Der er overtræk på planetens biofysiske kapital, og der er globalt underskud i det sociale regnskab. I mindst 30 år har intet land således formået at opfylde sine indbyggeres basale behov indenfor det økologiske råderum. For Danmarks vedkommende har alle indikatorer ligget stabilt på den rigtige side af det sociale fundament i næsten hele perioden, mens samtlige kvantificerede biofysiske indikatorer har sprængt det økologiske loft. Med 77 kvadratmeter ligger Danmark på en suveræn førsteplads, hvad angår gennemsnitligt gulvareal per indbygger i Europa. I forlængelse heraf kan der argumenteres for, at vi ikke længere skal bygge flere nye kvadratmeter. Med tanke på, at planeten er et materielt begrænset system, kan det konstateres at en fortsat udbygning af rum for nogle inkluderer en indskrænkning af rummet hos andre, herunder ikke mindst de fremtidige generationer. Det grundlæggende etiske spørgsmål er derfor: Hvis nogle fortsat skal have mere, hvem skal så have mindre?

Ifølge den seneste opdatering er seks ud af ni planetære grænser nu overskredet. Hvad grænsen for klimaforandringer angår, vil menneskehedens samlede kulstofbudget være opbrugt om ganske få år. Da byggeriet bærer en stor del af ansvaret, burde et byggestop ikke være en kontroversiel feberfantasi, men en logisk forudsætning for at overholde målsætningen i Parisaftalen, såvel som grænserne for planetens bæreevne. Denne artikel tager derfor som udgangspunkt, at et (midlertidigt) stop for nybyggeri i den vestlige verden er en absolut nødvendighed for at menneskeheden overhovedet har en rimelig chance for at sikre opretholdelsen af vores civilisation, som vi kender den. I det perspektiv bør diskussionen ikke så meget handle om, hvorvidt vi skal udvide rummet eller ej, men derimod fokusere på hvad et byggestop vil betyde – for arkitekturen generelt såvel som for arkitektens praksis.

Det er efterhånden velbeskrevet, at retrofit af den eksisterende bygningsmasse udgør det største mitigations-potentiale i den vestlige verden, og at bedre udnyttelse og renovering af det eksisterende bør prioriteres over nybyggeri. Eftersom menneskelig trivsel rækker ud over basale fysiske behov, bør ikke kun mad og husly, men også en følelse af sammenhæng og mening tages i betragtning når man bygger. Set i et fænomenologisk perspektiv kommer arkitektonisk betydning til i fremstillingen af den rumlige organisering af konkrete materialer, på et specifikt sted, erfaret gennem kropslig interaktion, sansning og affektiv ramthed. Ved hjælp af udkast udarbejder arkitekten anvisninger for hvordan denne materielle omorganisering skal foregå i overensstemmelse med et givent program. Da brug af energi og materiale inkluderer spørgsmål om, hvordan ressourcerne forvaltes på en forsvarlig måde, er bæredygtig bygningskultur således først og fremmest et æstetisk spørgsmål. Da dette inkluderer spørgsmål om, hvem denne forvaltning er til glæde for, er bæredygtig bygningskultur i sidste ende et etisk anliggende. I forlængelse heraf, undersøger denne artikel spørgsmålet om byggestop set i et etisk perspektiv. Hvordan kan klimaretfærdighed forstås i en arkitektonisk sammenhæng? Hvilke konsekvenser har det for den måde hvorpå vi forstår arkitektur? Og hvad betyder det for arkitektens fremtidige praksis?

Først redegøres for begrebet klimaretfærdighed. Dernæst anvendes det såkaldte SER-rammeværk som optik til at beskrive en række konkrete strategier for byggeriets de-karbonisering i tre niveauer. Hensigten er at udpege en retning for en bæredygtig bygningskultur, der ligger indenfor de planetære grænsers råderum. Spørgsmålet afgrænses her til at omfatte klimaretfærdighed set i et rent arkitektonisk perspektiv, det vil sige at juridiske, sociale og økonomiske implikationer ikke bliver yderligere udfoldet. I forlængelse af begrebet sufficiens (tilstrækkelighed) skitseres en række transformationsstrategier der kan medvirke til at reducere en fortsat øget efterspørgsel efter rum og ressourcer. Til sidst diskuteres det overordnede spørgsmål om byggestop i forhold til en nødvendig ændring af arkitektens værdisæt, og der argumenteres for at et byggestop skal understøttes af en omsorgens etik.

RETFÆRDIGHED

Klimaretfærdighed er et begreb, der bruges til at beskrive den globale opvarmning som et normativt etisk og politisk anliggende, og ikke udelukkende som et miljømæssigt spørgsmål. Begrebet bygger på en forståelse af, at det er de mest sårbare befolkningsgrupper, som historisk har bidraget mindst til den accelererende klimakatastrofe, der bliver hårdest ramt af konsekvenserne – hvilket gælder både på et globalt og et nationalt niveau. Således var den rigeste 1% af den globale befolkning ansvarlig for en lige så stor udledning som de fattigste 66% – og samtidig lider de 40% fattigste af klimarelaterede indkomsttab, der er 70% højere end dem, der bor i lav- og mellem-indkomstlande. Ifølge FN’s klimapanels (IPCC) definition er målsætningen med klimaretfærdighed at sikre de mest sårbare menneskers rettigheder, og at dele byrderne og fordelene ved klimaændringerne retfærdigt. Klimaretfærdighed kan inkludere fokus på menneskerettigheder, repræsentation, bekæmpelse af social uretfærdighed og krav om systemændring. I et forsøg på at opnå en juridisk afklaring på spørgsmålet om klimaretfærdighed, har FN's Generalforsamling for nyligt bedt Den Internationale Domstol (ICJ) om en udtalelse vedrørende medlemslandenes forpligtelser til at håndtere klimaændringerne. Senest har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslået, at det er en menneskeret at blive beskyttet af de statslige myndigheder mod de alvorlige negative virkninger af klimaændringerne hvad angår liv, sundhed, velvære og livskvalitet. Hertil kommer at den europæiske klimalov kræver en 55% reduktion af nettodrivhusgasemissionerne inden 2030 og netto nul-emissioner inden 2050 efterfulgt af negative udledninger. I forlængelse heraf vil EU’s taksonomi, der fastlægger fælles kriterier og krav til store virksomheders rapportering af bæredygtige aktiviteter, formentlig få en afgørende betydning for byggeriet i de kommende år.

De Forenede Nationer (FN) har siden 1945 advokeret for grundlæggende menneskerettigheder, menneskets værdighed og værd, lige rettigheder for mænd og kvinder såvel som for store og små nationer. Med Brundtlandrapporten Vores fælles fremtid fra 1987 beskrives bæredygtig udvikling som ”[…] en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.” Spørgsmålet inkluderer dermed den retfærdige fordeling af ressourcer, både her og nu, og i et længere tidsmæssigt perspektiv. Som en ofte overset detalje har rapporten opmærksomhed på at prioritere de livsnødvendige behov hos verdens fattige. I forlængelse af Brundtlandrapporten og de følgende årtiers arbejde, indførte FN i 2015 en agenda for bæredygtig udvikling efterfulgt af et rammeværk bestående af 17 verdensmål og 169 delmål, der adresserer fattigdom, sult, klimaændringer, miljøforringelse, fred, retfærdighed og andre globale spørgsmål, i et forsøg på at sætte retningen for løsning af klodens største problemer inden 2030. Verdensmålene forekommer at være et ambitiøst rammeværk, der advokerer velfærd for alle, udtrykt i formuleringen ”leave no one behind.” Dette forstås i den bredest mulige forstand som at udrydde fattigdom, standse diskrimination og reducere ulighed, herunder at bringe kønsdiskrimination til ophør. Verdensmålene er imidlertid blevet kritiseret for at være både for brede og ikke omfattende nok. For nogle kritikere er de inkonsekvente, vanskelige at kvantificere, implementere og overvåge, ligesom de menes at mangle differentiering mellem udviklede lande og udviklingslande. For andre handler kritikken om den universalistiske karakter funderet på en vestlig, neoliberal ideologi. Verdensmålene kritiseres yderligere for at favorisere en antropocentrisk etik. Endelig er de blevet kritiseret for at prioritere økonomisk vækst over økologisk integritet idet de undlader at forholde sig til udviklingen i ressourceforbruget.

Som filosoffen Pierre Charbonnier har påpeget, har modernismen stillet mennesket i udsigt, at det kan frigøre sig fra det trælsomme slid med jorden. Med løftet om at vi kan overkomme de fysiske begrænsninger og leve et liv i frihed og overflod, er den moderne politiske tænkning gået fra en førindustriel, agrarisk og territorial epoke, over i en industriel og mekaniseret verden drevet af energiintensive fossile brændsler. I en kort periode har menneskeheden ifølge Charbonnier således troet at menneskerettigheder og retfærdighed har handlet om at fordele en uendelig overflod af ressourcer. På få århundreder har modernismen da også bragt langt større velstandsstigninger til langt flere mennesker, end på noget andet tidspunkt i verdenshistorien. De seneste 30 år er andelen af mennesker, der sulter, næsten halveret, den ekstreme fattigdom er faldet med næsten 70% og børnedødeligheden er mere end halveret. I samme periode er flere og flere planetære grænser imidlertid blevet overskredet. Udover grænsen for klimaforandringer, er grænserne for fremmede stoffer, udslip af kvælstof og fosfor, ændring af ferskvandsforbrug, ændring i skovdækket samt biosfærens integritet nu overskredet. Da det afgørende ikke er de individuelle grænser, men systemernes sammenspil, tyder alt på at Jorden nu befinder sig udenfor det såkaldt sikre manøvrerum.

I en erkendelse af at kloden er et materielt afgrænset system, handler retfærdighed om hvordan de begrænsede ressourcer fordeles. Som en kynisk kritik af entusiastiske miljøforkæmperes såkaldte dele-etik, diskuterede Garrett Hardin således for 50 år siden, hvorvidt alle verdensborgere nu også har lige ret til planetens ressourcer. Med redningsbåden som metafor for verdens rige lande, diskuteres mulighederne for at redde alle, nogle få eller slet ingen af personerne i vandet – det vil sige verdens fattige. Ifølge Hardin vil fuldstændig retfærdighed betyde, at alle dør. Redning af nogle få vil medføre et moralsk dilemma, om hvem der skal reddes, mens at undlade at tage flere ombord vil øge overlevelseschancerne for bådens passagerer. Som det eneste logiske svar på en stadig stigende verdensbefolknings konstant øgede pres på miljøet, foreslår Hardin derfor en etik, der favoriserer dem, der allerede er i redningsbåden – hvilket imidlertid kræver, at de konstant skal være på vagt overfor indtrængende gæster.

I modsætning til Hardins kyniske etik foreslår Kate Raworth den såkaldte Doughnut model, der kombinerer det indre, sociale fundament, der består af 12 velfærds-indikatorer, med det ydre, økologiske loft, der omhandler de 9 planetære grænser. Indeni doughnuten ligger det (teoretisk) sikre og retfærdige manøvrerum, der sikrer velfærd for alle i respekt for de planetære grænser. I forlængelse heraf forstås klimaretfærdighed i det følgende ikke som afgrænset til klimaforandringer alene, men som omhandlende alle de ni planetære grænser. Herudover betragtes klimaretfærdighed ikke kun som rettigheder mellem mennesker, men som et spørgsmål, der inkluderer hele biosfæren. Endelig betragtes klimaretfærdighed som en fordring, der ikke kun inkluderer de nuværende, men også de fremtidige generationer. Som sådan handler retfærdighed altså om muligheden for at sikre en anstændig levestandard for biosfærens nuværende og fremtidige generationer indenfor de planetære grænsers sikre råderum.

SUFFICIENS, EFFEKTIVITET OG FORNYBARHED

Arkitektur kan forstås som en praksis, hvor materielle ressourcer udvindes og (re-)organiseres i en meningsfuld rumlig situation. Materialerne flyttes fra en specifik lokation og bringes sammen i et bygningssystem under påvirkning af sociale, politiske og økonomiske faktorer. I den historiske arkitektur bestod en bygning af et begrænset antal materialer hentet i nærområdet. I dag har omdannelsen af Jordens overflade nået et niveau, der overstiger de naturlige geologiske processer, hvilket gør mennesket til den mest betydningsfulde geomorfologiske drivkraft. I dette antropocæne perspektiv, må den globale husholdning, der i antikken omfattede den grundlæggende sociale, politiske og økonomiske oikos, i dag inkludere hele planeten, det vil sige den planetære oikos.

Da byggeriet er ansvarligt for cirka halvdelen af alt materialeforbrug, og mere end en tredjedel af de europæiske drivhusgasemissioner, udgør denne transport og (midlertidige) opbevaring af ressourcer en stor del af problemet. Årtiers bestræbelser på at nedsætte energiforbruget har imidlertid haft en begrænset effekt. På trods af en 24,5% reduktion af energiforbruget per kvadratmeter i de seneste 30 år, er det samlede energiforbrug brugt til opvarmning forblevet det samme, fordi det opvarmede areal er steget med 28,9%. Reduction Roadmap er i den forbindelse et umiddelbart ambitiøst og nuanceret forsøg på at sætte konkrete, årlige reduktionsmål for byggebranchen i overensstemmelse med målsætningen i Parisaftalen og den planetære grænse for klimaforandringer. Initiativet foreslår en ny national gennemsnitlig grænseværdi for boligbyggeri, erhvervsbyggeri, skoler og institutioner på 5,8kg CO2e per m2 per år i 2025, og en sti mod 0,3kg CO2e per m2 per år i 2030. Det kan imidlertid diskuteres om tiltaget er ambitiøst nok, idet der regnes med en kun 50% sandsynlighed for at nå Parisaftalens 1,5°C-mål, og udelukkende medregnes den ene planetære grænse for klimaforandringer, og altså ikke de otte andre.

Som en ny strategi til at lagre kulstof og undgå den kulstofintensive produktion af mineralbaserede byggematerialer, er det blevet foreslået at bruge træ som byggemateriale. Træ kan betegnes som en potentiel fornybar ressource, da det med et forholdsvis kort geologisk tidsperspektiv binder CO2, mens det vokser, og fungerer som kulstoflager så længe det holder sin kemiske form. Med kun 60% skov tilbage i forhold til den planetære grænse på 75% af det oprindelige skovdække, er træ imidlertid en knap ressource. Den planetære grænse for sikker anvendelse ligger på 10–20% af det biologiske systems nettoprimærproduktion. Da vi i dag fjerner cirka 30% af den energi, der bliver produceret ved hjælp af fotosyntese, bør fokus være på at stoppe afskovning og bruge mindre biomasse – ikke mere.

I erkendelse af problemets kompleksitet foreslår IPCC det såkaldte SER-rammeværk, der består af principperne Sufficiency (sufficiens), Efficiency (effektivisering) og Renewables (fornybarhed), som model til reduktion af menneskelige miljøpåvirkninger. I omvendt rækkefølge beskrives fornybarhed som konsekvenserne af miljøpåvirkningerne, og søger at reducere kulstofintensiteten i energi og materiale. Effektivitet beskrives som de kortsigtede teknologiske forbedringer, som gør det muligt at gøre mere med mindre, men uden specifik hensyntagen til de planetære grænser. Princippet behandler symptomerne på miljøpåvirkningerne ved at forbedre intensiteten af energi og materiale. Sufficiens beskrives som de langsigtede ikke-teknologiske handlinger, der sigter mod en anstændig levestandard for alle indenfor de planetære grænser. Princippet behandler årsagerne til miljøpåvirkningerne, og søger at undgå efterspørgsel på energi og materiale. Mens effektivitet handler om at tilfredsstille menneskelige ønsker, retter sufficiens sig mod menneskers behov.

Da teknologiske tiltag på grund af rebound-effekten ikke er nok, bør sufficiens udgøre det primære princip, inklusiv 1) optimering af bygninger, herunder forlængelse af levetid; 2) genbrug af eksisterende bygninger; 3) bedre udnyttelse af arealet, herunder prioritering af flerfamiliehuse samt 4) justering af bygningers størrelse. Et specifikt loft over etagearealet pr. indbygger vil eksempelvis både reducere behovet for bebygget areal, reducere efterspørgsel efter energi, materialer, vand og andre naturressourcer i byggefasen samt energibehovet til opvarmning, køling og belysning i brugsfasen. Med andre ord, retfærdighed kan i en arkitektonisk sammenhæng forstås som fair forbrug af rum og ressourcer for biosfærens nuværende og fremtidige generationer, indenfor de planetære grænser, ved at reducere efterspørgslen.

TRANSFORMATION

De foreslåede skridt mod realisering af SER-rammeværket beskrevet ovenfor, handler for arkitekten først og fremmest om at arbejde med de bygninger, der allerede eksisterer. Indenfor arkitekturen beskriver begrebet transformation de mere eller mindre omfattende forandringer i et eksisterende bygningssystem, der relaterer sig til de materielle indgreb subtraktion, rekonstruktion, reparation, omformation og addition. I den ene ende af skalaen består interventionen i at fjerne materiale, i midten handler det om at gøre så lidt som muligt, og i den anden ende af skalaen består indgrebet i at tilføje nyt materiale til en eksisterende struktur. I modsætning til klassiske restaureringsstrategier, der argumenterer for enten maksimale eller minimale interventioner, er nyere transformationsstrategier kendetegnet ved at arbejde mere differentieret og nuanceret. I forlængelse af SER-rammeværket handler strategier til optimering og forbedring om at forlænge bygningens levetid, og at holde materialerne i bygningssystemet så lang tid som muligt. Det drejer sig om at fokusere på de mindste materialestrømme, der ligger tættest på brugeren herunder vedligehold, genbrug og genistandsættelse jævnfør principperne for cirkulær økonomi. Foranstaltninger der kan forlænge en bygnings levetid er konstruktiv (træ)beskyttelse, der inkluderer fremspringsdetaljers udformning, overfladebehandling, afstanden til jord, befæstelsesmetoder med mere. Vedligeholdelse handler om at passe godt på sit hus ved brug af de rigtige materialer og håndværksmæssige metoder. Det inkluderer blandt andet forebyggende foranstaltninger; opmærksomhed på bygningens vedligeholdelsessignaler; almindelig bygningsservice samt begrænsede, nænsomme og graduerede indgreb. Arkitektoniske strategier kan yderligere inkludere reparation, partiel udskiftning, og principper for adskillelse, der kan være med til at muliggøre bygningsdeles genbrug. Hertil kommer de æstetisk engagerende egenskaber som tektonisk artikulering, tydelig lagdeling, og konstruktivt hierarki der kan understøtte lettere vedligehold, selektiv udskiftning og intuitiv reparation. Udover at forlænge levetiden gennem forebyggende beskyttelse, vedligehold og reparation er nænsomme transformationer, der sker i overensstemmelse med bygningens oprindelige kvaliteter, en af de bedste måder at reducere forbruget af energi og materiale i byggeriet. Med et bindingsværkshus på Bornholm som eksempel, er det således dokumenteret at restaurering på de fleste parametre er lige så godt eller bedre end en mere omfattende renovering, hvilket igen er at foretrække frem for nedrivning og nybyg.

Strategier til genanvendelse og tilpasning handler for arkitekten om at nedsætte risikoen for nedrivning, ved at sørge for at bygningen kan bruges så længe som muligt. Som Stewart Brand har beskrevet, kræver det at bygningen er tilpasningsdygtig til fremtidige og endnu ukendte behov. Et bygningssystem kan forstås som bestående af en række undersystemer med hver deres tidsmæssige horisont, der består af 1) stedet (site), som har den længste levetid og kan identificeres gennem mange generationer; 2) hovedkonstruktionen (structure), som har en holdbarhed på mellem 30 og 300 år; 3) facaden (skin), som ændres med cirka 20 års mellemrum; 4) installationerne (services), som på grund af slid eller forældelse holder mellem 15 og 30 år; 5) indretningen (space plan), som afhængig af funktion bliver ændret i en hastighed på mellem 3 og 30 år; og 6) genstandene (stuff), som flyttes rundt konstant. For at undgå at de individuelle lag står i vejen for hinanden – og dermed forhindrer tilpasning til nye behov – bør traditionel programmering, der altid er baseret på gæt, erstattes med scenarieplanlægning, der holder flere muligheder åbne. Tilpasning af en eksisterende bygning til nye behov vil ofte inkludere at forsyne den med noget, den ikke havde på opførelsestidspunktet, hvilket normalt vil sige efterisolering. Det kan også inkludere en udvidelse af den eksisterende bygning, hvilket imidlertid er mindre ønskværdigt end renovering og bedre udnyttelse.

Strategier til bedre udnyttelse og fordeling handler om at bruge mindre plads. Det gælder først og fremmest om at udnytte eksisterende arealer bedre, og sikre at de ikke står tomme. Dernæst handler det om at fordele arealet bedre, eventuelt ved at sætte en grænse for forbrug af kvadratmeter per person. Som beskrevet af både økologiske økonomer og antropologer, er det muligt at afkoble øget velfærd med en stigning i materielt forbrug. Strategier for modvækst tilstræber således en frivillig og retfærdig overgang til kulstoffattige levemåder, der inkluderer principper om deling og sammenhold. Indenfor byggeriet bliver det foreslået for eksempel at omfordele adgangen til boliger, dele boliger mere, og udvikle decentrale, kompakte bebyggelser med lav klimapåvirkning. Progressive danske tegnestuer har i adskillige år advokeret for at bo mindre men bedre. For eksempel bekendtgør Tegnestuen Vandkunsten i forbindelse med deres 50-års jubilæumsudstilling frejdigt: ”Lad os bo mindre og bedre! Lad os dele mere! Lad naturen flytte ind! Lad os gøre det selv, sammen! Lad det være og se skønheden!”. En måde at reducere det samlede bebyggede areal samt antal etagemeter per person, kan for eksempel være gennem forskellige former for bofællesskaber, der tilbyder større fællesområder i kombination med mindre private arealer.

OMSORGENS ETIK

Omsorg kan forstås som et helt grundlæggende aspekt af den menneskelige eksistens. For filosof Martin Heidegger er omsorg således ikke blot en praktisk aktivitet, men det grundlæggende ansvarlige engagement i en tidsbunden eksistens. Selvom mennesket som udgangspunkt tager vare på sine omgivelser, opstår der imidlertid både i den dagligdags forglemmende og i den videnskabelige objektiviserende tilgang, en afstand til tingene. I et beslægtet perspektiv formulerer Carol Gilligan omsorgens etik som et spørgsmål om menneskelige relationer, karakteriseret ved gensidig forbundethed. Joan Tronto beskriver i forlængelse heraf, omsorg som en interagerende praksis, der kræver, at man tager udgangspunkt i den, der har brug for det. Begrebet defineres som “(…) en arts-aktivitet, der omfatter alt, hvad vi gør for at vedligeholde, fortsætte og reparere vores verden, så vi kan leve i den så godt som muligt. Den verden omfatter vores kroppe, os selv og vores miljø, alt det vi søger at væve sammen i et komplekst, livsopretholdende net.” Det involverer en række etiske kvaliteter, bestående af 1) opmærksomhed – at være omsorgsfuld; 2) ansvar - at have omsorg for; 3) kompetence – at give omsorg; 4) reaktion – at modtage omsorg; og 5) pluralitet, kommunikation, tillid og respekt – at have omsorg med. Først og fremmest handler omsorgens etik om at forstå individet som værende i en vedvarende livsopretholdende relation til verden.

Som skitseret ovenfor inkluderer arkitektoniske strategier, der sigter mod at reducere efterspørgslen på rum og ressourcer, handlingerne at beskytte, at vedligeholde, at reparere, at optimere, at restaurere, at forbedre, at genbruge, at tilpasse, at renovere og at dele. I modsætning til den markedsliberalistiske pragmatisme, der siden årtusindskiftet har kæmpet om at komme først med det seneste nye, er transformation karakteriseret ved at tage udgangspunkt i det, der er der i forvejen, både hvad angår de materielle og de immaterielle kvaliteter. Den nænsomme transformation kræver en særlig indstilling, der i en fri oversættelse af Trontos fem trin kunne være: 1) registrering – analyse og værdisætning af den specifikke situation; 2) livscyklusvurdering af interventionens miljøpåvirkning; 3) tværfaglige kompetencer og samarbejde; 4) tilpasningsdygtighed ved hjælp af scenarieplanlægning; og 5) opmærksomhed på hele økosystemet i respekt for de planetære grænser.

Det fordrer en evne til at agere i den specifikke situation, en form for respons-abilitet. I et kropsfænomenologisk perspektiv, kan dette forstås som relationen mellem den følte krop og dens omgivelser, der er karakteriseret ved kropslig kommunikation gennem synæstetiske karakterer og bevægelsessuggestioner. Som sådan er arkitekturværket noget, der træder frem som meningsfuldt som en fortætning i oplevelsens vibrerende væv. Det involverer den interagerende krop og de arkitektonisk meningsstiftende faktorer, stedet, stoffet og brugen, som tidligere har karakteriseret den anonyme arkitektur. I det perspektiv er en bygning ikke et løsrevet objekt, men del af et større materielt og immaterielt økosystem. Materialerne er ikke bare beklædning, men karakteriseret ved bestemte stoflige, tektoniske og statiske egenskaber. Og brugen handler ikke kun om funktionen, men om måden hvorpå mennesket interagerer med sin verden. I den forstand kan en ny forståelse af de fysiske omgivelser, som et sted for kropslig kommunikation, der fremmer meningsfulde situationer, aktivere en øget bevidsthed om forbundethed med omgivelserne.

For arkitekturens vedkommende kan omsorgens etik således forstås som de interventioner, der har opmærksomhed på det, der er der i forvejen, som udgangspunkt for at passe bedre på det. Det betyder en ny indstilling, kendetegnet ved økologisk forbundethed og en ny praksis, kendetegnet ved nænsom forvaltning, der involverer den kompetente arkitekts evne til både at lytte og svare i en specifik situation. Ved at forstå sig selv som en omsorgsfuld forvalter af rum og ressourcer, kan arkitekten således medvirke til at ”(…) vedligeholde, fortsætte og reparere vores verden, så vi kan leve i den så godt som muligt.”

SPACE JUSTICE

I denne artikel er det foreslået at klimaretfærdighed i en arkitektonisk sammenhæng kan forstås som at sikre et fair forbrug af rum og ressourcer for biosfærens nuværende og fremtidige generationer, indenfor de planetære grænser. Hvis det skal være muligt, er det jævnfør begrebet sufficiens nødvendigt at reducere den fortsat øgede efterspørgsel. I den vestlige verden kan det ske ved indførelse af et stop for nybyggeri, der skal gælde i så lang tid, det vil tage systemet Jorden at komme tilbage i balance. Det betyder ikke et stop for arkitektur som sådan, men en reformulering af hvad vi forstår ved arkitektur. Denne artikel foreslår som et muligt svar en praksis omstilling fra nybyggeri til nænsom transformation, der inkluderer at 1) optimere og forbedre eksisterende bygninger; 2) genbruge og tilpasse dem til nye behov; og 3) udnytte og fordele arealet på en mere hensigtsmæssig måde. Det kræver en omsorgsfuld indstilling understøttet af 1) registrering, analyse og værdisætning; 2) livscyklusvurdering; 3) tværfagligt samarbejde; 4) scenarieplanlægning; og 5) opmærksomhed på hele økosystemet. I et større perspektiv kan en øget bevidsthed om forbundethed til omgivelserne herudover potentielt styrke økologisk opmærksomhed, og beskyttelse af miljøet.

Det er værd at bemærke, at transformation ikke i sig selv er en garanti for et tilfredsstillende resultat. Dels kan interventionen være så omfattende, at den klima- og miljømæssige gevinst er minimal, dels kan den foretages på en måde, der ødelægger den eksisterende bygnings kulturhistoriske og arkitektoniske kvaliteter – hvilket er en reel risiko i forlængelse af det netop vedtagne Europæiske bygningsdirektiv. Hertil kommer at juridiske, sociale og økonomiske forhold – udover de rent arkitektoniske perspektiver, der er behandlet i denne artikel – vil have afgørende betydning. Som også SER-rammeværket beskriver, er politiske tiltag, der omhandler skat, forbrug, bolig, byer og land altafgørende. Set i et socialt perspektiv er det også interessant at bemærke, at Københavnernes Klimaborgerting blandt andet anbefaler renovering som erstatning for nybyggeri, herunder at der bør arbejdes for et kvalificeret byggestop. Afledte perspektiver kunne således inkludere et politisk krav om bopælspligt, et loft over etagearealet per indbygger, en CO2-afgift per kvadratmeter, eller et generelt ressourcebudget per borger.

Arkitektens fremtidige praksis handler således om at reducere den øgede efterspørgsel efter rum og ressourcer, ved at udpege potentialerne i de eksisterende bygninger, og øge den arkitektoniske kvalitet – vel at mærke på en måde, der begrænser brugen af energi og materiale. I den forstand handler bæredygtig bygningskultur om at sikre en maksimal rumlig kvalitet med en minimal brug af ressourcer. Med begrebet omsorg foreslås en ny arkitektonisk indstilling og praksis, der involverer både at lytte og svare i en specifik situation. I forlængelse heraf bør et byggestop i den vestlige verden understøttes af en omsorgens etik, der med opmærksomhed på den planetære oikos inkluderer den ansvarlige forvaltning af energi og materiale, samt den retfærdige fordeling af rum.

–

Nicolai Bo Andersen er arkitekt MAA og professor MSO på Det Kongelige Akademi, hvor han leder Center for Bæredygtig Bygningskultur og Master i Bygningskultur - Bæredygtighed, Strategi og Transformation. I sin forskning, undervisning og praksis arbejder han med bæredygtighed og bygningskultur med særlig fokus på materialer, tektonik, kulturarv, transformation, restaurering, bygningskunst, æstetik og fænomenologi.