Print this page to PDF (CMD + P) to save a copy of this issue.
Magasin for Bygningskunst og Kultur
Nr. 8, 2024
Mostars symbolske genopbygning

Villads van Toorn Brix

12 min


Da krigshandlingerne fra det tidligere Jugoslavien spredte sig til Mostar i Bosnien-Hercegovina, led byens ottomanske arkitektur store skader. Efter krigen blev genopbygningen af bydelen Stari Grad, som stammer fra perioden mellem 1470–1620, til et politisk projekt, hvor internationale organisationer forsøgte at skabe forsoning mellem den borgerkrigshærgede befolkning gennem genopbygningen. Især rekonstruktionen af den ikoniske bro Stari Most blev iscenesat som et symbol på forsoning og sameksistens [ill. 1].

Som følge af Dayton-fredsaftalen blev det besluttet, med UNESCO som ledende kraft, at Stari Grad og Stari Most skulle rekonstrueres til deres tilstand fra før krigen. I 2005 blev området desuden optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. I verdensarvskomiteens nomination af bydelen beskrives genopbygningen af broerne som en helende forsoningshandling, og arkitekturen bliver en slags stedsliggørelse af multikulturalismen:

The Old Bridge area, with its pre-Ottoman, eastern Ottoman, Mediterranean and western European architectural features is an outstanding example of a multicultural urban settlement. The reconstructed Old Bridge and Old City of Mostar are a symbol of reconciliation, international cooperation and of the coexistence of diverse cultural, ethnic and religious communities.

I dokumentet fremhæves Stari Grad yderligere som “…an exceptional and universal symbol of coexistence of communities from diverse cultural, ethnic and religious backgrounds.” Byen får i denne sammenhæng ikke kun værdi som et lokalt fredssymbol, men bliver også trukket ind i et globalt narrativ med idealer om globalisme og transnational multikulturalisme. Ligeledes står der i Verdensbankens finansieringsrapport: “…by promoting reconciliation and mutual respect for a common heritage, the project will attempt to reinforce prospects for a lasting peace”. Begge citater synes at simplificere forsoning og forbinde fredsprocessen direkte med restaureringsarbejdet, formentlig gennem troen på, at konflikten vil blive nedtonet, når den ikke længere er synlig i bybilledet, samt en oprigtig tro på at broen repræsenterede det multikulturelle Mostar.

Broen som et universelt symbol for fred og enhed synes imidlertid at have sløret forståelsen for de reelle skillelinjer og konflikter, der udspillede sig i Mostar efter krigen. Ved at overlejre kortmateriale bliver det synligt, hvordan byens historiske udvikling er forankret i byplan og arkitektur, og hvordan bystrukturen og historiske tilknytninger bliver vigtige faktorer for borgerkrigens geografi og beboernes tilknytning til steder i byen.


MOSTARS HISTORISKE UDVIKLING

Forenklet set er Moster præget af dels ottomansk, østrig-ungarsk og senest den jugoslaviske indflydelse. Byens demografi er ligeledes påvirket af denne udvikling, og før krigen bestod befolkningssammensætningen af cirka: 35% bosniske muslimer, 34% kroater protestanter, 19% ortodokse serbere og 12% andre. Selvom der på grund af religiøs kulturarv er en forbindelse mellem bosniakkerne og den ottomanske kulturarv samt kroaterne og den østrig-ungarske, var dette ikke definerende for bosættelsesmønstre før krigen [ill. 2]. I 1993 bryder anden fase af krigen ud. Et markant aspekt af denne del af krigen var HVO's (Croatian Defence Council) tvangsflytning af den bosniakkiske befolkning til den østlige del af Mostar, hvilket ifølge Amnesty International på sigt førte til en etnisk segregering af byen langs krigens frontlinje.

Sammenligner vi kort over byens historiske udvikling og frontlinjen i krigen [ill. 3], ses det, at frontlinjen kom til at følge de arkitektoniske skillelinjer. Kroaterne boede nu i den østrig-ungarske bydel på den vestlige side af frontlinjen og bosniakkerne i den østlige osmanniske bydel. Den serbiske og jødiske del af befolkningen forsvandt næsten helt fra byen i samme periode. Tvangsflytningerne, de generelle etniske konflikter og krigshandlingerne resulterede i en etnisk segregering i Mostar på hver side af frontlinjen [ill. 4], en segregering som grundet frontlinjens placering mellem den østrig-ungarske bydel og den ottomanske også blev forankret i arkitekturen.

Zeid A. Kassouha, som har bedrevet forskning inden for turisme og geopolitik ved Universitetet i Avignon, argumenterer for, at frontlinjens placering var med til at styrke de etniske gruppers tilhørsforhold til de arkitektoniske stilperioder, der var repræsenteret på deres side af frontlinjen. “The fact that the opposing side during the conflict participated in the destruction of this cultural heritage, reinforces the Bosniaks’ attachment to these places, as ‘guardians of the temple”. Denne splittelse blev mejslet i sten, da Stari Most i november 1993 blev sprængt i stykker af HVO, den kroatiske militærstyrke. Arkitekten Arna Mačkić, der flygtede fra Mostar under krigen, beskriver begivenheden med følgende vendinger: “An attack on this bridge would be a violation of the concept of multi-ethnicity. If the bridge disappeared, Mostar would cease to exist since the soul of the city would be lost […] When the bridge was ultimately destroyed, the city took its last breath. The city turned out to be mortal: the city was dead”.

Udfordringen ved det grundlæggende økonomiske udgangspunkt for genopbygningsarbejdet var, at de private aktører, som investerede penge i projekterne, lagde stor vægt på stedernes symbolske betydning. Man var bange for at signalere sympati med en af krigens parter og ledte derfor efter et projekt, der kunne repræsentere fortællingen om byens historiske sameksistens og forsoning. Ændringerne i byens demografi og den ændrede symbolværdi i byens arkitektur synes dog at være blevet ignoreret eller i bedste fald overset, da UNESCO udarbejdede deres restaureringsplaner og udnævnte den gamle bydel til verdensarv. Ved at overlejre kortmateriale kan man se, at fredningsarealerne for UNESCO’s kvalificering næsten udelukkende inkluderer arkitektur fra ottomansk tid. Samtidig flugter fredningslinjerne absurd nok med frontlinjen fra krigen og inkluderer derfor kun de områder, som blev affilieret med det østlige bosniakiske Mostar [ill. 5]. Den britiske kulturarvs redaktør Helen Walasek redegør i antologien Bosnia and the Destruction of Cultural Heritage netop for denne fejltolkning. Her fortæller hun anekdotisk, hvordan:

…the [local] UNESCO representative was discouraging, telling the group there was little point becoming involved with the bridge’s reconstruction as it did not reconnect Muslims and Catholic Croats at all, but only Muslims with Muslims. The deputation was undeterred. Like most international doners and supporters of the project, they were willing to ignore this inconvenient reality in their enthusiasm for the Old Bridge’s symbolism.


ISCENESÆTTELSEN AF GENOPBYGNINGEN

Måske vel vidende at projektets symbolværdi hang i en tynd tråd, blev der arbejdet effektivt på iscenesættelsen af projektet. Her kom især broen Stari Most i fokus. Broen som et universelt symbol for fred passede umiddelbart godt ind i narrativet om projektets forsonende intention. Dette udtrykkes eksempelvis i UNESCO’s magasin Museum International i december 2004: “…bridges are part of the life of a city because they often represent a historical connection between people. Indeed, the reconstruction of the bridge and towers was an essential step in repairing the social fabric torn by the cruelty of war”. Det skal bemærkes, at broen før krigen faktisk var centrum for en unik tradition for udspring, hvor borgere fra alle etniske grupper udførte spring fra broens top. Denne historie synes at passe godt ind i iscenesættelsen af broens betydning for byen, og man forsøgte derfor at rekonstruere denne virkelighed ved fysisk at rekonstruere byen og broen fuldstændig til tilstanden før krigen. For at underbygge genopbygningens symbolske narrativ om forsoning og sameksistens blev broen helt fysisk bygget af både kroatiske og bosniske krigsveteraner, og da åbningsceremonien begynder med EU’s hymne Ode An die Freude efterfulgt af relativt stereotype gengivelser af nationaldanse fra alverdens lande, bliver broen ikke kun et symbol på forsoning i Mostar, men også på idealet om globaliseret sameksistens i den moderne verden.

Selvom den gamle bydel primært er domineret af ottomansk arkitektur, findes der stadig enkelte bygningsværker, som stammer fra den østrig-ungarske periode. Ved at sammenfatte kortmateriale med billededata fra byen har jeg her sammensat en oversigt over, hvad der er sket med nogle af de østrig-ungarske bygningsværker, der er placeret i den UNESCO-fredede del af byen [ill. 6]. Som man kan se, er en høj andel af bygningerne stadig i ruiner. Faktisk stammer størstedelen af de tilbageværende ruiner i den gamle bydel fra negligerede østrig-ungarske bygningsværker. De få bygninger, der er blevet genopbygget, huser i dag funktioner, der understøtter den orientalske turistfortælling om byen, eksempelvis som turistkontor, Airbnb, et motel for autocampere og et tyrkisk kulturinstitut. Selvom UNESCO-fredningen og nomineringen reelt skulle afspejle byens multikulturelle historie og sameksistens, er det altså i praksis kun den ottomanske arkitektur og få bygningsværker fra andre tidsperioder, der er blevet rekonstrueret.

Fredningen af den ottomanske bydel førte til en yderligere forskydning af den visuelle adskillelse i byen. Mens bosniakkerne i den gamle bydel var underlagt stramme fredningsbestemmelser fra UNESCO, var den kroatiske del af byen ikke underlagt nogen sådanne restriktioner. Dette faktum kombineret med den tiltagende turisme i byen, resulterede i en øget orientalisering af den bosniske del af byen [ill. 7]. Samtidig blev den kroatiske del af byen præget af monumentale- og symbolprægede bygningsværker, især i forbindelse med den opførte religiøse arkitektur [ill. 8].

Den mest monumentale arkitektoniske skillelinje findes i dag stadig, hvor frontlinjen gik under krigen. Mens der blev brugt enorme summer på genopbygningen af den ottomanske bydel, blev genopbygningsarbejdet i dette område stort set ignoreret. Udover anlæggelsen af en firsporet vej finansieret af Holland er området stadig i ruiner og fremstår som et åbent sår, der visuelt fastholder fortællingen om den segregerede by, hvor bosniakkerne bor på den ene side af frontlinjen og kroaterne på den anden [ill. 9, 10]. At selve krigens frontlinje bliver ignoreret i genopbygningsarbejdet, og derfor fastholder Mostars demografi i en illusion om et østligt og vestligt Mostar, illustrerer UNESCO’s og de andre internationale aktørers mistolkning af den reelle situation i byen. Dette afslører problemet med den symbolprægede genopbygningsstrategi, som blev båret frem af internationale og private aktører.

UNESCO’s arbejde med rekonstruktionen af hele den gamle bydel synes at trække på idealer fra efterkrigstidens stedsforståelse eksempelvis ved at idealisere den stedspecifikke arkitektur skabt i symbiose med landskabet. Dette bliver især tydeligt ved den stærke symbolske værdi, der tilskrives broen Stari Most. Argumenterne for en komplet rekonstruktion af bydelen, hvor krigens ar og den nyere historie udviskes, kan yderligere relateres til idealiseringen af byen i dens grundform og ønsket om at fastfryse denne 'naturlige' tilstand. I verdensbankens afsluttende opgørelse over projektet bliver der udover en kommentar om en formodet 'opnået forsoning' ikke lagt skjul på, at intentionen med projektet i høj grad var at skabe økonomisk vækst ved at gøre den gamle bydel til et attraktivt turistmål. En intention der på sin vis afslører projektets underliggende neoliberale udgangspunkt, hvor økonomisk vækst bliver en slags garanti for fred [ill. 11].

Mačkić reflekterer i Mortal Cities, Forgotten Memories over, hvordan rekonstruktionen af Stari Most har påvirket byens læsbarhed og folks mulighed for at relatere til byen:

…the demolition of the old bridge was to many inhabitants of Mostar a symbol of the annihilation of the city, which is denied by the new version. Copying the bridge at another moment in time suggests the intention of wanting to erase the entire era of the war and taking a leap backwards in time. However, by creating a historical copy and inserting it into the present, the bridge’s users will only remain at a distance, as they will be unable to relate to it, because it is not an ‘honest’ approach to its recent history.


KONKLUSION

UNESCO's tilgang til genopbygning kan opfattes som en kurateret, museumslignede tilstand, hvor et sted udvælges og 'fastfryses' for at understøtte en specifik historiefortælling. Denne praksis indebærer en tilsidesættelse af alle historiske spor, der ikke stemmer overens med den valgte narrative ramme. Når en sådan strategi implementeres på hele byområder, som det var tilfældet i Mostar, hvor spor fra væsentlige historiske begivenheders fjernes, rejser det spørgsmål om, hvilke fortællinger der gives plads til i vores byer, og hvem der har magten til at vælge disse. Mačkić argumenterer for, at denne tilgang er uærlig, da den skaber en iscenesat fortælling, der benægter byens nyere historie, og forsøger at forene en splittet befolkning ved at fjerne synlige spor af konflikten og skabe et falskt harmonisk narrativ.

Rekonstruktionen af Mostar resulterede i, at krigens visuelle forekomst i dele af byen, blev koncentreret omkring monumenter. Forsøget på at dominere den kollektive erindring igennem rejsningen af monumenter har siden ført til genopblussen af konflikten i efterkrigstiden, da monumenter i deres natur er fortolkninger af historien [ill. 12]. I modsætning hertil kan ændringer og spor i byens arkitektur og bybillede ses som mere objektive historiefortællinger, der afspejler konkrete historiske handlinger og dermed på en anden måde end monumenter skaber rum for erindring og øger byens historiske læsbarhed både for lokalbefolkningen og besøgende. Dette udelukker ikke, at genopbygningsarbejdet kan udgøre en vigtig del af en forsoningsproces, men en tilgang med fuldstændig rekonstruktion indebærer risikoen for at skabe en kløft mellem befolkningens erindringer om byen og deres fysiske oplevelse af den.

Selvom hensigten med fredningsprojektet var at genoprette et sted, der tidligere symboliserede den multietniske sameksistens, synes de involverede parter at have overset de demografiske og psykologiske ændringer, som krigen medførte. I iveren efter at rekonstruere broen Stari Most og genoplive byens tidligere arkitektoniske værdier, blev byens faktiske skillelinjer ignoreret, hvilket resulterede i en genopbygning, der muligvis kan have medvirket til at fastholde den segregerede bystruktur. Projektet ser ud til at overse, at genopbygningen af krigshærgede urbane miljøer er en dybt politiseret og symbolsk proces, som er afgørende for både historiefortællingen og byens læselighed, da udviskningen af byens nyere historie kan føre til en distancering mellem befolkningen og dens omgivelser. På trods af gode intentioner kan man argumentere for, at UNESCO’s projekt kan have medvirket til at opretholde en segmenteret status quo mellem byens etniske grupper, mens den gamle bydel Stari Grad og broen Stari Most er blevet et overfladisk 'ikke-sted', som hovedsageligt har turistmæssig værdi og distancerer sig fra byens komplekse nutidige identitet.


–
Villads van Toorn Brix er studerende på bachelorprogrammet Finder Sted. I 2022 besøgte han Mostar, hvor han boede hos en bosnisk familie nær den tidligere frontlinje. Denne oplevelse inspirerede senere til en skriftlig eksamen på studiet, som siden er blevet yderligere udfoldet i denne tekst.
NOTER
  1. UNESCO. Nomination for Inscription on the World Heritage List, The Old Bridge Area of the Old City of Mostar, 2005. Accessed November 18, 2024,https://whc.unesco.org/uploads/nominations/946rev.pdf.

  2. World Bank Group. Bosnia and Herzegovina - Pilot Cultural Heritage Project, 1999. Accessed November 18, 2024, https://documents.worldbank.org/en/publication/documents-reports/documentdetail/943081468740692365/bosnia-and-herzegovina-pilot-cultural-heritage-project.

  3. Tülay Zivali, Bridging the Bulevar: Transforming the Former Frontline in Mostar (Bosnia & Herzegovina), by Using the Existing Network of Public Space in the City. Master Thesis. (Delft: Delft University of Technology, 2013).

  4. Andrea Luchetta, Mostar and the Loss of Its (Partial) Uniqueness: A History, 1990-2009. Master Thesis. (Geneva: Graduate Institute of International and Development Studies, 2009). Accessed November 18, https://www.academia.edu/2985464/Mostar_and_the_Loss_of_Its_partial_Uniqueness_A_History_1990_2009.

  5. Ibid.

  6. Amnesty International, Central and Southwest Bosnia-Herzegovina: Civilian Population Trapped in a Cycle of Violence, 1994. Accessed November 18, https://www.amnesty.org/en/documents/eur63/001/1994/en/.

  7. Luchetta, Mostar and the Loss of Its (Partial) Uniqueness.

  8. Zeid A. Kassouha, “Post-Conflict Tourist Landscapes: Between the Heritage of Conflict and the Hybridization of Tourism Activity,” in Via Tourism Review,15: 15, 2019, 8.

  9. Arna Mačkić, Mortal Cities: Forgotten Monuments (Zurich: Park Publishing, 2016), 69-70.

  10. Helen Walasek, “Domains of Restoration: Actors and Agendas in Post-Conflict Bosnia-Herzegovina,” in Bosnia and the Destruction of Cultural Heritage (London: Routledge, 2015).

  11. Ibid., 213.

  12. Maha Armaly, Carlo Blasi and Lawrence Hannah, “Stari Most: Rebuilding More Than a Historic Bridge in Mostar,” in Partnerships: a Successful Program? inMuseum International, LVI 4: 224, 2004, 14. Accessed November 18, 2024, https://unesdoc.unesco.org/ark:/48223/pf0000137971.

  13. Mačkić, Mortal Cities: Forgotten Monuments.

  14. Ratko R., ”Stari Most, Mostar, otvaranje 23/07/2004.” YouTube, Jan. 8, 2016. Accessed November 18, 2024, https://youtu.be/t-vreuJhF-k?si=JBncAzuzFe1725X8.

  15. Giulia Carabelli, "Re-(ad)dressing Mostar: The Spatial and Social Implications of Post-War Intervention and Competition in Rebuilding Mostar," in UN Urbanism: Post-conflict Cities Mostar Kabul (Berlin: Jovis Verlag, 2006).

  16. Mačkić, Mortal Cities: Forgotten Monuments.

  17. Christian Horn and Gustav Wollentz, “Who Is in Charge Here? - Material Culture, Landscapes and Symmetry,” in Past Landscapes: The Dynamics of Interaction Between Society, Landscape, and Culture, (Leiden:Sidestone Press, 2018).

Ill. 1. Diplomater samlet til åbningsceremonien for rekonstruktionen af
Stari Most 23. Juli 2024 i 2004. Foto: Cecilio M Ricardo (National Archives Catalog).

Ill. 2. Demografisk tabel over Mostar, 1991.

Ill. 3. Overlejring af kortmateriale, Mostars historiske udvikling og krigens
frontlinje. Kilde: Grad Mostar, Z. Bosnjak, byplanlægger.

Ill. 4. Demografisk tabel over Mostar, 1991.

Ill. 5. Overlejring af kortmateriale, Mostars historiske udvikling, krigens frontlinje og UNESCO’s fredningsarealer. Kilder: Grad Mostar, Z. Bosnjak, byplanlægger og UNESCO, 2005.

Ill. 6. Kort over UNESCO’s fredningsareal med datering af bygningerne. Derudover en undersøgelse over tilstanden på de bygninger, der kan spores tilbage til den østrig-ungarske periode.

Ill. 7. Restaureringen og den tiltagende turisme har medført en orientalisering af den ottomanske bydel. Fotos: Stockinasia / iStock, 2018

Ill. 8. Mostar Peace Bell Tower, det højeste kirketårn i Bosnien, tårner sig med sine 107 meter op i det kroatiske vestlige Mostar lige ved den tidligere frontline. Korset på Hum bjerget, tårner sig monumentalt over den gamle bydel, på det sted hvor de kroatiske HVO snigskytter holdt til under krigen. Fotos: Feelthedrone & SimonSkafar / iStock, 2024/2020.

Ill. 9. Den tidligere frontlinje er flere steder præget af fraværet af genopbygning, og står i stor kontrast til den fuldt rekonstruerede gamle bydel. Fotos: Villads van Toorn Brix, 2022.

Ill. 10. Den tidligere frontlinje er flere steder præget af fraværet af genopbygning. Øverst ses "sniper tower" en tidligere bank, hvor kroatiske HVO snigskytter hold til. Nederst en negligeret grund i nærheden af tårnet. Fotos: Villads van Toorn Brix, 2022.

Ill. 11. Udsnit fra verdensbankens “Results Profile” der konkluderer projektets resultater. World Bank Group, IDA, 2009.

Ill. 12. Monument for bosniske veteraner sprængt i stykker i 2013. Året inden blev tilsvarende monument for kroatiske veteraner beskudt af ukendte gerningsmænd. Foto: Villads van Toorn Brix, 2022.

Created at 23:49 22.11.2026