Bachelorprogrammet Finder Sted var i efteråret 2021 på studietur i den nordsvenske mineby Kiruna. En by, hvor friktionen imellem industri, natur og kultur er særligt præsent. Kiruna er både en affyringsrampe for rumraketter, en del af den globale forsyningskæde af jern, en betydelig del af Sveriges økonomi, og et brændpunkt i konflikten imellem den svenske stat og den indfødte befolknings rensdyravl. Kiruna er en aktør i et globalt netværk, og en by, der slår rødder og rækker tentakler ud til alle verdenshjørner. Dette projekt interesserer sig særligt for den radikale forandring, Kirunas boligmasse er ved at gennemgå, grundet den underjordiske minedrifts påvirkninger af byens grund.
En kostbar jernåre strækker sig ned under byen, og udvindingen af jernmalm medfører, at byens undergrund deformeres. Som følge af den underjordiske deformering opstår der over tid overjordiske sammenstyrtninger, hvilket gør, at jorden bliver farlig at færdes på. Desto mere jernmalm, der bliver udvundet, desto større bliver sammenstyrtningszonen; en zone, der markeres af et hegn, der langsomt bliver flyttet, og æder mere og mere af Kiruna. En ny bydel er ved at blive etableret, imens den gamle by rives ned. Kirunas kommune betegner dette projekt som byflytningen, da nogle få bevaringsværdige bygninger flyttes til det nye centrum.
VANDTÅRNET
På adressen Hermelinsgatan 67 i Kiruna, grænsende op til den fremtidige sammenstyrtningszone, ligger et infrastrukturelt anlæg, der indeholder et vandreservoir og en transformatorstation. [Ill. 1 & 2] Kirunaboerne refererer til bygningen som vattentornet (vandtårnet). Bygningen har ud over sin infrastrukturelle funktion også en kulturel betydning som mødested, pejlemærke og udkigspunkt. Kirunas tekniske forvaltning vurderer, at bygningen ikke kan fungere som transformatorstation og vandreservoir efter 2035 på grund af de underjordiske deformationer. Dette projekt tager udgangspunkt i at transformere vandtårnet til en beholder, for den by, der er ved at flytte, når vandtårnet ikke længere kan fungere som en del af byens infrastruktur. Spørgsmålet er, hvordan man som arkitekt kan lave en beholder for en forsvindende bydel, og hvilket teoretisk udgangspunkt, der åbner op for den mest interessante løsning af dette problem?
ØKOLOGISK TÆNKNIG
Kirunas forbindelse til et globalt marked, der hungrer efter råstoffer, medfører, at byen er ved at æde sig selv, men jernmalmen må fortsat føres op af jorden, ellers vil byens økonomi kollapse. Kirunas situation kan ses som et billede på, hvordan vi på et globalt plan har netop samme problem; en industri, der hungrer efter vækst, er langsomt ved at udpine vores planet, og muligvis gøre den ubeboelig. Et økologisk blik er relevant at kaste over byens situation. Hvad jeg har valgt at kalde for en økologisk tænkning, er et blik på verden, hvor et fokus på de økosystemer, vi som mennesker indgår i, er centralt. Denne tænkning kan vi finde hos flere teoretikere, der hyppigt bliver anvendt som referencer i samtidens kunst og arkitektur.
Den amerikanske kønsforsker Donna Haraway beskriver i Staying with the Trouble – Making Kin in the Chtulucene, hvordan vi skal undersøge verden tentakulært. Harraway mener, at vi bør rette vores opmærksomhed imod forbindelser i højere grad end enkelte begivenheder, og at undersøgelsen af netværker og forbindelser er en præmis for, hvordan vi må forstå den tiltagende globaliserede verden. Filosofferne Gilles Deleuze og Félix Guatarri fremfører i deres værk Tusinde Plateauer, hvordan vi kan forstå kulturudvikling igennem svampes rodnetværk – såkaldte rhizomer – gigantiske underjordiske netværker, der forbinder overjordiske synlige svampe. I Hydrofeminism: Or, On Becoming a Body of Water arbejder kulturteoretikeren Astrida Neimanis med, hvordan vi skal se os selv som en del af oceanerne, hvor det vand, vores kroppe indeholder, er nøglen til at forstå, hvordan vi alle er gjort af det samme stof og er forbundne med verden omkring os.
Selvom de tre ovennævnte teoretiske positioner har deres forskelle, har de fokusset på forbundethed til fælles. Forbundetheden bliver i sig selv til en allestedsnærværende kraft, der sammenfletter os alle med alt omkring os. I relation til Kirunas byflytning kan en økologisk tænkning pege på, at det er muligt at tage kulturen og historien fra den gamle bydel med videre til det nye centrum.
FORBUNDETHED
Med udgangspunkt i Neimanis hydrofeminisme kan vand anvendes som metafor for, hvordan man kan anskue Kirunas byflytning. Med dette blik er kultur, minder og tilhørsforhold ikke noget, der kan forsvinde, men noget, der som vand skifter tilstandsform og er i cirkulation, ligesom de mange tusinde liter vand, der hver dag bliver pumpet ud til Kiruna fra vandtårnet.
Brugen af vand som en metafor for forbundethed var også at finde i Lundgård & Tranberg Arkitekter og kunsthistoriker Marianne Kroghs projekt Con-nect-ed-ness, der var Danmarks bidrag til Arkitekturbiennalen i Venedig i 2021. Udenfor Danmarks pavillon var der bygget en konstruktion, der kunne indsamle vand fra luften, og i pavillonens indre cirkulerede det indsamlede vand i store bassiner. Den besøgende blev tilbudt te lavet på urter, dyrket i pavillonen, overhældt med kogende vand, der også stammede fra pavillonens vandindsamling. Vandet fra luften blev derved både en del af arkitekturen og en del af den besøgendes krop. Projektets budskab var lig Neimanis: igennem vand er vi alle forbundne.
VANDMASKINE
Arbejdet med at transformere vandtårnet i Kiruna tog sin første form i den spekulative model vandmaskine; et apparat, der opløser pigmenter og spreder dem ud på et underliggende lærred. Vandmaskinen skal illustrere, hvordan et skifte fra fast form til flydende form til ny fast form skaber sammenhæng, men også er en proces, hvor noget nyt bliver skabt. [Ill. 3 & 4]
Vandmaskinen arbejder på samme måde som Con-nect-ed-ness med at pege på forbindelser ved hjælp af vand. Maskinens proces er dog ikke cyklisk, men har et før og et efter. Dette før og efter peger i en anden retning end det cykliske, da vandmaskinens transformation af form er irreversibel. Spørgsmålet er da, om forbundethedstænkningen kan beskrive, hvad der er på spil i Kiruna, da byflytningen også er en irreversibel proces. For at komme tættere på, hvilket blik der bør kastes over Kirunas byflytning, er det værd at undersøge, hvordan selve byflytningen opleves, når man besøger byen.
NOSTALGI
Idet jeg står og kigger ud over den sammenstyrtede jord, hvor folk engang har boet, føler jeg en tyngde, der peger i en anden retning end forbundethedstænkningen: Her var engang en anden verden, den kan vi aldrig nå igen. [Ill. 5] Vands skiftende tilstandsformer, som metafor for minders bevægelser, er ikke hvad, der skal til for at beskrive denne oplevelse. Det er snarere nostalgikerens umættelige længsel efter en forsvunden verden, der beskriver det intense fravær, der presser sig på, når man besøger Kirunas gamle bydel.
Kulturteoretikeren Svetlana Boym beskriver i The Future of Nostalgia, hvordan ordet nostalgi stammer fra en diagnose, der blev stillet til Schweiziske soldater i 1800-tallet, når hjemlængsel nedsatte deres kampdygtighed. Boym mener, at den vestlige verden har lidt af nostalgi i hele det tyvende århundrede. Boym beskriver, hvordan nostalgien er en optimistisk form for længsel, da der for nostalgikeren engang var en bedre verden, hvorimod der for melankolikeren aldrig har været, og aldrig vil være, en god verden. En del af nostalgiens blik på verden er derved en tilbageskuende optimisme. Den nostalgiske tænkning er radikalt anderledes end forbundethedstænkningen og adskiller sig fra et økologisk verdenssyn, da den ikke forsøger at ændre verden for at sikre fremtiden, men snarere forsøger at holde fast i en fortid, der synes bedre end nutiden.
Nostalgikeren er ikke interesseret i, at mindet skal skifte tilstandsform, for nostalgikeren er det altid for sent. Den tomme beholder er det eneste, der er tilbage. Da vandet skiftede tilstandsform, forsvandt det, og vi kan nu kun mindes det, der var. Den nostalgiske tænkning peger transformationen af vandtårnet i en anden retning end forbundethedstænkningen.
EN KEDELIG KIRKEGÅRD OG EN BYGNINGS DØD
Under vores besøg beskrev Kirunas stadsarkitekt i et oplæg om byflytningen, hvordan man ikke vil have en tråkig kyrkogård (en kedelig kirkegård) at se tilbage på, og at man derfor omhyggeligt fjerner alle spor af de nedrevne bygninger. Men måske er en kedelig kirkegård netop, hvad Kiruna mangler for at skabe et rum til at mindes og længes efter det, der var, i modsætning til byflytningens idé om, at det gamle Kiruna kan tages med videre.
Et eksempel på, hvordan man som arkitekt kan iscenesætte noget, der er ved at forsvinde, var også at finde på arkitekturbiennalen i Venedig i 2021, hvor AA-collective i projektet The death of a building arbejdede med en forfalden bygning i Budapest. I stedet for at restaurere eller transformere valgte de at bearbejde og tydeliggøre bygningens langsomme forfald. Projektet iscenesætter den skrøbelighed og forgængelighed, der også er en af arkitekturens realiteter, og som peger mere på en nostalgisk tænkning end en forbundethedstænkning. For at skabe et mindested for det gamle Kiruna er nogle af de samme tematikker relevante. I Kiruna vil det langsomme forfald dog ikke kunne iscenesættes på samme vis, da jordens sammenstyrtninger fremskrider hurtigere end bygningernes forfald, og da man ikke kan færdes i den gamle by bag hegnet. For at give forfaldet og mindet om den gamle by mere tid, og et sted, der kan besøges, udnytter projektet fragmentets potentiale som stedfortræder og symbol.
EN KIRKEGÅRD FOR FRAGMENTER
For at skabe et rum for at mindes den by, der engang var, vil der i den ene del af vandtårnet blive etableret et reolsystem i bygningsskala for fragmenter fra det gamle Kiruna. [Ill. 6] De affotograferede fragmenter er af alle størrelser og slags, men har det til fælles, at de ikke fortæller nogle store historier, men snarere er en samling tavse, men specifikke detaljer fra Kirunas byrum. [Ill. 7] Fragmenterne vil en ad gangen flytte ind i vandtårnet, så der sker en langsom ophobning, alt efter at mere og mere af byen bliver revet ned. [Ill. 10] Fragmenterne vil over tid få lov til at forfalde som gravsten på en forladt kirkegård. Til forskel fra gravsten har fragmenterne en direkte forbindelse til det, de repræsenterer, samtidig med at de symboliserer en helhed, der ikke er til stede. Fragmenterne bliver derved til deres egne gravsten.
Som besøger i vandtårnet er kirkegården for fragmenter det første, man oplever, hvorefter man træder videre ind i selve reservoiret. Kontrasten imellem de to rum relaterer sig til to forskellige nostalgikategorier.
FLERE NOSTALGIER
Boym skelner imellem to nostalgiformer, den restorative og den refleksive. Den restorative nostalgi består i at bevare fortiden for at sikre fremtiden og arbejder under en vis form for logik og systematisering. Den restorative nostalgi er den tænkning, vi er i, når vi skaber forbindelser til fortiden for at tage den videre. Den refleksive nostalgi er langt mere personlig, og relaterer sig til savn, længsel og følelsen af, at noget er gået tabt, og nu kun eksisterer som et minde. Den refleksive nostalgi er ensom, men har samtidig et potentiale til at skabe sammenhold, da ensomhed, længslen og savn er noget, vi som mennesker kan mødes om. Ophobningen af fragmenter i den ene rektangulære del af vandtårnet, lægger sig op ad den restorative nostalgis logik. Vandtårnets anden del – selve vandreservoiret – vil, efter det bliver tømt for vand, fungere som et kontemplativt mindested for den tomhed, den flyttede by har efterladt.
EN BEHOLDER FOR TOMHED OG EN INDRAMMET UDSIGT
I kontrast til reolsystemet står reservoiret næsten tomt. Efter ankomsten fra fragmentkirkegården kan reservoirets cirkulære indermur traverseres langs en ståltrappe. I den indre betonmur er der indsat vinduer fra det gamle Kiruna, der trækker lys ind i reservoiret fra perforeringer i den ydre teglmur. [Ill. 10] Kontrasten imellem vinduernes åbenhed og teglmurens lukkethed er tænkt som et billede på, hvordan den refleksive nostalgi finder det vanskeligt eller uinteressant at skabe forbindelser imellem mindets rum og nutiden. Vinduerne får lov at leve i reservoirets aflukke og peger i deres introverte placering på, at alt ikke kan tages med videre, men at vi kan opbevare minder i nostalgiens rum.
Efter man er nået til cylinderens top, folder bagmuren sig vertikalt og bliver til et betondæk, der inviterer ind i en smal gang, der følger cylinderens kant. [Ill. 12 & 13] Udsigten fra kanten er indrammet af teglmuren, der fortsætter op som et værn og sammen med det lave tag indrammer udsigten over det gamle Kiruna. Byen, der er ved at forsvinde. [Ill. 14]
ET RESERVOIR FOR NOSTALGIER
Kirkegården for fragmenter, beholderen for tomhed og den indrammede udsigt over byen, der er ved at forsvinde, er tænkt som et forløb, der vil tage en igennem forskellige nostalgiske sindstilstande, der alle relaterer sig til det gamle Kiruna. Projektet kan ses som et byhistorisk museum, et mindesmærke eller en kirkegård. Reservoiret for nostalgier er ikke tænkt som en kritik af Kirunas udvikling eller et forsøg på at holde en by fast i fortiden, men blot som et rum, hvor minder og nostalgi kan få en særlig plads.
ARKITEKTURENS TÆNKNINGER
Transformationen af det gamle vandtårn tager sit udgangspunkt i Svetlana Boyms nostalgiske tænkning. At anvende et teoretisk eller filosofisk udgangspunkt i en arkitektonisk formgivning er et stærkt værktøj til at målrette sine intentioner og fastholde et projekts overordnede idé fra helhed til detalje. Hvad der har været særligt interessant i processen med at transformere vandtårnet, var at skifte teoretisk udgangspunkt undervejs i processen. Det idégrundlag, projektets første form vandmaskine tog sit afsæt fra, er meget anderledes, end den nostalgiske tænkning, der ligger bag det endelige projekts udformning.
Jeg tror virkelig på, at vi som arkitekter skal turde at skifte retning undervejs i vores arbejde. Dette gælder selvfølgelig i vores formgivningsarbejde, hvor ens egen kunstneriske forfængelighed ofte står i vejen for den gode løsning, men det gælder også i vores tænkende arbejde, hvor vi må prøve at se arkitekturen med så mange forskellige tænkninger som muligt. Jeg tror, det er netop i den proces, at noget nyt, eller noget, vi havde glemt, kan tage form.
–
Aron Munk Rösing er bachelorstuderende på bachelorprogrammet Finder Sted / Taking Place og var i efteråret 2021 med programmet på ekskursion til Kiruna.
Kiruna kommun, Fördjupad översiktsplan för Kiruna centralort (Kiruna: Kiruna komunn, 2014), 112, https://kiruna.se/download/18.70c3d424173b4900fc51e4db/1599054457503/fop-kiruna-c2014_laga-kraft.pdf
Donna Jeanne Haraway, Staying with the trouble: making kin in the Chthulucene (Durham: Duke University Press, 2016), 31-32
Gilles Deleuze og Felix Guattari, Tusind Plateauer: Kapitalisme og skizofreni (København: Det konglige danske kunstakademis billedkunstskoler, 2005), 13.
Astrida Neimanis, Bodies of water: posthuman feminist phenomenology (London; New York: Bloomsbury Academic, an imprint of Bloomsbury Publishing Plc, 2017), 115.
Svetlana Boym, The Future of Nostalgia. (New York: Basic Books, 2001), 13.
Ibid., 16.