Et af arkitekturdisciplinens problemer er at bestemme, hvad der er godt, og hvad der er dårligt. I direkte forlængelse af det problem følger det metodiske tillægsproblem, angående hvordan det bestemmes, hvad der er godt, og hvad der er dårligt. Denne artikel handler om det andet af disse problemer med afsæt i et eksempel, der har det første som omdrejningspunkt.
Det valgte eksempel kan umiddelbart forekomme noget yderligtgående. Ikke nok med at forsøge at bestemme hvad der er godt, så er forsøget i det valgte eksempel simpelthen at finde det bedste. Hverken mere eller mindre. At finde det arkitektoniske værk, opført i Storkøbenhavn i det foregående år, som træder frem foran alt andet og indtager pladsen som Byens Bedste Bygningskunst.
Eksemplet er arkitekturprisen Årets Arne, som siden 2007 er blevet uddelt af lokalledelsen i Akademisk Arkitektforening København. Artiklen fokuserer på relanceringen af prisen op til uddelingen i 2020 og diskuterer forløbet i lyset af erfaringerne fra Årets Arne 2020 og Årets Arne 2021. Ved at gennemgå de enkelte trin i processen frem imod kåringen af vinderne åbnes grundlæggende dilemmaer for bedømmelsen af arkitektur: Hvordan afklares det, hvad der er bedst? Hvem udfører bedømmelsen? Hvad er det godt for og for hvem? Hvad karakteriserer det gode eller sågar det bedste? Og hvad betyder metoden for, hvad der udpeges? Med afsæt i det konkrete eksempel behandles disse for arkitekturen uomgængelige, men fortsat omdiskuterede problemer.
Bedømmelse af arkitektur
I relation til magasinets tema Om at tage mål kan arkitekturprisen Årets Arne siges at måle værdien eller kvaliteten af arkitekturen. Men hvad vil det sige at tage mål af arkitektonisk kvalitet? Kan værdi og kvalitet virkelig måles lig højden på et tårn eller l-værdien af en ydervægskonstruktion?
Flere har beskæftiget sig med begrebet arkitektonisk kvalitet, og der lader til at være enighed om, at det er noget, der ikke kan defineres. Den svenske arkitekturteoretiker Magnus Rönn indplacerer begrebet i gruppen af såkaldt grundlæggende omstridte begreber. Det er begreber, som i deres essens ikke er entydige og som til stadighed medfører uenighed og diskussion om deres karakter og betydning. I diskursteoretisk sammenhæng kalder Niels Nygaard, som har skrevet afhandlingen Arkitektonisk Kvalitet på Arkitektskolen Aarhus, begrebet for en tom betegner. På den store teoretiske klinge siger Immanuel Kant om selve bedømmelsesaspektet:
Det er helt umuligt at give et bestemt objektivt smagsprincip, i henhold til hvilket smagens bedømmelser kunne ledes, efterprøves og bevises. For I så fald ville bedømmelsen ikke være en smagsdom.
Immanuel Kant, Kritik af Dømmekraften
At arkitekturens værdi og kvalitet ikke kan bestemmes entydigt medfører dog ikke, at arkitektfaget helt har opgivet at måle den kvantitativt. Langt fra faktisk. I nærværende præmieringsøjemed går kvantificeringen ud på at udpege ét værk blandt mange. Tilsvarende eller måske endda i endnu mere tydelig grad kvantificeres arkitekturen andre steder. I uddannelsen gives ofte karakterer efter 7-trinsskalaen for arkitekturen, der præsenteres ved eksaminer. I konkurrenceøjemed tildeler juryer gerne point for diverse aspekter ved afleveringsmaterialet såsom økonomi eller arkitektur eller for delaspekter ved sidstnævnte. Dagblade tildeler 1, 2, 3, 4, 5 eller måske 6 hjerter eller stjerner til arkitektur. Således bruges altså kvantitative målemetoder til at sige noget om kvaliteten eller værdien af arkitekturen.
I mange af ovenstående eksempler arbejdes der foruden kvantificeringen parallelt med kvalitative bedømmelser. Således følger en mundtlig kritik f.eks. karaktergivningen ved eksamener, dommerbetænkningen flankerer pointgivningen i arkitektkonkurrencer, og en anmeldelse følger uddelingen af hjerter eller stjerner i et dagblad. Måling af arkitekturen igennem kvalitative bedømmelser og kvantificering af de kvalitative aspekter sker altså i mange former i forskellige sammenhænge.
At det kvalitative og det kvantitative ofte følges ad antydes ligeledes i titlen på nærværende magasins tema Om at tage mål. At tage mål af noget kan både hentyde til en egentlig opmåling, f.eks. af taljen når et par bukser skal lægges ind, eller til en vurdering af et medmenneskes oprigtighed. Du er blevet vejet og fundet for let, lyder en talemåde som på tilsvarende vis indikerer det intrikate forhold imellem kvalitet og kvantificering.
Her kan det være frugtbart at sammenligne med kvantifikationsproblemer i andre sammenhænge. De færreste vil stille sig skeptisk overfor et termometer, der måler temperaturen i et rum. Hvis det siger 25 grader celsius, vil de fleste endda anerkende det i en sådan grad, at de vil tage en sweater på frem for at skrue op for varmen, hvis de føler sig kolde. Sådan forholder det sig ikke med arkitektur. Her er det helt almindeligt at måling og bedømmelse udfordres eller ligefrem forkastes. Et projektforslag, der af en nedsat dommerkomité er udpeget som vinder af en konkurrence, kan uden videre betvivles af andre fagfæller, som vurderer andre projektforslag mere kvalificerede. Ingen vil betvivle en anerkendt arkitekts ret til at kritisere valget af et vinderforslag i en arkitektkonkurrence. Uenigheden kan bunde i såvel forskellige syn på kriterierne, der bør vægtes, og bedømmelsen af disse ofte flertydige kriterier.
Når de færreste vil stille sig kritiske overfor ovennævnte temperaturmåling, så skyldes det i høj grad en bred anerkendelse af de anvendte måleredskaber. Dermed bliver metoderne, der anvendes til måling, centrale, og der bør dermed være stor interesse for måderne hvorpå arkitektkonkurrencer, fredningsspørgsmål, certificeringsordninger eller præmieringer af arkitektur måles. Er det den ene eller den anden, der udfører bedømmelsen, og hvordan besluttes det, at det netop skal være dem? Disse spørgsmål er ikke mindst centrale, når det angår udpegningen af byens bedste bygningskunst.
Arkitekturkritik og præmiering
Når vurdering og bedømmelse af arkitektur finder sted, sker det ikke i fri luft. Bedømmelsen står altid i relation til noget. Skal lægfolk bedømme arkitekturen, står det gerne i relation til deres egne æstetiske præferencer eller til deres specifikke viden om det ene eller andet forhold. For fagfolk i arkitekturen forventes bedømmelsen at stå i relation til disciplinen, som har både en teori og en historie. Hverken teorien eller historien er homogen, men består af divergerende idéer, der kan siges at fordele sig i parallelle diskurser. Disse er ikke kun historiske realiteter, men i særdeleshed aktivt virkende.
Begrebet kritik har forskellige definitioner. I daglig tale henviser det gerne til særligt negative ytringer om det ene eller det andet. I arkitektfaglig sammenhæng og indenfor kunstneriske fagområder i øvrigt har begrebet ikke den samme negative ladning, men benyttes som beskrivelse af mange former for bedømmende praksis. Således også i denne artikel og i relation til arkitekturprisen Årets Arne, hvor kritik er et aspekt i den bedømmende praksis og kan påpege værdier og kvaliteter ved arkitekturen i samme grad som fraværet af dem.
Kritikkens vurderende og bedømmende praksis er gerne influeret af bestemte diskursive, faglige strømninger. Den indflydelse ligger tæt op ad hvad Kant i det tidligere nævnte citat kaldte for smagsdom, i en tid hvor begrebet smag ikke var så udskældt, som det er i dag. Diskursernes indflydelse på kritikkens vurdering og bedømmelse er dog ikke et envejsforhold. Den amerikanske arkitekturteoretiker Miriam Gusevich har beskrevet arkitekturen som en kanon, der konstant produceres, reproduceres og løbende flytter sig som konsekvens af kritikken. Hver enkelt bedømmelse tilføjer nye perspektiver til den allerede eksisterende kanon. Kritikken og de forståelsesmæssige rammer, som kritikken finder sted indenfor, står altså i et fortløbende dialektisk forhold. Ligesom kritikken finder sted i relation til diskursen skabt af tidligere kritikker, har den potentiale til at påvirke rammerne for fremtidig kritik. Denne erkendelse pålægger den arkitektfaglige bedømmelse et særligt ansvar, da den dermed er medvirkende til at definere selve arkitekturen som disciplin. Ikke nok med at kritikken dermed producerer rammerne for kritikken selv, så producerer den ifølge Gusevich ligeledes rammerne for arkitektonisk praksis. Ved at producere forståelsen af kvalitet i arkitekturen defineres altså også grundlaget for den bygningskunstneriske produktion.
Sammen med Martin Søberg skrev jeg i 2019 artiklen At hylde arkitekturen. Bygningspræmiering som kritisk praksis. Afsættet for artiklen var en nysgerrighed på de mange priser, der årligt uddeles indenfor arkitekturen, og på hvilke typer af faglig bedømmelse, der lå til grund for dem. Som artiklens anslag skrev vi følgende:
Nutidens arkitektvirksomheder har en forkærlighed for SoMe-opslag med billeder af partnere, sagsarkitekter og konkurrenceteams, der poserer på en scene med en platte, en pokal eller en stor check. I opslagets billedtekst kan man læse, at virksomheden har modtaget en præmiering for et bygningsværk som helhed eller for et af værkets delaspekter. Opslaget modtages med de beundrende følgeres likes og lykønskninger om, hvor velfortjent udmærkelsen er, og hvor glade de er på virksomhedens vegne. I opslaget anes en delikat balance mellem marketing og oprigtig stolthed over egne præstationer. Hos følgerne anes en tilsvarende balancering mellem generøse roser, karriere-strategisk networking og misundt anerkendelse. En penibel kamp om arkitektfagets økonomiske og kulturelle magtbalance finder sted i de sociale mediers offentlige rum.
Uddrag fra At Hylde Arkitekturen
Anslaget indeholder en række observationer af direkte relevans for denne artikel. Først og fremmest peger vi på at præmieringerne – uanset autoriteten af deres faglige bedømmelse – publiceres og bliver en del af den kollektive samtale om arkitekturen. Præmieringerne virker på faget. Dernæst at præmieringerne foruden den umiddelbare faglige anerkendelse også er en reklame for virksomheden og de involverede i værkerne. Dermed er de ofte sammenblandet med kommercielle interesser, der risikerer at mudre den faglige bedømmelse. Endvidere at modtagelsen af de mange præmieringer ikke sker i et forum egnet til kritisk dialog.
Undersøgelsen tog udgangspunkt i en gennemgang af Mærsk Tårnet, som på daværende tidspunkt havde modtaget adskillige præmieringer af forskellig art. I en gennemgang af priserne viste der sig som forventet et noget broget billede af den faglige bedømmelse, der lå bag. Nogle konklusioner kan udtrækkes af artiklen er følgende: Det var i mange tilfælde ugennemsigtigt, hvordan bedømmelsen var foregået. Man kunne slet og ret ikke finde ud af hvem, der havde truffet beslutningerne, og på hvilket grundlag det var sket. Der var tunge økonomiske interesser bag adskillige af prisuddelingerne. Ved nogle priser var der tydeligt redegjort for de kommercielle interesser, men i andre var det uigennemskueligt. I visse priser lod feltet af kandidater til at være meget begrænset. I andre tilfælde fik vi indtryk af, at en udmærkelse af den ene eller anden art blev givet til så godt som alle, der betalte for at være med i opløbet.
Der var dog også opløftende elementer at trække ud af gennemgangen af de mange arkitekturpriser. Det, at de blev løftet af kommercielle interesser med store kapitalressourcer, fik et fokus på arkitektur langt ud over de cirkler arkitekturkritikken normalt virker indenfor. Og i visser tilfælde som f.eks. World Architecture Festivals WAF-Award blev de nominerede værker faktisk diskuteret kritisk af inviterede jurymedlemmer.
Undersøgelsens primære mål var at afklare, hvorvidt de mange arkitekturpræmieringer i rimelig grad kunne overtage kritikkens plads fra andre formater. Hovedkonklusionen var dog, at det generelle billede af priserne ikke formåede dette. Men at arkitekturpriserne samtidig indeholder potentialer som rigtigt udviklet kan bidrage til det arkitekturkritiske landskab.
Arkitekturprisen Årets Arne
Arkitekturprisen Årets Arne er indstiftet af den københavnske lokalafdeling af Akademisk Arkitektforening og blev uddelt første gang i 2007. Prisen er navngivet efter den danske arkitekt Arne Jacobsen, og vinderen overrækkes en statuette med Arne Jacobsens portræt. Arkitektforeningen København drives af en lokalledelse med både valgte repræsentanter og aktive, menige medlemmer. Arkitekt Helge Sommer har igennem mange år bidraget frivilligt til lokalafdelingens arbejde ved at arrangere værk- og byggepladsbesøg for foreningens medlemmer til signifikante arkitektoniske projekter i lokalafdelingens område. Helge har været med lige fra Årets Arne blev stiftet og beretter her om uddelingen af prisen de første år.
Da Årets Arne startede, var der ikke tale om nogen fast proces, som der er nu. Det første år gav vi prisen til Tivolitårnet af Norman Foster. Der var jo ikke nogen krav om at det var bygget eller noget. Det var bare os, der sad rundt om et bord, og så kom folk med forslag. Tivolitårnet var jo et kontroversielt projekt, syntes mange. Og der var en fra lokalledelsen, der kendte nogen derovre hos Norman Foster, og så kom der en partner flyvende ind for at modtage prisen, vi havde givet dem.
Helge Sommer, Aktiv i Arkitektforeningen København
De første års vindere af Årets Arne bekræfter Helge Sommers udlægning. Året efter Tivolitårnet modtog kulturminister Brian Mikkelsen prisen for arbejdet med regeringens arkitekturpolitik, og i 2009 blev den tildelt udstillingsværket Under opførele Saskia Peinow, Stine Sundahl og Kalle Jørgensen. De følgende ti år overraktes Årets Arne i overvejende grad til opførte bygningsværker.
Parallelt med første uddeling af Årets Arne indstiftedes også prisen Lille Arne. Vinderne af Lille Arne spænder tilsvarende bredt i de første år, hvor både tegnestuer, konkrete bygningsværker, personer og netværk er at finde blandt prisens modtagere. Fra uddelingen i 2012 og frem findes der dog ingen egentligt opførte værker.
Tilbageblikket tegner et billede af arkitekturpriserne som et uformelt initiativ, der i takt med sin kontinuitet har udviklet sine egne traditioner; prisen Årets Arne for opførte bygningsværker og Lille Arne for andre ytringer med betydning for arkitekturen.
Jeg var selv med som frivillig i juryen for Årets Arne 2019, så min egen historie med Årets Arne begynder her. Inden jeg blev involveret, var fem værker blevet nomineret. For at finde vinderen skulle vi i juryen besøge værkerne og have dem præsenteret af arkitekterne på stedet for efterfølgende at træffe beslutningen ved et jurymøde. Det viste sig at være svært, for der var mange gode pointer om de respektive værkers kvaliteter. Efter lange drøftelser greb vi til afstemning og endte med at pege på Elefanthuset af Leth & Gori som årets vinder. [Ill. X, Elefanthuset]
Allerede nomineringen af de fem værker fik i efteråret 2018 omfattende opmærksomhed i faglige og sociale medier. Det var tydeligvis attraktivt at blive nomineret til eller endda kåret som vinder af Årets Arne, som en ikke-kommerciel, faglig arkitekturpris uddelt af arkitekternes egen standsforening.
Af formel beskrivelse af prisen fandtes alene teksten på Arkitektforeningens hjemmeside, som ikke redegjorde for processens forløb. Lokalledelsen besluttede at udarbejde retningslinjer med beskrivelse af kriterier for prisen og af processen omkring dens uddeling. Som forudsætning herfor behøvede vi dog svar på et centralt spørgsmål, nemlig hvorfor vi uddelte prisen i det hele taget.
Som nævnt kan der være mange motivationer for en arkitekturpris, herunder at belyse særlige aspekter af arkitekturen, at fremme en særlig dagsorden, at finansiere konferencer og medier eller ligefrem at øge salget af byggematerialer og produkter. Svaret på spørgsmålet blev, at Årets Arne skulle uddeles for at fremme arkitekturens kvalitet i Storkøbenhavn ved at bidrage til en diskussion i faget. En implicit sekundær motivation var at bidrage til opbygningen og udviklingen af Akademisk Arkitektforening som en betydningsfuld standsforening.
Vi ville arbejde induktivt frem for deduktivt. Spørge åbent og lade de vindende værker kvalificere forståelsen af, hvad den arkitektoniske kvalitet kunne være. Prisen skulle i videst muligt omfang bidrage til en arkitektfaglig diskussion af værdi og kvalitet. I det følgende opridses nogle hoveddilemmaer, der knyttede sig til beslutningerne om retningslinjerne.
Der var forvirring omkring forskellen på Årets Arne og Lille Arne. Vi etablerede et øget hierarki imellem priserne. Lille Arne blev benævnt Initiativpris og for at tydeliggøre hierarkiet blev det besluttet fremover ikke at offentliggøre nomineringer.
For Årets Arnes vedkommende indførte vi tre kriterier baseret på prisens udvikling de forudgående år. Det blev besluttet at værket skulle (1) være opført (2) i lokalledelsens geografisk område, hvilket er lig Storkøbenhavn, samt (3) være fra det seneste år. Mere specifikt blev det ikke defineret i retningslinjerne.
Dernæst delte vi udvælgelsen op i tre faser, hhv. Indstilling, Nominering og Kåring.
Indstillingen har til formål at indkredse feltet, der tages stilling til. Eftersom prisen går ud på at udpege det mest fremragende værk, må første skridt være at finde det potentielt mest fremragende. I indstillingsperioden, kan alle og enhver på hjemmesiden www.aaretsarne.dk foreslå værker til prisen, der lever op til kriterierne. Skulle indstillingen alene være for medlemmer af Arkitektforeningen for at give medlemmer særlige privilegier. Nej, for vi prøver at finde det bedste, så der er ikke værker, vi ønsker at udelukke.
Det andet trin, nomineringen, blev overladt til afstemning blandt medlemmerne. For at være medlem i Arkitektforeningen kræves arkitektfaglige kvalifikationer. Det sikres ved anerkendt uddannelse eller via et arkitektfagligt virke, som kan anerkendes igennem ansøgning til foreningens Optagelses- og kvalifikationsnævn. Det forhold medfører en sjældent veldefineret faglig forsamling som skaber grundlag for en kollektiv, faglig bedømmelse af de indstillede værker. En unik mulighed, der skyldes arkitektfagets organisering i Danmark med en selvstændig standsforening, der samler både arbejdsgivere og arbejdstagere i et fælles medlemskartotek. Medlemmerne kan stemme på mellem et og fem værker, og de fem, der opnår flest stemmer, nomineres til Årets Arne.
Det tredje trin er kåringen af en vinder, som bestemmes af en jury. For at deltage som jurymedlem ved det afsluttende jurymøde er det et krav, at man deltager i både besigtigelsen af de nominerede værker og i det særskilte arrangement Fejring og Kritik.
Til Fejring og Kritik inviteres de nominerede til en offentlig dialog hvor arkitekterne fremlægger værket. To gæstekritikere åbner en diskussion af værkerne med prisens jury. Foruden kritikken er arrangementet også en fejring af de fem værker, som af Arkitektforeningen Københavns medlemmer er udpeget som de mest kvalificerede til at vinde prisen.
På et jurymøde efter Fejring og Kritik træffes den endelige afgørelse om prisens vinder. Et krav til juryen er, at den udarbejder en betænkning, som redegør for drøftelserne, der har ledt til prisens vinder. Selve kåringen af vinderen finder sted ved Arkitektforeningen Københavns nytårskur, sidste weekend i januar. Her læses højt fra juryens betænkning, inden vinderen overrækkes statuetten. [Ill. 2]
Årets Arne 2020 og Årets Arne 2021
De nye retningslinjer blev meldt ud som en relancering i september 2019 og har med netop uddelte Årets Arne 2021 været anvendt to gange med enkelte justeringer. De centrale informationer om prisens afvikling i de to år er samlet i illustration 3 og 4 med oversigt over indstillede, nominerede og kårede samt udvælgelsesprocessen og de involverede fagfolk. I det følgende vil jeg i stedet koncentrere mig om konsekvenserne af udvælgelsesprocessen.
Et hovedformål med prisen er at være inddragende og at generere faglig dialog om kvalitet og værdi i arkitekturen. Foruden de hhv. 32 og 26 værker indstillet til afstemning var en del dobbeltgængere og værker, der ikke levede op til kriterierne, imellem. Antallet af indstillingsforslag var begge år ca. det dobbelte. Altså mere end et halv hundrede mennesker med tanker og overvejelser om det gode og som faktisk handler på det.
Ved Årets Arne 2020 stemte 289 medlemmer. Det kan betragtes som mange eller få alt efter perspektivet. Mange i forhold til andre arkitektfaglige bedømmelser hvor typisk én eller en lille gruppe træffer afgørelserne. Det 941 der afgav stemmer det følgende år var naturligvis endnu bedre. Uden at påstå at være repræsentativ i denne sammenhæng, har jeg selv begge år stemt side om side med andre arkitektkolleger. Vi har diskuteret vores respektive favoritter og i stor uenighed vendt vores idiosynkrasier og faglige betragtninger. Det er mit håb at disse små faglige fora opstår på tegnestuer, over frokostbordet eller ved middagsselskaber, så vi hver især bliver iscenesat som bedømmende aktører i arkitekturen og får rettet opmærksomheden på grundlaget vores bedømmelse hviler på.
Live-streamingen af Kritik og Kåring blev overværet fra knap 300 skærme hele vejen igennem arrangementets godt to timer. Flere af de nominerede tegnestuer så med på en fælles storskærm og det virker rimeligt at forventes at mange øvrige skærme havde mere end én seer. Kritik og Kåring overgik dermed deltagermæssigt Fejring og Kritik ved Årets Arne 2020 hvor et halvt fyldt Auditorium 2 på Det Kongelige Akademi beløb sig til omtrent 100 mennesker. Af et i manges øjne nørdet arrangement med aktiv arkitekturkritik lever det i høj grad op til lokalledelsens forventninger.
Også udenfor de egentligt involverede kredse er prisen blevet bredt publiceret i fagmedier. Indstillede tegnestuer og bygherrer har bidraget til udbredelsen på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter med opfordring til arkitekterne til at give netop deres værk en stemme. [Ill. 5] Byrummonitor har dækket prisen gennemgående med dedikerede artikler om de nominerede og Enghaveparken fik efter kåringen med Årets Arne 2021 en større selvstændig artikel i Berlingske Tidende samt omfattende opmærksomhed på sociale medier, hvor tidligere anmeldelser i blandt andet Arkitekten blev cirkuleret igen. Således har prisen nået et stort publikum af aktører indenfor det byggede miljø.
Den offentlige, kritiske dialog og dens indflydelse på udpegning af vinderen, skiller Årets Arne ud fra massen af arkitekturpriser i øjeblikket. Det første år gik kritikerne relativt hårdt til værks. Ellen Braae kritiserede Cityringens stationer for at ødelægge pladserne ovenpå med ovenlys hvis underjordiske virkning hun oplevede som værende begrænset. Nille svarede uforstående igen, for kunne hun virkelig ikke se det enestående i en metrostation med dagslys? En konflikt blev tegnet op af en arkitekt forført af dagslyset i sine underjordiske katedraler overfor landskabsprofessoren, der gerne vil have nogle gode byrum. Holger Dahl gik til naturopfattelsen i både Karen Blixens Plads og i særdeleshed Sankt Kjeld Plads og Bryggervangen. Skal brokvartererne virkelig tilplantes med skove og krat og være hjem for sommerfugle og kornblomster? Er det ikke netop noget andet, der bør karakterisere byen? Som modspil til de kritiske udsagn rykkede tegnestuerepræsentanterne sammen og roste hinanden i geled imod de kontante kritikere, der tillod sig at udfordre deres værker. [Ill. 6]
Året efter var gæstekritikerne mindre konfrontatoriske, men klare bedømmelser blev det alligevel til. Marcus Vesterager syntes at stuefacaden på Ørsted Haver trak ned i den ellers forbilledlige facaderenovering. Arkitekternes svar gav indtryk af at Netto, der beboede stueetagen, havde bidraget økonomisk til projektet og ikke var sådan lige at sætte på plads. En tydelig perspektivforskel, med kritikeren der evaluerer resultatet, og arkitekten der ser det i lyset af alle benspændene, der førte dertil. Også fra publikum kom en kritisk kommentar. En etnolog og nabo til Enghaveparken påpeger at parken tidligere var en have og nu efter hendes oplevelse er præget af hårde linjer. ”Hvorfor er materialevalget overbelyst beton og grus? Hvorfor er betonanlægget synligt?” Flemming Rafn svarer at betonens lyse farve er resultatet af en bevidst indsats for at undgå den kedelige Portland-grå beton. De lidt klarere linjer er dels på baggrund af et ønske fra planmyndighederne, men der er også tilført mange nye planter og on få år vil vi se dem vokse op og begrønne parken noget mere. Som afslutning på debatten tonede Mette Skjold rent flag; Alle arkitekter burde tage en tur på Københavns Museum, for der er virkelig meget at hente, både fra sin oprindelige arkitektur, for de lag det er tilført i transformationen til museum og om hvordan vi skal udvikle København fremadrettet. [Ill. 7]
I Reglementet for Årets Arne fremgår det at, “Frem for at definere fagets kvalitetskriterier på forhånd vil vi lade prisen og de faglige betragtninger i juryens betænkning informere os om fagets udvikling.” Som intention er det fint, men når man tilrettelægger en proces, kommer man ikke udenom at træffe beslutninger, som har indflydelse på, hvad der udpeges. Det kan blandt andet ses i beslutningen om, at værkerne skal besøges, før den endelige bedømmelse kan finde sted. At stemmeafgivelsen fra medlemmerne derfor ikke kan udpege vinderen direkte. Det kan synes banalt, men den slags betragtninger og regler er baseret på et særligt arkitektursyn, der favoriserer den kropslige og sansebårne erfaring af værket. Alternativet, at værkerne skulle bedømmes alene via visuel, digital kommunikation, ville tilsvarende være udtryk for et andet arkitektursyn. I kraft af processen begunstiger Årets Arne altså en arkitektur, der gør sig godt ved direkte fysisk tilstedeværelse og ved refleksion og kritik.
En anden konsekvens blev indikeret i samtalen med Helge Sommer. Han påpegede at udpegningen af Norman Fosters Tivolitårn ved Rådhuspladsen var en kontroversiel beslutning, da prisen første gang blev uddelt i 2007. Vil en afstemning ved Årets Arne kunne falde ud til kontroversielle værkers fordel? Måske ligger det i den kollektive bedømmelse, at kun det pæne og alment acceptable kommer med? Overraskende var det dog at det ellers uhørt internationalt berømmede Amager Bakke af BIG ikke vandt vælgernes gunst, da det var indstillet i 2020. Om det skyldes, at BIG eller det specifikke værk betragtes som kontroversielt i arkitektmiljøet, eller om værket slet og ret ikke falder i medlemmernes smag, kan vi kun gætte på. Men at et lille skur af genbrugstræ opnåede flere stemmer for kvaliteten af dets arkitektur, er vel ikke helt ukontroversielt. [Ill. 8]
Den endelige afgørelse af vinderen træffes af prisens jury, som er lokalledelsen med de tidligere nævnte tillægskriterier. På sin vis er prisen dermed tilbage i det traditionelle spor: At en lille gruppe fagfolk sidder og træffer beslutningen. Dermed også alle de problemer om uigennemskuelige personlige præferencer eller potentielle smånepotistiske hensyn. Var det ikke netop ønsket at overkomme situationen, hvor få mennesker med ekspert-privilegier traf en rask beslutning? Jo, det var det. Men på den anden side står det faglige hensyn om at sikre, at bedømmelsen sker på et solidt grundlag og ikke blot på indtryk igennem skærmen i en digital afstemning.
Byens måske bedste BYGNINGSKUNST
En lang og omstændelig proces er tilendebragt og tilbage står spørgsmålet, om det er lykkedes at udpege Byens Bedste Bygningskunst. Er Sankt Kjeld Plads og Bryggervangen virkelig arkitektfagligt set bedre end Karen Blixens Plads eller den lille bolig i Havebyen Mozart? Er Enghaveparken Frihedsmuseet overlegen og hvad med Facaderenoveringen Ørsteds Haver? Hvorfor skulle hverken Pandahuset eller Zoolab overhovedet nomineres? Selvom øvelsen jo går ud på at finde det bedste, så fremstår det ikke videre frugtbart at forsøge at besvare ovenstående spørgsmål. Med det tidligere Kant-citat in mente lader det sig ikke bestemme entydigt.
Ses processen fra begyndelsen må man spørge, om det allerbedste overhovedet opdages. Kunne der findes noget derude, som vi ikke får øje på, men som er virkelig, virkelig godt? Som nævnt kommer en del af indstillingerne fra tegnestuerne selv, men der er også en del der kommer fra andre interesserede. Dermed indstilles også værker fra tegnestuer uden PR-afdelinger eller anden form for fokuseret opmærksomhed på selv-publicering. Ligeledes giver det mulighed for at små, nystartede eller ukendte tegnestuer kan konkurrere side om side med de store og etablerede. I det lys er den åbne indstilling værdifuld, og det er svært at tænke sig måder at sikre bedre repræsentation.
Men hvad med resultatet!? Er de vindende værker de bedste? Her kan vi sammenligne med bedømmelser med et tilsvarende sigte. Politiken og Berlingske Tidende har som de eneste danske dagblade faste arkitekturanmeldere. Begge disse to laver ved årsskiftet opgørelser over årets gang i arkitekturen. Et blik på disse kan belyse resultaterne fra Årets Arne.
Berlingskes Holger Dahl omtaler i sin artikel om årets bedste arkitektoniske perler følgende værker i Storkøbenhavn: Rigshospitalets Nordfløj (Link Arkitektur, 3XN, m.fl.), Silver Arrow (Carsten Holgaard), Zoolab (Claus Pryds Arkitekter), Falkonér alle 128 (Mangor & Nagel), Scherfigs Have (Arkitema), Ørsteds Haver (Tegnestuen Lokal), Amaryllis hus (Mangor & Nagel, Tegnestuen Lokal). Samtlige af disse værker var indstillet og med til afstemning om nominering ved Årets Arne 2021. Kun ét af dem, Ørsted Haver, blev dog nomineret.
Hos Politiken pegede arkitekturredaktør Karsten Ifversen på følgende værker fra 2020: Orientkaj metrostation (Cobe, Arup), Maltfabrikken (Praksis), Zoolab (Claus Pryds Arkitekter), Frihedsmuseet (Lundgaard Tranberg Arkitekter), Københavns Museum (Rørbæk & Møller, Leth & Gori, JAC Studios) og Tidsmaskinen (BBP Arkitekter). Fem af de seks er i Storkøbenhavn og dermed indenfor området af Årets Arne. De var alle indstillet, mens to, Frihedsmuseet og Københavns Museum, blev nomineret. Året forinden havde Ifversen peget på Karen Blixens Plads (Cobe), Amager Bakke (BIG, SLA m.fl.), Metro City Ringen (Arup), AARhus (BIG) og Venligbolig+ (ONV, We Do Democracy). Af de fire værker i Storkøbenhavn var alle indstillet, og tre af dem blev endda nomineret til Årets Arne 2020.
Metodisk må de to arkitekturredaktørers udvælgelse siges at stå i skarp kontrast til processen for Årets Arne. Her er det to individer, som egenhændigt træffer beslutningerne. Ikke desto mindre må sammenfaldet af udpegede værker siges at være bemærkelsesværdigt. Taget i betragtning hvor uendeligt mange bygninger, der hvert år opføres i København, må den gode arkitektur altså være en meget veldefineret delmængde. Måske er mangfoldigheden i anskuelser angående god arkitektur slet ikke så stor? En anden forklaring følger af argumentet fra den tidligere nævnte Miriam Gusevich. At arkitekturen i bund og grund er en kanon af værker, der lukkes ind og cirkuleres. I den optik må arkitekturredaktørerne siges at være betydningsfulde gate-keepers i beslutningen om hvad, der lukkes ind og hvad, der ikke gør. Betragter vi Årets Arne som en tilsvarende gate-keeper kommer alligevel noget interessant til syne. Værker som Havebyen Mozart 74, affaldsskuret Næste eller BaneGaarden, er blandt de nominerede, men ikke udpeget i nogen af de andre bedømmelser. Ligeledes de to vindere i Sankt Kjeld Plads og Bryggervangen, som begge i en snæver arkitekturforståelse kan henvises til landskabsværker, eller de adskillige nominerede deciderede restaureringsprojekter. Arkitekterne lader til slet ikke at være så dogmatiske når de stemmer til Årets Arne.
I introduktionen stillede jeg spørgsmålet om, hvordan man bestemmer hvad, der er godt og hvad, der er dårligt. Eksemplet Årets Arne er et forsøg på at finde det gode, eller ja, det bedste. På sin vis er eksemplet i sig selv et svar. Samtidig er det tydeligt, at der findes mange andre svar på samme spørgsmål.
Eksemplet hjælper med at åbne en række problemetikker, som alle svar må tage stilling til. Hvordan forholder ekspertbedømmelsen sig til kollektive bedømmelser? Kan arkitektfagets kvalitetsidéer udvikles kollektivt, eller skal det ledes af en snæver avantgarde? Hvordan udpeges denne avantgarde i så fald, og kan fagligheden sikres imod misbrug af de privilegier, der følger den?
Mens de kollektive kritikker er almen praksis på arkitekturens uddannelsesinstitutioner, så synes rum for kollektiv faglig kritik begrænset i branchen. Ved at søge efter det bedste har Årets Arne formået også at inddrage overvejelser om, hvad der ikke er det. En arkitektfaglig bedømmelse i en fælles søgen.
Årets Arne er et forsøg på at give de store spørgsmål et konkret svar. I dens søgen efter det bedste, er det ikke vinderen der får al opmærksomheden, men et helt felt af værker der fremhæves for deres kvaliteter. Hvor samtalen om det bedste i sidste ende er mere værd end nogen af de involverede værker i sig selv.
Noter
Arbejdet med Årets Arne er udført i dialog med lokalledelsen i Arkitektforeningen København. Forfatteren vil gerne takke for mange frugtbare diskussioner og for den gennemgående opbakning, der er udvist. Lokalledelsen i perioden 2019–2021 har bestået af Ali Avarnaghi, Even Brænne Olstad, Jeanette Westergaard Frisk, Kirsten Birk Hansen, Maria Gomez-Guillamon Werner, Morten Birk Jørgensen, Olympia Nouska, Viviana Vidal, studenterrepræsentanterne Simen Sorthe og Maria Bro Schaadt og suppleanterne Gustav Kragh Jacobsen og Caroline Richardt Beck. De faste aktive medlemmer har været Hanna Knudsen, Helge Sommer, Julian Heick, Mai Bogø, Pernille Vincents og Rune Christiansen. Pernille Vincents og Anna Louise Damgaard har været lokalledelsessekretærer.
En særlig tak til Jeanette Vestergaard Frisk for planlægningen af besigtigelsesturen ved Årets Arne 2021. Til Pernille Vincents for et tæt samarbejde omkring organiseringen af både Årets 2020 og 2021 og til Anna Louise Damgaard for det tætte samarbejde med Årets Arne 2021. Jeres indsats har været uundværlig.
Magnus Rönn, “Quality in Architecture – A Didsputed Concept”, ARCC, Considering Research: Reflecting upon current themes in Architecture Research, 2011. Idéen om ‘grundlæggende omtvistede begreber’ eller originalt ‘Essentially Contested Concepts’ er formuleret af den britiske filosof W. B. Gallie, og publiceret i blandt andet: W.B. Gallie. Philosophy and the Historical Understanding (London: Chatto & Windus, 1964).
Niels Nygaard, “Arkitektonisk Kvalitet”, (Ph.d.-afhandling, Arkitektskolen Aarhus, 2006), s. 90 ff., Besøgt 19. februar 2021, https://www.yumpu.com/da/document/read/18171662/phd-afhandling-arkitektskolen-aarhus
Immanuel Kant, Kritik af Dømmekraften, oversat af Claus Bratt Østergaard (Frederiksberg: DET LILLE FORLAG, 2005), s. 176, Tilgængelig online: Besøgt 21. februar 2021, https://peterwidell.com/skønlitteratur/Kant,%20Immanuel%20-%20Kritik%20af%20dømmekraften.pdf
Det redergøres der for i efterskriftet i: John Erslev Andersen, Sansning og Erkendelse: Æstetiske grundtekster fra Baumgarten til Kant (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2012).
For udfoldning af dette argument se: Miriam Gusevich, “The Architecture of Criticism: A Question of Autonomy” i Drawing / Building / Text, red. Andrea Kahn (New York: Priceton Architectural Press, 1991), 8–24.
Morten Birk Jørgensen og Martin Søberg, “At hylde Arkitekturen. Bygningspræmiering som kritisk praksis”, Periskop nr. 21 (2019): 89.
Der har i tidens løb været en vis terminologisk uklarhed i betegnelsen for priserne. Lille Arne har fra begyndelsen været den sekundære pris, mens hovedprisen har været kaldt både Årets Arne og i perioder Store Arne. Med relanceringen op til prisuddelingen i 2020 blev det slået fast, at hovedprisen betegnes Årets Arne og i artiklen har jeg konsekvent brugt denne betegnelse for at undgå at bidrage til yderligere uklarhed.
Interview med arkitekt og aktiv i Arkitektforeningen København Helge Sommer d. 10. december 2020.
Se alle uddelinger på arkitektforeningens hjemmeside: “Årets Arne,” Akademisk Arkitektforening, Besøgt 9. december, 2020, https://arkitektforeningen.dk/aeresbevisninger/arets-arne-og-lille-arne/
“Årets Arne,” Akademisk Arkitektforening, Besøgt 2. februar, 2020, https://arkitektforeningen.dk/aeresbevisninger/arets-arne-og-lille-arne/
Den følgende beskrivelse baserer sig på det vedtagne reglement, som kan findes her: “Reglement vedrørende arkitekturprisen ‘Årets Arne,’” Hentet 2. februar, 2020, https://arkitektforeningen.dk/wp-content/uploads/2020/09/Reglement-%C3%85rets-Arne.pdf
Se vedtægterne for Optagelses- og kvalifikationsnævnet her: ‘Optagelses- og kvalifikationsnævn,’ Akademisk Arkitektforening, besøgt 2. februar 2020, https://arkitektforeningen.dk/organisation/udvalg-naevn/optagelses-og-kvalifikationsnaevn/
Frederik Buhl Kristensen, “Arkitektforeningen relancerer pris: Nominerede til Årets Arne skal forsvare deres projekt foran arkitektkolleger,” Politiken Byrum, 26. september 2019, https://politikenbyrum.dk/Nyheder/art7406224/Nominerede-til-%C3%85rets-Arne-skal-forsvare-deres-projekt-foran-arkitektkolleger
Som det ses af illustrationen, blev ikke fem, men seks værker nomineret til Årets Arne 2020. Det skyldes stemmelighed på femte og sjettepladsen.
Katrine Irminger Sonne, “Historisk københavnerpark vinder arkitekturpris, ‘Det er et sted, mange elsker,’” Berlingske Tidende, 2. februar 2021, https://www.berlingske.dk/design-mode-og-arkitektur/historisk-kobenhavnerpark-vinder-arkitekturpris-det-er
Stationerne er i flere sammenhænge sammenlignet med katedraler, bla. kaldes de her ”katedralagtige”: Nikolaj Heltoft, “Bare vent! Den nuværende er helt grå. På søndag åbner en mere farverig Cityring. Og når metroel om fem år rammer Sydhavnen bliver det helt baraokt,” Politiken, 22. september, 2019, https://politiken.dk/kultur/art7389872/Den-nuv%C3%A6rende-er-helt-gr%C3%A5.-P%C3%A5-s%C3%B8ndag-%C3%A5bner-en-mere-farverig-Cityring.-Og-n%C3%A5r-metroen-om-fem-%C3%A5r-rammer-Sydhavnen-bliver-det-helt-barokt
Spørgsmålene stillet 1 time og 40 minutter inde i live-udsendelsen som kan ses her: “Se kåringen af Årets Arne 2021 LIVE,” Akademisk Arkitektforening, Oprettet 29. januar 2021, https://arkitektforeningen.dk/nyheder/aarets-arne-2021-live/
“Reglement vedrørende arkitekturprisen Årets Arne,” Akademisk Arkitektforening, Vedtaget 16. september 2020, https://arkitektforeningen.dk/wp-content/uploads/2020/09/Reglement-%C3%85rets-Arne.pdf
Holger Dahl, “Berlingskes anmelder har talt: Her er årets bedste arkitektoniske perler,” Berlingske Tidende, 19. december 2020, https://www.berlingske.dk/design-mode-og-arkitektur/berlingskes-anmelder-har-talt-her-er-aarets-bedste
Karsten Ifversen, “Den bedste arkitektur i 2020: Den flotteste metrostation og det fineste tårn – coronaen fik ikke ram på arkitekturen,” Politiken, 6. december 2020, https://politiken.dk/kultur/arkitektur/art8005356/Den-flotteste-metrostation-og-det-fineste-t%C3%A5rn-coronaen-fik-ikke-ram-p%C3%A5-arkitekturen
Karsten Ifversen, “Arkitekturredaktøren: Her er årets fem danske højdepunkter,” Politiken, 9. december 2019, https://politiken.dk/kultur/arkitektur/art7511605/Her-er-%C3%A5rets-fem-danske-h%C3%B8jdepunkter