Calvino har således inspireret til den bagvedliggende idé for KUV-arbejdet og givet sproglig form til den grundlæggende præmis for Infinity City i bogen De Usynlige Byer, hvor stedet Clariceer beskrevet:
Clarice, the glorious city, has a tormented history. Several times it decayed, then burgeoned again, always keeping the first Clarice as an unparalleled model of every splendor, compared to which the city's recent state can only arouse more sighs at every fading of the stars.The days of poverty were followed by more joyous times: a sumptuous butterfly-Clarice emerged from the beggared chrysalis-Clarice. (…) Populations and customs have changed several times; the name, the site, and the objects hardest to break remain. Each new Clarice, compact as a living body with its smells and its breath, shows off, like a gem, what remains of the ancient Clarices, fragmentary and dead. (...)The capitals would have been in the chicken runs before they were in the temples, the marble urns could have been planted with basil before they were filled with dead bones. Only this is I know for sure: a given number of objects is shifted within a given space, at times submerged by a quantity of new objects, at times worn out and not replaced; the rule is to shuffle them each time, then try to assemble them.
Calvino, The Invisible Cities, 106-108
Ligesom Clariceer Infinity City en by i konstant forvandling og i sin natur ufærdig. Men i modsætning til Clarice, skal den ses som et konkret arbejde, der både er forslagsstillende og undersøgende og udfolder sig i flere forskellige arkitektoniske medier. Delene af Infinity City frembringes således i en arkitektonisk proces, som følger tre spor, der løber parallelt i tekst, collage og model. Teksten der beskriver idéen bag værket igangsættes først og tilrettes løbende efterhånden som collage og modelarbejdet udvikles.
Frembringelsesmetoden for Holometabola – Den Uendelige By tog således afsæt i Calvinos skønlitterære form. Teksten var det primære formidlingsværktøj, og udgjorde sammen med en collage et svar på arkitektforeningens prisopgave, der ønskede bud på hvordan arkitekturen kunne arbejde med den absolutte bæredygtighed. Ved at insistere på et natur- og arkitektursyn, hvor det menneskeskabte og naturen betragtes som et, som en forlængelse af det geologiske, biologiske og meteorologiske er byens grundtanke formuleret i følgende tekstuddrag som stammer fra min besvarelse:
Man ankommer til byen via en vej, der løber på toppen af et dige bygget af asfaltbrokker fra tidligere motorveje. Vejen løber udover et fladt oversvømmelseslandskab, hvor et globalt tidevand, skabt af menneskelige aktiviteter i det forrige århundrede, har forvandlet den tidligere agerjord til et yndet jagtterræn for den hvide stork, som tilbringer sommeren på disse kanter.
Indgangen til byen er udformet som en monumental fritstående port af genbrugt glas, og markerer både en afslutning og en ny begyndelse. På den ene side af porten ligger det 20. Århundrede - fortiden - og på den anden side ligger fremtiden: Den uendelige by - Holometabola.
Porten blev rejst som en symbolsk handling på tærsklen til en renaissance. Den fungerer ikke som en totalløsning på menneskehedens problemer, men som en arkitektonisk gestus, en opfordring og et konkret bud på en radikal nytænkning af det menneskeskabte. Som en ny arkitektur, der udstikker retningen for den absolutte bæredygtighed.
Bevæger man sig gennem porten går man ind i en ny tid.
Den uendelige by er ikke uendelig målt i størrelse - men i tid. Byen er uendelig fordi dens materiale langsomt, men konstant forandres sammen med byens borgere. Virkelyst og skiftende behov i kombination med et radikalt bygningsreglement omformer byen i en uendelig genfødsel foranlediget af en begrænset mængde materiale - intet nyt må tilføjes og intet eksisterende trækkes fra. Det er byens grundlæggende regel. Uendeligheden er et billede på den absolutte bæredygtighed.
Byen har et stofskifte så langsommeligt som det man finder hos grønlandshajen. Fortidens kærlighed til højhastighedsforandringer er afløst af en årtusinde lang, men absolut metamorfose - holometabola. Stofskiftet tog sin begyndelse med opførelsen af den vældige port af glas. Det samme glas, som muliggjorde at trække horisonten ind i arkitekturen, blev samlet til bunke, for herved at rejse et monument. Fra at være et tyndt hængende og gennemlyst gardin på ydersiden af fortidens højhuse får glasset en ny fremtrædelsesform i den uendelige by: Den arkaiske stablings tyngde parret med himlens lethed.
Portmonumentet opleves som en usynlig masse, på samme tid tung og æterisk. Opført af indbyggerne som et fælles erindringsobjekt og evig påmindelse om byens grundpræmis, skabt af vraggods fra det 20. århundrede, konstant fordøjet, omorganiseret og bearbejdet sammen med resten af det tynde menneskeskabte lag på toppen af lithosfæren. (...)
Jonathan Houser, Holometabola – Den Uendelige By, 2021
Ovenstående tekst skal læses dels som et selvstændigt udsagn, en opgavebesvarelse målrettet et publikum udenfor Det Kgl. Akademi, men også som et forsøg på at beskrive et konkret møde med Infinity City i regi at mit fortløbende KUV-arbejde. Som et program i form af en tekst i prosaform.
Teksten introducerer flere idéer og begreber end hvad, der kan forklares her, men kort fortalt kan man sige at den bygger videre på to tidligere projekter i kombination med Clarice som er beskrevet ovenfor, og ved at samle dem i en fælles form, udpeges en retning for det kunstneriske udviklingsarbejde som nærværende tekst omhandler.
Begrebet Holometabola dannede det metaforiske afsæt for Natsværmerhuset, et værk som jeg realiserede i Gl. Holtegaards barokhave i 2016, men også sommerfuglenes transformations- og genopstandelsesmotiv går igen i Infinity City. Hermed trækkes tråde fra pavillonen på Gl.- Holtegaard, til manifestet Mod en Oceanisk Arkitektur, til Calvino og Clarice, der også benytter sommerfuglens genopstandelse som billede på byen – og ikke mindst til Inger Christensens Sommerfugledalen, der var det poetiske udgangspunkt for Natsværmerhuset.
Holometabola, byens navn i prisopgaveteksten, er hentet i biologien, hvor begrebet betegner den totale metamorfose som, natsværmere og sommerfugle undergår i deres puppe. Begrebet benytter jeg som en metafor for byens forandring af materiale over tid - dens stofskifte. Når vi taler om arkitektur og bæredygtighed drejer en del af samtalen sig om, hvordan vi kan genbruge materialer og bygningsdele og i den sammenhæng refereres ofte til byen som en organisme med et stofskifte, hvor dens materialer indgår i et kredsløb. Stofskiftebegrebet, som er hentet i biologien, ligesom det overordnede tema for dette nummer af Magasin for Bygningskunst og Kultur, indskriver sig i en tendens, hvor det menneskeskabte og naturen sammenbindes gennem metaforer. Herved udstikkes en retning for et natursyn, hvor der ikke skelnes mellem os og den klode vi bebor.
Teksten, Holometabola - Den Uendelige By danner par med en collage, hvis grundlag for den kyndige læser formentlig forekommer velkendt. Collagen [Ill. 4] er baseret på renæssancemaleriet The Ideal City fra 1480´erne malet af Fra Carnevale iblandet en række kontemporære projekter, der på forskellig vis arbejder med brugen af genbrugsmaterialer. Kranen fortæller at byen ikke er statisk - i modsætning til dens historiske forbillede, som dyrkede det ideelle i form af et færdigt billede frem for en kontinuerlig proces. Forgrunden er en genganger i alle illustrationer af Infinity City og viser et fladt oversvømmelses-landskab (fremtiden) fra oliemaleriet Sommmerdag ved Roskilde fjord af L. A. Ring, der låner guldalderens og fjorlandskabets reflekterede himmellys til motivet.
MENS VI VENTER PÅ VANDET
Model- og collagematerialet [Ill. 5-9] fra konkurrenceprojektet Mens Vi Venter På Vandet indgår også i KUV- arbejdet med Infinity City. Mens Vi Venter på Vandet, der blev udarbejdet sammen med landskabsarkitekt Jonas Johansen, udgjorde besvarelsen på et konkret opdrag, men rummer samtidig et bud på en metodebaseret tilgang til fremtidens kystsikring i tillæg til en arkitektonisk frembringelsesmetode målrettet undersøgelsen af potentialet for genanvendte byggematerialer. Med afsæt i den tankegang, der danner udgangspunkt for Infinity City, er hovedidéen at skabe en landskabelig stormflodssikring af overskudsmaterialer, som recirkuleres i forbindelse med omdannelsen af den eksisterende industrihavn. Frembringelsesmetoden og koblingen mellem tekst, collage og model følger de samme spor, som er beskrevet ifht. Holometabola – Den uendelige by. Grundidéen og formen er udviklet i et feedback loop mellem disse tre parallelle processer med hovedvægt på modelarbejdet, der meget direkte er tænkt som en spejling af de materielle processer for menneskeskabt landskabsdannelse, der lå til grund for projektbesvarelsen i konkurrencen. Modellens tid, proces og udtryk er hermed tænkt og bygget som direkte spejling af konstruktionsmetode og materialer i 1:1. Landskabsformationerne, som undersøges i model bliver hermed et direkte billede på de processer og materialer, som anvendes i forbindelse med nedrivning og deponering af materialer ifb. landskabsprojekter. Dumper-trucken er den dimensionsgivende faktor mens selve materialet giver formationerne karakter. I samspil med naturens processer, der gennem pionerplanter får lov til at indtage landskabsformationerne, opstår et varieret vildnis. [Ill. 8-9]
Som en metode til at undersøge potentialet i denne type formgivning er modellen et vigtigt værktøj, idet computeren kun nødtvungent kan bruges til at efterligne løse organiseringsprincipper for materialer. Procesmodeller og collage er et samlet bud på, hvordan arkitekturens økologier kan tænkes, formes og formidles, med henblik på at anerkende landskabets menneskeskabte oprindelse og fastfryse denne gennem en sikrende betonkappe, der samtidig beskytter mod det stigende havvand. De tanker som model og collage udgår fra er dermed ikke at sløre landskabsformationernes menneskeskabte oprindelse men tværtimod at fremhæve spændingen mellem det menneskeskabte og de naturlige processer, der sidenhen tænkes at indtage landskabet.
Et væsentligt konceptuelt afsæt for de formgivningsprincipper, der ligger bag ideen om den landskabelige stormflodssikring skabt af restmaterialer skal findes i værket Splashing af Richard Serra fra 1968 [Ill. 10-12]. Værket kan forstås som en treenighed af gestus, materiale og sted, der tilsammen står i et meget præcist forhold til hinanden. Præmissen for dette værk har jeg ret direkte overført til metoden for brydning og deponering af materialer i landskabet Mens Vi Venter på Vandet. Den menneskelige gestus, armens og støbeskeens kast er lig med opbrydning, flytning og dumpning. Det smeltede bly er lig med asfalt og murbrokker og hjørnet mellem gulvet og væggen er lig med havnen – stedet. Denne læsning og fortolkning af Serras værk kan således i kontekst af Infinity City oversættes til en overordnet tilgang til de tektoniske principper for hvordan byggematerialer kan genbruges i landskab og arkitektur.
SPOLIA - POTENTIALET FOR MONUMENTALT GENBRUG I DET 21. ÅRHUNDREDE
I det følgende vil jeg forsøge at redegøre for begrebet Spolia, som har fulgt og fortsat følger projektet Infinity City i dets udvikling. Spolia betegner en praksis, som var udbredt i senantikken, hvor materialer og i højere grad bygningsfragmenter fra bygninger opført i den forudgående græsk-romerske periode, blev genbrugt i forbindelse med opførelsen af nye bygninger, herunder kirker og monumenter. [Ill. 13] Eksemplerne fra senantikken er talrige, idet både monumenter og profane funktionelle byggerier opførtes af genbrugte byggematerialer, der blev integreret både som pragmatisk konstruktion og æstetisk symbolik. Den historiske praksis kan således forklares med både pragmatiske argumenter (ressourceknaphed i overgangen til middelalder) og æstetiske/symbolske (ex. symbolsk magt hos en ny kejser) og er et forskningsområde, som er veldokumenteret indenfor arkæologien og kunsthistorien, hvor den hovedsageligt undersøges som en praksis hørende til fortiden.
Infinity City sætter begrebet spolia i relation til en nutidig kontekst gennem en undersøgelse af det arkitektoniske potentiale for genbrugte byggematerialer og bygningsdele udviklet med afsæt i den førmoderne praksis for brug af spolia. I forlængelse heraf kan de læses som et designbaseret forskningsarbejde, der fokuserer på de arkitektoniske og æstetiske potentialer i genanvendelse af byggematerialer og bygningsdele fra det 20. århundrede.
Hvis vi skal genbruge mere i byggeriet skal de gamle materialer integreres på en overbevisende måde i nye bygningers tektonik - ikke kun benyttes som beklædning eller skjules som tilslag i nye materialer - men hvordan gøres genbyggeriet til en del af selve bygningens bærende konstruktive idé og ikke kun påklistret facade?
Arbejdshypotesen for værkerne i Infinity City har været, at brugen af spolia i senantikken, der netop kan karakteriseres ved anvendelsen af hele bygningsdele og bygningsfragmenter i forbindelse med opførelsen af nye bygninger kan lære os noget om dels forskelligartede konstruktive principper, men i lige så høj grad noget om hvordan, tid og betydningsdannelse kan indlejres i byggematerialer og hvordan disse fænomener kan overføres til arkitektur og byggeri i vor tid.
Konstantinbuen [Ill. 13] er opført af genbrugte materialer og bygningsdele fra andre monumenter i antikkens Rom og er samtidig et af de mest betydelige bygningsværker, som er bevaret fra denne periode. Peterskirken er bygget af sten fra Colosseum. Idéen med at genbruge byggematerialer er således ikke ny, men har tværtimod eksisteret lige så længe mennesket har skabt ly for vind og vejr. Fra antikken til i dag har genbrug af byggematerialer og bygningsdele været common sense og den cirkulære tankegang er først indenfor de seneste 100-150 år blevet forkastet i takt med industrialiseringens gradvise effektivisering, der har medført at omkostningerne ved at genbruge byggematerialer er større end dem som knytter sig til at producere nye.
Infinity City undersøger både konkrete principper og idémæssige konnotationer knyttet til genbrug af byggematerialer. I stedet for at se de brugte materialer som et lavere stadie i en livscyklus, er det grundtanken bag Infinity City at se de menneskeskabte materialer som noget i deres egen ret, der kalder på en radikal ny og bæredygtig tektonik. At se den brugte mursten med mørtel som et byggeelement i sig selv, at se betonfragmentet med armering ligeså. Det er en grundlæggende præmis for Infinity City at betragte de genanvendte materialer som et stadie i en kontinuerlig proces og sporene fra de forudgående processer som en væsentlig del af materialernes karakter og fortælling, som bør værnes om og understøttes i udviklingen af et tektonisk og æstetisk sprog. I lyset af den stigende ressourceknaphed og de menneskeskabte klimaforandringer er det således bagtanken at betragte det menneskeskabte landskab af udtjent bygningsmasse fra det 20. århundrede som en gigantisk råstofgrav - efterladt som resultat af den hastige udvikling i det forgangne århundrede. Hele Infinity City kan på sin vis tolkes som spolia, men særligt eksemplet med port-monumentet af glas beskrevet i Holometabola - Den Uendelig By og konstruktionen af diget, som er udviklet i model indskriver sig tydeligt i denne tankegang.
Når man udvinder råstoffer fra naturen sker det med særligt værktøj og teknikker, der definerer materialernes form: Man skærer bjerget i stenbruddet, bryder og brænder kalken, graver, former og brænder leret. På samme vis findes, der en række forarbejdningsteknikker og processer, der knytter sig til det at nedrive, nedbryde og omforme eksisterende materialer og konstruktioner. Tanken med værkerne er at studere disse processer, for derefter at kunne gribe ind i dem og gøre selve tilblivelsesprocessen til en medspiller i materialernes form og fremtidige tektoniske udtryk.
Genanvendte byggematerialer gennemgår for det meste en omfattende transformationsproces – eksempelvis fra betonblok til granulat. Eller man bruger ressourcer på at rense mursten og omdanne tømmer til træflis. Formålet med disse forarbejdningsprocesser er at kunne måle, veje og klassificere materialerne for at leve op til byggestandarder, med det resultat at materialernes proces og historie går tabt. Det er derfor relevant at undersøge hvordan vi kan benytte genbrugte materialer med mindst mulig efterbearbejdning, dels for at spare energi, men også for at bevare materialernes historie og patina og i sidste ende skabe nye bygninger ud af de gamle, som bærer en del af historiefortællingen med sig.
–
Jonathan Houser er studieadjunkt på Institut for Bygningskunst og Kultur med dedikeret tid til Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed. Han underviser på bachelorprogrammet Finder Sted og driver dertil egen tegnestue.
John P. Rafferty, “Anthroposcene Epoch,” Encyclopedia Britannica, besøgt 14. marts, 2021, https://www.britannica.com/science/Anthropocene-Epoch
Gerardo Ceballow, Paul R. Ehrlich og Peter H. Raven, “Vertebrates on the brink as indicators of biological annihilation and the sixth mass extinction,” PNAS Proceedings of the National Academy of Sciences, 1. juni, 2020, besøgt 14. Januar, 2022, https://www.pnas.org/doi/full/10.1073/pnas.1922686117
UN Environment and International Energy Agency (2017): Towards a zero-emission, efficient, and resilient buildings and construction sector. Global Status Report 2017.
“Construction and demolition waste,” The European Commision, besøgt 14. Marts, 2022, http://ec.europa.eu/environment/waste/construction_demolition.htm
Anne Beim, ”En sang for (absolut bæredygtig) arkitektur,” Cirkulært byggeri - Materiale, Arkitektur, Tektonik (København: CINARK, Kunstakademiets Arkitektskole, 2019).
Italo Calvino, Invisible Cities, oversat afWilliam Weaver, (New York: Mariner Books 1978), 106-108.
Peter Sørensen, Line Kjær Frederiksen og Anne Beim, Genbyggestudier (København: CINARK, Kunstakademiets Arkitektskole, 2015).
“Spolia,” Oxford Reference, besøgt 14. Marts, 2022, https://www.oxfordreference.com/view/10.1093/acref/9780195046526.001.0001/acref-9780195046526-e-5088
Richard Brilliant and Dale Kinney, Reuse Value, Spolia and Appropriation in Art and Architecture from Constantine to Sherrie Levine (Milton Park, Oxfordshire: Routledge, 2011).
Peter Sørensen, Line Kjær Frederiksen og Anne Beim, Genbyggestudier (København: CINARK, Kunstakademiets Arkitektskole, 2015).
Peter Sørensen, Line Kjær Frederiksen og Anne Beim, Genbyggestudier (København: CINARK, Kunstakademiets Arkitektskole, 2015).
Ill. 1. Earthrise, NASA, Apollo 8, 1968. © William Anders
Ill. 2. Vers Une Architecture, Forside samt opslag s. 106-07, Le Corbusier, 1923
Ill. 3. Holometabola, Videnskabelig illustration, ukendt årstal og kunstner
Ill. 4. Den uendelige By, Collage, Arkitektforeningens prisopgave ”Udsyn”, Jonathan Houser, 2021
Ill. 5. Stadie 01, Obrudt Asfalt, Procesmodel, Mens Vi Venter På Vandet, Jonathan Houser og Jonas Johansen, 2020
Ill. 6. Stadie 02, Asfalt med armeringsnet, Procesmodel, Mens Vi Venter På Vandet, Jonathan Houser og Jonas Johansen, 2020
Ill. 7. Stadie 03, Asfalt med kappe af sprøjtebeton, Procesmodel, Mens Vi Venter På Vandet, Jonathan Houser, og Jonas Johansen, 2020
Ill. 8. Mens Vi Venter På Vandet, Udsigten gennem havneløbet, Collage, Jonathan Houser og Jonas Johansen, 2020
Ill. 9. Mens Vi Venter På Vandet, Udsigt mod byen, Collage, Jonathan Houser og Jonas Johansen, 2020
Ill. 10. Richard Serra, Splashing, 1968, lead. Installation view, Castelli Warehouse, New York. From “9 at Leo Castelli.” Photo: Peter Moore/VAGA. © Richard Serra/Artists Rights Society (ARS), New York
Ill. 11. Richard Serra, Splashing, 1968, lead. Installation view, Castelli Warehouse, New York. From “9 at Leo Castelli.” Photo: Peter Moore/VAGA. © Richard Serra/Artists Rights Society (ARS), New York.
Ill. 12. Richard Serra, Splashing, 1968, lead. Installation view, Castelli Warehouse, New York. From “9 at Leo Castelli.” Photo: Peter Moore/VAGA. © Richard Serra/Artists Rights Society (ARS), New York
Ill. 13. Konstantinbuen, Radering, Piranesi, Giovanni Battista, 1771