NÅLEN OG SENETRÅDEN

Mennesker er vandret ind i Grønland i bølger. De tidligst kendte palæo-inuit ankom for ca. 5.000 år siden. Thule-kulturen indvandrede fra nordvest for ca. tusind år siden. Samtidigt ankom nordboerne fra øst.

De fleste kulturer uddøde og mellem indvandringerne har Grønland i lange perioder været ubeboet, men de seneste ca. tusinde år har der været menneskelig aktivitet. Klimaet har i perioder været lidt af en udfordring, og tilgang til fødevarer kan være lunefuld, så det har krævet højt specialiserede skills at overleve i generationer. I en tilværelse hvor det primære råstof er dyrt og sekundært drivtømmer og evt. en smule jern har de vigtigste redskaber været kniv og spyd, men vigtigst af alle: Nålen.

Beklædningen er fremstillet af skind fra isbjørne, rensdyr, sæler og fugle; også den vandtætte kajak-anorak, som bindes tæt til ansigt, håndled og mandehul. Qajat (kajakkerne) er bygget som et sammenbundet skelet af træ, skåret af drivtømmer, og beklædt med sammensyede huder. Samme teknik som til umiat, de åbne kone-både. Slæder er skåret af drivtømmer og bundet sammen med skindstrimler og tråd af sener. Bygningskulturen udspringer af de samme tekniske færdigheder og materialer.

I vinterboligen er væggene og husgangen – en snæver lavtliggende tunnel – bygget af jord. Hvor det er muligt skæres tørv som lægges lagvist med store, flade sten. Hvor vegetationen er sparsom og muldlaget tyndt er det jordmaterialer. Taget er konstrueret af drivtømmerstokke, der skylles ud af de russiske floder med smeltevandet samt af hvalknogler, som hviler af på væggene og en eller flere stolper. Øverst er det beklædt med skind som kan være sammensyede skind der om vinteren er boligens tag, og om sommeren huden på umiat(konebådene).

Boligens opholdssted er briksen hvor man sover og sidder. [Ill.1] Briksen kan være af træ eller jord, toppet med skind af moskus og rensdyr. På gulvet står qulleq, en lampe, som er en skål med smeltet spæk og væger tvundet af mos. Det er kilden til lys og varme. I nogle huse har der været åbninger lukket med tarmskind som lod dagslys slippe ind.

Ved vinterens afslutning rives taget af huset, som i løbet af sommeren bliver renset af regn, sol og ilt. Materialer, folk og hunde pakkes i umiat og man rejser ud til sommerbopladsen. Her er boligen en trækonstruktion beklædt med skind; et telt.

Fra 1500-tallet begyndte europæiske hvalfangere at lave fangst ved Grønland og det blev muligt at supplere huderne med lærred og senetråden med uldtråd, hør og hamp. Kniven og nålen var stadig de vigtigste redskaber, men nu noget man kunne bytte sig til og ikke selv måtte lave.

For 2–3 generationer siden blev de sidste vinterhuse af tørv og jord forladt. Flere museer har opført eller bevaret huse; primært fra nyere tid, hvor vægge indvendigt er beklædt med brædder, og gulv og loft også af træ. Men overalt på kysten ser vi sporene af vinterhusenes mure af jord, sten og tørv, overgroede og eroderede, men formen af hus, briks og husgang kan tydeligt aflæses. Fra sommerboliger og midlertidige boliger under rejser, ligger teltringene tilbage, mens stenene som holdt skindene ned mod terræn tegner boligens omrids.

Kvinden Arnarulunnguaq deltog i den femte thuleexpedition. Under de tre års rejse 1921–24 sørgede hun for at kamikker og anden beklædning holdt tæt, og sikrede dermed deltagernes overlevelse. Sidste år blev en skulptur til hendes minde opstillet i Nuuk. Kunstneren Aka Høegh har ladet nålen og senetråden være motivet; Arnarulunnguaqs ansigt træder stille frem som relief.

HAMMER OG MEJSEL

Nordboerne kom sejlende fra Island for ca. 1000 år siden, og i de samme år gik thulekulturen over havisen fra Ellesmere Island i det nuværende Canada. Med skibene kom europæiske redskaber og teknikker som økse, sav, kile, hammer og mejsel. Hermed også kulturerne for landbrug og hold af tamdyr, og kirker og klostre. Det var kulturer som holdt i 4–500 år.

I vores landskab er sporene tydelige, og ofte på lang afstand. De marker som blev ryddet og kultiveret er stadig synlige som farveskift i floraen. Særligt møddinger er frodige, og Sten, som dyrker sin have på nordbomødding inde i fjorden, fortæller at da han gravede og fik permafrostlagene frem i solen steg den liflige duft af kolort op fra mulden.

Spor af bygninger og folde ses aftegnet rundt i landskabet. Tydeligst er nok kirken i Hvalsø opført ca. år 1300. [Ill. 2]

BYGGESÆT

Med den dansk-norske kolonisering af Grønland ankom en ny bygningskultur som på radikal vis gjorde op med den kendte. På Håbets Ø opførtes under Hans Egedes ledelse et langhus som trækonstruktion. Det tog kun få år at erkende at stedet var ganske uegnet til beboelse, men hovedparten af langhusets beboere nåede at dø inden man flyttede ind til Nuuk.

Vi har en del markante bygninger fra opbygningen af kolonierne stående endnu. Enkelte i sten, men de fleste i træ. I midten af 1700-tallet opførte kolonimagten bygninger til handel, administration og boliger, de fleste i form og byggeteknik som var almindelig i Norge i samtiden. I de år ankom også brødremenigheden som opførte deres missionsstationer i en stil der afspejler deres baggrund fra Mähren og Sachsen. [Ill. 3]

Mange af koloniernes bygninger kom til Grønland som samlesæt. Efter opførelse, typisk i en norsk havneby, blev de pillet fra hinanden, hver del nummereret, pakket ned og sejlet til kolonien. En stor fordel var at hvis behovet flyttede sig fra en koloni til en anden, kunne bygningen flytte med.

Den dansk-norske befolkning voksede, og med dem behovet for rigtige huse af træ, primært forbeholdt kolonimagternes folk. Fra midten af det tyvende århundrede gik der mode i at bo i træhuse, men desværre ofte af en elendig forfatning. En beklædning af et lag brædder og et tag af tagspån isolerer og tætner ikke på samme måde som en tyk tørvemur og et tag med huder, tørv og sten.

DE SEKS FARVER

Den Kongelige Grønlandske Handel havde i årene 1756–1950 monopol på handel i og med Grønland. KGH Import-Export. I butikken kunne man købe pigmenter og færdigblandet maling i farverne gul, rød, blå og grøn samt hvid og sort samt stenkulstjære som ofte blev anvendt på laftebyg. [Ill. 4] I de samme nuancer i alle butikker. I de offentlige bygninger blev farverne anvendt systematisk: Gul var sundhedsvæsen, rød butikkerne. Telegraf og radiotjeneste havde grønne huse, og forsyningsvæsenet som sørgede for vand og energi kunne kendes på de blåmalede bygninger. Det ser ud til at politiet, som kom til sent i historien, har vaklet mellem sort og grøn. Men fælles for alle er hvide vinduer og indfatninger, og sorte sokler. Tressernes blokke fik dog sortmalede snedkerpartier med grå og brune fyldninger, og i firserne da monopolet for længst var brudt, kom de danske arkitekter med pastelfarverne, og siden har verden været af lave.

GRØNLANDS STYRELSE

Fra ca. 1950 accelererede det. I årene uden kontakt med Danmark var det fra exil-administrationen i Washington blevet tilladt for grønlændere at anvende petroleum, en rettighed som vanskeligt kunne tilbagekaldes efter krigen. Petromax- og Alladin-lamper lyser noget kraftigere end en spækfyret qulleq, og blev en milepæl i moderniseringen af Grønland. Det blev lyst indendøre.

Styrelsen ansatte arkitekter som fik til opgave at udvikle den ny tids typehuse til Grønland. I de første mange år alene enfamiliehuse, alle konstrueret som isolerede bindingsværkskonstruktioner beklædt med brædder, krydsfinér og gipskarton. De tidlige projekter er det vi i dag anser som typiske grønlandske typehuse - dem vi ser på idylliske vinter- og julebilleder; small boxes on a hillside. [Ill. 5]

Lyset fra Alladinlampen var et stort spring fremad, men ikke alle sager udefra var til gavn. Et nyt produkt var plastikmaling som har mange rådne bygningsdele på samvittigheden – måske dog overgået af den senere introduktion af dampspærreren.

Med de store planer G50 og G60, fra hhv. Grønlandskommissionen og Grønlandsudvalget, skulle landet moderniseres. Befolkningen skulle flyttes fra de mindre bosteder til byerne, hvor de kunne bo i moderne boliger med rindende vand, centralvarme og kloakering. Hvor topografi og vejrforhold hidtil havde styret bostedsudviklingen, blev det kransporene der overtog takstokken. Tidligere var stort set alt blevet bygget på synligt fjeld, men nu blev de flade sletter tiltrækkende som velegnede underlag til lange etageblokke. Moderniseringen var lagt i faste skemaer med en måldato, og det ville derfor være omsonst at uddanne grønlandske håndværkere og teknikere, som ikke ville kunne finde arbejde når moderniseringen var gennemført. Projekter, materialer og håndværkere blev sejlet ind fra Danmark.

HJEMMESTYRE

I årene efter 1972 blev en række områder langsomt hjemtaget. Vigtigst for os er opløsningen af Grønlands Tekniske Organisation som siden 1950 havde stået for al planlægning, byudvikling, infrastruktur, byggeteknik og projektering. Tingene var sat i system, og et hovedprojekt omfattede detaljerede materialelister ned til en angivelse af kg søm i de anvendte størrelser. Systemerne forsøgtes opretholdt i GTO-kopien NunaTek, men efter blot tre år fragmenterede ansvaret til forskellige direktorater under Hjemmestyret og til kommunerne.

Udviklingen blev derfor mere broget og påvirket fra mange sider. Hovedstadskommunen gik så langt som til at indbyde til arkitektkonkurrence for et større boligområde, Paarnat, som stadig står som en vigtig milepæl i historien. [Ill. 6] De første andelsboligforeninger blev startet i 1989 initieret af NunaTek, og rækkehusbyggeri blev introduceret. Tidligere havde Hjemmestyret kunnet meddele BSU-lån fra BoligStøtteUdvalget til selvbyggere som fik lån til køb af materialer til et enfamiliehus. Omkring årtusindskiftet indførtes ordninger hvor kommunerne kunne yde lån som var rente- og afdragsfri i 20 år til privat boligbyggeri, og ejerboliger blev prioriteret. Borgerne skulle i højere grad boligforsøge sig selv.

SHANGHAI I GRØNLAND

Nybyggeri blev prioriteret hos det offentlige. Stort set intet blev vedligeholdt. 35-40 år gamle var mange kransporsblokke ret sølle, men der var ikke midler til renovering. Man forsøgte at lånefinansiere større renoveringsprojekter, men realkreditlån ydes kun til nybyggeri. En egenrådig embedsmand besluttede at blokkene Q, R og S skulle nedrives som de første og der skulle bygges noget nyt og moderne. Til det blev der udskrevet en projekt- og entreprise konkurrence med vinderkriteriet laveste pris. Det var fastlagt at projektet skulle bestå af klumphuse; kvadratiske planer med trappeopgang i midten. De første 7 blokke blev opført og gav administrationen blod på tanden. Det var billigt og hurtigt, så projektet gik i kopimaskinen og på få år opførtes 20 blokke i Nuuk med samlet over 500 boligenheder efter de samme tegninger, samt et tilsvarende antal varianter af samme tema. Det lyder måske ikke af så meget i en europæers ører, men i en by som for 15 år siden havde en befolkning på 15.000 var det ret brutalt. Formsprog og skala synes som en miniature af de værste dele af Shanghai. [Ill. 7]

Nuuk er vokset eksplosivt, Ilulissat og Sisimiut følger efter. I Aasiaat, Tasiilaq og Qaqortoq er der blevet bygget en del, mens resten af kysten langsomt affolkes. Og forvirringen er blevet komplet. Nogle forsøger at efterligne billeder fra europæiske arkitekturtidsskrifter, men det handler først og fremmest om flest kvadratmeter til laveste pris. Enkelte prøver at forholde sig til stedet; topografi, klima, kultur og historie. Men der er langt mellem snapsene.

–

Thomas Riis er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus i 1996. Efter afgang flyttede han i 1999 til Nuuk hvor han siden 2007 har drevet egen tegnestue. Hans væsentligste opgaver er som totalrådgiver for boligbyggeri og erhverv, og som bygherrerådgiver, bl.a. i en årrække for sundhedsvæsenet. Fra 2011 har han været medlem af Kulturarvsrådet.