I 2016 udkom Grønlands Selvstyres sektorplan for turismeudvikling, hvori strategien for etableringen af en række besøgscentre kaldet Greenland Visitor Centres (GVC), fastlægges. Centrene skal fungere som platforme til at synliggøre landets unikke oplevelser, styrke lokal udvikling og understøtte turismeinfrastrukturen. Planen var, at der skulle opføres fem, nu seks, centre på tværs af landet og til hvert center knyttes fem nationale seværdigheder, udvalgt på baggrund af kulturhistoriske og naturmæssige værdier.
I 2020 blev de første nationale seværdigheder udpeget i kommunerne Qeqqata og Kujalleq. I Qeqqata Kommunia omfattede udpegningerne Aasivissuit, Nipisat og Sarfannguit, mens de i Kommune Kujalleq var Qassiarsuk, Hvalsey, Igaliku og Uunartoq. I den forbindelse inviterede GVC i 2020 forskningsprojektet Screening af Kulturmiljøer (SAK) fra Arkitektskolen Aarhus til at gennemføre feltbesigtigelser, analyser og udarbejde anbefalinger til turistanlæg for både at beskytte og formidle kulturarven. Arbejdsopgaven lå i naturlig forlængelse af SAK-projektets tilgang med bevaring gennem udvikling, hvor kulturarven aktiveres som en drivkraft for bosætning, erhverv, kultur og turisme.
Siden Arkitektskolen Aarhus’ feltarbejde i Grønland i efteråret 2020 er der udgivet flere rapporter om turismeudviklingen fra Visit Greenland, som alle peger på den samme tendens: turismen er i vækst. Trods en opbremsning under COVID-19 var der allerede i 2022 en markant fremgang sammenlignet med perioden før pandemien – både inden for krydstogtsturisme, hotelovernatninger og flypassagerer. I 2024 bidrog turismen med 1,245 milliarder DKK – svarende til cirka 4,9 % af BNP. Turismen genererede 1800 direkte arbejdspladser, hvilket udgør over 6 % af alle jobs i Grønland. Derudover blev Nuuks lufthavn udvidet og genåbnet den 28. november 2024 som Nuuk International Airport. Forlængelsen af landingsbanen gør det muligt at modtage større flytyper og åbner for direkte internationale ruter, blandt andet til København og New York. Dermed er Grønland blevet langt mere tilgængelig som destination for internationale besøgende. Samtidig er nye lufthavne under opførelse i Ilulissat og Qaqortoq, som efter planen åbner i 2026. Når disse står færdige, forventes de at øge kapaciteten og sprede turismeaktiviteterne geografisk, hvilket yderligere vil accelerere udviklingen.
Den stigende turisme rejser dog også spørgsmål om bæredygtighed. Grønlands landskaber er robuste i den store skala, men skrøbelige i detaljen på grund af det arktiske klima – ikke mindst når de rummer kulturarv. Klimatiske variationer, sårbar vegetation og porøse underlag som silt og tidligere, nu hævede, havbunde betyder, at øget turisme vil forstærke presset på destinationernes økosystemer, hvilket gør beskyttelsestiltag nødvendige.
Denne artikel anlægger et retrospektivt blik på SAK-projektets arbejde og anbefalinger i rapporterne Kommune Kujalleq – Turistanlæg ved nationale seværdigheder og Qeqqata Kommunia – Turistanlæg ved nationale seværdigheder. Mens rapporterne beskriver destinationerne og giver anbefalinger til beskyttelse og udvikling, samler artiklen op på anbefalingerne og de bagvedliggende metodiske overvejelser for derved at placere arbejdet videnskabeligt. Siden rapporternes udgivelse i 2021 har Norwegian Institute of Nature Research (NINA) med flere besigtiget flere destinationer i verdensarvsområdet, herunder Nipisat, og blandt andet forholdt sig til den foreslåede formidlingsrute fra Arkitektskolens Aarhus’ rapport. Sammen med NINAs rapport Vulnerability assessment of selected key sites in Aasivissuit – Nipisat UNESCO World Heritage Area, West Greenland anvendes ICOMOS’ Bæredygtig Kulturturisme – Charter for udvikling og adfærd til at diskutere SAK-metodens anvendelse i forbindelse med anbefalinger til destinationsudvikling. Ligesom NINAs rapport er udgivet efter Arkitektskolen Aarhus’ rapporter, er ICOMOS’ charter ligeledes udkommet i en opdateret version, hvilket gør det relevant at holde Arkitektskolen Aarhus arbejde op imod de senere udgivelser for at forankre tilgangen videnskabeligt.
For at holde sig inden for artiklens format og omfang fokuserer artiklen på to af de syv behandlede nationale seværdigheder og går mere i dybden med disse. Det gælder Igaliku og Nipisat [Ill. 1], der tilsammen viser bredden i de første syv udpegninger og samtidig forskelligheder i tilgange og anbefalinger.
Som introduktion til artiklens metodiske og analytiske greb introduceres i det følgende tre teoretiske rammer. Først belyses forholdet mellem kultur og natur som sammenvævede størrelser, med landskabet som et centralt omdrejningspunkt for forståelsen af kulturarven. Dernæst præsenteres Screening af Kulturmiljøer (SAK-metoden) som et praksisorienteret redskab til at operationalisere kulturarven og skabe overblik. Afslutningsvis beskrives den bredere internationale kontekst gennem ICOMOS’ Charter for bæredygtig kulturturisme, der tilbyder en normativ ramme for arbejdet med turisme og kulturarv.
KULTUR OG NATUR SOM SAMMENVÆVEDE STØRRELSER
Naturen kan forstås som de materielle strukturer og processer, der ikke er menneskeskabte, men hvis kræfter og dynamikker udgør grundlæggende betingelser for menneskelig praksis og sætter rammerne for, hvilke former den kan antage. Landskabet er ikke blot natur, men det kulturelt formede blik på naturen og de betydninger, vi tillægger den.
Kultur og natur er derfor uløseligt forbundne begreber. Uden kultur vil naturen blot fremstå som det givne uden menneskelig fortolkning, og uden natur ville kulturen ikke have rod at vokse i. Over tid formes landskaber af samspillet mellem mennesker og natur, og både inuit og nordboernes kulturlandskaber afspejler denne dynamiske relation. Som antropologen Tim Ingold fremhæver, må landskaber forstås som praksislandskaber i tilblivelse, hvor menneskets handlinger, erfaringer og bevægelsesmønstre konstant indgår i et samspil med naturens kræfter. På denne måde bliver landskaber ikke blot rammer om kultur, men aktive medskabere af den.
Dette komplekse samspil er særligt tydeligt i UNESCOs verdensarvsområder Kujataa: Et subarktisk landbrugslandskab i Grønland og Aasivissuit – Nipisat: Inuit jagtområde mellem indlandsis og hav, hvor seks af de syv udpegede nationale seværdigheder, som rapporterne om turistanlæg beskriver, er beliggende. UNESCO definerer selv kulturlandskaber som ”combined works of nature and man.” Landskabet er derfor ikke blot en fysisk realitet, men et sprog, hvori naturens processer og menneskets handlinger indgår i en kontinuerlig udveksling. At kunne læse dette sprog betyder at forstå, hvordan kulturarv og naturarv er indlejret i hinanden, og hvordan kulturarv, praksisser og økologiske dynamikker afspejles i landskabets former og strukturer.
Som Tim Ingold understreger, er landskaber altid dynamiske og relationelle – de skabes gennem menneskelig praksis. Denne forståelse er central for nærværende projekt, fordi den gør det muligt at analysere destinationerne som andet end fastfrosne lokaliteter, men som landskaber i konstant tilblivelse. Dermed kan vi undersøge, hvordan kulturarv, økologiske dynamikker og nutidige praksisser flettes sammen, og hvordan destinationernes betydning netop udspringer af dette samspil.
SAK-METODEN OG BEVARING GENNEM UDVIKLING
Screening af Kulturmiljøer (SAK-metoden) er udviklet af Arkitektskolen Aarhus som et strategisk redskab til at identificere, værdisætte og udvikle kulturmiljøernes potentialer gennem en systematisk proces via opstart, forundersøgelser, besigtigelser og konklusion. Metoden hviler på en flerfaset tilgang, hvor en arbejdsgruppe definerer screeningens formål og kriterier, udarbejder en bruttoliste over potentielle kulturmiljøer og indsamler nødvendig baggrundsviden og kortmateriale. Besigtigelsesfasen omfatter registrering af fysiske spor, stedets bærende fortælling, fotodokumentation og vurdering af kulturmiljøernes værdier på tre parametre: kulturhistorisk værdi, arkitektonisk værdi og integritetsværdi. Samtidig vurderes det enkelte miljøs egenskaber inden for turisme, bosætning, erhverv og kultur – alt sammen med fokus på at aktivere stedets potentialer som en ressource for udvikling.
Metoden er designet til at skabe et let aflæseligt overblik med diagrammer og vurderingsskemaer, der faciliterer dialogen mellem planmyndigheder, lokale aktører og borgere og sikrer, at screeningens resultater kan anvendes direkte i planstrategier og lokalplaner. Fremtrædende er det at SAK-metoden anser bevaring og udvikling i tæt samspil og ikke som modsatrettede processer. Kulturmiljøer forstås som levende, skiftende helheder, hvor nye indsatser kontinuerligt bør understøtte deres fortællende værdier.
SAK-metoden er senest blevet udbygget i bogen Kulturmiljø: Stedets fortælling mellem fortid og fremtid, hvor erfaringer fra rapporterne med turistanlæg ved nationale seværdigheder i Qeqqata og Kujalleq er integreret. Her introduceres værdidiagrammer, som videreudvikler den tekstbaserede kulturmiljøanalyse med grafiske kortlægninger af bygninger, strukturer og atmosfæreskabende elementer, der tilsammen synliggør miljøets bærende kvaliteter og sammenhænge.
Diagrammerne gør det lettere at oversætte analyserne til forvaltningsmæssige og planstrategiske beslutninger og anvendes særligt i komplekse kulturmiljøer, hvor mange lag og interesser mødes. De kan identificere både sårbare områder og udviklingspotentialer og derved understøtte balancen mellem bevaring og fornyelse. Processen er tidskrævende og ikke nødvendig for alle kulturmiljøer, men i komplekse sammenhænge eller i kulturmiljøer med forestående udvikling, kan værdidiagrammerne bidrage med et kvalificeret grundlag for beslutninger.
INTERNATIONALE RAMMER FOR KULTURARV OG UDVIKLING
ICOMOS’ Bæredygtig Kulturturisme – Charter for udvikling og adfærd formulerer en international ramme for, hvordan kulturarv kan indgå i en bæredygtig udviklingsdagsorden. Charteret tager afsæt i kulturarvens dobbelte rolle som både et sårbart gode og et aktiv, der kan generere social, kulturel og økonomisk værdi. Det centrale er, at kulturarvsbeskyttelse sættes i centrum for turismeudvikling og at forvaltningen sker i tæt samspil med lokalsamfund og øvrige interessenter.
Charteret beskriver syv principper, der fremhæver behovet for forvaltningsplaner baseret på overvågning og tålegrænser, en respektfuld og tilgængelig formidling, samt en systematisk inddragelse af lokalsamfunds rettigheder og engagement. Samtidig understreges nødvendigheden af samarbejde på tværs af sektorer, kapacitetsopbygning med henblik på øget modstandskraft samt integration af klima- og bæredygtighedsindsatser i alle led af forvaltningen.
Charteret repræsenterer dermed en normativ ramme, hvor kulturarv og turisme forstås som gensidigt afhængige felter. Det fordrer en balanceret tilgang, der både sikrer bevaring af autentiske værdier og understøtter lokalsamfundets udviklingsmuligheder. I en grønlandsk kontekst tilbyder chartret en aktuel rettesnor for, hvordan nationale seværdigheder kan indgå i en helhedsorienteret forvaltning, der forbinder kulturarv, lokalt ejerskab og bæredygtig turisme.
METODE OG ARBEJDSPROCES
For at kunne diskutere SAK-metodens anvendelse i en grønlandsk kontekst analytisk, beskriver dette afsnit hvordan anbefalingerne i rapporterne til turistanlæg blev udfærdiget og hvordan SAK-metoden blev anvendt. Ligeledes beskrives hvilke andre registreringer der blev anvendt til besigtigelserne med henblik på anbefalinger til nye anlæg.
I efteråret 2020 blev de syv udpegede nationale seværdigheder besigtiget af et tværfagligt hold fra Arkitektskolen Aarhus, GVC, og Grønlands Nationalmuseum og Arkiv (sidstnævnte kun i Aasivissuit) sammen med lokale UNESCO-site managere. Feltarbejdet bestod af vandringer i terrænet, systematiske observationer, fotodokumentation samt løbende diskussioner med lokale aktører, herunder beboere, turismeoperatører og forvaltere. Denne flerhed af perspektiver sikrede, at både faglig viden, lokal erfaring og institutionel forvaltning blev inddraget i vurderingerne.
Feltarbejdet omfattede fire hovedelementer:
Kulturmiljøscreening efter SAK-metoden.
Sårbarhedsvurdering baseret på slitage, klimatiske forhold, tilgængelighed og robusthed.
Inddragelse af lokale aktører og samfund i forbindelse med anbefalinger og ønsker.
Udvikling af anbefalinger med afsæt i stedets fortælling, karakter og nuværende brug.
Tilpasningen af SAK-metoden til den grønlandsk kontekst krævede en grundlæggende revurdering af flere arbejdsgange, som i en dansk sammenhæng er relativt uproblematiske. Grønland adskiller sig både i skala, klima og infrastruktur, hvilket medførte at både feltarbejde og anbefalinger måtte udvikles med særlig opmærksomhed på lokale forhold.
For det første spiller afstande og transportforhold en afgørende rolle. Mange af de nationale seværdigheder ligger i ubeboede områder uden vejforbindelse, og adgang sker ofte med båd eller til fods. Dette betyder, at anbefalingerne må tage højde for vejr, sejlruter og årstidsvariationer i tilgængelighed. Den fysiske isolation påvirker således turisternes oplevelse, idet rejsen til stedet bliver en integreret del af besøget. Ankomstpunkter blev derfor tænkt som praktiske landingssteder og som første skridt i formidlingen af kulturmiljøet. Dette er en tilføjelse til SAK-metoden, som normalt ikke beskæftiger sig så direkte med destinationsudvikling.
For det andet er det arktiske klima en konstant faktor. I Danmark, hvor SAK-metoden på daværende tidspunkt udelukkende havde været anvendt, er materialer og konstruktioner langtidsholdbare, men i Grønland nedbrydes tilsvarende konstruktioner hurtigt af faktorer som salt, vind og store temperaturudsving. Anbefalingerne fra screeningerne indeholdt derfor præcise råd om brug af robuste, klimabestandige materialer som ubehandlet lærk, lokale stentyper samt fastgørelser og fundamenter, der kan modstå bevægelser i underlaget.
For det tredje kræver det grønlandske kulturarvslandskab en særlig sensitivitet i forhold til formidling. Flere af lokaliteterne er stadig i aktiv brug som fangst-, fiskeri- eller landbrugsområder. Det betyder, at besøgende træder ind i levende praksislandskaber, hvor historiske lag og nutidige aktiviteter eksisterer side om side. Formidlingsgreb måtte derfor udformes, så de ikke blot fortæller om fortiden, men også respekterer samtidens anvendelse.
Endelig blev metoden i en grønlandsk kontekst udvidet med sårbarhedsvurderinger og tilføjet præcise og stedsspecifikke forslag til anlæg for at konkretisere destinationerne i udviklingsøjemed. Disse omfattede både fysiske påvirkninger af kulturspor samt landskabets økologiske robusthed. I arktiske økosystemer kan selv små ændringer i færdsel eller anlæg have uforholdsmæssigt store konsekvenser for vegetationsdække og erosion. Dette førte til anbefalinger om zonering, etablering af boardwalks eller markerede ruter, og i nogle tilfælde helt at undlade fysiske anlæg eller dirigere besøgende udenom for at beskytte særligt udsatte områder.
SAK-metoden er primært et screeningsværktøj og blev i Grønland også anvendt således. Metoden fungerede som en normativ ramme, der blev tilføjet logistiske, klimatiske, kulturelle og økologiske hensyn, som blev vævet ind i både analyse og anbefalinger. Erfaringen peger på metodens fleksibilitet, men understreger samtidig nødvendigheden af at kunne udvide den, som det skete her ved at inddrage lokale aktører og stedsspecifik viden fra begyndelsen af processen.
For at komme bedst muligt i dybden indenfor artiklens rammer fokuserer casestudierne på to af de syv nationale seværdigheder: Nipisat i Qeqqata Kommunia og Igaliku i Kommune Kujalleq. De ligger i hvert sit UNESCO-verdensarvsområde og repræsenterer vidt forskellig kulturarv med forskellige grader af sårbarhed. Dermed rejser de også forskellige forvaltningsmæssige udfordringer og stiller forskellige krav til anlæg. Netop denne forskellighed giver artiklen en bred vinkel på anbefalingerne og demonstrerer SAK-metodens anvendelighed i forskellige kontekster.
NIPISAT
Nipisat indgår i verdensarvsområdet Aasivissuit – Nipisat, som blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2018. Området ligger ved polarcirklen og strækker sig cirka 235 km fra kysten til indlandsisen [Ill. 2]. Det udgør et unikt sammenhængende inuit-jagtlandskab, hvor rensdyrjagt, fiskeri og fangst gennem årtusinder har formet både kultur og landskab. Området fortæller historien om befolkningens nomadetilværelse, hvis jagt fulgte årstiderne med rensdyr i efteråret nær indlandsisen og havdyr om vinteren, når fjordene var frosset. Nipisat er en af disse vinterbopladser, men indgår i denne sammenhæng som en særlig koncentreret lokalitet med kulturspor fra flere epoker. Øen vidner om bosættelse gennem mere end fire årtusinder, med spor efter både Saqqaq- og Dorsetkulturen, inuitgrave, teltringe og kolonitidens hvalfangerstation med lagerbygning og fort. Hertil kommer solitære grave og et større gravområde i et terræn af rullesten, der ved første blik kan ligne naturlig stenmark, men som i virkeligheden er inuit-gravpladser. Denne dobbelthed understreger sårbarheden, hvor selv små forstyrrelser kan påføre kulturarven stor skade. På øen findes også en usædvanlig legepladsruin fra inuit, udført i sten, placeret på en tidligere havbund med tynd og sårbar vegetation, der regenererer langsomt i det arktiske klima [Ill. 3].
Krydstogtturismen har gjort Nipisat relativt tilgængelig. Store skibe ankrer op ud for øen og sender både ind med besøgende, hvilket skaber perioder med intensiv belastning. Det eksisterende stiforløb er markeret med stokke i fjeldet, der leder besøgende ad en rute forbi pakhuset til kolonihuset og så tilbage ad samme vej. Ruten viser ikke mange af øens ruiner frem, hvilket medvirker til, at færdsel spreder sig tilfældigt.
SAK-metoden blev anvendt til at danne overblik over de mange kulturspor på øen, der blev kortlagt og taget i betragtning i forhold til fortællekraft og robusthed set med turisme for øje. UNESCO site-managere og en antropolog fra GVC bistod screeningerne med viden om sårbarhed og beskrivelse af kulturarven. Anbefalingerne peger derfor på, at der bør etableres et klart ankomstområde, hvor gæster introduceres til øens historie og til, hvordan man færdes skånsomt. De mest sårbare steder blev valgt fra, og en formidlingsrute blev foreslået som en rundgang for at styre bevægelsen og fastholde de besøgende i et forløb [Ill. 4]. De besøgende ledes forbi de vigtigste informationspunkter i en kurateret rækkefølge – fra de ældste spor til kolonitidens anlæg. Til de mest sårbare zoner anbefales beskyttelse med boardwalks i ubehandlet træ eller som befæstede stier, mens skiltning udføres diskret og indpasset i terrænet. Gravpladsen i rullestensmarken og den sårbare legeplads indgår ikke i ruten, da risikoen for skade på kulturarv og vegetation vurderes for stor.
Siden udarbejdelsen af Arkitektskolen Aarhus’ rapport med ovenstående anbefalinger har NINA udarbejdet en særskilt rapport med sårbarhedsvurderinger af fire lokaliteter i verdensarvsområdet, herunder Nipisat. Her sammenholder de SAK-projektets foreslåede formidlingsrute med deres mere detaljerede sårbarhedsvurdering af kulturarv, natur og dyreliv. Hvor Arkitektskolens rapport primært fokuserer på de elementer, der foreslås formidlet, gennemgår NINA-rapporten samtlige kulturarvspunkter på øen og deres sårbarheder. De to rapporter når til flere fælles konklusioner: behovet for et tydeligt ankomstområde med introduktion til øens historie og færdselshensyn; en markeret rute, der leder besøgende gennem de centrale fortællingspunkter i kronologisk rækkefølge; etablering af boardwalks eller befæstede stier i de mest sårbare områder; samt udelukkelse af både rullestensgravpladsen og inuit-legepladsen fra formidlingen på grund af deres høje sårbarhed. NINA supplerer desuden med anbefalinger om en minimumsafstand til registrerede kulturminder på to meter, udpegning af enkelte no-go-zoner og at en lille fuglekoloni på øens sydvestside ikke bør fremhæves i formidlingen for at beskytte både natur- og kulturværdier.
IGALIKU
Igaliku er beliggende i Kommune Kujalleq i UNESCO-området Kujataa, der blev optaget på verdensarvslisten i 2017. Kujataa omfatter fem delområder [Ill. 5], hvor nordboernes historiske landbrugskulturarv eksisterer side om side med det moderne fåreholdererhverv. Igaliku repræsenterer et eksempel på kontinuitet, hvor ruiner, bygninger og landskab stadig indgår i et levende kulturlandskab. I Igaliku ligger det historiske Gardar, der var bispesæde i nordbotiden og rummer en monumental samling af ruiner fra nordboerne [Ill. 6]. Den kompakte bebyggelse ligger i et lavland omgivet af fjelde, hvor de frugtbare jorde gav grundlag for den store bispegård. Placeringen var strategisk central med adgang til alle bosættelsesområderne og fungerede som samlingssted og magtcentrum for nordboerne.
Ruinerne omfatter katedral, bispegård, stendiger, dyrefolde og vandingsanlæg fra 1100-tallet der samlet vidner om en omfattende bebyggelse [Ill. 7]. Efter nordboernes forsvinden, fra Grønland, blev landbruget genoptaget af ægteparret Anders Olsen og Tuperna i Igaliku i 1783, hvilket markerer begyndelsen på Grønlands første moderne landbrug. Bygden er især kendetegnet ved sine mange stenhuse, bygget af sten fra ruinerne, hvilket skaber en direkte forbindelse mellem fortid og nutid [Ill. 8], men som samtidig har reduceret den oprindelige ruingruppe. Som UNESCOs managementplan understreger, er ruinerne og stenhusene omfattet af national lovgivning, som blandt andet fastlægger 20 meters beskyttelseszoner omkring monumenterne og en to meters beskyttelseszone til landbrugsaktiviteter. I dag dyrkes der stadig græs på nordboernes gamle marker til vinterfoder til fårene, hvilket holder kulturarven ved lige, men den moderne drift påvirker til tider ruinerne, de gamle diger og afvandingskanalerne. Får græsser lejlighedsvis i den centrale ruingruppe og en lokal urtehave er anlagt i en anden ruin – hvilket både slider på kulturarven og påvirker oplevelsen.
Illustration 7 og 8 er værdidiagrammer der blev anvendt i Grønland, og efterfølgende tilføjet SAK-metoden, for blandt andet at gøre kulturmiljøer mere operationelle i et udviklingsøjemed. Hvor SAK-metoden normalt behandler kulturmiljøer tekstnært med beskrivelser af værdier, potentialer og anbefalinger, viste erfaringen fra Grønland, at der var et større behov for at kunne udpege enkeltdele. Dette skyldtes destinationernes størrelser, kompleksiteten i arven og behovet for at kunne illustrere formidlingsruten og udpege præcise punkter til formidling og udvikling. Denne tilføjelse til rapporterne viste sig at være essentiel i særligt de bymæssige kontekster, hvor flere lag og fortællinger er overlejret hinanden – herunder Igaliku.
Anbefalingerne for Igaliku tager afsæt i dets unikke status som aktivt kulturlandskab, hvor ruiner fra nordbotiden og den moderne fåreavlerkultur, eksisterer side om side i et praksislandskab, jævnfør Ingold. Her skal en balanceret udvikling sikre bevaring og formidling af begge tidsperioder hvor landskabet og anvendelsen heraf bliver det samlende. Igaliku har ét ankomstpunkt ved havnen, og ét ad den historiske Kongevej hvor vandrende kommer fra via lufthavnen i Narsarsuaq. Disse fungerer begge som portaler til oplevelsen og som formidlingssteder for bygdens historie og de retningslinjer, der skal beskytte kulturmiljøet. Desuden anbefales en markeret rute, gennem det centrale ruinområde, anlagt i skærver eller som elefantriste for at lede besøgende hensigtsmæssigt og samtidig minimere slitage på de mest sårbare strukturer.
Som en del af forvaltningen anbefales det, at fåreholderaktiviteter med græsning og den lokale urtehave i ruingruppen ophører, da de bidrager til uforholdsmæssig slitage og forringelse af kulturarvsværdien. Denne anbefaling resonerer også med managementplanens retningslinjer, hvor det fremgår at de mest betydningsfulde ruiner, herunder Gardar, er indhegnet for at beskytte mod græssende dyr, og at der i landbruget er indarbejdet en praksis med dyrkning i passende afstand til ruiner. Anbefalingerne til anlæg inkluderer løbende vedligeholdelse, særligt græsklipning, der skal sikre at ruinerne fremstår aflæselige og tilgængelige for formidling, uden at autenticiteten kompromitteres. Dertil kommer diskrete afmærkninger i terrænet, der skal modvirke at besøgende bevæger sig ind på private marker, hvilket kan skabe konflikter med lokale fåreavlere og forstyrre områdets dagligliv, der ligeledes er beskrevet i ICOMOS-chartret som noget der bør imødegås.
OPSAMLING PÅ CASESTUDIERNE
De to casestudier, Nipisat og Igaliku, illustrerer på hver deres måde spændingsfeltet mellem turisme, kulturarv og landskab. Nipisat viser et koncentreret og ekstremt sårbart kulturmiljø, hvor selv små indgreb eller ureguleret færdsel kan true ruiner og vegetation. Her bliver greb som informationspunkter, no-go-zoner, boardwalks og markerede ruter nødvendige redskaber til at balancere tilgængelighed og beskyttelse. Igaliku demonstrerer derimod, hvordan et levende kulturlandskab kan rumme både fortidens ruiner og nutidens praksisser. Her ligger udfordringen ikke alene i at beskytte ruingruppen og nordboernes øvrige konstruktioner mod slid, men også i at formidle den dobbelte fortælling om nordboernes landbrug og det nutidige fåreholdererhverv.
Tilsammen viser de to cases bredden i de grønlandske nationale seværdigheder: fra ubeboede øer præget af lagdelte kulturspor til bygder, hvor en levende kulturarv stadig indgår i hverdagen. De understreger samtidig, at SAK-metoden kan anvendes som et rammeværktøj, der kobler registreringer og beskrivelser med sårbarhedsvurderinger, stedsspecifikke anbefalinger til anlæg og formidlingsinitiativer.
DISKUSSION
Rapporter fra NINA og ICOMOS giver nye perspektiver på Arkitektskolen Aarhus’ arbejde med de grønlandske nationale seværdigheder. De tillader, at vi ser anbefalingerne og metodikken i et kritisk, men også validerende lys. Diskussionen udfolder sig i tre trin: først en vurdering af anbefalingerne set i lyset af senere rapporter, dernæst en refleksion over SAK-metodens styrker og begrænsninger i forbindelse med anbefalinger til destinationsudvikling, og endelig en overordnet diskussion af balancen mellem tilgængeliggørelse og bevaring i et bredere kulturarvsperspektiv.
Et centralt tema i rapporterne er sårbarhed – både som fysisk tilstand og som udviklingsmæssigt vilkår. I Igaliku anbefales det eksempelvis at afvikle græsning i ruingruppen og fjerne den lokale urtehave, da anvendelsen slider på de arkæologiske strukturer. UNESCOs managementplan for Igaliku formulerer dette klart ”No activities may take place within 2 metres of ancient monuments and activities within 2-20 metres are restricted to agricultural practices and the construction of paths leading to the ancient monuments.” En formulering, der også genfindes i Grønlands lov om kulturarvsbeskyttelse og fredning. Den samme afstandslogik genfindes i NINAs rapport for Nipisat, hvor man foreslår en afstand på minimum to meter fra kulturminderne. Både i Igaliku og på Nipisat ses en tydelig bevægelse fra generelle principper mod stedsspecifik praksis, hvor balancegangen mellem adgang og beskyttelse er afgørende.
Sammenligningen mellem Arkitektskolens og NINAs arbejde viser overensstemmelser omkring behovet for markerede ruter, ankomstområder og udelukkelse af de mest sårbare zoner. De to rapporter er udarbejdet uafhængigt af hinanden, men når alligevel frem til stort set de samme konklusioner. Det vidner om, at anbefalingerne hviler på et robust fagligt grundlag og delvist er valideret gennem senere, mere naturvidenskabelige sårbarhedsanalyser.
Men sammenfaldet rejser også et dilemma: Skal kulturarvens autenticitet primært sikres gennem restriktioner – eller gennem aktiv formidling, der synliggør og aktiverer kulturarven? I Igaliku er dette spørgsmål særligt tydeligt. At lede besøgende ind i ruingruppen via stier og skiltning kan tolkes som et brud på bevaringsprincipperne, men kan samtidig ses som en strategi for levende bevaring – en formidling, der styrker forståelsen og dermed værner om stedet.
Denne dobbelthed – mellem beskyttelse og oplevelse – er netop det felt, hvor anbefalingerne bliver interessante. De viser, at bevaring i grønlandsk kontekst ikke kan reduceres til fysiske grænser, men må forstås som en række af valg, hvor formidling, adgang og beskyttelse konstant afvejes. I denne optik kan Nipisat og Igaliku ses som kontrasterende eksempler: det ene et sårbart, næsten uberørt kulturmiljø, det andet et levende kulturlandskab, hvor fortid og nutid mødes.
SAK-metoden viste sig at være et stærkt redskab til at skabe systematisk overblik over de nationale seværdigheder på tværs af kommunerne og ligeledes over kultursporene på de enkelte lokaliteter. Den visuelle registrering, vurderingerne og den dialogiske arbejdsform gav et solidt afsæt for anbefalingerne og muliggjorde et fælles sprog mellem planlæggere, forskere og lokale aktører.
Feltarbejdet i Grønland gjorde det imidlertid tydeligt, at metoden måtte tilpasses en kontekst, hvor afstande, klima og logistik grundlæggende ændrer forudsætningerne for både besigtigelser og planlægning. I Danmark fungerer SAK-metoden primært som et screeningsværktøj inden for relativt tilgængelige områder, mens den i Grønland måtte udvides til også at rumme transportlogistik, sæsonvariationer og økologisk sårbarhed – faktorer, der ikke tidligere har været centrale i SAK-metoden. Denne udvidelse viste, at metoden har stor fleksibilitet og kunne rumme de lokale variationer, men samtidig blev grænserne tydelige: Den mangler værktøjer til sårbarhedsvurderinger og til systematisk monitorering af bestanddelene over tid. Her må managementplanerne fra UNESCO og biologiske vurderinger som NINAs rapport ses som nødvendige supplementer.
I et retrospektivt lys kan SAK-arbejdet i Grønland derfor betragtes som et eksperiment i metodens fleksibilitet og tilpasningsevne. Det forbandt et dansk planlægningsredskab med en arktisk kontekst og demonstrerede, hvordan principper om helhedsforståelse og lokal inddragelse kan omsættes til praksis. Det rejser samtidig spørgsmålet, om SAK-metoden fremover bør udvides med et mere integreret kultur- og naturforvaltningsredskab, eller fortsat fungere som et screeningsværktøj, der suppleres af andre metoder.
Erfaringerne fra Grønland førte desuden til en videreudvikling af metoden gennem værdidiagrammerne, som også ses i illustration 7 og 8 i denne artikel. Diagrammerne tilfører et nødvendigt overblik i komplekse sammenhænge, hvor udvikling er på tale, og reducerer risikoen for misforståelser, der let opstår ved rent tekstlige beskrivelser. Denne visuelle præcisering har gjort SAK-metoden mere anvendelig i planlægningsøjemed. Den kan opleves som et mere omfattende redskab at anvende, men samtidig som et effektivt supplement, når kulturmiljøer rummer flere lag og kræver tværfaglige afvejninger.
Erfaringerne fra Grønland peger på, at tilgængelighed og bevaring ikke er modsætninger, men gensidigt afhængige processer. I ICOMOS’ Charter for Bæredygtig Kulturturisme (2022) beskrives kulturarv netop som både et sårbart gode og et aktiv, der kan generere værdi, hvis det forvaltes med omtanke. Charterets principper om lokal forankring, balanceret udvikling og løbende monitorering har direkte sammenhæng til de grønlandske cases.
De anbefalede greb – tydelige ankomstpunkter, zonering, brug af lavmælte materialer og markering af stiforløb – viser, hvordan arkitektoniske tiltag kan fungere som redskaber til at styre oplevelsen uden at dominere den. Her bliver proportionalitet og tilbageholdenhed afgørende kvalitetskriterier – anlæg må ikke udføres i større skala end nødvendigt, men skal tilpasses løbende efter belastning og behov. Set i et større perspektiv kan denne tilgang forstås gennem Tim Ingolds begreb om praksislandskaber, hvor landskaber kontinuerligt formes gennem menneskelig aktivitet og naturlige processer. Nye anlæg og formidlingstiltag bliver dermed ikke fremmede elementer, men en del af landskabets igangværende tilblivelse.
I denne forståelse bliver arkitekturen et formidlende mellemled snarere end en intervention. Den skal ikke blot beskytte kulturarven, men indgå i dens fortælling og skabe rammer for, at både lokale og besøgende kan læse og forstå stedet. Dermed flyttes diskussionen fra, hvordan vi beskytter kulturarven, til hvordan vi forvalter dens relationer med mennesker, natur og historie.
Erfaringerne fra Nipisat og Igaliku peger på, at denne balance kan opnås gennem nænsomme og præcise indsatser, hvor arkitektur og planlægning tager form efter landskabets logik. I et internationalt perspektiv kan den grønlandske praksis derfor tjene som et laboratorium for, hvordan sårbare kulturlandskaber kan udvikles bæredygtigt – ikke ved at isolere dem fra turismen, men ved at integrere turismen som en del af bevaringen.
KONKLUSION
SAK-metodens anvendelse i Grønland har vist, hvordan et dansk screeningsværktøj kan tilpasses og udvikles i mødet med en arktisk kontekst. Arbejdet med de nationale seværdigheder demonstrerede, at metoden ikke blot kan kortlægge og vurdere kulturmiljøer, men også fungere som en ramme for tværfaglig dialog mellem planlæggere, forskere og lokalsamfund. Gennem feltarbejdet blev metoden udvidet til at inkludere klimatiske, logistiske og økologiske hensyn og derved udviklet fra et rent kulturarvsredskab til et mere helhedsorienteret planlægningsværktøj.
Casene Nipisat og Igaliku tydeliggør, at bevaring ikke kan adskilles fra udvikling, når målet er en bæredygtig turisme. På Nipisat handler det om at beskytte et ekstremt sårbart kulturmiljø gennem styring af færdsel og diskrete anlæg; i Igaliku handler det om at fastholde et levende kulturlandskab, hvor fortid og nutid sameksisterer. Tilsammen viser de, at balancen mellem adgang og beskyttelse ikke er et kompromis, men et grundprincip for bæredygtig forvaltning. I den forbindelse er det centralt, at NINAs senere sårbarhedsvurderinger i høj grad bekræfter anbefalingerne fra Arkitektskolen Aarhus’ arbejde, hvilket styrker deres faglige gyldighed. Samtidig peger erfaringerne ved Igaliku på ICOMOS-charterets vægtning af lokal involvering som et vilkår for langtidsholdbar forvaltning.
Erfaringerne peger på, at de væsentligste greb er de mest enkle: præcise ankomstpunkter, lavmælte materialer, markerede ruter og løbende vedligeholdelse. Disse tiltag sikrer, at det er landskabet og kulturarven, og ikke turistanlæggene, der står i centrum. Den arkitektoniske opgave er derfor ikke at tilføje, men at understøtte; ikke at formidle som en adskilt fortælling, men at skabe rammer for tilstedeværelse og forankret forståelse. Samtidig forudsætter en robust forvaltning, at krav i UNESCOs managementplaner om drift, vedligehold og monitorering omsættes konsekvent i praksis, og at tiltag justeres dynamisk i takt med turismens udvikling og klimaets påvirkninger.
Set i et større perspektiv kan den grønlandske erfaring betragtes som et laboratorium for fremtidens kulturarvsforvaltning. Her udfordres de traditionelle skel mellem natur og kultur, mellem bevaring og udvikling. I stedet træder et praksislandskab frem, hvor menneskelige handlinger, naturens dynamikker og arkitektoniske tilføjelser væves sammen til en fælles fortælling. Denne helhedsforståelse kan kvalificere arbejdet med de kommende udpegninger af nationale seværdigheder ved at tilbyde en afprøvet metode til at balancere beskyttelse, formidling og lokal udvikling. Samtidig kan forståelsen inspirere arbejdet med sårbare kulturlandskaber i andre arktiske og perifere områder og pege frem mod en forvaltning, hvor turisme bliver et middel til bevaring snarere end en trussel mod kulturarven.
–
Jakob Ørum er landskabsarkitekt fra Arkitektskolen Aarhus og tilknyttet forskningsprojektet Co-Shape samt Center for Kommende Landskaber. Han arbejder med kulturlandskaber, arealanvendelse og landskabsøkologi med fokus på helhedsorienterede og praksisnære løsninger. Han har bidraget til flere publikationer om kulturmiljøer og har tidligere arbejdet i landskabsarkitektpraksis.
Mogens Andreassen Morgen er professor i arkitektonisk kulturarv ved Arkitektskolen Aarhus og formand for ICOMOS Danmark. Han forsker i kulturarvens rolle i samfundsudviklingen og dens potentiale som aktiv medspiller i fremtidens byggeri. Han er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole og har en nordisk master i arkitektonisk kulturarv (NORDMAK).
Grønlands Selvstyre - Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel, Turismeudvikling i Grønland: hvad skal der til?, National sektorplan for turisme 2016–2020 (Nuuk, 2016).
Greenland Visitor Center, “Besøgscentre”, Greenland Visitor Center, set 15. oktober 2025, https://greenlandvisitorcenter.gl/besogscentre/.
Simon Ostenfeld Pedersen og Mogens A. Morgen, Screening af kulturmiljøer: Metodevejledning (Arkitektskolen Aarhus, 2018).
Visit Greenland, Turismestatistik 2024 (Nuuk, 2025); Visit Greenland, Turismestatistik 2023 (Nuuk, 2024); Visit Greenland, Tourism statistics report 2022 (Nuuk, 2023).
Visit Greenland, Tourism Satellite Account Grønland 2024 (Nuuk, 2025).
Mogens A. Morgen m.fl., Kommune Kujalleq: Turistanlæg ved nationale seværdigheder (Arkitektskolen Aarhus, 2021).
Mogens A. Morgen m.fl., Kommune Kujalleq: Turistanlæg ved nationale seværdigheder (Arkitektskolen Aarhus, 2021).
Hans Harmsen m.fl., Vulnerability Assessment of Selected Key Sites in Aasivissuit – Nipisat UNESCO World Heritage Area, West Greenland, NINA Rapport no. 2168 (Trondheim:Norwegian Institute for Nature Research, 2022).
ICOMOS, Bæredygtig Kulturturisme: Charter for udvikling og adfærd (Paris: ICOMOS, 2022).
Ellen Brahe, “Den æstetiske natur”, i Hvilken natur?: En antologi om natursyn og natur i Danmark, 1 udgave, red. Anne Katrine Gjerløff og Karsten Elmose Vad (Odense: Biologiforbundet, 2022), 33–39.
Tim Ingold, The Perception of the Environment: Essays on Livelihood, Dwelling and Skill (London: Routledge, 2000), 189–208.
Orri Vésteinsson, Kujataa: A Subarctic Farming Landscape in Greenland, A nomination to UNESCO´s World Heritage List (Nuuk: Naalakkersuisut, 2016).
Jens Fog Jensen m.fl., Aasivissuit – Nipisat: Inuit Hunting Ground between Ice and Sea (Nuuk: Naalakkersuisut, 2017).
UNESCO, Operational Guidelines for the Implementation of the World Heritage Convention (Paris: UNESCO, 2021), 22-23.
Anne Whiston Spirn, The Language of Landscape (New Haven: Yale University Press, 2000), 15–27.
Ostenfeld Pedersen og Morgen, Screening af kulturmiljøer: Metodevejledning.
Simon Ostenfeld Pedersen m.fl., Kulturmiljø: Stedets fortælling mellem fortid og fremtid (København: Strandberg publishing, 2024), 263–307.
Morgen m.fl., Qeqqata Kommunia: Turistanlæg ved nationale seværdigheder; Morgen m.fl., Kommune Kujalleq: Turistanlæg ved nationale seværdigheder.
Pedersen m.fl., Kulturmiljø, 299–302.
ICOMOS, Bæredygtig Kulturturisme: Charter for udvikling og adfærd.
UNESCO, “Aasivissuit – Nipisat: Inuit Hunting Ground between Ice and Sea”, UNESCO World Heritage Centre, set 15. oktober 2025, https://whc.unesco.org/en/list/1557.
Morgen m.fl., Qeqqata Kommunia: Turistanlæg ved nationale seværdigheder.
Harmsen m.fl., Vulnerability Assessment of Selected Key Sites in Aasivissuit – Nipisat UNESCO World Heritage Area, West Greenland.
UNESCO, “Kujataa Greenland: Norse and Inuit Farming at the Edge of the Ice Cap”, UNESCO World Heritage Centre, set 15. oktober 2025, https://whc.unesco.org/en/list/1536.
Greenland National Museum and Archives m.fl., Mangementplan 2016-2020: Kujataa - a subarctic farming landscape in Greenland (2016), 18.
Greenland National Museum and Archives m.fl., Mangementplan 2016-2020: Kujataa - a subarctic farming landscape in Greenland.
ICOMOS, Bæredygtig Kulturturisme: Charter for udvikling og adfærd, princip 4: "styrk lokalsamfundets rettigheder", 20–21.
Greenland National Museum and Archives m.fl., Mangementplan 2016-2020: Kujataa - a subarctic farming landscape in Greenland, 18.
Grønland, Inatsisartutlov nr. 11 af 19. maj 2010 om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder (Nuuk: Inatsisartut, 2010).