Byggesektoren i de højteffektiviserede dele af verden er i fuld gang med en grøn omstilling. Man forsøger at forstå, kontrollere og skabe balance i de enorme energi- og ressourcestrømme, der er i konstant bevægelse mellem økosfæren og det byggede miljø. Desværre er det tydeligt, at der er lang vej igen, hvis vi skal sikre en langvarig balance i forhold til jordens faktiske kapacitet. Det understreger bl.a. FN’s IPCC-rapporter, Verdensnaturfonden og Klimarådet m.fl.

Som praktiserende arkitekt og medindehaver af Rønnow Arkitekter har jeg igennem en del år arbejdet med bevaring og udvikling af den eksisterende bygningsmasse. Fra 2019-2021 gennemførte jeg en NORDMAK (Nordisk Master i Arkitektonisk Kulturarv), hvor jeg fik mulighed for at dykke ned i en bred vifte af fagfeltets teori. Særligt koblingen mellem kulturarv og bæredygtighed fangede min interesse, bl.a. fordi jeg mener, at vi i klimadebatten som arkitekter i højere grad bør styrke og udfolde fokus på kulturel værdiskabelse i vores omgivelser. I artiklen leder både teori og en gennemført undersøgelse frem til en række kernebegreber om kvalitative værdier i den eksisterende bygningsmasse, som kan relateres til en reduceret belastning af klima og miljø.

Bæredygtighed i arkitekturen forbindes i dag i høj grad med nybyggeri, defineret ved hjælp af kvantitative værdier. Kvalitative værdier fylder ofte for lidt, og det risikerer at give et forvrænget billede af de potentialer og udfordringer der, i et helhedsorienteret og langsigtet perspektiv, findes i forhold til at reducere byggeriets klimabelastning. Nyere undersøgelser peger på, at det i langt de fleste tilfælde bedre kan betale sig at bevare og renovere end at bygge nyt – både i forhold til miljøet og i forhold til økonomien. Det er glædeligt. Men bevaring af eksisterende bygninger kan langt mere, som udgør en værdi for samfundet og som derfor er et vigtigt aspekt i bæredygtighedsdebatten. Der ligger et stort klimamæssigt potentiale i, at vi bliver klogere på, hvilke oplevede kvaliteter og fænomener i vores eksisterende bebyggede omgivelser, der kan udpeges som kulturelle værdier, som er væsentlige at bevare i eksisterende og ikke mindst videreføre i nye bygninger for at fremme reel og langsigtet bæredygtig udvikling.

Carlsberg Byen er i den sammenhæng interessant, fordi området repræsenterer et tidsmæssigt bredt sammensat byrum og en varieret bygningsmasse. Bydelens forskellige byrum med varierende andele af gamle bygninger giver mulighed for at undersøge, hvilke oplevede kvaliteter der findes i den eksisterende bygningsmasse, og hvilken betydning de har.

OMGIVELSER OPLEVES MED ALLE SANSER

Et sted er mere end blot fysiske rammer, hvis vi antager et fænomenologisk syn.62 Mennesket anskuer ikke kun et sted gennem blikket, men oplever ved at træde i fysisk dialog med sine omgivelser gennem hele sin motorik og sit sanseapparat. Den dynamiske udveksling, der opstår mellem krop og sted, er en form for rytmisk tovejskommunikation, der udgår fra begge parter, som tilsammen skaber et atmosfærisk mellemrum for erkendelse. Vi kan ikke skille den verden, vi oplever, og vores tilstedeværelse i den, fra vores opfattelse af os selv. Vores sansende krop vil altid være det bevægelige centrum i det eksistentielle rum, der omslutter den som en aura. Arkitekturen og det menneskeskabte arkitektoniske rum kan betragtes som den geometriske scene, eller den primære formidler,der hjælper os med at forstå uendeligt rum og evig tid, ved at gøre disse endeløse mål begribelige i en menneskelig dimension.

Essensen af den levede erfaring, vi som enkeltindivider bærer rundt på, er hovedsageligt formet af haptiske oplevelser og vores perifere syn, mener arkitekt Juhani Pallasmaa. Hvor det fokuserede syn reducerer os til at være beskuer og skaber afstand, integrerer det perifere syn os i det sted, der omgiver os. Ved at undertrykke det skarpt fokuserede syn, skærpes samtidigt vores øvrige sanser. Pallasmaa referer bl.a. til den tyske filosof Martin Heidegger, når han taler om det narcissistiske og det nihilistiske øje, der begge bidrager til, at vi distancerer os fra verden. Pallasmaa mener, at nutidig arkitektur i høj grad er blevet til en kulisse, der ensidigt tiltaler menneskets synssans og intellekt, mens den ikke berører vores øvrige sanser og vores minder og drømme. Det underbygger han ved at pointere, at det modernistiske formsprog ikke på samme vis som før-modernistisk arkitektur tiltaler samfundet i bred forstand. Hans centrale budskab i den sammenhæng er, at vores bygninger og byer i dag for en stor dels vedkommende er et resultat af en langvarig understimulering af kroppens samlede sansesystem. Hvor de traditionelle, vernakulære bygningers udformning er styret af kroppen og dens haptiske viden, er moderne byggeri i dag primært et produkt af en visuelt styret verden. Arkitekturen er ikke længere forankret i materialets og håndværkets virkelighed. Pallasmaa nævner bl.a. store, industrifremstillede glasflader som et fænomen, der med deres uforanderlige glathed og spejling er med til at fremmedgøre bygninger og uvirkeliggøre de omgivelser, de befinder sig i. I sin argumentation for det perifere syns betydning, sammenholder Pallasmaa desuden de historiske, traditionelle bygninger med naturen, med afsæt i deres evne til at få os til at føle os som en del af noget. Han siger, at ”one of the reasons why the architectural and urban settings of our time tend to make us feel like outsiders, in comparison with the forceful emotional engagement of natural and historical settings, is their poverty in the field of peripheral vision.”

En væsentlig pointe ser Pallasmaa i den sammenhæng også i oplevelsen af tid. Han skriver, at ”old houses take us back to the slow time and silence of the past [and cities and buildings] enable us to see and understand the passing of history, and to participate in time cycles that surpass individual life.” Under henvisning til den amerikanske terapeut Gotthard Booth, mener han, at mennesket har et fundamentalt behov for at føle, at det er forankret et sted i tidens uophørlige gang. Vi føler derfor en tilfredsstillelse ved at være del af noget, der overskrider vores egen livstid – noget der var til, før vi kom, og som stadig er, når vi går bort. Traditionelle byggematerialer udtrykker deres alder og deres oprindelseshistorie, ligesom de ofte bærer menneskeformede aftryk i deres dimensionering og forarbejdning, hvorimod moderne, industrielt forarbejdede byggematerialer ofte ikke på samme måde er i stand til at ælde og derved fratager os oplevelsen af den aldringsproces, der er så vigtig for vores mentale rodfæstning i verden.

Ifølge Pallasmaa har god arkitektur former og flader, der stimulerer øjets berøring, og hvor oplevelsen bliver et møde med vores kropslige, levede erfaring. ”A meaningful architectural experience is not simply a series of retinal images. The elements of architecture are not visual units or gestalt; they are encounters, confrontations that interact with memory.”

Historiske bygninger og byrum er mere menneskelige og imødekommende, end meget af det, der er bygget gennem det seneste århundrede, mener også arkitekt Jan Gehl. Han peger på byggeriets fokus på enkeltbygninger og manglende forståelse for mellemrum og helheder som den primære årsag til, at mange bymiljøer er blevet mere isolerede, introverte og afvisende.

Mennesket er udstyret med et horisontalt sanseapparat, der er udviklet gennem årtusinder. Vi bevæger os lineært fremad, og vores sanser er således udviklede til at fungere optimalt for den langsomme, fremadskuende fodgænger. Det vandrette synsfelt er det synsfelt, vi primært optager visuel information om vores omgivelser fra. Med vores fremadpegende øjne som udgangspunkt, strækker det sig bredt ud til begge sider, men kun forholdsvis lidt nedad og marginalt opad. Det gør bl.a., at vi finder gåture gennem bymæssige miljøer, hvis facader i stueetagen har en høj grad af variation og detaljering, mere oplevelsesberigende, end når vi færdes et sted med store, ubrudte og udetaljerede flader, siger Gehl. Den måde vores sanseapparat fungerer på, har stor betydning for, hvad vi sanser, og hvordan rum opleves. Det indebærer f.eks., at vi ved store afstande og høj hastighed gradvist mister muligheden for at opfatte detaljer og menneskelig nærhed og interaktion.

FORTID ER EN FORUDSÆTNING FOR ERINDRING OG IDENTITET

I 1920’erne formulerer sociologen Maurice Halbwachs sin teori om den kollektive hukommelse. Han opstiller en tese om, at al samfundsmæssig tankegang bunder i hukommelse, og at indholdet udelukkende består af en fælles, dynamisk erindringsmasse. Erindringerne, og deres respektive indhold, er under stadig forvandling – kun dét består, som samfundet i en given epoke kan rekonstruere indenfor deres samtidige referenceramme. Historien omformes derved fra generation til generation og tilpasses samfundets aktuelle tankesæt og forestillinger om fortiden. Halbwachs argumenterer desuden for, at de materielle objekter i vores omgivelser giver os et billede af permanens og bestandighed samt at de ting, der omgiver os lydløst og ubevægeligt, giver os en følelse af ro og orden.

Historiker og geograf David Lowenthal mener, at vores fortid i høj grad former os som mennesker. ”All present awareness is grounded on past perceptions and acts…”og ”[m]emory is crucial for our sense of identity: knowing that we were confirms that we are.” Han når frem til, at nutidens relativt store fokus på bevaring, må være forårsaget af grundlæggende og kvantitativt væsentlige forandringer i vores fysiske omgivelser hen over de seneste generationer. Dertil skriver Lowenthal: ”we have lost the ready familiarity with the classical and biblical heritage that long imprinted European culture and environment. The breach with that legacy leaves us surrounded by monuments and relics we can barely comprehend and scarcely feel are ours. The rage to preserve is in part a reaction to anxieties generated by modernist amnesia.”

Professor i kulturarv og museumsstudier, Laurajane Smith, der er optaget af sammenhængen mellem kulturarv og samfund, er enig med Lowenthal i relation til historiens betydning for individet. I sin bog Uses of Heritage fra 2006 søger hun bl.a. at påvise, at menneskets identitetsfølelse er formet af erindring og historie. ”[W]ho and what we are as individuals, communities or nations is indelibly formed by our sense of history and the way individual and collective memory is understood, commemorated and propagated.” I Smiths teori er vores hegemoniske opfattelse af kulturarv defineret af en dominerende diskurs, der fastlægger den måde, vi i den vestlige verden i dag praktiserer kulturarv på. Heri betegner kulturarv historiske fysiske genstande, der er udpeget af en autoritativ elite af eksperter, og som har en iboende værdi, der forpligter os til at bevare dem for kommende generationer. Smith problematiserer dermed den realitet, der konstrueres ud fra materiel objektivitet og udgør den universelle ramme om kulturarven. I stedet, mener Smith, bør vi, ved at skabe og vedligeholde særlige sociale og kulturelle værdier relateret til vores fysiske kulturarv, give vores nutid mening.1 Det er de værdier, vi konstruerer og tillægger de historiske fysiske steder og genstande og ikke dem selv, der er meningsskabende, og som er med til at forme vores identitet.

OPLEVEDE KVALITETER I CARLSBERG BYEN

For at kunne svare på, hvordan oplevelsen af vores kulturskabte urbane omgivelser kan bidrage til bæredygtig udvikling, har jeg undersøgt, hvad den helhedsmæssige oplevelse af et konkret sted gør ved os, hvordan den præger os og har betydning for, hvordan vi agerer i og med vores omgivelser.

Til formålet udvalgte jeg fem forskellige steder i Carlsberg Byen, hvor både bevarede historiske bygninger og nybyggeri er til stede i ret varierende grad. Udover min egen registrering af stederne involverede jeg aktivt 50 tilfældige forbipasserende, fordelt med ti på hvert sted, og bad dem besvare et spørgeskema, for at få del i deres personlige oplevelse af stedet. I alt nitten spørgsmål indgår i undersøgelsen. Målet var at få svar på, hvilken værdi de adspurgte tillægger de oplevede kvaliteter i de enkelte byrum, herefter kaldet oplevelsesrum. Oplevelsesrummenes placering er gengivet på en oversigtstegning [Ill. 2].

Området er interessant, fordi det stort set har været lukket for langt størstedelen af befolkningen lige siden opførelsen. Der er i dag få, der forbinder den tidligere bryggerigrund med minder, de selv har oplevet på stedet for år tilbage, da det stadig var defineret som industriområde. I den kvantitative spørgeundersøgelse er oplevelsen af de forskellige oplevelsesrum, og den værdi, der tillægges stederne, derfor ikke – eller kun i meget begrænset omfang – bundet til personlige erindringer. Det må følgeligt formodes, at de adspurgte har svaret ud fra deres levede erfaring og kulturelt indlærte identitet og erindring.

Undersøgelsens metode og omfang gør, at der givetvis ikke er skabt evidens på videnskabeligt niveau, men svarene udgør et udmærket afsæt for at kunne opstille en kvalificeret teori i denne sammenhæng.

Oplevelsesrum 1 [Ill. 3]. Et nyt byrum ved Ny Carlsbergvej i det nordvestlige hjørne af bydelen i det gamle Ny Carlsberg-område. De omgivende bygninger er både nye og gamle. De gamle bygninger her er alle fredede og har en høj detaljeringsgrad. De nye bygninger er tilpasset omgivelserne i skala og materialevalg, mens de i formsproget er nye. For både gamle og nye bygninger er tegl det primære materialevalg og også de nye bygninger har en forholdsvis høj detaljeringsgrad.

Otte af de ti adspurgte er enige i, at de samlet set oplever stedet som vedrørende og meningsfuldt, kun én har ingen holdning.

Oplevelsesrum 2 [Ill. 4]. En ny plads i det nordvestlige hjørne af bydelen i det gamle Ny Carlsberg-område. Der er en overvægt af nye bygninger, dog indrammes pladsen af den fredede gulstensbygning Det Grå Hus og et anlæg af funktionstomme masktanke, kaldet Seksløberen. Pladsens omgivende bygninger er alle omkring fire etager høje og fremstår med murede facader. De nye bygninger har mørke facader og flade tage. Den nye bygning der fylder mest i billedet, Ottilia Hus, har en forholdsvis lav detaljeringsgrad.

Kun én af de ti adspurgte er enig i, at stedet samlet set opleves som vedrørende og meningsfuldt, mens tre er uden holdning og seks er uenige.

Oplevelsesrum 3 [Ill. 5]. Bryggerens Plads er bydelens største åbne plads, beliggende omtrent midt i området. De omgivende bygninger er i 4-5 etager, en blanding af gamle og nye, dog med en overvægt af gamle, der alle er muret i røde teglsten. Pladsen gennemskæres af et diagonalt niveauskifte og en trappe med gå- og siddetrin forbinder de to områder i en blød bue. På det øvre område er det lille fritstående, tidligere elektricitetshus og senere marketenderi Hammershus bevaret og indrettet til restaurant.

Ni af de ti adspurgte er enige i, at de samlet set oplever pladsen som vedrørende og meningsfuld.

Oplevelsesrum 4 [Ill. 6]. Et nyt byrum midt i Carlsberg Byen, der er en slags mellemting mellem en plads og en vej for bløde trafikanter. Stedet er omgivet af såvel nye som gamle, primært fredede, bygninger. Bebyggelsen er meget varieret i skala og formsprog, men både bevarede og nye bygninger er primært opført i rød tegl. Otte af de adspurgte oplever, at stedet samlet set er vedrørende og meningsfuldt.

Oplevelsesrum 5 [Ill. 7]. En helt ny plads i bydelens sydøstligste hjørne, omsluttet af tre store, nye bygningsvoluminer i 6-8 etager, opført i 2017. Kun navnet, Humletorvet, refererer til stedets historie. Komplekset erstatter den nu komplet nedrevne Ny Tap fra 1955. I de kig, der opnås ud gennem åbningerne mellem pladsens omkransende bygninger, ses noget af den ældre bebyggelse i nærområdet.

Kun to er enige i, at stedet samlet set opleves som vedrørende og meningsfuldt. Fire har ingen holdning, mens fire er uenige.

INDIKATORER FOR LANGTIDSHOLDBARHED

Med udgangspunkt i spørgeundersøgelsens svar, kombineret med de forskellige teoretikeres forskning, peger jeg på syv kerneemner, der forklarer, hvordan oplevelsen af den urbane bygningsarv kan være med til at bidrage til udbredelsen af helhedsmæssig bæredygtig udvikling.

ÆSTETIK OG VISUALITET

Af de adspurgte oplever næsten alle, at der er meget interessant at se på, på de gamle bygninger, hvor kun ca. halvdelen føler det samme ved de nye bygninger. Samtidig vil alle gerne bo et sted, hvor de har udsyn til de gamle bygninger i byen. Desuden svarer tre ud af fire, at et smukt udseende er én af de tre egenskaber, der giver de historiske bygninger mest værdi. Samlet set peger det tydeligt på, at den visuelle oplevelse og opfattelsen af æstetisk tiltalende omgivelser er en væsentlig kvalitet, som giver værdi.

Ser vi isoleret på dette resultat, og ikke de øvrige besvarelser, kan det give anledning til bekymring i forhold til bæredygtig udvikling. Med vores samfundsmæssige fokus på det æstetiske billede risikerer vi at tillægge den historiske bygning en relativt ensidig værdi, der er relateret til det visuelle. Med andre ord er der risiko for, at vi i samfundet kommer til at dømme en bygnings værdi primært ud fra en holdning om, hvorvidt den er pæn eller grim.

Tilpasning af eksisterende bygninger forbruger i langt de fleste tilfælde færre ressourcer og udleder mindre CO2 end nedrivning og nybyggeri, som henvist til i indledningen. Det gælder også for bygninger, som æstetisk ikke rammer spot on på tidens ånd. Forhåbentlig kan den igangværende bæredygtighedsbevægelse være med til langsomt at ændre det endnu fremherskende mindset i den industrialiserede verdens samfund, til at hensyn til klodens fremtid overgår modetendenser, smagsdommeri og forbrugs-behov samt andre dominerende faktorer, herunder økonomiske interesser, i forhold til hvad der giver samfundet kulturel værdi.

DIVERSITET OG KOMPLEKSITET

Undersøgelsen viser, at variation og detaljering i bygningernes ydre fremtoning har stor indflydelse på, hvordan de opleves, som også Gehl er inde på, ved at koble diversitet og variation med oplevelsesrigdom. De nye bygninger i oplevelsesrum 1, 3 og 4 er varierende i sig selv eller i relation til omkringliggende bygninger, ligesom de har en forholdsvis høj detaljeringsgrad (for nutidige bygninger at være). De får således en markant højere score end de nye bygninger i oplevelsesrum 2 og 5.

Af de adspurgte oplever tre ud af fire, at de ældre bygningers mange finurlige detaljer og udsmykning er én af de tre egenskaber, der giver de historiske bygninger mest værdi.

Når diversitet er en indikator for langtidsholdbarhed, peger det på, at netop diversitet i de bebyggede miljøer, og i bygningerne selv, kan være et væsentligt succeskriterie for, at bygninger får lov til at stå i lang tid. Her er det vigtigt, ikke kun at se diversitet som et visuelt parameter, men også et tidsmæssigt, forstået som en oplevet kompleksitet, en palimpsest af forskellige tidsperioder.

Det peger på, at vi skal blive bedre til den fremtidsorienterede bevaring af den forskellighed og dybde og de forskellige, kulturbundne udviklingslag, der findes i vores omgivelser. Det indebærer ikke kun bevaring af udpegede eksisterende bygninger og steder, som vi kender det i dag, men netop bevaring af den rigdom, der kendetegner et varieret og levende bebygget miljø.

I Carlsberg Byen ses flere eksempler på bygninger, der i deres forholdsvis enkle og detaljearme udformning halter langt bagefter deres ældre nabobebyggelser. Det må antages at oplevelsesfattige bygninger ofte vil trække et miljøs diversitetsniveau i den forkerte retning, så det samlet set opnår et lavere kvalitativt oplevelsesgrundlag. Om end der også kan være mange andre årsager hertil, peger de mange til salg-skilte i oplevelsesrum 2 og 5 i samme retning. Det kan også relateres til Lowenthal og hans kritik af modernistisk homogenitet og ensidige fokus på funktionalitet, ligesom til Pallasmaa og Gehl med deres dom over sanseligt understimulerende, utiltalende løsninger i nyere tids arkitektur.

ALDER, ATMOSFÆRER OG EMOTIONER

Flere end ni ud af ti af de adspurgte oplever, at de gamle bygninger giver de forskellige steder en særlig stemning eller atmosfære, som tiltaler dem. Samtidig føler otte ud af ti, at de gamle bygninger berører noget inde i dem, som de har svært ved at sætte ord på – det samme føler kun to af de 50 adspurgte i relation til de nye bygninger. Mere end halvdelen oplever desuden, at bygningers synlige historiske spor og slid – deres patina er én af de tre egenskaber, der giver de historiske bygninger mest værdi. De gamle bygninger bliver i denne sammenhæng opfattet som varierende fysiske aflejringer af fortidens kultur og liv – de emmer af historie og har derved en særlig følelsesmæssig effekt på den enkelte. Alder er noget, alle kan forstå og som bevirker noget dybt inde i de fleste (jf. bl.a. Alois Riegls hovedværk -Der moderne Denkmalkultus – Sein Wesen und seine Entstehung).

Ved at spørge ind til det atmosfæriske og det følelsesmæssige, bliver de adspurgte bedt om at svare på noget, som kræver deres udvidede bevidsthed, en helstøbt sansning af rummet omkring dem. Også Pallasmas teori om den primært visuelt styrede og følelsesforarmende moderne arkitektur kan igen relateres her, idet det netop er det omvendte fænomen, den brede sansning, der giver udslag i de gamle bygningers høje score på de adspurgtes svar på spørgsmål vedrørende atmosfære og følelser.

Alder og atmosfære, relateret til levende, historiske miljøer eller genstande, kan ikke bygges eller købes, det er noget, der opstår over tid. Det samme er gældende for de følelser og den veneration, der opstår som følge af oplevelsen af en særlig ånd og stemning i et kulturmiljø. Men det er en klar tendens, at bygningers samlede forventede levetid i dag er støt faldende. I forhold til kommende generationer ligger der et etisk dilemma i den selvfølge, vi i dag konsumerer forbrugsvarer med, som tydeligt afspejler sig i vores forhold til bygninger.

Samlet set peger det på, at en bygnings høje alder repræsenterer værdi på mindst tre måder i relation til bæredygtig udvikling. For det første gennem sit målbare miljø- og ressourcemæssige fodaftryk, der bliver mindre, jo ældre bygningen bliver, fordi forbruget afskrives over en længere periode. For det andet som rollemodel for langtidsholdbarhed som etisk værdigrundlag for samfundet og for det tredje gennem den oplevelsesmæssige kvalitet, der ligger i de immaterielle og svært, eller slet ikke, målbare lag i bygningskulturen, hvor særligt aldersværdi og atmosfære er væsentlige fænomener. De oplevede kvaliteter, der tillægges historiske bygninger og byrum med en lang tidshorisont og en særlig atmosfære, genererer både en sociokulturel værdi, men også en deraf afledt eller indirekte økonomisk værdi, relateret til turisme- og oplevelsesindustrien.

KONTINUITET OG GENKENDELIGHED

Langt hovedparten af de adspurgte oplever, at de gamle bygninger minder dem om andre bygninger, de kender og holder af, hvorimod næsten halvdelen oplever, at de nye bygninger ikke minder dem om andre bygninger, de kender og holder af, mens halvdelen af de adspurgte ikke har nogen holdning dertil, hvad de nye bygninger angår. Det er interessant, idet det tydeligt peger på, at gamle bygninger sagtens i sig selv kan udløse en bevidst eller ubevidst aktivering af positive minder og erindring hos den enkelte.

Halbwachs definerer velkendte, fysiske objekter, der udspringer af den kollektive hukommelse, som et stabiliserende samfundsmæssigt anker, der skaber tryghed. Både gruppen og individet knytter sig emotionelt til objekter, de omgiver sig med over længere tid. Lowenthal har samme udgangspunkt og uddyber det ved at kalde fortidens genkendelighed en slags fristed fra negative følelser i nutiden.

Det vil oftest være en kombination af forskellige aspekter, der uvilkårligt får os til at betegne bygninger som velkendte. Særligt bygningers form, materialebrug og udsmykning er en væsentlig faktor for kontinuitet og genkendelighed – og dermed trygheden i det velkendte, som præger vores kulturelle identitet.

En potentiel udfordring findes i den fremherskende metodiske tilgang til bæredygtighed, cirkulær økonomi. Her handler det om at genanvende og beholde materialerne i cykliske loops, så længe det er muligt. Det kræver som udgangspunkt materialer i god kvalitet, men der er ikke nødvendigvis et mål om langtidsholdbarhed af den enkelte bygning. Risikoen ved denne tilgang er, at den relative stabilitet i vores omgivelser, som historisk set har karakteriseret vores byer – hvis man ser bort fra krige og andre katastrofer – bliver truet og på for kort tid ændrer sig for gennemgribende til, at vi som samfund kan følge med. Resultatet er det modsatte af, hvad kontinuitet, genkendelighed og tryghed giver os – nemlig ustabilitet og rodløshed.

Til dette emne hører også håndværket. Med en enkelt undtagelse, mener alle de adspurgte i Carlsberg Byen, at de gamle bygninger repræsenterer en stolt håndværksmæssig tradition, mens mindre end hver 4.oplever, at de nye bygninger repræsenterer en stolt håndværksmæssig tradition. Det er en opsigtsvækkende stor forskel. En håndværksmæssig tradition er netop ikke betinget af alder, men er noget der lever videre fra generation til generation. Nutidig arkitektur forbindes ofte ikke længere med håndens værk og de traditionelle håndværksfag er ikke længere på samme vis synlige i moderne arkitektur, fordi meget netop ikke længere fremstilles i hånden, men af maskiner. Håndværket nævnes af de adspurgte som værdi, ofte i kombination med klassiske materialer eller materialer af god kvalitet, hvilket peger på, at en større fokus på synligt håndværk og en tættere dialog mellem det menneskeskabte og det maskinskabte kan være gavnligt for bæredygtig udvikling, i kraft af den kulturelle værdi det tillægges. Dertil kommer det faktum, at arbejdskraft netop også er en ressource, som vi miljømæssigt kan forsvare.

ROBUSTHED OG LANGSOMHED

Næsten alle af de adspurgte oplever, at de gamle bygninger i de forskellige oplevelsesrum udstråler kvalitet og holdbarhed, ligesom samme antal mener, at de gamle bygninger har kostet mange penge at opføre og at de gamle bygninger har taget lang tid at bygge, fordi de er så detaljerede. Sammenlignet oplever færre end en tredjedel, at de nye bygninger udstråler kvalitet og holdbarhed og at de nye bygninger har kostet mange penge at opføre. Blot to mener, at de nye bygninger har taget lang tid at bygge, fordi de er så detaljerede. Samlet set er det et udtryk for, at vi tillægger de gamle bygninger en både materialemæssig, udførelsesmæssig og økonomisk høj værdi. Det bidrager i udgangspunktet til, at vi værner om dem og behandler dem med respekt. Ligesom høj kvalitet i mange tilfælde vil være en forudsætning for, at materialerne - og dermed bygningen, overhovedet kan holde i så lang tid, så den opnår en kulturel erindringsværdi for samfundet. Generelt må det antages, at jo højere kvalitet en arkitektonisk velformet bygning har, målt i både materialer, tid og økonomi, desto større værdi repræsenterer den og desto større chancer er der for, at den opnår en høj alder – og jo højere alder en bygning har, desto større overlevelsesodds har den også fremadrettet, sammenlignet med nyere bygninger.

Et begreb, der på mange måder favner både kvalitet og holdbarhed, er robusthed. Robusthed nævnes bl.a. også af Lowenthal i forbindelse med opfattelsen af vores omgivelsers relative stabilitet, der overskrider vores egen individuelle livstid, hvilket også Pallasmaa finder væsentligt. I kvalitet og holdbarhed ligger også implicit et langsigtet perspektiv, der kan relateres til begrebet langsomhed, når vi sammenholder det med ændringeraf vores fysiske omgivelserover tid. Langsom forandring af fysiske omgivelser i et afgrænset område er direkte sammenkædet med opretholdelsen af lokale traditioner og den lokale befolknings sociale sammenhold. Områder, der kun forandres langsomt, har dermed et højt potentiale for at være socialt bæredygtige, fordi væsentlige forudsætninger for mental forankring i tid og sted er til stede.

Fokus på kvaliteterne i langsomheden finder vi mange andre steder, bl.a. i konceptet slow food, der udgør det stik modsatte af det negativt ladede fastfood, ligesom i bevægelsen Cittaslow, der er en voksende sammenslutning af mindre byer i hele verden, som lægger vægt på en alternativ udvikling. Grundtankerne bag Cittaslow er baseret på livskvalitet, herunder gennem “the authenticity of products […], rich of fascinating craft traditions […], respect of traditions through the joy of a slow and quiet living.”

Et emne, som jeg også vil nævne her, og hvor de adspurgtes svar gav et, for mig, overraskende output, er dét punkt, der omhandler reparation af bygninger. Der spørges i skemaet ind til, om man mener, at de gamle bygninger er nemmere at reparere end de nye, eller om man mener, at de nye bygninger er nemmere at reparere end de gamle. Her svarer næsten ni ud af ti, at de er enige i, at det er nemmere at reparere de nye end de gamle bygninger. Det er et opsigtsvækkende resultat. Hvis den generelle opfattelse er, at gamle bygninger er vanskelige at reparere, ligger der højst sandsynligt samtidig en forventning om, at det er dyrt og besværligt. Den stigende fokus på bæredygtighed i samfundet er her et potentiale, der både kan blive til gavn for kulturarv og miljø. En større udbredelse af alment forståelige fakta om, at vedligehold og reparation af gamle bygninger ofte vil være langt bedre for miljøet, vil teoretisk i fremtiden kunne få flere til at vælge reparation / gamle bygninger, fremfor udskiftning / nye bygninger. Helt så enkelt er det desværre ikke, da det økonomiske og juridiske grundlag og incitament nødvendigvis må pege i samme retning. Det kræver derfor også politisk vilje og aktion, hvis vi skal ændre retning.

STEDSIDENTITET OG LOKAL RELEVANS

Kulturarven i vores del af verden er formet af en århundreder lang udveksling og inspiration på tværs af landegrænser. Udenlandske strømningers indflydelse til trods, var arkitekturen præget af regionale byggeskikke, traditioner og håndværksmetoder, særligt uden for de store købsstader. Med modernismens internationale gennembrud bliver det nye, rene og standardiserede et ideal, og ved slutningen af det 20. århundrede er arkitekturen blevet til massekultur. Det er i dag oftest ikke længere muligt at udpege en ny bygning som dansk, tysk eller fransk – eller endsige sønderjysk, fynsk eller lollandsk, alene på baggrund af udseende, byggeskik eller materialebrug.

I spørgeundersøgelsen føler langt hovedparten af de adspurgte, at de gamle bygningers former og materialer minder dem om andre bygninger, de kender og holder af. Samtidig oplever langt hovedparten af de adspurgte ikke, at de nye bygningers former og materialer minder dem om andre bygninger, de kender og holder af. Uden at det nødvendigvis er gældende for alle nye bygninger i bydelen, kan en årsag være den høje grad af anonymitet eller international stil, der karakteriserer en vis del af Carlsbergs nye bygninger.

Mange af de adspurgte nævner stedets historie som en værdi. Dermed menes formentlig, udover den materielle manifestation af historien i form af de bevarede bygninger, netop også den immaterielle historie selv. Carlsberg er i dag et verdenskendt brand – men den lille bakke i Valby, som i dag er Carlsberg Byen, var det sted, det hele for alvor startede. Historien bor her stadig, og den kulturelle erindring er manifesteret i forskellige materielle vidner rundt omkring i bydelen, som gør stedet enestående - i alt fra tekst og billeder over symbolske udsmykninger og genstande. De bevarede bygninger i Carlsberg Byen har derfor en høj stedsidentitet og relevans for lokalområdet.

Stedsidentitet og lokal relevans er væsentlig i forhold til langtidsholdbarhed, fordi det er livsnærende for det symbiotiske bånd mellem levende, kulturskabte omgivelser og mennesker. Bygningers og områders sandsynlighed for overlevelse stiger med tiltagende alder. Et bymiljø bestående fortrinsvist af ældre bygninger, vil have større chancer for at overleve på lang sigt, end et bymiljø bestående fortrinsvist af nyere bygninger. En mulig forklaring kan måske igen, til dels, findes i den mere anonyme, globaliserede arkitektur, som der i vores tid bygges en del af og som i mange tilfælde er renset for karaktergivende detaljer, udsmykninger og funktionsafslørende symboler.

Stedsidentitetens relevans for bæredygtighed skal generelt både forstås i immateriel og materiel forstand. Fra et immaterielt perspektiv giver stedsidentitet en større fornemmelse af socialt fællesskab, medejerskab og engagement for stedet blandt de lokale, fordi det ofte involverer deres egen historie og bygger på lokale traditioner, som de også personligt har en relation til. Til et materielt perspektiv hører den prioriterede anvendelse af lokale ressourcer, der reducerer omkostninger og CO2 forbrug til transport samt styrker steder, der genererer lokal arbejdskraft. Der vil også være en større resiliens overfor udefrakommende ændringer, jo mindre et samfund er afhængig af import af produkter. Helt upåagtet de emotionelle værdier vi tillægger de stedsspecifikke byggeskikke, og de forskellige lokale udtryksformer, ligger der derfor også for fremtiden et rationelt og kulturelt meningsskabende potentiale i at bruge velkendte, naturlige materialer fra regionen, der kan repareres og vedligeholdes.

LIV OG MENNESKELIGHED

For tre ud af fire af de adspurgte har det betydning, at mange menneskers historie er / har været knyttet til Carlsberg Byen, siden de ældste bevarede bygninger blev opført. Samtidig oplever ni ud af ti en form for slægtskab / samhørighed med deres forfædre og at være en del af en historie, når de færdes blandt de gamle bygninger.

Der er to aspekter i liv og menneskelighed – der er på den ene side det liv, vi oplever i dag, når vi færdes i byen og på den anden side de spor efter tidligere levede liv, som omgivelserne vidner om.

Det har en positiv følelsesmæssig effekt på os, når vi kan interagere med andre mennesker og føle, at vi er en del af et fællesskab. Det, der skal til for, at vi føler os velkommen og inkluderet, er bl.a. en menneskelig skala, gode muligheder for at opholde sig, mødes og udfolde sig, ligesom oplevelser i øjenhøjde.

Samtidig er sporene efter de mennesker, der engang levede, arbejdede og kom på stedet, noget af det, der kan defineres som katalysator for nutidigt og fremtidigt liv på stedet.

Arkitektur, der udspringer af kroppens levede erfaring og er forankret i årtusinders udvikling af håndværk og materialebrug, bærer implicit mere præg af at være fremstillet af et menneske, end bygninger opført med nutidens standardiserede og industrifremstillede komponenter. Det er netop også de steder, der har størst berøringsflade med tidligere levet liv, både i form af tid, spor og håndværk, der af de adspurgte opleves som værende mest vedrørende og meningsfulde.

I relation til bæredygtig udvikling er liv og menneskelighed et meget væsentligt punkt. I udviklingen af et sted eller et område, må det derfor handle om at tage nøje hensyn til stedets selvgroede personlighed og særegenhed og om nænsomt at bygge videre på det materielle og immaterielle grundlag for kulturel erindring og identitet, som tidligere generationer har skabt, formet og videregivet.

BÆREDYGTIGHED SOM KULTUREL PROCES

Bæredygtighed skal forstås som en kulturel proces – en del af noget større, snarere end som en samling af konkrete produkter eller certificeringer af det enkelte byggeprojekt. Den bæredygtige proces i arbejdet med bygninger forudsætter en helhedsmæssig tilgang og et langsigtet fokus, hvor langtidsholdbarhed er det væsentligste parameter.

Det forudsætter, på det fysiske plan, brug af adskillelige og vedligeholdelsesvenlige, rene og ugiftige, komposterbare materialer, en prioritering af lokale råmaterialer, genanvendelse hvor muligt samt bevaring og videreføring af eksisterende, fysiske bevaringsværdier. På det immaterielle plan betyder det bevaring, konstruktion og udvikling af sociale og kulturelle værdier, der er meningsskabende for samfundet. En væsentlig del af den mening der tillægges vores omgivelser, opstår først over tid. Vores eksisterende bevaringsværdige kulturmiljøer udgør derfor i deres unikke kompositioner en begrænset, ikke fornybar ressource, der kan sammenlignes med artsrigdommen i dyr- og planteriget.

Undersøgelsen i Carlsberg Byen viser, at den kollektive oplevelse af kvaliteter i bydelen i overvejende grad udspringer af de ældre, bevarede bygninger. De adspurgte er forholdsvist enige i, hvilke steder der skaber værdi, ved at være vedrørende og meningsfulde, og hvilke der ikke gør. Da ingen af de adspurgte forbandt en mangeårig tilknytning til nogen af stederne, skal årsagen til resultaternes udfald findes i deres egen levede erfaring og den kulturelle erindring og identitet, de til en vis grad deler med hinanden.

De udledte kernebegreber af de oplevede kvaliteter i vores byggede omgivelser, er koblet til kulturel værdiskabelse. Begreberne kan samtidig betegnes som urbane kulturmiljøers indikatorer for helhedsmæssig bæredygtig udvikling gennem oplevede kvaliteter, fordi de påviser, hvad der er meningsskabende og dermed bliver symptomer på langtidsholdbarhed.

Sammenfattende kan det konkluderes, at urbane miljøer, med en oplevet integritet og kompleksitet i tid og rum, opnår en vis kulturel signifikans i vores nutid, der er præget af hastig forandring og udvikling. Som kollektive, fysiske erindringsarkiver med et virvar af usynlige bånd, der er knyttet til flere generationers liv på jorden, bliver de vigtige ankerpunkter for samfundet og for forskellige sociale fællesskaber. Viden om fortiden, i form af historie og erindring, og følelsen af at være en del af noget større, bliver i stigende grad vigtig for individet og er en væsentlig faktor for, hvad vi i samfundet føler giver mening. Det giver vores byggede kulturarv en nøglerolle i formningen af vores kulturelle erindring og identitet. Det betyder også, at kulturmiljøer og bygninger, der er kendetegnede af ovenstående indikatorer, er immanent bæredygtige - både i kraft af deres materielle og af deres immaterielle værdi. På det materielle plan sikrer de bygninger, der gennem løbende vedligehold har opnået en høj alder, at det egne – og til en vis grad også områdets samlede – miljø- og ressourcemæssige aftryk bliver holdt relativt lavt, fordi forbruget først bliver opgjort, når materialerne forlader (gen)brugsfasen og destrueres. På det immaterielle plan tillægger vi kulturmiljøer og bygninger værdi i kraft af den oplevede rigdom og kvalitet, vi sanser, når vi færdes i eller omkring dem. Det medvirker til, at vi passer bedre på dem, hvilket øger deres chancer for overlevelse og dermed deres faktiske levetid som samlet bestand.

En bred samfundsmæssig bevidsthed og viden om det harmoniske forhold mellem kulturarv og bæredygtighed synes at mangle, hvilket bl.a. svarene omkring reparerbarhed peger på. Et århundrede med teknologisk udvikling og nærved ubegrænset forbrug i centrum, har gjort, at vi nulevende bygger på en levet erfaring, der har lært os noget andet, som ikke er foreneligt med en langsigtet bæredygtig fremtid for jordens økosfære.

For at genskabe det velafbalancerede samspil mellem mennesket og arkitekturen må vi nødvendigvis have større fokus, mere forskning, viden og ikke mindst samfundsoplysning om betydningen af de oplevede kvaliteter i den byggede kulturarv, da de har potentialet til at være en katalysator for en langsigtet bæredygtig tanke og udvikling – både når det handler om bevaring af det eksisterende, og når det handler om nybyggeri for os og fremtidige generationer.

–

UDVIDET UDKLIP AF RESULTATER, OPLEVELSESRUM 1-5

Oplevelsesrum 1. [Ill. 3] Stedet har en ret varieret bygningsmasse. Alle de adspurgte oplever, at de gamle bygninger giver stedet en særlig stemning eller atmosfære, som tiltaler dem. Samtidig svarer alle, at de synes, der er meget interessant at se på de gamle bygninger, mens fem siger det samme om de nye bygninger. Alle de adspurgte oplever desuden, at de gamle bygninger udstråler kvalitet og holdbarhed, at de repræsenterer en stolt håndværksmæssig tradition og at de har taget lang tid at bygge.

Oplevelsesrum 2. [Ill. 4] Pladsen er domineret af de nye bygninger og de hårde overflader uden stoflig virkning. Den virker triviel og uvedkommende. Fire boliger er til salg og lokalerne bag de store, tomme ruder i stueetagen er ikke udlejet. Otte af de adspurgte er enten ’meget enige’ eller ’lidt enige’ i, at den gamle bygning på pladsen berører noget i dem, som er svært at sætte ord på, ligesom den gamle bygning minder otte adspurgte om andre bygninger, de kender og holder af. Omvendt mener kun én af de adspurgte, at de nye bygninger på pladsen berører noget i ham, og at de minder om andre bygninger, han kender og holder af.

Oplevelsesrum 3. [Ill. 5] Alle pladsens omgivende, bevarede bygninger, er opført i røde teglsten. Det virker som om, at man her på den store plads har gjort sig særligt umage med at skabe en ny helhed, der i kvaliteten tager udgangspunkt i de bevarede bygninger. Ni af de adspurgte her på stedet oplever, at det betyder noget for dem, at mange menneskers historie gennem tiden har været knyttet til stedet, og at de føler en form for slægtskab/samhørighed med deres forfædre samt at de er en del af en historie, når de ser på de gamle bygninger.

Oplevelsesrum 4. [Ill. 6] Dette oplevelsesrum scorer højt på såvel gamle som nye bygninger blandt de adspurgte. Således er f.eks. ti af de adspurgte ’meget enige’ i, at de gamle bygninger vækker deres nysgerrighed, mens syv er enten ’meget enige’ eller ’lidt enige’ i relation til de nye bygninger. Ti af de adspurgte er desuden enten ’meget enige’ eller ’lidt enige’ i, at de gamle bygninger udstråler kvalitet og holdbarhed samt at de har kostet mange penge at opføre, mens seks siger, de oplever det samme med hensyn til de nye bygninger.

Oplevelsesrum 5. [Ill. 7] Torvet er omsluttet af tre store, nye bygningsvoluminer i seks og syv etager. Alle nye bygninger er opført i et mørkt, industrielt forarbejdet materiale. De høje og ensformigt udførte, flade facader med store ubrudte vinduesruder bidrager til, at stedet virker lidt beklemmende og køligt. Forskellen i de adspurgtes besvarelser mellem dette og de fire øvrige oplevelsesrum er markant. Ingen af de adspurgte er enige i, at de nye bygninger giver stedet en særlig atmosfære, som tiltaler dem. Samtidig oplever ingen af de adspurgte, at de nye bygninger vækker deres nysgerrighed, eller at de repræsenterer en stolt håndværksmæssig tradition. Kun en enkelt oplever, at der på de nye bygninger henholdsvis er meget interessant at se på, og at de udstråler kvalitet og holdbarhed. Tre af de adspurgte påtaler desuden udfordringer med meget vind på pladsen, uden at jeg på forhånd har spurgt ind til det.

–

Inge-Lise Kragh er partner og arkitekt MAA i Rønnow Arkitekter. Inge-Lise færdiggjorde i 2021 en Nordisk Master i Arkitektonisk Kulturarv og har som del af sin masterafhandling på NORDMAK gennemført en analyse af de oplevede kvaliteter i den byggede kulturarv med udgangspunkt i Carlsberg Byen. Resultaterne bidrager med interessante pointer til diskussionen om en helhedsmæssig bæredygtig udvikling i byggebranchen, der tager afsæt i mere end de kvantitative værdier, der typisk kendetegner debatten.