Print this page to PDF (CMD + P) to save a copy of this issue.
Magasin for Bygningskunst og Kultur
Nr. 7, 2024
Mere end forbrug?

I dette bidrag diskuterer Frans Drewniak, arkitekt og lektor på Institut for Bygningskunst og Teknologi, mulighederne for et alternativ til et byggestop. Ved brug af eksempler fra sin egen forskning, og inspiration fra nogle af tidens store tænkere, undersøger han om der bag de miljømæssige udfordringer kan gemme sig en meningsfuld verden, og om en værktøjskasse med eksperimentelle elementer kan være med til at frembringe radikal nytænkning.

► OPLÆST ARTIKEL (Spotify)
► OPLÆST ARTIKEL (Apple)

Artikel af Frans Drewniak

31 min

Start nytåret med at stoppe, står der på et busstoppested, da jeg 2. januar cykler hjem fra Holmen, hvor jeg underviser og forsker med et særligt fokus på de materialer, vi bygger huse med.

Både i undervisningen og i forskningen spørger jeg til materialernes miljøpåvirkning, og hvilken betydning det har for æstetikken, vores sansning af den verden vi lever i.

Kampagnen ved busstoppestedet er ikke møntet på byggeri, men på rygning. Men centralt i den verserende diskussion om byggeriets miljøpåvirkning, står den meget høje udledning af drivhusgasser, ved udvinding, produktion og transport af særligt mineralske byggematerialer. Som eksempel ved vi fra nyere forskning, at det samlede miljøaftryk for beton og betonproduktion udgør intet mindre end ca. 8% af den samlede CO2 udledning på verdensplan.

En erkendelse, der lige nu afføder diskussioner om byggestop og vildrede i forhold til, om vi i tide, kan omstille og holde os inden for de planetære grænser. Blandt de studerende er der på kort tid sket en bevægelse mod materialer og konstruktioner, som stampet lerjord og biogene materialer. Mange af dem har en overbevisning om, at vi med det samme skal stoppe med at udvinde ikke-vedvarende ressourcer og afbrænde fossile brændstoffer.

Alt imens fortsætter byggeriet og efterspørgslen efter arkitektur med et meget højt miljøaftryk, og de nødvendige stramninger af lovgivningen udebliver, eller lader vente på sig. Endda selv når fremtrædende aktører fra byggeriet går sammen, og efterlyser mindst en halvering af udledninger, lige nu og her.

“Alt må ændres radikalt, og intet ændrer sig,” skriver Latour og Schulz polemisk om den tilstand af lammelse, der kendetegner det vadested, vi befinder os midt i.

Hvordan og med hvilken modus operandi kommer vi videre herfra? Er det ved at stoppe, eller er der måder at fortsætte på, som giver mere mening?


HENSIGT

Min forskning har primært status som kunstnerisk udviklingsarbejde. I mit tilfælde skal det forstås sådan, at jeg henter empiri fra anden videnskabelig forskning, og bl.a. via min praksiserfaring laver eksperimenter og installationer, der afprøver alternative måder at bygge på.

En undersøgelse af, om der bag de miljømæssige udfordringer gemmer sig en mageløs, begærlig og meningsfuld verden. En verden som vi ikke ville have fået adgang til uden den krise, da det, der for tiden bygges mest af, ingenlunde hverken er holdbart eller tilføjer tilstrækkelige blivende værdier, og i virkeligheden ikke er en model til efterfølgelse. Det er snarere en tilstand, som vi skal erhverve kundskaber til at navigere i.

Her stiller eksperimentet og kunstnerisk udvikling sig i forskellige rum med udsagn, der kan udfordre vores virkelighedsopfattelse og give bud på alternativer. Og netop en sådan forståelse lægger Marianne Krogh til grund for hendes beskrivelse af udstillingen Reset Materials, som jeg deltog i sidste år:

Det vil kræve alle de dialoger, faglige indsigter, tværgående samarbejder og kreative processer, som vi overhovedet kan mobilisere. Og ligeledes diplomati og løbende eftertænksomhed, hvis vi skal kunne navigere i den strøm af konflikter, der vil blive meget synlige med paradigmeskiftet. Som Ursula K. Le Guin har sagt, kalder situationen på såvel videnskabens nysgerrighed som kunstens risikovillighed, og vores kommende opgave bliver derfor at skabe fortællinger og billeder af nye, attraktive fremtider samt at formidle nødvendigheden af alt dette ved hjælp af protagonisten i enhver form for bosætning: materialer.
Marianne Krogh

De gode værkstedsfaciliteter som vi har til rådighed på Det Kongelige Akademi, giver os mulighed for reelt at gå på opdagelse i de udfordringer, vi står over for. I en situation, hvor vi skal andet og mere end blot at reproducere verden udenfor. Om hvad der kendetegner en sådan arbejdsmetode, har Peter Bertram skrevet noget, som jeg har haft med mig lige siden jeg læste det for første gang.

Skærpelsen af evnerne har altid travlt med at gentage det de allerede kan endnu bedre. Enhver skabende proces værner derfor om en mangel på beherskelse af sit materiale, som det hvorfra den fortsat springer. Skabelse er ikke problemløsning. Det singulære skabes ikke med en endnu ikke set løsning på et givent problem. Den virkelige åbning, den virkelige frihed, ligger i at opfinde problemet gennem mødet med det uregerlige stof.
Peter Bertram

Jeg vil med eksempler fra min egen forskning og konkret tre installationer diskutere mulige tilblivelsesprocesser og æstetik, der kan forbinde os med materialer på en måde, så vi (igen) kan føle os rørt, bevæget og levende. Jeg drager også paralleller til andre nyere værker, nationalt og internationalt, der på lignende vis kan ses som markører i en sådan udvikling.

De tre installationer, Columns Worth Stealing [Ill. 1-3], Reset Materials [Ill. 4-6] og Better Building Blocks [Ill. 7-9], er alle vist på censurerede udstillinger; Charlottenborgs Forårsudstilling, Copenhagen Contemporary og på Det Kongelige Akademi.

Inden da vil jeg med hjælp fra nogle af tidens markante tænkere; Haraway, Latour & Schulz, Bennet og Rosa mfl., bruge, og potentielt også misbruge, nogle af deres tanker og udsagn samlet i fem afsnit: At blive i besværet, Vækst eller trivsel, Resonans, Andre tilblivelsesprocesser, Materiens vitalitet og til sidst en opsamling i afsnittet Materialness. Et teoretisk og etisk rammeværk, som forhåbentligt forankrer mine beskedne forsøg og udstillingsgenstande i sin tid, og forklarer hvilket fundament de står på.

Det er min hensigt at åbne den værktøjskasse af eksperimentelle elementer, som mit kunstneriske udviklingsarbejde og udstillingerne gør brug af. Jeg vil dermed vise, hvordan de samtidig er dybt integreret i den dialog og undervisningspraksis, som de også er en del af. Installationerne viser i stedet for et byggestop, måder, hvorpå vi kan fortsætte med større omsorg, mindre forbrug, genbrug, genanvendelse og evne til tilpasning og omdannelse.


AT BLIVE I BESVÆRET

Med fare for at udvande Donna Haraways vidt forgrenede klogskab om kollaborativ overlevelse “i forstyrrede og kontaminerede tider” og “…kunsten at leve på en skadet klode,” er det idéen om, at vores største chance for overlevelse ligger i at opgive selve forestillingen om, at vi er i gang med at redde jorden, som jeg tager med mig fra læsningen af hendes monumentale værk; At blive i besværet - Om at skabe slægt i chthulucæn: ”Måske - men kun måske - og kun under forudsætning af intenst engagement og samarbejde og leg med andre terranere - vil blomstring for store mangeartede assemblager, der også omfatter mennesker, være en mulighed.”

I samtale med Rune Lykkeberg vælger hun at gøre op med de store fortællinger, men tilbyder også veje at gå, hvor vi i stedet må blive i besværet:

Du dukker op, du melder dig. Du bliver i besværet. Vi er ikke herrer over fremtiden, og vi kan ikke lave store løsninger på sådan en fremtidsorienteret måde. De store løsninger er den forkerte måde at tænke på… Den, der bliver i besværet, kigger ikke væk eller op, men går på opdagelse i de sammenhænge som er omkring os, og lever med dem. Vi skal lære at leve og dø på en planet, som allerede er beskadiget.
Staying with the trouble, Donna Haraway

I en lang årrække har jeg følt mig forpligtet til at kæmpe for en arkitektur, som kunne redde verden. Når Aldo Rossi i forordet til sin autobiografi stiller spørgsmål ved den tanke, har jeg ofte tænkt, at det var reaktionært og opgivende: “To what then, could I have aspired in my craft? Certainly, to small things, having seen that the possibility of great ones was historically precluded.” Men Haraway giver mig mod til at tro på værdien af det bedst mulige bidrag lige nu og til ydmygt at erkende bidragets begrænsninger.

Men hvad herfra, er det så jeg mener at kunne bruge i mine egne beskedne øvelser, og mit meget vigtige arbejde med også at motivere nye studerende på Det Kongelige Akademi? Jeg tror netop, det handler om at opgive den store fortælling og tillade sig magien i at opdage verden indefra. At fokusere på alt det, vi har glemt og forsømt i jagten på mere. Men også at arbejde videre med det, vi har lige foran os, i stedet for modernitetens forestilling om noget helt nyt, der skal komme og redde os. I den sammenhæng henter jeg stor inspiration fra det gåpåmod, som flere udenlandske arkitekter i mit netværk udviser lige nu:

We prefer evolution to revolution. We try to understand specificities of each place, we try to study and understand the local traditions and use what is already there as a tool. We try to work with things we have seen before and learn from the past to draw the near future… We don´t want – nor do we know how – to proceed in an unpolluted way. We´re used to working in an impure way.
Material in play – A Conversation with TEd'A Arquitectes, Santiago de Molina

Konkret arbejder jeg selv i de tre udstillingsprojekter jeg refererer til, med mulige og diverse fremtider for teglindustrien.

In an impure way og staying with the trouble, forkaster jeg ikke fuldstændig idéen om at anvende ikke-vedvarende ressourcer, og i nogle tilfælde stadig bruge megen energi til forbrænding. I stedet ser jeg på, hvordan vi kan blande det hele sammen på nye, men også gamle kendte måder, hvori der er større fokus på genanvendelse og omsorg.

Ligeledes hvordan og hvornår det giver mening at anvende mineralske materialer sammen med de biogene materialer, som ikke alene kan løse klimakrisen. Bedre og klogere måder, hvorpå en enklere og sundere byggeskik igen skal indfinde sig, og om muligt undslippe markedets nuværende (vækst)-logik.


VÆKST ELLER TRIVSEL

Peter Birch Sørensen er professor ved Det Økonomiske Institut på Københavns Universitet, og tidligere formand for De Økonomiske Råd og Klimarådet. Han forklarer i en kronik fra oktober 2023, hvad det vil kræve af ændringer i politikker og økonomiske strukturer, at blive inden for rammerne af de planetære grænser. Herunder om problemerne med at afkoble materialeforbruget fra fremtidige stigninger i BNP.

Birch Sørensen tager afsæt i økonomen Herman Dalys sondring mellem vækst og udvikling. Med vækst mente Daly kvantitativ materiel vækst, ved stadigt accelererende forbrug af jordens ressourcer, mens han med begrebet udvikling refererede til kvalitativ, immateriel vækst. Daly beskrev dermed muligheden for behovstilfredsstillelse på basis af et uændret materialeforbrug, som i mere holdbare produkter, genbrug og genanvendelse, der bedre tilfredsstiller menneskelige behov.

Med udgangspunkt i at Birch Sørensen mener at opgaven er meget svær, men ikke umulig, vil jeg pege på netop det kvalitative og behovstilfredsstillende som bygningskunstens vigtigste bidrag til den grønne omstilling, lige nu. Og dermed i min forståelse, hvordan vi ifølge Birch Sørensen stadigt kan udvikle os kvalitativt inden for de planetære grænser.

Latour og Schulz skriver: “Vi er vant til at forstå vækst som den eneste løsning, men glemmer den medfølgende destruktion, hvorimod trivsel altid har beroet på frembringelsens praksisser.” Så hvad betyder det lidt mere præcist at beskæftige sig med det kvalitative og behovstilfredsstillende, og hvad betyder det, at se trivsel som en del af frembringelsernes praksis?

Jeg mener, at vi for længst har alle de tal og den dokumentation vi skal bruge. Men vi mangler at genlære arkitektens æstetiske bidrag på en planet, som allerede er beskadiget. Det er vigtigt at vi gennem de bedste eksempler kan udbrede en økologisk æstetik med samme succes som da arkitekten tegnede for velfærdssamfundet. Men nu med “opretholdelse af betingelserne for beboelighed.”

I fraværet af en sådan fornyelse af den fælles kulturs komponenter er der opstået en betragtelig kløft mellem værdierne, som knytter sig til de gamle sociale klasser, og dem, der tilsyneladende føres frem af den økologiske klasse. Den har ikke engageret sig nok i disse kampe og har derfor ikke befriet den politiske kultur fra dens alt for snævre spektrum af følelser, kunst, værker, temaer, billeder og narrativer. Som følge heraf mangler den i særdeleshed en æstetik, som formår at nære de politiske lidenskaber, der vækkes af de klasser der kæmper imod.
Bruno Latour og Nikolaj Schulz

Jeg mener, at Latour & Schulz her efterspørger den nødvendige folkelige gennemslagskraft, som den grønne omstilling kræver, for ikke at mislykkes før den overhovedet er kommet i gang. Eller sagt med deres egne ord, “Man får det skræmmende indtryk, at kampen knap nok er begyndt.”

Den forståelse er de ikke alene om. Lotte Folke Kaarsholm interviewer den unge, franske filosof Pierre Charbonnier til en artikel i Politikken 20. januar i år. Her argumenterer han for et nyt og helt anderledes socialdemokratisk projekt end det vi ser lige nu. Moralen er, at han ser potentialet i at skrive den grønne omstilling ind i det historiske eftermæle fra velfærdsstaten. Da Kaarsholm spørger ham, hvordan vi skal komme i gang med det projekt, svarer Charbonnier:

Ikke ved denne berøringsangst, men heller ikke ved at sige til folk, at de skal tro på afvikling i stedet for fremskridt, som dele af den grønne bevægelse gør. Folk ønsker et bedre liv for deres børn, end de selv havde. Nogen må i gang med at lave nogle billeder af, hvordan fremtiden kan se ud. Vise folk noget at drømme om, for eksempel noget, hvor man deler og samarbejder.
Pierre Charbonnier

Charbonniers udsagn om, at nogen må i gang med at lave nogle billeder af, hvordan fremtiden kan se ud, ligger jo i direkte forlængelse af Marianne Krogs citat om at skabe fortællinger og billeder af nye, attraktive fremtider. Altså, at det lige nu er arkitektens primære forpligtelse at skabe meningsfyldte alternativer. Ikke at stoppe sin praksis, som i et byggestop, men at ændre den radikalt.


RESONANS

I bogen Det Ukontrollerbare diagnosticerer Hartmut Rosa det senmoderne samfund i dets nuværende tilstand af økologisk krise, demokratisk krise, og mental stress krise: “Modernity stands at risk of no longer hearing the world, and for this very reason, losing its sense of itself. This is the conclusion of my sociology of our relationship to the world. Modernity has lost its ability to be called, to be reached.”

Hans udtryk ukontrollerbarhed har mere end én betydning. På den ene side beskriver han, hvordan vi i den moderne verden forsøger at tage fuld kontrol over verden, ved at besidde og udnytte den i en sådan grad, at den er vendt tilbage i form af et ukontrollerbart monster. På den anden side viser han os, at det kun er ved at omfavne det, der er ukontrollerbart, uforudsigeligt og uforudset, at vi virkelig føler os i live.

Hartmut Rosas kritik af vores nuværende samfundsindretning går også i rette med den måde vi taler om de miljømæssige udfordringer, som en videreførelse af den logik der har bragt os hen hvor vi er:

I think the ecological movement is not successful as long as it thinks it’s about preserving resources. Because that is exactly in the logic of increasing our reach over the world…. But what people really are driven by, when they are ecologically concerned is the idea that nature is a sphere which actually has something to tell us.
Hartmut Rosa

Rosa efterlyser alternativer til den senmoderne forbrugskultur, og den høje acceleration den medfører, og spørger samtidig til hvordan vi kan opnå en tilstand af resonans, hvor vi kan føle os rørt, bevæget og levende. Som sociolog taler Rosa ikke direkte om arkitektur, men jeg finder at han her sætter fingeren på, hvad der længe har været en spirende arkitektfaglig kritik af det moderne projekt, f.eks. lige siden dannelsen af Team X under CIAM 1953.

Lad mig nævne et eksempel: I bogen The Ritual House argumenterer Ralph Knowles for, at senmodernitetens arkitektur gennem sine uniforme standarder har berøvet os vores sanselige omgang med natur og klima. Med eksempler fra lokalt forankret byggeskik viser han, hvordan vi igen skal stræbe efter en arkitektur der fejrer livsformer, der er synkrone med naturens rytme;

Rather, something deeply reassuring comes when our actions are consonant with the motions of nature. It is a reaffirmation of our own existence, a continuous call for choices that define who we are as individuals. Our need for this call should not be underestimated nor trivialised by design. My challenge to designers is to acknowledge and celebrate the rhythmic nature of nature.
Ralph Knowles

Men hvad mener Rosa med, at det kun er ved at omfavne det, der er ukontrollerbart, uforudsigeligt og uforudset, at vi virkelig føler os i live? Og hvordan kan det ses afspejlet i arkitekturen lige nu?

Det engelske begreb contingencies, der på dansk bedst kan oversættes til uforudsete begivenheder, er et eksempel på det, som flere byggende, men også skriftligt reflekterede arkitekter nævner som vigtige for tilblivelsesprocesser som kan geninstallere en æstetik der bevæger os, og bringer os i kontakt med materialer og processer:

….. the pursuit of a singular perfected idea can be counterproductive in these contexts. In response a more nimble attitude to what constitutes the project is deployed, one based on a fragmentary approach. The value of conversation is highlighted as a literal and metaphorical technique for engaging with others, with sites, and the broader culture of architecture. The role of this conversation in allowing multiple fragmentary ideas to be held in equilibrium is highlighted.
Andrew Cleancy

Det bliver for omfattende at udfolde her, hvordan det kommer til udtryk i Cleancy Moores egne arbejder, men læseren kan i hans praksisbaserede ph.d.-afhandling se en meget reflekteret praksis udfoldet, og egne værker, der belyser hans pointer.

Måske her ligger noget af forklaringen på, hvorfor vi lige nu drages mod den eksisterende bygningsmasse, og en lyst til at arbejde videre med det, som allerede findes, i stedet for en friktionsløs og billedbåret arkitektur på bar mark. Med det forbehold, at vi stadig skal flytte rundt med en masse materialer når vi ombygger og transformerer, så har vi allerede den bygningsmasse, vi skal bruge. Men måske er det også noget helt andet, der er på spil her.

Uanset næsten hvilken eksisterende bygningsmasse man arbejder med, så giver den jo mulighed for et væld af opdagelser og modsigelser. Modsigelser, der modsat den perfekte idé-skitse kun kan modelleres gennem den modstand, værket yder. I den sammenhæng må arkitekten i højere grad bevise sit værd, og gennem dialog med udførende, brugere og bygherrer, finde en rød tråd der kan danne andre og mere uperfekte værkformer. Jeg tror, det er det, som Cleancy refererer til i det ovenstående citat.

Det kan godt være, at nogen vil hævde, at de eksempler hvor en sådan mere ydmyg rigdom udfolder sig, er at betragte som eksklusive, og primært findes blandt private velstående bygherrer, og i lille skala.

Ikke desto mindre må vi insistere på, at de selv samme arbejdsmetoder må og skal finde frem til de offentlige og private bygherrer og projekter i stor skala. Det giver da også grund til en vis optimisme, at Københavns teknik- og miljøborgmester forleden udtalte at “København skal gøre renovering og ombygning til reglen, og nedrivning og nybyg til undtagelsen.” Det lyder godt, for teltet over Maersks nedrivning af Eva og Nils Koppels solide og prunkløse arkitektur i Amaliegade står som et monument over vores manglende evne til netop samtale med perioder i arkitekturhistorien, der åbenbart ikke er fine nok.

Når vi lige nu ser en overvældende interesse for stampede jordkonstruktioner og biogene materialer, spekulerer jeg på, om ikke også det skyldes en kombination af low carbon og den nærhed, tilgængelighed og aflæselighed, der er fremtrædende ved materialer, som er rå og meget lidt forarbejdede.

Den arkitektur som vi bygger I dag, det er en arkitektur som virker forseglet, hvor materialernes sammensætning er skjult bag en lukket overflade. Denne her ny arkitektur, som de biogene materialer kan være en del af, det er en arkitektur, hvor vi nemmere kan fornemme hvad tingene er lavet af. Vi kan sanse dem, og materialerne kan ånde frit. Vi kan også se på dem og opleve, både hvordan de er bygget, men også hvordan de kan adskilles og bruges til noget nyt.
Frans Drewniak

I flere af mine egne projekter handler det således om igen at gøre byggeprocessen aflæselig i arkitekturen, så brugeren nemmere kan interagere både mentalt og rent fysisk.

Også i Better Building Blocks, som foreslår en byggeskik med blokke hvor man kan se, hvor man kan tilføje og trække fra, hvor og hvordan etagedækket ligger på ydermuren, og hvor døre og vinduer kan placeres. Det var det, jeg med følgende ordlyd forsøgte at beskrive i forbindelse med udstillingen Reset Materials på Copenhagen Contemporary sidste år: “Nogle af de her materialer er så tilgængelige, at vi kender dem, vi kan arbejde med dem, vi kan selv lave nogle af tingene, vi kan reparere det, vi kan forstå hvordan det er sat sammen, og derfor kan vi også være deltagende.”


ANDRE TILBLIVELSESPROCESSER?

Det slog mig ved den lejlighed på en helt kropslig måde, hvordan den amerikanske materialisme, som kræver køb af et stadigt større antal af produkter med stadig kortere mellemrum, er en antimaterialitet. Selve mængden af varer og den hyberforbrugende nødvendighed at kassere dem for at skaffe plads til nye, skjuler materiens vitalitet.
Jane Bennett

Jeg spekulerer på, hvilke alternative produktionsmåder der er nødvendige for at omfavne eksperimenter, og en dybere omsorg for materialer, end i et dominerende kommercielt marked.

Jeg foreslår, at dette kunne være en af de primære opmærksomheder som er fælles for en ny generation af arkitekter, som er mere bevidste om de planetære grænser. En generation der insisterer på, at alternative processer er nøglen til at genforbinde os med materialer og konstruktioner.

Mens jeg skriver, toner byggepladsbilleder af Thoravej 29 i Københavns Nordvestkvarter, Pihlmann Architects transformationsprojekt for Bikubenfonden, frem på min telefon. Jeg glædes over at se, at det rent faktisk er de blottede TT-dæk-elementer, som er skåret fri og vippet ned for at give den rumlige forbindelse, sådan som visualiseringen også viste. Jeg tror faktisk på, at det bliver endnu mere interessant end på visualiseringen, når samlingen med det genbrugte dækelement skal løses, og kun helt kan løses på stedet, jf. citatet af Andrew Cleancy jeg refererede til i sidste afsnit.

I dette projekt er det, som i megen af den bedste arkitektur vi kender, igen begrænsningerne, der er frisættende. Måske er det den indbyggede modstand og et krævende dogme om, at genanvende så tæt på kilden så muligt, der gør, at projektet undslipper markedskræfternes dominerende køb-og-smid-væk-logik?

Om projektet skriver Pihlmann Architects:

Our aim is that Thoravej 29 will introduce something recognisable while at the same time pointing towards unconventional ways of creating architecture. We want to rethink a prevalent perception of architectural quality; to reveal that through careful and precise processing, value can be created from materials, components and re-used remains which are commonly deemed as worthless.
Pihlmann Architects

Et andet fremtrædende projekt som også er resultat af en visionær bygherreorganisation, er LOT 8 – Atelier Luma i Arles. Projektet, som er nyligt åbnet for offentligheden, er en ombygning af et tidligere togdepot, til et materialelaboratorium med diverse værksteder i tilknytning til Luma Foundation og museum. Stedet skal være et regionalt knudepunkt for lokal produktion af biobaserede materialer i det kystnære marskområde Camargue. I transformationen af remisebygningen, anvendes netop en række biobaserede materialer og stampet lerjord i vægkonstruktionerne. Projektet fører dermed idéer ud i livet som andre pionerer inden for feltet har advokeret for under betegnelsen bioregionalisme:“The goal is to eventually restore and maintain local natural systems such as watersheds, soil, habitats, and native ecosystems in the places where we live. Without retaining these features, human society can’t avoid being destructive to the basis of its own survival.”

I et oplæg på Copenhagen Contemporary fortalte Jan Boelen, Artistic director for Atelier Luma, om visionen og mantraet: “Materials are heavy and should stay local. People and ideas are light and should travel around.” I projektet undersøges det hvordan man for at minimere transport, kan bygge med materialer hentet inden for en radius af under 70 km, og hvordan man kan fastholde og skabe en divers udnyttelse af natur og landbrugsarealer som et alternativ til en stigende monokultur. I tråd med mantraet er idéerne derimod hentet fra et vidtforgrenet internationalt netværk af viden og kompetencer – bl. a. et samarbejde mellem engelske Assemble Studio og Belgiske B. C Architects.

Jan Boelen fortalte også, at de mange ukonventionelle materialesammensætninger og konstruktioner anvendt i projektet kun var muligt, fordi projektet var myndighedsgodkendt under en særlig fransk ordning for pionerprojekter kaldet Les guides de bonnes pratiques. En ordning, hvor andre krav end de gældende kan afprøves, før de finder vej til bygningsreglementet. Projektet har været i støbeskeen siden 2008, hvilket også viser, at det ikke er business as usual.

Meget tyder altså ikke overraskende på, at det, som vi har brug for mere af lige nu, primært finder vej uden for eller i periferien af det kommercielle marked og de normer, som regulerer det. Der skal øgede miljøkrav til, for at gøre et sådant nyt marked muligt. Men også andre barrierer truer en mere økologisk arkitektur. I artiklen Tectonics of Avoidance argumenterer Thomassen og Munch- Petersen for forenkling og udeladelse som en mere bæredygtig strategi end kompleksitet og tilføjelse, når vi skal se på bygningers miljøbelastning, såvel lige nu og her, som over deres samlede levetid.

Men de peger også på, at markedets logik modsiger forenkling af en stadigt mere kompleks byggeskik. For, som de formulerer det, er det svært at sælge ingenting. Sagt lidt forsimplet peger de på, at vi har fået gjort os afhængige af komplicerede tekniske løsninger. Løsninger, som i sig selv har et stort miljøaftryk, og som skal driftes og vedligeholdes, og hvis levetid er begrænset, før de tekniske systemer igen skal opdateres. Jf. citatet af Jane Bennett om “mængden af varer og den hyberforbrugende nødvendighed at kassere dem for at skaffe plads til nye”.

De peger også på, at en enklere og klogere byggeskik, som alternativ til den teknisk komplicerede, kræver, at vi tilfører den tidlige designproces mere viden og tværfaglighed.

This means that the cultural/functional, the measurable and the unmeasurable aspects of architecture needs to be addressed simultaneously. Furthermore, the material impacts, and reversible technical assembly (TOA1) needs to be addressed as well. It seems that Tectonic of Avoidance, though the goal is a simpler design, represents much more complex ideas and design processes.
Thomassen og Munch- Petersen

For at samle op på, hvilken betydning det har for en dialog om et byggestop, ja så taler jeg ikke her for at stoppe, men for at fortsætte på radikalt andre måder. De ovenfor givne eksempler har ikke ladet sig materialisere uden visionære og filantropiske fonde, og i eksemplet fra Arles fremgår måder, hvorpå man i Frankrig har gjort en alternativ praksis juridisk mulig. Thomassen og Munch-Petersen peger desuden på det socioøkonomiske problem ved den ellers oplagte forenkling i en mere økologisk byggeskik. Min egen erfaring på det område fortæller, at konsekvensen af Thomassen og Munch-Petersens udsagn er, at det bliver arkitektens og ingeniørens udfordring at få bygherren til at bekoste den tidlige og øgede rådgivningstid. Bygninger, der løser indeklima baseret på passive egenskaber, færre kubikmeter og miljøbelastende maskiner, skakte og rør, kræver større viden og tværfaglig indsats hele vejen fra idé til udførsel. På den måde skal vi altså honoreres for vores kompetencer og ikke, som det ellers er tilfældet, proportionalt med mængden af de ressourcer, vi forbruger.


MATERIENS VITALITET

Kunsthåndværkerens ønske om at vide hvad materialet kan, i modsætning til forskerens ønske om at vide hvad metal er for noget, giver førstnævnte mulighed for at udpege et liv i materialet og dermed i sidste ende at arbejde mere produktivt sammen med det.
Jane Bennett

I de foregående afsnit har jeg, med udgangspunkt i bl.a. Rosa og Bennet, primært refereret til tilblivelsesprocesser og måder at bygge på, som kommer i skred under vægten af de altoverstigende miljøkonsekvenser vi oplever for øjnene af os. I dette afsnit vil jeg meget kort også berøre betydningen af vores omgang med selve materialerne og hvordan vores forhold til dem ændrer sig med en stigende bevidsthed om de planetære grænser.

Det er i sig selv et meget omfattende og spændende emne, som bl.a. er diskuteret som en del af New Materialisme, der Ifølge Diana Coole dækker en lang række tilgange, som det til fælles har at “…explain how and why matter matters, to explore novel forms of contemporary materiality and to pose questions about the nature of the material world in ways that challenge existing ideas about society and the human.”

Ved et symposium på Arkitektskolen i Aarhus 2022 præsenterede jeg en artikel med titlen Materialness, hvori jeg pegede på forskellige måder andre fornemmelser for materialitet udspringer af en stigende miljøbevidsthed. Også i tilfælde hvor værkerne ikke nødvendigvis er formuleret i den ånd. Her kan man finde flere eksempler af billedkunstner Mikael Heizer, Jørn Utzon, Miralles & Pinos, TEd’A, Aulets og Johansen og Skovsted.

Jeg vil dog for korthedens skyld her kun gennemgå ét eksempel; Columns Worth Stealing, som jeg har følt på min egen krop. Columns Worth Stealing udsprang af en treårig bevilling fra Statens Kunstfond til at facilitere det, der i min ansøgning hed Når materialet svarer igen. Jeg havde fået støtte, fordi jeg ville se på modsvar til den mangel på eksperimenter og overraskelser, jeg fandt i de store og dominerende tegnestuers arbejde. Jeg valgte at arbejde med ler og store keramiske elementer, der kunne stables til søjler. Et tema lånt fra Constantin Brancusis Den endeløse søjle.

Projektets titel Columns Worth Stealing refererede til idéen om spolia, hvor bygningselementer fra antikken blev højt værdsat i bygningen af Roms første kristne kirker. Titlen på værket refererer til, at spolia (på dansk: et spolie) oprindeligt betød rov eller forskellige former for krigsbytte, og siden blev den almindelige betegnelse for bygningsdele eller skulpturer taget fra én sammenhæng, og genbrugt et nyt sted og ofte på en ny måde. Jeg ville undersøge, hvordan man kunne fremstille en bærende søjle af stablede teglelementer skabt så tiltalende og skøn, at den spillede en hovedrolle i rummet, aldrig ville blive tildækket, og at den ville overleve selv nedrivning – og dermed leve videre som spolia i nye bygninger.

Uden tidligere erfaring som keramiker indså jeg hurtigt, at når man arbejder med ler og keramik, arbejder man med et levende materiale, hvor det uforudsete snarere er reglen end undtagelsen. Enhver mindre ændring i blanding, tykkelse, temperatur mm. vil resultere i pludselige ændringer i farve, porøsitet, form og så videre. Som et eksempel skyldtes vores mest foretrukne farve på nogle af elementerne et sjældent ekstrakt af salt på overfladen. En kvalitet, som vi aldrig helt ville kunne rekonstruere. I processen, der foregik på Statens værksteder, blev der brugt forskellige typer ler. Strøyers murstensler fra Fyn blandet med papiruld, der ved afbrænding giver porøsitet og lethed. Både struktur og farve af det brændte ler blotlægger det oprindelige indhold af kalk, marine fossiler og mineraler i råmaterialet. Og jeg oplevede i processen en følelse af forbundethed i kontakt med materialerne, som grundlæggende er resultat af, hvordan Danmark opstod som landområde, efter at isen havde trukket sig tilbage og efterladt værdifulde mineraler fra de nordiske fjelde. En kvalitet ved mine tromler af brændt og ubrændt ler, som jeg mener Laura Stamers fremkalder i sit fotografi.[Ill. 4]

Most bricks and tiles nowadays are made by mass production techniques, and the once small, local brickworks have been centralised into a few large production facilities. The link between brick buildings and the colour and quality of the local soil has been lost. Ironically, handmade bricks, with their variation in shape and colour, are becoming popular for quality bespoke projects.
Harris & Borer

Det, som Harris & Borer her problematiserer, er, at den rigdom i tekstur og farver, som før var stedbunden i en lokal produktion, nu søges genskabt og solgt til brugerne som et rent simulacrum.

Således åbner erkendelser i de helt nære eksperimenter også for forståelsen af, hvad der kan være vigtige spørgsmål om den danske teglbranches fremtid. Sidst i det 19. århundrede var der mere end 900 teglværker i drift, fordelt over hele landet. Og som Harris & Borer påpeger, var murstensarkitekturen tidligere knyttet til selve stedet og jorden, hvorfra dens materiale blev udgravet, og arkitekturen opstod. Centraliseringen af dansk teglindustri er nu så ekstrem, at den med de seneste virksomhedsopkøb i 2023 er på meget få hænder. Med de øgede krav til levetidsvurderinger inkl. transport, kunne man drømme om, at det trods de hårde konkurrencevilkår igen kunne give mening for samfundet at understøtte nye former for lokal produktion.

I 2018 tegnede to af mine studerende Teglets kredsløb – En materialebørs i Odsherred, hvor det nedlagte og uhyre smukke Asnæs teglværk blev omdannet til ny, lokalt forankret virksomhed for indsamling og genanvendelse af tegl. Med udgangspunkt i eksemplet fra initiativerne omkring Atelier Luma, ville et reelt bæredygtigt samfund kunne genanvende de smukke gamle teglværker til innovation af en ny byggeskik, med anvendelse af alt godt fra jorden; stampet lerjord, brændte og ubrændte lersten, murblokke, bygningskeramik og kalkprodukter. Bedre og klogere måder, hvorpå en enklere og sundere byggeskik igen kunne indfinde sig. Og med bedre opfyldelse af de behov for beboelighed, som livet på jorden kalder på.


MATERIALNESS

Jeg vil her kort sammenfatte hvordan opmærksomheder om At blive i besværet, Trivsel, Resonans, Andre tilblivelsesprocesser og Materiens vitalitet er instruktive i min egen kunstneriske udviklingsproces, og kan indgå i en diskussion med arkitektstuderende og andre udøvende arkitekter.

Mit begreb Materialness er inspireret af noget, som arkitekterne Alice og Peter Smithson har skrevet om. I slutningen af 1980'erne, da de så tilbage på deres arbejde fra begyndelsen af ​​1950'erne, beskrev de, at de dengang forudså en ændring af værdier i efterkrigstidens samfund, og at de ville diskutere, hvad de kaldte The woodness of wood og The sandiness of sand, forstået som et alternativ til det materielle simulacrum af billige efterkrigsmaterialer som f. eks. plastfiner i de nye bilers interiør.

Forstået som i et personligt arkiv, samler jeg under Materialness forskellige erfaringer, strategier, viden og præferencer om hvordan vi med Hartmut Rosas ord igen kan føle os rørte, bevægede og levende.

Hordan vi med Marianne Kroghs formulering kan “skabe fortællinger og billeder af nye, attraktive fremtider samt at formidle nødvendigheden af alt dette ved hjælp af protagonisten i enhver form for bosætning: materialer.”

Og som jeg har prøvet at forklare; ikke en arkitektur, der foregiver at skulle redde os (fra hvem, hvad?), men snarere giver os værktøjer og lyst til at leve på en skadet planet og påvirke dens færd i en mere positiv retning for flere.

Jeg har også prøvet at illustrere hvorfor en sådan æstetik lige nu finder vej uden for eller i periferien af det kommercielle marked og de normer, som regulerer det. Og hvordan vi må værdsætte de eksperimenter en ny generation af arkitekter arbejder med her, indtil et nyt og bredere marked kan opstå.

Og afsluttende har jeg, om ændringer af vores forhold til materialerne, argumenteret for at, at det at blive konfronteret og føle sig medskyldig i en miljøkrise så direkte forbundet med vores brug og misbrug af ressourcer medfører en øget følsomhed over for tegn på vores fælles oprindelse, geologiske tid og frembringelsesprocessor.

For mange, som lige nu kæmper med et utilstrækkeligt bygningsreglement og en rå økonomisk virkelighed i byggeriet, kan nogle af de ting, jeg har beskrevet her, forekomme fjerne og afsondret fra deres virkelighed. Men jeg oplever, at de kunstneriske udviklingsprojekter og forskning, der lige nu sker på tværs af det Kongelige Akademi inkl. samarbejder internt og ekstern, i den grad har relevans for de plurale virkelighedsscenarier, som kommer stormende lige imod os.

På UIA-verdens kongressen 2024 i København hørte jeg geolog Mimik Rosing minde om, at enhver menneskelig aktivitet producerer kuldioxid. Og hermed introducerer han for mig en skepsis omkring at stoppe helt op. Vil vi som arkitekter have indflydelse på, hvad der lige nu er et accelererende forbrug af ressourcer, gør vi det bedst, er det min påstand, gennem en skønnere, sundere, renere og mere meningsfuld praksis.

En skaben, som kræver kendskab til historie og kultur. En nærværende og viser det sig i ovenstående eksempler markedskritisk, eksperimentel, involverende og plural praksis. Og jeg finder, at det også er den for vores tid nødvendige refleksion og praksis, som fremstår som et æstetisk befriende alternativ til det overforbrug, der lige nu må synes absurd og uskønt.

–

Frans Drewniak er arkitekt, lektor med undervisning og kunstnerisk udviklingsvirksomhed på Det Kongelige Akademi, Institut for Bygningskunst og Teknologi og medlem af Akademiraadet. Igennem egne værker, udstillinger, artikler og bøger indgår han en kritisk diskussion om arkitektur og dets kunstneriske dimension i et miljø- og ressourceperspektiv. Frans Drewniak har på Det Kongelige Akademi initieret flere kandidatprogrammer med fokus på arkitektur og økologi, og underviser i dag på bachelorprogrammet Arkitekturens anatomi & fabrikation og kandidatprogrammet Arkitekturens Teknologi. Hans seneste installation, Better Building Blocks, kan ses på Form/Design Center i Malmø frem til 2. Juni 2024.

NOTER
  1. “Making Concrete Change: Innovation in Low-carbon Cement and Concrete”, chathamhouse.org, tilgået 17. marts 2024, https://www.chathamhouse.org/2018/06/making-con

  2. “Planetary boundaries”, stockholmresilience.org, tilgået 20. februar, https://www.stockholmresilience.org/research/planetary-boundaries.html

  3. Biobaserede materialer, er ressourcer som kommer fra naturlige miljøer såsom skoven, landbruget og havet. Det er ressourcer, som er fornybare og kan dyrkes og høstes årligt inden for rammerne for gendannelse. Erik Trang, Søren Dyck-Madsen, Michael H. Nielsen og Christian Jarby, Anvendelse af biobaserede byggematerialer, (København: Concito. 2023), 2.

  4. “Om Reduction Roadmap,” Reduction Roadmap, tilgået 20.februar, 2024, https://reductionroadmap.dk/reduction-roadmap

  5. Bruno Latour & Nikolaj Schulz, Notat om den nye økologiske klasse, (København: Hans Reitzels Forlag. 2022), 12.

  6. Marianne Krogh, Introduktion, i Reset Materials. Towards Sustainable Architecture, (København: Arkitektens Forlag. 2023), 25.

  7. Peter Bertram, Intuitiv Metode, (København: Kunstakademiets Arkitektskole. 2009), 8.

  8. Columns Worth Stealing ved Frans Drewniak. Var en undersøgelse støttet af Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling 2024

  9. Reset Materials. Nælde, hamp, hør og ålegræs ved Frans Drewniak og Sara Martinsen, En undersøgelse og udstilling støttet af Dreyers Fond og med Arkitektforeningens medvirke udstillet på Copenhagen Contemporary, 2024

  10. Better Building Blocks ved Frans Drewniak. Er en igangværende KUV og forskningsparaply om fremtiden for den danske teglindustri. Projektet med bidrag fra Lektor Nini Leimand, teknologiinstruktør Mikael Jackson, Cand. Tech. Arch. Frederik Lauge Jørgensen og Cand. Tech. Arch Bo Andersen udstillet på Planetary Boundaries, Det kongelige Akademi 2023-2024.

  11. Anna L. Tsing, The Mushroom at the End of the World. On the Possibility of Life in Capitalist Ruins (Princeton: University Press. 2021), 27

  12. Donna J. Haraway, At blive i besværet. Om at skabe slægt i Chthulucæn, (København: Forlaget Mindspace. 2021), 115

  13. Ibid., 161.

  14. Donna J. Haraway, Staying with the Trouble, i “Vi skal gøre det hele på en gang”, ed. Rune Lykkeberg (København: Strandberg Publishing, 2023), 94-99

  15. Aldo Ross, A Scientific Autobiography, (Cambridge: MIT Press. 1981), forord uden sideangivelse

  16. Santiago De Molina, Material in Play. A Conversation with TEd’A A Arquitectes, i El Croquis 196 (Madrid: El Croquis, 2018), 11.

  17. Erik Trang, Søren Dyck-Madsen, Michael H. Nielsen og Christian Jarby, Anvendelse af biobaserede byggematerialer, (København: Concito. 2023), 2.

  18. Peter Sørensen, “Løsningen på klimakrisen er ikke bare at stoppe væksten,” Politikken, 19. oktober, 2023

  19. Ibid

  20. Bruno Latour & Nikolaj Schulz, Notat om den nye økologiske klasse, (København: Hans Reitzels Forlag. 2022), 22.

  21. Ibid., 23.

  22. Ibid., 43.

  23. Ibid., 61.

  24. Lotte Folke Kaarsholm, “Vi skal genopfinde det socialdemokratiske projekt uden det massive pres på vores klode”, Politikken, 20 januar, 2024, 3.

  25. Ibid.

  26. Hartmut Rosa, Det ukontrollerbare, (København: Eksistensen. 2021), 28.

  27. Ibid., 110-116.

  28. Hartmut Rosa, “How growth enters our imaginaries and how we may get rid of it”, Lecture at Degrowth Conference 2014,Leipzig,video, 19:53, https://www.youtube.com/watch?app=desktop&v=XCLPpU0hSUw

  29. Silvian Cebrían Renedo, Fernando Távora. A new modernity between CIAM and TEAM 10, i Team Ten Farwest, ed. Pedro Baía, (Porto: Circo de Ideias, 2019), 34.

  30. Ralph Knowles, Ritual House. Drawing on Nature’s Rhythms for Architecture and Urban Design, (Washington DC: Island Press. 2006), 5

  31. Andrew Cleancy, “Lost Armatures and Found Forms: Conversation and the contingent in the making of work by Clancy Moore Architects, (PhD diss., RMIT Univercity, 2017). 4.

  32. Ibid., 4-154

  33. “Line Barfod: København skal gøre renovering og ombygning til reglen og nedrivning og nybyg til undtagelsen”, Byrumsmonotor.dk, tilgået 20. februar, 2024, https://byrummonitor.dk/Debat/art9650315/K%C3%B8benhavn-skal-g%C3%B8re-renovering-og-ombygning-til-reglen-og-nedrivning-og-nybyg-til-undtagelsen

  34. “Amaliegade 34”, Et afgangsprojekt af Arkitekt Asker Højlund Olsen der diskurer alternativer til nedrivning, KTR, Det Kongelige Akademi, Mød de nye Kandidater, tilgået 20 februar,https://kglakademi.dk/project/et-alternativ-paa-amaliegade-44

  35. Frans Drewniak, Nælde, hamp, hør og ålegræs, i Reset Materials, ed. Chrissie Muhr, (København: Arkitektens Forlag. 2023), 79.

  36. Ibid.

  37. Jane Bennett, Levende materialitet. Tingenes politiske økologi, (København: Forlaget Mindspace. 2021), 40.

  38. “Om Thoravej 21”, Pihlmann Architects, tilgået 20.februar, 2024, https://www.instagram.com/p/CYbR_Snszc5/

  39. “Renovation of the former 'Magasin Electrique' of the French railway company SNCF”, BC architects & studies & materials, tilgået 5.februar, 2024, https://bc-as.org/projects/lot-8

  40. Peter Berg, Envisioning Sustainability, (San Francisco: San Francisco: Subculture Books. 2009)

  41. “Stay Local for Goodness Sake”, DAMN Magazine, tilgået 20.februar, 2024, https://www.damnmagazine.net/stay-local-for-goodness-sake

  42. “Les guides de bonnes pratiques”, Ministère de la Transition Écologique et de la Cohésion des Territoires, Målet med denne ministerielle ordning er at give anbefalinger og specifikationer, der muliggør opførelse og vedligeholdelse af jordkonstruktioner, der lever op til forventningerne med hensyn til stabilitet, brug, holdbarhed mv., tilgået 20 februar, https://www.asterre.org/la-terre-crue/ressources-documentaires/les-guides-de-bonnes-pratiques

  43. Mikkel Thomassen og Pelle Munch-Petersen, Tectonics of Avoidance, Paper I, IOP Conference Series: Earth and Environmental Science, Volume 855, Crossing Boundaries 2021 24-25th March 2021, Virtual, Netherland, 1.

  44. Ibid., 2.

  45. Jane Bennett, Levende materialitet. Tingenes politiske økologi, (København: Forlaget Mindspace. 2021), 40.

  46. Mikkel Thomassen og Pelle Munch-Petersen, Tectonics of Avoidance, Paper I, IOP Conference Series: Earth and Environmental Science, Volume 855, Crossing Boundaries 2021 24-25th March 2021, Virtual, Netherland, 4.

  47. Jane Bennett, Levende materialitet. Tingenes politiske økologi, (København: Forlaget Mindspace. 2021), 130.

  48. Diana Coole, New Materialisme, i Connectedness – An Incomplete Encyclopedia of the Anthropocene, ed. Marianne Kogh (København, Strandberg Publishing 2020), 270.

  49. Frans Drewniak, “Materialness”, Escandinavia Symposium, Arkitektskolen Aarhus, 2022.Proceedings blev ikke publiceret pga. manglende finaciering men artiklen kan tilgås her: https://www.dropbox.com/scl/fi/iomvqfz5to1dib5e17bdf/MATERIALNESS_FD100822.pdf?rlkey=cyogv821rj32hofphhvct0ses&dl=0

  50. Maria Fabrisius Hansen, The spolia churches of Rome: Recycling antiquity in the Middle Ages., (Aarhus: Aarhus Universitety Press. 2015), 9-82

  51. Cindy Harris og Pat Borer, The Whole House Book: Ecological Building Design and Materials, (Machynlleth: Centre for Alternative Technology, 2001), 148.

  52. “Teglværker fra 1800-2023”, Teglhistorie.dk, tilgået 20.februar, 2024, https://teglhistorie.dk/bogserien-danmarks-teglvaerker/teglvaerker-fra-1800-2020/

  53. Ibid.

  54. Julie Meiland Hansen og Magnus Aamand Lindquist, Kandidatprojektet, Det Kongelige Akademi, Bosætning, Økologi og Tektonik, Teglets kredsløb - En materialebørs i Odsherred, 2018

  55. David Robbins, The Independent Group: Postwar Britain and the aesthetics of plenty (Cambridge, MA: MIT Press, 1990), 201-3.

  56. Marianne Krogh, Introduktion, i Reset Materials. Towards Sustainable Architecture, (København: Arkitektens Forlag. 2023), 25.

Ill. 1. Columns Worth Stealing, Charlottenborg Forårsudstilling 2020, Frans Drewniak, Foto: Charlottenborg Fonden

Ill. 2. Columns Worth Stealing, Proces på Statens Værksteder 2019, Frans Drewniak, Foto: Frans Drewniak

Ill. 3. Columns Worth Stealing, I atelier Formeriet, Statens Værksteder 2019, Frans Drewniak, Foto: Frans Drewniak

Ill. 4. Columns Worth Stealing, Galleri Yonobi 2020, Frans Drewniak, Foto: Laura Stamer

Ill. 5. Reset Materials, Copenhagen Contemporary 2023, Frans Drewniak og Sara Martinsen, Foto: Hampus Per

Ill. 6. Reset Materials, Copenhagen Contemporary 2023, Frans Drewniak og Sara Martinsen, Foto: Frans Drewniak

Ill. 7. Reset Materials, Copenhagen Contemporary 2023, Frans Drewniak og Sara Martinsen, Foto: Frans Drewniak

Ill. 8. Better Building Blocks, Planetary Boundaries, Det Kongelige Akademi 2023-2024, Frans Drewniak, Nini Leimand, Mikael Jacson, Frederik Lauge Jørgensen og Bo Andersen, Foto: Frans Drewniak

Ill. 9. Better Building Blocks, Planetary Boundaries, Det Kongelige Akademi 2023-2024, Frans Drewniak, Nini Leimand, Mikael Jacson, Frederik Lauge Jørgensen og Bo Andersen, Foto: Frans Drewniak

Ill. 10. Better Building Blocks, Planetary Boundaries, Det Kongelige Akademi 2023-2024, Frans Drewniak, Nini Leimand, Mikael Jacson, Frederik Lauge Jørgensen og Bo Andersen, Foto: Frans Drewniak

Created at 21:10 22.11.2026