Rue du Prévôt er en gade i hjertet af kvarteret Châtelain, i kommunen Ixelles i Bruxelles. [Ill. 1, Ill. 2] Gaden består af byhuse, der står skulder ved skulder, side om side. Fortovene er belagt med brosten og fliser. Bygningerne er forskellige, men har alligevel en ensartethed der gør dem til en familie. Husene er opført i årene mellem 1900 og 1911 efter samme opskrift; typisk én hoveddør og ét vindue i den høje stueetage. Med omkring tre etager, plus kælder og loftsetage der ofte også er beboet, efterlader de relativt lave bygninger gaden med stor adgang til himmel og dagslys. Bag bygningskroppene gemmer sig haver, der tilgås via den høje kælder. Facaderne er individuelt udsmykket med klassiske elementer omkring vinduer og døre. Gesimsbånd adskiller facaderne i sektioner, og de fleste prydes med en smal altan med dekorative altanværn i støbejern med stiliserede natur- og blomstermotiver.

For enden af gaden finder man rundkørslen Henri Michaeux. [Ill. 3] Ud til rundkørslen er der to restauranter med udeservering fulde af folk til både frokost og middag. På et hjørne ud mod rundkørslen ligger en antikvitetsbutik med gamle møbler, der venter på nyt liv.

Over for Rue du Prévôt ligger Parc Tenbosch. Parken blev etableret af Jean-Louis Semetsom en dendrologisk samling af træer og blev overdraget til offentligheden i 1986. [Ill. 4–5] Parken er en oase for fugle og insekter. Her samles parakitterne i trækronerne og brummende bier omkring blomstrende buske. På Rue du Prévôt og i Parc Tenbosch får jeg en følelse af, at jeg indgår i en større sammenhæng. Her er jeg er en del af et europæisk fællesskab, en kultur og en identitet. Jeg får lyst til at opholde mig her og se på verden omkring mig og udveksle noget med den.

Kultur og identitet er noget af det vigtigste, vi kan skabe som arkitekter, og det bliver mere og mere en del af bæredygtighedsbegrebet. Bæredygtig udvikling opstår, når værdi overdrages fra en generation til den næste og kan derfor defineres som et ønske om at videreføre, eller om muligt forbedre, en kultur. Der opstår et kulturelt fællesskab, som er uafhængigt af vekslende individuelle præferencer på tværs af generationer. Opgaven er i så fald at definere de værdier og goder, som skal videreføres eller fredes, om man vil. Europa-Kommissionens nyeste tiltag for byggeri New European Bauhaus taler sågar om en ”sense of belonging.”

Hvis bæredygtig udvikling er en overdragelse af arv for at danne tilknytning, så må vi forstå, hvad arv er. Det er ikke én ting, men tværtimod en proces. Når vi ser på kulturarv som en kontinuerlig proces, så viser den sit mangefacetterede ansigt.

Heritage is a cultural and social process; it is the experiences that may happen at sites or during the acting out of certain events; it is a process of remembering and memory making – of mediating cultural and social change, of negotiating and creating and recreating values, meanings, understandings and identity.

Laurajane Smith

Rue du Prévôt og dens evne til at skabe følelsen af kulturel tilknytning står i kontrast til den konventionelle samtidige byudvikling. I dag er byudviklingen drevet af professionelle bygherrer, som er distancerede fra resultatet. I arkitektonisk forstand er byggeriet præget af en ensporet udlægning af boligenheder, hvor vi alle skal bo i samme planløsning med plads til far, mor og børn. Facaderne såvel som interiører mangler variation, rytme og ornamentik, og gaden og det fælles mangler taktilitet, rumlige oplevelser, natur- og kulturliv, idet uderummene er øde og forblæste og butikslivet dødt. Dynamikken mellem individ og fællesskab er forsvundet, og i forsøget på at skabe effektivitet er byggeriet blevet uvedkommende og karakterløst i materialer, vi ikke ved, hvor kommer fra og hvordan skal vedligeholdes. Her skabes ikke kulturel værdi, og identiteten ligger i fraværet af det samme.

Byggefællesskaber kan være en del af løsningen på dette problem. Byggefællesskaber er kendetegnet ved, at flere, typisk private, bygherrer går sammen i en forening for at bygge til sig selv. Byggefællesskaberne kan være en metode til at bygge anderledes, fordi incitamenterne er andet end effektivitet og kommerciel interesse. Den kulturelle værdi og fællesskabet kan dermed vægtes højere. Bæredygtige byggefællesskaber handler i så fald både om at bygge i fællesskab, men i høj grad også om at bygge et fællesskab. Den sociale proces omkring opførelsen af et byggefælleskab er i lige så høj grad en del af arven som det færdige byggeri.

Hvad kan vi lære af Rue du Prévôt når vi skal planlægge et bæredygtigt byggefælleskab? Hvilke arkitektoniske potentialer kan hjælpe til at styrke byggefællesskaberne og imødegå nutidens kedelige tendenser?


PARKEN

Parc Tenbosch kan lære os meget af det, som modernismen med dens grønne, men golde arealer, havde glemt. I den offentlige park er træbænke sirligt placeret, nogle samlet og andre alene. Legepladsen er gemt i en lysning blandt træerne, mindre græsplæner giver mulighed for at slå sig ned, spille bold og spise picnic, petanquebanerne ligger i parkens nordlige hjørne i kølende skygge, i vandhullerne er fisk og skildpadder, kringlede stier fører os rundt i parken med simpelt udført indhegning omkring de planter, som gerne vil være i fred. Som besøgende ledes man af parkens simple og samtidigt labyrintiske indretning. Parken er en mental pause i byens hastige tempo. Solstole er sat frem til alles brug. Det var en enkeltperson som grundlagde parken, men det har krævet flere generationers flid og omhyggelighed at kunne overdrage dette sted med al dets biodiversitet og aktiviteter til vores efterkommere. Parken er et vidnesbyrd om, at fællesskabets beslutninger har betydning for bæredygtig overdragelse af værdi. Det er en gave fra én generation til den næste skabt i historisk kontinuitet.


BUTIKSLIVET

Rundkørslen tvinger både biler og gående ned i tempo og efterlader tid til at observere det passerede. En særlig adfærd som hører sig byen til. De tre butikslokaler som ligger ud til rundkørslen er indrettet til to restauranter og en antikhandler. Restauranterne fungerer som mødested for nærmiljøet og indtager det offentlige rum med udeservering året rundt, alle er velkomne, store som små til morgen, middag og aften. I butikken kan man købe tidligere tiders møbler og genstande. Hver en ting i butikken har haft et tidligere liv i andres hænder. Det er blevet passet på, repareret og endnu en gang udvalgt for dets karakter eller kvalitet og kan gives videre med fornyet liv. Tingene udstråler forskellige stemninger, skønhed og taktil oplevelse, som understreges af deres formgivning, patinering og håndværksmæssige udførelse. Rundkørslens butiksliv fordrer således en social udveksling i form af mødesteder og udveksling af måltidet samt af fysiske genstande, som bekræfter fællesskabsfølelsen og arven som proces.


FACADEN OG GADEN

Rue du Prévôt dannes af rækker af byhuse, som tilsammen danner gaden. Byhuset blev som typologi udbredt i Bruxelles i anden halvdel af det 19. århundrede. Husene i denne gade er stort set tegnet af samme arkitekt, Jean Dierickx, for samme bygherre i nyklassicistisk og eklektisk stil.

[Ill.6–7] Hver for sig er husene unikt orkestreret, men tilsammen har de en homogenitet, da de samme elementer er sammensat på forskellig vis. Forskellene viser sig i husnumrenes udførelse, dørenes farver, murværk som er råt eller pudset, i kvadrer eller ej. Buer, lisener, tandgesimser og støbejernsværn er alt sammen forskelligt fra hus til hus. Husene minder om Englands rækkehuse eller vores egne Kartoffelrækker på Østerbro. De synes ikke at ville udkonkurrere hinanden, men står i en hensynsfuld ligevægt i balance mellem individualitet og samhørighed. Netop denne vekslen mellem det private og det fælles afspejles også i husenes tydelige for- og bagside. Med deres rigt dekorerede facader bliver de en rigdom for øjet og sætter vores sanseapparat i gang. Det fremkalder stedsans og tilknytning. Vi får lyst til at passe på husets egenart, idet vi mødes af en imødekommende gestus, og dette skaber identitet samtidig med, at vi indgår i et fællesskab med gadens øvrige beboere.


BOLIGEN

Bag facaderne bliver vi indlemmet i en planløsning, der er identisk for alle husene, ligesom det er tilfældet for mange nye boliger, men til trods for at være ensartede, så åbner denne løsning for alverdens muligheder for indretning. En trappe i den ene side af huset løber op gennem alle husets etager. Oprindeligt har man haft køkkenet i den høje kælderetage, to fine stuer og veranda i stuetagen, efterfulgt af én eller to etager med soveværelser og til slut var loftet beboet af husets personale. Alle rum er stort set lige store, hvorved de ikke låses til en forudbestemt funktion. Boligerne er opdelt mod naboen med det, de i England kalder the partywall. Altså en delevæg som også har indeholdt husets varmekilde, og man har dermed fået det optimale ud af varmen naboerne imellem. De små footprints har formentlig været en fordel når grundskatten skulle betales, men de skaber også en tæthed og udnyttelse af de kvadratmetre, som ligger imellem etagebyggeriet og enfamilie-parcellen til stor fordel for energiforbruget. Oprindeligt har husene være beboet af en familie fra det bedre borgerskab. I dag er variationen af beboere stor, og husene bruges som generationsboliger, deleboliger og lejligheder i en eller flere etager. Det vidner om en planløsning, som er fleksibel og altid vil være relevant til forskellige mennesker i forskellige livssituationer. Boliger der kan overdrages fra generation til generation.


MATERIALER OG INVITATIONER

Rue du Prévôts bygninger er lavet af traditionelle materialer, som har ophav i den europæiske bygningskultur. Brugen af trækonstruktioner, murede facader med detaljer i granit og sandsten og sadeltage eller mansardtage beklædt med tegl eller skifer genkender vi fra mange steder i Europa. Støbejernet og de profilerede trævinduer og døre pryder de steder, hånden har kontakt med i det daglige. Valgene vidner om, at man har brugt kendte metoder og lokalt tilgængelige byggematerialer. Det betyder, at man traditionelt har vidst, hvordan man udførte husene bedst muligt, og man har også vidst præcis hvordan, man bedst har vedligeholdt og repareret bygningsdele, der fik brug for det. Ved at bruge kendte byggematerialer som kan vedligeholdes, indgår man ligeledes i en kultur, hvor vi i generationer har overdraget viden i mesterlærerordninger, hvilket opretholder bygningernes livscyklus.

Vi kan lære flere ting af Rue du Prévôt, der kan hjælpe os til en bedre byudvikling i dag. Det første er, at processen i sig selv er en del af kulturskabelsen. Det vil sige, at de fremtidige beboere, allerede ved indgåelsen af byggefællesskabet skaber en kultur, som kan gives videre. Kulturarven som proces er det formentlig de færreste byggeudviklere, der bruger mange ressourcer på. Det næste er at indtænke de enkelte arkitektoniske elementer som en del af en fremtidig kulturskabende bygningsarv. Det er her, vi kan lære af det eksisterende, såsom grønne oaser der fordrer mental pause, biodiversitet, leg og læring. Mødesteder som gør det nemt at være en del af fællesskabet. Genbrug af ressourcer og udveksling af genstande som en ejer ikke længere har behov for. Plads til individuel udfoldelse som danner tilknytning til et sted og sense of belonging. Ved at have fokus på gruppe og individ samtidig vil der opstå en kultur, hvor tingene er i balance, ikke skal konkurrere, men være stolte af deres egenart. Fleksibilitet i boligformen: Eftersom vi kun kan gætte på, hvordan fremtidens generationer vil indrette sig, så må vi planlægge det uforudsigelige. Med fælles energiløsninger kan vi spare på udledningen af CO2, og med materialevalg, som er let tilgængelige og vedligeholdelsesvenlige, kan vi sikre, at det rent faktisk er muligt at forlænge bygningens levetid. De invitationer og valg, der ligger i bygningerne og deres omgivelser, er fyldt med kulturelle ritualer, som danner vores adfærd. Vi arver således en måde at interagere med bygningerne og med hinanden, som leder til en fælles forståelse og identitet. Arkitektens rolle som facilitator af byggefællesskaber er todelt. Første del handler om at bistå den sociale proces omkring byggeriet, en diplomatisk øvelse som handler om, at alle skal have del i udvekslingen. Den anden er som forslagsstiller til de arkitektoniske beslutninger og til at belyse potentialerne i det eksisterende.

Det må være arkitektens fineste opgave at være med til at skabe og videreføre kultur. Rue du Prévôt viser os, at når vi skaber kultur i en kontinuerlig proces, så vækker vi fællesskabet og bæredygtigheden til live til stor inspiration for byggefællesskaberne.

–

Katja Meyer er arkitekt MAA og beskæftiger sig primært med den eksisterende bygningsmasse. Katja har erfaring fra tegnestuer i ind- og udland og har været ansat som bygherre og projektleder. Katja arbejder som selvstændig arkitekt med egen tegnestue og er studieadjunkt på kandidatprogrammet Kulturarv, Transformation og Restaurering.