Inden for dansk boligbyggeri er begrebet byggefællesskaber et forholdsvis nyt fænomen, der kun har været afprøvet i enkelte byggerier. Ambitionen med denne artikel er at analysere de erfaringer, som disse projekter har tilvejebragt for derigennem at diskutere forskellige aspekter af byggefællesskabets potentialer i en dansk kontekst.

Et byggefællesskab kan kort defineres som en gruppe privatpersoner, der går sammen om at bygge deres fremtidige boliger. Ved selv at påtage sig rollen som bygherre opnår beboerne en meget direkte indflydelse på udformningen af byggeriet og mulighed for at forvalte økonomien indenfor de givne rammer. Med rollen følger dog også et stort ansvar, som kræver faglig viden og erfaring med at håndtere kompleksiteten inden for byggeriets processer. Dette peger på behovet for at gentænke måden, man organiserer processerne omkring udviklingen af et boligbyggeri, så den er tilpasset de særlige vilkår, et byggefællesskab fordrer.

I denne artikel vil vi fokusere på de erfaringer, man kan udlede af de første eksempler på byggefælleskaber i Danmark. Her retter vi et særligt fokus på beboernes mulighed for at præge deres egen bolig, rammerne for bebyggelsens fællesskab og relationerne til den omkringliggende by, og på hvordan dette påvirker beboernes formelle og uformelle ejerskab til boligen. Derudover vil vi diskutere, hvordan byggefællesskaber skaber muligheder for et mere bæredygtigt boligbyggeri, både i forhold til de sociale og miljømæssige aspekter.

Artiklen bygger på studier af de to byggefællesskaber Byfællesskabet Thomas b. fra 2018 og Fællesbyg Køge Kyst fra 2021. De er til dato de to eneste byggerier i en dansk kontekst, hvor man bevidst har arbejdet ud fra principperne for et byggefællesskab. Studiet er baseret på et kvalitativt empirisk materiale indsamlet gennem semistrukturerede interviews, dels med arkitekterne bag hvert af byggerierne, dels med en repræsentant fra hver beboerkreds som har fulgt projektet gennem alle dets faser.Interviewene med de to beboerrepræsentanter fra hver af byggerierne og arkitekterne fra Tegnestuen Vandkunsten har alle fokuseret direkte på tilblivelsen af de to konkrete projekter. Interviewet med arkitekterne fra Praksis har derimod haft karakter af en mere generel diskussion af tegnestuens boligprojekter. Interviewmaterialet er suppleret med en række skriftlige kilder og tegningsmateriale fra de forskellige faser af byggerierne. Endelig har vi besøgt begge bygninger og derigennem oplevet de arkitektoniske karakteristika i relation til den enkelte bolig, rum for fællesskabet og relationen til den omkringliggende by.

Artiklen indledes med et kort oprids af traditionen for at bygge i fællesskab herhjemme efterfulgt af en introduktion til baggrunden for og udviklingen af de to første byggefællesskaber. Herefter gennemgår vi de to projekter; først med fokus på bygningernes indre, såsom fællesrum og indretning af de enkelte boliger, og derefter med fokus på bygningernes ydre og deres relation til byen. Artiklen afsluttes med en diskussion af byggefællesskabets potentialer i forhold til øget ejerskab og muligheden for et mere bæredygtigt byggeri. Denne diskussion afrundes af en række konkluderende betragtninger.

FRA BYGGEFORENING TIL BYGGEFÆLLESSKAB

Det at bygge i fællesskab er ikke noget nyt fænomen i Danmark, hvor vi har en stærk tradition for, at private går sammen om at skabe rammerne om deres hverdag i form af billige boliger af god kvalitet. I sidste halvdel af 1800-tallet blev de første byggeforeninger stiftet med det formål at bygge gode og sunde boliger for den bedrestillede del af arbejderklassen. I København førte det blandt andet til de karakterfyldte boligkvarterer Kartoffelrækkerne, Humleby og Komponistkvarteret. Her består bebyggelserne af små byhuse i tre etager med en lille forhave og et mindre gårdrum på bagsiden. Hvor hvert hus oprindeligt indeholdt flere lejligheder, er de i dag ofte slået sammen til enfamilieboliger, og fra at være billige boliger for arbejderklassen er byggeforeningshusene i dag blevet eksklusive ejerboliger for de velstillede.

I forlængelse af første verdenskrig opstod andelsboligforeningerne, som i modsætning til byggeforeningerne blev etableret ud fra et fælles ejerskab af boligerne. Det vil sige at man i en andelsbolig ikke ejer sin egen bolig, men derimod en andel i andelsboligforeningen som giver brugsret til en bolig. Andelsboligbyggeriet var fra begyndelsen understøttet af gunstige lånemuligheder og ofte bygget på grunde stillet til rådighed af kommunerne. Disse støttemuligheder bortfaldt i slutningen af 1920’erne. Herefter blev udviklingen af boliger for arbejderklassen overtaget af lejeboliger bygget af de nye almennyttige boligselskaber, som blev oprettet fra 1930’erne og frem. Andelsboligforeningerne oplevede en opblomstring i midten af 1970’erne, hvor en ny andelsboliglovgivning gav lejere forkøbsret til at købe den ejendom, som de boede til leje i, og omlægge den til en andelsboligforening. Fra 1981 blev der indført statsgaranterede lån til andelsboligforeninger, hvilket også førte til mange nybyggede foreninger. Fra slutningen af 1990’erne bortfaldt de særlige støtteordninger, hvilket har medført en kommercialisering af mange andelsboligforeninger, så de prismæssigt nærmer sig ejerboligmarkedet.

Ser vi på dette korte oprids af bygge- og andelsboligforeningernes udvikling i Danmark, tegner der sig et billede af en stærk tradition, som har skabt boligbebyggelser af høj kvalitet. Så selvom fænomenet byggefællesskab kan ses som nyt indenfor byggeriet i Danmark, ligger det i forlængelse af denne tradition.

DE TO FØRSTE BYGGEFÆLLESSKABER I DANMARK

De to første byggefællesskaber i Danmark henter begge inspiration fra Tyskland, hvor baugruppen og baugemeinschaften er en integreret del af boligmarkedet, og hvor storbyer som Hamborg og Berlin bruger konceptet målrettet i udviklingen af nye byområder. I Hamborg har byen ligefrem et særligt agentur, som tilbyder hjælp og rådgivning til borgere, som gerne vil starte et byggefællesskab. Det gør de, fordi byggefællesskaber har vist sig at være en god medspiller i forhold til at udvikle nye bydele, da de tiltrækker engagerede beboere, der, udover at skabe rammerne for deres eget byggeri, kan være med til at fremme kvalitet i hele bydelen. En anden vigtig inspirationskilde til de danske projekter er den tyske by Tübingen. Her indgår byggefællesskaber som en del af byplanlægningen, hvor der i nye byområder udbydes forholdsvis små byggefelter, som mindre byggefællesskaber på 8-12 familier kan byde ind på. Sammen danner de mindre byggefelter boligkvarterernes karréer, som derved kommer til at bestå af flere forskellige byggefællesskaber. Denne model skaber variation i boligtyperne og et stærkt ejerskab til både boligbebyggelserne og bydelen.

Udover inspirationen fra Tyskland har vejen frem for de to danske byggefællesskaber været meget forskellig. Byfællesskabet Thomas b. startede som en enkelt families drøm om at bosætte sig på en alternativ måde i midten af Odense og udviklede sig derfra til at blive et byggefællesskab. Fællesbyg Køge Kystderimod opstod som en del af udviklingen af byområdet Køge Kyst, hvor byplanlæggere og arkitekter tog initiativet til at indskrive det i planen for det nye byområde. Vi vil her dykke ned i udviklingen af de to projekter for at forstå deres særegne historier.

Det nye byområde omkring Thomas B. Thriges Gade i Odense udgør en markant omlægning af byens centrum, hvor man ved at sløjfe en stor gennemfartsvej har skabt et nyt byområde, som genetablerer sammenhængen mellem byens forskellige kvarterer. Projektet er udviklet i et partnerskab bestående af Odense Kommune og Realdania By og Byg. Idéen til at skabe et byggefællesskab i bydelen opstod som en enkeltmands reaktion mod den gængse byudvikling i de store danske byer. Janus Lylloff havde fulgt udviklingen af det nye byområde tæt og var provokeret af, at det tegnede til at blive et boligkvarter primært for et velstillet klientel. Derfor besluttede han at byde ind på en option på et af det nye områdes 16 byggefelter. For at kunne byde ind på optionen kontaktede han Praksis, som sagde ja til at blive rådgiver i udviklingen af projektet. Da projektet blev udvalgt som et af dem, der fik tilbudt option på køb af et byggefelt, stod Lylloff med en fantastisk mulighed, men uden de fremtidige beboere til de boliger,som han havde budt ind på at skulle bygge og uden en klar model for, hvordan projektet skulle udvikles. Han fik kontakt til Realdania, som finansierede tilknytningen af et rådgiverteam bestående af en jurist og en antropolog, der kunne bistå udviklingen af projektet. Det var gennem dialogen med dem, at idéen til og konceptet for et byggefællesskab blev udviklet. Gennem annoncering og afvikling af en række workshops blev kredsen af potentielle beboere i byggefællesskabet etableret. Her spillede rådgiverne en aktiv rolle både i udviklingen af organiseringen og sammensætningen af beboere, så der opstod en beboergruppe på tværs af generationer. På den måde voksede det, der startede som en families drøm om en anden måde at bosætte sig på til et fællesskab af 9 familier, som sammen skabte rammerne om deres hverdag i form af ni lejligheder og rækkehuse i forskellige størrelser samt fælleslokale og tagterrasser. [Ill. 1]

Udviklingen af byggefællesskabet i Køge har et noget andet udgangspunkt. Her opstod ønsket om at indarbejde et eller flere byggefællesskaber i den nye bydel, Søndre Havn, tidligt i processen hos byudviklingsselskabet Køge Kyst. Selskabet bestod af et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania By og Byg, og de havde fra udgangspunktet et ønske om, at bydelen skulle have varierende ejerskabsformer og udvikles ved hjælp af nye metoder og processer. Man havde fundet inspiration i Tübingens arbejde med byggefællesskaber som en ny måde at generere byområder og partnerskaber på. Resultatet blev, at flere byggefelter i udviklingsplanen for bydelen i Køge blev reserveret til byggefællesskaber. I foråret 2017 gik Køge Kyst sammen med Tegnestuen Vandkunsten og Fonden for Billige Boliger om at arrangere en række workshops for at tiltrække fremtidige beboere omkring et byggefællesskab. Her havde arkitekterne hos Vandkunsten lavet en konceptskitse til udformningen af en bebyggelse – en skitse, der blev døbt Pippi Langstrømpe-tegningen – som blev brugt til annonceringen. [Ill. 2] I efteråret 2017 var der samlet en lille gruppe af kommende beboere, som stiftede byggefælleskabet Fællesbyg Køge Kyst og derefter overtog ansvaret for udviklingen af projektet. De valgte at arbejde videre med Vandkunsten som arkitekt på projektet. Det næste år blev brugt til at hverve fremtidige beboere gennem annonceringer i lokale medier i Køge og København. Grundet problemer med at rejse den nødvendige finansiering til at bygge projektet gik Fonden for Billige Boliger i foråret 2019 ind som udvikler af det, da de kunne stille med den nødvendige egenkapital. Beboerkredsen indgik stadig aktivt i udviklingen af byggeriet, som i 2021 stod indflytningsklar med 45 individuelt indrettede lejligheder samt fællesrum. Derudover har bebyggelsen flere fælles tagterrasser og en have.

En af de største udfordringer i begge projekter har været at finde en brugbar model for finansieringen af byggeriet. Da begge bebyggelser endte med at blive ejerboliger, var udfordringen at finde en mellemfinansiering i byggefasen, indtil den enkelte ejer kunne optage et realkreditlån i sin bolig. Bankerne var meget tilbageholdende med at give lån, da der ikke var en velafprøvet, juridisk ramme for organiseringen af den type byggerier herhjemme, og derfor blev projekterne vurderet til at være risikable.

Der er således en række grundlæggende spørgsmål omkring organisering og finansiering af byggefællesskaber i Danmark, som kræver yderligere udvikling. Da denne artikel har et særligt fokus på de arkitektoniske potentialer ved byggefællesskaber, vil vi kun i mindre omfang komme ind på økonomien i de to projekter, men i analyserne fokusere på de arkitektoniske muligheder byggefællesskaberne skaber, både i forhold til bebyggelsens indre organisering og i samspillet mellem bebyggelsen og dens omgivelser.

ANALYSE AF BYGNINGERNES INDRE

Som beskrevet i det foregående afsnit, startede udviklingen af Fællesbyg Køge Kyst som en vision hos byudviklingsselskabet Køge Kyst og dets rådgivere. Denne vision indeholdt kun en løs idéskitse til et byggefællesselskab som koncept. Det var for eksempel ikke defineret, om det skulle være et bofællesskab, eller hvor meget eventuelle fællesarealer skulle fylde i den fremtidige bebyggelse. Det var først i dialogen mellem de kommende beboere i den nystiftede forening Fællesbyg Køge Kyst, at formatet for og programmeringen af bebyggelsen tog form. I den dialog blev det hurtigt klart, at bebyggelsen skulle give plads til fællesskab i form af fælleslokaler, gæsteværelser og ikke mindst de store fælles tagterrasser, som også var en del af den oprindelige Pippi Langstrømpe-tegning. Selvom fællesskabet skulle have plads i bebyggelsen, var der enighed om, at det ikke skulle formaliseres som et egentligt bofællesskab. Fællesskabet skulle være frivilligt, noget som den enkelte beboer kunne vælge fra eller til. I programmeringen af bebyggelsen endte beboerne med at afsætte 10% af det samlede areal til fællesrum. Dette skete ud fra ideen om at minimere størrelserne på den enkelte bolig ved at lægge funktioner som gæstesovepladser, muligheden for store selskaber og værkstedsfaciliteter ud i de fælles områder. Fælleslokalerne er placeret i stueetagen, der ikke er så velegnet til boliger på grund af direkte indkig fra omgivelserne. Der er et stort fælleslokale, hvor alle beboerne kan samles, et andet fælleslokale til mindre sammenkomster og derimellem et industrikøkken.

I dagligdagen er de fælles gøremål i bebyggelsen organiseret i 10–12 arbejdsgrupper, der planlægger alt fra fællesspisning til beplantning af udearealer. Udover arbejdsgrupperne er der opstået en række interessegrupper, såsom et bryggerlaug og to litteraturkredse, hvoraf den ene også har medlemmer fra nabobebyggelserne. De forskellige aktiviteter opstår på initiativ af beboerne og afspejler de interesser, som beboerne har.

Programmeringen af boligtyperne er ligesom udformningen af fælleslokalerne opstået i dialog mellem de kommende beboere og arkitekterne. Her er beboerne kommet med en række ønsker og visioner, som arkitekterne har givet form. De udviklede sammen en række spilleregler for udformningen, som kan aflæses i den færdige bebyggelse. Et af de motiver, som arkitekterne foreslog, var en udvidelse af trapperummet i stueetagen, så det blev et lille, men dobbelthøjt rum, der kunne fungere som uformelt mødested i dagligdagen. [Ill. 3] Et andet væsentligt motiv i bebyggelsen voksede ud af beboernes beslutning om, at der skulle være samme kvadratmeterpris på alle lejligheder. Den beslutning førte til en række principper for, hvordan man kunne sikre sig rumlige kvaliteter i alle lejlighederne. Et af principperne er en aftrapning af loftshøjden i ejendommen, så alle lejligheder i stueetagen har 3m til loftet, alle lejligheder på 1. sal har 2,8m og alle øvrige lejligheder har 2,55m. På den måde skabte man en øget kvalitet i form af rumlighed og lysindtag i de nederste etager. I forlængelse af dette princip blev der arbejdet på at kompensere de lejligheder, som ikke havde udsigt med kvaliteter som private uderum og karnapper.

Størrelsen på lejlighederne i bebyggelsen spænder fra 65 til 170m2, og sammensætningen af de forskellige lejlighedstyper afspejler de ønsker, der tidligt i processen var i kredsen af kommende beboere. Selve fordelingen af lejligheder blandt beboerne skete efter anciennitet i forhold til indmeldelse i foreningen. Det vil sige, at dem, der havde været med længst, fik mulighed for at vælge først. Den proces skete ifølge beboeren, som vi har talt med, uden problemer, og kun i et enkelt tilfælde var der en konflikt, fordi en beboer ikke fik den lejlighed, som vedkommende ønskede mest. Efter at have valgt lejlighed i bebyggelsen havde beboerne mulighed for selv at bestemme indretningen af deres bolig, herunder placeringen og antallet af værelser og skillevægge. Dette var gjort muligt gennem etableringen af en bærende konstruktion baseret på søjler og bjælker, der skabte stor fleksibilitet i forhold til mulige planløsninger. I processen med at indrette deres bolig havde hver beboer mulighed for direkte sparring med arkitekterne, hvor de sammen kunne skitsere på mulige løsninger indenfor de givne rammer af bærende konstruktioner, installationsskakte og vådrumskerner. Den proces var frugtbar for beboerne, men viste sig meget tidskrævende for arkitekten, der skulle rådgive 45 individuelle bygherrer. Der blev derfor løbende tænkt i nye formater, såsom at pulje de beboere som havde den samme grundtype af lejlighed til et fælles rådgivningsmøde. Processen med at involvere beboerne aktivt i designprocessen på den måde har skabt et stærkt ejerskab til bebyggelsen og er ifølge beboerne noget af det, de har oplevet som den særlige kvalitet ved byggefælleskabet. En række af de efterfølgende valgmuligheder lå i den fælles entreprise, såsom valg af overflader og sanitet på badeværelset samt typen af træbelægning i stuer og værelser. Her var valgmulighederne meget begrænsede for ikke at øge det samlede byggebudget. I valg af køkkenelementer havde de samme leverandør og valgte frit ud fra deres sortiment.

I modsætning til Fællesbyg Køge Kyst var Byfællesskabet Thomas b. i udgangspunktet tænkt som et bofællesskab. Som tidligere nævnt blev der allerede i starten af processen involveret en antropolog, som gennem faciliteringen af en række workshops med potentielle beboere var med til at udvikle de værdier og kortlægge de fælles drømme, som skulle danne grundlag for bofællesskabet. Den proces er af Janus Lylloff blevet beskrevet som selve kernen i udviklingen af fællesskabet: ”Det er faktisk det allervigtigste, det at snakke værdibaseret og snakke drømme og visioner.” Her blev det blandt andet besluttet, at fællesrummet skulle have den mest attraktive placering øverst i bygningen, tæt på de to fælles tagterrasser. En anden vigtig beslutning, som blev truffet i de tidlige faser, var en plan for sammensætningen af beboere på tværs af generationer. Grundidéen var en sammensætning af beboere med tre boliger for seniorer, tre for par med store børn og tre for par med små børn. For at realisere planen blev det antropologens opgave at foreslå en sammensætning af beboere gennem samtaler med gruppen af interesserede. På den måde blev det fælles værdisæt for beboerne en ramme, som var med til at bestemme den konkrete udvælgelse af den endelige beboersammensætning. En af de store udfordringer i udformningen af bebyggelsen var forholdet mellem offentligt og privat. Byggefeltet ligger i en tæt bymæssig sammenhæng, så beboerne var nervøse for at blive for eksponerede i deres boliger, specielt i stueetagen. I lokalplanen for området var bebyggelsen udlagt som rækkehuse, og det blev en af de ting, som Praksis i dialog med beboerne begyndte at ændre. Løsningen blev en bebyggelse med fire rækkehuse på den ene side af byggefeltet, som er mindre befærdet. På den anden mere befærdede side blev der bygget lejligheder for at begrænse mængden af boliger i stueetagen. Derudover blev bygningen udformet, så facaderne mod vejene er mere lukkede, hvorimod den åbner sig med store glaspartier ind mod det grønne område. For at gøre stueetagerne mere attraktive fik de også markant højere til loftet, hvilket muliggjorde indbygning af hemse på værelserne. [Ill. 4]

Inden for rammerne af den enkelte lejlighed og rækkehus havde beboerne stor frihed til at indrette sig. Det skete i dialog med arkitekterne, som blev afregnet i forhold til timeforbruget for hver bolig. Når man ser på boligerne i dag, fremstår de derfor med meget forskellige ruminddelinger, overflader, badeværelser og køkkener, og en af beboerne valgte sågar at udføre store dele af den indvendige aptering som selvbyg. Den store medindflydelse har skabt et stærkt ejerskab til bebyggelsen, men medførte også en meget kompleks byggeproces. Den beboer, som vi interviewede, udtrykte det således: ”Altså jeg elsker, at vi har så mange forskellige grå fliser, som er fuldstændig ens, men ikke de samme. Det er sådan en lille markering af, at nogle gange så er medbestemmelse bare for meget.”

Den direkte medbestemmelse, som de kommende beboere har i et byggefælleskab, anser de i ovenstående to byggerier som en væsentlig kvalitet. Men en af udfordringerne lader til at være at finde en balance, hvor valgene sker indenfor en ramme, der både sikrer en hensigtsmæssig byggeproces og arkitektonisk kvalitet, hvilket vi vender tilbage til i den senere diskussion.

ANALYSE AF BYGNINGERNES YDRE

Byggefællesskaber er ikke alene boliger for familier og fællesskaber mellem dem. De bliver, ligesom alle andre bebyggelser, også en del af et større bymiljø. Et spørgsmål er, om de har andet og mere at bidrage med end andre boligbyggerier og i givet fald, hvad det er. Da meget nybyggeri i dag er skåret over samme læst, hvor teglbeklædte betonkasser og påhægtede altaner ikke tilfører meget til omgivelserne, er der behov for at genoverveje, hvad boligbebyggelser kan bidrage med i ude- og byrum, herunder hvilken rolle byggefællesskaber potentielt kan spille.

I Praksis’ boligbyggeri er der en række gennemgående træk og motiver, som også ses i Byfællesskabet Thomas b. Et af dem handler om, hvordan et byggeri forholder sig til omgivelserne, ikke mindst den omkringliggende bygningsmasse. Arkitekterne har en særlig opmærksomhed på at passe nybyggeri ind med forståelse og respekt for det eksisterende, som det eksempelvis ses i de to københavnske byggerier, hhv. byhuset i Ny Østergade og forskerboligerne i Carlsberg Byen. I Odense ligger Byfællesskabet Thomas b. på et hjørne og udgør en samlet, vinkelformet bygningsmasse. Huset er pudset og malet med to forskellige farver, som antyder henholdsvis lejligheds- og rækkehusdelen, og den klump, som bygningsmassen udgør, vrider sig og knækker i forhold til matrikelgrænsen langs det krumme gadeforløb. Et andet gennemgående motiv hos arkitekterne er at artikulere indgangen med en rumlig gestus. Her er det gjort ved at lave et indhak i klumpen ved indgangen til lejlighederne, som subtilt tager imod beboere og besøgende.

Huset har rektangulære vinduer placeret i noget, som på facaden ligner et vilkårligt mønster, men som afspejler boligernes forskellige indre rumligheder. Mange af lejlighederne har en karnap, som med totalentreprisen – hvor Praksis ikke længere var tilknyttet projektet – blev reduceret i dybden og derfor forekommer en anelse afpillede. Både vinduesmønstret og karnapperne er med til at skabe en animeret facade i et ellers forholdsvis konformt gadeforløb. [Ill. 5] Ifølge Janus Lylloff var intentionen med facaden ikke at vise, at der lå et bygge- og bofællesskab, men dog at signalere at der lå en anden slags bygning. På den anden gadefacade er indgangen til rækkehusene knap så artikuleret, og i overgangen mellem de to boligtyper er der udhulet en port til den anden side af huset. Her omfavner det en lille offentlige park, Rosenhaven, på to sider. I stedet for private altaner er der gennemgående altangange, eller hængende haver, som de bliver kaldt. Ligesom i Praksis’ Frihavnstårn i København er de brede nok til at beboerne kan tage ophold på dem. I Byfællesskabet Thomas b. er der endvidere tilknyttet udvendige spindeltrapper, som gør det muligt at komme rundt mellem lejlighederne, op til de fælles tagterrasser og ned på jorden i tilfælde af brand. Herved opfylder de både en social og praktisk funktion.

Som rumligt element danner altangangene en overgang, en slags kantzone, mellem de private lejligheder og den offentlige park. Med legeplads, græsplæne, bænke og blomsterbed henvender parken sig til alle beboere i området som et landskabeligt fællesrum. Et spørgsmål er imidlertid, om altangangene og hverdagslivet på dem er med til at privatisere parken og holde andre brugere ude, eller om de omvendt bidrager til at skabe liv i og omkring den i hverdagen. Beboerne i Byfællesskabet Thomas b. bruger parken til at se på og opholde sig i, og en gang om året inviterer de kvarterets øvrige beboerne til et fællesarrangement i den.

Fællesbyg Køge Kyst har med sin størrelse og udtryk en helt anden prægnans i bybilledet. Bygningen er udformet som en trelænget karré i flere højder med private og fælles haver på terræn og tilsvarende tagterrasser på forskellige etager, hvor dem på anden etage er forbundet i et sammenhængende uderum. [Ill. 6] De indbyder og bliver brugt til samvær på tværs af familierne. Vandkunstens Pippi Langstrømpe-tegning viser bygningen i forskellige farver og højder med karnapper, terrasser, drivhuse og solceller, og det var på baggrund af den tegning, at mange af beboerne forpligtede sig til projektet. Selvom den havde skitsens karakter, så hang tegningen ved i de senere faser og blev udgangspunkt for den endelige udarbejdelse af facaderne. Beboerne blev præsenteret for flere forslag, men overlod udarbejdelsen til arkitekterne med det ene ønske, at bygningen skulle skille sig ud. Den skulle ikke ligne de andre bygninger i Køge Kyst. Da økonomien var stram, fandt arkitekterne en række billige tyndplader, som bygningen kunne beklædes med, og valgte dem ud, som de mente passede bedst sammen. Karnapperne blev alle beklædt i ensartede plader, og omkring fællesarealerne blev der anvendt træbeklædning for at give de steder en særlig stoflig karakter og intimitet. Arkitekterne forklarer, at ”vi prøvede i virkeligheden at udtrykke hver bolig […] et enormt spraglet tæppe af forskellige farver og overflader.” De arbejdede med ikke at skabe en genkendelig orden eller hierarki, men derimod at komponere facaderne så udstrækningen af hver lejlighed blev markeret med en anden farve end nabolejligheden. [Ill. 7]

De arbejdede også med at skabe eksplicitte, arkitektoniske fortællinger. Udover at bygningen skulle skille sig ud fra de omgivende bygninger, og fællesarealerne skulle markeres, var det hensigten, at facaderne skulle fortælle om det maritime miljø med industrihavn og containere, som fortsat kendetegner dele af området. Endvidere beretter en af beboerne om facadernes udtryk, at ”vi har fuldstændig købt Vandkunstens præmis om, at det afspejler den forskellighed, som vi også udgør, altså de enkelte beboere imellem.” Der var således både fra arkitekterne og beboerne et ønske om at etablere en fortælling, som kunne være identitetsskabende, alt imens der ikke lader til at have været en diskussion om, hvorvidt materialerne kunne opfattes som tarvelige.

Med et spraglet og pågående udtryk er bygningen i høj grad med til at skabe variation i den ellers ret ensformige, nye bydel. Fællesbyg Køge Kyst har tiltrukket sig opmærksomhed i en sådan grad, at Arkitekturoprøret nominerede det til årets værste byggeri, og de 163 af i alt 2134 stemmer rakte til en fjerdeplads. Det fortæller ikke kun noget om dem, der udskrev og stemte i konkurrencen, men også om at bygningen både lokalt og i dansk arkitektur skiller sig ud med sit særprægede arkitektoniske udtryk.

DISKUSSION AF EJERSKAB OG BÆREDYGTIGHED

I vores gennemgang og analyse af de to byggeriers indre organisering og relation til den omkringliggende by har vi identificeret en række problematikker, som kalder på en mere udfoldet diskussion. Vi vil i dette afsnit først se nærmere på de økonomiske perspektiver og den valgte ejerform. Derefter vil vi diskutere byggefællesskabets særlige potentiale i forhold til skabelsen af uformelle ejerskaber. Sidst i afsnittet vil vi diskutere, hvordan byggefælleskaber fremover kan danne rammen om en mere ressourceansvarlig udvikling af boligbyggeriet.

I Centraleuropa er byggefællesskaber som regel kendetegnet ved, at der er en anerkendt og velafprøvet model for mellemfinansieringen af byggeriet. Fællesbyg Køge Kyst og Byfællesskabet Thomas b. har begge haft udfordringer med mellemfinansieringen og klaret det på to forskellige måder. I førstnævnte overtog Fonden for Billige Boliger rollen som bygherre og stod dermed for den, mens der i sidstnævnte blev etableret et anpartsselskab med de kommende beboere som ejere og bygherre. Ved byggeriets afslutning blev boligerne i begge tilfælde solgt til de kommende beboere, hvorved de overgik til ejerboliger. Trods forsøg på at regulere fremtidigt salg af dem, kan boligerne i dag sælges på markedsvilkår. Den formodede besparelse på 15-20%, som er opnået ved at lave dem som byggefællesskaber, kommer altså hverken fællesskabet eller efterfølgende køberne til gode, men tilfalder alene førstegangskøberne. Herved skaber byggefællesskaberne ikke på sigt spekulationsfri boliger for generationer af beboere, og det kan derved anfægtes, hvor socialt bæredygtige de er, og i hvilket omfang de over tid er med til at skabe variation og bredde i bydelenes beboersammensætning.

En del af denne diskussion handler om, hvordan der kan etableres en formel juridisk og finansiel ramme, som gør, at de forbliver et billigere alternativ til ejerboliger. Det er et arbejde, som har taget årtier at etablere i udlandet, og som kunne udvikles herhjemme. Selvom det ville være nærliggende, så er spekulationsfri andelsboliger ikke nødvendigvis hele løsningen, da de i stedet for økonomisk kapital ofte kræver social kapital for at komme i betragtning som beboer. En anden del af denne diskussion handler om det uformelle ejerskab, som er opstået i de to byggefællesskaber under tilblivelsen, og som det også kendes fra mange bofællesskaber. I både Fællesbyg Køge Kyst og Byfællesskabet Thomas b. er der et ejerskab, som udmønter sig i en stærk tilknytning til stedet og et solidt fællesskab blandt beboerne. Det har dannet basis for aktiviteter i byggefællesskabet, som ugentlig fællesspisning, og aktiviteter med beboere fra nabolaget, som litteraturkreds og fællesarrangement i Rosenhaven. Som det kendes fra danske bofællesskaber og udenlandske byggefællesskaber kunne der imidlertid udvikles mange andre fællesskaber og deleordninger i hver af de to danske byggefællesskaber og sammen med beboerne i de omgivende bebyggelser.

Ejerboligformen og det uformelle ejerskab kan påvirke hinanden i flere retninger. Med et begrænset udvalg af boligstørrelser kan ejerboligerne på sigt skabe en homogen og velstillet beboersammensætning, hvor beboerne ikke nødvendigvis bor der for fællesskabets skyld, hvilket vil trække byggefællesskabet i en retning. Omvendt kan fællesarealerne og det stærke sammenhold, der er skabt i etableringsfasen, være med til at tiltrække beboere, som gerne vil fællesskabet, og derved trækker det i en anden retning. Det kommer til at afhænge af den fremtidige beboersammensætning.

I begge bebyggelser har de opfattelsen af ikke at have haft den helt rigtige størrelse i tilblivelsen. I Fællesbyg Køge Kyst mener de, at de med 45 boliger har haft for stor en organisation med for mange beboere, og omvendt mener de i Byfællesskabet Thomas b., at de med 9 boliger har haft for få. Den faktiske størrelse afhang for dem begge af grundens areal og bebyggelsesprocent, og man kunne således i fremtidig planlægning forestille sig en øget opmærksomhed på størrelsen af nymatrikulerede byggegrunde. Vores undersøgelser viser, at to andre vigtige parametre er prisen for optionen og tiden til at udnytte den, da det tager længere tid for byggefællesskaber at stable projektet og finansieringen på benene, end det gør for professionelle bygherrer.

Det er to anerkendte arkitektkontorer – Vandkunsten og Praksis – der har været rådgivere på projekterne, og de har haft stor indflydelse på bygningernes organisation og ydre udtryk, omend sidstnævnte ikke var med i de afsluttende faser. Det er der kommet to meget forskellige bygningsudtryk ud af. I begge tilfælde har beboerne haft indflydelse på, hvor skillevæggene i boligen skulle stå, og hvordan bad og køkken skulle se ud. Det har ikke blot givet dem opfattelsen af at være inddraget, men af at have bestemt, hvordan deres eget hjem ser ud, hvilket har bidraget til opfattelsen af et uformelt ejerskab af hele bygningen. Janus Lylloff argumenterer, at ”der skal ikke meget til, før folk tager ejerskab, og hvis man har den rigtige ramme at sætte dem ind i, så de ikke vælter bagover af arbejdsmængden, så kan det godt være en fremtidig bymodel.” I de to projekter har det fungeret med en ramme, hvor beboerne har haft indflydelse på egen bolig, den ledende beboergruppe har deltaget i bygherremøder, og beboerne har haft tillid til arkitekterne i udformningen af bygningens overordnede organisation og udtryk. Men de rammer kan være anderledes, og fremtidige byggefællesskaber kan finde andre rammer for beboere, beboerledelse, rådgivere og andre involverede parter afhængigt af deres budget, målsætninger og andre parametre. I forhold til andre typer af boligbyggeri er det centralt for byggefællesskaber, at de kommende beboere er med i processen, tager økonomisk ansvar og har indflydelse på deres kommende boligsituation.

Udgangspunktet for udviklingen af Fællesbyg Køge Kyst var fra både arkitekters og beboeres side ønsket om at skabe et mere bæredygtigt byggeri med fokus på blandt andet valget af materialer og opsamling af regnvand til brug i ejendommen. Det skulle være så bæredygtigt som muligt, men hvile på anerkendt teknologi og således ikke være for eksperimenterende. En hjørnesten i bæredygtighedsstrategien var valget af træ som det primære byggemateriale, også til den bærende konstruktion. Vandkunsten tog udgangspunkt i de erfaringer, de havde med udviklingen af den almene boligbebyggelse Lisbjerg Bakke i en forstad til Århus. Her havde de udviklet et hybridbyggesystem med træ som hovedmateriale, der gjorde det muligt at bygge etageejendomme. Med Fællesbyg Køge Kyst var det tanken at videreudvikle dette system. Den intention viste sig dog vanskelig at føre ud i livet, da det var umuligt at finde en entreprenør, som kunne påtage sig opgaven. Da Fonden for Billige Boliger overtog udviklingen af projektet, blev der derfor valgt en mere traditionel byggeteknik baseret på et byggesystem i beton. Det sikrede et byggeri, som kunne laves indenfor de økonomiske rammer. At det endte med at blive et betonbyggeri, var derfor ikke et udtryk for hverken beboernes eller arkitekternes ønske, men derimod bestemt af de konkrete muligheder for at realisere byggeriet. Et andet tiltag, som også mødte modstand, var ønsket om at etablere et system for regnvandsopsamling til brug i vaskemaskiner og til toiletskyl. Her var udfordringen, at lokalplanen for området indeholdt en strategi for håndtering af regnvand gennem en særlig bearbejdning af zonerne mellem karréerne i byområdet. Den strategi gjorde det umuligt at træffe egne valg herom i bebyggelsen. Trods høje ambitioner indenfor bæredygtighedsfeltet, fremstår bebyggelsen i dag som mange andre nybyggerier, hvilket fortæller noget om de store udfordringer, der er i forhold til en grøn omstilling af byggeriet.

Byfælleskabet Thomas b. har i forhold til bæredygtighedsambitionerne mødt de samme udfordringer som projektet i Køge. Her blev idéen om et træbyggeri også skrinlagt i forbindelse med den totalentreprise, som gjorde det muligt at overholde budgettet. Man kan således se, hvordan økonomien har haft afgørende betydning for ikke at vælge en bæredygtig byggemetode i begge projekter. Det er desværre meget betegnende for boligbyggeri i dag, hvor nye, eksperimenterende måder at bygge på ikke kan konkurrere prismæssigt med de gennemprøvede løsninger på markedet, som for eksempel betonelementer. I forhold til fremtidens byggefællesskaber kunne man håbe på, at de 15-20% besparelser i forhold til developerdrevne byggerier kunne udgøre en form for bæredygtighedspulje, som ville muliggøre en anden måde at bygge på. Derimod har de to første byggefællesskaber vist et stærkt potentiale for at gentænke måden, vi bosætter os mere bæredygtigt ved at mindske størrelsen på egen bolig og skabe attraktive fællesrum. Denne tilgang kunne styrkes og sammen med en øget investering i bæredygtige byggemetoder gøre byggefællesskaber til bannerfører.

KONKLUDERENDE BETRAGTNINGER

Vi har snakket med de to beboere, som har stået i spidsen for beboergruppen i tilblivelsen af henholdsvis Byfællesskabet Thomas b. og Fællesbyg Køge Kyst om, hvorvidt bebyggelserne faktisk kan betragtes som byggefællesskaber. Det mener de ubetinget, at bebyggelserne kan. De to beboere har opfattelsen af, at de sammen med en gruppe af øvrige beboere har været hovedkræfterne bag realiseringen af projekterne, og at bygningerne ikke var blevet til noget uden beboergruppen. Vores undersøgelser bekræfter, at de har været centrale i bygningernes tilblivelse.

Betragter man imidlertid byggefællesskaber som en økonomisk og juridisk ramme for en proces, der blandt andet giver mulighed for en mellemfinansiering af byggeriet, så falder de to danske projekter udenfor denne. En sådan ramme findes ikke herhjemme i dag. De kan da snarere ses som indledende øvelser, der peger i retning af, hvordan det måske kunne komme til at se ud i en dansk kontekst i fremtiden. Man kan også betragte byggefællesskaber som en måde at fremme en form for social bæredygtighed på, ved at boligerne ikke betragtes som en vare og dermed ikke følger markedspriserne. En sådan spekulationsfri tilgang ville gøre dem økonomisk tilgængelige for flere på den lange bane. Det er dog ikke tilfældet med de to byggerier, som ved færdiggørelsen overgik til at blive ejerboliger og nu videresælges til højestbydende. Endvidere kan man betragte byggefællesskaber som en måde at skabe mere bæredygtigt boligbyggeri med hensyn til ressourceforbrug. Også her falder de to byggerier ved siden af, da de i deres materialer og byggeteknik ligger på linje med andre byggerier ved at have et ressourceforbrug, som er alt for stort. De to byggefællesskaber er således kun i mindre grad lykkedes med at skabe boligbyggerier, der er socialt og miljømæssigt bæredygtige. Ikke desto mindre er det vores opfattelse, at byggefællesskaber har potentialet til at gå foran i udviklingen af bæredygtigt boligbyggeri.

Man kan også betragte byggefællesskaber ud fra andre parametre. En tilgang er at se dem som en måde at styrke beboerinddragelse. Det er lykkedes i begge bebyggelser, hvor beboerne har en klar opfattelse af at have været en del af processen og med til at udforme deres egen bolig. Beboerne har været interesseret i, at de to bygninger skulle skille sig ud fra omgivelserne, men kun i mindre grad i det samlede arkitektoniske udtryk. Selvom de to bygninger er meget forskellige, så er arkitekterne lykkedes med at tilføre bybilledet et mere levende udtryk, end det de developerdrevne byggerier har. I en tid hvor nye boliger og bydele fremstår med en påfaldende og nærmest bedøvende homogenitet, er de to byggefællesskaber forfriskende og inspirerende bud på en anden retning. Både i deres indre rumligheder og ydre udtryk er arkitekturen blevet påvirket af beboernes involvering, og deri ligger latente muligheder for at udvikle det ellers stagnerede boligbyggeri herhjemme. En anden tilgang er at betragte byggefællesskaber som en måde at skabe stærke fællesskaber blandt beboerne, og her har de begge haft stor succes. Beboerne, som ikke kendte hinanden i forvejen, har gennem projekterne lært hinanden at kende og er blevet mere end blot naboer. De har skabt et socialt fællesskab og er blevet henholdsvis byggefæller og byfæller. Mens fællesskabet formelt er baseret på juridiske og finansielle forhold, så er det i hverdagen det uformelle ejerskab, der fylder mest. Det kommer blandt andet til udtryk i deres sociale naboskab, deling af ting og rum samt omsorg for det sted, hvor de bor. Dette uformelle ejerskab er opbygget gennem tilblivelsesprocessen og knyttet til relationerne mellem beboerne.

Byggefællesskaber kan også betragtes som en proces, der grundlæggende handler om, at en gruppe privatpersoner kan gå sammen og skabe deres egne boliger, som det indledningsvis blev formuleret. Her er de begge nået i mål. I både Fællesbyg Køge Kyst og Byfællesskabet Thomas b. har beboerne uden forudgående professionelt kendskab til at bygge fået realiseret deres drømme om at bo.

_

Ulrik Stylsvig Madsen er lektor på Institut for Bygningskunst og Teknologi og Michael Asgaard Andersen er lektor på Institut for Bygningskunst, By og Landskab. Begge arbejder de med boligforskning og denne artikel er del af en større kortlægning af bæredygtigt dansk boligbyggeri.