Det arktiske landskab er det område der omkredser nordpolen, nord for den nordlige polarcirkel, herunder store dele af Grønland – Kalaallit Nunaat. [Ill. 1]
Grønland består næsten udelukkende af store, svært tilgængelige, naturlandskaber, hvor fraværet af menneskeskabte elementer og træer gør det vanskeligt at forstå skalaen for den som besøger landet for første gang. Hvis vi sammenligner det Grønlandske landskab med et maleri, er mellegrundens fravær slående. Rummet imellem fjeldenes makroskala og stenenes, bærrenes og sneens mikroskala er tomt – eller næsten tomt. For her fyldes det med en klar, tør arktisk luft som giver en sigtbarhed langt udover hvad man er vandt til længere mod syd.
Midt i dette skalaløse rum ligger de menneskeskabte bosættelser som tydelige mellemskala-elementer. Placeringen af bygninger og bebyggelser får derfor en særlig arkitektonisk og kulturel betydning i Grønland – en betydning, der historisk er blevet udtrykt meget klart i de byggede miljøer.
BOSÆTTELSERNES PLACERNG I ET HISTORISK LYS
Byer, bebyggelser og bygninger støtter sig ofte til et større landskabeligt element. Det kan være et fjeld, en bakke, en elv, en kyst, en søbred eller noget andet. Oprindeligt var de funktionelle begrundelser for placeringerne den vigtigste.
Historisk set er vinter- og sommerbopladser i Grønland et godt eksempel på det. Placeringen er nøje udvalgt på baggrund af fangstdyrs bevægelsesmønstre, transportlinjer – herunder særligt vandtransportveje, men også muligheden for ferskvand og ikke mindst en konkret placering i ly for vind og vejr med udsigt eller udsyn for boligen.
Mange af disse placeringer af bopladser – særligt vinterbopladserne ved kysten, danner grundlag for en senere anlægges af bosteder – byer og bygder.
Et eksempel herpå er Sisimiut (tidligere Holsteinsborg), grundlagt i 1756, hvor arkæologiske fund viser inuit-bopladser der går 4500 år tilbage. Tidlige kort fra 1918 viser havnen og et kuperet landskab, men ikke detaljer som tørvehuse [Ill. 2]. I løbet af et århundrede udviklede byen sig hurtigt, og de tidligste boliger blev placeret med udsyn over havnen og videre op i landskabet [Ill. 3]. Industrialiseringsbølgen i 1950’erne ændrede byudviklingen markant [Ill. 4].
I den ældre bydel i Sisimiut ligger boliger ofte på fjeldtoppe, på små bakker og på afsatserne af disse, mens større institutioner og industri ligger placeret i dalene, ved foden af bakkerne samt på midten og i kanterne af større landskabelige flader. I den nyere bydel Akia er boligernes placering mere topstyret, reguleret og planlagt [Ill. 5-9]
Men arkitektur handler om mere end funktion, det handler også om æstetik, oplevelse og relationen til landskabet. Pisanellos tegning ”to kirker” fra midten af 1400-tallet illustrerer på en fin måde, hvordan bebyggelser kan placeres i markante landskabelige positioner [Ill. 10] for herved at øge deres æstetiske virkning. Tegningen viser et forenklet bakkelandskab med bebyggelser placeret på markante positioner, som forstærker det landskabelige udtryk og forankrer de enkelte bygningsværker. Baseret på denne tegning har professor i Landskabskunst, Steen Høyer oversat principperne til konkrete forholdsord, som kan bruges som generelle arkitektoniske placeringsprincipper:
på toppen / qaffasinnerpaami
på en afsats / salliarnartaq
ved foden / killingani
i kanten / saniani
oppe på / pikani
midt på / immikkut
i en niche / killilik
ude på / ujartugaq
Disse positioner udtrykker ikke blot æstetiske relationer, men også funktionalitet. Herunder sikkerhed, overblik og en præcis integration i landskabet – elementer, der også er relevante i arktisk arkitektur.
Selvom Pisanellos tegning og Steen Høyers fortolkning baserer sig på en europæisk tradition, er principperne relevante i en Grønlandsk kontekst, hvor landskabets stærke identitet kan understreges af en præcis placering af menneskeskabt bebyggelse.
Historisk har vi placeret en bygninger samme sted som vi placerer os selv – sikkert, trygt, synligt og med bedst muligt overblik.
NUTIDENS UDFORDRINGER OG TANKER OM FREMTIDENS BEBYGGELSE
I dag dominerer funktionelle, tekniske og økonomiske parametre placeringen af ny bebyggelse. Nye boligområder bygges ofte uden hensyntagen til de helt lokale forhold. Terræn planeres for at optimere infrastruktur såsom veje og rørsystemer og som konsekvens fremstår nyere boligkvarterer som lige linjer på anlagte rationelle flader i kulturlandskabet.De funktionelle krav til byggeriet medfører således bortsprængning af fjeld og omfattende ændringer af landskabet, hvilket ofte sker på bekostning af byggeskik og stedets iboende kvaliteter - herunder hensyntagen til makroskalaen, den æstetiske indplacering i landskabet og mikroskalaen – bærrene, stenene og blomsterne.
Dette funktionelle pres ses i kommuneplanlægninger, renoveringsprojekter og nybyggeri. Resultatet er ofte en arkitektur og bystruktur, der er løsrevet fra både naturlandskabets karakter og den grønlandske byggeskik.
Som professor Peter Paludan Hemmersam påpeger i “Hvad er en arktisk by?” kopieres sydlige planlægningsmodeller ofte direkte til arktiske byer, uden tilstrækkelig tilpasning til klima, kultur og landskab.
Men placeringen i landskabet har fortsat betydning for klimaforhold. Fjeld, kyst og nabobebyggelse påvirker vind, skygge og sollys, hvilket kan optimere varmeforhold, økonomi og levestandard. Moderne teknologi kan til en vis grad kompensere for klimaets vanskelige forhold, men lokal viden om stedets betingelser og landskabets karakter er stadig uvurderlig. Bygder, ældre bydele og hytterne i baglandet er ofte karakteriseret ved en mere organisk og intuitiv tilgang til placering, hvor naturlandskabet bruges til læ og beskyttelse. Dette bør vi holde fast ved og videreudvikle.
Fremtidens arkitektur i Grønland bør kombinere tekniske og økonomiske krav med den lokale kultur og arktisk erfaring. Standardisering kan være nødvendig af økonomiske årsager og hensyn til bygbarheden, men visse parametre bør formes lokalt for at skabe smukke, bebyggelser forankret i det grønlandske landskab.
Vi skal ikke tilbage tørvehytterne, men vi skal lære og bruge den lokale viden og inuitiske kulturforståelse. Lokal erfaring og arktisk viden, kan naturligvis også lade sig inspirere fra international side – dog helst fra andre nordlige regioner fremfor sydlige standardmodeller. Og selvfølgelig skal vi kunne finde samarbejdspartnere uden for landets grænser i forbindelse med nye byggeprojekter, men måske vi skal kigge mere mod øst og vest i stedet for syd.
Når fremtidens bebyggelse skal placeres smukt i landskabet, kan vi samtidig godt huske os selv på den æstetiske styrke og klarhed, som Pisanellos tegning illustrerer.
Billedmaterialet illustrerer erfaringer fra Sisimiut, men de udfordringer og principper, der beskrives, gælder overalt i Grønland.
-
Sofie Frydenrejn Johansen er arkitekt og landskabsarkitekt med specialisering i arktisk byggeri og landskabsudvikling. Hun er grundlægger af tegnestuen FRYDNREJN, hvor hun arbejder med skitsering, projektering og strategisk udvikling af tværfaglige arkitektur- og landskabsprojekter i Arktis og Norden. Med et særligt fokus på kulturarv, landskabelige fortællinger og bæredygtige løsninger i det arktiske miljø arbejder Sofie i krydsfeltet mellem arkitektur, landskab, kulturformidling, lokal udvikling og forankring.
Høyer, S. (2010). Kompendium: Om bebyggelse og landskab. Kunstakademiets Arkitektskole, Institut 1. s. 149