Hvad eksisterer netop nu, hvad er gået forud, gået tabt, eller genskabt, levet og opslidt? Hvordan vurderer vi, hvad der skal bestå og hvad, som må forsvinde? Hvilken rettighed har vi egentlig? Og ud fra hvilket afsæt, skal vi begynde?
Vores projekt tager udgangspunkt i den gamle Arbejdsanstalt Sundholm på Amager. Sundholm opleves i dag som et lukket område, kun for byens udsatte borgere. Bag murene møder vi en gruppe samfundsborgere, som kæmper misbrug og psykiske lidelser. Områdets historie som tvangsarbejdsanstalt og forsorgshjem skinner igennem i den totalinstitution, det rummer i dag.
Omdrejningspunktet for vores projekt er den gamle Kedelhal. Den er i dag funktionstømt, men gemmer på en stærk kulturhistorie om tilblivelsen af maskinen, der leverede energi og varme til områdets bygninger. I forlængelse af Kedelhallens historie havde projektet til formål at bevæge sig udover Kedelhallens fire vægge og interagere med bebyggelsen omkring. Vi har ønsket at skabe nye, meningsfulde sammenhænge på tværs af bygningen og puste liv i Kedelhallen på ny. Det har vi i vores forslag gjort ved at lade et suppekøkken med madudlevering til de udsatte borgere flytte ind i den ene del af Kedelhallen og en teatergruppe, der beskæftiger sig med byrum, cirkusteater og kontekstuelt teater i den anden. Disse to funktioner smelter sammen i et lydtårn, der aktiveres af Kedelhallens besøgende; teateret og suppekøkkenet kan ‘ringe’ ind til forestilling, morgenmad og sende signaler ud om Kedelhallens indre funktionelle cyklus.
Projektet indledtes med opmåling og registrering for siden at udvikle sig i en mere spekulativ retning. Man kan tydelig fornemme, at Kedelhallen er tegnet til maskinen og ikke til mennesket. Den detaljerede dør er udformet til kultransport fra Kedelhallen og det tilstødende kulhus. De mange vinduer er placeret højt, og man skal stå på tæer for at kigge ind. Dette bidrager til at Kedelhallen, trods dets tilgængelige kvadratmetre og smukke arkitektoniske formsprog, opleves utilgængelig. Projektet undersøger, hvad der opstår, når man tilfører elementer, som forholder sig til en mere menneskelig skala.
På baggrund af vores observationer har vi arbejdet med tre hovedgreb. Madlugen, der kobler sig til køkkenet, porten, der lukker op til det offentlige, demokratiske rum, og lydtårnet, som kobler sig til det indre maskineri. Grebene har til formål at synliggøre og tilgængeliggøre Kedelhallen, som i dag opleves lukket.
Da Sundholm stod færdigbygget i 1907 fandtes eget køkken, væveri, brændingsplads og sygehus, alt sammen koblet i et netværk. Kedelhallen var dengang et vigtigt led i dette netværk, da den sørgede for varme og energi til Sundholms beboere. Den 40 meter høje skorsten, som i dag er fjernet, stod som et vartegn, synlig fra lang afstand. Skorstenen stod som et symbol for bygningens funktion. Denne idé ønskede vi at videreføre i vores projekt ved at tillægge et nyt tårn en ny funktion. Gennem tegning og model undersøgte vi tårnets formsprog, dets forankring til jorden. Skal man kunne bevæge sig ind, op eller ned? Hvilke rumligheder skabes? Vi blev interesserede i idéen om, at tårnet kunne andet og mere end det rent visuelle, og undersøgte lyd som et element. At ringe ind til samling, mad eller til forestilling.
Tårnet forholder sig til aftrykket af den gamle skorsten. Den kobler sig til det indre netværk af varme og damp, der afgiver lyd. Kedelhallen genopstår nærmest som et levende væsen, der afgiver lugt, varme og lyd. Madlugen lægger sig som en forlængelse af det eksisterende vinduesparti og skaber en direkte forbindelse til køkkenet. Den 10 meter høje indgangsport er skåret ud af den tunge facade og overtager placeringen af den tidligere karnap. Her træder man direkte ind fra gadeplan, og porten tilgængeliggør det demokratiske rum. Den eksisterende, udsmykkede, nærmest teatralske dør står som et minde af Kedelhallens historie og fungerer som billetluge, der åbnes inden forestillingen begynder.
Grundet de sociokulturelle udfordringer på Sundholm har vi lagt vægt på at tage hensyn til de udsattes rolle i det nye teater og suppekøkken. Hvordan griber vi ind uden at forstyrre og udstille de udsatte? Efter adskillige besøg på stedet og samtaler med beboerne af Sundholm har det været vores overbevisning, at mange udsatte borgere foretrækker diskretion og at modtage hjælp i mere lukkede omgivelser. Det har vi prioriteret at imødekomme i hvert greb, vi har foretaget. Med både respekt for Kedelhallens arkitektoniske formsprog, Sundholms udsatte beboere og teatrets kulturelle funktion har vi forsøgt at måle og tegne os ind i den gamle Kedelhal.