Ill. 1. Idealiseret grønlandsk fælleshus. A) grundplan med køkkenniche i indgangstunnellens venstre side, B) vindue med kighul (venstre: vinduesramme med sammensyede tarmskind med kighul i midten, højre: vinduet set udefra), C) tværsnit gennem hus og indgang, D) interiør set mod indgangen, E) interiør set mod bagvæggen, F) huset set udefra foran ingangstunnellen, G) briksen set fra gulvet komplet med skindbeklædning af væggene, H) briksen set fra siden med sammensyede skind som skillevæg. Kilde: Lee & Reinhardt 2003: 11.
Ill. 2. Inde i et fælleshus fra 1700-tallet, komplet med skindforhæng, der adskiller familieafsnittene (bemærk hvordan et lille barn nysgerrigt kigger over et forhæng, hvor en mor ser ud til at amme sit barn), mens to fedtstenslamper brænder løs. Illustration: Aron fra Kangeq, tilhører Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu / Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Ill. 3. I dagtimerne er skindforhænget trukket væk og vi ser kvinder sysle på briksen, mens sengetøjet ligger rullet sammen bag dem langs bagvæggen. Illustration: Aron fra Kangeq, tilhører Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu / Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Ill. 4. Et vinterhus i Ammassalik 1935 ses her med indrammede glasvinduer, mens en skorsten titter op i taget fra en jernovn. Foto: Helge Larsen, tilhører Arktisk Institut.
Det 19. århundrede medførte væsentlige forandringer i de grønlandske huse. I denne artikel undersøger vi privatlivets rolle i krydsfeltet mellem arkitektur, materiel kultur og sociale forandringer blandt de grønlandske inuit i det 19. århundrede. En analyse af ændringerne i både boligens arkitektur og samtidens praksisser set gennem privatlivets prisme viser, at oplevelsen af en privat sfære afhang af materielle og sociale faktorer. Vi vil påvise, hvordan betingelserne for privatliv i de grønlandske fælleshuse blev grundlæggende omformet af udefrakommende påvirkninger.
BAGGRUND
Grønlands arkitektur bærer i dag tydelige spor af sin kolonihistorie. I perioden fra 1700-tallets kolonisering til 1960’ernes betonblokke har dansk kolonialpolitik sat markante aftryk. Men kolonihistorien har ikke kun ændret bygningers materialer og former – den har også påvirket de sociale kontrakter, som leves gennem arkitekturen.
For at forstå de forandringer, der prægede 1800-tallets grønlandske boliger, må man tage udgangspunkt i den levevis, som i århundreder strukturerede grønlandske inuits tilværelse. Da inuit ankom til landet i 1200-tallet, medbragte de en mobil levevis, der var organiseret omkring årstidernes skiften. Indtil langt ind i 1900-tallet skiftede grønlandske familier således mellem lette, enkeltfamiliebeboede telte om sommeren og store, fælles tørvehuse om vinteren. Denne byggeskik var tæt forbundet med klima og sted, hvor arkitekturen udviklede sig direkte af de tilgængelige, lokale materialer i samspil med kulturelle praksisser. Vinterhusene var lave og delvist nedgravede, med mure af sten og tørv, hvor indervæggene blev holdt på plads og isolerede med skind. Taget var fladt, båret af drivtømmer, og dækket af skind, tørv, jord og sodblokke. Fra midten af 1600-tallet til begyndelsen af 1900-tallet fulgte de fælles vinterhuse oftest en rektangulær grundplan på 5–20 meters længde og 2,5–4,5 meters bredde. Her boede typisk fire til seks familier – i alt omkring 20–30 personer – mens enkelte huse rummede op til otte eller ti familier. Arkæologisk kendes omtrent 2.600 vinterpladser opført af inuit [Ill. 1].
SFÆRER TIL FORHANDLING
Opførelsen og vedligeholdelsen af husene var et stort, fælles arbejde. Når vinteren nærmede sig, blev fælleshusene enten bygget op fra grunden eller restaureret: vægge af tørv og sten blev fornyet, vinduer af tarmskind sat i, gulvet dækket af frisk sand, og nye skind ophængt til isolering, siddepladser og sengelejer. Husplanen fulgte et relativt fast mønster [Ill.1]: De rektangulære bygninger lå tæt ved kysten, med langsiderne orienteret parallelt med stranden. En lav indgangstunnel, op til syv meter lang og gravet under jordniveau, vendte oftest mod havet og fungerede som kuldefælde. På samme side sad to-tre vinduer af tarmskind, der lod fællesarealet oplyse. På den modsatte langside fandtes den hævede briks, der var opdelt i mindre familieafsnit. Disse blev adskilt af skindforhæng, ophængt på vandrette stænger mellem tagstøtter og bagvæg. Sådanne rumopdelinger kendes både fra samtidige beskrivelser af udenforstående, og bl.a. fra Aron af Kangeqs samtidstegninger, hvor hans insiderperspektiv som del af de lokale giver et enestående blik på husets indre liv og struktur [Ill. 2 og Ill. 3]. Lignende rumopdeling beskriver Hans Egede således:
Flere Familier boe tilsammen i et af disse Huuse eller Hytter; hver Familie har sit særskilte Rum, adskilt fra de andre ved en Træstolpe, hvorpaa ogsaa Taget støtter; foran denne staar en Ildstad med en stor Lampe i Halvmaanens Skikkelse, hvori de koge deres Mad, og over den har de en Slags Hylde til at lægge vaade Klæder paa for at tørres.
FORHÆNG
Vi ser tre hovedfunktioner af disse forhæng. Først videreførte de en sæsonbetinget logik: den nukleare families tydeligt afgrænsede plads i sommerteltet blev overført til vinterens fælleshus gennem forhængets opdelinger. At trække forhænget for signalerede, at familien havde brug for afskærmning, enten for hvile eller for intime relationer. En mundtlig fortælling fra Tasiilaq skildrer en sådan situation, hvor en nyligt gift kvinde hænger forhænget for, men hendes mor kigger alligevel ind for at ville sikre sig, der snart kom børnebørn til. Dernæst var brugen af forhænget knyttet til døgnets rytmer. Aron af Kangeqs tegning viser, hvordan forhængene oftest var trukket væk i dagtimerne, så beboerne kunne arbejde, tale og interagere på tværs af hinanden [Ill. 3], men om aftenen blev de hængt op og markerede overgangen til en mere privat stund. Slutteligt fungerede forhænget som mediator af kønnede og kropslige praksisser: fra mundtlige overleveringer fremgår det, at kvinder kunne lade vandet diskret bag forhænget i små træspande, mens mænd anvendte den større fællesbeholder placeret i husets hjørne eller ved indgangen.
LAMPE
Privatsfæren blev yderligere formet af husets lys- og varmekilder [Ill. 2]. Spæklampen, som brændte sæl- eller hvalspæk med mosstrimler som væger, fungerede som samlingspunkt for familien. Lyset var blødt og flakkende, med begrænset rækkevidde, så dele af rummet henlå i skygge. Denne atmosfære forstærkede intimiteten, idet selv enkle forhæng kunne skabe en effektiv fornemmelse af tilbagetrukkenhed. Egede noterede, hvordan lamperne “ikke røgede” og kunne opvarme husene til badehustemperatur.
VINDUE
Tarmskindsvinduerne bidrog på lignende vis til en sanselig regulering af privathed [Ill. 1]. De opblødte sollyset, så rummet blev jævnt, men ikke gennemskinneligt oplyst. Mange vinduer havde desuden et lille kighul, dækket af en skindlap, som kunne løftes for at se ud uden at udefrakommende kunne lure ind. Vinduerne filtrerede således både lys og blikke og skabte en kontrolleret overgang mellem inde og ude.
Således skabtes privatsfærer i fælleshusene gennem en konstant forhandling mellem materielle og sanselige elementer: skindforhængene, spæklamperne og tarmskindsvinduerne. Intimitet og fællesskab blev derfor ikke fastlagt af arkitekturen alene, men opstod i spændingsfeltet mellem rumlige rammer, daglige rytmer og sociale relationer.
FORANDRINGENS VINDE
Fra 1830’erne begyndte danske embedsmænd og missionærer systematisk at kritisere de store fælleshuse som uhygiejniske, trange og moralsk forkastelige. At 30–40 mennesker kunne bo sammen i ét fugtigt og mørkt rum blev fremhævet som et sundhedsproblem. Den kollektive livsform blev derfor anset for at være både tilbagestående og endda uforenelig med kristen moral. Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) havde desuden økonomiske incitamenter til at fremme enkeltfamilieshuse: når fangst og forsørgelse blev organiseret på husholdsniveau, kunne den enkelte jæger lettere styres, beskattes og gøres afhængig af kolonialhandel. Missionærerne hilste denne udvikling velkommen, ikke mindst fordi fælleshuset rummede sociale praksisser, som kolliderede med kristne idealer om monogami og huslig fromhed.
Med kolonimagten fulgte også nye materialer og rumlige idealer: brædder, paneler, glasvinduer og jernovne. Disse elementer blev præsenteret som tekniske forbedringer, der skulle gøre hjemmene “lysere, luftigere, mindre fugtige og kolde, altsaa hyggeligere og sundere Opholdssteder”. Arkitektonisk betød de imidlertid en introduktion af europæiske forestillinger om domesticitet og rumlig hierarkisering, hvor diskrete og varige grænser mellem offentlige og private zoner blev understreget. Til at starte med var inuit skeptiske, fordi de oplevede røg fra jernovnen, som også afkøledes for hurtigt, ligesom man savnede bedre tørringsmuligheder. Med de importerede materialer blev privathed dog i højere grad arkitektonisk kodificeret, fastholdt i non-agile vægge, døre og glaspartier. Et lysere interiør og jernovne ændrede den sanselige organisering omkring spæklampen som fælles centrum, mens gennemsigtige glasruder og store døre erstattede indgangstunnelen som husets både klimatiske, men også sociale filter.
Dermed blev arkitekturen en katalysator for sociale forandringer. Overgangen fra fleksibel, forhandlet privathed til en mere fasttømret, arkitektonisk reguleret privathed markerede en dybtrækkende kulturel omstilling, hvor både husets rumlige organisering og selve forståelsen af privatlivet blev grundlæggende transformeret. Boligforandringen i denne periode kan derfor læses som et eksempel på, hvordan arkitektur både kan materialisere og håndhæve koloniale idealer gennem omstruktureringen af allerede eksisterende sociale kontrakter.
I dag minder denne analyse os om, at arkitektur ikke blot former bygninger, men også livsformer – og at de koloniale spor i Grønlands boligkultur fortsat kalder på kritiske og nyskabende læsninger, hvor nye stemmer kan definere fremtidens arkitektoniske narrativer.
-
Asta Mønsted er grønlandsk-dansk og født i Grønland (Kalaallit Nunaat). Hun er uddannet arkæolog med speciale i arktisk kulturarv og arbejder som adjunkt ved University of California, Berkeley. Hun har deltaget i arkæologiske udgravninger i blandt andet Grønland, Danmark, Tyskland og Japan. Hendes forskning fokuserer på at integrere inuitisk mundtlig tradition med arkæologiske kilder og undersøger samtidig, hvordan nutidige arkitekter kan hente inspiration i Grønlands forhistoriske bygningskultur – med det formål at give moderne grønlændere mulighed for at spejle sig i deres byggede omgivelser.
Natalie Körner er lektor ved Det Kongelige Akademi (Institut for Arkitektur og Rum) og PRIVACY (Danmarks Grundforskningsfonds Center of Excellence). Hun leder forskningsgruppen Privacy in the Early Modern Home. I sin forskning undersøger hun aktuelle emner som privatliv og klimaforandringer i relation til miljøets rolle i den tidligt moderne periode (1500–1800). Hendes forskning er publiceret i internationale peerreviewed tidsskrifter som Architectural Histories. Hun er oprindeligt uddannet som arkitekt og hendes designarbejde er blandt andet blevet udstillet på Officinet, Space10 og Kunsthal Charlottenborg.
Molly Lee og Gregory A. Reinhardt. Eskimo Architecture: Dwelling and Structure in the Early Historic Period (University of Alaska Press and University of Alaska Museum, Fairbanks, 2003), 13.
H. C. Gulløv. From Middle Ages to Colonial Times: Archaeological and ethnohistorical studies of the Thule culture in South West Greenland 1300-1800 AD, the Commission for Scientific Research in Greenland, (København: Dansk Polar Center, 1997), 183.
Jens Fog Jensen, Claus Andreasen, Paninnguaq Fleischer-Lyberth, Laust Løgstrup, Hans Holt Poulsen, Ólafur Rafnar Ólafson, Anne-Christine Løventoft-Jessen, Susan Barr, Morten Meldgaard. Aasivissuit-Nipisat – Inuit Hunting Ground between Ice and Sea. (København, Nationalmuseet, 2017),52.)
David Crantz, The History of Greenland 1, Brethren's Society for the Furtherance of the Gospel Among the Heathen, (London1767), 244.
Hans Egede, A Description of Greenland. (London 1818; Haan 1915; Cranz 1767, 2nd edition (London: T. and J. Allman), paragraph 116. https://www.gutenberg.org/files/58308/58308-h/58308-h.htm
David Crantz, The History of Greenland 1, Brethren's Society for the Furtherance of the Gospel Among the Heathen, (London1767), 244.
Egede, A Description of Greenland, §117.
Poul Peter Sveistrup og Sune Dalgaard. Det danske styre af Grønland 1825-1850. (C. A. Reitzel, København, 1945).
Sveistrup og Dalgaard, Det danske styre af Grønland 1825-1850, 326.
Sveistrup og Dalgaard, Det danske styre af Grønland 1825-1850, 336.
Sveistrup og Dalgaard, Det danske styre af Grønland 1825-1850, 326.
Sveistrup og Dalgaard, Det danske styre af Grønland 1825-1850, 335 & 340.
Næste: Grønland set på et kort
Ill. 1. Idealiseret grønlandsk fælleshus. A) grundplan med køkkenniche i indgangstunnellens venstre side, B) vindue med kighul (venstre: vinduesramme med sammensyede tarmskind med kighul i midten, højre: vinduet set udefra), C) tværsnit gennem hus og indgang, D) interiør set mod indgangen, E) interiør set mod bagvæggen, F) huset set udefra foran ingangstunnellen, G) briksen set fra gulvet komplet med skindbeklædning af væggene, H) briksen set fra siden med sammensyede skind som skillevæg. Kilde: Lee & Reinhardt 2003: 11.
Ill. 2. Inde i et fælleshus fra 1700-tallet, komplet med skindforhæng, der adskiller familieafsnittene (bemærk hvordan et lille barn nysgerrigt kigger over et forhæng, hvor en mor ser ud til at amme sit barn), mens to fedtstenslamper brænder løs. Illustration: Aron fra Kangeq, tilhører Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu / Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Ill. 3. I dagtimerne er skindforhænget trukket væk og vi ser kvinder sysle på briksen, mens sengetøjet ligger rullet sammen bag dem langs bagvæggen. Illustration: Aron fra Kangeq, tilhører Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu / Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Ill. 4. Et vinterhus i Ammassalik 1935 ses her med indrammede glasvinduer, mens en skorsten titter op i taget fra en jernovn. Foto: Helge Larsen, tilhører Arktisk Institut.