Jeg synker ned i en silkeblå kugledyne på en madras placeret midt i et kubisk lokale på det forhenværende psykiatriske hospital Sct. Hans i Roskilde. Lokalet er tomt bortset fra den seng, der fylder det meste af gulvet – et værk af forfatter og kunstner Sidsel Ana Welden Gajardo med titlen Let Me Help You Sleep Paralysis. Madrassen med kugledynen inviterer mig til at lægge mig ned, idet mit hoved nærmer sig, bremses jeg af blufærdighed [ill. 1].

Er det overhovedet tilladt at lægge sig her? Sengen, et objekt, der er synonymt med privatsfæren, fremstår pludselig eksponeret og fremmed, når den placeres i et offentligt rum. Jeg synker dog alligevel ned i madrassen og lytter til værkets søvndyssende meditation. En stemme fylder rummet gennem højttalere placeret i hvert hjørne. Stemmen oscillerer mellem beretninger om søvnløse nætter, afbrydelser og søvnparalyser og fortæller om søvnens milliardindustri, hvor produkter lokker os med løfter om forbedret søvnkvalitet.

Værket udforsker søvnens dualitet: den er både en fysiologisk nødvendighed og en kulturelt formet praksis. Sengen bliver derigennem rum for kollektiv refleksion. Hvem lå her før mig? Hvem vil komme efter?

Fra debatter om kapaciteten af sengepladser på velfærdsinstitutioner til sted for intimitet, søvn, i dag også ofte arbejde, er sengen en konstant følgesvend gennem alle livets faser. Men kan vi også forstå sengen som et rum?

FRA INTIMSFÆRE TIL OFFENLIGT RUM

Sengen er på én gang et møbel og en rumlig struktur – et afgrænset rum og et hvilested for kroppen. Den sikrer vores grundlæggende velbefindende ved at danne ramme om søvnen og minder os om arkitekturens allermest basale formål, nemlig at beskytte mennesket mod ydre omgivelser og udefrakommende farer. Samtidig er sengen historisk blevet anset som møbel for den ultimative intimsfære – et helle fra livets trivialitet, hvor der er plads til drømme, fantasi og inderlighed. Dens form er enkel: en rektangulær madras, skabt til at støtte den hvilende krop.

Sengens dobbelte funktion som både et fysisk objekt og et symbolsk rum er afspejlet i renæssancemaleren Tizians maleri Venus fra Urbino [ill. 2], hvor en henslængt Venus-skikkelse møder beskueren med et intenst, drømmende blik. Sengen bliver i Tizians fremstilling en beholder for hedonisme. Et sted, hvor den drømmende verden og den kropslige tilstedeværelse smelter sammen.

Maleriet indfanger ikke blot en scene af skønhed og sensualitet, men også en dybere refleksion over sengen som et intimt og betydningsladet rum. Venus’ direkte blik og afslappede positur skaber en intimitet, der overskrider det fysiske rum. Sengen bliver i maleriet til et sted, hvor kroppen både hviler og interagerer med omgivelserne og indskriver sig i en social og kulturel kontekst.

Sengens rumdannende funktion beskrives af geografen Kirsten Simonsen i teksten “Rumlig praksis,” hvor hun med afsæt i fænomenologen Maurice Merleau-Ponty forklarer, at kroppen ikke blot befinder sig i et rum, men skaber det gennem sine handlinger. Kropslig rumdannelse opstår ifølge Simonsen gennem interaktioner med hverdagslige objekter som for eksempel, når dynen morgen efter morgen foldes og redes. En genkendelig gestus, der markerer overgangen fra søvn til vågen tilstand.

Billedkunstneren Tracey Emins værk My Bed [ill. 3] fra 1998 er et markant eksempel på, hvordan sengen som objekt formes af interaktioner. Her præsenteres sengen uredt og omgivet af gennembladrede aviser, cigaretskodder, tomme flasker og brugte servietter. Emins seng vidner om en menneskelig tilstedeværelse trods fraværet af den fysiske krop. Den står i modsætning til den idealiserede seng i Venus fra Urbino, hvor en æstetiseret ro hersker. Hos Emin bliver sengen i stedet en portal til kunstnerens sammenfiltrede privatsfære. Et fysisk aftryk af en følelsesmæssig tilstand.

Emin beskriver, hvordan hun efter et sammenbrud tilbragte flere dage i sengen halvt vågen, halvt bevidstløs, omgivet af kaos. Da hun senere så sengen uden for værelsets snævre rammer, indså hun, at den havde overskredet sin funktion og var blevet til et kunstværk.

DRØMMENES PORTAL

Arkitekturhistorikeren Beatriz Colomina undersøger i essayet “The 24/7 Bed,” hvordan digitaliseringen har gjort sengen til en platform for interaktion, produktion og overvågning. En transformation, som Colomina sporer tilbage til de radikale ændringer i boligkulturen i 1830-40’erne som konsekvens af industrialiseringen, og som filosoffen Walter Benjamin har beskrevet i teksten “Louis-Philippe eller interiøret.” I teksten, der stammer fra Benjamins omfattende Passageværket skrevet i perioden 1927-40, forklarer han, hvordan man dengang oplevede et radikalt skifte på to fronter: Dels blev hjemmet adskilt fra arbejdet, der i stedet foregik på fabrikker og kontorer, hvilket skabte en klar grænse mellem den private og den professionelle sfære. Dels blev hjemmet et helle fyldt med illusioner, drømme og minder – et modsvar til virkeligheden udenfor.

I Passageværket beskriver Benjamin passagerne i Paris som en allegori over det 20. århundredes kompleksitet. Kulturforsker Henrik Reeh har beskrevet, hvordan passagen blotlægger samfundets forgængelighed ved at synliggøre dets foranderlighed. Den forener elementer fra den offentlige gade med privatsfæren fra huset og danner et mikrokosmos, der eksisterer parallelt med den virkelige verden – alt imens den åbner sig mod sine omgivelser.

På lignende vis kan også sengen siges at rumme en tvetydighed. Den kan opfattes som en slags blindgyde, et simpelt objekt, som fordrer introspektion, men også åbner sig mod en større virkelighed gennem digitaliseringen og derigennem udgør en grænseløs kommunikationsplatform. Sengen er altså ikke længere udelukkende forbeholdt hvile, men fungerer snarere som en portal til en uendelig verden af interaktioner, arbejde og information.

Denne form for transformation har førnævnte Beatriz Colomina beskrevet ved at sammenligne sengens foranderlighed med tidligere tiders fantasmagori. Modsat dengang projiceres billederne ikke længere via rummets tapet, tekstiler, billeder og objekter, men nu i kraft af vores elektroniske enheder. Som hun konkluderer: “The whole universe is concentrated on a small screen with the bed floating in an infinite sea.”

Under covid-19-pandemien gennemgik sengen og boligen en transformation, som på mange måder var lige så drastisk som digitaliseringen. Man skulle pludselig ikke kun opholde sig i sengen og hjemmet for at beskytte sig mod den spredende virus: Sengen blev også til en slags karantænesfære, hvor smittede isolerede sig for at minimere smitten.

I stil med opløsningen af rammerne for sengen så man med covid-19-pandemien også en udviskning af opdelingen mellem arbejdet og hjemmet. Arbejdet flyttede inden for hjemmets fire vægge, og sengen agerede både arbejdsplads, klasseværelse og institution.

Denne ændring beskriver Colomina i en dagbogsberetning fra pandemiens første bølge, der også berører sengens rumdannende funktion: “The bed never simply sits in a space. It both generates space and is orchestrated by massive forces.” Sengen blev et samfundsmæssigt omdrejningspunkt, hvor også dens betydning som et kapacitetsafgørende element i hospitalssystemet blev bragt i fokus.

Walter Benjamin fremhævede, at passagen rummer spejlinger, refleksioner og en portallignende gennemsigtighed, og sengen kan siges at gøre det samme. Den reflekterer og udvider vores forståelse af rummet. Beatriz Colomina og Tracey Emin viser, hvordan sengen både omfavner et nærvær og åbner sig mod omverdenen. Faktisk understreger Colomina, at idéen om sengen som en fredfyldt privatsfære, helle eller afkoblingsområde altid har været skrøbelig og gennemsyret af modsætninger: “It was always a fragile idea, riddled with contradictions. And now it is gone.”

I dag har sengen i endnu højere grad udviklet sig til en hybrid, der rækker ud over sin oprindelige funktion. Særligt med digitaliseringens udbredelse udfylder den nye roller, der spænder fra arbejdsplads til spiseplads og til sofalignende møbel. Sengen kan på den måde siges at være blevet til et muligt rum for sociale interaktioner, fysiske såvel som digitale.

Sengen kan derfor ikke kun betragtes som et statisk objekt, men er også en passage – i konstant forhandling mellem skiftende kulturelle behov, vores længsel efter både forbindelse og adskillelse og vores helt grundlæggende behov for søvn eller skjold mod sygdomme.

LET ME HELP YOU SLEEP PARALYSIS

Jeg mærker den bløde silkeblå kugledyne og bliver igen opmærksom på mine omgivelser. Langs loftet i det lokale, jeg befinder mig i, løber en frise med medicinske planter forbundet af en guirlande af blade. Planterne vidner om rummets tidligere funktion som central for helbredelse af psykiatriske lidelser. Mon det var lige her i dette rum, at patienterne modtog deres søvndyssende medicin? Fik de barbiturater, kloralhydrat eller opiater? Blev de tvunget i søvn for at falde til ro eller for at blive kontrollerede?

Netop de tidligere patienter, går det op for mig, da jeg rejser fra mig fra madrassen, er grunden til, at jeg tøvede med at interagere med værket i første omgang. Sengen danner en passage til fortiden, hvor sengen i denne kontekst var et fikserende redskab hjulpet på vej af påtvungen medicin. På den måde dannede sengen ramme om indespærringen af livstidsindlagte patienter. Det føles med andre ord som et fællesskab, jeg ikke har ret til at være en del af.

Da jeg forlader lokalet, hører jeg en sidste gang den messende stemme, der fortsat strømmer ud af højttalerne. Den lover bedre søvn, hvis jeg altså betaler for det. På den måde får jeg en sidste påmindelse om sengens mange facetter: Den er nu også arena for selvoptimering, idet søvnen er blevet til et præstationsfremmende middel.

_

Frederikke Gro er arkitekt MAA, uddannet fra Det Kongelige Akademis kandidatprogram Kunst og Arkitektur i 2024. Hun arbejder som redaktør på Arkitektens Forlag.