PERSONLIG OPLEVELSE – LÆNGSEL OG TILHØRSFORHOLD
Ordets kraft ramte mig, da jeg første gang stødte på begrebet cultural inbetweenness. Det landede som et ekko af noget velkendt – som om ordet endelig gav form til den splittelse, jeg længe havde båret. Vi er mange, der består af fragmenter, og i mit tilfælde udgør de en grønlandsk-dansk identitet.
Med den historie, de to lande deler, findes der steder i os blandingsbørn, der er i dvale. Det dvalende vågner før eller siden – måske fordi vi er opdraget med grønlandsk kultur, måske fordi vi selv opsøger den. I min egen liminalitet mærkede jeg noget bevæge sig op mod overfladen.
En junidag landede jeg i Nuuk. Fyldt af tvivl mødte jeg et sted, jeg kendte gennem min families fortællinger. Ikke gennem mine egne sanser. Flyets hjul ramte asfalten, og jeg følte både fremmedhed og genkendelse – en konfrontation og en hjemkomst på samme tid.
Dette essay udsprang af den oplevelse: et forsøg på at forstå arkitekturen som redskab til at forbinde længsel og tilhørsforhold, identitet og sted. Her kan Sara Ahmeds idé om, at hjem er en kropslig orientering, hjælpe med at forstå, hvordan stedet breder sig ud fra kroppen og skaber genkendelse.
ARKITEKTONISKE OBSERVATIONER – HJEMMET OG DET BYGGEDE
Et hjem er mere end materialer. Det er et kropsligt erfaringsrum, et sted for indlejret hukommelse. Når vi træder ind i et hus, træder vi også ind i et felt af historier og længsler.
I projektet Longing/Belonging (2020/21) undersøgte jeg, hvordan boligformer afspejler repræsentationer af grupper i samfundet – hvem der hører til, og hvem der står udenfor. Arkitektur kan være et anker og en brudflade. Den kan skabe fællesskab, men også manifestere fravær og magtforhold.
I Nuuk bliver denne dobbelthed fysisk mærkbar. På gåture gennem byen oplever jeg bygningerne som et åbent arkiv. Kolonihavnen står som et synligt vidne om den danske tilstedeværelse, mens nyere kulturbygninger som Katuaq peger fremad med sin organiske form og sit samspil med landskabet, et symbol på kulturel selvtillid og forhandling mellem tradition og modernitet.
Jeg besøgte min tipoldefar Niels Lynges hus, der i dag fungerer som museum, hvor alt er bevaret, som dengang han boede der. Køkkenet er fyldt med 1950’er objekter, og stuen bugner af historier – et ’alter’ af familieportrætter og landskabsmalerier, der er malet direkte på væggene. Det føltes, som at træde ind i et andet tempo, et rum, hvor historien åndede tæt.
Udenfor rejser de farvede træhuse sig på klipperne, taler med omgivelserne på en måde, der både er praktisk og poetisk [Ill. 1]. De nyere betonblokke fra moderniseringsperioden står i kontrast. Hvis det ikke var for gavlmalerierne, kunne de næsten være placeret hvor som helst i verden, men her oplever jeg alligevel deres kroppe som ikoner [Ill. 2].
Som Edward Hollis minder os om, kan bygninger fungere som ‘arkiver af emotioner’ – de bevarer ikke blot funktioner, men også følelser og konflikter. På samme måde skriver Julie Cruikshank, at landskabet selv rummer hukommelse; det ‘fortæller’ og husker gennem menneskelige handlinger. Massey hjælper os med at forstå, at steder ikke er statiske, men relationelle, skabt gennem bevægelser og sociale forbindelser.
Den danske farvekodning af bygninger – røde kirker, blå fiskefabrikker, gule sygehuse – var et udtryk for kontrol og overskuelighed, men også tab af lokal variation. Moderniseringsperiodens centralisering ændrede ikke blot bymønstre, men livsformer. Mange bygder ligger i dag som stille vidnesbyrd om tvangsflytninger, men også som steder, hvor naturen og tavsheden har genvundet magt.
Samtidig findes der modfortællinger: improvisationer, farver, tilbygninger, som viser, hvordan mennesker gør stederne til deres egne. Arkitektur påtvinges aldrig uden modstand. Den omskabes altid i mødet med dem, der lever i den.
KULTURELLE IMPLIKATIONER – (GEN)FORBINDELSE OG FREMTID
Hvordan kan arkitektur og kunst være redskaber til at genforbinde os med det land, vi måske er blevet fremmedgjorte overfor?
Under mit ophold brugte jeg foto, skitse og kortlægning som metoder til at lagre indtrykkene. Jeg forestillede mig min mor som barn i disse gader, løbende gennem sneen og de skarpe skygger mellem træhusene. Kollagen blev en samling af mine ruter – den består både af danske kyster, omridset af Nuuk, små skitser fra særlige steder, hvor jeg stoppede op, samt af afbildninger af et af de kystkort i træ, man fremstillede for at hjælpe besøgende i Grønland med at finde vej [Ill. 3].
Nuuks trapper fascinerer mig. De er kommet til, efter min mor havde sin barndom her. Modsat Danmark, hvor trapper ikke ligefrem anses for at være tilgængelighedsskabende, så danner de netop her forbindelse og adgang, i hvert fald til de af os, der kan gå på trapper. De forbinder byen på tværs af højder og årstider, løfter kroppen over sneen og åbner udsigten mod fjorden og Nordlandet. I deres bevægelse ligger et symbolsk lag: at stige op, få overblik, se tilbage og fremad på samme tid. Jeg fotograferede trappen ved Radiofjeldet, fordi den, for mig, er et billede på (gen)forbindelsen mellem lag af historie, landskab og identitet – en konstruktion af det moderne Nuuk, der smyger sig rundt om et postkolonialt bygningsikon [Ill. 4].
Når jeg ser fremad, spørger jeg, hvordan Grønlands arkitektur kan udvikle sig på måder, der både anerkender historien og peger mod en lokalt forankret og økologisk fremtid. Klimaet ændrer sig dramatisk i Arktis, og det kræver løsninger, der vokser ud af landskabet selv fremfor udefra-påførte standarder. Som Timothy Morton skriver, består økologien i vores bevidsthed om, at vi er afhængige af jordens andre livsformer – og at nogle af dem på deres side er afhængige af os.
Jeg tror, fremtidens grønlandske arkitektur kan skabe nye former for tilhørsforhold, hvor tradition og modernitet mødes i det byggede miljø. Det kræver lokalt kendskab for at tegne til denne særlige kultur, så bygningerne opstår af terrænet, vejret og menneskene, der bor der. Arkitekturen skal ikke kun beskytte mod kulden, men også skabe rum for fællesskab og genkendelse.
I mødet med arkitekturen blev længslen konkret: i de gamle huse, i betonblokkene, i kulturbygningerne og i samtalerne med de mennesker, jeg mødte, der fik mig til faktisk at føle mig mere grønlandsk og mere velkommen, end jeg havde forestillet mig. Med mine teoretiske følgesvende Hollis, Cruikshank, Ahmed og Massey bliver jeg hjulpet med at forstå, hvordan sted, krop og hukommelse kan skabe tilhørsforhold.
AFSLUTNING
At længes og høre til er ikke modsætninger, men to sider af samme proces. Tilhørsforholdet findes i de øjeblikke, hvor vi genkender os selv i et sted – i et hus, en by, et landskab. Det gjorde jeg.
Jeg havde frygtet ikke at høre til, men jeg blev mødt med varme og forståelse, og forstod, at der ligger noget og venter på mig i det land, jeg nu tør kalde (et af mine) hjem.
Essayet kan bidrage til samtalen om sammensatte identiteter og deres forankring i det byggede og måske vise, hvordan arkitektur kan støtte os i at skabe nye måder at høre til på.
–
Martine Lynge Lyngesen er uddannet arkitekt fra Det Kongelige Akademi og arbejder i krydsfeltet mellem arkitektur, kultur og identitet. Hun undersøger, hvordan mennesker skaber hjem, fællesskaber og tilhørsforhold. Hendes praksis forener undervisning på DIS, arbejde i Studio Formation samt frivilligt engagement i Arkitektforeningens Inclusivity Platform og lokalledelse København.
Sara Ahmed, Queer Phenomenology: Orientations, Objects, Others (Durham: Duke University Press, 2006).
Edward Hollis, The Secret Lives of Buildings: From the Ruins of the Parthenon to the Vegas Strip in Thirteen Stories (London: Portobello Books, 2009).
Julie Cruikshank, Do Glaciers Listen? Local Knowledge, Colonial Encounters, and Social Imagination (Vancouver: University of British Columbia Press, 2005).
Doreen Massey, For Space (London: Sage, 2005).
Timothy Morton, “Ecology” inConnectedness: An Incomplete Encyclopedia of the Anthropocene, red. Marianne Krogh (København: Strandberg Publishing, 2020), 160-161.