En trøst ved at være arkitekt i stedet for – lad os sige – en Silicon Valley-computeringeniør har været, at de fundamentale erfaringer fra fortiden ingen udløbsdato har haft, de har oplyst os gennem tiden. Vi arkitekter er imidlertid begyndt at efterligne de banebrydende teknologiske fags fremtidsfiksering. Samtidig følger vi i modeverdenen en tendens med modsatte egenskaber: den pendulære tilbagevenden af ​​kendte trends. Begge tendenser indebærer, når de optræder i arkitekturen, en form for amnesi, som jeg finder tankevækkende.

Der er i dag en fornyet interesse for 1970’erne, hvilket tydeligt ses på catwalken og i serier og film på vores streaming-platforme (Kollektivet, The Deuce, Once Upon a Time in Hollywood, osv.). Inden for arkitekturen har klimakrisen og bæredygtighedsparadigmet også bragt en tilbagevenden af hovedtemaer fra 70’erne. For eksempel har genbrug, off-grid-liv, kollektiver, opgøret med de traditionelle familiemønstre, fleksibilitet, modularitet, selvbyggeri og borgerinddragelse alle gjort et “comeback.”

Mistroen til fremskridt og tilbagevenden til naturen var også stærk i 70’erne. Men de “nye” materialer, som er i centrum for vores forskning i dag, er ikke den letsindige farvede plast fra Verner Panton eller Joe Colombo [ill. 1], men gamle præindustrielle bekendtskaber som stampet ler, hamp eller halm. Fortidens pendulære comeback er imidlertid en illusion: Som Heraklit lærte os, er der intet, der gentager sig nøjagtigt, og det vand, hvori vi bader i dag, er ikke det samme som det, vores forældre boltrede sig i til lyden af ​​“Jesus Christ Superstar” for 50 år siden.

Inden for arkitekturen vender ovennævnte trends således tilbage i en lidt ændret version, men samtidig er nøgletemaer fra fortiden fraværende. Når vi i dag mødes for at gentænke fremtidens bolig, mangler noget iøjnefaldende blandt de gamle kendinge: plantegningen.

FALDET

De senere år har plantegningen hastigt tabt indflydelse. En dårlig arkitekturbog, da jeg studerede, var den, der ikke bragte projekternes plantegninger. I dag indeholder arkitekturmagasiner og bøger færre og færre af dem.

Forsvindingen i Danmark af åbne arkitektkonkurrencer har også spillet en rolle: med et bedømmelsespanel bestående af prestigefyldte arkitekter kunne plantegningen udøve sin magt. Arkitekter læser planer, ligesom musikere læser noder. Men hvis beslutningen om at bygge afhænger af bureaukrater, politikere eller ansatte i økonomiske fonde, vil de favorisere renderinger, overlæsset med ønsketænkning, som skildrer sociale og grønne arkadier. Eller endda diagrammer, umiddelbare som reklameslogans.

Generelt set er plantegningen en ret tør omgang. Den består kun af arkitektur, og det er svært at fylde den med politik og storytelling og frem for alt, er den ikke ny. Som opbevaringssted for en vigtig del af den historiske viden om arkitektur, er det svært at sælge nyheder med en plantegning.

Arkitekter og studerende forsøger at “aktualisere” plantegningen, som på det seneste bliver fyldt med handling og detaljer og en form for storytelling. Spiseborde fremstår fyldt med tallerkener, bestik og flasker, som efter en middag med vennerne. I soveværelset ligger mennesker, af forskelligt køn og antal, hånd i hånd. Der er masser af kæledyr. For ikke at tale om alle farverne og skygger for at live planerne op. Ved at gøre dem tilgængelige med detaljer og menneskelige figurer håber man at redde dem fra deres platoniske limbo, med andre ord, at hente dem ned fra idéernes verden til den fysiske [ill. 2].

Men det er netop i abstraktionen, at potentialet ligger. At en plantegning, i modsætning til en rendering, ikke foregiver at være det samme som bygningen, er det, der gør den operationel, sammenlignelig, transformerbar.

Alligevel er vi ved at opgive den abstraktion, der bedst giver os mulighed for at udtrykke os som arkitekter, ligesom algebra og calculus for matematikeren eller den musikalske notation for komponisten.

I den akademiske verden i Danmark har forskningen på det seneste mest været dedikeret til nye materialer, CO2-venlige byggeskikke og cirkulært byggeri. Disse områder er alle sammen meget vigtige, men i deres regnskabsmæssige, instrumentelle pragmatisme mangler den grundlæggende, centrale betydning som plantegningen har for arkitekten. Den kvantitative drejning af bæredygtighed ender nemlig med at placere denne forskning i hænderne på konsulentspecialisten eller ingeniøren.

Man skulle tro, at det i forskningen af fremtidens bolig ville være umuligt at undgå diskussionen om plantegningen. Ikke desto mindre er det tilfældet, når jeg gennemgår en stor del af de seneste publikationer i Danmark, ofte udgivet af de økonomiske fonde, der styrer arkitekturen her i landet. Jeg bliver invaderet af en bedøvende følelse af deja-vu, når jeg genkender temaer tidligere behandlet fra et mere arkitektonisk perspektiv, af arkitekter og historikere fra det tyvende århundrede, som for eksempel Kay Fiskers undersøgelse af planløsninger i “Københavnske Boligtyper.” Man finder i dag en overflod af naive diagrammer om fleksibilitet, inklusion osv., masser af data og statistik, men meget få plantegninger og derfor næsten ingen arkitektur. Der er hæderlige undtagelser, men de forbliver undtagelser fra en altdominerende tendens.

Lad os insistere: hvorfor foragter vi et af de bedste, måske det grundlæggende værktøj, vi har til at udforske måder at bo på? Svaret er komplekst, uden for dette essays begrænsede omfang, men jeg tror, det er forbundet med arkitektens tab af indflydelse og fremkomsten af specialisten, en politisk neutral medarbejder; en tendens som andre forfattere har beskrevet som “proletariseringen” af arkitekten.

PLANTEGNINGENS NULPUNKT OG DEROVER

Enhver arkitekt har indgående kendskab til, at plantegningen ligger i centrum af vores arbejde, og at det ikke bliver så let at deaktivere dens kraft. Mennesket har ikke altid behøvet en plantegning til at bygge sit hus, men i hvert fald siden Vitruv (han kaldte plantegning for ichnographia) har plantegning hørt til i arkitekturens kerne. Og det er på trods af, at prestigefyldte tænkere og akademikere (Robin Evans kommer frem i hukommelsen) har vist os et mørkere ansigt af plantegningen og afsløret den som en mekanisme for social kontrol, endda et undertrykkelsesværktøj, brugt til at fastholde de hierarkiske roller i den klassiske familieenhed.

Men det er netop denne magt til at kontrollere eller til at orkestrere det hjemlige liv, der placerede plantegningen i centrum af de store undersøgelser udført af det 20. århundredes mestre. Pionerernes arbejde åbnede i anden halvdel af det 20. århundrede op for plantegningens muligheder for de bedste arkitekter.

På plantegninger af to store herskabslejligheder af Luigi Caccia Dominioni og Jose Ignacio Coderch, Via Vigno [ill. 3] og Edificio Girasol [ill. 4], kan vi observere deres alternative cirkulationer, med sofistikerede gradueringer af privatliv, ægte domestiske landskaber. Disse idéer fik også indflydelse på de billigere middelklasselejligheder og endda arbejderklasseboliger som for eksempel La Barceloneta [ill. 5], en bygning for fiskerfamilier i Barcelonas havn, også tegnet af Coderch. Lejlighederne gør en mesterlig brug af et meget kompakt program, mens de tillader diagonale kig, der får den begrænsede plads til at ekspandere og ånde.

Erfaringerne fra modernismens pionerer blev snart udnyttet af markedet, men først efter at de var blevet udsat for en ustoppelig trivialiseringsproces. Et meget hurtigt kig på boligbyggeriet i Danmark i dag, især på det frie marked, viser (groft generaliseret og med fokus på den mest kommercielle arkitektur), at plantegningen har nået et “nulpunkt”: en teknisk blok med “frit”rum omkring. Den våde kerne med køkken og bad, ofte uden naturligt lys, er placeret som et forladt skab midt i rummet uden kvalitet, uden idéer, uden arkitektur. På disse plantegninger over et af-ritualiseret liv, har alt samme værdi. Livet, med dets forskellige situationer og rutiner, opstår i et gennemsigtigt, ufiltreret monospace.

Måske er frihed at kunne vælge mellem muligheder og ikke at have alle muligheder. Når Le Corbusier postulerede “den frie plan,” mente han ikke den tomme plan, men en plan frigjort fra strukturen, hvorfra man kunne begynde at male livets plan, “kampplanen,” som han kaldte plantegningen.

En anden gæst, der bliver ved med at vende tilbage, er idéen om “eksistensminimum.” Både politikere og den akademiske verden foreslår mikroboliger som et svar på de demografiske ændringer og klimakrisen. Men i stedet for plantegning-styret forskning, som den blev bedrevet af deltagerne i CIAMs 2. kongres [ill. 6], får vi boho-romantikken om tiny living, og som en vinterforkølelse, containerens tilbagevenden. En romantik, der sandsynligvis bliver svækket, hvis cellen ikke er et frivilligt valg, men det eneste man har råd til på boligmarkedet.

Efter at have nået “nulpunkt”-cellen, må det nu være nødvendigt at gentænke plantegningen. Den fortæller os, at nogen inden for en kontekst og en rig arkitektonisk tradition har tænkt, så vi ikke behøver at genlære det allerede lærte i en evighed. At retfærdiggøre planen er at retfærdiggøre arkitektonisk tænkning.

EN PARADIGMATISK CASE: MATRIXENS TILBAGEVENDEN

Lad os kigge på et nyligt boligprojekt for at illustrere disse refleksioner. Den prestigefyldte internationale RIBA-pris 2024 blev tildelt et socialt boligbyggeri i Cornellá, Spanien [ill. 7]. Den består af en karré med 85 støttede boliger tegnet af en lille spansk tegnestue, Peris+Toral Arquitectos. Uden at forsøge at analysere hele projektet, vil jeg gerne fremhæve to aspekter af det.

For det første minder det os om, at eksperimenter med boliger i dag kun er muligt uden for det frie marked. I nogle lande (såsom Spanien i dette tilfælde) er der tradition for at opføre almene boliger efter åbne konkurrencer. Nogen kunne kynisk sige, at eksperimenter kun er mulige med de fattiges huse, men under alle omstændigheder har disse konkurrencer (med anerkendte arkitekter i dommerpanelerne) givet små tegnestuer med kreative og kritiske ambitioner mulighed for at gentænke boligen og at bygge deres projekter.

For det andet og tættere på pointen i dette essay: projektet Modulux Matrix er “marineret” i en typologisk forskning, der blandt andet beskæftiger sig med plantegningens muligheder også i et historisk perspektiv. Dets grundplan viser et gitter med celler på 3,6×3,6 meter. Gitteret har været en af de vigtigste tråde i arkitektonisk tænkning. Man kunne for eksempel starte med Jean-Nicolas-Louis Durand, derefter kigge på udviklingen af fabriksrum under den industrielle revolution, for at finde det igen i kernen af flere arkitekters arbejde, som blandt andre Ludwig Mies van der Rohe, Ludwig Hilberseimer og Le Corbusier. Et forpligtet stop i denne forhastede genealogi af gitteret ville også være den tjekkiske avantgardearkitekt Karel Teiges arbejde [ill. 8]. Men det er måske i de kritiske futuristiske forslag fra de italienske Archizoom og Superstudio [ill. 9], at gitteret fik et stort comeback: Ja, 70’erne igen.

Der er således en lang og interessant genealogi tilknyttet dette prisvindende projekt, men det har en meget direkte kilde, den japanske arkitekt, Hiromi Fujii. Efter at have arbejdet i Europa med Angelo Mangiarotti og Alison & Peter Smithson stiftede han sin egen tegnestue tilbage i Tokyo. Hans projekter fra 70’erne kredser om gitteret og udgør, gennem tanken om neutralitet i arkitekturen, en kritik af modernismen. Hans mål var at nå en primær tilstand fri fra historiske referencer og udtrykkeligt at bringe arkitekturen tilbage til dens “nulpunkt.” Hvis cellens monospace repræsenterer planens nulpunkt, kan det ortogonale gitter forstås som et “spin-off” af cellen [ill. 10].

I Modulux Matrix forekommer de forskellige hjemlige funktioner inden for det samme kubiske rum. Den modernistiske plantegnings individuation af rummet erstattes med et generisk, repeteret rum. Anmeldelserne og kritikerne af dette projekt understreger de aspekter, der er relateret til bæredygtighed, dens struktur af massivt træ, dens lave CO2-emissioner. De fremhæver også alle det åbne køkken, der ved at være placeret i det centrale rum synliggør husligt arbejde og åbenbart hjælper med at undgå fastlåste kønsroller.

Jeg har ikke fundet mange kommentarer om den rumlige oplevelse på tværs af de generiske celler eller en diskussion, som den skitseret her, om projektets typologiske arv.

Min hensigt er ikke at komme med en kritik af bygningen, men at vise, at denne kritik nødvendigvis bør omfatte plantegningen. Fordi dens kritiske “punch” hviler netop dér: Modulus Matrix’ plantegning er en kritik af modernistisk arkitektur næsten identisk med den, Fujii kom med i 70’erne. Det er kun gennem et bevidst hukommelsestab af plantegningens historie og slægt, at vi kan kalde dette projekt for visionært eller revolutionært.

Dette hukommelsestab er desuden unødvendigt, da originalitet i arkitektur er relativ og overvurderet. Det er også tåbeligt: plantegningen, med dens rigdom af kontinuitet og akkumuleret viden, giver os kapacitet til at fortage nye kombinationer og transformationer og gemmer, vil jeg hævde, stadig på nøglen til nye domestiske landskaber og måder at bo på.

LANDSKABET EFTER SLAGET

Når jeg ser på luftfotos af ødelæggelsen af byerne under anden verdenskrig eller de seneste forfærdelige fotos af den russiske invasion af Ukraine [ill. 11], bliver jeg altid overrasket over, at plantegningen dukker op igen. Når alt andet er sprængt i luften, er den plantegning, vi aldrig ser, nu synlig. I sin benhårde modstand mod at forsvinde synes plantegningen at demonstrere, at den er mere end en idé og mere end en bygning.

I 1830 bestilte John Soane et maleri af Joseph Michael Gandy. Maleriet viser Soanes Bank of England (dengang under opførelse) i en forestillet tilstand af ruiner. Man kunne læse billedet som en refleksion over plantegningens resiliens [ill. 12]. Ud over Soanes velkendte fascination af ruiner og fragmenter (hvorover hans eget hus er et testamente), kunne man i disse portrætter af en bygning i færd med at forsvinde læse en retfærdiggørelse af arkitektens arbejde. Gennem Gandys maleri synes Soane at sige, at arkitekten er meget mere end formgiveren af smukke facader med historiske stilarter, og at arkitektens værdi, det virkelige arbejde, ligger gemt under ruinerne: plantegningen.

–

Nathan Romero Muelas er en spansk arkitekt, der leder en København-baseret praksis, (nathanromeromuelas.com). Han er arkitekturkritiker og essayist, samt ekstern lektor ved Det Kongelige Akademi i København (Institut for Arkitektur og Teknologi, IBT, BØT).

Oversat fra spansk af Mette Skov, mag.art.