Print this page to PDF (CMD + P) to save a copy of this issue.
Magasin for Bygningskunst og Kultur
Nr. 10, 2025
Magtens arkitektur under isen

Vi kommer med ned under indlandsisens overflade, når Mathilde Zeuthen Lesénécal og Mikkel Kjærgård Christiansen med et kritisk blik fortæller om den amerikanske koldkrigsbase Camp Century. De ser basen som et eksempel på, hvordan arkitektur blev et redskab for ideologi med mangel på lokal forankring og omsorg. Det forladte anlæg fremstår derfor som et monument over Grønlands kolonihistorie. Hvilket land er ansvarlig for oprydningen? Og hvis kulturarv er det?

► OPLÆST ARTIKEL (Spotify)

► OPLÆST ARTIKEL (Apple)

Artikel af Mathilde Zeuthen Lesénécal og Mikkel Kjærgård Christiansen

9 min


Da et hold forskere i april 2024 fløj over den grønlandske indlandsis omkring 240 kilometer øst for Pituffik Space Base i Nordgrønland for at forstå indlandsisens bund, opfangede radaren noget uventet begravet i isen. Det der lignede en by, som en slags Atlantis under isen, viste sig at være resterne af Camp Century: en skjult amerikansk koldkrigsbase fra 1959 [Ill. 1].

Dækket af et offentligt narrativ om videnskabelig forskning i isens dybde, var anlægget en del af det hemmelige militærprojekt Project Iceworm, hvis ambition var at kunne affyre atommissiler mod Sovjetunionen. Ved at anlægge 4000 kilometer jernbanespor i tunneler under indlandsisen var tanken, at man kunne transportere atommissiler mellem et utal af affyringssteder, uden at nogen kunne opdage det ovenfra [Ill. 2].

Imidlertid viste indlandsisen sig at være et katastrofalt landskab at bygge sig ind i, da isen aldrig er statisk, men bevæger sig langsomt, men konstant i en sydvestlig retning mod kysten. Konstruktionen ville aldrig kunne holde i længden, og det var uundgåeligt at basen måtte opgives. Project Iceworm blev således aldrig fuldført. Man forlod Camp Century i 1967 og siden 1959 har basen flyttet sig mindst 232 meter og befinder sig nu mindst 30 meter under overfladen på grund af den stadige ophobning af sne og is [Ill. 3].

Siden 1940 har Grønland været en strategisk militærpost for USA. De har opført omfattende militærinstallationer fra radarstationer og flybaser til kommunikationsanlæg over hele landet. Mange af disse er i dag nedlagte og efterladte, og de arkitektoniske spor fra NATO’s militære anlæg i landet spiller en væsentlig rolle som symboler på Grønlands kolonihistorie, hvor de optræder i landskabet som geopolitiske rester. De kan derfor diskuteres som potentielle monumenter, da de er markører for en fortid om territorial kontrol, geopolitisk indflydelse og kulturel undertrykkelse.

Grønland spiller i dag en central rolle i Arktis, hvor stormagter øger deres tilstedeværelse i takt med klimaforandringer og nye ressourcer. USA’s øgede interesser for Grønland sætter Danmark midt i spændingsfeltet mellem at bevare suverænitet og imødekomme Grønlands ønske om større selvstændighed. I denne kontekst får de efterladte militæranlæg ny betydning, ikke blot som historiske levn, men som aktive markører i et fortsat geopolitisk og kolonihistorisk kapitel.


MANGEL PÅ LOKAL FORANKRING

I 1952 i Life Magazine, blev den amerikanske befolkning introduceret til oprettelsen af Thule Air Base. Artiklen beskrev et forsvarsanlæg placeret i et tomt land uden kultur, hvor alt skulle importeres og præfabrikeres. Dette perspektiv legitimerede flytningen af hele landsbyer, og viser amerikanernes dengang arrogance over for den kontekst, de byggede sig ind i.

I en dokumentar fra 1964 om Camp Century, lavet af United States Army Research And Development, kan man følge konstruktionen af den underjordiske by. Selve baseanlægget blev konstrueret ved at grave tunneler i isen og overdække dem med stålbuer, der kunne modstå snelasten. 32 bygninger med saddeltag blev derefter samlet i et netværk under isen forbundet af en lineær logik, som mere mindede om en fabriksstruktur end om et sted for menneskeliv. Alt var importeret: materialer, energi, normer – selv det sociale liv blev rekonstrueret under isens isolerede tag. Dokumentaren viser os en blanding af nogle nogenlunde genkendelig “hverdagsrum” (stuer, hvor der læses og drikkes Coca-Cola, køkkener med tilberedt kalkun til fællesmiddage, mænd der tager bad og barbere sig etc.), klods op af tilblivelsen af en atomreaktor [Ill. 4–14]. I Domesticity at War beskriver Beatriz Colomina, hvordan grænsen mellem det private og det militære rum gradvist blev opløst under Den Kolde Krig. Hjemmet blev en forlængelse af slagmarken, og krigen flyttede ind i hjemmet gennem design, medier og overvågning. Den moderne bolig var ikke et neutralt fristed, men et sted for moderne magtudøvelse. Omvendt kan Camp Century forstås som et ekstremt udtryk for koblingen af det hjemlige og det militære. Basens beboede underjordiske rum var alle konstrueret for at simulere et normalt liv midt i et højteknologisk krigsprojekt. Arkitekturen blev her et redskab til at omskrive menneskelig erfaring, hvor tryghed og domesticitet blev brugt til at maskere magten og krigens usynlige infrastruktur. Under isen blev krigen på den måde gjort beboelig.

Det er nærliggende at lave en parallel til Paul Virilios Bunker Archeology, og hans undren over analogien mellem begravelsesarketyper og militær arkitektur. De tyske betonbunkere langs Atlanterhavskysten var et forsøg på at omsætte frygt og kontrol til form. Ligesom bunkernes arkitektur var Camp Century lukket, mørk og defineret af ren funktionalitet og isolation fra omverden. Det er “arkitektur af panik”, hvor kroppen konfronteres med døden og teknologien. Men hvor bunkerne var synlige over jorden, tog Camp Century begravelseslogikken videre: her var anlægget skjult i isens dyb, og ideologien om total kontrol endte med at blive overvundet af selve det landskab, den forsøgte at beherske.

Camp Century blev bygget i et landskab, hvor inuitbefolkningen i tusindvis af år havde formet arkitektur i direkte dialog med omgivelserne. Den traditionelle grønlandske bolig var præget af en arkitektur tilpasset naturens rytmer. Bygninger voksede ud af jorden og smeltede ind i det horisontale landskab. Her var byggeri både beskyttelsen mod elementerne, og en del af et økologisk kredsløb. Der er en ydmyghed i arkitekturen, og en forståelse af, at man ikke ejer stedet, men deltager i det. Modsat udtrykte Camp Century derimod en kolonial mentalitet: det handlede ikke om at forstå landskabet, men om at besejre det.

Arkitektur bør udvikles som en kontekstuel praksis – en, der anerkender stedets skrøbelighed, kompleksitet og kulturelle historik. Det er derfor ikke nok at kritisere Camp Century som et militært projekt. Det må også kritiseres som arkitektur. For i sin mest brutale form bliver arkitekturen et redskab for ideologi. Det, der kunne have været en mulighed for teknologisk dialog med ekstrem natur, blev i stedet en teknologisk erobring og senere kollaps. Basens lukkede rum, dens underjordiske gange, dens præfabrikerede standardelementer iscenesætter en verdensopfattelse, hvor kontrol, rationalitet og isolation er vigtigere end lokal forankring og omsorg.


AFLEJRINGER AF MAGT

De militære anlæg i Grønland er del af en global infrastruktur skabt i stormagters interesse, uden hensyn til lokal kontekst. Disse militære infrastrukturelle efterladenskaber udgør en slags skjult verdensarkitektur. De opererer i en skala, der overstiger menneskelig erfaring: globale netværk, bygget til at kontrollere, beskytte og overvåge.

USA og NATO’s strategiske anlæg har sat et mærke i Grønlands landskab og bevidsthed. Monumenter, der oprindeligt havde et globalt sigte, får med tiden lokal betydning, som en uundgåelig tilstedeværelse. De bliver aflejringer, som Grønland må forholde sig til, som en ufrivillig modtager i et ulige afsender-modtager-forhold. De efterladte militære landskaber rejser derfor spørgsmålet om ejerskab: Hvad sker der, når disse anlæg ikke længere tjener deres oprindelige formål? Hvem ejer et monument, der refererer til en stormagts interesser, men står tilbage som fysisk spor i et landskab, den lokale befolkning lever i? Når monumenter peger på en skala, der går ud over det lokale, bliver de yderligere udtryk for kolonialisme og magtudøvelse, som fastholder det ulige forhold mellem den, der bygger, og den, der bærer eftervirkningerne. De er vidnesbyrd for geopolitiske spændinger og menneskelig indgriben i naturen.

I dag, hvor klimaet ændrer sig, begynder Camp Century og flere af de andre forladte anlæg at genopstå som spøgelsesmonumenter. Mens isen smelter risikerer radioaktive rester og diesel at slippe ud i økosystemet. Her opstår dilemmaet om ejerskab af de forladte militæranlæg. Det gælder både den konkrete udgift til oprydning og skader, men også til anlæggene som kulturarv – hvis kultur er det? Kan de bevares, og hvem skal vedligeholde dem, hvis de bevares? Her bliver problemet med Camp Century et generelt problem, som kolonisering kaster af sig. Arver lokalbefolkningen forpligtelserne?

Beboere i nærliggende områder har siden udtrykt både forundring og vrede over den manglende gennemsigtighed omkring Camp Century og andre militæranlæg.

Vi i Nunatta Qitornai er af den klare opfattelse, at det i virkeligheden er USA, der bør rydde op. Men vi ved udmærket, at det ikke kommer til at ske […]. Derfor må det blive Danmark, der løfter det fulde ansvar for at sikre, at vores menneskerettigheder i Grønland ikke trues af hverken fortidens eller nutidens håndtering af de militære aktiviteters affald i vores land.

Udtalelsen afslører den kløft, der opstod mellem det arkitektoniske eksperiment og det menneskelige landskab, det fandt sted i.

I den antropocæne tidsalder må vi spørge os selv: Hvad betyder det, at noget efterlades og “aflejres”? Geologisk er en aflejring et fysisk aftryk i et underlag – noget, der bliver lagt ned og lagt ovenpå. På samme måde som små skaldyr dannede kridtet i Møns Klint, skaber menneskelige aktiviteter i dag nye landskaber og overflader. Globale affaldslandskaber vokser sig større, men enkelte af disse rummer fortællinger af historisk og æstetisk værdi. Skal sådanne aflejringer slettes eller bevares? Hvilken værdi tillægger vi dem, og hvad fortæller de om os?

Camp Century efterlader sig ikke kun klimatisk forurening, men også en arkitektonisk lære: at bygninger uanset hvor avancerede de måtte være, mister deres legitimitet, når de er revet løs fra menneskelig og kulturel forankring. Arkitektur kan ikke blot være et spørgsmål om teknik, men også et spørgsmål om etik. Netop derfor bør vi studere Camp Century, ikke som ingeniørkunst, men som et monument over, hvad der sker, når arkitekturen glemmer, hvor den står.


–

Mikkel Kjærgård Christiansen er partner hos Lundgaard & Tranberg Arkitekter og har stået bag flere markante projekter, herunder det kommende Arkæologiske Statsmuseum i Rostock – en “skattekiste” i tegl, som rummer regionens arkæologiske skatte. Han har også været central i konkurrencen om det nye Vikingeskibsmuseum i Roskilde, hvor fokus var på at styrke forbindelsen mellem bygning, fjord og landskab. Christiansen underviser desuden på Det Kongelige Akademi og er kendt for sin sans for materialitet, kontekst og menneskelig skala i arkitekturen.

Mathilde Zeuthen Lesénécal er arkitekt baseret i Schweiz. Hun har arbejdet både i Danmark for Lundgaard & Tranberg Arkitekter, med projekter som Danske Banks Hovedsæde og udstillingen con-nect-ed-ness til den Danske Pavillon på Venedig Biennalen 2021, samt internationalt for bl.a. Herzog & de Meuron i Schweiz. Hun har derudover undervist på Institut for Arkitektur og Kultur på Det Kongelige Akademi på både bachelor og kandidatprogrammer.

NOTER
  1. “Birth of a base”, LIFE Magazine, September 22 (1952), 130-151.

  2. United States Army Reseach and Development, “Progress Report Number Six - Camp Century” (1964).

  3. Beatriz Colomina, Domesticity at War (Cambridge, MA: MIT Press, 2007).

  4. Paul Virilio, Bunker Archaeology (New York, Princeton Architectural Press, 1975).

  5. Vittus Qujaukitsoq og Aleqa Hammond, “Nunaata Qitornai: USA’s affald i Grønland er Danmarks ansvar” (17. december 2018), Altinget.

Ill. 1. NASA Earth Observatory-billeder udarbejdet af Michala Garrison og Jesse Allen, ved brug af UAVSAR-data og billedmateriale leveret af Chad Greene (NASA/JPL-Caltech) samt IceBridge UHF is-gennemtrængende radar-data leveret af Joseph MacGregor (NASA/GSFC).

Ill. 2. Plan af Camp Century (U.S. Army Corps of Engineers, Cold Regions Research and Engineering Laboratory, Wikimedia Commons).

Ill. 3. Camp Centurys deformation over tid (Camp Century Evolution of Concept and History of Design Construction and Performance, U.S. Army Materiel Command, Wikimedia Commons).

Ill. 4. Udgravning i isen med en schweizisk snefræsemaskine, der kunne håndtere op til cirka 900 kubikmeter sne på en time, og kunne lave rene snit gennem isen. (Scene fra dokumentaren United States Army Research And Development - Progress Report Number Six - Camp Century, 1964)

Ill. 5. Konstruktionen af stålbuerne, som blev brugt til tag over tunnelerne i isen (Scene fra dokumentaren United States Army Research And Development - Progress Report Number Six - Camp Century, 1964)

Ill. 6. Præfabrikeret huse blev samlet inde i tunnelerne. (Scene fra dokumentaren United States Army Research And Development - Progress Report Number Six - Camp Century, 1964).

Ill. 7. Præfabrikeret huse blev samlet inde i tunnelerne. (Scene fra dokumentaren United States Army Research And Development - Progress Report Number Six - Camp Century, 1964).

Ill. 8. En af de 16 nødudgangsluger som stak op gennem isen i tilfældet af brand (Scene fra dokumentaren United States Army Research And Development - Progress Report Number Six - Camp Century, 1964).

Ill. 9. Kig igennem hoved aksen kaldet “Communication Trench” (Scene fra dokumentaren United States Army Research And Development - Progress Report Number Six - Camp Century, 1964).

Ill. 10. Brænselselement til atomreaktoren med ca. 500g uranium 235 tages op af beholder. (Scene fra dokumentaren United States Army Research And Development - Progress Report Number Six - Camp Century, 1964).

Ill. 11. Camp Century brystede sig af at være en moderne by under isen med moderne faciliteter (Scene fra dokumentaren United States Army Research And Development - Progress Report Number Six - Camp Century, 1964).

Ill. 12. Der blev sørget for store fællesmiddage med varieret mad for at tilfredsstille soldaternes appetit, som var betydelig på grund af de ekstreme temperaturer (Scene fra dokumentaren United States Army Research And Development - Progress Report Number Six - Camp Century, 1964).

Ill. 13. Trods mangel på vinduer, kunne soldaterne nyde en stille aften i opholdsstuerne, indrettet med hjemmelige møbler, som var de taget fra en stue i et vilkårligt amerikansk hjem (Scene fra dokumentaren United States Army Research And Development - Progress Report Number Six - Camp Century, 1964).

Ill. 14. Her kunne der nydes Coca-Cola, mens man læste og lyttede til radio fra verden ovenover (Scene fra dokumentaren United States Army Research And Development - Progress Report Number Six - Camp Century, 1964).

Created at 23:27 22.11.2026