Som gående væsner har vi mennesker gennem flere millioner af år tegnet trædestier over sletter, skabt skår gennem skove, dannet farbare forbindelser over bakker og bjerge. Med vores gang har vi transformeret landskaber, skabt territorier, dannet rum. Selve handlingen at gå er en grundlæggende bevægelsesform for mennesket, og derfor også helt central for den menneskelige perception af rum.

For kun omkring 75 år siden, var det ikke unormalt at børn i Danmark gik 10–15 km til skole, men i løbet af de seneste 100 år er gang som transportform blevet kraftigt reduceret. Det resulterer naturligvis i stigning af livsstilssygdomme, men det kan derudover også have væsentlige negative indvirkninger på vores byer og landskaber, at andre transportformer har taget over. Disse negative indvirkninger kan eksempelvis komme til udtryk i form af mere fragmenterede byområder og usammenhængende urbane landskaber.

Opmærksomheden omkring den menneskelige skala i byen og i landskabet er dog steget stødt i de seneste årtier både i en dansk og i en international kontekst. “Liveablity” og “walkability” er blevet centrale kriterier for mange danske byer, og begreberne kædes ofte sammen med værdier knyttet til menneskekroppen såsom sundhed, tilgængelighed og rekreation. Disse værdier kan betragtes som elementer i tendensen til danske byers internationale branding og markedsdrevne økonomi, men i sin grundform kan de også læses som fundamentale værdier for velfærdsbyer og –landskaber.

De mest gængse analyseredskaber for kortlægning af den menneskelige skala i byen er observationer af byliv, mennesketællinger, interviews og GIS-kortlægninger. Disse analyser besidder et stort potentiale for udpegning af grundlæggende sammenhænge mellem menneskelig skala og byer og landskaber, men dog formår de nævnte analyseredskaber ikke at frembringe viden om de mere præcise rumlige og arkitektoniske principper for indarbejdelsen af den kropslige skala. Traditionelle plan-, snit- og opstalttegninger formår ikke at indfange selve handlingen at gå fra et øjenhøjdeperspektiv, og der er derfor behov for at supplere disse redskaber med andre arkitektfaglige værktøjer.

Den britiske arkitekt Jonathan Hill beskriver i sin bog Weather Architecture, hvordan at meget få engelske landskabsarkitekter i det 18. århundrede tegnede traditionelle planer og snit af deres haver. William Kents tegninger af Rousham Garden er for eksempel en serie af perspektiver, der foreslår forskellige ruter gennem haven. Kents serier af perspektiver kan ses som tæt knyttet til storyboardet som metode. Denne artikel søger at genopdage storyboardet som analyseredskab for kortlægning og forståelse af sekvenser af rumlige forløb oplevet fra den gåendes perspektiv for derigennem af afsøge, hvordan selve formgivningen af rum kan stimulere den gåendes lyst til at bevæge sig til fods.

En nyere landskabstypologi, der i disse år er under udvikling, er de klimatilpassede kystlandskaber. På grund af stigende havvandsspejl og en øget frekvens af stormfloder står vores kyster overfor gennemgribende transformationsprocesser, der kommer til at ændre de fysiske og visuelle kontakt med vandet. Da der kun er få udførte projekter af denne art, er de rumlige sammenhænge i forhold til en kropslig skala og i forhold til bevægelse til fods stadig relativt uudforskede. Syd for København ligger Køge Bugt Strandpark, der er et af de få realiserede landskabsbaserede kystsikringsprojekter i en dansk kontekst. Et afgrænset nedslag i dette projekt vil danne ramme om artiklens undersøgelser. Dog vil artiklens konklusioner og metode også være relevant for andre rumlige typologier i landskaber og byer.

Artiklens formål er således at afprøve og diskutere storyboardets potentiale som analyseredskab til at udpege specifikke rumlige sammenhænge og –virkemidler, der understøtter lysten til at bevæge sig gennem fremtidens klimatilpassede kystlandskaber. Samtidig søger artiklen at skabe syntese mellem teorier om det at gå med praktisk viden om brug af storyboards og billedsekvenser.

Artiklen hviler på den tese, at storyboardet kan afdække rumlige forhold relateret til den menneskelige bevægelse til fods, som vil være vanskeligere at identificere gennem traditionelle planer, snit og opstalter.

Arbejdet bygger delvist videre på kapitel 5 ”Orientation” i min PhD-afhandling ROOM FOR RAIN, som jeg forsvarede på Københavns Universitet i februar 2019 med Ellen Braae og Marina Bergen som vejledere og med Gottlieb Paludan Architects og Rambøll som erhvervspartnere.

Metodisk baserer artiklen sig på et kunstnerisk udviklingsarbejde, der består i en afprøvning af et storyboard for beskrivelse at et rumligt forløb på tværs af en klit i Køge Bugt Strandpark. Dette arbejde er udført over foråret og sommeren 2021. Afprøvninger skal læses som åbne eksperimenter, der i højere grad er spørgende og diskuterende end konkluderende. Arbejdet skal således ses som et første skridt i en længere proces, med det formål at udvikle storyboardet som arkitektonisk analyseredskab.

Artiklen er bygget op omkring to større afsnit samt afslutningsvis et diskuterende og konkluderende afsnit. De to hovedafsnit udgøres af en redegørelse for teorier der omhandler relationen mellem den gående og det fysiske rum samt et afsnit omhandlende storyboardet som kortlægningsmetode, hvori det kunstneriske udviklingsarbejde gennemgås og diskuteres.

RUM, KROP, BEVÆGELSE OG PERCEPTION

Den gående og selve handlingen at gå er temaer, der har været undersøgt og anvendt af adskillige kunstenere, forfattere, filosoffer og landskabsarkitekter som eksempelvis Søren Kirkegaard, Charles Baudelaire, Walter Benjamin, Virginia Woolf, Tomas Espedal, Sophie Calle, Situationisterne, Roberts Smithson, Richard Long, Stalker, Vogt Landschaftsarchitekten og Studio Urbane Landschaften for blot at nævne nogle.

Flâneuren – der bevæger sig til fods i byen uden en forudbestemt destination – blev første gang beskrevet af den franske poet Charles Baudelaire i det 19. århundrede. Senere i begyndelsen af det 20. århundrede videreførte Walter Benjamin idéen om flâneuren og fremhævede det lystbetonede ved flâneurens gang.

Situationisterne overførte denne uplanlagte bevægelse til fods gennem byen til en kunstnerisk praksis under navnet ”dérive”, der skulle tjene det formål at udvide kreativiteten og refleksionen.

Denne refleksion fremhæver Fred Truniger også som et vigtigt kendetegn ved den gående: ”The pedestrian’s gaze is never disinterested; ambulant perception constantly absorbs meaning.” Der er altså et iboende fortolkningslag i den gåendes perception af sine omgivelser.

Den schweiziske sociolog, økonom og landskabsteoretiker Lucius Burckhardt understreger, at også den forudbestemte rute kan indeholde elementer af lyst, der knytter sig til selve den udlagte rute:“a pilgrimage may initially appear to be focused exclusively on a destination yet the journey itself is a powerful experience, not least owing to the devotional highlights found at different points along the route.”

Det er netop denne frembringelse af det lystbetonede ved en rute - uanset om der er tale om et forudbestemt mål eller ej – der er formålet for denne artikels diskussion af brugen af storyboardet som kortlægningsmetode.

I bogen Det Gående Menneske beskriver fysiolog Kurt Jørgensen, hvordan at de første menneskelignende aber startede med at gå for 5-10 millioner år siden. Før dette var aberne primært klatrere. Dette vigtige skift i menneskeabernes måde at bevæge sig på var blandt andet udløst af større klimatiske forandringer i Afrika, der ændrede landskabets karakter fra skovområder til åbne sletter, hvilket tvang menneskeaberne til at bevæge sig over længere afstande. Aberne rejste sig langsomt op, og det var altså samspillet mellem landskabets form og kroppens fysiologi, der påvirkede menneskeabernes bevægelsesmetode.

Rytmen af vores gang formes af de neurale netværk i rygraden, der bliver aktiveret af feedback fra muskler, sener, led og hud, der er i kontakt med omverdenen. Vores gangart er udskillelig fra miljøet omkring os. Således påvirker forskellige belægninger og vandrette overflader vores måde at gå på, og disse flader er derfor medvirkende til at skabe koreografien gennem et rum.

Som et lag over de universelle karaktertræk ved menneskets gang er der naturligvis også de personlige karaktertræk. Hver af os har vores egen personlige gangart og vi kan ofte genkende hinanden på denne. Vores gangart ændrer sig hen over livet og påvirkes også af vores humør. Vores sindstilstand og vores personlighed er altså indlejret i vores gang.

Herudover påvirker alderdom og visse medfødte eller opståede sygdomme eller handicap også vores gangart. Dette spørgsmål udfolder jeg ikke i denne artikel, men det bør naturligvis altid indtænkes i det byggede miljø, og det bør være genstand for forskning indenfor arkitektur og landskabsarkitektur.

Sammenhænge mellem formen af de fysiske omgivelser og den menneskelige kropslige perception af rum er også beskrevet af psykolog James Gibson som del af hans affordance-teori:

We human observers take for granted that one sees the environment with one’s eyes. […] The eye is considered to be an instrument of the mind, or an organ of the brain. But the truth is that each eye is positioned in a head that is in turn positioned on a trunk that is positioned on legs that maintain the posture of the trunk, head and eyes relative to the surface of support. […] One sees the environment not with the eyes but with the eyes-in-the-head-on-the-body-resting-on-the-ground.

Fra The Ecological Approach To Visual Perception af James Gibson

Gibson fremhæver her hele menneskekroppens betydning for den visuelle perception af rum. Denne idé kobler han ydermere til kroppens fysiske bevægelse gennem rum: “we must perceive in order to move, but we must also move in order to perceive.”

Rum, krop, bevægelse og perception indgår altså i et konstant udvekslingskompleks, der kan siges at være det grundlæggende udgangspunkt for det sansende og tænkende gående menneske i verden.

Selve handlingen at gå bliver af Gibson beskrevet gennem tre typer af bevægelse: hovedet der drejer i forhold til resten kroppen, ben og arme der bevæger sig i forhold til resten af kroppen, kroppen der bevæger sig i forhold til sit miljø.

Jeg vil argumentere for, at hovedets bevægelse i forhold til resten af kroppen påvirkes af sanselige input såsom synsindtryk, lyde og dufte/lugte. Denne bevægelse drives også frem af indre tankerækker, af et særligt fokus og af mentale fortolkninger af omgivelserne. Armene og benenes bevægelse i forhold til resten af kroppen styres af taktile og formmæssige input fra de vandrette flader, vi bevæger os over, som eksempelvis niveauspring og skift i belægningstyper. Kroppens bevægelse i forhold til sit miljø styres i høj grad af geometrien af det fysiske rum og selve lysten til at gå.

Gibson opdeler det fysiske rum, som den gående bevæger sig igennem, i synlige og skjulte lodrette og vandrette overflader:

The layout of the environment includes unprojected (hidden) surfaces at a point of observation as well as projected, but observers perceive the layout, not just the projected surfaces. […] one can perceive surfaces that are temporarily out of sight […] The important fact is that they come into sight and go out of sight as the observer moves, first in one direction and then in the opposite direction.

Fra The Ecological Approach To Visual Perception af James Gibson

Herudover benævner han de overflader, der bringer andre overflader midlertidigt ude af syne, som skærmende (occluding) overflader.

Det er samspillet – vil jeg derfor mene – mellem de synlige, skærmende og skjulte overflader og de haptiske og taktile egenskaber ved de vandrette flader, der stimulerer den lyst til at gå, som jeg nævnte indledningsvis i artiklen. Glimtet af en plads rundt om gadehjørnet, et træ der delvist skærmer for kigget til enden af vejen, en forskydning i fortovets forløb, der ændrer vores perspektiv ned ad gaden. Nogle typer af rumforløb understøtter lysten til gå ved konstant at folde sig ud og åbenbare nye kig og åbninger, mens andre i kraft af sine monotome udformninger og lange lige stræk (og derved mangel på samspil mellem synlige, skærmende og skjulte overflader) får os til at stoppe eller tage en anden vej.

Den gåendes bevægelser stimuleres og understøttes altså af det fysiske rum, og selve kroppen styrer disse bevægelser. Gibson peger på seks forskellige metoder, som den gående bruger til at styre sine bevægelser:

Standing – keep the feet in contact with the surface of support

Starting, stopping, going back

Steering

Approaching

Entering enclosures

Keeping a safe distance

Fra The Ecological Approach To Visual Perception af James Gibson

Disse seks bevægelser udgør grundelementerne i forskellige typer af gang. I niveauet over disse grundelementer af bevægelser ligger selve de handlinger, der knytter sig til bevægelsen til fods. I bogen Walkscapes af den italienske arkitekt Francesco Careri opstilles en lang liste af verber, der karakteriserer den gåendes handlinger:

To cross, To open, To recognize, To discover, To attribute, To comprehend, To invent, To assign, To descend, To climb, To trace, To draw, To tread, To inhabit, To visit, To narrate, To traverse, To perceive, To guide oneself, To observe, To listen to, To celebrate, To navigate, To sniff, To breach, To meet, To host, To measure, To grasp, To populate, To construct, To find, To take, To not take, To tail, To track, To enter, To interact with, To hurdle, To investigate, To follow, To leave, To not leave

Fra Walkscapes af Francesco Careri.

Hvordan former de fysiske rum så disse ovenstående bevægelser og handlinger?

Med afsæt i haven som fysisk miljø beskriver landskabsteoretiker John Dixon Hunt tre forskellige typologier af gang: the procession, the stroll, og the ramble. De tre gangformer repræsenterer hver især forskellige bevægelsestypologier, der udspringer af et fysisk miljø.

The procession knytter sig til en klart afmærket rute med en forudbestemt bevægelsesretning, hvilket man eksempelvis finder i de geometriske stisystemer i haven ved Versailles. I et bymiljø vil det kunne oversættes til lange aksiale boulevarder og alléer som Champs-Élysées i Paris er et eksempel på.

The stroll er karakteriseret ved en veldefineret rute, der gennemløber en serie af varierede rumlige tilstande, hvilket haven ved Villa d’Este i Tivoli udenfor Rom er et eksempel på. I en bymæssig sammenhæng kan denne gangform repræsenteres af promenader eller grønne gadeforløb som The Queen’s Walk i London, Promenade Plantée i Paris , High Line i New York City eller Sønder Boulevard i København.

The ramble er en bevægelse, der ikke forudsætter et bestemt mål. Denne bevægelse drives frem af nysgerrigheden om, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne og lysten til at gå. Hunt bruger her de slyngede stier i Central Park i New York City som eksempel. I byen er der en stærk forbindelse mellem Hunts beskrivelse af the ramble og idéen om flâneuren og situationisternes dérive. Det handler om at give sig hen til bevægelsen. Urbane strukturer, der indbyder til denne bevægelsesform, er eksempelvis middelalderbyen i København, Gamla Stan i Stockholm og Trastevere i Rom. De tre nævnte steder har for øvrigt alle gadestrukturer, der er groet op gennem en tæt interaktion mellem krop og landskab.

I mine eksperimenter med storyboardet som analyseredskab tager jeg afsæt i en gangform, der lægger sig op ad the ramble. Jeg anvender Gibsons teori om den gående samt Careris beskrivelse af den gåendes handlingsformer som udgangspunkt for det kunstneriske udviklingsarbejde og for analysen. Derudover er Fred Trunigers pointe om den gåendes meningssøgende perception også integreret i arbejdet.

STORYBOARDET SOM KORTLÆGNINGSMETODE

Fred Truniger peger på den filmiske montages potentiale som repræsentationsform for den gåendes blik. I filmfotografens og instruktørens arbejde anvendes storyboards som arbejdsredskab til planlægning af optagelserne. I klipperens arbejde anvendes ofte serier af printede stills fra optagede scener som arbejdsredskab til at strukturere filmens narrativ og derved filmens forløb. Storyboards og serier af fotos har altså som arbejdsredskab i skabelsen af film mange ligheder med plan, snit og opstalt som arbejdsredskab for skabelsen af arkitektur. Serierne af billeder indenfor film og tegningerne indenfor arkitektur anvendes i begge tilfælde som repræsentationsformer, der strukturerer processen for skabelsen af det endelige værk, eller som redskaber for analyse af et eksisterende materiale. For kortlægning af den gåendes perception af rum kan den arkitektfaglige praksis derfor lade sig inspirere af den filmfaglige praksis’ anvendelse af storyboards og billedsekvenser.

Tanken om brugen af storyboardet som kortlægningsmetode er ikke ny indenfor arkitektfaget. Gordon Cullen betegner de sekvenser af rumligheder, som den gående oplever, som serial vision, og han visualiserer denne teori gennem storyboard-lignende tegninger, der nøgternt registrer rumlige forløb fra et øjenhøjdeperspektiv. Le Corbusier anvender blandt sine tegninger til Villa Meyer i Paris også storyboards som repræsentationsform for bevægelsen gennem husets rum. Som nævnt i indledningen var William Kents tegninger af Rousham Garden en serie af perspektiver, der kan læses som tæt knyttet til storyboardet som metode. På trods af dette har storyboardet ikke i nyere tid været en fast integreret del af den arkitektfaglige praksis på linje med plan, snit og opstalt.

I den japanske grafiske roman Manden der går tur indfanger forfatteren Jiro Taniguchi oplevelsen af at bevæge sig til fods gennem et urbant landskab. Via sort-hvide stregtegninger af serier af perspektiver, point-of-views og nærbilleder af overflader og genstande, der ligger sig op ad storyboardets format, formidler tegneserieforfatteren hovedkarakterens oplevelse af at gå. Hvor Cullens metode er nøgternt registrerende, formidler Taniguchis tegninger den gåendes interaktion med sine omgivelser. Begge metoder besidder potentiale som visualiserings- og analyseredskab afhængig af formål og fokus.

Den russiske filminstruktør Sergei Eisenstein arbejdede ud fra partiturlignende storyboards, hvor billede, musik og handlinger er samlet på linjer ligesom på et nodeark. Her sammenvæves notationer af forskellige elementer altså i én form. Denne repræsentationsmetode har potentiale for at kunne anvendes til formidling af flere former for indtryk end blot de visuelle.

Min afprøvning af storyboardet som analyseredskab bygger både på Cullens nøgterne registrering af rumforløbene som serie af billeder, af Taniguchis formidling af interaktionen med omgivelserne og af Eisensteins notationer af forskellige input. Derudover – som nævnt i afslutningen af forrige afsnit – tager arbejdet afsæt i Gibson, Careris og Trunigers teorier om den gående. Storyboardet er bygget op som seks adskilte billeder, der skal læses i en sammenhæng. De er udviklet gennem en kombination af analoge og digitale collageteknikker. Collageteknikken er anvendt for at understøtte formidling af det fortolkningslag, der knytter sig til bevægelsen til fods. Hvert billede har en titel, der tager afsæt i Careris handlingsformer. Derudover har hvert billede også påskrifter, der dels udfolder flere af Careris handlingsformer, der dels bygger på Gibsons teori om den gående og som dels fungerer som notationer af lydlige input. Billedteksterne under collagerne ligger sig, som et ekstra fortolkningslag, der indrammer de visuelle afsøgninger.

Analysen af nedslaget i kystlandskabet ved Køge Bugt Strandpark viser at steder, hvor det i fremtiden bliver nødvendigt at anvende diger eller klitter som kystbeskyttelse, har et potentiale for at fremme en gangform, der ligger sig op af Hunts beskrivelse af the ramble. Stiforløb, der inviterer til udforskning, kan udgøre rekreative rum på skrænterne, og beplantning kan få rumlig værdi som fikspunkter og skærmende elementer. Kontrasten mellem det mere lukkede rum og de korte kig på skrænten og det store rum og panoramiske udsyn på toppen af klitten eller diget har potentiale for at iscenesættes som et særlig rumligt karaktertræk. Herudover kan underlagets taktile egenskaber også indarbejdes aktivt i landskabsarkitekturen.

STORYBOARDETS POTENTIALE INDENFOR ARKITEKTFAGET

Afprøvningerne af storyboardet i denne artikel har frembragt viden om forløb og rumlige relationer i forhold til den gåendes perspektiv, som det ikke ville have være muligt at frembringe gennem plan, snit og opstalt. Derudover peger den teoretiske gennemgang også i retning af, at der er et endnu større mulighedsrum, end blot det, som er afprøvet i denne artikel, for at udforske og udvikle storyboardet som analyseredskab indenfor arkitektfaget.

Ligesom at tegningen som redskab udfolder sig indenfor et bredt spektrum af forskellige udtryksformer, vil man kunne forestille sig at storyboardet som teknik vil kunne udvikle sig til at kunne det samme. Udover storyboardet potentiale som analyseredskab, kan man formode, at det også i meget højere grad, end hvad der tilfældet i dag, vil kunne anvendes som skitserings- og formidlingsmetode. Her vil digitale og analoge værktøjer gensidigt kunne understøtte hinanden.

Skal vores urbane og mere rurale landskaber fungere som sammenhængende forløb af rum i fremtiden, er det altafgørende at indtænke den gåendes perception af rum i både analyser og forslagsstillelser. I dette arbejde vil storyboardet kunne udpege og frembringe sanselige kvaliteter, rumlige strukturer og taktile egenskaber, der tilsammen understøtter gangen som bevægelsesform.